Prædiketeksten på kirkeårets sidste søndag kunne næsten lige så godt stå i Koranen som i Bibelen, har én sagt. Og umiddelbart kan der være noget om det. Men ikke hvis vi læser i sammenhæng med resten af Bibelen.
Matthæus beskriver scenen, så vi ser den for os (Matt 25,31-46). Ved sin genkomst sætter Jesus sig som konge på sin herligheds trone, og så sorterer han alle mennesker i to grupper. Den ene gruppe får plads på hans højre side og den anden på hans venstre side. Mellem de to grupper er der kun ham. Der er ingen, som ikke helt hører til på den ene af siderne.
Der sker en definitiv adskillelse. Det ser vi af Jesu ord. Til dem på venstre side siger han: “Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.” Fra det sted er der ingen vej tilbage.
Til dem ved sin højre side siger han: “Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer …” Heller ikke der er der nogen vej tilbage, for ingen vil ønske at forlade det sted, og der er i øvrigt ikke noget at vende tilbage til.
Sortering efter gerninger
Nu kommer vi så til det, som gør denne prædiketekst vanskelig. For hvilke kendetegn sorterer kongen på tronen efter? Fire gange nævner han seks barmhjertighedsgerninger, som dækker rigtig meget af det, der hører ind under kristen næstekærlighed. Det ser ud som om, han sorterer efter gode gerninger.
Der er en bemærkelsesværdig krølle på gerningerne, som gør en forståelse endnu vanskeligere. De velsignede, som har gjort gerningerne, ved ikke, at de har gjort dem. Og de forbandede troede, at de havde gjort dem, selv om de ikke havde.
Vi skal også bemærke, at kongen sorterer efter kendetegn, som allerede findes. Der står ikke en folk neutrale individer foran ham, hvorefter han begynder at afgøre, om det skal være et får eller en buk. Der står en blandet flok foran ham, som i forvejen har de kendetegn, han sorterer efter. Forskellen på de to grupper er der allerede nu, men man skal være Gud for at kunne se den.
På genkomstens dag er det for sent at skifte kendetegn, men af Guds nåde er det muligt nu. Derfor er dagen i dag på en måde endnu mere afgørende end den dag, kongen foretager sorteringen.
Nøglen findes andre steder
Teksten handler om alle mennesker, så inden kan sige, at det ikke kommer dem ved. I forhold til evigheden har livet her og nu ikke meget vægt. Så hvad skal vi gøre? Drejer det sig om af alle kræfter at gøre godt for sultne, tørstige, fremmede, nøgne, syge og fængslede?
Ja, det gør det åbenbart, men motivet til at gøre noget er det vigtigste. Det er jo tydeligvis ikke noget, de to grupper selv kan bedømme for deres eget vedkommende.
Hvis nøglen til at låse gåden op skulle findes inden for tekstens 16 vers, kunne beretningen egentlig godt stå i Koranen. Men der findes en del nøgler andre steder i Bibelen. En af de meget tydelige er: “Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet. Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv” (1 Joh 5,12-13). Eller i dette velkendte sted: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer” (1 Pet 1,3-4).
Vores uforgængelige, uforkrænkelige og uvisnelige arv er det evige liv, og det gives til dem, der har modtaget frelsen fra Jesus.
Virksom i kærlighed
Grundlaget for arven er Jesu Kristi død og opstandelse, og ikke vores gode gerninger. Men hvorfor taler Jesus så om gerninger i prædiketeksten til kirkeårets sidste søndag? Mit bud er, at det gør han, fordi den sande tro er virksom i kærlighed (Gal 5,6). En tro uden gerninger er død (Jak 2,26).
Inden vi kommer for godt i gang med at give vores egen eller andres tro karakter efter antallet af gode gerninger, er der en vigtig ting fra prædiketeksten, vi skal huske. Kun Jesus er i stand til at foretage den vurdering. Hverken dem på den højre eller dem på den venstre side er i stand til at vurdere deres egen indsats.
Det eneste, vi kan gøre for at høre til på den højre side, er at holde os til Jesus. Så får han mulighed for at arbejde med os ved sin Ånd, så troen bliver virksom i kærlighed. Vintræets grene bærer frugt, når de er en del af træet (Joh 15,5).
Frimodighed på dommens dag
Johannes skrev, at vi kan vide, at vi har evigt liv. Det kan vi vide, fordi Gud har lovet det til enhver, der bekender sin synd for Jesus (1 Joh 1,9). Han beskriver det også på en anden måde. Efter at han har slået fast, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser (1 Joh 4,14), skriver han, at “deri er Guds kærlighed fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag” (vers 17).
“Frimodighed på dommens dag” er overskriften på et kapitel i “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord”.