Kategori: Aktuel kommentar

Udgivet den

Åndskamp i de sidste tider

Dæmoner findes, hold dig fra dem, siger én, der taler af erfaring. Dæmoner kan uddrives, siger eksorcisten. Det er til grin at tale om dæmoner, siger ateisten, der også er psykiater. Hvem kan vi have tillid til? Brug 20 minutter og bliv lidt klogere.

Fotos fra dokumentaren.

Åndskampen i de sidste tider har mange sider. En af dem er dæmonerne (onde ånder), og dæmonbesættelse. Det er der mange meninger om. I den ene grøft hævder nogle, at Djævelen og dæmoner ikke findes, og i den anden grøft er der dem, der mener, at dæmonerne sværmer overalt, og springer på enhver, der ikke passer på.

En kristen behøver ikke frygte for dæmonbesættelse for sit eget vedkommende, men der er grund til at være opmærksom på fænomenet. Hvis man beskæftiger sig med det okkulte, uden at have fællesskab med Jesus, risikerer man at blive fanget ind i noget, som kan være ubehageligt og farligt.

Danmarks Radio har lavet en ganske fin dokumentar om dæmonbesættelse og uddrivelse (eksorcisme). Den varer 20 minutter og ligger på DR’s arkiv i serien “5 skarpe” – sæson 4, 1. episode: https://www.dr.dk/drtv/se/5-skarpe_-eksorcisme_354956

I dokumentaren er der tre medvirkende:

Lars Messerschmidt – katolsk præst og autoriseret dæmonuddriver. Han repræsenterer den katolske kirkes tilgang til eksorcisme sagligt, nøgternt og bibelsk. Udfrielse fra dæmoner finder også sted i folkekirken hos dem, der tror på Bibelens undervisning om ånderne. Desværre er det langt fra alle, der gør det, så man vil gå forgæves til mange præster, hvis man ønsker hjælp i forbindelse med dæmonbesættelse.

Jan Brun Pedersen – pædagogmedhjælper. Han er med i dokumentaren, fordi han selv har oplevet besættelse og udfrielse. Han var ukendt med det kristelige, da han rodede sig ud i noget okkult. I dag er han udfriet og kommer i Indre Mission. Hans vidnesbyrd rummer mange gode pointer.

Lars Søndergaard – psykiater. Han medvirker fra tilrettelæggernes side som en fagpersonen, der kan give et videnskabeligt og sagligt bidrag. Men det er ikke fagligheden som psykiater, der er grundlaget for hans udtalelser. Det røber han ved at sige, at dæmoner naturligvis ikke findes, for det ville jo betyde, at Gud også findes. Han taler som ateist.

Lars Søndergaard har ret i, at vi skal tage psykiatriske vurderinger med, når vi ser på dæmonbesættelse. Men Jan Brun Pedersen har også ret, når han siger, at et af Satans værste bedrag er, når det lykkes ham at bilde mennesker ind, at han ikke findes.

Desværre er udsendelsen garneret med klip fra diverse skrækfilm om eksorcisme og med klip fra kirker, hvor en eksorcisme er en meget dramatisk begivenhed. En eksorcisme kan være dramatisk, men klippene i udsendelsen hjælper ikke til at forstå, hvad der foregår. De forvirrer kun.

Der findes bøger om besættelse og udfrielse. Den bedste, jeg kender, er den lille bog om egne oplevelser “Med ført hånd” af Ingerlise Provstgaard (Lohses Forlag, 1988). Romanen “Uddrift” af Thomas Teglgaard (Lohses Forlag, 2004) kredser også om emnet. Begge bøger kan lånes på biblioteket.

Udgivet den

Mere end Moses

Guds kærlighed og Guds vrede hænger sammen. Derfor kan Bibelen fortælle både om plager og om frelse, som alt sammen kommer fra Gud.

For tiden læser vi Johannes’ Åbenbaring efter Bibelnøglens læseplan. I dag var det kapitel 15, som handler OM Moses’ sang i en opdateret version. Moses’ sang lød efter overgangen over Sivhavet under flugten fra Egypten (2 Mos 15):

Moses’ sang begynder sådan:

      Herren er min styrke og lovsang,
      han blev min frelse.
      Han er min Gud, ham vil jeg prise,
      min faders Gud, ham vil jeg hylde.
      Herren er kriger,
      Jahve er hans navn.
      Faraos vogne og hær kastede han i havet,
      hans bedste vognkæmpere druknede i Sivhavet …

I Johannes’ Åbenbaring 15 synger hele den frelste skare. Den opdaterede version hedder Moses’ og Lammets sang, og den lyder blandt andet sådan:

      Store og underfulde er dine gerninger,
      du Herre, Gud, Almægtige,
      retfærdige og sande er dine veje,
      du folkenes konge.

Moses’ sang er Israels tak for frelsen. Moses’ og Lammets sang er den verdensomspændende menigheds tak for frelsen. Lammet er Jesus, og det er hans død og opstandelse som offer for vores synd, der er baggrunden for lovprisningen.

I Åb 15 får vi at vide, at de syv engle med de syv plager kommer ud fra »Templet i himlen, Vidnesbyrdets telt«. Det er det tempel, Moses fik lov at se ind i på Sinajs bjerg, og som han skulle bruge som model for ørkenhelligdommen, hvor folket bragte deres ofre til Gud. At plagerne kommer ud fra det himmelske tempel, understreger, at de er fra Gud. De er en nødvendig del af Guds frelsesplan, selvom det aldrig er Guds inderste ønske at plage mennesker. Det var det heller ikke, da han ramte Egypten med de ti plager.

Det var også det himmelske tempel, Jesus gik ind i med sit blod som et endegyldigt offer for al verdens synd (Hebr 9,11-12). Vi møder i Åb 15 både Guds kærlighed i form af frelsen og Guds vrede i form af plagerne, »for med dem er Guds vrede fuldbyrdet,« får vi at vide. Det lyder som en selvmodsigelse, men det er det ikke. Guds vrede rammer alt det, der vil ødelægge hans elskede skaberværk og hans elskede mennesker. Den kærlighed, der ikke vender sig i retfærdig vrede mod det, der ødelægger den elskede, er ikke ægte kærlighed. Spørg den far, der ser sin datter og ægtefælle blive voldtaget midt i krigens rædsler, om en kærlighed, der passivt accepterer ondskaben, kan kaldes ægte.

Vi kender Joh 3,16, men prøv at læse Joh 3,36:
Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.

Menigheden præsenteres i Åb 15 som »dem, der havde sejret over dyret og dets billede og dets navns tal«. De har sejret, fordi de holder sig til det sejrende Lam. Dyret er Antikrist, som i de sidste tider »søger at føre selv de udvalgte vild« (Matt 24,24). Dyrets tal har jeg skrevet om her: http://www.genkomst.dk/2018/08/24/stregkoden-er-ikke-dyrets-maerke/

Alle helgen

Det er ikke helt let at få styr på kronologien i Åb 15. Det skyldes nok, at der både er tale om evigheden og om den tid, vi holder styr på med vores kalender. Mens Johannes var på den græske ø Patmos, fik han lov til at se den frelste skare i evigheden. En skare, som han vel at mærke selv er med i. Vi kan ikke helt rumme dette sammenstød mellem tid og evighed. Men det er en understregning af, at Gud vil gennemføre sin frelsesplan.

Og han, der sidder på tronen, sagde: »Se, jeg gør alting nyt!« Og han sagde: »Skriv! For disse ord er troværdige og sande.« Og han sagde til mig: »Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden.« (Åb 21-6)

For os sker det i fremtiden, men for Gud er det så sikker en virkelighed, at han kan sige: »Det er sket!«

Udgivet den

Opstandelsens indhold

En række ord siger noget om, hvad Jesu genkomst vil medføre. De er samtidig med til at forklare, hvad opstandelse er.

I forbindelse med min undervisning har jeg flere gange brugt en liste over ord, der i Det nye Testamente bruges som betegnelse for Jesu genkomst. Listen ser sådan ud:

Luk 21,28: … ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig

Matt 19,28: Ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone

ApG 3,21: … han skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt

Rom 8,21: … skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden.

2 Pet 3,13: Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.

Taget ud af deres sammenhæng (tjek selv sammenhængen), ser listen sådan ud:

  • forløsning
  • verdens genfødelse
  • genoprettelse
  • befriet fra trældommen
  • frihed i herligheden
  • ny himmel og ny jord

De seks betegnelser samles smukt i en udtalelse, der ved genkomsten siges af ham, der sidder på tronen: »Se jeg gør alting nyt« (Åb 21,5).

Seks helt almindelige ord. Men hvad betyder alting, når det står i denne sammenhæng? Det betyder naturligvis det hele – alt det, som findes i forvejen. Vi skal opstå, og det skal skaberværket også.

Vi tror på, at Jesus opstod i et herlighedslegeme med kød og knogler, og at vi i opstandelsen skal få skikkelse som hans herliggjorte legeme.

Men han sagde til dem: »Hvorfor er I rystede, og hvorfor kommer der tvivl i jeres hjerte? Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har.«  (Luk 24,38-39)

Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt. (Fil 3,21)

Glædelig påske!

Udgivet den

Hvem er Kristus-morder?

Hvem var skyld i, at Jesus blev korsfæstet? Ifølge antisemitterne var det jøderne, og de kalder dem derfor Kristus-mordere. Det skete også i denne påske. Men hvem havde i virkeligheden skylden for korsfæstelsen?

Indskriften på hjørnet af den den jødiske begravelsesplads i Aalborg.

I denne påske blev vi desværre igen mindet om, at jødehadet stadig lever i vores samfund. Den antisemitiske bevægelse Nordfront lavede atter hærværk mod en jødisk gravplads. En del af muren omkring gravpladsen i Aalborg blevet sprøjtet til med rød maling. Det samme sted er tidligere blevet overmalet med ordet »Jude«.

