Joni Eareckson Tada: Lidelse hjælper mig med at se himlen

Engang undrede Joni sig over, hvorfor Paulus kalder vanskeligheder “lette og kortvarige”. Nu har mange års lidelse åbnet hendes øjne for hans indsigt.

 

For fjerde gang den samme dag måtte Joni bede om at blive løftet ud af sin kørestol for at hvile på sofaen. Hurtig vejrtrækning, sved og et skyhøjt blodtryk signalerede, at noget i hendes lammede krop gjorde oprør. “Nu må det være nok,” mumlede hun, mens smerten pressede tårer frem.

Hendes sekretær samlede noget korrespondance fra skrivebordet, inden hun forlod kontoret med ordene: “Jeg vil vædde på, at du lige nu længes efter opstandelsen. Du ved, som Paulus sagde: Vi sukker af længsel efter at iklædes den bolig, vi har fra himlen.”

Jonis øjne blev fugtige igen, men denne gang skyldtes det glæde. “Ja, det bliver fantastisk,” svarede hun.

Dette (forkortede og redigerede) glimt fra sin hverdag fortæller Joni i en artikel på Christianity Todays hjemmeside. Mange danskere vil huske Joni Eareckson Tada for hendes mange bøger, og fra filmen med hendes vidnesbyrd. Som helt ung blev hun ved en badeulykke totalt lam fra halsen og ned. Trods det har hun livet igennem turneret med foredrag og sang, og hun har opbygget en stor organisation, der hjælper fattige handicappede med kørestole, krykker og andre hjælpemidler.

Den sande virkelighed

Joni bruger ordet “heaven”, som vi desværre ikke kan oversætte direkte til dansk. Det er ganske vist oversat til “himlen” i mange sange om det kristne håb, men det er ikke særlig præcist, da Joni tænker på “heaven” som det synlige Guds rige – altså den nye jord (Åb 21).

Mens hun for fjerde gang den samme dag lå på sin sofa på kontoret, vendte hun sine tanker mod det, som hun tusind gange før var blevet trøstet af: “Dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed” (1 Kor 15,53). En strøm af andre løfter fra Gud løb forbi hendes hjertes øjne, fortæller hun. Så åbnede hun sine øjne og sagde højt: “Kom hurtigt, Herre Jesus.”

Fysisk lidelse og følelsesmæssig smerte er en del af hendes daglige rutine. “Men disse trængsler er Guds måde at hjælpe mig med at tænke på det kommende. For mig er det ikke en psykologisk krykke for at undslippe virkeligheden – det er den sande virkelighed,” understreger hun.

Set fra oven

Hun øver sig i at se sine problemer fra himlens perspektiv. Så ser lidelserne helt anderledes ud. “Set nedenfra virker lammelserne som en uoverstigelig mur, men set ovenfra, fremstår væggen som en tynd streg, der kan overvindes.”

Hun fandt også fugleperspektivet i Esajas 40,31: “Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.”

Skriften præsenterer det evige perspektiv. Hun nævner et par skriftsteder mere: “For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt” (2 Kor 4,17). Og apostlen Peter skriver til kristne venner, der bliver pisket og pryglet: “For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed” (1 Pet 1,6).

Flere årtier i kørestol

“Glæd dig, når du bliver kastet for løverne.” Den form for nonchalance overfor forfærdelige lidelser gjorde førhen Joni fortvivlet. Bundet i en kørestol og stirrende ud ad vinduet, undrede hun sig: “Herre, hvordan i alverden kan du kalde mine problemer lette og midlertidige? Jeg kommer aldrig til at gå eller løbe igen. Jeg har en ulækker pose til min afføring. Jeg stinker af urin. Min ryg gør ondt. Jeg er fanget foran dette vindue.”

Med årene begyndte lyset at trænge ind. Bibelens inspirerede forfattere gav hende et andet perspektiv. “Bemærk, at jeg ikke siger, min lammelse er let i sig selv. Den bliver let i kontrast til den langt større tyngde på den anden side af skalaen. Normalt kalder jeg ikke flere årtier i en kørestol for et øjeblik, men der er alligevel en sandhed i ordene Jakob 4,14: I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort.”

Lidelsen skubber hjemad

“Intet har mere radikalt ændret den måde, jeg ser min lidelse på, end at løbe til det udsigtspunkt, jeg har fået i Jesu genkomst. Da Gud sendte et brud på halsen i min retning, sprang de pærer i mit liv, som lyste på “her og nu”. Den mørke fortvivlelse, som fulgte af den permanente lammelse, var ikke spor sjov, men det er helt sikkert, at den kristnes fremtidige herlighed blev levende. Og en dag, når vores brudgom kommer tilbage – sandsynligvis når jeg igen ligger på sofaen i mit kontor – vil Gud åbne himlens sluser. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg er meget mere begejstret ved tanken og klar til det, end hvis jeg gik på mine fødder. I mellemtiden skubber lidelsen mit hjerte hjemad,” slutter hun.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial