Desværre kommer vi ikke udenom, at nogle vil gå fortabt. Det kommer til at ske til trods for, at mange drømmer om alles frelse. Jeg har lyst til at invitere en alles-frelse-forkynder med på tre rejser i tid og rum.
Den nye bog “Livets risiko: Himmel og Helvede” (Sejergaard m.fl., Lohse 2022), kan varmt anbefales til alle, der interesserer sig for Jesu genkomst og dermed også dommen – eller bare interesserer sig for, hvordan det vil gå for dem selv i dommen.
Desværre kommer vi ikke udenom, at nogle vil gå fortabt. Derfor er der brug for den saglige og nøgterne modvægt, som denne antologi giver til læren om alles frelse. Fortalerne for alles frelse får det til at lyde så enkelt: “Naturligvis vil den kærlige Gud ikke sende nogen i Helvede til evig pine.” Jeg vil nævne et enkelt argument mod det fra bogen.
Hvis Gud er kærlig og almægtig, hvorfor gør han så ikke noget ved ondskaben? Sådan spørger mange, og det er et helt naturligt spørgsmål. Bibelen svarer, at Gud hader ondskaben. At han har gjort noget ved det, da Jesus døde på korset, og på dommens dag vil gøre noget ved det, “men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse” (2 Pet 3,9). Gud finder sig i ondskaben i verden, fordi han ønsker, at flest muligt inden dommen finder frem til frelsen ved korset. Men hvis troen på Jesus ikke er nødvendig for at blive frelst, hvad venter Gud så på? Hvorfor tillader han ondskaben, hvis han ikke opnår noget ved at udskyde dommen lidt endnu?
Dette argument, som stammer fra bogens sidste kapitel, har inspireret mig til følgende tre scenarier.
Jeg drømmer om at tage en af dem, der forkynder alles frelse, med på tre rejser i tid og rum. Først skal vi besøge Colosseum i Rom omkring år 100 e.Kr. Midt på arenaen står en gruppe kristne og synger lovsang til Gud. Som jeg forstår alles-frelse-teologien, vil min ledsager sige noget i denne retning til dem: “Om lidt hjælper de blodtørstige rovdyr jer ud af denne verden. Efter døden vil I møde jeres frelser Jesus. Men det ville I også have gjort, selvom I havde sagt nej til Jesus, sådan som romerne har opfordret jer til at gøre. At I stædigt holder fast i troen på Jesus som jeres Herre, ender nu med et helt unødvendigt spild af jeres liv. Og for øvrigt bliver alle dem oppe på tilskuerrækkerne også frelst, selvom de sidder med tommelfingeren nedad. Er det ikke herligt?”
Okay, måske har jeg strammet den lidt med den sidste bemærkning, men så vidt jeg kan se, rammer den tænkte prædiken til martyrerne vist meget godt, hvis alles-frelse-forkynderen skal være konsekvent i forhold til sin overbevisning.
Vores næste stop sker en af de sidste dage i anden verdenskrig. Vi skal besøge et nazistisk fængsel, hvor den kendte teolog Dietrich Bonhoeffer føres ud til galgen. Min ledsager har læst lidt af hans udgivelser, og kan derfor trøste ham: “Jeg er helt sikker på, Dietrich, at du ikke har satset på den billige nåde. Du har kæmpet for det, du tror på. Desværre har du ingen steder i dit omfattende teologiske arbejde opdaget den sandhed, som jeg nu kan gøre dig bekendt med. Al din satsning på den dyre nåde har været forgæves, for i dommen vil den kærlige Gud sørge for, at alle bliver frelst. Også de barske fyre, som nu fører dig ud til galgen. Jeg fatter ikke, at du har overset det, for det er da helt indlysende, at en kærlig Gud frelser alle.”
Jeg er sikker på, at der flere steder i Bonhoeffers bøger er et godt svar på denne alles-frelse-prædiken. Men jeg er næsten lige så sikker på, at det svar ikke vil gøre indtryk på min ledsager, for Bonhoeffer arbejdede med solid bibelsk teologi, og det er ikke lige netop det, der flytter noget hos en alles-frelse-forkynder.
Vores tredje og sidste besøg er i nutiden. Et sted i Afrika, hvor de kristne udgør et mindretal, skal vi besøge en kristen familie, men vi er desværre ikke de første på stedet. En gruppe blodtørstige krigere fra Boko-Haram er trængt ind i familiens hus og har jaget dem ud på gårdspladsen. Familiens mandlige overhoved er dødeligt såret af et hug fra en machete. “I regner jo nok med, at jeres kristne tro frelser jer,” siger min ledsager, mens han forsigtigt lægger en hånd på mandens blodige skulder. “Gud skal nok frelse jer, men I var også blevet frelst, hvis I havde konverteret til islam for at redde jeres liv. Gud er ikke vred. Han frelser alle, også de ivrige unge mænd, som lige nu hakker dine sønner til plukfisk, og voldtager dine døtre og din hustru.”
Er jeg for grov, eller er det, hvad læren om alles frelse siger, hvis den vil være konsekvent? Læren om alles frelse fører nogle helt uoverstigelige problemer med sig i forhold til Bibelens budskab. Det ender med en lille gud, der kan rummes i vores tanker.
Det hører med til sagen, at dem, der lige nu kæmper for læren om alles frelse, stort set er de samme, som vil have Luthers teologi ophævet i folkekirken, blandt andet på grund af det helt centrale lutherske dogme om arvesynden.
Ingen har fortjent frelsen
Martyrerne i oldkirken, Bohnhoeffer og den kristne familie i Afrika er ikke frelst, fordi de er bedre end deres fjender. Ingen har selv fortjent frelsen – heller ikke en martyr. Frelsen er alene Guds værk, og den sker altid af nåde. Problemet ved alles-frelse-forkyndelsen er, at den ser bort fra, at Gud hader synden, der ødelægger hans gode skaberværk. Evangeliet er, at der er frelse for den, der tager imod Guds invitation. En frelse, som Jesus har gjort til virkelighed. Vi kender frelsen fra “Den lille Bibel”, men lad os gå 20 vers frem:
»Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham« (Joh 3,36).