Muren bærer på dette sted en indskrift på hebraisk og dansk, hvor der står:
    I, der ligger i jorden, skal vågne og juble. For din dug er lysets dug.
    Esajas 26,19

Det hører med til tegnene i de sidste tider, at Guds udvalgte folk skal forfølges. Det gælder den kristne menighed, men jeg tror også, at det gælder jøderne. Vi skal derfor ikke undre os, når det sker. Det er en del af kampen mellem Gud og Djævelen. Jo mere vi nærmer os Jesu genkomst og den endelig dom over Djævelen, jo mere vil han rase, mens han desperat søger at hindre flest muligt i at få gavn af Guds frelsesplan.

Kristus-mordere

Jeg holder meget af Daniel Silvas’ spændende krimier om den jødiske Mossad-agent Gabriel Allon. I »Den hemmelige orden«, som er udkommet for nylig, fylder det en del, at en af romanens personer argumenterer for, at antisemitismen har sin baggrund i Det Nye Testamentes påskeberetning. Der står nemlig, at Pilatus vaskede sine hænder og sagde: »Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag.« Og så svarer de forsamlede jøder: »Lad hans blod komme over os og vore børn!« (Matt 27,24-25).

Det er rigtigt, at kirken i sine ulyksalige antisemitiske kampagner har brugt disse ord som baggrund for at kalde jøderne for Kristus-mordere. Men hvis man beskylder Bibelen for at være antisemitisk, overser man rigtig mange ting. Man kan dog med en vis ret diskutere, om de jødiske ledere eller Pilatus (eller måske begge parter), skal have skylden for det justitsmord, der førte til Jesu henrettelse, men man kan naturligvis ikke give et helt folk skylden for noget i den forbindelse.

Hvis vi endelig skal have placeret skylden, så lad os høre Jesu mening:

Inden Pilatus vaskede sine hænder, sagde han til Jesus: »Ved du ikke, at jeg har magt til at løslade dig og magt til at korsfæste dig?« Jesus svarede ham: »Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra« (Joh 19,10-11).

Hvis ikke Jesus frivilligt var gået i døden, kunne ingen mennesker have korsfæstet ham. Magten til at korsfæste Jesus blev givet ovenfra. Hvis vi endelig skal placere ansvaret for Jesu korsfæstelse, så ligger det ifølge Jesus hos Gud.

Mel Gibsons vidnesbyrd

Skuespilleren Mel Gibson var instruktør og løste flere andre opgaver på filmen »The Passion of the Christ«, og så optræder han ét sted i filmen. Vi ser nemlig hans hånd, som svinger hammeren, det driver naglerne gennem Jesu hænder. Med denne detalje ønsker Gibson at sige: »Det var min synd, der fik Jesus til at ofre sit liv.« Det må vi alle sige, og det er det, der ligger i Paulus’ ord: »Ham, der ikke kendte til synd, har [Gud] gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham« (2 Kor 5,21). Det var vores synd, der drev Jesus til døden. Eller måske er det endnu mere præcist at sige, at det var Jesu kærlighed til os, der naglede ham til korset.

Han gør alting nyt

Da jeg i påsken genså »The Passion of the Christ«, fik jeg øje på en ting, som jeg tidligere har overset. Et sted i løbet af den grusomme og meget langstrakte tortur af Jesus (Mel Gibson sparer bestemt ikke på noget i den forbindelse), så siger Jesus: »Jeg gør alting nyt!« Det er et citat, som er hentet fra Johannes’ Åbenbaring kapitel 21, der handler om den nye jord og Det ny Jerusalem. Er det ikke ret malplaceret at tage nogle ord, som er sagt af ham, der sidder på tronen, og lægge dem i munden på ham, der har givet afkald på alt?

Nej, der er nærmest genialt, for Jesu frivillige pine og død langfredag er selve grundlaget for, at han ved sin genkomst kan sige: »Se, jeg gør alting nyt« (Åb 21,5).

Udgivet den

Slangens stemme lyder igen

“Vist skal I ikke dø,” sagde slangen til Adam og Eva. “Vist skal alle frelses,” siger Lars Sandbeck i en kronik. Ordene er forførende, fordi vi gerne vil tro, at de sande, men de må afvises som fristelser, der vil føre os væk fra Gud.

Forførelsens væsen er, at den virker indbydende og fristende. Forførelse kan være positiv. Uden forførelse mellem kønnene var menneskeheden uddød for længe siden. Men forførelse kan også være negativ. Faktisk skyldes al verdens fortræd en vellykket forførelse – nemlig Djævelens forførelse af Adam og Eva, da han kom til dem i en slanges skikkelse.

Sandbeck bryder med Luther

Et af de nyeste eksempler på en sådan lokkende forkyndelse var en kronik i Kristeligt Dagblad den 1. februar 2021. Kronikken har en analyse, som viser, at folkekirken helt generelt går ind for alles frelse.

Folkekirken har med andre ord bevæget sig væk fra Luther, som den ellers er bundet til. Luther troede på en dobbelt udgang – altså frelse eller fortabelse efter døden og dommen. For at dokumentere det, citerer Sandbeck en bekendelse af Luther fra 1528: ”Som det sidste tror jeg på alle dødes opstandelse på den yderste dag, både retfærdige og onde, hvor enhver får, hvad han har gjort sig fortjent til, så de retfærdige altså lever evigt sammen med Kristus, og de onde dør evigt sammen med Djævelen og hans engle.”

Kronikkens pointe er ikke, at vi må se at vende tilbage til det lutherske. Nej, den foreslår, at eftersom folkekirken forkynder og praktiserer alles frelse, og Luther holdt på den dobbelte udgang, så må folkekirken bryde med Luther. Kronikken forsøger at vise, at vi dermed vil komme på linje med Jesus, Paulus, Søren Kierkegaard, H.C. Andersen og kirkefædrene, som efter hans mening gik ind for alles frelse.

Ikke let at sige imod

Indtil videre er der, så vidt jeg har observeret, kun nogen fra folkekirkens vækkelsesbevægelser, og en enkelt tidehvervsmand, der har reageret og modsagt kronikken. Man skulle ellers tro, at mange er uenige, men det er ikke let at gå imod noget, der lyder som et helt igennem positivt budskab. Det kan man kun ved at stille sig op og hævde, at enhver, der afviser Jesus, må se frem til evig pine i Helvede. Man kommer næsten uundgåeligt til at lyde hård og dømmende.

“Vist skal I ikke dø,” sagde slangen til Eva og Adam, og de lod sig forføre. “Vist skal I ikke fortabes,” siger kronikkens forfatter. Og hvem vil ikke gerne tro på det? Men det er Løgnerens stemme, der lyder. Det er sket masser af gange, at en teolog har givet stemme til løgnen, men det store problem ved kronikken den 1. februar er, at forfatteren, Lars Sandbeck, er lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter. Han får løn for at efteruddanne præster i den danske folkekirke. Ledelsen af centret vidste godt, hvad de gjorde, da de ansatte Sandbeck, for han har før optrådt med teologiske kolbøtter.

Biskopperne må på banen

Nu venter vi spændt på, hvad biskopperne vil melde ud. Som tilsynsmyndighed for kirkens sunde lære kan de vel ikke stiltiende se på, at Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter, som de har autoriseret til at efteruddanne kirkens præster, helt åbenlyst rummer en stemme, der undsiger præsteløftet og folkekirkens bekendelse.

Lars Sandbeck skrev i kronikken, at de få, der ikke går ind for alles frelse, passende kan melde sig ind i en anden kirke. Men det er ham, der har forladt folkekirkens bekendelsesgrundlag, så det er vel ham, der bør finde en kirke, der har det samme trosgrundlag, som han har.

En antikristelig forkynder er ikke ond

Jeg må indrømme, at jeg kom til at tænke på antikristelige kræfter, da jeg læste kronikken. En antikristelig forkynder er ikke ond. Han er ærlig og tror selv på sit budskab, ellers kunne han ikke virke overbevisende på andre. Han vil sikkert ikke acceptere at bliver kaldt en løgner, for han mener, at han står for sandheden. Apostlen Johannes siger, at de antikristelige forkyndere er “udgået fra os”, og at de kan kendes på, at de ikke taler sandt om Jesus. I forhold til tonen i kronikken, tror jeg faktisk, at Lars Sandbeck vil tage det som en kompliment, når en betonlutheraner som mig bedømmer hans kronik til at være falsk forkyndelse.

Udgivet den

Frimodighed på dommens dag

Det lyder som en selvmodsigelse, men i Bibelen er der faktisk et sted, hvor »frimodighed« og »dommens dag« nævnes i den samme korte sætning. Adventstiden er også tiden, hvor vi i kirken bliver mindet om dommedag. Derfor er det godt at repetere dette sted.

 

 

Når jeg går til bageren søndag morgen, passerer jeg et hus, hvor der på facaden står: »Gud er kærlighed.« Jeg bor i Børkop, og huset er Børkop Højskole – Indre Missions Bibelskole, men det bliver hilsenen ikke mindre opløftende af.

Hvad mon andre i Børkop tænker, når de ser de tre ord: »Gud er kærlighed«? Hvis de overhovedet tror på, at der findes en Gud, vil de sikkert nikke. »Ja, sådan må det være. Findes Gud, så er han kærlig.«

En vred og dømmende Gud vil blive afvist i vores tid. Ham kan vi ikke tro på, vil de fleste tænke.

Under citatet på facaden står der også en bibelhenvisning: 1 Joh 4,16. Det er så heldigt, at Johannes et par vers før forklarer, hvordan Gud er kærlighed. »Vi har set og bevidner, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser.« På netop den måde elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Synd og skyld kræver soning. Det siger Johannes, samtidig med at han igen understreger, at Gud er kærlig. Ja, vi kan sige det så stærkt, at apostlen Johannes definerer Guds kærlighed ved at pege på Jesu død i vores sted.

Luthers ti lange år

I en prædiken over 1 Johannes 4 har Luther lidt knudret skrevet: »For når det drejer sig om den egentlige frimodighed, den hvorved jeg kan bestå for Gud trods alle mine synder på den dag, han vil holde regnskab med mig, da vil mit liv, mine gerninger og min kærlighed aldrig være fuldkomne eller tilstrækkelige. Nej, da må jeg have en anden ved min side, han, hvis navn er Kristus, sendt af Faderen, til soning for vores synd. Det er hvad jeg kalder den fuldkomne glæde eller den fuldkomne frimodighed. Den alene kan bestå i dommen og holde mod hans vrede.«

I et kloster i Erfurt kæmpede Luther i ti år for at finde frem til en nådig Gud. I de ti år læste han vedholdende i Bibelen. Først da han så, hvad der faktisk står i Romerbrevet 1,17, fandt han fred: »For i evangeliet åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: ‘Den retfærdige skal leve af tro.’«

Han havde altid læst det sådan, at man skal være retfærdig for at kunne bestå for Guds dom. Det havde han lært i kirken, og det fortalte hans logik. Nu så han, at Paulus ikke skriver om vores retfærdighed, men om Guds retfærdighed, som vi får tilregnet.

Resten af livet kæmpede Luther mod menneskers tilbøjelighed til at bygge frelsen på noget, der ikke holder. Vi må ikke satse på vores gerninger eller vores beslutsomhed. Mit liv, mine gerninger og min kærlighed vil aldrig være fuldkomne eller tilstrækkelige, hvis jeg skal bestå for Guds dom.

Én ved min side

Men heldigvis har jeg én ved min side, understreger Luther. »Han, hvis navn er Kristus, sendt af Faderen, til soning for vores synd. Det er hvad jeg kalder den fuldkomne glæde eller den fuldkomne frimodighed. Den alene kan bestå i dommen og holde mod hans vrede.«

Ordet frimodighed har Luther fundet et par vers længere fremme, hvor Johannes skriver: »Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag.«

Hvem skulle have troet det – at et menneske kan se frem mod dommen med frimodighed? Frimodigheden kommer vel at mærke ikke af et forkert syn på den hellige og kærlige Gud, så man forestiller sig, at han ser gennem fingrene med synden.

Nej, frimodigheden kommer af, at min synd er sonet. Den frimodighed, der hviler på frelsen i Jesus, er det eneste, der kan bære frem mod dommen. Det er Luthers vidnesbyrd, og han ved, hvad han taler om. Han kæmpede stort set på fuld tid i ti år, før Gud åbenbarede sandheden for ham, og han lærte at hvile netop der.

Udgivet den

Antikrist kommer – engang

Hvis man råber “Ulven kommer!” uden grund, så har man et problem den dag, ulven faktisk angriber. Sådan er det også med at råbe “Antikrist kommer!” Hvis vi udvander begreberne, mister de deres betydning. Antikrist er farlig, så det er vigtigt, at vores advarsel bliver hørt, når det er alvor.

 

I USA demonstrerer kristne mod myndighederne og kalder dem antikristelige, når de lukker kirkerne på grund af faren for corona-smitte.

 

Når man beskæftiger sig med de sidste tider og Jesu genkomst, dukker Antikrist og de antikristelige kræfter op igen og igen. Antikrist beskrives som en magt, der modarbejder Kristus. Det er også en magt, der kan “føre selv de udvalgte vild” (Matt 24,24). Vi ved fra 1 Joh 2, at de antikristelige kræfter er virksomme nu og har været det i hele kirkehistorien. Selv troende kristne kan blive forført. Derfor er det vigtigt for os, at vi prøver at forstå så meget som muligt af Bibelens tale om denne fare.

Udvand ikke begreberne

Vi bør ikke kalde noget for antikristeligt, som ikke er det. Hvis vi udvander begrebet, mister det sin alvor. Det læste jeg en artikel om på Christinaity Todays hjemmeside. Det handler om en tendens, som jeg kun sporadisk har mødt i Danmark, men som åbenbart er stærkt fremme i USA.

Artiklen er skrevet af Knox Thames, der i 20 år har været medlem af USA’s udenrigsministeriums udvalg for kortlægning af kristendomsforfølgelse i hele verden. Han advarer mod en tendens til at putte for meget ind under antikristelig virksomhed og kristendomsforfølgelse.

Først understreger han, at USA er et af de lande i verden, hvor religionsfriheden er størst. Mon ikke vi trods alt kan sige det samme om Danmark? Derefter slår han fast, at USA er den førende statsmagt i verden, når det gælder at modarbejde forfølgelse af kristne. Begreberne misbruges efter hans mening, når mange kristne demonstrerer mod myndighedernes lukning af kirker i forbindelse med bekæmpelsen af corona-smitte, og kalder det antikristelig forfølgelse af de kristne.

Se på motiv og varighed

Det vil være klogt, hvis kristne kun taler om forfølgelse af kristne, hvis det virkelig handler om det. Ellers udvander vi begreberne til skade for de mange millioner i verden, der faktisk forfølges. Knox Thames anbefaler, at man begynder med at se på motivet for det, der kaldes forfølgelse. “De fleste embedsmænd gør deres bedste for at afbalancere borgerlige rettigheder mod bekymringer om folkesundheden, alt sammen ud fra mangelfulde oplysninger, hvilket før dem lette af kritisere i en hidtil uset situation,” skriver han. Han indrømmer, at der kan være embedsmænd og politikere, der søger at udnytte situationen til at skade kirkerne, og dem skal vi holde øje med.

Det andet forhold, vi skal holde øje med, er varigheden. “Når kirker er lukket af sundhedsmæssige årsager, er det midlertidig, indtil forholdene bliver bedre. Når embedsmænd træffer disse beslutninger, er vores tro ikke forbudt eller gjort ulovlig. Faktisk har embedsmænd opfordret til at fortsætte gudsdyrkelsen, bare online.”

Forfølgelsen findes

Det udvalg under USA’s udenrigsministerium, som Knox Thames har været med i, skønner at mere end 220 millioner kristne ud over verden i alvorlig grad forfølges eller diskrimineres på grund af deres tro. Forfølgelsen findes altså – måske endda i et omfang, som ikke tidligere har været set i verdenshistorien.

Kristne i vores tid er under et stort pres fra antikristelige kræfter, og jeg kender fristelsen til at se angrebene på steder, hvor der måske er tale om noget andet. Advarslen fra Knox Thames er på sin plads. Vi skal passe på med ikke at udvande begreberne ved at tale om antikristelig virksomhed, hvis der er tale om noget andet.

…

Hvis man ønsker at følge med i det, der sker i kristne sammenhænge i USA og ud over verden, kan jeg anbefale et gratis ugentligt nyhedsbrev, som kan bestilles her . Nederst på velkomstsiden er der mulighed for at subskribere.

Udgivet den

Tidsånden angriber vores identitet

Lige nu kommer der den ene sørgelige og forfærdelige markering efter den anden, som viser, at tidsånden angriber vores grundlæggende identitet. Tidsånden er ofte båret af antikristelige kræfter. Derfor må vi holde et vågent øje med det, der aktuelt rører sig og får verdensomspændende opbakning – og prøve at forstå det.

For få dage siden hejste Folketinget et regnbueflag på Christiansborg. I dette tilfælde skulle regnbuen ikke markere Guds pagt med Noa og dermed alle mennesker. Tværtimod. Flaghejsningen skulle hylde LGBT-festen Copenhagen Pride, og den bakker bestemt ikke op om Guds ret til at mene noget om os mennesker.

Hvis man protesterede mod, at regnbueflaget skulle vaje på Christiansborg, blev man mødt med spørgsmålet: “Jamen går du da ikke ind for lighed for alle, mener du ikke at alle mindretal skal respekteres? Mener du ikke, at sorte og homoseksuelle også er mennesker?” Spagfærdigt har nogen forsøgt at sige, at det jo netop er alt det, Dannebrog står for, så hvorfor skulle det være nødvendigt med et flag mere.

Dobbelt dagsorden

Debattøren Morten Okkels har gjort opmærksom på den taktik – eller dobbelte dagsorden – der ligger bag disse argumenter (læs det her: https://indblik.net/2020/08/10/lgbt-flaget-og-den-dobbelte-dagsorden/). Han  viser, at i medvind og fredstider arbejder identitetspolitikerne for deres radikale dagsorden, som er at kønnet er en social konstruktion og ikke en biologisk virkelighed, og at man vil have alle til at godtage dette. At det er deres egentlige mål, og at de bruger rigtig mange ressourcer på det, kan man overbevise sig om ved at besøge LGBT’s hjemmeside.

Men hvis de bliver angrebet, f.eks. af én, der vil have regnbueflaget væk fra Christiansborg, så lyder indvendingen fra LGBT’s forperson: “Det er et flag, som symboliserer nogle værdier, som vi arbejder for. Det er inklusion, respekt for medmennesker, antidiskrimination og så videre. Det kan jeg ikke forstå er kontroversielt for nogen.” Her er organisationens egentlige mål skjult under ord, som alle kan være enige i. Det er en typisk antikristelig strategi at gemme sin nedbrydende virksomhed under et lag af pæne ord, som kun få gennemskuer. Og de, der gennemskuer strategien og råber op, bliver i den brede offentlighed hængt ud som snæversynede og dømmende.

Inden jeg går videre, vil jeg gerne understrege, at jeg mener, vi skal anerkende de seksuelle minoriteternes ret til at være, hvad de er. Problemet med LGBT’s mål er, at de vil opløse alle regler om, hvad køn er, så enhver har fuld ret til at definere sig selv uanset biologien, og også skal have fuld respekt for det fra andre og fuld ligeberettigelse fra samfundet.

Retten til selv at definere sin identitet

Og lad os så se på et par aktuelle ting mere, som har med identitet at gøre. Vi har efterhånden i nogen tid skullet høre på, at enhver selv skal have lov til at vælge, om man er mand eller kvinde eller noget helt andet. Der er indført forskellige lovgivninger på området, men LGBT er ikke tilfreds endnu. Næste skridt er, at juridisk kønsskifte skal være en rettighed helt fra de første leveår. De børn, som fødes nu, vil komme til at vokse op i omgivelser, som er totalt forvirrende, når det gælder så grundlæggende et forhold, som hvilket køn man har. Læs et indlæg om det af Henrik Højlund her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/juridisk-koensskifte-boern-goer-mig-saa-trist-vores-boern-vokser-op-i-en-kultur-af

Flere film er i år afvist på festivaler med et argument, som ikke er hørt før. Hvis en film handler om et mindretal, som f.eks. inuitterne på Grønland (sig endelig ikke eskimoerne), så kan den kun accepteres, hvis den er produceret af folk fra netop dette mindretal. Alle har nemlig krav på selv at definere deres identitet. Det skal ingen udefra vove at gøre (se mere her: https://www.dr.dk/nyheder/kultur/film/fantastisk-eller-diskriminerende-den-hvide-mand-bliver-afvist-paa-filmfestivaler).

Grønlændere vil ikke mere kaldes grønlændere, så nu er de inuitter. Der er også en kampagne i gang for, at det ikke skal hedde indianere, for det er en betegnelse, det hvide magtmenneske Columbus fandt på. Han skal ikke bestemme, hvad de kaldes, så nu skal vi måske vænne os til at omtale dem som Amerikas urbefolkning.

En åndskamp

Vi kan trække på skuldrene og måske endda indimellem opfatte det hele som en dårlig vittighed. Men der er tale om en alvorlig åndskamp, som griber meget dybt ind i vores opfattelse af os selv. Identitets-kampen er udtryk for, at mennesket vil frigøre sig fra sin skaber. Kun jeg selv har ret til at definere min identitet. Det skal Gud ikke blande sig i.

Egentlig har identitetskampen været den grundlæggende drivkraft for tidsånden i rigtig mange år. Det er den, der kører frem med sloganet: “Kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop.” Et slogan, der har frataget det ufødte menneske alle dets rettigheder og fører til, at det danske sygehusvæsen på skatteborgernes regning årligt udrydder 15.000 ufødte og dermed fratager dem retten til et CPR-nummer og en tilværelse som danskere. Det næste bliver retten til selv af vælge afslutningen på livet. Sporene efter aktiv dødshjælp andre steder i verden skræmmer ganske vist, men det skal nok komme, for det er i overensstemmelse med tidsånden.

Er alt dette et tegn på Jesu snarlige genkomst? Til trods for den megen tale om at slippe kærligheden fri, så får det gang på gang mig til at tænke på profetien: “Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste” (Matt 24,12). Og det er ifølge Jesus et af kendetegnene på de sidste tider. Så hvem ved?

 

 

 

 

Udgivet den

En sky tog ham bort

Jesus fór ikke til himmels som en raket. Han blev taget bort af en sky. Hans genkomst er i virkeligheden en tilsynekomst og ikke en tilbagekomst fra det fjerne.

Kristi himmelfart hænger sammen med Jesu genkomst. Det blev på en lidt bagvendt måde illustreret, da en journalist fra Ritzau for en del år siden spurgte biskop Steen Skovsgaard. »Kan det tænkes, at klimaforandringerne er tegn på dommedag?« Svaret lød ganske enkelt: »Jeg kan ikke udelukke, at klimaforandringerne kan være et tegn på Jesu genkomst.«

En voldsom debat

Hverken journalisten eller biskoppen havde formodentlig forestillet sig den voldsomme debat, biskoppens svar medførte, for hvad sagde han egentlig? Var det er ja eller et nej? Grunden til debatten var ikke, at Skovsgaard åbnede for, at klimaforandringerne muligvis kan være et tegn. Grunden var, at han gik ind på journalistens forudsætning, at der faktisk kommer en dommedag, og at Jesus kommer igen.

I Kristeligt Dagblad kunne man blandt andet læse flere indlæg fra professor Svend Andersen, der underviste i teologi på Aarhus Universitet. Han forklarede, at det er lige så barokt og komisk at forestille sig Jesu genkomst som en konkret begivenhed, som det er at forestille sig Kristi himmelfart som noget, der er sket i virkeligheden. Ordret skrev han i et debatindlæg: »Man kan sammenligne Bibelens tale om dommedag med beskrivelsen af Jesu himmelfart. Hvis man tager beretningerne om himmelfarten bogstaveligt, så bliver det jo barokt og komisk at forestille sig Jesus flyve af sted som en raket mod himlen.«

En raket eller en sky

Svend Andersen har ret i, at Kristi himmelfart og genkomsten hænger uløseligt sammen. Uden himmelfart, ingen genkomst. Vi kan endda gå et skridt tilbage og sige, at uden Jesu legemlige opstandelse, ingen himmelfart, og uden en himmelfart, ingen genkomst. Svend Andersen har andre steder gjort det klart, at Jesu opstandelse var af åndelig art og ikke medførte, at graven var tom påskemorgen. Det er påskemorgen, problemet begynder for ham.

Men hans bemærkning om Kristi himmelfart kræver en replik. I Bibelen står der, at »han blev løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne« (ApG 1,9). Det er ikke en meteorologisk sky. Vi møder den flere steder i Bibelen, hvor Guds himmel og den skabte jord mødes. Lad os se på et par eksempler og begynde med ørkenvandringen. Når Gud tog bolig i tabernaklet, sænkede en sky sig over det allerhelligste, og når folket skulle bryde op, viste skyen vej. Skyen var der også ved forklarelsen på bjerget (Luk 9,28-35). Og den vil være der ved Jesu genkomst (1 Thess 4,17). Det er helt i tråd med de andre steder, at skyen også tog Jesus bort ved himmelfarten. At sammenligne himmelfarten med en raketopsendelse er derimod langt ude.

Jesu tilsynekomst

Jesus fór ikke til himmels i geografisk forstand, så han nu befinder sig et sted langt ude i universet. Han blev usynlig for dem, fordi han skulle tage sæde ved Faderens højre hånd i Guds rige. Evangeliet ved himmelfarten er, at han nu kan være til stede hos hvert eneste menneske. Som han sagde: »Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Han er usynlig til stede hos os med sin forbøn og med sin vejledning ved Helligånden.

Når denne hjemmeside hedder genkomst.dk, er det, fordi det er det ord, de fleste forbinder med begivenheden. Men Bibelen bruger vist lige så tit ordet tilsynekomst. Det er naturligt at forbinde ordet genkomst med at være rejst bort til et helt andet sted og så komme tilbage. At tale om Jesu tilsynekomst signaler lidt tydeligere, at han lige nu ganske vist er usynlig, men ikke fraværende.

Jeg vil lade Steen Skovsgaard få det sidste ord. Et sted i løbet af den debat, der fulgte efter svaret til Ritzau-journalisten, sagde han:

»Tegnene skal få os til at våge og bede. Men samtidig skal man huske, at de er en påmindelse og et løfte om Kristi genkomst. Så det er en glædelig dag at se frem til for de kristne.«

Udgivet den

Forfærdes ikke

Ét eneste menneske har autoritet til, her midt i en corona-tid, at sige: “Jeres hjerte må ikke forfærdes!” Og vi hører ham sige det på søndag, hvis vi streamer en hvilken som helst gudstjeneste fra en folkekirke.

På søndag (3. s.e. påske) skal vi i prædiketeksten høre Jesus sige: “Jeres hjerte må ikke forfærdes!” (Joh 14,1-11).  Og han begrunder det blandt andet med, at han en dag kommer igen. Løftet er givet til disciplene, og prædiketeksten giver tre grunde til, at han har al den nødvendige autoritet og magt.

  1. Til trods for, at Jesus fremtræder i menneskeskikkelse, er han Gud. Filip siger: “Vis os Faderen, og det er os nok” (Joh 14,8). Denne let arrogante holdning møder vi også i dag: “Vis mig Gud, sådan helt synligt, så skal jeg nok tro på ham.” Ingen kan vel sige sig helt fri for den tanke, at et synligt bevis ville gøre det lettere at tro. Men Jesus svarer: “Når I har set mig, har I set Faderen.” Gud er ikke anderledes end Jesus, for Jesus er Gud i menneskeskikkelse. Og hvem ønsker sig en Gud, der er anderledes end den Jesus, vi møder i Bibelen?
  2. Han er vejen, sandheden og livet og den eneste vej til Gud, siger han (Joh 14,6). Har noget menneske autoritet til at sige det? Ja, én har – se punkt 1. Han har gjort det muligt ved sin død for os og ved sin opstandelse som den første af mange.
  3. En dag kommer han synligt igen. Det er vores opstandelsesdag, og det bliver den synlige indledning til vores liv i herlighed sammen med ham – i boliger, han har gjort parate til os. Det lover han os på søndag i evangelieteksten. Men har noget menneske autoritet til at sige sådan? Ja, Jesus har – se punkt 1 og 2.

Midt i en corona-tid er der stor trøst i, at alle, der har sagt ja til Jesus som vejen, sandheden og livet, har en evig herlighed i vente på et sted, hvor “døden ikke skal være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere” (Åb 21,4). Den bolig, Jesus allerede har gjort klar til hver enkelt discipel, er nemlig i Det Ny Jerusalem.

Johannes’ Åbenbaring 21,1-3:

Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial