Det er kirken, der sekulariserer samfundet, skriver Magnus Malm i en bog. Han er svensk, men hans afsløringer passer desværre også alt for godt her hos os i Danmark.
“Som om Gud ikke findes” hedder Magnus Malms bog (Boedal, 2015). Han har mange præcise iagttagelser om, hvad der sker, når livet sekulariseres. Hans udgangspunkt er, at det er kirken, der sekulariserer samfundet og ikke modsat. Jeg læste den samtidig med, at jeg arbejdede på en artikelserie til Indre Missions Tidende om forfølgelse og forførelse. Der blev ikke plads til hans indspil der, så nu kommer lidt af det her.
Inden vi går i gang med Magnus Malm, skal vi have trukket en linje til tegnene i de sidste tider. Magnus Malm advarer mod sekulariseringen af kirken. Det er det samme, som når Bibelen advarer mod de antikristelige kræfter, der vil forføre de kristne. Og Antikrist er i høj grad et endetidstegn (se kapitel 13 i “Han gør alting nyt”).
Anti-fundamentalistisk fangenskab
Og så til Magnus Malm. I Sovjetunionens og jerntæppets dage var kommunismen i manges øjne den helt store skurk. Frygten for at bliver stemplet som kommunistisk lukkede kirkens mund, så vi ikke turde sige noget, der kunne 
opfattes som kommunistisk, husker Magnus Malm. Man talte om “kirkens anti-kommunistiske fangenskab”. Det betød efter hans vurdering, at kirken ikke kunne forkynde et helt evangelium.
Og her kommer hans pointe i forhold til sekulariseringen: Måske står vi i dag i et anti-fundamentalistisk fangenskab. For ikke at blive forvekslet eller forbundet med fundamentalistisk religiøsitet afstår vi fra at fremføre holdninger og udfordringer, der afviger for meget fra mainstream. Alle offentlige udtalelser fra kirkelige ledere får et garanti-stempel: “Obs! Indeholder ingen spor af snæversynet fundamentalisme. Helt ufarlig.”
En meget skarp iagttagelse, men det bliver endnu skarpere:
“At vi på den måde i praksis har skiftet til den modsatte lejr og tilsluttet os sekularismen … det opdager vi først bagefter. Og så er det meget vanskeligt at begynde at tale tydeligt igen.”
Drivkraften er frygt
Drivkraften i den proces, der fører kirken mod sekularisering er frygt. Det er en meget stærk drivkraft, der er let at indlære og vanskelig at slippe af med igen. Den gør os mindre, den binder os, og den hindrer os i at gøre det, som vi inderst inde gerne vil.
Magnus Malm udfolder frygten sådan: “Frygten for ikke at blive accepteret, hvis vi åbent vedgår, hvad vi tror på. Frygten for at støde nogen væk med vores budskab. Frygten for at blive forbundet med nogen, vi ikke bryder os om.”
Frygt er altid en negativ drivkraft, og normalt vil man forbinde frygt med fundamentalisme, skriver han. Frygt for dommen. Frygt for vranglære. Frygt for at tage fejl. (Lad os ikke bliver for hurtigt færdige med at spejle os i det.) Men han har altså også set frygten som drivkraft i sekulariseringen. Frygt for at miste social accept og dermed offentlig taleret. Frygt for en åben diskussion, som måske vil afsløre fejl i mine argumenter. Frygt for at rejse spørgsmål om min egen relativisme.
Kristne livsmønstre bliver usynlige
Flere gange henviser Magnus Malm til “Fra Helvedes blækhus” af C.S. Lewis, som er noget af det mest begavede, der er skrevet om forførelse. I den lille romanagtige bog siger dæmonen Fangegarn: “I virkeligheden gør vi vort bedste arbejde ved at holde visse forestillinger ude.”
Sekulariseringen begynder ikke med, at dårlig teologi vinder indpas, men ved en proces, hvor kristne livsmønstre bliver usynlige. Først da kan den ikke-kristne indflydelse få fodfæste. Som eksempel nævner han bøn. Det er sjældent, at nogen i kirken opfordrer mennesker til at holde op med at bede. Men bønnen er forsvundet i mange kirkelige sammenhænge. Hvor mange menighedsråd begynder eller slutter møderne med bøn? Hvor tit er der bøn ved kirkens personalemøder? Hvordan oplever man i praksis ved offentlige møder i sognehuset, at bøn for alvor betyder noget for kristne?
Forførerne er indenfor
Jeg har lyst til at indvende mod Magnus Malm, at samfundet har kimen i sig selv til at sekulariseres. Smitten behøver ikke komme fra kirken. Men min indvending står ret svagt. Jeg fornemmer, at han har ret i sin analyse – i hvert fald, når det gælder de nordiske kirker. Sekulariseringen sker i kirkerne, som dermed bliver ude af stand til at være lys og salt i verden.
Skellet mellem Guds rige og det sekulariserede samfund går ikke mellem kirken og den omgivende verden, men den går inden for kirken mellem dem, som bevarer et levende forhold til Gud og hans ord og de kristne livsmønstre, for nu at bruge Magnus Malms udmærkede udtryk, og så dem, der er bukket under for sekularismen uden at forlade kirken.
Det er også den beskrivelse, der bedst afspejler Det Nye Testamentes tale om forførelse. Jesus og apostlene advarer ikke mod forførerne som nogen, der tydeligt kommer fra det modsatte hold. De har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft (2 Tim 3,5) og fører sig indsmigrende frem som ulve i fåreklæder. Johannes siger om de antikristelige ånder: “Fra os er de udgået” (1 Joh 2,19).
Artikelserien om forfølgelse og forførelse kommer i Indre Missions Tidende nr. 40, 41 og 42/2017 (svarer til ugenumrene). Et par uger efter udgivelsen kan artiklerne ses i IMT’s arkiv. Vælg årgang, nr. og skribent. Rul ned og klik på Søg.