Troen på dommedag trænger til en gang sandpapir

Vi kristne bør tale mere med muslimer om dommedag, skrev Steen Skovsgaard i en kronik. Men for mange kristne er det nærmest pinagtigt.

 

For kristne er det nærmest pinagtigt at tale om dommedag. Men både kristne og muslimer tror på dagen, hvor mennesker skal aflægge regnskab, skrev Steen Skovsgaard i en kronik i Kristeligt Dagblad den 2. januar. Han fortalte om samtaler, han for mage år siden havde med imamer i Danmark. Han var blevet klar over, at muslimer også tror på Jesu genkomst. Der må derfor være et godt afsæt for samtale om det emne.

De drak te i imamens hjem, og så sagde imamen: ”Der går ikke en time, hvor jeg ikke tænker på dommedag.” Og efter en kort pause: ”For hvordan vil det mon gå på dommens dag?” Der var en smerte og ægte bekymring i ordene. Skovsgaard fik svaret noget i retning af, at det faktisk ikke var noget, han tænkte så meget på. At frygten for dommedag ikke er noget, som fylder for kristne. Vi tror jo på Jesus som vores frelser.

Dommedag som samtalemulighed

Samtalen blev ikke glemt af Steen Skovsgaard. Han er overbevist om, at dommedag er en vigtig problemstilling og en uudnyttet samtalemulighed mellem kristne og muslimer, og så nævner han tre forhold, man må holde sig for øje i en sådan samtale:

  1. ”Ikke alle fingre er ens, selvom de sidder på samme hånd.” Sådan lyder et arabisk ordsprog. Det betyder, at islam er fuld af nuancer og forskelligheder, og at ikke alle muslimer tænker og tror det samme. Det kan lyde banalt, men vi bør huske, at muslimer er lige så forskellige som kristne, og vi ved ikke, hvad de tror, førend vi har talt med dem.
  2. For det andet er det vigtigt at se forskellene i øjnene. Det er på forskellene, at vi kender hinanden. Det kan være udmærket at kende til lighederne og tale om dem, men det afgørende er at kende og være sig bevidst om forskellene. Det er, som hvis vi vil sammenligne et æbletræ og et pæretræ. De har mange ligheder, men de er ikke ens. Og det er forskellene, som definerer, hvad det er for et træ. Det er ligeledes forskellene, der definerer os som troende. Derfor skal vi værne om og være bevidst om forskellene.
  3. I de mange samtaler, jeg i årenes løb har haft med muslimer, har jeg gang på gang oplevet det, som jeg har kaldt for sandpapir for troen. At møde islam er sandpapir for kristentroen. Islam er en modsigelse af det inderste i den kristne tro, og at blive modsagt er netop med til at få én til at overveje og skærpe bevidstheden om eget ståsted. Det forhold gælder i øvrigt for begge parter.

Dommedag er mere end undergang

Steen Skovsgaard håber, at en samtale med muslimer om dommedag kan være med til at gøre emnet tydeligt for kristne. Han skriver: ”Islam er Guds ris til en lunken kristenhed, siger Luther et sted. Det er en karsk måde at udtrykke, hvordan islam kan være med til at bevidstgøre dét i kristentroen, som er blevet lunkent, mosbegroet eller uklart. Og det er dommedag. Selvom det er et centralt tema i kristendommen, i Jesu forkyndelse og i bekendelsesskrifterne, så er det ikke alene upåagtet og trænger til at blive slebet op, det er endda blevet pinagtigt at tale om eller at tro på dommedag. Så hellere tie eller latterliggøre og overlade dommedag og dommedagsforestillingerne til sekter, dommedagsprofeter, katastrofefilm og science fiction-bøger. Derfor forbindes dommedag efterhånden udelukkende med katastrofer, krige, klimaforandringer og økonomisk sammenbrud. Ikke underligt, at mange bliver knugede, triste, modløse og bange, når de hører om dommedag. For hvordan kan man holde ud at høre, at denne verden skal gå under? For ikke at lade andre overtage betydningen af dommedag må vi som kristne besinde os på, hvad vi mener, når vi taler om dommedag. Det er nemlig ikke bare verdens undergang.”

Islam om dommedag

Tidligere biskop Steen Skovsgaard er i gang med en ph.d.-afhandling om dommedag i islam og i kristendommen. I den forbindelse har han fundet følgende på en islamisk hjemmeside: ”Dette liv: dunya, tjener udelukkende som forberedelse til det næste liv: akhira. Ved vores fødsel blev vi skabt i fitrah (syndfrihed), men igennem hele vores tilværelse i dunya, fra det allerførste åndedrag til det sidste sekund, bliver vi fulgt af to engle, som noterer alle vores gerninger. Vi bliver holdt ansvarlige for de gerninger, vi udfører, og de intentioner, vi har valgt at have. Regnskabet begynder i graven, og det er dette regnskab, der afgør vores skæbne i akhira. Dette faktum bør man hele tiden være sig bevidst. Så livet er en test, en forberedelse til at møde Gud, som en eksamen.”

Bibelen om dommedag

Den kristne opfattelse af dommedag er ikke helt så enkel. Skovsgaard forklarer:

Vi venter ganske vist også på det kommende Gudsrige, men vi tror samtidig på, at det allerede er ankommet. Gud er kommet til verden gennem Jesus Kristus. Vi er i ham befriet fra dommen, ja, befriet fra døden og fortabelsen.

Og han slutter: “Det er faktisk det, som Jesus også siger, når han taler om de sidste tider og dommedag: ‘Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.’ Med andre ord: Vær frimodige. Glæd jer og frygt ikke. For jeres fader har besluttet at give jer riget. Dommedag ligger på en måde bag jer. Eller rettere, som Jesus siger: ”I er allerede rene, på grund af det ord, jeg har talt til jer” (Joh 15,3). På den måde er frygten for dommedag i evangeliet afløst af frimodighed, tillidsfuld glæde og tryg forventning. Og hvor har vi dog brug for at høre det og tale om det.”

Tegnene på de sidste tider i 2017

2017 bragte os et år nærmere Jesu genkomst, men hvor længe skal vi vente endnu. Her er en lille status over nogle af tegnene i 2017.

Dette indlæg sluttes med en kraftig godbid fra Luther, men først skal vi bruge årsskiftet som anledning til at gøre lidt status. Jesus gav os en omfattende profeti om tegnene i de sidste tider (Matt 24), for at give os mulighed for at skønne, om han står for døren (vers 33). Men hvad antyder de tegn, vi så i 2017?

Forfølgelsen stiger

I Jesu store profeti er der et enkelt tegn, som han nævner tre gange, nemlig den antikristelige forfølgelse og forførelse. Ifølge de eksperter, der undersøger forfølgelsen af de kristne i hele verden, var der også i 2017 en stigning. Kristeligt Dagblad fortalte på en af årets sidste dage, at komplicerede konflikter har en tendens til at være usynlige i medierne. I mange af disse konflikter er kristne på en særlig måde i klemme. Et eksempel illustrerer det: I Den Centralafrikanske Republik er cirka halvdelen af landets beboere afhængig af nødhjælp. Omkring 80 procent af de 4,6 mio. indbyggere er kristne. Alligevel ligger landet som nummer 36 på Åbne Døres rangliste over de lande i verden, hvor kristenforfølgelsen er værst.

Forførelsen stiger

Når det gælder forførelse, så vi i den vestlige verden et øget frafald fra Bibelens lære. Et eksempel er holdningen til ægteskab for homoseksuelle. I juledagene kunne en ung mand fortælle i nyhederne, at han ønskede at bliver viet til sin mand ved et kirkebryllup, men han måtte spørge 16 præster, inden han fandt én, der ville gøre det. I samme nyhedsklip blev det oplyst, at kun cirka hver fjerde præst siger nej til at forestå en vielse af homoseksuelle. Lad dem, der har forstand, regne på tallene! Hvor stor er sandsynligheden for, at man kan spørge 16 præster, før man rammer én af de 75 procent, der siger ja – hvis man altså spørger tilfældigt? Journalisterne slugte historien råt. Deres normale vinkel er nemlig at sætte fokus på kirkens urimelige snæverhed.

Da historien dukkede op, var der straks politikere, der som sædvanligt fór op og krævede, at de “statsansatte” præster skal tvinges til at følge landets demokratiske værdier. For hver gang sådanne historier dukker op, er der lidt flere forargede politikere, og på et tidspunkt er der sikkert et flertal. Vores ret fornuftige kirkeminister stod igen frem og understregede, at de nej-sigende præster er i deres gode ret til at nægte, og at sådan skal det være i et land med religionsfrihed. Men biskopperne var tavse. De fandt sig igen i, at båndene mellem kirken og staten blev strammet et lille nøk. Det må være fordi, de finder det i orden.

Tak, Mette Bock for at sige, som du gør. Men trods hendes ord har det større og større omkostninger at stå fast på Bibelens lære. Fristelsen til at svigte Guds ordning med de to køn bliver større, hver gang sådanne historier dukker op.

Jerusalem som Israels hovedstad

Når det gælder endetidstegn, vil mange pege på anerkendelsen af Jerusalem som Israels hovedstad. I bogen “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” skrev jeg, at oprettelsen af staten Israel i 1948 for mig at se er et endetidstegn. I forlængelse af det, vil det være logisk at opfatte Donald Trumps anerkendelse af Jerusalem som hovedstad på samme måde. Når jeg viger lidt tilbage for det, skyldes det måske, at jeg ikke har lyst til at give Trump den ære. Og det er jo noget ævl, for der er ingen ære ved at opfylde en profeti. Vi giver jo heller ikke Antikrist ære, selv om han opfylder en hel del profetier.

I min roman har jeg forsøgt at forudsige udviklingen de kommende år, men jeg håber ikke, de går i opfyldelse.

Som det fremgår af romanen “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid”, forestiller jeg mig, at et af kendetegnene på de kommende år vil være en øget modstand mod bibelsk forkyndelse. Det gav 2017 en del eksempler på. Hvordan mon det går i 2018? Forhåbentlig får jeg ikke ret.

Vi kender ikke dagen for Jesu genkomst, men vi ved, at her ved årsskiftet er den kommet et år nærmere end sidst, vi sagde “Godt nytår!”

Jesus kommer også anden gang i sin legemlige skikkelse, siger Luther.

Luther om Jesu genkomst

Også i 2017 var der flere forsøg på at bortforklare evangeliet om Jesu og vores legemlige opstandelse. Luther får lov til at slutte jubilæumsåret med nogle tanker om legemligheden ved genkomsten. Det er fra Luthers Adventspostille (2. s. i advent). Bibelteksten er: “Og de skal se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed” (Luk 21,27).

Her kan du fornemme kraften i de skarer af engle, helgener og alle skabninger, som kommer med Kristus til dommen – forstå det ret – og at magten og styrken i dette Kristi andet komme er så meget mægtigere, som det første var syg og ringe. Desuden siger han ikke blot: “Han kommer,” men: “De vil se ham komme.” For efter den legemlige fødsel er han også kommet, men blev ikke set af nogen. Han kommer stadig hver dag åndeligt ind i de troende hjerter ved evangeliet. Det er der heller ingen, der ser. Men denne fremtid vil indtræffe åbenlyst, så enhver må se ham, som Åb 1,7 også siger: “og hvert øje skal se ham”, og de vil se, at han ikke er nogen anden end mennesket Kristus i legemlig skikkelse, som han er født af Maria og har vandret på jorden. Når han siger: “De skal se Menneskesønnen,” er det tydeligt, at det handler om en legemlig fremtid, og legemlig skuen af en legemlig skikkelse – dog med stor magt, med store skarer af engle og med al herlighed.

En fantastisk adventsdprædiken

Aldrig vil jeg glemme den følelse af lykke, der greb mig ved muligheden for, at det kunne være ham selv, fortæller Kaj Munk om en oplevelse, der gav ham den tanke, at det kunne være Jesu genkomst.

Anden søndag i advent, 1940, holdt Kaj Munk en stærk prædiken i Vedersø kirke. Dette er en forkortet og tilrettet udgave:

I vores fantasiløse tid er der en del kristne, der ikke længere kan forestille sig Jesu genkomst. »Hvis der skal være tale om en dommedag,« erklærer de, »da må det forstås åndeligt. Den vil finde sted i hjerterne ved den enkeltes død.« Hvilken fattig kattepotelære! Helt anderledes er det, når Jesus taler om dommedag. Da mærker vi løvens klo.

* * *

Det onde har hugget sine rødder alt for dybt i vor gamle Moder Jord til, at det er muligt at grave dem op. Kræften kan brede sig i et legeme, så ingen kirurg, hvor mestersikkert han end fører sin kniv, kan drage alle dens grene og rødder op, og legemet ved til sidst ikke anden måde at gøre det af med sin fjende på, end ved som Samson at følge med den i døden.

* * *

Andetsteds varsler Jesus, at I skal høre krige og rygter om krige. Folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige; og der skal være hunger og pest og jordskælv her og der. Falske profeter skal opstå og forføre mange. Og fordi uretfærdighed vokser, skal kærligheden blive kold i mange.

Ja, sådan varsler Kristus, og vi synes jo: Jamen er det ikke netop et referat af alt, hvad der sker omkring os i disse år? Og vi kan løfte øjnene mod skyerne og spørge næsten utålmodigt: Herre, kommer du ikke snart? Men Kristi kirke tager afstand fra alle dem, der mener at kunne angive et klokkeslæt.

* * *

Velsignede tanke, at den sidste instans ikke er, hvad folk mener, ikke er historiens nøjagtig lige så vilkårlige dom, ikke er det blå ingenting. Sidste instans er Kristus, Guds søn, Menneskesønnen.

Jeg ser på det, der stabler sig op ved samvittighedsløshed og ryggesløshed og gør sig større end alle folkene — og jeg ved, at hvor stort det end gør sig, er der dog en dommer over det. Lad det så rase sin lille tid, retfærdigheden vil indhente det. Og jeg ser på det i verden ydmygede og ringeagtede, og jeg lider sammen med det og holder lidelsen ud, fordi jeg ved, der kommer en oprejsningens dag.

Og mit eget liv, min stykkevise erkendelse af, hvad der er ondt og hvad der er godt i det, hvad der er synd og hvad der er sejr. Hvor velsignet, at ingen jordisk domstol skal fælde sin dom over det. Min dommer er ham, som jeg kalder min frelser!

Hvordan det skal gå til? Ingen Shakespeare har fantasi til at tænke sig det. Men Gud er jo også større end Shakespeare. Det er mig nok at tro på, at det skal gå til.

For en 15-16 år siden stod jeg en perlende sommermorgen i min have, aldeles fortabt i livets dejlighed. Da hørte jeg på én gang en underlig tone i luften, og jeg tænkte: Det skulle dog vel aldrig være Herren, der kommer igen.

Det viste sig nu senere hen, at redningsbåden ved havet holdt øvelse, og det var en raket, der var fyret af. Men jeg hverken lo af mig selv eller skammede mig. Jeg havde fået noget at vide om mig selv, jeg var glad for.

Og aldrig vil jeg glemme den følelse af lykke, der greb mig ved muligheden for, at det kunne være ham selv. Skønnere syntes jeg ikke, den skønne sommermorgen kunde krones.

* * *

Vi tør jo ikke tro på, at alle skal frelses — det er grækerdom mere end kristendom. Men vi vil våge og bede, for at hans forbarmelse kan udstrække sig til millioner flere, end vi nu tør tro.

 

Hele prædikenen i sin oprindelig form kan læses her. 

Kalv og ungløve græsser sammen

Herlige glimt af den verden, som bliver resultatet, når Gud har gjort alting nyt. En opfordring til at væbne sig med tålmodighed, og endnu en formaning om at være rede. Det er forløbet af gudstjenesten på anden søndag i advent.

En ny og bedre verden venter.

Det begynder i Det gamle Testamente med Esajas’ profeti om Jesu fødsel. Han er som en kvist, der skyder fra Isajs stub. Jesus er den Messias, Gud havde lovet sit folk (Es 11,1-10).

Den kommende frelser, jødernes Messias, “lever og ånder i frygt for Herren. Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører; han dømmer de svage med retfærdighed, fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse”.

En paradisisk fremtid

Efterhånden går profetien over i en beskrivelse af det genoprettede skaberværk, som er vores evige fremtid. Det bliver virkelig paradisisk. “Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem. Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen. Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul. Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund.”

På den dag skal frelseren Jesus stå som et banner for folkeslagene, og “hans bolig skal være herlighed”.

Vær tålmodige for Herren er nær

Epistlen er meget kort. Tre punktummer rækker. Det er Jakobs opfordring til at være tålmodig (Jak 5,7-8). I den menighed, han skriver til, har de kendt profetierne om Guds riges totale gennembrud, som der profeteres om hos Esajas og flere andre profeter. Med den viden er det ikke underligt, at forventningens glæde har fået dem til at længes.

“Brødre, vær tålmodige indtil Herrens komme,” skriver Jakob. “Tænk på, hvordan bonden tålmodigt må vente på sin jords dyrebare afgrøde, indtil den har fået efterårsregn og forårsregn. Også I skal være tålmodige og gøre jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær.”

Ordene om bonden, der venter på sin høst, minder om en situation, hvor Jesus ynkedes over en stor folkeskare. Da sagde han til sine disciple: “Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst” (Matt 9,37-38).

Vi ved fra Peter, at det eneste, Gud venter på, inden han sætter punktum for al ondskab, synd, sorg og død, det er at flere kommer til tro (2 Pet 3,9-13). Lad os derfor følge Jesu opfordring og bede om flere arbejdere i Guds rige.

Olien skal ikke købes

Ellen Hofman-Bang. Fra “Giv agt”.

Og så går præsten op på prædikestolen og udlægger lignelsen om de ti brudepiger. Den er ikke helt enkel, men pointen i lignelsen er tydelig nok: “Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen” (Matt 25,1-13).

Engang i 1970’erne fik vi på en bibelcamping besøg af en busfuld svenskere, der var på missionsrejse i Danmark. Da ordet blev frit, gik lederen for gruppen på talerstolen og formanede os til at have olie på lampen. Hvis ikke vi havde ekstra olie, skulle vi sørge for at få købt noget. Der var en række priser, som skulle betales for denne olie. Det var åndsdåb, bekendelse af troen, tungetale, tiende og så videre. Desværre havde han overset en væsentlig detalje i lignelsen. De, der gik til købmanden for at købe olie, kom ikke med til festen.

Gud holder os fast

Uanset, hvad olien er et billede på, så er den gratis. Frelsen er fri. Jesus har gjort alt, hvad der skal til, for at vi kommer med, den dag han henter os til festen. Der er ganske vist et liv, der skal leves under Guds ords vejledning, for at troen ikke dør, men det liv kan ikke gøres op i bestemte priser, vi skal betale.

Det er ikke os, der skal holde Gud fast med bestemte lovgerninger. Gud holder os fast, hvis ellers vi giver ham lov. Det gør han blandt andet med en formaning som denne: “Våg derfor!” Han har både vilje og magt til at holde os fast, og han ønsker hver eneste af os i sit rige til evig tid.


Denne julegave
kan refunderes

En bog er altid en god gave.

“Om lidt” leveres med en seddel, der giver ret til at få pengene refunderet. Hvis den ikke falder i smag, eller hvis der var flere under træet, er pengene ikke spildt.

Ateistens drømmesamfund svarer til profetierne

En ny roman antyder et ateistisk drømme-samfund, der på mange måder ligner den virkelighed, vi som bibellæsere kan se for os ud fra profetierne om trængslen i de sidste tider. Det er Dan Brown, der har været ved tasterne igen.

Dan Browns nye roman er spændende, og så er helten igen på videnskabens side imod al religion – som om de to altid må udelukke hinanden.

Det var en speciel oplevelse at læse Dan Browns seneste spændingsroman “Oprindelse”. Det er den femte roman med symbolforskeren Robert Langdon som hovedperson. Serien omfatter også “Da Vinci Mysteriet”, der for alvor slog Dan Browns navn fast. Med den skabte han en bestemt type romaner, som mange forfattere senere har efterlignet. Det er underholdende spændingsromaner, hvor dét at knække en eller flere koder hjælper helten i den rigtige retning, og hvor kirken spiller en negativ rolle i form at fordrejede kendsgerninger, fjendskab mod videnskaben og et konspiratorisk arnested for bogens ondsindede skurke.

Antikrist er helten

“Oprindelse” handler om en form for antikrist, som i Dan Browns optik er helten. Det er den højt begavede Edmund Kirsch, som er berømt for sine utroligt præcise forudsigelser af den videnskabelige udvikling på elektronikkens og naturvidenskabens områder. Kirsch har bebudet, at han har forsket sig frem til videnskabeligt holdbare svar på de to helt grundlæggende spørgsmål “Hvor kommer vi fra?” og “Hvor er vi på vej hen?”

Romanen åbner med, at Edmund Kirsch har inviteret nøglepersoner fra hele verden til en event på Guggenheimmuseet i Bilbao. Robert Langdon er blandt de inviterede. Eventen vil blive live-transmitteret til hele verden, og de fremlagte kendsgerninger vil være så overbevisende, at religionernes tid definitivt vil være forbi.

Dan Brown har med andre ord slået et meget stort brød op. Hans store styrke som forfatter er at skabe spænding, men når det gælder Edmund Kirschs opdagelser, som først afsløres hen mod bogens slutning, er det en fuser. Alligevel fremstiller Dan Brown opdagelserne som helt fantastisk epokegørende. Ifølge romanen sætter offentliggørelsen hele verden op mod dem, der holder fast i troen på en skabende Gud.

Desværre kan Dan Brown have ret i, at der ikke skal ret meget sagligt indhold til, for at gøre troende kristne til et forfulgt mindretal. Når bare det præsenteres tilstrækkeligt overbevisende. Vi taler jo om åndskamp her, og ikke om sunde argumenter.

(Til eventuelle Dan Brown-læsere: Med dette har jeg ikke afsløret noget, der ødelægger jeres læseoplevelse. Når det gælder action og spænding, er “Oprindelse” stort set på højde med hans andre romaner.)

En religion uden Gud

Romanens overraskelse ligger ikke i, at videnskabsmandens opdagelse i mine øjne er en fuser. Den ligger et andet sted, nemlig i skildringen af et fremtidigt drømmesamfund.

Kirsch har bygget en supercomputer med kunstig intelligens. Den har fungeret som hans samtalepartner og inspirator. Han har givet den navnet Winston efter sin helt Churchill, og den er meget symbolsk placeret i en nedlagt kirke i Barcelona. Winston er programmeret til at udsende Edmond Kirschs epokegørende opdagelse direkte via internettet. Men udsendelsen kræver en kode, som Robert Langdon jagter i en stor del af bogen.

Efter en vellykket afvikling af offentliggørelsen siger Winston til Robert Langdon: “Hvad der nu sker, afhænger af folks evne til at opgive gamle trossætninger og acceptere nye paradigmer. For et stykke tid siden betroede Edmond mig at det ironisk nok ikke var hans drøm at udrydde religion … men snarere at skabe en ny religion – en universel tro der forener folk i stedet for at splitte dem. Han tænkte at hvis man kunne overbevise folk om at de burde ære den naturlige verden og de fysiske love der har skabt os, ville alverdens kulturer også begynde at dyrke den samme skabelseshistorie i stedet for at gå i krig om hvilke af deres antikverede myter der var den rigtigste.” (Et centralt citat fra romanen).

Som en form for motto over det hele står en linje af William Blake: “De mørke religioner er døde og den smukke videnskab regerer.”

Uden sammenligning i øvrigt, så har Dan Brovns og mit eget fremtidsscenarie visse overlapninger.

Ateistens drømmesamfund stemmer med profetierne

I mit arbejde med “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid” beskriver jeg en virkelighed, hvor den udvikling, vi kender, har ført til et endnu mere antikristeligt samfund. Til min overraskelse svarer Edmund Kirschs drøm om et idealsamfund på en skræmmende måde til mine forestillinger.

Bibelens profetier fortæller om en virkelighed, som i stigende grad bliver præget af Antikrist og antikristelige kræfter. Det vil betyde øget trængsel for sande kristne. Dan Browns nye roman viser, at i ateistens øjne vil det samme samfund være fyldt med løfter om en herlig tilværelse, hvor man er fri for alle os, der ødelægger freden og fremskridtet med vores tro på “antikverede skabelsesmyter”.

Dan Browns “Oprindelse” vil blive læst af millioner af mennesker ud over verden. Måske bliver den endda filmatiseret af Hollywood med Tom Hanks i hovedrollen, som det allerede er sket med tre af Robert Langdon-romanerne.

* * * *

Og så skal vi her i adventstiden have med, at Jesu store profeti om trængslerne i den sidste tid munder ud i disse ord fra vores frelser:

“Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,28).

Jerusalem hvor Gud og mennesker skal bo sammen

Der er ikke guld på gaden i det ny Jerusalem. Det påstår jeg frimodigt, selv om apostlen Johannes skriver: “Og byens gade var af det pure guld som gennemsigtigt glas” (Åb 21,21). Når begge dele kan være sande, skyldes det, at ordene i Johannes’ Åbenbaring skal læses symbolsk, mens min påstand skal forstås bogstaveligt.

Det kan ikke lade sig gøre at tegne det ny Jerusalem efter Bibelens anvisning. Dette er det bedste forsøg, jeg har fundet.

Vi vender tilbage til det med guld på gaderne, men først skal vi lige en hurtig tur gennem Bibelen for at konstatere, at det himmelske Jerusalem omtales mange steder.

Jerusalem som Guds brud

Esajas har flere profetier, som handler om Jerusalem. Et sted henvender han sig til Jerusalem og siger: “… som den unge mand tager jomfruen til hustru, tager din genopbygger dig til hustru, og som en brudgom fryder sig over sin brud, fryder din Gud sig over dig” (Es 62,5). Dette løfte til Jerusalem handler i første omgang om en bogstavelig genopbygning af byen, som også skete. Men profetien rækker langt ud over det.

Den evige betydning bliver tydelig, når Esajas profeterer: “Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det. Men I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd; jeg vil juble over Jerusalem og fryde mig over mit folk. Der høres ikke mere gråd eller skrig …” (Es 65,17-20)

Det frie Jerusalem er vor moder

Både Paulus og Hebræerbrevets forfatter bruger det himmelske Jerusalem som billede på nåden og evangeliet. “I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem,” skriver Hebræerbrevets forfatter. Bemærk, at han taler i nutid. Han omtaler det som en modsætning til at høre til på Sinaj, lovens bjerg (Hebr 12,18-24). Paulus er inde på det samme, når han skriver: “Men det himmelske Jerusalem er frit, og det er vor moder” (Gal 4,21-26).

I kapitel 11 skriver Hebræerbrevets forfatter om de mange forbilleder på tro, vi har i Det gamle Testamente. Midt i opremsningen af troende har han pludselig en bemærkning om det ny Jerusalem. “Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden … Derfor skammer Gud sig ikke ved dem eller ved at kaldes deres Gud. For han har allerede grundlagt en by til dem” (Hebr 11,13-16).

Englen spurgte Johannes, om han ville se bruden – og viste han det ny Jerusalem (Gustave Doré).

Jerusalem er Guds by

Det vigtigste sted har vi i slutningen af Johannes’ Åbenbaring, men han nævner det også tidligere: “Den, der sejrer, vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel … og på ham vil jeg skrive min Guds navn og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, der kommer ned fra himlen fra min Gud, og mit nye navn” (Åb 3,12).

Evangeliet om det ny Jerusalem møder vi for fuld udblæsning, når vi kommer til Johannes’ Åbenbaring kapitel 21: “Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb 21,1-4).

Her er Jerusalem igen sammenlignet med en brud, akkurat som i citatet fra Esajas. Og det bliver endnu mere forunderligt, for en engel spørger Johannes, om han har lyst til at se bruden (Åb 21,9).

Jerusalem kommer ned fra himlen

Englen, der vil vise Johannes bruden, Lammets hustru, fører Johannes op på et bjerg og peger på bruden. Men det, der ligger udbredt for deres øjne ligner ikke en brud. Det ligner en by. Johannes ser “den hellige by, Jerusalem, der kom ned fra himlen, fra Gud, med Guds herlighed.”

Vi er vant til at tænke på udtrykket “Lammets brud” som en symbolsk betegnelse for menigheden. Men sammenhængen i kapitel 21 tyder på, at vi også skal opfatte det ny Jerusalem som en symbolsk betegnelse for menigheden – Guds folk. Eller måske er det mere rigtigt at sige, at det er en symbolsk betegnelse for foreningen af Gud og menigheden. Ligesom Lammets bryllup er en forening af brud og brudgom

Så stor vil det ny Jerusalem være, hvis målene opfattes bogstaveligt. Opfattes de symbolsk, fortæller de os, at der er tale om noget, der overgår vores fatteevne.

Jerusalem har form som en terning

I beskrivelsen af det ny Jerusalem dukker der nemlig noget helt bestemt op. Englen måler byen med en målestok af guld, og det viser sig, at byen er terningformet. Vi kender kun terningen fra ét andet sted i Bibelen, nemlig det allerhelligste i åbenbaringsteltet og templet.

Det allerhelligste var Guds bolig midt i folket. Det syndige menneske kan ikke tåle at være sammen med den hellige Gud. Derfor var adgang til det allerhelligste strengt forbudt. Kun én gang om året, måtte ypperstepræsten gå derind – og aldrig uden offerblod.

Langfredag, netop som Jesus døde på korset, blev forhænget foran det allerhelligste flænget fra øverst til nederst (Matt 27,51). Jesu død gav fri adgang ind til Gud for den, som har fået sin synd tilgivet. Alt dette skal vi tænke med, når vi forsøger at forstå, hvad det ny Jerusalem er.

Vi skal også huske, at det ny Jerusalem i evigheden skal være på jorden, og at Gud tager bolig på jorden hos menneskene (Åb 21,3).

En vits om guld på gaden

Her kommer den eneste Sankt Peter-vittighed, jeg finder okay. At tale om Sankt Peter som dørvogter ved Perleporten er folketro og ikke bibelsk, men denne skal alligevel med:
En rig mand lå for døden. Han ville gerne have en guldbarre med i kisten, sådan for at have lidt i reserve for en sikkerheds skyld. Præsten var ikke meget for det. Adgangen var jo helt gratis, men gav sig til sidst. Da den rige mand stod ved Perleporten spurgte Sankt Peter: “Hvad er det, du holder der bag ryggen?” Lidt beklemt holdt den rige mand sin guldbarre frem. “Men kæreste ven,” udbrød Sankt Peter overrasket. “Hvorfor har du dog taget en brosten med!”

Renset og smykket af Kristus

Men altså som sagt i indledningen, så er der ikke bogstaveligt talt guld på gaderne i det ny Jerusalem. Da Johannes skulle beskrive det syn, han havde, måtte han ty til det allerflotteste, han kendte til. Derfor er beskrivelsen af det ny Jerusalem præget af dyre smykkesten, ædle metaller og klart glas, som dengang var meget kostbart.

Når vi engang oplever det i virkeligheden, vil det langt overgå den beskrivelse, Johannes ved Åndens hjælp med menneskeord var i stand til at give os i Bibelens sidste par kapitler. Hvilken herlighed, det i virkeligheden handler om, har Paulus antydet:

“… Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri” (Ef 5,25-27).

Og så lige et par bemærkninger til sidst:

  • Når Jesus før sin himmelfart lovede disciplene, at han ville gøre en bolig rede i himlen (Joh 14,2-3), så er det en bolig i det ny Jerusalem.
  • Livets Bog er en fortegnelse over indbyggerne i det ny Jerusalem (Åb 20,15).

Når jeg skriver om det ny Jerusalem nu, skyldes det, at jeg har en uges Nota Bene-andagter i Københavns Kristne Nærradio i uge 48, og der lover jeg lytterne, at de kan læse mere om det ny Jerusalem her på siden (Efterhånden som de udsendes i radioen, kan Nota Bene høres som podcast her).

 

Virkeligheden indhentede fantasien

Den nye bog fik titlen “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid”. Jeg ved ikke, hvor fjern den fremtid er, men allerede under arbejdet med manuskriptet kom noget af det ret tæt på.

Så er bogen i hus og klar til ekspedition.

Under den første del af arbejdet med manuskriptet sad jeg og skrev om en flygtningestrøm fra syd, der blev så massiv, at de europæiske myndigheder ikke kunne stoppe den. Men pludselig hørte vi i medierne, hvordan flygtninge væltede ind i Europa, og vi så, hvordan de vandrede ind i Danmark ad motorvejene. Så måtte jeg tage den del ud, for bogen handler jo angiveligt om fremtiden.

Det er en underlig fornemmelse at sidde og digte en version af fremtiden, og så sker det pludselig for øjnene af én.

Trængslen er begyndt

“Om lidt” sætter nogle af de ting på spidsen, som vi allerede nu kender lidt til. Det kom især til at handle om forfølgelse og forførelse, som i Bibelen under ét kaldes trængsel. Netop trængslen står centralt i mange af Bibelens profetier om de sidste tider.

Vi ved ikke hvor slemt det skal blive. Ja, ret beset ved vi vel ikke engang, hvor slemt det er nu. Aldrig før har så mange troende kristne lidt under forfølgelse – andre steder i verden. Og forførelse skal ikke måles på, hvor forfærdeligt vi oplever det, men på, hvor mange der falder fra. Og det ved kun Gud.

Emil kommer i klemme

Hovedpersonen i “Om lidt” er Emil, der læser teologi på Menighedsfakultetet. Han har netop været et halvt år i Jerusalem for at samle stof til at gøre sin uddannelse færdig. Meget er forandret, da han vender tilbage til Danmark. Åndsfriheden er indskrænket, og det er nærmest blevet kriminelt at tale åbent om, at Gud hader synd. Emil kommer i klemme, og han begynder at interessere sig for de sidste tiders tegn.

Undervejs lærer vi også Emils familie at kende. Den giver ham en del udfordringer. Allerede i romanens åbning møder vi Emils kæreste Rachel, som han traf på universitetet i Jerusalem. Hun er fra en ortodoks jødisk familie, og hendes forældre ønsker ikke, at hun skal have noget at gøre med en fyr som Emil.

Det skulle også blive til en roman

Siden min ungdom har jeg været optaget af spørgsmål om de sidste tider. De seneste år er det blevet til læsning af rigtig mange bøger og artikler om, hvad Bibelen siger om tegnene, Jesu genkomst og de troendes tilværelse i evigheden. Det førte i 2016 til udgivelse af “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” (Lohse).

Under arbejdet med at skrive denne opbyggelige og undervisende bog om genkomsten havde jeg hele vejen den tanke, at stoffet også skulle danne baggrund for en roman. Det er nu blevet til “Om lidt”.

Romanen er udgivet på det nye forlag BogAnker, som jeg har oprettet til netop dette. Forlagsgruppen Lohse har taget den i kommission, og så kan den bestilles her på hjemmesiden.

En roman låser fortolkningen

Der er en helt særlig udfordring ved at forestille sig fremtiden ud fra Bibelens profetier. I “Han gør alting nyt” understreger jeg, at vi let kommer til at gå vild, hvis vores fortolkninger af profetierne bliver for cementerede. Men man kan ikke skrive en roman om en ikke så fjern fremtid uden at låse handlingen fast, så opfyldelsen af profetierne får en bestemt form.

Jeg har vovet at skrive romanen, fordi jeg kan henvise til “Han gør alting nyt”, hvor der er gjort rede for min principielle holdning til at udlægge profetierne.

Når bogen fik titlen “Om lidt”, skyldes det blandt andet, at Jesus selv siger: “Jeg kommer snart” (Åb 22,10).

 

 

Halloween og allehelgen som evige fremtidsmuligheder

I disse dage præsenteres vi for to muligheder, der udelukker hinanden. Rædsel, råddenskab, skrig og død, eller glæde, fred, lys, fest og liv. Engang hed det fortabelse eller frelse.

Halloween er den verdslige efterligning af kirkens allehelgen. Da vi i lørdags gik en tur gennem handelsgaden i en nærliggende dansk købstad, blev det på grotesk vis afsløret, hvad der er tilbage, når Guds frelse tages bort fra døden.

Udsmykningen, hvis man kan tillade sig at bruge det udtryk i denne forbindelse, får ikke folk til at løbe skrigende væk. Det ser nærmest ud til, at mange opfatter det som en uskyldig spøg. Men gadebilledet i en moderne dansk halloween-pyntet butiksgade med zombier, skeletter, edderkopper og vanskabninger skildrer fortabelsen lige så godt som middelalderens skræk-maler Hieronimus Bosch.

Helvede som underholdning

Detalje fra et maleri af Hieronymus Bosch.

Folk har gennem hele Indre Missions historie skældt os ud for at være helvedesprædikanter. Og det er da rigtigt, at der har været prædiket om Helvedes rædsler. Men det blegner i sammenligning med, hvad handelslivet og andre er i stand til at levendegøre nu om dage. Den eneste forskel er, at mens IM altid har taget emnet dødsens alvorligt, så gøres det i dag til underholdning.

Og hvad er værst: At forsøge at gøre folk opmærksomme på, hvad de er på vej imod, så de kan reagere i tide, eller at forvirre folks opfattelse af den rædsel, der venter, så de ikke opdager faren, selv om den tegnes klart op foran dem i hvert eneste butiksvindue?

Den store hvide flok

Ved allehelgen bliver vi mindet om, at der findes et alternativ til rædsel, meningsløshed og evig undergang. Apostlen Johannes så i et syn en stor hvid skare, og han blev af en ældste spurgt: “De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de, og hvor kommer de fra?” Johannes kendte vel godt svaret, men han beder alligevel den ældste om at sige det.

“Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod,” lød svaret. “Derfor står de for Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel, og han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem. De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere, hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem, for Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld, og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne,” (Åb 7,1-12).

Det syn står på alle måder i modsætning til halloween. Her er renhed, glæde og lovsang. Ingen tårer, ingen tørst, ingen plage – kun liv i overflod. Og det skyldes alt sammen Lammets blod. Det handler om den evige frelse ved tro på Jesus.

Det er allerede nu virkelighed

Den store hvide flok er menigheden, som Gud ser den allerede nu. (Motiv fra svensk kirke).

Vi forbinder den store hvide flok med herligheden efter Jesu genkomst. Det er ikke forkert. Johannes ser i Åbenbaringen ind i fremtiden. Men synerne er mere end fremtid. De viser Johannes virkeligheden, set i Guds perspektiv. Når Gud ser på en menighed, der er samlet i lovsang og bøn, så ser han en flok syndere, “som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod”. Det er ikke fremtid. Sådan er det også på søndag.

Det lyder som en håbløs tv-reklame, at man vasker sine klæder rene i blod, men det er et håbefuldt symbolsk udtryk for, hvad Jesu død langfredag betyder for det menneske, der tager imod.

De, som kommer fra den store trængsel, har allerede vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod, mens de var i trængslen. Eller måske snarere inden de kom ind i trængslen, for trængslen skyldes, at de holdt sig til Jesus.

Luther om hellighed

I sin fortale til Johannes’ Åbenbaring peger Luther på, at det er en bog om, hvordan Gud ser på virkeligheden. I tro må vi tage imod Åbenbaringens beskrivelse af menigheden, siger han. Med vores kødelige forstand ser vi kun det ydre. Men Ånden hjælper os, så vi kan fatte, hvordan virkeligheden er.

Og så trækker Luther en parallel, som det er værd at tænke over her i allehelgenstiden.

“En kristen er også skjult for sig selv, så at han ikke ser sine egne dyder, men blot ser udyder og vanhelligelse hos sig. Og du, tåbelige selvkloge, vil se kristenheden med din blinde fornuft og dine urene øjne! Kort sagt, vor hellighed er i Himlen, hvor Kristus er, og ikke i verden for alles øjne – ligesom varer på et marked.”

Ud over en stærk forkyndelse af evangeliet, har citatet også en brod mod den katolske kirkes anvisning af gode gerninger som vejen til hellighed, og sikkert også imod afladsbrevene, der blev tilbudt på markedet.

 

Luther forventede Jesu genkomst

Luther havde et levende håb om Jesu genkomst. Han var optaget af, at det er den dag, syndernes forladelse altid har peget frem imod. “Det er ikke muligt, at den yderste dag kan lade vente på sig længe,” sagde han en dag efter aftensmåltidet. Og et sted skriver han: “Dommedag må være for døren.”

Luther har vist nok intet sted i sine mange skrifter givet en samlet gennemgang af emnet, men tanken om genkomsten dukker op rundt omkring. I en bordtale siger han for eksempel: “I det sidste halve år har jeg haft mange forfærdelige drømme om den yderste dag. Det er ikke muligt, at den kan lade vente på sig længe, for Skriften er opfyldt. De fire verdensriger, som Daniel inddelte historien i, er alle gået til grunde. Paven bevarede resten af Romerriget. Det var den sidste rest, nu er det forbi med ham også. Der bygges, plantes, samles penge sammen, drives kunst, som om verden skulle blomstre for anden gang. Jeg håber, vor Herre vil gøre en ende på det.”

De tog fejl, men …

Paven var Antikrist, mente Luther. “Nu er det ved at være forbi med ham også,” sagde han i den citerede bordtale. Luther levede længe i en forventning om, at evangeliets klare lys helt ville fortrænge paven og hans magt.

I samme bordtale nævner Luther et argument mere: “Philip Melanchton mener, at der var firs jubelår fra verdens skabelse til Kristi komme, dvs. i alt 4000 år, og at verden skal bestå i 6000 år. Nu har vi 1532. Verden skulle altså have omtrent 400 år igen. Men Gud begynder at holde spektakel, derfor er det at håbe, at han vil forkorte den tid.”

Med hensyn til udregningen af årstallet tog Melanchton fejl, og med hensyn til, at det var forbi med paven, tog Luther fejl. Men Luther var opmærksom på tidens tegn, og han håbede og troede, at genkomsten var nær.

Luther: Paven er Antikrist

I fortalen til Daniels Bog fylder Luthers fordømmelse af paven som Antikrist rigtig meget. Han fortæller lystigt om, hvordan paven har opstillet utallige regler for det hellige liv. Han nævner blandt andet munkenes “stakkels hår”. En pæn frisure måtte være synd, mente paven: “De skulle have bar isse og afraget skæg, så var de hellige,” skriver Luther ironisk. Sådan har paven gjort rigtig meget til synd. Han har opfundet regler for “mad, drikke, klæder, steder, tid, liv og levned. Og hvis han havde regeret længere, da havde han vel også forbudt at hoste, gispe og spytte og prutte.”

Først gjorde paven alt muligt til synd, og derefter tilbød han aflad, så folk kunne købe dispensation for straffen.

Dommedag må være for døren

Luther har en mængde komplicerede udregninger og overvejelser om tidsangivelserne i Daniels Bog. Han får det til at passe på historien helt fra Daniels tid til sin egen tid. Alligevel slutter han afsnittet med at skrive:

“Men man kan ikke være sikker på, hvornår den sidste dag kommer. Og selv om denne udlægning synes, som om man skulle være vis på den yderste dag, hvilken dag og år den skulle komme, hvilket dog Kristus forbyder at vide (ApG 1 og Matt 24), så slår det dog meget let fejl.”

Hans konklusion på emnet i fortalen til Daniels Bog lyder: “Men jeg lader mig nøje dermed, at dommedag må være for døren, for de tegn, som Kristus og apostlene Peter og Paulus forkyndte, er allerede alle sket. Træerne skyder skud og Skriften grønnes og blomstrer. Om vi ikke så præcist kan vide dagen, det ligger der ingen magt på. Sandelig, alting er ved enden.”

Til trøst og advarsel

I fortalen til Johannes’ Åbenbaring har han naturligvis også overvejelser om Jesu genkomst. Ganske vist lagde Luther ikke meget vægt på Åbenbaringen, blandt andet fordi han var usikker på, om Johannes faktisk var forfatteren, men han har alligevel ladet sig opbygge af den.

Både hans syn på paven som Antikrist og på islam (tyrken) som en voldsom trussel, spiller en stor rolle i hans læsning. Efter en skematisk gennemgang af bogen kapitel for kapitel, opsummerer han, at bogen kan tjene til trøst og advarsel. Til trøst, fordi trængslerne ikke kan kvæle den sande kristenhed, og til advarsel, fordi fjenderne fremstiller kirken som det modsatte af det, den er, og de rette kristne som kættere.

“Med denne udlægning kan vi bringe os denne bog til nytte og bruge den ret. For det første til trøst, idet vi véd, hvordan ingen magt eller løgn, ingen visdom eller hellighed, ingen trængsel eller lidelse ville undertrykke kristenheden, men at den endelig skal beholde sejr og få overhånd. For det andet til advarsel mod den store, farlige, mangfoldige forargelse, som rammer kristenheden. Det er umuligt for fornuften og naturen at erkende kristenheden. Den (fornuften) kalder den kristne kirkes arrigste fjende for kirke, og den kalder de rette kristne for fordømte kættere” (sproget er let moderniseret).

De tusinde år

I forbifarten kan jeg ikke nære mig for at nævne Luthers syn på det tusindårige rige, som nævnes i begyndelsen af Åb 20. Luther skriver i fortalen: “… de tusind års begyndelse er at regne fra den tid, denne bog er skrevet, og at Djævelen også på samme tid er bundet. Dog kan denne regning ikke tages så nøje på ethvert minut.”

Men udtrykket “denne bog” mener han Johannes’ Åbenbaring. For Luther begyndte de tusinde år på apostlenes tid.

Til sidst får Kristus overhånd

Luthers udbytte af at læse Johannes’ Åbenbaring var en styrkelse af glæden over den sande kirke. I sin konklusion henviser han til trosbekendelsens ord om, at vi tror på “én hellig kristelig kirke”. Kirken hører altså til det, vi tror på. “Derfor kan ingen fornuft erkende den, om den end satte alle briller på. Djævelen kan tildække den med forargelser og sekter, så du støder dig derpå. Sådan kan Gud også skjule den med skrøbeligheder og alle slags mangler, så at du derover må blive til en dåre og fælde en falsk dom derom. Den vil ikke ses, men tros,” skriver han.

Johannes’ Åbenbaring hjælper os til – midt i trængsel og forfølgelse –

“… ikke at tvivle på, at Kristus er hos os og med os, om det end går nok så dårligt til. Således som vi ser i denne bog, at Kristus gennem og over alle plager, dyr og onde engle endnu er hos os med sine hellige og til sidst får overhånd.”

Og dermed har vi en flot overgang til mit næste indlæg på bloggen, der sætter fokus på allehelgen.

 

Læs et tidligere indlæg på bloggen om baggrunden for den kendte anekdote om Luther og æbletræet.

De, som vil vide mere om Luthers fortaler til Daniels Bog og Johannes’ Åbenbaring (og Bibelens øvrige skrifter), kan finde dem på den meget nyttige hjemmeside Lutherdansk.dk.

Hvis nogen kender Luther-citater om de sidste tider, så skriv endelig en kommentar om det herunder.

Kirken sekulariserer samfundet

Det er kirken, der sekulariserer samfundet, skriver Magnus Malm i en bog. Han er svensk, men hans afsløringer passer desværre også alt for godt her hos os i Danmark.

Ulven bruger fåreklæder for at kunne blande sig med flokken. Foto: Hedager

“Som om Gud ikke findes” hedder Magnus Malms bog (Boedal, 2015). Han har mange præcise iagttagelser om, hvad der sker, når livet sekulariseres. Hans udgangspunkt er, at det er kirken, der sekulariserer samfundet og ikke modsat. Jeg læste den samtidig med, at jeg arbejdede på en artikelserie til Indre Missions Tidende om forfølgelse og forførelse. Der blev ikke plads til hans indspil der, så nu kommer lidt af det her.

Inden vi går i gang med Magnus Malm, skal vi have trukket en linje til tegnene i de sidste tider. Magnus Malm advarer mod sekulariseringen af kirken. Det er det samme, som når Bibelen advarer mod de antikristelige kræfter, der vil forføre de kristne. Og Antikrist er i høj grad et endetidstegn (se kapitel 13 i “Han gør alting nyt”).

Anti-fundamentalistisk fangenskab

Og så til Magnus Malm. I Sovjetunionens og jerntæppets dage var kommunismen i manges øjne den helt store skurk. Frygten for at bliver stemplet som kommunistisk lukkede kirkens mund, så vi ikke turde sige noget, der kunne opfattes som kommunistisk, husker Magnus Malm. Man talte om “kirkens anti-kommunistiske fangenskab”. Det betød efter hans vurdering, at kirken ikke kunne forkynde et helt evangelium.

Og her kommer hans pointe i forhold til sekulariseringen: Måske står vi i dag i et anti-fundamentalistisk fangenskab. For ikke at blive forvekslet eller forbundet med fundamentalistisk religiøsitet afstår vi fra at fremføre holdninger og udfordringer, der afviger for meget fra mainstream. Alle offentlige udtalelser fra kirkelige ledere får et garanti-stempel: “Obs! Indeholder ingen spor af snæversynet fundamentalisme. Helt ufarlig.”

En meget skarp iagttagelse, men det bliver endnu skarpere:

“At vi på den måde i praksis har skiftet til den modsatte lejr og tilsluttet os sekularismen … det opdager vi først bagefter. Og så er det meget vanskeligt at begynde at tale tydeligt igen.”

Drivkraften er frygt

Drivkraften i den proces, der fører kirken mod sekularisering er frygt. Det er en meget stærk drivkraft, der er let at indlære og vanskelig at slippe af med igen. Den gør os mindre, den binder os, og den hindrer os i at gøre det, som vi inderst inde gerne vil.

Magnus Malm udfolder frygten sådan: “Frygten for ikke at blive accepteret, hvis vi åbent vedgår, hvad vi tror på. Frygten for at støde nogen væk med vores budskab. Frygten for at blive forbundet med nogen, vi ikke bryder os om.”

Frygt er altid en negativ drivkraft, og normalt vil man forbinde frygt med fundamentalisme, skriver han. Frygt for dommen. Frygt for vranglære. Frygt for at tage fejl. (Lad os ikke bliver for hurtigt færdige med at spejle os i det.) Men han har altså også set frygten som drivkraft i sekulariseringen. Frygt for at miste social accept og dermed offentlig taleret. Frygt for en åben diskussion, som måske vil afsløre fejl i mine argumenter. Frygt for at rejse spørgsmål om min egen relativisme.

Kristne livsmønstre bliver usynlige

Flere gange henviser Magnus Malm til “Fra Helvedes blækhus” af C.S. Lewis, som er noget af det mest begavede, der er skrevet om forførelse. I den lille romanagtige bog siger dæmonen Fangegarn: “I virkeligheden gør vi vort bedste arbejde ved at holde visse forestillinger ude.”

Sekulariseringen begynder ikke med, at dårlig teologi vinder indpas, men ved en proces, hvor kristne livsmønstre bliver usynlige. Først da kan den ikke-kristne indflydelse få fodfæste. Som eksempel nævner han bøn. Det er sjældent, at nogen i kirken opfordrer mennesker til at holde op med at bede. Men bønnen er forsvundet i mange kirkelige sammenhænge. Hvor mange menighedsråd begynder eller slutter møderne med bøn? Hvor tit er der bøn ved kirkens personalemøder? Hvordan oplever man i praksis ved offentlige møder i sognehuset, at bøn for alvor betyder noget for kristne?

Forførerne er indenfor

Jeg har lyst til at indvende mod Magnus Malm, at samfundet har kimen i sig selv til at sekulariseres. Smitten behøver ikke komme fra kirken. Men min indvending står ret svagt. Jeg fornemmer, at han har ret i sin analyse – i hvert fald, når det gælder de nordiske kirker. Sekulariseringen sker i kirkerne, som dermed bliver ude af stand til at være lys og salt i verden.

Skellet mellem Guds rige og det sekulariserede samfund går ikke mellem kirken og den omgivende verden, men den går inden for kirken mellem dem, som bevarer et levende forhold til Gud og hans ord og de kristne livsmønstre, for nu at bruge Magnus Malms udmærkede udtryk, og så dem, der er bukket under for sekularismen uden at forlade kirken.

Det er også den beskrivelse, der bedst afspejler Det Nye Testamentes tale om forførelse. Jesus og apostlene advarer ikke mod forførerne som nogen, der tydeligt kommer fra det modsatte hold. De har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft (2 Tim 3,5) og fører sig indsmigrende frem som ulve i fåreklæder. Johannes siger om de antikristelige ånder: “Fra os er de udgået” (1 Joh 2,19).

Artikelserien om forfølgelse og forførelse kommer i Indre Missions Tidende nr. 40, 41 og 42/2017 (svarer til ugenumrene). Et par uger efter udgivelsen kan artiklerne ses i IMT’s arkiv. Vælg årgang, nr. og skribent. Rul ned og klik på Søg.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial