marts, 2018 | Jesu genkomst

31. marts 201816. april 2018

En ånd spiser ikke fisk

Det kristne håb er totalt afhængigt af, at Jesus forlod sin grav i live. Enhver tale om opstandelse på andre måder slår effektivt grundlaget væk under håbet om en evig herlighed, så hvorfor nøjes med mindre end en opstandelse med kød og knogler.

Opstandelse, himmelfart og genkomst hører uløseligt sammen. Uden Jesu legemlige opstandelse, vil der ikke være en himmelfart. Og uden Jesu himmelfart vil der ikke være en genkomst. Og uden Jesu genkomst, vil der ikke være nogen opstandelse for os.

Vokset sammen med Jesus

Paulus underviser et sted om dåbens betydning. Han knytter den sammen med påskens begivenheder og skriver, at vi i dåben får del i Jesu død på korset og hans legemlige opstandelse påskemorgen:

“For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans … Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere” (Rom 6,5 og 9).

Ved dåb og begravelse

Midt i påskeugen var vi til begravelse. Her blev vi igen mindet om det kristne håb. Et bestemt bibelvers læses både ved dåb og begravelse. Det knytter Jesu opstandelse sammen med det kristne håb. Her er de to næste vers taget med.

“Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid” (1 Pet 1,3-5).

Han forvandler vores legeme

Paulus afslutter sit store opstandelseskapitel (1 Kor 15) med at tale om legemets forvandling ved opstandelsen. Når Jesus kommer igen, skal vores forgængelige legeme iklædes uforgængelighed, og vores dødelige legeme skal iklædes udødelighed, skriver han.

Uanset, hvordan vi kommer herfra, om vi bliver begravet, kremeret, spist, eller måske stadig lever ved genkomsten, så vil Gud den dag tage det, der er tilbage af os, og underfuldt gendanne det.

Jesus opstod påskemorgen i sit eget legeme, og hans opstandelse er modellen for, hvordan det vil blive for os. Gud, som skabte alt ved sit mægtige ord, og som påskemorgen kaldte Jesus ud af graven, gør opstandelsen mulig.

“Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt” (Fil 3,21).

Et stykke stegt fisk

“De gav ham et stykke stegt fisk.” Så kort og prosaisk lyder et meget væsentligt vers i Bibelens påskeberetning. I sig selv er det ikke opsigtsvækkende, men sammenhængen gør det til noget særligt.

Påskedag om aftenen dukkede Jesus op i disciplenens fællesskab. Han ville overbevise dem om, at han virkelig var opstanden. De fik lov til at røre ved ham, og så spiste han stegt fisk for at overbevise dem om, at han ikke kun var opstået åndeligt.

“Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har.” Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og fødder. Og da de af bare glæde stadig ikke kunne tro, men undrede sig, spurgte han dem: “Har I noget at spise her?” De gav ham et stykke stegt fisk, og det tog han og spiste, mens de så det. (Luk 24,39-43).

Glædelig opstandelsesdag!

23. marts 201831. marts 2018

60.000 nye kristne hver dag

Jesu genkomst trækker ud, fordi der stadig er nogen, der skal komme til tro på Jesus. Den enorme vækst, som kirken oplever i disse år, går stort set uden om Danmark. Derfor er vi ikke altid opmærksomme på den. Men nogle af de danske missionærer på den sydlige halvkugle ved noget om det.

Allerede mens apostlen Peter levede, var der mennesker, som hånede de kristne og sagde. “Hvad bliver der af løftet om hans komme?” Det læser vi om i Peters Andet brev kapitel 3.

Peter minder menigheden om, at Guds tidsregning er anderledes end vores. Gud trækker det ikke unødvendigt ud med at opfylde sit løfte, men han har meget mere tålmodighed, end vi har. Og så røber Peter, hvad det er, der får Gud til at vente. “Han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men alle skal nå til omvendelse.”

Ikke overraskende stemmer det med Jesu profeti, hvor han blandt mange andre tegn i Matthæus 24 siger: “Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme.”

Det ligger også i missionsbefalingens ord: “Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple … og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” (Matt 28,19-20).

Vi kan fremskynde genkomsten

Peter siger faktisk, at vi kan “fremskylde Guds dags komme”. Han siger ikke direkte hvordan, men i sammenhængen er det ikke så svært at regne ud. Det handler om mission. Hver dag fødes der et uoverskueligt antal mennesker, som aldrig kommer til tro på Jesus, og derfor går fortabt. Andre bliver frelst. Kun Gud ved, hvornår det tipper over, så missionens tid afsluttes, og det bliver dommens dag.

I Grundtvigs fantastiske salme “Rejs op dit hoved, al kristenhed!” er han også inde på dette, når han i vers seks skriver:

Men skønt du længes, o kristenhed,
så glem dog ikke, at godt du ved,
hvad Herren tøver efter,
og bed ham aldrig, før timen kom,
til jordens gru og al verdens dom
at røre Himlens kræfter!

Gud ønsker at gøre alting nyt

Gud længes efter Jesu genkomst. Da afsluttes al pine og trængsel. Der er ikke noget, han hellere vil, end at gøre alt nyt og godt. Men når han renser sit skaberværk, sker det “til jordens gru og al verdens dom”, som Grundtvig skrev.

Kristen mission er det eneste formål med ventetiden. Gud ønsker, at så mange som muligt skal frelses. Mon ikke det også dybest set er ethvert kristent menneskes ønske, selvom det ikke altid er lige tydeligt.

Vi er ikke alene om missionen. Det var netop i forbindelse med missionsbefalingen, at Jesus sagde: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden … Og se jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.”

Mange tusinde missionærer

Og når vi nu er ved verdensmissionen, så lad os se lidt på statistikkerne. I forbindelse med et kapitel i “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” fandt jeg frem til nogle tal om mission. De skal som al anden statistik tages med et gran salt.

USA er den nation i verden, der har den største internationale mission med 43.000 missionærer sendt ud af landet, men det langt mindre Sydkorea sender nu forholdsvis flere ud, nemlig 21.000 missionærer.

Når det gælder mission i det hele taget – både internationalt og til folkeslag inden for landets grænser – har Indien næsten lige så mange missionærer som USA, nemlig 83.000 mod USA’s 93.500. Næsten alle de indiske missionærer arbejder blandt de mange folkeslag inden for det store lands grænser.

60.000 nye kristne hver dag

På verdensplan er den kristne kirke aldrig vokset hurtigere end i de sidste par generationer. Væksten er på omkring 60.000 nye kristne hver dag. Tallene tager højde for dem, der melder sig ud eller dør, så det handler om nettotilvækst. Den sker særlig i Asien og Afrika, og den skyldes både missionsarbejde og befolkningstilvækst. Væksten på 60.000 hver dag rummer frugten af mange forskellige missionærers arbejde, lige fra lutherske missionærer fra Danmark til Jehovas Vidner fra USA.

Når Jesus angiver verdensmissionen som et tegn på genkomsten, er det for at vi skal være opmærksomme på det, men regnestykket bag det hele, kender kun Gud facit på.

9. marts 201823. marts 2018

Jesu genkomst findes i hele Bibelen

Hvis vi skærer Jesu genkomst ud af vores forventning til fremtiden, bliver troen handicappet, og vi bliver blinde for rigtig mange af Guds herlige løfter til os.

Jesu genkomst skal vi ikke beskæftige os med, mener nogen. Dermed afskærer de sig fra noget, som er massivt til stede i det meste af Bibelen.

I mit arbejde med bogen “Han gør alting nyt”, som handler om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord, blev det meget klart, at forventningen om Jesus bygger på rigtig mange løfter fra Gud. Lad os tage en hurtig skøjtetur gennem Bibelen, for at se efter.

Sådan skal Menneskesønnens komme være

Det begynder allerede ved syndefaldet, hvor Gud siger til slangen, at kvindens sæd skal knuse slangens hoved. Det skete, da Jesus døde på korset, men den endelige udslettelse af slangen sker først ved Jesu genkomst.

Få kapitler senere læser vi om Noa og hans samtid. “I dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være,” siger Jesus. Beretningen om Noa er en forudsigelse af den sidste tid og Jesu genkomst.

Det samme er hebræernes udfrielse af Egypten og indvandringen i det forjættede land.

Ny himmel og ny jord

David får løfter om en efterkommer, hvis kongedømme vil blive grundfæstet til evig tid. Den efterkommer er Jesus. Løftet henviser både til hans fødsel i Davids by, Betlehem, og til den nye jord.

Esajas profeterede rigtig meget om begivenheder, hvis endegyldige opfyldelse først sker ved Jesu genkomst. Det kulminerer hen mod slutningen, hvor vi blandt andet kan læse: “Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord. I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd. Der høres ikke mere gråd eller skrig.” Vi læser stadig fra Det gamle Testamente.

Profeten Ezekiel giver Israels folk et løfte fra Gud:

“Min bolig skal være hos dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.”

Det samme budskab lyder til Johannes i forbindelse med den nye himmel og den nye jord. Den endelige opfyldelse har vi altså endnu til gode.

Jeg tager bolig hos dig

Profeten Joel forudsagde Helligåndens udgydelse på pinsedag. Umiddelbart efter kommer han med en profeti, der minder meget om det, Jesus profeterede om tegnene i de sidste tider: “Jeg sætter tegn på himlen og på jorden, blod og ild og røgsøjler. Solen forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer. Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.” Det var Joels ord.

Både Amos, Mika og Zakarias giver mest mening, hvis vi læser dem som profetier, der også handler om endetiden og genkomsten. Især hos Zakarias er det tydeligt. Hør bare her: “Du skal juble og glæde dig, Zions datter, for nu kommer jeg og tager bolig hos dig, siger Herren. På den dag skal mange folkeslag slutte sig til Herren og være mit folk, og jeg tager bolig hos dig.” Det lyder som Johannes’ Åbenbaring, men det var Zakarias.

Hele kapitler om genkomsten

I de tre første evangelier er der hele kapitler, som ikke handler om andet end de sidste tider, dommen og Jesu genkomst. Og flere af Jesu lignelser handler om det.

Johannes skriver ikke lige så direkte, men det er der – for eksempel i kapitel seks, hvor Jesus siger: “For min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.”

Vi kunne fortsætte med mange steder i Apostlenes Gerninger, og både Paulus, Johannes, Peter og Hebræerbrevets forfatter har meget at sige om emnet. Bibelens sidste bog handler ikke om andet. Gud har altså ikke ønsket, at vi skulle være uvidende, så lad os lytte til ham, også når han taler om det, der skaber vores håb for fremtiden.