Allehelgen er kirkens takkefest for de kære, der er døde. De, der døde i troen, er nu hos Jesus. Det er strengt forbudt at forsøge at kontakte dem.
Vi mindes de afdøde, som de var, da de levede blandt os, og vi besøger deres gravsted. Men der er de ikke. De er hos Jesus. Det er naturligvis i orden at sige et par ord til dem ved graven. Men det er noget, vi gør for vores egen skyld, for de hører det ikke. De er nået frem til den evige herlighed.
Jeg er overbevist om, at de ikke kan følge med i vores liv, og tak for det. Det ville være forfærdeligt, hvis de fortsat skulle belemres med bekymringer om vores liv. Det stemmer ikke med, at der for dem ikke mere er sorg.
Men man kan komme i kontakt med de døde, lyder indvendingen. Ja, nogen er overbevist om, at de kan samtale med de døde, men de bliver snydt på det groveste. I dag kalder de sig clairvoyante. Førhen blev de kaldt dødemanere, åndemanere eller spiritister.
Vi er advaret
Gud advarer kraftigt mod den slags. “Når du kommer ind i det land, som Herren din Gud vil give dig, må du ikke lægge dig efter at gøre de afskyelige ting, som folkene dér gør. Hos dig må der ikke findes nogen, som … spørger dødemanere eller sandsigere til råds eller søger orakel hos de døde. Herren afskyr enhver, som gør den slags” (5 Mos 18,9-12).
Men det virker jo, lyder indvendingen. Muligvis, men derfor kan det godt være forbudt. Og hvem ved for øvrigt, at det virker? Men det gør det, for gennem kontakt med de døde kan man få noget at vide, som ingen levende kunne fortælle, får vi at vide. Jeg hørte engang én forklare det på denne måde: “Satan kan komme til os forklædt som en lysets engel. Så er det vel ikke noget problem for en dæmon at lade som om, han er onkel Anton.”
Vi forsager Djævelen
Det er blandt andet dødemaning, vi tager afstand fra, når vi før trosbekendelsen siger: “Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.” Det bliver ikke mere rigtigt af, at det i vores tid er blevet helt almindeligt at tale om det. Det er næsten som om, det er noget selvfølgeligt. De clairvoyante får lov til at bruge biblioteket, og enkelte gange endda kirken. Damebladene omtaler clairvoyance som om, det er fuldstændig naturligt og uskadeligt. I “Herrens Veje” besøger præstens hustru en clairvoyant. At gå til en clairvoyant omtales i det hele taget på linje med at gå til psykolog eller til bankrådgiver.
Men hvis du indlader dig med en clairvoyant, så spilder du i bedste fald dine penge. I værste fald er den clairvoyante ikke bare en godtroende charlatan, men Satans håndlanger (måske uden at vide det). Så er der tale om okkultisme, og så risikerer du selv at komme i kløerne på Satan.
Pas på antikristerne
Jesus advarede mod mennesker, som i de sidste tider vil komme og lade som om, de er helt på linje med ham. De efterligner ham med tegn og undere, så mennesker undrende vil følge dem. De er antikrister, og de er kommet for om muligt at føre selv de udvalgte vild (Matt 24,23-24). Jeg er overbevist om, at clairvoyante og mange alternative healere er med i denne kategori, og at de er kanaler for åndelige kræfter, som vil holde mennesker væk fra frelsen i den sande Kristus.
Lad os endelig mindes vore kære afdøde, men lad dem være i fred. Det er egoistisk at forsøge at kalde på dem, og det er også farligt, for der står åndelige kræfter på spring, som forsøger at bruge åndemaningen som en indgang til vores liv.