En vigtig dag i livet

Prædiketeksten på kirkeårets sidste søndag kunne næsten lige så godt stå i Koranen som i Bibelen, har én sagt. Og umiddelbart kan der være noget om det. Men ikke hvis vi læser i sammenhæng med resten af Bibelen.

Matthæus beskriver scenen, så vi ser den for os (Matt 25,31-46). Ved sin genkomst sætter Jesus sig som konge på sin herligheds trone, og så sorterer han alle mennesker i to grupper. Den ene gruppe får plads på hans højre side og den anden på hans venstre side. Mellem de to grupper er der kun ham. Der er ingen, som ikke helt hører til på den ene af siderne.

Der sker en definitiv adskillelse. Det ser vi af Jesu ord. Til dem på venstre side siger han: “Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.” Fra det sted er der ingen vej tilbage.

Til dem ved sin højre side siger han: “Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer …” Heller ikke der er der nogen vej tilbage, for ingen vil ønske at forlade det sted, og der er i øvrigt ikke noget at vende tilbage til.

Sortering efter gerninger

Nu kommer vi så til det, som gør denne prædiketekst vanskelig. For hvilke kendetegn sorterer kongen på tronen efter? Fire gange nævner han seks barmhjertighedsgerninger, som dækker rigtig meget af det, der hører ind under kristen næstekærlighed. Det ser ud som om, han sorterer efter gode gerninger.

Der er en bemærkelsesværdig krølle på gerningerne, som gør en forståelse endnu vanskeligere. De velsignede, som har gjort gerningerne, ved ikke, at de har gjort dem. Og de forbandede troede, at de havde gjort dem, selv om de ikke havde.

Vi skal også bemærke, at kongen sorterer efter kendetegn, som allerede findes. Der står ikke en folk neutrale individer foran ham, hvorefter han begynder at afgøre, om det skal være et får eller en buk. Der står en blandet flok foran ham, som i forvejen har de kendetegn, han sorterer efter. Forskellen på de to grupper er der allerede nu, men man skal være Gud for at kunne se den.

På genkomstens dag er det for sent at skifte kendetegn, men af Guds nåde er det muligt nu. Derfor er dagen i dag på en måde endnu mere afgørende end den dag, kongen foretager sorteringen.

Verdensdommen. Byzantisk mosaik fra det 5. årh.

Nøglen findes andre steder

Teksten handler om alle mennesker, så inden kan sige, at det ikke kommer dem ved. I forhold til evigheden har livet her og nu ikke meget vægt. Så hvad skal vi gøre? Drejer det sig om af alle kræfter at gøre godt for sultne, tørstige, fremmede, nøgne, syge og fængslede?

Ja, det gør det åbenbart, men motivet til at gøre noget er det vigtigste. Det er jo tydeligvis ikke noget, de to grupper selv kan bedømme for deres eget vedkommende.

Hvis nøglen til at låse gåden op skulle findes inden for tekstens 16 vers, kunne beretningen egentlig godt stå i Koranen. Men der findes en del nøgler andre steder i Bibelen. En af de meget tydelige er: “Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet. Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv” (1 Joh 5,12-13). Eller i dette velkendte sted: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer” (1 Pet 1,3-4).

Vores uforgængelige, uforkrænkelige og uvisnelige arv er det evige liv, og det gives til dem, der har modtaget frelsen fra Jesus.

Virksom i kærlighed

Grundlaget for arven er Jesu Kristi død og opstandelse, og ikke vores gode gerninger. Men hvorfor taler Jesus så om gerninger i prædiketeksten til kirkeårets sidste søndag? Mit bud er, at det gør han, fordi den sande tro er virksom i kærlighed (Gal 5,6). En tro uden gerninger er død (Jak 2,26).

Inden vi kommer for godt i gang med at give vores egen eller andres tro karakter efter antallet af gode gerninger, er der en vigtig ting fra prædiketeksten, vi skal huske. Kun Jesus er i stand til at foretage den vurdering. Hverken dem på den højre eller dem på den venstre side er i stand til at vurdere deres egen indsats.

Det eneste, vi kan gøre for at høre til på den højre side, er at holde os til Jesus. Så får han mulighed for at arbejde med os ved sin Ånd, så troen bliver virksom i kærlighed. Vintræets grene bærer frugt, når de er en del af træet (Joh 15,5).

Frimodighed på dommens dag

Johannes skrev, at vi kan vide, at vi har evigt liv. Det kan vi vide, fordi Gud har lovet det til enhver, der bekender sin synd for Jesus (1 Joh 1,9). Han beskriver det også på en anden måde. Efter at han har slået fast, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser (1 Joh 4,14), skriver han, at “deri er Guds kærlighed fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag” (vers 17).

 

“Frimodighed på dommens dag” er overskriften på et kapitel i “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord”.

 

 

 

 

 

Allehelgen på den nye jord

Vi har lov til at tro, at vores afdøde nu er hos Jesus i Paradiset. Vi har et kristent håb, som knytter sig til en usynlig virkelighed. For de afdøde troende er det blevet synligt.

Et bestemt bibelvers læses både ved dåb og begravelse. Det indrammer vores liv og giver det et evigt perspektiv. Bibelverset lyder: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde” (1 Pet 1,3).

Verset hører til ved dåben, fordi vi der får det kristne håb ved genfødelsen. Og det hører med ved begravelsen, fordi det er et løfte om evigt liv. Det levende håb hviler på en stærk grundvold, nemlig Jesu opstandelse fra de døde.

En bolig står klar

I Bibelen slutter verset med et komma. Vi er altså ikke færdige med at høre, hvad apostlen Peter vil sige om håbet. I de følgende vers skriver han, at vi ved genfødelsen fik en arv, som er gemt i himlen til enhver, som bliver bevaret i troen. Og han siger, at vi bliver bevaret i troen ved Guds magt. Gud holder os fast.

Arven er gemt i himlen, skriver Peter. Det kan minde os om Jesu ord i sin afskedstale til disciplene: “Jeg går bort for at gøre en bolig rede for jer” (Joh 14,2). Vi kan betragte vores dåbsattest som et skøde på en bolig i himlen. Et skøde på en arv, der findes hos Gud og bevogtes af hans engle. Det er usynligt for øjet, men synligt for troen, og det er uforgængeligt, ukrænkeligt og uvisneligt, som Peter skriver.

Enhver, der dør i troen på den opstandne Jesus, flytter ind i sin bolig. Og boligen er i Det Ny Jerusalem.

Boligen på den nye jord

Glæden ved at bo i Det Ny Jerusalem læser vi om i Bibelens næstsidste kapitel (Åb 21). Først ser vi, at Gud ved Jesu genkomst gør himmel og jord ny (Åb 21,1). Det understreges igen i vers 5: “Han, der sidder på tronen, sagde: ‘Se, jeg gør alting nyt!’

Det næste er, at Det Ny Jerusalem kommer ned fra himlen for at være på den nye jord. Og så får vi at vide, at Gud følger med. Hele tre gange står der i vers 3, at Guds bolig i evigheden er hos menneskene. “Gud vil selv være hos dem.” Og han vil ikke alene være hos dem, han vil også genskabe Paradis for dem.

Han gør alting nyt

Gud forløser os, genopretter os og befrier os fra forgængeligheden (Luk 21,28; ApG 3,21; Rom 8,21). Han fjerner alt det dårlige, der kom ind i skaberværket ved syndefaldet, mens alt det gode, der var der før syndefaldet, vil blive bevaret.

Johannes beskriver det sådan: “Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb 21,4).

Det er ikke tilfældigt, at herligheden beskrives ved det, der ikke er der mere. Alt det gode, som bliver vores virkelighed i den evige herlighed, har nemlig været der siden skabelsens morgen. Men siden syndefaldets dag har det været underlagt sorg, pine, synd, skrig og død.

I dag skal du være med mig

Men Det Ny Jerusalem kommer jo først ned på den nye jord ved Jesu genkomst. Hvor er vores afdøde så nu? Jeg tror, at svaret er ret enkelt.

Vi kalder dem de hensovede, og det gør Bibelen også. Vi kan forestille os, at når Jesus vækker dem op ved sin genkomst, har de ingen erindring om mellemtiden fra deres død til opstandelsen. Mon ikke det dækker ret godt?

Jesus sagde til den bodfærdige røver på korset: “I dag skal du være med mig i Paradis!” (Luk 23,43). Uanset hvad der eventuelt er sket mellem hans død og hans opstandelse, så oplevede røveren det netop sådan. Han vågnede samme dag op i Paradis sammen med Jesus.

Dagen for Jesu genkomst er også den dag, hvor alle de frelste skal opstå. For os er det i fremtiden, men for de opstandne er det i evigheden, og hvornår begynder den?

I samme menighed

Når vi omkring allehelgen mindes de kære, der er gået bort i troen på deres usynlige frelser, og glæder os over, at de nu lever ansigt til ansigt med ham, så tror jeg, at vi er på sikker grund. Det bekræftes også af Salmebogens nummer 573:

Helgen her og helgen hisset
er i samme menighed,
derom haver os forvisset
han, som alle dybder ved.

Kun en ting skiller os fra de afdøde: Vi lever her i håbet, og de lever i opfyldelsen. Derfor hedder det i vers 3:

Sammen bor vi i Guds-haven,
skilt kun ved det lille bælt …

Guidet tur til Det ny Jerusalem

Det ny Jerusalem kommer ned på jorden, når Jesus kommer igen. Det er her på jorden, vi skal tilbringe evigheden i den herlige stad.

Jeg er overbevist om, at Det ny Jerusalem er noget så stort og herligt, at det ikke kan beskrives med de ord og begreber, vi har til rådighed nu. Det overstiger alt, hvad vi kan forestille os. Derfor har profeterne fået antydninger i form af syner, der er fyldt med symboler. Og derfor taler Johannes om guld på gaderne og masser af alverdens ædelsten. Det er beskrivelser, der antyder noget endnu herligere.

Det kommer ned på jorden

Lige nu er Det ny Jerusalem hos Gud i hans himmel, men ved Jesu genkomst kommer det ned på jorden, som Gud til den tid netop har renset for alt det forfærdelige, der kom over skaberværket ved syndefaldet. Den nye jord er derfor fri for synd, død, smerte, råddenskab, sorg, og hvad man ellers kan nævne af ondskab (Åb 21,1-4).

Gud vil bo sammen med os mennesker i Det ny Jerusalem på den nye jord. Det siges hele tre gange:

“Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:
Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.” (Åb 21,3)

Efter beskrivelsen af den nye jord siger han, der sidder på tronen: “Se, jeg gør alting nyt!” Derefter omtales fortabelsen kort, og så kommer den symbolfyldte beskrivelse af Det ny Jerusalem.

Beskrivelse af Det ny Jerusalem

Johannes får en guidet tur med en engel som vejviser, og vi tager med (Åb 21,9ff). “Nu skal du se bruden, Lammets hustru,” siger englen først, og så fører han os op på et stort bjerg og viser os den hellige by, Jerusalem, der kom ned fra himlen.

Englen siger, at han vil vise os bruden, Lammets hustru, og så peger han på Det ny Jerusalem? Det giver kun mening, hvis de to på en måde er et symbolsk udtryk for det samme.

Johannes beskriver for os, hvad vi ser: “Jerusalem kommer ned fra himlen, fra Gud, med Guds herlighed. Dens stråleglans er som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis.” Og så følger en beskrivelse af en bymur med tolv pragtfulde perleporte, og tolv grundsten med apostlenes navne. Byen er bygget på apostlenes grundvold (Ef 2,20).

Vores guide har en målestok med. Det viser sig, at byen er 12.000 stadier. 12.000 er et symbolsk tal som betegner noget kæmpestort, og som også hentyder til Guds folk. Og så får vi at vide, at byen er lige så høj, som den er bred. Den er altså terningformet.

Det ny Jerusalem er terningformet som det allerhelligste i templet.

Det allerhelligste er Guds bolig

Det er ikke første gang, vi møder terningen i Bibelen. Telthelligdommen under ørkenvandringen var bygget efter Guds anvisninger. Det var lige højt og bredt, og så var det tre gange så langt. To tredjedele inde i teltet var der et forhæng, som skilte den inderste tredjedel fra. Derved opstod et terningformet rum, som var det allerhelligste. Det var Guds bolig og derfor utilgængelig for mennesker. Kun én gang om året måtte ypperstepræsten gå ind bag forhænget, og han måtte aldrig gøre det uden offerblod.

Dekorationen på forhænget foran det allerhelligste mindede dagligt præsterne om, at her var adgang forbudt. Der var nemlig indvævet keruber, som keruberne var de engle, der blev sat som vagter ved Edens have for at beskytte Adam og Eva mod at gå ind.

Det allerhelligste i templet var et symbolsk udtryk for Edens have, og symbolikken fremgik af den fuldkomne form – terningen. Det allerhelligste var stedet, hvor Gud tog bolig midt i sit folk. Og nu dukker terningen op som Det ny Jerusalem.

Terningen er med langfredag, for i det øjeblik Jesu døde på korset, blev forhænget i templet flænget fra øverst til nederst (Mark 15,37-38). De tilstedeværende præster har fået sig en voldsom forskrækkelse, men vi glæder os, for det viser, at fra det øjeblik blev der fri adgang ind til Gud.

Beskrivelsen i Åb 21 er en skildring af brylluppet mellem brudgommen (Jesus) og bruden (menigheden). Gud og mennesker flytter sammen i Det ny Jerusalem (se også Ef 5,25-27).

De evige boliger

Forestillingen om, at vi i evigheden skal bo hos Jesus i himlen, kommer blandt andet af Jesu løfte til disciplene umiddelbart inden påske. “I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer” (Joh 14,2-3).

Den bolig er i Det ny Jerusalem, som altså kommer ned fra himlen til den nye jord. Derfor skal vi ikke tilbringe evigheden i himlen, men på den nye jord.

 

Læs mere om Det ny Jerusalem og meget andet i “Han gør alting nyt”.

Se også PowerPoint til mit foredrag “På vej mod Det ny Jerusalem”.

Vi tvinges gennem regulering af sproget

Guds skaberordning undermineres af vejledninger om, hvordan vi skal tale inkluderende. Det sker overalt lige fra universitetet til Word.

Segl fra 1537 for Københavns Universitet, landets højeste læreanstalt.

Tidsåndens bestræbelser på at opløse kønnene i kombination med MeToo-bevægelsen får de underligste følger. Her er tre eksempler på, hvordan vores sprog bliver styret, så ingen føler sig udenfor. Overfladisk set er det godt, men under den pæne overflade handler det om, at der er noget, der ikke må siges højt. Og det er, at Gud har skabt os med et biologisk køn. Det handler dybest set om et oprør mod Guds ordninger.

Vejledning fra universitetet

Det første eksempel er fra Københavns Universitet. Institut for Kunst- og Kulturvidenskab har udsendt en mail til underviserne med retningslinjer for, hvordan de studerende skal tiltales. “Undgå at samle/anråbe de studerende med kønnede betegnelser, såsom: damer/piger eller gutter/drenge,” står der blandt andet. Begrundelsen er, at nogen ikke opfatter sig selv som “han” eller “hun” og derfor vil føle sig krænket og ekskluderet af fællesskabet.

Instruksen skyldes, at der mangler retningslinjer for, hvordan man undgår situationer, “hvor non-binære og transpersoner ikke føler sig inkluderet”, forklarer institutlederen.

Ved sin instruks følger universitet en tendens fra USA, hvor der f.eks. på universiteter er oprettet såkaldte sikre zoner, hvor folk kan færdes uden at risikere at blive tiltalt som mand eller kvinde. Det betyder også, at hvis en tekst i pensummet indeholder formuleringer, der kan opfattes som krænkende, skal der være en advarsel, så man på forhånd kan tage stilling til, om man vil læse den. Som når studieværten i tv-avisen siger: “Vi advarer om, at der i det følgende indslag er ubehagelige billeder.”

Ironisk nok overtræder Københavns Universitet selv vejledningen. I de statistikker på hjemmesiden, der viser sammensætningen af ansøgere til studierne, benævnes de stadig kun i to grupper, nemlig kvinder og mænd.

Hjælp fra Word

Fænomenet vil angiveligt også dukke op i en opdatering til Word fra Microsoft. Hvis jeg skriver formand, vil Word foreslå at ændre det til forperson. Og hvis jeg skriver politimand, vil jeg få forslaget politibetjent.

Microsoft begrunder det med, at de vil hjælpe brugerne med at skrive inkluderende. “Inklusion og mangfoldighed er grundlæggende værdier for os,” siger Anders Thomsen, direktør for politik i Microsoft Danmark, til Kristeligt Dagblad. Heldigvis vil man kunne vælge funktionen fra.

Vejledning fra folkekirken

MeToo-bevægelsen har også sat sit aftryk på folkekirken. Forleden udgav Folkekirkens Arbejdsmiljøråd nemlig en vejledning om håndtering af seksuel chikane og krænkende adfærd på arbejdspladsen, skrev Kristeligt Dagblad for nylig.

Folkekirkens Arbejdsmiljøråd understreger, at det er op til den enkelte at vurdere, hvad der er krænkende adfærd. ”Det er personens oplevelse af de krænkende handlinger, der er central, og intentionerne er således uden betydning,” lyder det.

Hvis man siger noget, som en anden føler sig krænket over, så er man skyldig. Hvad man i virkeligheden mente, er ligegyldigt. Stik imod al anden retspraksis i Danmark, er krænkeren skyldig, indtil det modsatte er bevist.

”Krænkelse er blevet en magtfaktor. Vi bruger mere og mere vores krænkelse til at vinde magt eller til at spænde den for en bestemt dagsorden,” lød en sognepræsts kommentar.

En antikristelig kampagne

Formålet med denne kampagne, der spreder sig ud over hele verden, er at regulere vores sprogbrug. Kampen om, hvad man må sige og ikke må sige, handler om vores tanker og holdninger. Ved at styre sproget får man magt over stort set alt, hvad der har med identitet at gøre. Kravet om inkluderende sprog er ikke et ønske om at blive respekteret. Det handler om at påtvinge andre sin egen opfattelse af virkeligheden.

I al beskedenhed, så minder alt dette om FN’s tolerance-kampagne, som jeg skildrede i “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid”. Tolerance-kampagnen ser i første omgang ud som noget ret uskyldigt, men efterhånden vender den sig imod bibeltro kristne, som ønsker at følge Bibelens vejledning om, hvad Gud kalder for synd. Kampagnen bliver brugt antikristelig, og i romanens er den også tænkt sådan.

Så vidt jeg kan se, er det allerede ved at gå netop sådan med talen om inkluderende sprog.

Sokker i sandaler et tegn på genkomsten?

Jesu genkomst må være nær, for nu er det blevet trendy med sokker i sandalerne. Sådan kunne man læse i en avis engang i løbet op i sommeren.

At gå med sokker i sandalerne har i årtier været forbeholdt os ældre mænd. Hvis man var det mindste bevidst om sin tøjstil, så gjorde man det helt sikkert ikke. Og så skete der det, at nogen så modeikonet David Beckham med sokker i sandalerne. Det fik en skribent til at forudsige Jesu snarlige genkomst.

Skal man le eller græde over sådan en bemærkning? Jeg må indrømme, at jeg morede mig lidt, og jeg læste hele artiklen for at blive klogere på sammenhængen. Men der stod ikke mere om Jesu genkomst. Det var sikkert bare en fantasifuld variant af det lidt mere kendte udbrud: “Nu står verden da ikke længere!”

Skal man blive forarget over, at nogen omtaler så alvorlig en sag på en lemfældig måde? Nej da! Lidt vemod er en mere passende reaktion. Sammensætningen af sokker i sandalerne og Jesu genkomst vidner om ligegyldighed overfor den kommende tids mest alvorlige og gennemgribende begivenhed.

Genkomstfornægterne

I dag taler man med stor foragt og forskrækkelse om klimafornægtere, som ikke vil se tidens alvorlige trusler i øjnene. Klimafornægtere går med bind for øjnene. De har valgt at fornægte fakta. Hvis man kan være klimafornægter, så er man helt generelt ikke til at stole på. Sådan er den brede opfattelse – i hvert fald hos dem, der kommer til orde. Klimafornægterne bremser de helt nødvendige initiativer, der skal tages for vores børns skyld. Og klimafornægter er man for øvrigt ikke kun, hvis man taler imod klimahysteriet. Man er det alene ved at forholde sig passivt.

Jeg forstår godt, at en klimafornægter kan virke provokerende for dem, som lever i en stærk overbevisning om, at menneskehedens undergang er sikker, hvis ikke vi her og nu i enighed bremser op og gør noget radikalt ved vores misbrug af den eneste jord, vi har fået at bo på. “Der findes ikke nogen Planet B,” som de skriver på deres skilte.

Men hvad med genkomstfornægterne? Hvad med de teologer og forkyndere, der ikke vil høre tale om, at Jesus kommer igen til dom og til genoprettelse? Eller lad os gøre det lidt bredere: Hvad med de forkyndere, der aldrig nævner Jesu genkomst og alt, hvad der knytter sig til den dag? Jeg ønsker ikke genkomst-hysteri, men jeg opfordrer til lidt eftertanke.

Forkyndelsen kom først

Og så lige en lille krølle på det, at en modeskribent trak Jesu genkomst ind i sit skriveri. Talen om sokker i sandaler som et tegn på Jesu snarlige genkomst dukker kun op, fordi der forud har været en forkyndelse af tegnene og genkomsten.

Forkyndelsen af Jesu genkomst og tegnene i de sidste tider har åbenbart været så tydelig, at det har sat sig spor i sproget. Også i sproget uden for kirken. Det kan der nævnes rigtig mange eksempler på, men det er vist første gang, jeg har mødt det i form af en henvisning til Jesu genkomst.

Og så vil jeg da godt lige pege på, at i modsætning til klimaforkæmpernes skilte, så har Gud faktisk lovet os en Planet B. Vi kristne ser frem til Jesu genkomst, fordi det vil blive indledningen til vores liv på Planet B – den nye jord (Es 65,17; Es 66,22; 2 Pet 3,13; Åb 21,1).

Fremtidens forfølgelse af troende

Den største fare for undertrykkelse af religiøse mindretal er avanceret digital overvågning og undertrykkelse, siger USA’s ambassadør for trosfrihed med udgangspunkt i en sag fra Kina.

Sam Browback er USAs ambassadør for religionsfrihed.

I 20 år har USA haft en ambassadør for global religionsfrihed. Sam Browback er den femte, som har dette embede. Da USA i 1998 vedtog loven om religionsfrihed, som blandt andet førte til oprettelse af ambassadørstillingen, regnede man med, at over halvdelen af verdens befolkning levede under regimer, der indskrænkede eller forhindrede borgernes trosfrihed. Ifølge det anerkendte Pew Research Center er det nu 83 procent.

Ord eller handling

Trods de sidste 20 års hurtige stigning i forfølgelse af troende, en stigning, som især rammer kristne, er Sam Browback optimistisk. “For det første er der ingen tvivl om, at verden er begyndt at åbne øjnene for vigtigheden af, at mennesker frit kan dyrke deres gudstro. For det andet vil ingen nogensinde vinde krigen mod religionsfrihed. Det er aldrig sket, og det vil aldrig ske. Troen bor i et menneskes sjæl, og du kan ikke spærre den inde. Mennesker vil til evig tid kæmpe med næb og klør for, at deres sjæle kan være frie,” siger han.

Det første kan man godt tvivle på. Det er rigtigt, at flere og flere taler om vigtigheden af religionsfrihed, men hvad bliver der gjort? På USAs liste over lande, som undertrykker religiøse mindretal, er Saudi-Arabien et af de værste lande, men det har ikke fået en eneste konkret konsekvens. Saudi-Arabien er fortsat en af USAs nære allierede. Den forrige regering i Danmark oprettede et kontor på Christiansborg, der skal modvirke forfølgelse af kristne, men hvad er der kommet ud af det? Har danske politikere ansigt til ansigt med undertrykkerne bebrejdet et eneste land i verden for at forfølge kristne? Det kunne for eksempel være sket ved det offentlige danske besøg i Indien, som fandt sted et stykke tid efter, at kontoret var etableret.

Det andet er rigtigt. Man kan ikke spærre troen inde. En meget sigende anekdote handler om fængselsdirektøren i et af de undertrykkende lande, der henvendte sig til borgmesteren og sagde: “Send ikke flere kristne. Jeg lukker flere ud end jeg lukker ind. De formerer sig i fængslet.”

Den største fare

I en artikel i Kristeligt Dagblad den 20. juni forklarede Sam Browback, hvorfor han ser digital overvågning og undertrykkelse som den største fare for troende i fremtiden. Han gjorde det med et eksempel fra Kina.

I Xinjiang-provinsen bor godt 10 millioner af det muslimske uighur-mindretal i Kina. De kan ikke se en video på deres mobiltelefon eller besøge en moské, uden at staten følger med. Alle uighurer skal installere en app på deres telefon, som giver myndighederne mulighed for at følge med i deres geografiske placering, kontaktlister, fotos, videoer og lydfiler.

Myndighederne har også forsynet uighurernes område med hundredtusinder af overvågningskameraer med ansigtsgenkendelse. Det betyder, at de kan holde styr på alle, der færdes offentligt. Ved at køre alle informationerne sammen er det muligt at registrere den enkeltes handlinger og til dels tanker. Det bruges til at styre en “social konto”, som regulerer retten til offentlige ydelser. Er du samfundsskadelig, kan du for eksempel miste retten til tog og bus, og så bliver det svært at studere eller have et arbejde. Er du en nyttig borger, kan du opnå særlige privilegier.

Systemet har været afprøvet i Shanghai på frivillig basis. Læs mere om det adfærdsregulerende kreditsystem i et tidligere blogindlæg her.

Et magtmiddel

Det kinesiske styre planlægger at gøre systemet i Shanghai landsdækkende næste år, fortsat i den frivillige form. Men det kan altså også bruges som et magtmiddel og tvinges ned over mindretal, og den form udgør den største fremtidige trussel i kampen for religionsfrihed verden over, vurderer Sam Browback.

“Jeg tror, at vi i fremtiden vil se færre mennesker, der dræbes eller fængsles på grund af deres religion. I stedet vil vi opleve, at flere mennesker marginaliseres økonomisk og socialt,” siger han. “Autoritære regimers brug af teknologi til at undertrykke religiøse mindretal bliver den største udfordring i kampen for global trosfrihed.”

Antikristeligt

Eksemplet handler om muslimer, men det illustrerer meget godt et mareridt, som også kan blive virkelighed for kristne. Vi lever i et land, hvor mange vil sige, at sådanne totalitære initiativer er utænkelige. Men inden for de sidste få år har vi alligevel set et seriøst politisk forslag om, at svage familier i udsatte boligområder skal digitalt overvåges, så myndighederne kan gribe ind over for radikalisering og modvirke opdragelse i værdier, som ikke er danske. Og her skal vi huske, at “danske værdier” er det, som flertallet mener om køn, abort, mand-kvinde, tolerance osv.

En lov er trådt i kraft, som tvinger forældre i udsatte familier til at aflevere deres etårige til offentlige vuggestuer, så de kan få lært noget dansk – og det handler ikke kun om sproget. Det handler igen om danske værdier.

Og før valget var der et helt seriøst forslag på Christiansborg om, at alle prædikener, der holdes på et udenlandsk sprog, skal oversættes til dansk, og et fyldigt referat skal afleveres til myndighederne. Det er så omfattende et indgreb, at det vist ikke kendes tilsvarende i noget totalitært regime.

Klimadebatten har vist, hvor hurtigt en stemning kan opstå på samme tid over det meste af verden. En magtfuld stemning, som får flertallet til at skamme det klimaskeptiske mindretal ud. En stemning, der er ret homogen, og som har religiøse undertoner, men ikke nogen gud, eller nogen samlende synlig profet (bortset måske fra en svensk gymnasieelev).

“Om lidt – roman fra en ikke så fjern fremtid” handler også om digital forfølgelse. Se anmeldelser.

Da jeg for 50 år siden sad under pastor Frank Jakobsens bibelundervisning og hørte ham udlægge Johannes’ Åbenbarings syner om Antikrist, var det vanskeligt at forestille sig en verdensomspændende hetz mod Kristus-troende. Hvordan skulle det rent praktisk kunne gå til? I dag er det ikke kun mig, der anser det for muligt. Måske er det allerede på vej.

Hvad med den store trængsel?

Når jeg ved en undervisningsaften i et missionshus røber, at Jesus efter min vurdering godt kan ske at stå lige for døren, kommer følgende indvending måske: “Hvad så med den store trængsel? Den skal jo komme først.”

 

Bombet kirke i Irak.

Jeg har læst flere beskrivelser af den store trængsel – også i romanform, og der findes rigtig meget af det på nettet. Det er rigtigt, at hvis den store trængsel skal være som disse beskrivelser, så har vi ikke oplevet den endnu. Men de består af en blanding af bibelsk profeti og menneskelig fantasi. Og nogle gange er der en overvægt af fantasi.

Jeg vil gerne stille spørgsmål ved påstanden om, at vi ikke har oplevet den store trængsel. Lad mig begynde med et par bibelsteder, derefter lidt statistik, og så en side fra Kristeligt Dagblad (KD) den 21. juni i år.

Når ét lem lider

Det bibelsted om trængslen, som jeg helst henviser til, er Jesu profeti: “For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme. Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet” (Matt 24,21-22). For mig er der ingen tvivl om, at trængselstiden bliver afkortet ved, at Jesus kommer igen. Derfor er det rigtigt at koble genkomsten sammen med trængselstiden. Jeg fornemmer også, at trængselstiden er noget, der bliver værre og værre. Spørgsmålet er: Hvor slemt skal det blive, inden Jesus stopper det? Venter han til allersidste øjeblik, så vi bliver udsat for alt, hvad vi overhovedet kan tåle?

En af de stærke beskrivelser af den kristne menighed er billedet med legemet. Når et lem sider, så lider hele legemet, forklarer Paulus (1 Kor 12,26). Hvor mange kristne skal opleve trængsel, for at hele legemet bliver ramt?

Og så lidt statistik. Eksperter har talt os og mener, at omkring 2 milliarder vil betegne sig selv som kristne. For få år siden havde Evangelisk Alliance forfulgte kristne som tema i bedeugen. Der oplyste de, at omkring 200 millioner kristne forfølges for deres tros skyld. Det gælder alt fra grov diskrimination til at blive dræbt for sin tro. Dette tal bakkes op af flere organisationer, som har fokus på forfølgelse af kristne. Hvis der er 2 milliarder kristne, og 200 millioner forfølges, så er det hver tiende kristen, der oplever trængsel på grund af deres tro. De 2 milliarder er fx inklusive 80 procent danskere og alle mulige kristne sekter, så tallet er sat så højt som muligt.

Drab på kristne eskalerer

Og så til nyheden i KD. “Drab på kristne eskalerer i Burkina Faso” lyder overskriften på side 4. Der er en reportage fra byen Arbinda i den nordlige del af landet. Kristne er flygtet over hals og hoved, og der er ingen tilbage, fortæller en anonym indbygger til en britisk kristen hjælpeorganisation. Islamistiske halvmilitære grupper har opsøgt kristne hjem for at dræbe alle i huset. Hvis en muslim skjuler kristne, eller nægter at fortælle om, hvor de er, så bliver han dræbt på stedet.

Tidligere levede landets cirka 60 procent muslimer og 30 procent kristne fredeligt sammen, men det ønsker de militante muslimer at sætte en stopper for. Med inspiration fra nabolandene Mali og Niger forsøger de at vinde total politisk magt ved at angribe kristne. Den burkinske præst Daniel Sawadgo er forfærdet over udviklingen i sit hjemland. Han siger til Åbne Døre: “Det her er det største chok i vores liv som kristne. Aldrig i vores vildeste fantasi ville vi have troet, at dette kunne ske.”

Vores kristne brødre og søstre i Burkina Faso deler nu skæbne med trosfæller i Syrien, Irak, Egypten, Kina, Saudi Arabien, de palæstinensiske områder, Nordkorea og desværre mange flere steder i verden (se mere her). Men kan vi kalde det hårde trængselstider for de kristne, bare fordi 200 millioner lider for deres tro i andre dele af verden? Ja, efter min mening kan vi. Når et lem lider, så lider hele legemet.

Kan vi forvente, at Gud synes, det er nok nu? Det kan kun Gud selv svare på. Hans dilemma er, at der også er en voldsom kristen vækkelse i verden. Dagligt bliver der føjet tusinder til den frelste skare, og han ønsker, at endnu flere kommer med (2 Pet 3,9).

 

Religiøse rammes af digital undertrykkelse

Nederst på samme side og på forsiden af samme KD er der en historie om digital undertrykkelse af religiøse. Den historie gemmer jeg til næste indlæg her på bloggen.

 

I min roman “Om lidt – roman fra en ikke så fjern fremtid” har jeg antydet nogle af mine tanker om, hvordan trængslen for kristne i Danmark vil øges i de kommende år.

Læs anmeldelserne af romanen og bestil den her.

 

 

Klimaet som et tegn på dommedag

Skal vi regne klimaforandringerne med blandt tegnene på, at Jesus snart kommer igen? Sidder Antikrist på lur i klimabevægelsen?

 

Foto: Hedager

Da der for omkring ti år siden var klimatopmøde i København, spurgte en journalist fra Ritzau biskop Steen Skovsgaard om det kunne tænkes, at klimaforandringerne var et tegn på dommedag. Biskoppen svarede: »Jeg kan ikke udelukke, at klimaforandringerne kan være et tegn på Jesu genkomst.«

Hans svar gav anledning til en vældig debat i Kristeligt Dagblad, og i adskillige sognegårde blev der arrangeret debatmøder om emnet. Debatten skyldtes ikke hans kommentar om klimaforandringerne, som jo heller ikke sagde ret meget. Nej, debatten skyldtes, at han tog journalistens præmis alvorligt – nemlig at Jesus faktisk kommer igen.

Nu har en af læserne af denne blog spurgt om sammenhængen mellem klimaforandringerne og Jesu genkomst. Jeg vil gerne prøve at formulere mine foreløbige tanker om det. Så kan I jo skrive jeres kommentarer herunder.

Bibelen siger en del om naturkatastrofer – også i forbindelse med tegnene på Jesu genkomst. Så vidt jeg ved, taler Bibelen ikke direkte om klimaforandringer, men måske nok indirekte. Det vender jeg tilbage til, når jeg har skrevet lidt om folks reaktioner på klimaforandringerne. Det  er nemlig mindst lige så interessant som selve forandringerne.

Optimismen er på retur

Udviklingslæren går ud fra, at alt er blevet til ved en udvikling fra en mikroskopisk celle, der blev levende og siden blev til at det, vi kan se i dag. Altså en udvikling fra ingenting til alt det fantastiske, der omgiver os i denne verden. Udviklingen sker stadig og vil fortætte til uanede højder. Eller sådan så man på det de første hundrede år eller lidt mere efter Darwins bog om arternes udvikling.

Nu er optimismen på retur, og man er blevet bange for, at udviklingen går den forkerte vej. For eksempel er antallet af insekter vist nærmest halveret, både når det gælder diversitet (antallet af arter), og når det gælder mængde (antallet af individer). Biologer fortæller os, at hvis den tiltagende dødelighed blandt bier fortsætter, vil det gå ud over frugthøsten. Det vil betyde mangel på mad både for mennesker og dyr. Så er der det med afsmeltning af gletsjere og indlandsis, der får havene til at stige. Der er det med ørkenspredning og det med ændrede vejrforhold med kæmpebrande og oversvømmelser til følge. Alt sammen ganske bekymrende.

Flere sider af klimadebatten

Klimadebatten har flere sider. Der er den rent videnskabelige, hvor diskussionerne ser ud til stort set at være ført til ende. Man fortæller os, at videnskaben nu er enig om, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og at vi for enhver pris skal undgå, at temperaturen stiger to grader. Jeg fornemmer, at der fortsat er skeptikere blandt videnskabsfolkene, men de har ingen chance for at blive taget alvorligt.

En anden side er folks reaktion på klimaforandringerne. Den har en moralsk dimension, som kom til udtryk hos den politiker, der sagde: “Vi skal lave en kampagne, der giver dårlig samvittighed hos alle, der køber en flybillet.” Og den har en religiøs side, der kom til udtryk hos den biolog, der sagde: “Vi ærer Darwin ved at værne om de truede dyrearter.”

Klimadebatten trænger ind på alle områder, og den skaber bekymring og skræk i en grad, så børn er begyndt at gå til psykolog, fordi de udvikler psykiske symptomer. Jeg fornemmer en spirende folkelig bevægelse, som har store kræfter i sig. Den er måske nok ikke verdensomspændende, men den er voldsomt udbredt. Den bygger på frygt, og den undertrykker alle skeptikere.

Antikrist på lur

Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at skelne mellem de forskellige sider af debatten. De ideologiske, de videnskabelige og de religiøse argumenter fyger rundt mellem hinanden, så det er svært at se, hvad der er hvad.

Jeg ser for mig, at det alt sammen udvikler sig til et verdensomspændende pres, der bliver båret af tidsånden, og giver plads til en eller anden form for enighed om fremtiden, men samtidig træder på alt det, der ikke bøjer sig i lydighed og underkastelse.

Når jeg har den form for fantasier, skyldes det Bibelens tale om, at der umiddelbart før Jesu genkomst træder en dæmonisk magt frem, som i Bibelen kaldes Antikrist, Lovløshedens menneske og Dyret. Jesus siger, at Antikrist vil søge at føre selv de udvalgte vild. Det kræver et positivt og tillidvækkende ydre.

Jeg siger ikke, at klimadebatten er antikristelig. Jeg mener faktisk, at vi skal tage store dele af advarslerne og anbefalingerne alvorligt. Særligt ud fra det, at Gud har sat os til at herske over skaberværket.

Men jeg ser for mig, hvordan klimadebatten kan blive en platform for en verdensomspændende magt. En magt, der i det ydre har en tilforladelig mission og derfor kan føre alle vild, men i det indre er ondskaben selv. Og det vil kun de vide, som er oplyst af Gud gennem Bibelens lære og Bibelens profetier.

Det begyndte paradisisk

Indtil nu har jeg kun skrevet om reaktionerne på klimaforandringerne, og det er efter min mening også det mest interessante. Klimaforandringerne i sig selv er kun et tegn på, at Guds skaberværk bliver ældre. Bibelens verdensbillede er det modsatte af udviklingslærens. Bibelen skildrer et skaberværk, der i udgangspunktet var paradisisk. Adam gav dyrene navne, og det har været et enormt arbejde, for dengang var biodiversiteten meget større end i dag. Siden syndefaldet har det kun gået én vej – nemlig nedad. Og det fortsætter det med, uanset hvor mange milliarder euro man efterhånden vil bruge på at holde temperaturstigningen under de famøse to grader.

 

Jeg har for et par år siden skrevet et blogindlæg med naturkatastrofer som indgangsvinkel. Læsningen kan derfor passende fortsætte her.

 

 

Ingen genkomst uden jomfrufødslen

Englens besked til Jomfru Maria om at hun skulle føde himlens kongesøn hænger uløseligt sammen med Jesu genkomst. Hvis ikke Jesus blev født som både Gud og menneske, ville han ikke opstå fra graven i et fysisk legeme. Så ville han heller ikke fare til himmels, og så vil han ikke komme igen. Og så ville der ikke være noget håb for os.

Sandro Botticielli (1489)

Maria bebudelsesdag er en lidt overset festdag i kirkeåret, selvom den markerer forudsætningen for alle de andre festdage. På den dag skete inkarnationen – det under, at Gud blev menneske. Sønnen i den treenige Gud gav afkald på sin guddomsherlighed, tog en tjeners skikkelse på og blev menneske (Fil 2,7).

Maria fra Nazaret fik besøg af en engel, der forkyndte: “Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.” Sådan gik det til, at Maria blev gravid, selv om hun ikke havde været sammen med nogen mand. Den dag blev et lille foster til.

Efter ni måneder blev det jul, og Jesus blev født i Betlehem for at opfylde profetierne. Men det begyndte med bebudelsen i Nazaret. “Vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria …” Sådan har kirken bekendt til alle tider og alle steder.

Ingen brugbare alternativer

Mange har været skeptiske over for jomfrufødslen, fordi den virker så unaturlig. De samme skeptikere har ofte også problemer med Jesu undere, med Jesu soningsdød, med den legemlige opstandelse, og dermed naturligvis også himmelfarten og genkomsten. Og med god grund, for hvis ikke jomfrufødslen er sket, hvordan kan vi så sige, at Jesus var både Gud og menneske?

Man har forsøgt sig med en fortælling om, at Jesus ved sin dåb fik sin identitet som menneske, men det siger Bibelen ikke. Man har også forsøgt sig med en forestilling om, at Jesus i virkeligheden ikke var Gud, men et helt usædvanligt menneske.

Det kristne håbs fundament

Men hvad er problemet egentlig ved jomfrufødslen? Der er tale om en handling, som foretages af Gud Fader, den almægtige og Helligånden. Den Gud, som har skabt himmel og jord og en dag vil gøre alting nyt igen. Hvem er vi, at vi tillader os at sætte spørgsmålstegn ved beretningen om Jesu underfulde undfangelse?

Guds Søn blev foster i Marias livmoder. Derfor kunne han vokse op som et syndfrit menneske. Og på grund af sin syndfrihed kunne han sone vores synd. Fordi han var både Gud og menneske, kunne døden ikke fastholde ham (ApG 2,24). Han opstod legemligt, og graven blev tom. Efter 40 dages samliv med disciplene, fór han til himmels, og ved dagenes ende kommer han igen. Vi skal opstå, som han opstod, og Gud vil genoprette alt. Det er fundamentet for det kristne håb.

 

 

Nu bliver vi kaldt ekstremister

Flertallet er aldrig ekstremister. Derfor er man i manges øjne ekstremist, hvis man giver udtryk for en mindretalsholdning, der fx kommer fra Bibelen. Det forklarer Carsten Hjorth Pedersen i sin nye bog “Påvirk med respekt”. Læs her et uddrag af bogen, som er en fremragende vejledning i at forstå den moderne opfattelse af religiøs ekstremisme, og som dermed hjælper til at forstå tidsåndens skræk for bibelsk kristendom.

 

Religiøs ekstremisme bør ikke defineres ud fra indhold

Af Carsten Hjorth Pedersen

 

Ofte bliver det i den offentlige debat til, at alle, der har ekstreme holdninger, er ekstremister. Og ekstreme holdninger er pr. definition dem, de færreste har. Flertallet er aldrig ekstremister. Derfor er man i manges øjne ekstremist, hvis man mener, at sex hører til inden for ægteskabet, eller at det er forkert, at folkekirken tilbyder vielse af to personer af samme køn, eller at der er en dobbelt udgang på livet – frelse eller fortabelse, Himmel eller Helvede – for alle mennesker.

Sådanne holdninger hyldes kun af et mindretal i Danmark – skønt de indtil for få år(tier) siden var enten majoritets-holdninger eller minoritets-holdninger, der i det mindste stod respekt om. Faren ved at definere religiøs ekstremisme ud fra indholdskategorier er, at mindretal så pr. definition bliver ekstremister. Og det er farligt.

I så fald var Nicolaus Kopernikus (1473-1543) og Galileo Galilei (1564-1642) religiøse ekstremister, fordi de imod den religiøse majoritet påstod, at solen, ikke jorden, var centrum i vores solsystem. Søren Kierkegaard (1813-1855) var også ekstremist, ikke på det naturvidenskabelige, men på det teologiske, filosofiske, etiske og kirkepolitiske felt. Han var i høj grad i mindretal. En af hans modparter, professor og biskop H.L. Martensen (1808-1984) ville formodentlig stemple ham som ekstremist, hvis han havde kendt det ord.

Et eksempel fra nyere tid: Præsten og modstandsmanden Dietrich Bonhoeffer (1906-1945) blev ikke blot af nazisterne, men også af flertallet i den tyske kirke betragtet som ekstremist og henrettet som sådan få dage inden Nazitysklands sammenbrud. Ikke desto mindre har eftertiden anerkendt værdien af hans ”ekstremisme”.

Problemet ved at definere religiøs ekstremisme ud fra et indhold er, at det nogle gange er mindretallet, der har ret. Ikke bare vedr. solsystemet, men også vedr. etik og tro. Det er derfor en uundværlig del af et sundt demokrati, at man værner om sine mindretal. Det skal være i orden at have ekstreme synspunkter, blot man har dem på oplyst grundlag og med åbne øjne. Og blot man ikke er tvungen til at have dem.

Derfor skal mindretal ikke trække sig tilbage i isolation, men søge kontakt med majoriteten i frimodig overbevisning om, at det, de står for, har majoriteten brug for. Det er så at sige mindretallenes forpligtelse over for flertallet.

Religiøs ekstremisme bør defineres ud fra metoder

Religiøs ekstremisme bør derimod defineres ud fra metoder, midler eller form. Ekstremismen viser sig, når man går ind for voldelige metoder, eller man tvinger en bestemt tro igennem, eller man undsiger sig demokratiets spilleregler, eller konsekvent ikke vil deltage i den offentlige samtale. Hvis kirkelige grupperinger fremmer den slags metoder, kan de med rette kaldes ekstremister.

Men det er misvisende at henregne voldelige islamister, der går ind for kalifatet, og demokratisk sindede kristne, der er imod vielse af homoseksuelle, til samme kategori.

Et andet eksempel: Det ekstremistiske ved Blekingegadebanden i 1980-erne var ikke deres yderliggående politiske holdninger, men deres yderliggående politiske metoder. Bankrøverier, kidnapninger og drab var redskaber i deres politiske værktøjskasse.

Og så er det alligevel ikke så enkelt at skelne skarpt mellem indhold og metoder, for i nogle tilfælde er vold, tvang og overgreb en uløselig del af en religiøs eller politisk ideologi. Metoderne er så at sige en del af indholdet. I de tilfælde er samfundet nødt til at kræve, at dén del af indholdet pilles ud, hvis en sådan religiøs eller politisk gruppering vil have hjemstedsret og beskyttelse i et demokrati som det danske.

Det gjaldt for nogle på den yderste venstrefløj i 1970-80-erne. Jeg tillader mig også at spørge, om det gælder for Enhedslisten i dag, hvor ledende medlemmer af og til slår til lyd for revolutionen. Det gælder også for nogle muslimer og moskeer. Eftersom sporene skræmmer i islam, har muslimer en uhyre væsentlig opgave med at skille det ekstremistiske potentiale – altså hvad metoderne angår – ud af islam, hvis de vil have beskyttelse som et mindretal.

Også i den kristne kirke er der skræmmende spor af ekstremistiske metoder. Tænk fx på Trediveårskrigen (1618-48), for ikke at tale om den katolske kirkes frygtelig mange sager med seksuelle overgreb. Også i evangelisk-lutherske kirker findes der beklagelige eksempler. Men derfra og så til at hævde, at man er ekstremist, fordi man mener, at sex hører til inden for ægteskabet, eller at livet har en dobbelt udgang, er der meget langt.

Man er altså ikke ekstremist, fordi man er imod fri abort og fylder en mark med kors; men man er det, hvis man smider brandbomber mod abortklinikker eller tæsker læger, der udfører abort. Man er ikke ekstremist eller homofob, fordi man mener, at folkekirken ikke bør tilbyde vielse af homoseksuelle og nægter at medvirke dertil; men man er det, hvis man foragter og håner homoseksuelle medmennesker.

Der er en fare for, at meget snævre fællesskaber griber til metoder, som er ekstremistiske. Det har jeg givet eksempler på i denne bog. Sker det i en sådan grad, at (medlemmer af) disse fællesskaber bryder straffeloven, skal retssamfundet naturligvis gribe ind. Men grænsen mellem legitim konfrontering og illegitim intimisering (så længe der ikke er tale om brud på straffeloven) skal staten eller offentlige myndigheder afstå fra at fastsætte. Forsøger disse instanser alligevel at gøre det (måske fordi de i misforstået omsorg vil beskytte børn), ender det i meningskontrol, tankepoliti og samvittighedsindblanding, som er det modsatte af åndsfrihed.

Men det betyder så også modsat, at det enkelte kristne hjem, den enkelte kristne kirke eller skole har en vigtig opgave i henseende til at danne og udruste forældre, præster og lærere til at undervise, påvirke og forkynde på sunde og legitime måder. Især – i vores tid – at foretage god konfrontering.

Om bogen

Tak for tilladelsen til at bringe det lange citat. Det er hentet fra kapitel 5 i “Påvirk med respekt”. https://lohse.dk/pavirk-med-respekt.html

Kapitlet fortsætter med gode tekster om radikalisering, parallelsamfund, social kontrol og fundamentalisme.

En af bogens styrker er, at den også ser indad og undersøger, hvor faren for ensretning er i mindretalsmiljøerne.

Bogens målgruppe er forældre, forkyndere, lærere, ledere i institutioner og klubber for børn og unge – og så alle andre, som interesserer sig for åndsfrihed og tendenser i tidsånden.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial