Kategori: Undervisning

Udgivet den

Ny andagtsbog

Klip fra den nye andagtsbog “Stykkevis – rundt i den kristne tro på et år”

Omkring allehelgen er temaet “Døden”. Her er to andagter fra det tema.

Vej ud af døden

»Lovet være Herren dag efter dag,
Gud bærer os, han er vor frelse.
Gud er for os en Gud til frelse,
hos Gud Herren er der vej ud af døden« (Sl 68,20-21).

Noget af det mest sikre i denne verden er, at vi skal dø. Som kristne kan vi tilføje: ”… medmindre Jesus kommer igen inden.” Men bortset fra dette forbehold gælder dødens uafvendelighed for os alle.

En gammel talemåde lyder: ”Betænk livets korthed, dødens vished og evighedens længde.” I sig selv er der ikke meget håb i den påmindelse. Meningen med at hænge disse ord op som et broderi var vel at minde sig selv og andre om, at vi må være rede til at dø.

Heldigvis behøver vi ikke leve i en evindelig skræk for døden, for Gud har en plan, der rækker ind bag døden. Det strider ganske vist mod alle erfaringer, men alligevel siger David: ”Gud er for os en Gud til frelse.” Og han uddyber det med ordene: ”Hos Gud Herren er der vej ud af døden.”

Vi skal gennem døden, men der er en vej ud af den. På pinsedagen holdt Peter en storslået prædiken, hvor han nævnte Jesu korsdød, og så fortsatte han: ”Men Gud gjorde en ende på dødens veer og lod ham opstå, for han kunne umuligt holdes fast af døden” (ApG 2,24). Jesu sejr over døden er også vores sejr.

Den store hvide flok

»Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål; de stod foran tronen og foran Lammet, klædt i hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst: Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet« (Åb 7,9-10).

Johannes spurgte: “De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de?” Svaret lød: “Det er dem … som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.”

Synet af den store hvide flok finder vi i Johannes’ Åbenbaring. Derfor forbinder vi det med herligheden efter Jesu genkomst, og det er ikke forkert. Men synet af den store hvide flok er mere end fremtid. Når Gud ser på en menighed, der på søndag er samlet i lovsang og bøn, så ser han en flok syndere, ”som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod”.

Den store hvide flok er både nutid og fremtid. ”Helgen her og helgen hisset er i samme menighed,” synger Grundtvig. På den måde har vi fællesskab med dem, der er gået forud for os.

Den verdslige fest halloween handler om død med skeletter, blod og skræk. Den store hvide flok, som vi kender fra allehelgen i kirken, er udtryk for det modsatte. Her er renhed, glæde og lovsang. Ingen tårer, ingen rædsel – kun liv i overflod. Og det skyldes alt sammen Lammets blod, som renser syndere helt rene.

Jørgen Hedager Nielsen

Stykkevis – rundt i den kristne tro på et år

380 sider – 299,95 kr.

Indbundet – Lohses Forlag

https://lohse.dk/stykkevis.html

Udgivet den

Åndskamp i de sidste tider

Dæmoner findes, hold dig fra dem, siger én, der taler af erfaring. Dæmoner kan uddrives, siger eksorcisten. Det er til grin at tale om dæmoner, siger ateisten, der også er psykiater. Hvem kan vi have tillid til? Brug 20 minutter og bliv lidt klogere.

Fotos fra dokumentaren.

Åndskampen i de sidste tider har mange sider. En af dem er dæmonerne (onde ånder), og dæmonbesættelse. Det er der mange meninger om. I den ene grøft hævder nogle, at Djævelen og dæmoner ikke findes, og i den anden grøft er der dem, der mener, at dæmonerne sværmer overalt, og springer på enhver, der ikke passer på.

En kristen behøver ikke frygte for dæmonbesættelse for sit eget vedkommende, men der er grund til at være opmærksom på fænomenet. Hvis man beskæftiger sig med det okkulte, uden at have fællesskab med Jesus, risikerer man at blive fanget ind i noget, som kan være ubehageligt og farligt.

Danmarks Radio har lavet en ganske fin dokumentar om dæmonbesættelse og uddrivelse (eksorcisme). Den varer 20 minutter og ligger på DR’s arkiv i serien “5 skarpe” – sæson 4, 1. episode: https://www.dr.dk/drtv/se/5-skarpe_-eksorcisme_354956

I dokumentaren er der tre medvirkende:

Lars Messerschmidt – katolsk præst og autoriseret dæmonuddriver. Han repræsenterer den katolske kirkes tilgang til eksorcisme sagligt, nøgternt og bibelsk. Udfrielse fra dæmoner finder også sted i folkekirken hos dem, der tror på Bibelens undervisning om ånderne. Desværre er det langt fra alle, der gør det, så man vil gå forgæves til mange præster, hvis man ønsker hjælp i forbindelse med dæmonbesættelse.

Jan Brun Pedersen – pædagogmedhjælper. Han er med i dokumentaren, fordi han selv har oplevet besættelse og udfrielse. Han var ukendt med det kristelige, da han rodede sig ud i noget okkult. I dag er han udfriet og kommer i Indre Mission. Hans vidnesbyrd rummer mange gode pointer.

Lars Søndergaard – psykiater. Han medvirker fra tilrettelæggernes side som en fagpersonen, der kan give et videnskabeligt og sagligt bidrag. Men det er ikke fagligheden som psykiater, der er grundlaget for hans udtalelser. Det røber han ved at sige, at dæmoner naturligvis ikke findes, for det ville jo betyde, at Gud også findes. Han taler som ateist.

Lars Søndergaard har ret i, at vi skal tage psykiatriske vurderinger med, når vi ser på dæmonbesættelse. Men Jan Brun Pedersen har også ret, når han siger, at et af Satans værste bedrag er, når det lykkes ham at bilde mennesker ind, at han ikke findes.

Desværre er udsendelsen garneret med klip fra diverse skrækfilm om eksorcisme og med klip fra kirker, hvor en eksorcisme er en meget dramatisk begivenhed. En eksorcisme kan være dramatisk, men klippene i udsendelsen hjælper ikke til at forstå, hvad der foregår. De forvirrer kun.

Der findes bøger om besættelse og udfrielse. Den bedste, jeg kender, er den lille bog om egne oplevelser “Med ført hånd” af Ingerlise Provstgaard (Lohses Forlag, 1988). Romanen “Uddrift” af Thomas Teglgaard (Lohses Forlag, 2004) kredser også om emnet. Begge bøger kan lånes på biblioteket.

Udgivet den

Mere end Moses

Guds kærlighed og Guds vrede hænger sammen. Derfor kan Bibelen fortælle både om plager og om frelse, som alt sammen kommer fra Gud.

For tiden læser vi Johannes’ Åbenbaring efter Bibelnøglens læseplan. I dag var det kapitel 15, som handler OM Moses’ sang i en opdateret version. Moses’ sang lød efter overgangen over Sivhavet under flugten fra Egypten (2 Mos 15):

Moses’ sang begynder sådan:

      Herren er min styrke og lovsang,
      han blev min frelse.
      Han er min Gud, ham vil jeg prise,
      min faders Gud, ham vil jeg hylde.
      Herren er kriger,
      Jahve er hans navn.
      Faraos vogne og hær kastede han i havet,
      hans bedste vognkæmpere druknede i Sivhavet …

I Johannes’ Åbenbaring 15 synger hele den frelste skare. Den opdaterede version hedder Moses’ og Lammets sang, og den lyder blandt andet sådan:

      Store og underfulde er dine gerninger,
      du Herre, Gud, Almægtige,
      retfærdige og sande er dine veje,
      du folkenes konge.

Moses’ sang er Israels tak for frelsen. Moses’ og Lammets sang er den verdensomspændende menigheds tak for frelsen. Lammet er Jesus, og det er hans død og opstandelse som offer for vores synd, der er baggrunden for lovprisningen.

I Åb 15 får vi at vide, at de syv engle med de syv plager kommer ud fra »Templet i himlen, Vidnesbyrdets telt«. Det er det tempel, Moses fik lov at se ind i på Sinajs bjerg, og som han skulle bruge som model for ørkenhelligdommen, hvor folket bragte deres ofre til Gud. At plagerne kommer ud fra det himmelske tempel, understreger, at de er fra Gud. De er en nødvendig del af Guds frelsesplan, selvom det aldrig er Guds inderste ønske at plage mennesker. Det var det heller ikke, da han ramte Egypten med de ti plager.

Det var også det himmelske tempel, Jesus gik ind i med sit blod som et endegyldigt offer for al verdens synd (Hebr 9,11-12). Vi møder i Åb 15 både Guds kærlighed i form af frelsen og Guds vrede i form af plagerne, »for med dem er Guds vrede fuldbyrdet,« får vi at vide. Det lyder som en selvmodsigelse, men det er det ikke. Guds vrede rammer alt det, der vil ødelægge hans elskede skaberværk og hans elskede mennesker. Den kærlighed, der ikke vender sig i retfærdig vrede mod det, der ødelægger den elskede, er ikke ægte kærlighed. Spørg den far, der ser sin datter og ægtefælle blive voldtaget midt i krigens rædsler, om en kærlighed, der passivt accepterer ondskaben, kan kaldes ægte.

Vi kender Joh 3,16, men prøv at læse Joh 3,36:
Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.

Menigheden præsenteres i Åb 15 som »dem, der havde sejret over dyret og dets billede og dets navns tal«. De har sejret, fordi de holder sig til det sejrende Lam. Dyret er Antikrist, som i de sidste tider »søger at føre selv de udvalgte vild« (Matt 24,24). Dyrets tal har jeg skrevet om her: http://www.genkomst.dk/2018/08/24/stregkoden-er-ikke-dyrets-maerke/

Alle helgen

Det er ikke helt let at få styr på kronologien i Åb 15. Det skyldes nok, at der både er tale om evigheden og om den tid, vi holder styr på med vores kalender. Mens Johannes var på den græske ø Patmos, fik han lov til at se den frelste skare i evigheden. En skare, som han vel at mærke selv er med i. Vi kan ikke helt rumme dette sammenstød mellem tid og evighed. Men det er en understregning af, at Gud vil gennemføre sin frelsesplan.

Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden.« (Åb 21-6)

For os sker det i fremtiden, men for Gud er det så sikker en virkelighed, at han kan sige: »Det er sket!«

Udgivet den

Livets risiko

Desværre kommer vi ikke udenom, at nogle vil gå fortabt. Det kommer til at ske til trods for, at mange drømmer om alles frelse. Jeg har lyst til at invitere en alles-frelse-forkynder med på tre rejser i tid og rum.

Den nye bog “Livets risiko: Himmel og Helvede” (Sejergaard m.fl., Lohse 2022), kan varmt anbefales til alle, der interesserer sig for Jesu genkomst og dermed også dommen – eller bare interesserer sig for, hvordan det vil gå for dem selv i dommen.

Desværre kommer vi ikke udenom, at nogle vil gå fortabt. Derfor er der brug for den saglige og nøgterne modvægt, som denne antologi giver til læren om alles frelse. Fortalerne for alles frelse får det til at lyde så enkelt: “Naturligvis vil den kærlige Gud ikke sende nogen i Helvede til evig pine.” Jeg vil nævne et enkelt argument mod det fra bogen.

Hvis Gud er kærlig og almægtig, hvorfor gør han så ikke noget ved ondskaben? Sådan spørger mange, og det er et helt naturligt spørgsmål. Bibelen svarer, at Gud hader ondskaben. At han har gjort noget ved det, da Jesus døde på korset, og på dommens dag vil gøre noget ved det, “men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse” (2 Pet 3,9). Gud finder sig i ondskaben i verden, fordi han ønsker, at flest muligt inden dommen finder frem til frelsen ved korset. Men hvis troen på Jesus ikke er nødvendig for at blive frelst, hvad venter Gud så på? Hvorfor tillader han ondskaben, hvis han ikke opnår noget ved at udskyde dommen lidt endnu?

Dette argument, som stammer fra bogens sidste kapitel, har inspireret mig til følgende tre scenarier.

Jeg drømmer om at tage en af dem, der forkynder alles frelse, med på tre rejser i tid og rum. Først skal vi besøge Colosseum i Rom omkring år 100 e.Kr. Midt på arenaen står en gruppe kristne og synger lovsang til Gud. Som jeg forstår alles-frelse-teologien, vil min ledsager sige noget i denne retning til dem: “Om lidt hjælper de blodtørstige rovdyr jer ud af denne verden. Efter døden vil I møde jeres frelser Jesus. Men det ville I også have gjort, selvom I havde sagt nej til Jesus, sådan som romerne har opfordret jer til at gøre. At I stædigt holder fast i troen på Jesus som jeres Herre, ender nu med et helt unødvendigt spild af jeres liv. Og for øvrigt bliver alle dem oppe på tilskuerrækkerne også frelst, selvom de sidder med tommelfingeren nedad. Er det ikke herligt?”

Okay, måske har jeg strammet den lidt med den sidste bemærkning, men så vidt jeg kan se, rammer den tænkte prædiken til martyrerne vist meget godt, hvis alles-frelse-forkynderen skal være konsekvent i forhold til sin overbevisning.

Vores næste stop sker en af de sidste dage i anden verdenskrig. Vi skal besøge et nazistisk fængsel, hvor den kendte teolog Dietrich Bonhoeffer føres ud til galgen. Min ledsager har læst lidt af hans udgivelser, og kan derfor trøste ham: “Jeg er helt sikker på, Dietrich, at du ikke har satset på den billige nåde. Du har kæmpet for det, du tror på. Desværre har du ingen steder i dit omfattende teologiske arbejde opdaget den sandhed, som jeg nu kan gøre dig bekendt med. Al din satsning på den dyre nåde har været forgæves, for i dommen vil den kærlige Gud sørge for, at alle bliver frelst. Også de barske fyre, som nu fører dig ud til galgen. Jeg fatter ikke, at du har overset det, for det er da helt indlysende, at en kærlig Gud frelser alle.”

Jeg er sikker på, at der flere steder i Bonhoeffers bøger er et godt svar på denne alles-frelse-prædiken. Men jeg er næsten lige så sikker på, at det svar ikke vil gøre indtryk på min ledsager, for Bonhoeffer arbejdede med solid bibelsk teologi, og det er ikke lige netop det, der flytter noget hos en alles-frelse-forkynder.

Vores tredje og sidste besøg er i nutiden. Et sted i Afrika, hvor de kristne udgør et mindretal, skal vi besøge en kristen familie, men vi er desværre ikke de første på stedet. En gruppe blodtørstige krigere fra Boko-Haram er trængt ind i familiens hus og har jaget dem ud på gårdspladsen. Familiens mandlige overhoved er dødeligt såret af et hug fra en machete. “I regner jo nok med, at jeres kristne tro frelser jer,” siger min ledsager, mens han forsigtigt lægger en hånd på mandens blodige skulder. “Gud skal nok frelse jer, men I var også blevet frelst, hvis I havde konverteret til islam for at redde jeres liv. Gud er ikke vred. Han frelser alle, også de ivrige unge mænd, som lige nu hakker dine sønner til plukfisk, og voldtager dine døtre og din hustru.”

Er jeg for grov, eller er det, hvad læren om alles frelse siger, hvis den vil være konsekvent? Læren om alles frelse fører nogle helt uoverstigelige problemer med sig i forhold til Bibelens budskab. Det ender med en lille gud, der kan rummes i vores tanker.

Det hører med til sagen, at dem, der lige nu kæmper for læren om alles frelse, stort set er de samme, som vil have Luthers teologi ophævet i folkekirken, blandt andet på grund af det helt centrale lutherske dogme om arvesynden.

Ingen har fortjent frelsen

Martyrerne i oldkirken, Bohnhoeffer og den kristne familie i Afrika er ikke frelst, fordi de er bedre end deres fjender. Ingen har selv fortjent frelsen – heller ikke en martyr. Frelsen er alene Guds værk, og den sker altid af nåde. Problemet ved alles-frelse-forkyndelsen er, at den ser bort fra, at Gud hader synden, der ødelægger hans gode skaberværk. Evangeliet er, at der er frelse for den, der tager imod Guds invitation. En frelse, som Jesus har gjort til virkelighed. Vi kender frelsen fra “Den lille Bibel”, men lad os gå 20 vers frem:

»Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham« (Joh 3,36).

Udgivet den

Vi kigger ind i …

De seneste måneder har vi hørt statsministen og andre politikere og eksperter bruge udtrykket: “Vi kigger ind i …” Grundtvig brugte lidt af det samme udtryk i en salme, men han talte om at kigge ind i Paradis.

Coronatiden har givet os en række nye sproglige ord og vendinger. Et af dem er udtrykket “Vi kigger ind i …” Statsminister Mette Frederiksen har brugt det flere gange ved sine pressemøder, og det er smittet af på andre. Hun sagde for eksempel: “Vi kigger ind i en gradvis, forsvarlig osv. genåbning af Danmark.” Det er egentlig et fint udtryk.

Da jeg hørte sætningen, fik jeg en association til Grundtvigs herlige salme “Rejs op dit hoved al kristenhed!” Der siger han i vers 2: “Da skæl der falder fra øjet dit, du mægter, som du har ønsket tit, i Paradis at kige.”

Mette Frederiksen talte ikke om at kigge ind i Paradis, men lad os alligevel med afsæt i hendes udtryk tage en lille tur gennem Grundtvigs salme. Da Jesus havde givet disciplene den store profeti om de sidste tider (gengivet i Matt 24, Mark 13, og Luk 21), sagde han: “Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,28).

Disse ord inspirerede Grundtvig til indledningen på hans store salme om genkomsten. Og så siger han, at når det sker, vil der falde skæl fra vores øjne, så vi kan kigge ind i Paradis. Nu kan vi kun i glimt fornemme, hvad fremtiden vil bringe, men den dag vil vi se det klart.

Vi vil se en splinterny jord med kristne evigt unge. Ud for linje 4 i vers 3 er der for øvrigt en forkert note. Der står, at “herrefærden” er himmelfarten. Grundtvig tænkte helt sikkert ikke på Kristi himmelfart, men på bortrykkelsen af menigheden ved Jesu genkomst.

Og så kommer vers 4, som er salmens kerne:

Ej mer du gruer for dommedag,
du ved, din dommer har ført din sag
og fra sig selv den vundet;
des mer du længes hvert morgengry …

“Din dommer har ført din sag, og fra sig selv den vundet.” Kun derfor kan vi glæde os til Jesu genkomst.

I vers 6 røber Grundtvig ikke, hvad det er, Jesus tøver efter, men han tænker sikkert på Peters ord: “Han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse” (2 Pet 3,9). I vers 12 siger Peter: “… mens I venter på, ja, fremskynder Guds dags komme”. Vi må ikke bede Gud om at “røre Himlens kræfter” før verdensmissionen er til ende, vil Grundtvig nok sige. Men vi kan fremskynde dagen ved at være med i Guds mission til alle.

Grundtvig tager den glade forventning i første linje med gennem hele salmen, og han slutter med en vældig fanfare.

Da gjalder luren for sidste gang,
da luer bavnen i blomstervang,
da styrter dødens trone,
da lutres herlig den gamle jord
i skærsilds-luer på Herrens ord,
da stråler livets krone!

Efter corona-nedlukningen var det dejligt at høre: “Vi kigger ind i en genåbning.” Men vi har noget meget større at kigge ind i. Vi kigger ind i en herlig fremtid med en splinterny jord og kristne evigt unge. Vi kigger ind i Paradis – indtil videre ganske vist med skæl for øjnene, men de forsvinder en dag.

Har du lyst til at fordybe dig mere i disse tanker, kan det ske ved at læse kapitel 5 “Frimodighed på dommens dag” i bogen “Han gør alting nyt”. Har du ikke bogen, så følg linkete i højre spalte.

Udgivet den

Bortrykkelsen

Bortrykkelsen af Guds menighed fra jorden vil ske pludseligt, og den vil for de fleste ske uventet. Den er en del af dommen, og den sker for at redde os fra jordens undergang.

 

Første oplag af “Han gør alting nyt – de sidste tilder, Jesu genkomst og den nye jord” er udsolgt, og andet oplag er nu på lager hos Lohse. I den anledning bliver mit blogindlæg denne gang et citat fra bogen:

Alle skal møde Herren i luften

En dag vil alle frelste blive bortrykket for at møde Herren i luften. Den mest sammenhængende beskrivelse af bortrykkelsen har Paulus givet os: “For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren” (1 Thess 4,16-18).

Guds basun lyder og Jesus kommer for at hente sin menighed. Men først forlader dem, der er døde i Kristus, deres grave.

Det er beskrevet, så vi næsten kan se det for os. Baggrunden er, at thessalonikerne er kommet i tvivl om, hvordan de dødes opstandelse skulle foregå, når nu nogen af dem er døde inden Jesu andet komme. Vil de gå glip af den store oplevelse, det bliver at tage imod Jesus ved hans genkomst?

Nej, siger Paulus. Ingen bliver snydt for den oplevelse. Når basunen lyder, vil de døde gå ud af deres grave, og være med til at modtage Jesus. Og så skal vi, der lever, blive bortrykket sammen med dem.

Begivenheden sker i umiddelbar sammenhæng med Jesu genkomst, der vil være synlig og hørbar for alle på jorden. Som jeg læser det, vil ingen være i tvivl om, at nu sker der noget, som fuldstændig ændrer verdens gang. Men mange vil stå undrende, for de aner ikke, hvad det handler om.

Englene samler de udvalgte

Jesus nævner også bortrykkelsen i sin store profeti om de sidste tider: “… og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed. Og han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af himlen til den anden” (Matt 24,30b.-31). Høsten bringes i hus af englene. Også her sættes begivenheden i umiddelbar sammenhæng med Jesu genkomst, der vil være synlig for alle på jorden.

Lidt senere i det samme kapitel giver Jesus et par detaljer om bortrykkelsen: “Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme. For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være. Da skal der være to mænd ude på marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på samme kværn; den ene tages med, og den anden lades tilbage” (Matt 24,37-41).

Igen handler det om, at den troende menighed ganske bogstaveligt og ganske pludseligt bliver fjernet fra jordens overflade. I Noas dage gik otte personer ind i arken, inden vandfloden kom. Gud ville rense sit skaberværk for ondskaben, og i lang tid havde han advaret menneskene. Nu kom dagen, da han lukkede porten til arken, og derved satte et synligt skel mellem de frelste og de fortabte.

En dag vil Gud igen rense sit skaberværk. Det bliver en fuldstændig tilbundsgående renselse, som ikke sker ved vand, men ved ild (2 Pet 3,5-7 og 10-13). For at frelse den kristne menighed, bliver den bortrykket fra jorden, inden ilden rammer.

Bortrykkelsen som en del af dommen

Hvis man – som jeg – regner med, at tusindårsriget er kirkens tid, bliver ingen ladt tilbage for at leve videre. Så vil Jesu genkomst, bortrykkelsen, dommen og verdens genfødelse være en samlet pakke af begivenheder, og bortrykkelsen bliver på en måde en del af dommedag.

Jesus fortalte lignelsen om ukrudtet i hveden, der på en lidt skæv måde antyder det samme (Matt 13,24-30 og 36-43). Ukrudtet skal have lov til at vokse i hvedemarken indtil høsten, siger Jesus. Først da skal det sorteres fra.

Udgivet den

Guidet tur til Det ny Jerusalem

Det ny Jerusalem kommer ned på jorden, når Jesus kommer igen. Det er her på jorden, vi skal tilbringe evigheden i den herlige stad.

Jeg er overbevist om, at Det ny Jerusalem er noget så stort og herligt, at det ikke kan beskrives med de ord og begreber, vi har til rådighed nu. Det overstiger alt, hvad vi kan forestille os. Derfor har profeterne fået antydninger i form af syner, der er fyldt med symboler. Og derfor taler Johannes om guld på gaderne og masser af alverdens ædelsten. Det er beskrivelser, der antyder noget endnu herligere.

Det kommer ned på jorden

Lige nu er Det ny Jerusalem hos Gud i hans himmel, men ved Jesu genkomst kommer det ned på jorden, som Gud til den tid netop har renset for alt det forfærdelige, der kom over skaberværket ved syndefaldet. Den nye jord er derfor fri for synd, død, smerte, råddenskab, sorg, og hvad man ellers kan nævne af ondskab (Åb 21,1-4).

Gud vil bo sammen med os mennesker i Det ny Jerusalem på den nye jord. Det siges hele tre gange:

“Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:
Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.” (Åb 21,3)

Efter beskrivelsen af den nye jord siger han, der sidder på tronen: “Se, jeg gør alting nyt!” Derefter omtales fortabelsen kort, og så kommer den symbolfyldte beskrivelse af Det ny Jerusalem.

Beskrivelse af Det ny Jerusalem

Johannes får en guidet tur med en engel som vejviser, og vi tager med (Åb 21,9ff). “Nu skal du se bruden, Lammets hustru,” siger englen først, og så fører han os op på et stort bjerg og viser os den hellige by, Jerusalem, der kom ned fra himlen.

Englen siger, at han vil vise os bruden, Lammets hustru, og så peger han på Det ny Jerusalem? Det giver kun mening, hvis de to på en måde er et symbolsk udtryk for det samme.

Johannes beskriver for os, hvad vi ser: “Jerusalem kommer ned fra himlen, fra Gud, med Guds herlighed. Dens stråleglans er som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis.” Og så følger en beskrivelse af en bymur med tolv pragtfulde perleporte, og tolv grundsten med apostlenes navne. Byen er bygget på apostlenes grundvold (Ef 2,20).

Vores guide har en målestok med. Det viser sig, at byen er 12.000 stadier. 12.000 er et symbolsk tal som betegner noget kæmpestort, og som også hentyder til Guds folk. Og så får vi at vide, at byen er lige så høj, som den er bred. Den er altså terningformet.

Det ny Jerusalem er terningformet som det allerhelligste i templet.

Det allerhelligste er Guds bolig

Det er ikke første gang, vi møder terningen i Bibelen. Telthelligdommen under ørkenvandringen var bygget efter Guds anvisninger. Det var lige højt og bredt, og så var det tre gange så langt. To tredjedele inde i teltet var der et forhæng, som skilte den inderste tredjedel fra. Derved opstod et terningformet rum, som var det allerhelligste. Det var Guds bolig og derfor utilgængelig for mennesker. Kun én gang om året måtte ypperstepræsten gå ind bag forhænget, og han måtte aldrig gøre det uden offerblod.

Dekorationen på forhænget foran det allerhelligste mindede dagligt præsterne om, at her var adgang forbudt. Der var nemlig indvævet keruber, som keruberne var de engle, der blev sat som vagter ved Edens have for at beskytte Adam og Eva mod at gå ind.

Det allerhelligste i templet var et symbolsk udtryk for Edens have, og symbolikken fremgik af den fuldkomne form – terningen. Det allerhelligste var stedet, hvor Gud tog bolig midt i sit folk. Og nu dukker terningen op som Det ny Jerusalem.

Terningen er med langfredag, for i det øjeblik Jesu døde på korset, blev forhænget i templet flænget fra øverst til nederst (Mark 15,37-38). De tilstedeværende præster har fået sig en voldsom forskrækkelse, men vi glæder os, for det viser, at fra det øjeblik blev der fri adgang ind til Gud.

Beskrivelsen i Åb 21 er en skildring af brylluppet mellem brudgommen (Jesus) og bruden (menigheden). Gud og mennesker flytter sammen i Det ny Jerusalem (se også Ef 5,25-27).

De evige boliger

Forestillingen om, at vi i evigheden skal bo hos Jesus i himlen, kommer blandt andet af Jesu løfte til disciplene umiddelbart inden påske. “I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer” (Joh 14,2-3).

Den bolig er i Det ny Jerusalem, som altså kommer ned fra himlen til den nye jord. Derfor skal vi ikke tilbringe evigheden i himlen, men på den nye jord.

 

Læs mere om Det ny Jerusalem og meget andet i “Han gør alting nyt”.

Se også PowerPoint til mit foredrag “På vej mod Det ny Jerusalem”.

Udgivet den

Ingen genkomst uden jomfrufødslen

Englens besked til Jomfru Maria om at hun skulle føde himlens kongesøn hænger uløseligt sammen med Jesu genkomst. Hvis ikke Jesus blev født som både Gud og menneske, ville han ikke opstå fra graven i et fysisk legeme. Så ville han heller ikke fare til himmels, og så vil han ikke komme igen. Og så ville der ikke være noget håb for os.

Sandro Botticielli (1489)

Maria bebudelsesdag er en lidt overset festdag i kirkeåret, selvom den markerer forudsætningen for alle de andre festdage. På den dag skete inkarnationen – det under, at Gud blev menneske. Sønnen i den treenige Gud gav afkald på sin guddomsherlighed, tog en tjeners skikkelse på og blev menneske (Fil 2,7).

Maria fra Nazaret fik besøg af en engel, der forkyndte: “Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.” Sådan gik det til, at Maria blev gravid, selv om hun ikke havde været sammen med nogen mand. Den dag blev et lille foster til.

Efter ni måneder blev det jul, og Jesus blev født i Betlehem for at opfylde profetierne. Men det begyndte med bebudelsen i Nazaret. “Vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria …” Sådan har kirken bekendt til alle tider og alle steder.

Ingen brugbare alternativer

Mange har været skeptiske over for jomfrufødslen, fordi den virker så unaturlig. De samme skeptikere har ofte også problemer med Jesu undere, med Jesu soningsdød, med den legemlige opstandelse, og dermed naturligvis også himmelfarten og genkomsten. Og med god grund, for hvis ikke jomfrufødslen er sket, hvordan kan vi så sige, at Jesus var både Gud og menneske?

Man har forsøgt sig med en fortælling om, at Jesus ved sin dåb fik sin identitet som menneske, men det siger Bibelen ikke. Man har også forsøgt sig med en forestilling om, at Jesus i virkeligheden ikke var Gud, men et helt usædvanligt menneske.

Det kristne håbs fundament

Men hvad er problemet egentlig ved jomfrufødslen? Der er tale om en handling, som foretages af Gud Fader, den almægtige og Helligånden. Den Gud, som har skabt himmel og jord og en dag vil gøre alting nyt igen. Hvem er vi, at vi tillader os at sætte spørgsmålstegn ved beretningen om Jesu underfulde undfangelse?

Guds Søn blev foster i Marias livmoder. Derfor kunne han vokse op som et syndfrit menneske. Og på grund af sin syndfrihed kunne han sone vores synd. Fordi han var både Gud og menneske, kunne døden ikke fastholde ham (ApG 2,24). Han opstod legemligt, og graven blev tom. Efter 40 dages samliv med disciplene, fór han til himmels, og ved dagenes ende kommer han igen. Vi skal opstå, som han opstod, og Gud vil genoprette alt. Det er fundamentet for det kristne håb.

 

 

Udgivet den

Tegn i sol, måne og stjerner

Solen formørkes, månen skinner ikke, og stjernerne falder ned fra himlen. Hvordan skal vi forstå dette tegn på Jesu genkomst?

Solen formørkes og månen bliver som blod (Ellen Hofman-Bang i Giv Agt).

Kort før pinse i år blev jeg opmærksom på, at Joel sammen med sin pinseprofeti har en profeti om Jesu genkomst, hvor han nævner de kosmiske tegn: “Solen forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer” (Joel 3,1-4). Peter gentager Joels profeti pinsedag, inklusive ordene om Herrens store dag. Og i Jesu profeti om tegnene på genkomsten står noget lignende.

I den første version af romanen, som senere fik titlen “Om lidt – roman fra en ikke så fjern fremtid”, forsøgte jeg at skildre de kosmiske tegn som et udbrud i en super-vulkan. Et sådant udbrud vil skaber en askesky, som i mange måneder kan lukke udsynet til solen og månen på et helt kontinent, og selve udbruddet kan ligne en regn af stjerner.

Jordens undergang

Jeg skrev af forskellige grunde vulkanudbruddet ud af romanen, og det er jeg glad for i dag. I profetien burde et vulkanudbrud stå på linje med hungersnød og jordskælv (Matt 24,7). Men tegnene i sol, måne og stjerner nævner Jesus et andet sted i profetien, og måske skal vi læse det helt anderledes. Hvad nu, hvis de kosmiske tegn i virkeligheden beskriver begyndelsen på jordens undergang? Apostlen Peter skriver, at vi venter: “… Guds dags komme, da himlene skal gå op i luer og elementerne komme i brand og smelte” (2 Pet 3,12).

Da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himlen (Ellen Hofman-Bang).

Heldigvis fortsætter han: “Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.” Det er noget godt, vi har i vente som kristne. Men efter menighedens bortrykkelse (som Jesus nævner i sammenhængen) og inden alting bliver nyt, skal skaberværket gennem en renselse.

Kan ordene om sol, måne og stjerner være en profeti om det, som Peter beskriver med ordene: “… da skal himlene gå op i luer og elementerne komme i brand og smelte”?

Hvis nogen har tanker om det, så skriv endelig i kommentarfeltet herunder.

Flere begivenheder i én

Jeg har set, at der i Joels profeti står, at de kosmiske tegn skal ske før Herrens store dag – altså før genkomsten. Men det forhindrer ikke, at de kan være begyndelsen på jordens undergang. Som Jesus beskriver det i sin profeti, er der en rækkefølge, men basunen, bortrykkelsen, dommen, undergangen og genoprettelsen ser ud til at være forskellige led i den samme store begivenhed. Som juleaften rummer middag, tænde lys, sang og gaver, der kan beskrives hver for sig, og alligevel er en samlet begivenhed, tænker jeg, at det også er med Jesu genkomst.

Jeres forløsning nærmer sig

Ordene om solen, månen og stjernerne står som noget, der sker i umiddelbar sammenhæng med genkomsten, og som noget, der sker efter den store trængsel, man ofte placerer som det sidste lige inden genkomsten.

Og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer …

Det pågældende afsnit i Jesu store profeti om de sidste tider lyder i sin helhed:

“Men straks efter trængslen i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen og himlens kræfter rystes. Og da skal Menneskesønnens tegn komme til syne på himlen, og da skal alle jordens folkestammer jamre, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed. Og han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af himlen til den anden” (Matt 24,29-31).

Fra den samme profeti har Lukas en meget dejlig passus, som Matthæus ikke har med:

“Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,28).

 

Udgivet den

Herfra til evigheden

Hvordan skal vi forstå overgangen fra vores jordiske liv til livet i herligheden? Hvad går tiden med? Eller går der slet ikke nogen tid? Kan det tænkes, at vi dør her og straks vågner op på den nyskabte jord? Der findes flere svar.

(spørgsmål på JesusNet.dk)

Hejsa
Jeg har et spørgsmål angående død og Jesus genkomst. Der står et sted at når Jesus returnerer skal han dømme de levende og døde. Vil det sige at de døde pt. er et sted mellem himmel og jord (en slags dvale) og egentlig først træder ind i Guds rige eller det modsatte når Jesus kommer igen og dømmer alle?
Mvh
Thomas

(mit svar på JesusNet.dk – og her)

Kære Thomas

Tak for dit spørgsmål, som der findes flere svar på. Ingen af dem kan bevises med et klart bibelsted. Nogle regner ganske rigtigt med en dvale eller en søvn. Set i forhold til vores kalender går der jo et stykke tid fra den enkeltes død og til Jesu genkomst og vores opstandelse.

Et par ret uklare steder i Det Nye Testamente taler om et dødsrige, som kan være en mellemtilstand (Luk 16,19-31 og 1 Pet 3,18-20). Mit bud på et svar, kan jeg desværre heller ikke hænge op på et klart skriftsted, men overvej det følgende.

Ved Jesu genkomst skal alle opstå, og der sker en adskillelse mellem dem, der levede i tro på frelseren, og dem, der ikke tog imod ham. Set fra i dag, så sker genkomsten og opstandelsen på en fremtidig dato i vores kalender, men set fra den anden side – fra evighedens side – så er opstandelsen til liv begyndelsen på vores tilværelse på den nye og herliggjorte jord (Åb 21,1-3), og evigheden begynder ikke på en bestemt dato i vores kalender. I det hele taget er det vanskeligt at tale om en begyndelse på evigheden, så derfor behøver vi ikke gøre rede for en tid fra døden til opstandelsen.

Tænk på røveren på korset. Han bad til Jesus, og Jesus svarede ham: “I dag skal du være med mig i Paradis!” (Luk 23,43). Men i vores trosbekendelse siger vi, at Jesus efter sin død nedfór til dødsriget, hvorfra han opstod på tredjedagen. Holdt Jesus så sit løfte til røveren? Ja, det mener jeg.

Jesus forblev ganske vist her i den jordiske kalender til Kristi himmelfartsdag, for han var ikke færdig, men røveren havde ikke mere at gøre her. Han forlod vores jordiske kalender for at møde Jesus i evigheden.

Egentlig spørger du: “Hvor lang tid går der fra datoen for min død til det tidspunkt, jeg træder ind i evigheden?” Jeg ved ikke, om nogen rigtig forstår springet fra vores tid til evigheden. Hvis man har brug for at forestille sig en søvn eller en dvale for at få mellemrummet til at gå op, så fint for mig, men jeg tror altså, at røveren, samme dag han døde, oplevede at være sammen med Jesus i Paradis. Og jeg glæder mig til, at samme dag jeg dør, vil jeg vågne op i det evige Paradis i selskab med min frelser.

Jørgen Hedager Nielsen, redaktør af genkomst.dk

 

PS: Til den opmærksomme læser på genkomst.dk, som nu sidder med spørgsmålet: Hvad så med skærsilden? Det har Luther givet et meget kort og kontant svar på, som kan opsummeres således: “Skærsilden er heldigvis kun en katolsk opfindelse, som aldrig har været en del af Guds plan.”

Enhver, der tror på Jesus som sin frelser, mangler intet på dommens dag. Ingen har nogen som helst rest af synd eller urenhed, der skal renses væk, inden de kan træde ind i herlighedens rige og møde Gud ansigt til ansigt.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial