Forfølgelse af kristne øges

Samtidig med at regeringen har et udvalg, der skal modvirke forfølgelse af kristne i hele verden, siger de ja til at bekæmpe kristne daginstitutioner her i landet.

 

Forfølgelse af kristne på grund af deres tro står meget centralt i profetierne om de sidste tider. Eksperter fortæller os, at kristne aldrig er blevet forfulgt så massivt som i disse år. Man fornemmer, at der er en vågnende forståelse for problemet, men det ser samtidig ud til, at forfølgelsen øges.

Det anslås af flere organisationer, at mindst 200 millioner kristne forfølges. Det dækker over alt fra grov diskrimination til henrettelser. Troende fra andre religioner forfølges også, men 75 procent af alle forfulgte religiøse er kristne. Det er vanskeligt at forholde sig til de store tal. Vi kan lettere forholde sig til konkrete trosfæller. Her er to eksempler og så et mere generelt.

Tre aktuelle eksempler

Det første eksempel viser, hvordan visse myndigheder i Tyskland ser en liberal kristendom som den eneste acceptable. Hvis en konvertit ikke kan være kritisk og afvise noget af kristendommen, så er han ikke en seriøs kristen og sendes derfor tilbage til forfølgelse i sit hjemland.

Det andet eksempel er et ud af mange tilfælde af fængsling af kristne konvertitter i Iran. Den gode nyhed er, at der tilsyneladende er en stor kristen vækkelse i det lukkede land. Bagsiden af det er, at det religiøse politi bliver stadig hårdere overfor de konverterede. Iran har principielt religionsfrihed. Derfor mener de danske myndigheder, at det ikke kan være farligt for konvertitter at vende hjem.

Det tredje eksempel er lidt anderledes, for det handler ikke umiddelbart om enkelte mennesker. Det handler vel heller ikke direkte om forfølgelse. Men det er et eksempel på de kræfter, der ønsker at kvæle al religiøsitet i Danmark inklusive den kristne tro. (Kristendom er strengt taget ikke religiøsitet, men vi kan ikke undgå at blive kaldt religiøse, når vi er kristne).

For SF er islam anledningen til at gå efter al religiøsitet, også kristendommen, som efter deres mening ikke som en hue skal trækkes ned over hovedet på børnene. Og regeringspartiet er helt enig med SF.

Seriøse kristne

Fra indlæg af Knud W. Skov på hans Facebook-side “Kristenforfølgelse” 15. februar, 2020: I dag fortalte et menighedsmedlem til mig, at en ven fra en anden delstat (i Tyskland, red.) bad ham om råd: Den administrative domstol, der er ansvarlig for asylproceduren i den delstat, spørger altid, hvilke dele af den kristne tro han ser kritisk på eller vil afvise. Men eftersom hele den kristne tro er kær og vigtig for ham, vil der ikke være nogen del, som han ville afvise. Hvad skulle han svare?

Jeg sagde til vores menighedsmedlem, at vi igen og igen har den samme oplevelse i Berlin ved den administrative domstol: Kristne asylansøgere bliver spurgt, hvilke dele af den kristne tro de ser kritisk på eller afviser. Det er især de afghanske kristne, der udspørges om det. Hvis de så svarer, at hele den kristne tro er vigtig for dem, fordi de hellige skrifter er Guds ord for dem, afvises deres klage med den begrundelse, at de ikke har behandlet deres tro kritisk nok og derfor ikke er seriøse kristne.

Som en ny statsreligion er en liberal-protestantisk forvrængning af tro blevet målestokken for, hvordan iranske og afghanske kristnes tro måles. Det er ligefrem diabolsk: Det kræves, at kristne benægter deres tillid og tro på Skriften som Guds ord, før de kan anerkendes som seriøse kristne.

Jeg har umådelig stor respekt for alle kristne konvertitter, især dem i vores menighed, der holder sig til Skriften som Guds ord overfor domstolene, selvom de straffes med afvisning af deres klage og trues med at blive deporteret. Sådan ser “retsstaten” Tyskland ud i 2020.

Konvertering som angreb på nationen

Jerusalem Post, 21. januar, 2020: Ni kristne blev i oktober ved en iransk domstol dømt til fem års fængsel. De var anklaget for at “handle mod national sikkerhed” og de blev beskyldt for “at fremme zionisme”. Den islamiske stat fortsætter med at forfølge sine religiøse minoriteter, viser en ny rapport.

Mændene er blandt titusinder af kristne, der står over for en daglig trussel om arrestation, forhør og pres for at vende tilbage til islam. Under trussel skal de love, at de ikke vil deltage i kristne aktiviteter eller engagere sig med andre kristne. Deres børn bliver nægtet adgang til uddannelse. Mange, der er flygtet fra landet, oplever, at deres slægtninge i Iran målrettet bliver undersøgt. (Citat fra større artikel. Min oversættelse)

Det skal skattekroner ikke gå til

B.T.s hjemmeside den 11. februar, 2020: Socialistisk Folkeparti vil fjerne det offentlige tilskud til børnehaver og vuggestuer, der hviler på et religiøst grundlag. »Der skal ikke trækkes en religiøs hue ned over hovedet på børnene, inden de selv kan nå at forme deres egen tankegang. Det skal skattekroner ikke gå til,« siger børneordfører og gruppeformand Jacob Mark (SF).

Anledningen til SF-forslaget er sagen om, at Taiba-moskeen på Nørrebro i København vil åbne en daginstitution finansieret af en donation fra den saudiarabiske ambassade i København.

Forslaget vil også ramme de mange kristne børnehaver, som oprindeligt er etableret af folkekirken, og hvor flere har eksisteret i over 100 år. Det ændrer dog ikke på SF’s holdning.

»Det er et rigtigt spændende forslag fra SF og ligger meget i tråd med, hvor vi også står,« siger børneordfører Kasper Sand Kjær (S) og tilføjer: »Det er vi bestemt klar til at se på. Nu må vi se på, hvad der kan lade sig gøre lovgivningsmæssigt.«

Bortrykkelsen

Bortrykkelsen af Guds menighed fra jorden vil ske pludseligt, og den vil for de fleste ske uventet. Den er en del af dommen, og den sker for at redde os fra jordens undergang.

 

Første oplag af “Han gør alting nyt – de sidste tilder, Jesu genkomst og den nye jord” er udsolgt, og andet oplag er nu på lager hos Lohse. I den anledning bliver mit blogindlæg denne gang et citat fra bogen:

Alle skal møde Herren i luften

En dag vil alle frelste blive bortrykket for at møde Herren i luften. Den mest sammenhængende beskrivelse af bortrykkelsen har Paulus givet os: “For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren” (1 Thess 4,16-18).

Guds basun lyder og Jesus kommer for at hente sin menighed. Men først forlader dem, der er døde i Kristus, deres grave.

Det er beskrevet, så vi næsten kan se det for os. Baggrunden er, at thessalonikerne er kommet i tvivl om, hvordan de dødes opstandelse skulle foregå, når nu nogen af dem er døde inden Jesu andet komme. Vil de gå glip af den store oplevelse, det bliver at tage imod Jesus ved hans genkomst?

Nej, siger Paulus. Ingen bliver snydt for den oplevelse. Når basunen lyder, vil de døde gå ud af deres grave, og være med til at modtage Jesus. Og så skal vi, der lever, blive bortrykket sammen med dem.

Begivenheden sker i umiddelbar sammenhæng med Jesu genkomst, der vil være synlig og hørbar for alle på jorden. Som jeg læser det, vil ingen være i tvivl om, at nu sker der noget, som fuldstændig ændrer verdens gang. Men mange vil stå undrende, for de aner ikke, hvad det handler om.

Englene samler de udvalgte

Jesus nævner også bortrykkelsen i sin store profeti om de sidste tider: “… og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed. Og han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af himlen til den anden” (Matt 24,30b.-31). Høsten bringes i hus af englene. Også her sættes begivenheden i umiddelbar sammenhæng med Jesu genkomst, der vil være synlig for alle på jorden.

Lidt senere i det samme kapitel giver Jesus et par detaljer om bortrykkelsen: “Som det var i Noas dage, sådan skal det også være ved Menneskesønnens komme. For i dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være. Da skal der være to mænd ude på marken; den ene tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på samme kværn; den ene tages med, og den anden lades tilbage” (Matt 24,37-41).

Igen handler det om, at den troende menighed ganske bogstaveligt og ganske pludseligt bliver fjernet fra jordens overflade. I Noas dage gik otte personer ind i arken, inden vandfloden kom. Gud ville rense sit skaberværk for ondskaben, og i lang tid havde han advaret menneskene. Nu kom dagen, da han lukkede porten til arken, og derved satte et synligt skel mellem de frelste og de fortabte.

En dag vil Gud igen rense sit skaberværk. Det bliver en fuldstændig tilbundsgående renselse, som ikke sker ved vand, men ved ild (2 Pet 3,5-7 og 10-13). For at frelse den kristne menighed, bliver den bortrykket fra jorden, inden ilden rammer.

Bortrykkelsen som en del af dommen

Hvis man – som jeg – regner med, at tusindårsriget er kirkens tid, bliver ingen ladt tilbage for at leve videre. Så vil Jesu genkomst, bortrykkelsen, dommen og verdens genfødelse være en samlet pakke af begivenheder, og bortrykkelsen bliver på en måde en del af dommedag.

Jesus fortalte lignelsen om ukrudtet i hveden, der på en lidt skæv måde antyder det samme (Matt 13,24-30 og 36-43). Ukrudtet skal have lov til at vokse i hvedemarken indtil høsten, siger Jesus. Først da skal det sorteres fra.

Netflix-serien “Messiah” handler ikke om Messias

En mand træder frem og citerer både Koranen og Bibelen. Han hævder at være sendt af Gud med et budskab og han udfører ret overbevisende mirakler. Er han Jesus, der er kommet igen, eller er han en fupmager?

Foto: Netflix

“Messiah” er en ny og spændende tv-serie på Netflix, der handler om en frelserskikkelse, som står frem og får mange efterfølgere. Selv om serien hedder “Messiah”, hævder Netflix og instruktøren, at den dybest set ikke handler om religion, men om folks værdier og tro. Den tankegang kan godt give mening, selvom man ikke så kategorisk kan skelne mellem religion og tro – heller ikke i denne tv-serie.

Dette indlæg er ikke en filmanmeldelse. Den finder man på filmogtro.dk.  Jeg vil i det følgende undersøge forholdet mellem frelser-skikkelsen i “Messiah” og Bibelens tale om Antikrist og Jesu genkomst.

Uromager eller frelser

Serien består af en sæson med ti episoder. Den første episode foregår i Syrien, hvor en mand står frem og forkynder ud fra Koranen. De giver ham navnet Al-Masih, der stort set er det samme som det hebraiske Messias (og det græske Kristus). Dette navn beholder han i resten af serien, men han præsenterer aldrig sig selv ved noget navn.

De indledende scener foregår under den syriske borgerkrigs sidste krampetrækninger i 2019, hvor Islamisk Stat (IS) beskyder Damaskus som indledning på et knusende angreb. Så kommer en voldsom ørkenstorm, som tilsyneladende er fremkaldt af Al-Masih. Den redder byen fra IS. Fulgt af en tusindtallig skare går Al-Masih gennem ørkenen og frem til Israels grænse. Det fremprovokerer en krise, for Israel tillader ikke hans efterfølgere – som i verdenspressen kaldes flygtninge – at passere grænsen. Al-Masih sættes i fængsl i Jerusalem, men slipper på forunderlig vis ud og går til Tempelpladsen, hvor han er skyld i et sammenstød mellem muslimer og israelsk militær. En ny intifada bryder ud.

Foto: Netflix

Kort efter dukker Al-Masih op i en lille by i Texas. En tornado jævner hele byen med jorden – undtagen kirken, der stadig står på sin lille bakke midt i ruinerne – tilsyneladende reddet af Al-Masih. Folk begynder at valfarte til byen for at se og høre denne forunderlige mand. Myndighederne beordrer ham og hans tilhængere ud af byen, da der kun er nødhjælp til dem, der har mistet deres hjem under tornadoen. En bilkortege, som efterhånden bliver enorm, kører til Washington, hvor Al-Masih tager sig en spadseretur på vandet i The Mall. En begivenhed, der transmitteres i hele verden. Det er fristende at gå mere i detaljer, men det vil ødelægge oplevelsen for jer, der ser serien.

Træk fra Koranen og Bibelen

Koranen fortæller flere ting om de sidste tider. En af dem er, at profeten Jesus skal komme igen. Den fortæller også, at den tolvte imam Mahdi skal træde frem, umiddelbart inden Allah dømmer verden. Seriens forfattere har taget træk fra disse steder i Koranen og kombineret dem med nogle træk fra Bibelens beskrivelse af Jesus. Så har de fundet en skuespiller med udpræget mellemøstlige træk og givet ham frisure og skæg, som vi normalt ser på billeder af Jesus. De har lagt Koran- og Bibel-citater i munden på ham, men også en del udtalelser, som ikke står i nogen hellig bog. Og så lader de ham udføre en række tilsyneladende overnaturlige mirakler.

En forvirrende skikkelse

Al-Masih siger flere gange, at han er sendt med et budskab fra Gud, men han hævder ikke selv at være Messias eller Jesus. I sjælesørgeriske samtaler med enkeltpersoner formår han at afsløre skjulte sår og uforløst skyld. Han taler aldrig om tilgivelse eller soning, men om fred i form af at standse al krig og vold. Han bekender sig ikke til nogen religion, men siger hen mod slutningen af serien, at de forestillinger, som mennesker har om Gud nu er passé. Han svarer altid undvigende på spørgsmål om sig selv, og han kan indimellem være ret kold.

Så naive kristne findes forhåbentlig ikke

Gennem hele serien har Al-Masih både en Mossad-agent og en CIA-agent i hælene. De kæmper for at afsløre ham som en fupmager, men rigtig mange af de troende kristne er overbeviste om, at han er den genkomne Jesus. Jeg vil helst tro, at denne fremstilling af de kristne ikke kan have bund i virkeligheden, men er en frugt at manuskriptforfatternes fordomme om de evangeliske kristne.

Netflix-serien beskriver situationen omkring Al-Masih sådan, at mennesker er i tvivl om, hvad de skal mene om en mand, der hævder at være sendt af Gud. Sådan var det også, da Jesus for 2.000 år siden kom til jorden første gang. Men Bibelens beskrivelse af Jesu genkomst er helt anderledes. Den lader ingen i tvivl om, at det vil ske på en måde, så alle er klar over, at her kommer verdens Herre, som har al magt, og alle knæ vil bøje sig (Matt 24,27; Luk 21,27; Fil 2,10). Jeg har meget svært ved at forestille mig, at nogen bibellæser ville tro, at en mand som Al-Masih skulle være Jesus, som er kommet til jorden igen.

Måske er det Antikrist

Men har de så ret, dem der mener, at “Messiah” ikke handler om Jesus, men om Antikrist. Det er fristende at sige ja, for Al-Masih har mange antikristelige træk. Han hævder at være udsendt af Gud, men fornægter samtidig flere centrale dele af den kristne tro. Bibelen siger også, at Antikrist kan udføre undere, og at mange vil følge ham. Jesus siger om Antikrist:

“Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; for der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. Nu har jeg sagt jer det forud” (Matt 24,23-25).

Når jeg ikke kan godkende Al-Masih som en prototype på Antikrist, skyldes det, at jeg forestiller mig, at den reelle Antikrist vil fremtræde mere forførende og med større magt over mennesker. Han vil ikke så åbenlyst søge at skabe splittelse og forvirring. Han vil kort sagt minde mere om den sande Kristus.

Antikrist og de antikristelige profeter vil være i stand til at føre selv de udvalgte vild. Jeg tror ikke på filmens præmis om, at de kristne vil lade sig forføre af en så modsætningsfuld skikkelse som Al-Masih i “Messiah”.

Undervejs i min undersøgelse af debatten om “Messiah” på internettet, fandt jeg flere spøjse indlæg. Interesserede i debatten på internettet kan finde mere her. 

Se serien og læs et par bøger

Læs mere om Antikrist i min bog “Han gør alting nyt – de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” (Link til anmeldelser mv. her på siden).

Og se endelig serien “Messiah”, hvis du har adgang til Netflix. Den er både underholdende, tankevækkende og – som Netflix selv skriver på hjemmesiden – provokerende, og du bliver ikke forført af Antikrist ved det.

Allerede traileren til “Messiah” mindede mig om plottet i Paul L. Meiers gode roman “Som en tyv om natten” (Lohse, 2011).  Denne lighed findes i hele serien. En forskel er, at i Meiers roman søger frelser-skikkelsen at efterligne Jesus mest muligt. En anden forskel er, at det er en bibellæsende og Jesus-troende teolog og ikke CIA, der leder efterforskningen af frelser-skikkelsen. Tænk, hvis der havde været sådan en type i “Messiah”. Det havde sparet CIA for meget besvær. Men det er der desværre overhovedet ikke, selvom der i virkeligheden findes mange af os rundt omkring ;o).

Det glædelige ved Jesu genkomst

I adventstiden har kirken fokus på Guds opfyldelse af sine løfter. Det peger på Jesu første komme julenat, men det peger lige så meget på hans genkomst. For en kristen er det noget godt, der sker den dag.

“Det forjættede land” Malet Af Hakon Lund Jensen

Da jeg arbejdede med bogen “Han gør alting nyt – de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord”, blev det klat, at der skulle være et kapitel om alle de mange steder i Bibelen, hvor Jesu genkomst berøres. Det viste sig at være rigtig mange steder.

Fire stikord

Undervejs dukkede der nogle stikord op, som på forskellig vis siger noget om, hvad Gud har planlagt ved genkomsten – udover at der sker en dom. Slå selv efter og tjek, om ikke det er rigtigt, at disse fire bibelsteder handler om Jesu genkomst:
… ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig (Luk 21,28)…. ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone … (Matt 19,28).
… han skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt (ApG 3,21).
… skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden (Rom 8,21).

Med disse fire citater ser listen med stikord sådan ud:
– forløsning
– verdens genfødelse
– genoprettelse
– befriet fra trældommen

De fire stikord handler om noget, der sker med det, som findes i forvejen. Efter dommen tager Guds menighed bolig på den nye jord sammen med Gud (Åb 21). Det er ikke en anden jord, som Gud skaber til den tid, men det er den nuværende i en ny og renset skikkelse – forløst, genfødt, genoprettet, befriet fra trældommen.

Peter forklarer, at lige som Gud engang rensede jorden ved vand, vil han ved Jesu genkomst rense den ved ild (2 Pet 3,5-7 og 13). Ilden renser meget mere effektivt, derfor bliver den kommende renselse den sidste.

Alting bliver nyt

De fire stikord samles på smukkeste vis i ordene fra ham, som sidder på tronen: »Se, jeg gør alting nyt!« (Åb 21,5). Fem helt almindelige ord med en altomfattende betydning, når de sættes sammen på denne måde. Alting betyder ganske enkelt det hele. Det, som findes i forvejen.

I Paradis (1 Mos 1 og 2) var alting nyt. Før syndefaldet var verden stadig ung og frisk. Det er ikke uden grund, at visionen af den nye jord har visse ligheder med Bibelens to første kapitler (Åb 22,1-5).

En vigtig dag i livet

Prædiketeksten på kirkeårets sidste søndag kunne næsten lige så godt stå i Koranen som i Bibelen, har én sagt. Og umiddelbart kan der være noget om det. Men ikke hvis vi læser i sammenhæng med resten af Bibelen.

Matthæus beskriver scenen, så vi ser den for os (Matt 25,31-46). Ved sin genkomst sætter Jesus sig som konge på sin herligheds trone, og så sorterer han alle mennesker i to grupper. Den ene gruppe får plads på hans højre side og den anden på hans venstre side. Mellem de to grupper er der kun ham. Der er ingen, som ikke helt hører til på den ene af siderne.

Der sker en definitiv adskillelse. Det ser vi af Jesu ord. Til dem på venstre side siger han: “Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.” Fra det sted er der ingen vej tilbage.

Til dem ved sin højre side siger han: “Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer …” Heller ikke der er der nogen vej tilbage, for ingen vil ønske at forlade det sted, og der er i øvrigt ikke noget at vende tilbage til.

Sortering efter gerninger

Nu kommer vi så til det, som gør denne prædiketekst vanskelig. For hvilke kendetegn sorterer kongen på tronen efter? Fire gange nævner han seks barmhjertighedsgerninger, som dækker rigtig meget af det, der hører ind under kristen næstekærlighed. Det ser ud som om, han sorterer efter gode gerninger.

Der er en bemærkelsesværdig krølle på gerningerne, som gør en forståelse endnu vanskeligere. De velsignede, som har gjort gerningerne, ved ikke, at de har gjort dem. Og de forbandede troede, at de havde gjort dem, selv om de ikke havde.

Vi skal også bemærke, at kongen sorterer efter kendetegn, som allerede findes. Der står ikke en folk neutrale individer foran ham, hvorefter han begynder at afgøre, om det skal være et får eller en buk. Der står en blandet flok foran ham, som i forvejen har de kendetegn, han sorterer efter. Forskellen på de to grupper er der allerede nu, men man skal være Gud for at kunne se den.

På genkomstens dag er det for sent at skifte kendetegn, men af Guds nåde er det muligt nu. Derfor er dagen i dag på en måde endnu mere afgørende end den dag, kongen foretager sorteringen.

Verdensdommen. Byzantisk mosaik fra det 5. årh.

Nøglen findes andre steder

Teksten handler om alle mennesker, så inden kan sige, at det ikke kommer dem ved. I forhold til evigheden har livet her og nu ikke meget vægt. Så hvad skal vi gøre? Drejer det sig om af alle kræfter at gøre godt for sultne, tørstige, fremmede, nøgne, syge og fængslede?

Ja, det gør det åbenbart, men motivet til at gøre noget er det vigtigste. Det er jo tydeligvis ikke noget, de to grupper selv kan bedømme for deres eget vedkommende.

Hvis nøglen til at låse gåden op skulle findes inden for tekstens 16 vers, kunne beretningen egentlig godt stå i Koranen. Men der findes en del nøgler andre steder i Bibelen. En af de meget tydelige er: “Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet. Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv” (1 Joh 5,12-13). Eller i dette velkendte sted: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer” (1 Pet 1,3-4).

Vores uforgængelige, uforkrænkelige og uvisnelige arv er det evige liv, og det gives til dem, der har modtaget frelsen fra Jesus.

Virksom i kærlighed

Grundlaget for arven er Jesu Kristi død og opstandelse, og ikke vores gode gerninger. Men hvorfor taler Jesus så om gerninger i prædiketeksten til kirkeårets sidste søndag? Mit bud er, at det gør han, fordi den sande tro er virksom i kærlighed (Gal 5,6). En tro uden gerninger er død (Jak 2,26).

Inden vi kommer for godt i gang med at give vores egen eller andres tro karakter efter antallet af gode gerninger, er der en vigtig ting fra prædiketeksten, vi skal huske. Kun Jesus er i stand til at foretage den vurdering. Hverken dem på den højre eller dem på den venstre side er i stand til at vurdere deres egen indsats.

Det eneste, vi kan gøre for at høre til på den højre side, er at holde os til Jesus. Så får han mulighed for at arbejde med os ved sin Ånd, så troen bliver virksom i kærlighed. Vintræets grene bærer frugt, når de er en del af træet (Joh 15,5).

Frimodighed på dommens dag

Johannes skrev, at vi kan vide, at vi har evigt liv. Det kan vi vide, fordi Gud har lovet det til enhver, der bekender sin synd for Jesus (1 Joh 1,9). Han beskriver det også på en anden måde. Efter at han har slået fast, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser (1 Joh 4,14), skriver han, at “deri er Guds kærlighed fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag” (vers 17).

 

“Frimodighed på dommens dag” er overskriften på et kapitel i “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord”.

 

 

 

 

 

Allehelgen på den nye jord

Vi har lov til at tro, at vores afdøde nu er hos Jesus i Paradiset. Vi har et kristent håb, som knytter sig til en usynlig virkelighed. For de afdøde troende er det blevet synligt.

Et bestemt bibelvers læses både ved dåb og begravelse. Det indrammer vores liv og giver det et evigt perspektiv. Bibelverset lyder: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde” (1 Pet 1,3).

Verset hører til ved dåben, fordi vi der får det kristne håb ved genfødelsen. Og det hører med ved begravelsen, fordi det er et løfte om evigt liv. Det levende håb hviler på en stærk grundvold, nemlig Jesu opstandelse fra de døde.

En bolig står klar

I Bibelen slutter verset med et komma. Vi er altså ikke færdige med at høre, hvad apostlen Peter vil sige om håbet. I de følgende vers skriver han, at vi ved genfødelsen fik en arv, som er gemt i himlen til enhver, som bliver bevaret i troen. Og han siger, at vi bliver bevaret i troen ved Guds magt. Gud holder os fast.

Arven er gemt i himlen, skriver Peter. Det kan minde os om Jesu ord i sin afskedstale til disciplene: “Jeg går bort for at gøre en bolig rede for jer” (Joh 14,2). Vi kan betragte vores dåbsattest som et skøde på en bolig i himlen. Et skøde på en arv, der findes hos Gud og bevogtes af hans engle. Det er usynligt for øjet, men synligt for troen, og det er uforgængeligt, ukrænkeligt og uvisneligt, som Peter skriver.

Enhver, der dør i troen på den opstandne Jesus, flytter ind i sin bolig. Og boligen er i Det Ny Jerusalem.

Boligen på den nye jord

Glæden ved at bo i Det Ny Jerusalem læser vi om i Bibelens næstsidste kapitel (Åb 21). Først ser vi, at Gud ved Jesu genkomst gør himmel og jord ny (Åb 21,1). Det understreges igen i vers 5: “Han, der sidder på tronen, sagde: ‘Se, jeg gør alting nyt!’

Det næste er, at Det Ny Jerusalem kommer ned fra himlen for at være på den nye jord. Og så får vi at vide, at Gud følger med. Hele tre gange står der i vers 3, at Guds bolig i evigheden er hos menneskene. “Gud vil selv være hos dem.” Og han vil ikke alene være hos dem, han vil også genskabe Paradis for dem.

Han gør alting nyt

Gud forløser os, genopretter os og befrier os fra forgængeligheden (Luk 21,28; ApG 3,21; Rom 8,21). Han fjerner alt det dårlige, der kom ind i skaberværket ved syndefaldet, mens alt det gode, der var der før syndefaldet, vil blive bevaret.

Johannes beskriver det sådan: “Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb 21,4).

Det er ikke tilfældigt, at herligheden beskrives ved det, der ikke er der mere. Alt det gode, som bliver vores virkelighed i den evige herlighed, har nemlig været der siden skabelsens morgen. Men siden syndefaldets dag har det været underlagt sorg, pine, synd, skrig og død.

I dag skal du være med mig

Men Det Ny Jerusalem kommer jo først ned på den nye jord ved Jesu genkomst. Hvor er vores afdøde så nu? Jeg tror, at svaret er ret enkelt.

Vi kalder dem de hensovede, og det gør Bibelen også. Vi kan forestille os, at når Jesus vækker dem op ved sin genkomst, har de ingen erindring om mellemtiden fra deres død til opstandelsen. Mon ikke det dækker ret godt?

Jesus sagde til den bodfærdige røver på korset: “I dag skal du være med mig i Paradis!” (Luk 23,43). Uanset hvad der eventuelt er sket mellem hans død og hans opstandelse, så oplevede røveren det netop sådan. Han vågnede samme dag op i Paradis sammen med Jesus.

Dagen for Jesu genkomst er også den dag, hvor alle de frelste skal opstå. For os er det i fremtiden, men for de opstandne er det i evigheden, og hvornår begynder den?

I samme menighed

Når vi omkring allehelgen mindes de kære, der er gået bort i troen på deres usynlige frelser, og glæder os over, at de nu lever ansigt til ansigt med ham, så tror jeg, at vi er på sikker grund. Det bekræftes også af Salmebogens nummer 573:

Helgen her og helgen hisset
er i samme menighed,
derom haver os forvisset
han, som alle dybder ved.

Kun en ting skiller os fra de afdøde: Vi lever her i håbet, og de lever i opfyldelsen. Derfor hedder det i vers 3:

Sammen bor vi i Guds-haven,
skilt kun ved det lille bælt …

Guidet tur til Det ny Jerusalem

Det ny Jerusalem kommer ned på jorden, når Jesus kommer igen. Det er her på jorden, vi skal tilbringe evigheden i den herlige stad.

Jeg er overbevist om, at Det ny Jerusalem er noget så stort og herligt, at det ikke kan beskrives med de ord og begreber, vi har til rådighed nu. Det overstiger alt, hvad vi kan forestille os. Derfor har profeterne fået antydninger i form af syner, der er fyldt med symboler. Og derfor taler Johannes om guld på gaderne og masser af alverdens ædelsten. Det er beskrivelser, der antyder noget endnu herligere.

Det kommer ned på jorden

Lige nu er Det ny Jerusalem hos Gud i hans himmel, men ved Jesu genkomst kommer det ned på jorden, som Gud til den tid netop har renset for alt det forfærdelige, der kom over skaberværket ved syndefaldet. Den nye jord er derfor fri for synd, død, smerte, råddenskab, sorg, og hvad man ellers kan nævne af ondskab (Åb 21,1-4).

Gud vil bo sammen med os mennesker i Det ny Jerusalem på den nye jord. Det siges hele tre gange:

“Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:
Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.” (Åb 21,3)

Efter beskrivelsen af den nye jord siger han, der sidder på tronen: “Se, jeg gør alting nyt!” Derefter omtales fortabelsen kort, og så kommer den symbolfyldte beskrivelse af Det ny Jerusalem.

Beskrivelse af Det ny Jerusalem

Johannes får en guidet tur med en engel som vejviser, og vi tager med (Åb 21,9ff). “Nu skal du se bruden, Lammets hustru,” siger englen først, og så fører han os op på et stort bjerg og viser os den hellige by, Jerusalem, der kom ned fra himlen.

Englen siger, at han vil vise os bruden, Lammets hustru, og så peger han på Det ny Jerusalem? Det giver kun mening, hvis de to på en måde er et symbolsk udtryk for det samme.

Johannes beskriver for os, hvad vi ser: “Jerusalem kommer ned fra himlen, fra Gud, med Guds herlighed. Dens stråleglans er som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis.” Og så følger en beskrivelse af en bymur med tolv pragtfulde perleporte, og tolv grundsten med apostlenes navne. Byen er bygget på apostlenes grundvold (Ef 2,20).

Vores guide har en målestok med. Det viser sig, at byen er 12.000 stadier. 12.000 er et symbolsk tal som betegner noget kæmpestort, og som også hentyder til Guds folk. Og så får vi at vide, at byen er lige så høj, som den er bred. Den er altså terningformet.

Det ny Jerusalem er terningformet som det allerhelligste i templet.

Det allerhelligste er Guds bolig

Det er ikke første gang, vi møder terningen i Bibelen. Telthelligdommen under ørkenvandringen var bygget efter Guds anvisninger. Det var lige højt og bredt, og så var det tre gange så langt. To tredjedele inde i teltet var der et forhæng, som skilte den inderste tredjedel fra. Derved opstod et terningformet rum, som var det allerhelligste. Det var Guds bolig og derfor utilgængelig for mennesker. Kun én gang om året måtte ypperstepræsten gå ind bag forhænget, og han måtte aldrig gøre det uden offerblod.

Dekorationen på forhænget foran det allerhelligste mindede dagligt præsterne om, at her var adgang forbudt. Der var nemlig indvævet keruber, som keruberne var de engle, der blev sat som vagter ved Edens have for at beskytte Adam og Eva mod at gå ind.

Det allerhelligste i templet var et symbolsk udtryk for Edens have, og symbolikken fremgik af den fuldkomne form – terningen. Det allerhelligste var stedet, hvor Gud tog bolig midt i sit folk. Og nu dukker terningen op som Det ny Jerusalem.

Terningen er med langfredag, for i det øjeblik Jesu døde på korset, blev forhænget i templet flænget fra øverst til nederst (Mark 15,37-38). De tilstedeværende præster har fået sig en voldsom forskrækkelse, men vi glæder os, for det viser, at fra det øjeblik blev der fri adgang ind til Gud.

Beskrivelsen i Åb 21 er en skildring af brylluppet mellem brudgommen (Jesus) og bruden (menigheden). Gud og mennesker flytter sammen i Det ny Jerusalem (se også Ef 5,25-27).

De evige boliger

Forestillingen om, at vi i evigheden skal bo hos Jesus i himlen, kommer blandt andet af Jesu løfte til disciplene umiddelbart inden påske. “I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer” (Joh 14,2-3).

Den bolig er i Det ny Jerusalem, som altså kommer ned fra himlen til den nye jord. Derfor skal vi ikke tilbringe evigheden i himlen, men på den nye jord.

 

Læs mere om Det ny Jerusalem og meget andet i “Han gør alting nyt”.

Se også PowerPoint til mit foredrag “På vej mod Det ny Jerusalem”.

Vi tvinges gennem regulering af sproget

Guds skaberordning undermineres af vejledninger om, hvordan vi skal tale inkluderende. Det sker overalt lige fra universitetet til Word.

Segl fra 1537 for Københavns Universitet, landets højeste læreanstalt.

Tidsåndens bestræbelser på at opløse kønnene i kombination med MeToo-bevægelsen får de underligste følger. Her er tre eksempler på, hvordan vores sprog bliver styret, så ingen føler sig udenfor. Overfladisk set er det godt, men under den pæne overflade handler det om, at der er noget, der ikke må siges højt. Og det er, at Gud har skabt os med et biologisk køn. Det handler dybest set om et oprør mod Guds ordninger.

Vejledning fra universitetet

Det første eksempel er fra Københavns Universitet. Institut for Kunst- og Kulturvidenskab har udsendt en mail til underviserne med retningslinjer for, hvordan de studerende skal tiltales. “Undgå at samle/anråbe de studerende med kønnede betegnelser, såsom: damer/piger eller gutter/drenge,” står der blandt andet. Begrundelsen er, at nogen ikke opfatter sig selv som “han” eller “hun” og derfor vil føle sig krænket og ekskluderet af fællesskabet.

Instruksen skyldes, at der mangler retningslinjer for, hvordan man undgår situationer, “hvor non-binære og transpersoner ikke føler sig inkluderet”, forklarer institutlederen.

Ved sin instruks følger universitet en tendens fra USA, hvor der f.eks. på universiteter er oprettet såkaldte sikre zoner, hvor folk kan færdes uden at risikere at blive tiltalt som mand eller kvinde. Det betyder også, at hvis en tekst i pensummet indeholder formuleringer, der kan opfattes som krænkende, skal der være en advarsel, så man på forhånd kan tage stilling til, om man vil læse den. Som når studieværten i tv-avisen siger: “Vi advarer om, at der i det følgende indslag er ubehagelige billeder.”

Ironisk nok overtræder Københavns Universitet selv vejledningen. I de statistikker på hjemmesiden, der viser sammensætningen af ansøgere til studierne, benævnes de stadig kun i to grupper, nemlig kvinder og mænd.

Hjælp fra Word

Fænomenet vil angiveligt også dukke op i en opdatering til Word fra Microsoft. Hvis jeg skriver formand, vil Word foreslå at ændre det til forperson. Og hvis jeg skriver politimand, vil jeg få forslaget politibetjent.

Microsoft begrunder det med, at de vil hjælpe brugerne med at skrive inkluderende. “Inklusion og mangfoldighed er grundlæggende værdier for os,” siger Anders Thomsen, direktør for politik i Microsoft Danmark, til Kristeligt Dagblad. Heldigvis vil man kunne vælge funktionen fra.

Vejledning fra folkekirken

MeToo-bevægelsen har også sat sit aftryk på folkekirken. Forleden udgav Folkekirkens Arbejdsmiljøråd nemlig en vejledning om håndtering af seksuel chikane og krænkende adfærd på arbejdspladsen, skrev Kristeligt Dagblad for nylig.

Folkekirkens Arbejdsmiljøråd understreger, at det er op til den enkelte at vurdere, hvad der er krænkende adfærd. ”Det er personens oplevelse af de krænkende handlinger, der er central, og intentionerne er således uden betydning,” lyder det.

Hvis man siger noget, som en anden føler sig krænket over, så er man skyldig. Hvad man i virkeligheden mente, er ligegyldigt. Stik imod al anden retspraksis i Danmark, er krænkeren skyldig, indtil det modsatte er bevist.

”Krænkelse er blevet en magtfaktor. Vi bruger mere og mere vores krænkelse til at vinde magt eller til at spænde den for en bestemt dagsorden,” lød en sognepræsts kommentar.

En antikristelig kampagne

Formålet med denne kampagne, der spreder sig ud over hele verden, er at regulere vores sprogbrug. Kampen om, hvad man må sige og ikke må sige, handler om vores tanker og holdninger. Ved at styre sproget får man magt over stort set alt, hvad der har med identitet at gøre. Kravet om inkluderende sprog er ikke et ønske om at blive respekteret. Det handler om at påtvinge andre sin egen opfattelse af virkeligheden.

I al beskedenhed, så minder alt dette om FN’s tolerance-kampagne, som jeg skildrede i “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid”. Tolerance-kampagnen ser i første omgang ud som noget ret uskyldigt, men efterhånden vender den sig imod bibeltro kristne, som ønsker at følge Bibelens vejledning om, hvad Gud kalder for synd. Kampagnen bliver brugt antikristelig, og i romanens er den også tænkt sådan.

Så vidt jeg kan se, er det allerede ved at gå netop sådan med talen om inkluderende sprog.

Sokker i sandaler et tegn på genkomsten?

Jesu genkomst må være nær, for nu er det blevet trendy med sokker i sandalerne. Sådan kunne man læse i en avis engang i løbet op i sommeren.

At gå med sokker i sandalerne har i årtier været forbeholdt os ældre mænd. Hvis man var det mindste bevidst om sin tøjstil, så gjorde man det helt sikkert ikke. Og så skete der det, at nogen så modeikonet David Beckham med sokker i sandalerne. Det fik en skribent til at forudsige Jesu snarlige genkomst.

Skal man le eller græde over sådan en bemærkning? Jeg må indrømme, at jeg morede mig lidt, og jeg læste hele artiklen for at blive klogere på sammenhængen. Men der stod ikke mere om Jesu genkomst. Det var sikkert bare en fantasifuld variant af det lidt mere kendte udbrud: “Nu står verden da ikke længere!”

Skal man blive forarget over, at nogen omtaler så alvorlig en sag på en lemfældig måde? Nej da! Lidt vemod er en mere passende reaktion. Sammensætningen af sokker i sandalerne og Jesu genkomst vidner om ligegyldighed overfor den kommende tids mest alvorlige og gennemgribende begivenhed.

Genkomstfornægterne

I dag taler man med stor foragt og forskrækkelse om klimafornægtere, som ikke vil se tidens alvorlige trusler i øjnene. Klimafornægtere går med bind for øjnene. De har valgt at fornægte fakta. Hvis man kan være klimafornægter, så er man helt generelt ikke til at stole på. Sådan er den brede opfattelse – i hvert fald hos dem, der kommer til orde. Klimafornægterne bremser de helt nødvendige initiativer, der skal tages for vores børns skyld. Og klimafornægter er man for øvrigt ikke kun, hvis man taler imod klimahysteriet. Man er det alene ved at forholde sig passivt.

Jeg forstår godt, at en klimafornægter kan virke provokerende for dem, som lever i en stærk overbevisning om, at menneskehedens undergang er sikker, hvis ikke vi her og nu i enighed bremser op og gør noget radikalt ved vores misbrug af den eneste jord, vi har fået at bo på. “Der findes ikke nogen Planet B,” som de skriver på deres skilte.

Men hvad med genkomstfornægterne? Hvad med de teologer og forkyndere, der ikke vil høre tale om, at Jesus kommer igen til dom og til genoprettelse? Eller lad os gøre det lidt bredere: Hvad med de forkyndere, der aldrig nævner Jesu genkomst og alt, hvad der knytter sig til den dag? Jeg ønsker ikke genkomst-hysteri, men jeg opfordrer til lidt eftertanke.

Forkyndelsen kom først

Og så lige en lille krølle på det, at en modeskribent trak Jesu genkomst ind i sit skriveri. Talen om sokker i sandaler som et tegn på Jesu snarlige genkomst dukker kun op, fordi der forud har været en forkyndelse af tegnene og genkomsten.

Forkyndelsen af Jesu genkomst og tegnene i de sidste tider har åbenbart været så tydelig, at det har sat sig spor i sproget. Også i sproget uden for kirken. Det kan der nævnes rigtig mange eksempler på, men det er vist første gang, jeg har mødt det i form af en henvisning til Jesu genkomst.

Og så vil jeg da godt lige pege på, at i modsætning til klimaforkæmpernes skilte, så har Gud faktisk lovet os en Planet B. Vi kristne ser frem til Jesu genkomst, fordi det vil blive indledningen til vores liv på Planet B – den nye jord (Es 65,17; Es 66,22; 2 Pet 3,13; Åb 21,1).

Fremtidens forfølgelse af troende

Den største fare for undertrykkelse af religiøse mindretal er avanceret digital overvågning og undertrykkelse, siger USA’s ambassadør for trosfrihed med udgangspunkt i en sag fra Kina.

Sam Browback er USAs ambassadør for religionsfrihed.

I 20 år har USA haft en ambassadør for global religionsfrihed. Sam Browback er den femte, som har dette embede. Da USA i 1998 vedtog loven om religionsfrihed, som blandt andet førte til oprettelse af ambassadørstillingen, regnede man med, at over halvdelen af verdens befolkning levede under regimer, der indskrænkede eller forhindrede borgernes trosfrihed. Ifølge det anerkendte Pew Research Center er det nu 83 procent.

Ord eller handling

Trods de sidste 20 års hurtige stigning i forfølgelse af troende, en stigning, som især rammer kristne, er Sam Browback optimistisk. “For det første er der ingen tvivl om, at verden er begyndt at åbne øjnene for vigtigheden af, at mennesker frit kan dyrke deres gudstro. For det andet vil ingen nogensinde vinde krigen mod religionsfrihed. Det er aldrig sket, og det vil aldrig ske. Troen bor i et menneskes sjæl, og du kan ikke spærre den inde. Mennesker vil til evig tid kæmpe med næb og klør for, at deres sjæle kan være frie,” siger han.

Det første kan man godt tvivle på. Det er rigtigt, at flere og flere taler om vigtigheden af religionsfrihed, men hvad bliver der gjort? På USAs liste over lande, som undertrykker religiøse mindretal, er Saudi-Arabien et af de værste lande, men det har ikke fået en eneste konkret konsekvens. Saudi-Arabien er fortsat en af USAs nære allierede. Den forrige regering i Danmark oprettede et kontor på Christiansborg, der skal modvirke forfølgelse af kristne, men hvad er der kommet ud af det? Har danske politikere ansigt til ansigt med undertrykkerne bebrejdet et eneste land i verden for at forfølge kristne? Det kunne for eksempel være sket ved det offentlige danske besøg i Indien, som fandt sted et stykke tid efter, at kontoret var etableret.

Det andet er rigtigt. Man kan ikke spærre troen inde. En meget sigende anekdote handler om fængselsdirektøren i et af de undertrykkende lande, der henvendte sig til borgmesteren og sagde: “Send ikke flere kristne. Jeg lukker flere ud end jeg lukker ind. De formerer sig i fængslet.”

Den største fare

I en artikel i Kristeligt Dagblad den 20. juni forklarede Sam Browback, hvorfor han ser digital overvågning og undertrykkelse som den største fare for troende i fremtiden. Han gjorde det med et eksempel fra Kina.

I Xinjiang-provinsen bor godt 10 millioner af det muslimske uighur-mindretal i Kina. De kan ikke se en video på deres mobiltelefon eller besøge en moské, uden at staten følger med. Alle uighurer skal installere en app på deres telefon, som giver myndighederne mulighed for at følge med i deres geografiske placering, kontaktlister, fotos, videoer og lydfiler.

Myndighederne har også forsynet uighurernes område med hundredtusinder af overvågningskameraer med ansigtsgenkendelse. Det betyder, at de kan holde styr på alle, der færdes offentligt. Ved at køre alle informationerne sammen er det muligt at registrere den enkeltes handlinger og til dels tanker. Det bruges til at styre en “social konto”, som regulerer retten til offentlige ydelser. Er du samfundsskadelig, kan du for eksempel miste retten til tog og bus, og så bliver det svært at studere eller have et arbejde. Er du en nyttig borger, kan du opnå særlige privilegier.

Systemet har været afprøvet i Shanghai på frivillig basis. Læs mere om det adfærdsregulerende kreditsystem i et tidligere blogindlæg her.

Et magtmiddel

Det kinesiske styre planlægger at gøre systemet i Shanghai landsdækkende næste år, fortsat i den frivillige form. Men det kan altså også bruges som et magtmiddel og tvinges ned over mindretal, og den form udgør den største fremtidige trussel i kampen for religionsfrihed verden over, vurderer Sam Browback.

“Jeg tror, at vi i fremtiden vil se færre mennesker, der dræbes eller fængsles på grund af deres religion. I stedet vil vi opleve, at flere mennesker marginaliseres økonomisk og socialt,” siger han. “Autoritære regimers brug af teknologi til at undertrykke religiøse mindretal bliver den største udfordring i kampen for global trosfrihed.”

Antikristeligt

Eksemplet handler om muslimer, men det illustrerer meget godt et mareridt, som også kan blive virkelighed for kristne. Vi lever i et land, hvor mange vil sige, at sådanne totalitære initiativer er utænkelige. Men inden for de sidste få år har vi alligevel set et seriøst politisk forslag om, at svage familier i udsatte boligområder skal digitalt overvåges, så myndighederne kan gribe ind over for radikalisering og modvirke opdragelse i værdier, som ikke er danske. Og her skal vi huske, at “danske værdier” er det, som flertallet mener om køn, abort, mand-kvinde, tolerance osv.

En lov er trådt i kraft, som tvinger forældre i udsatte familier til at aflevere deres etårige til offentlige vuggestuer, så de kan få lært noget dansk – og det handler ikke kun om sproget. Det handler igen om danske værdier.

Og før valget var der et helt seriøst forslag på Christiansborg om, at alle prædikener, der holdes på et udenlandsk sprog, skal oversættes til dansk, og et fyldigt referat skal afleveres til myndighederne. Det er så omfattende et indgreb, at det vist ikke kendes tilsvarende i noget totalitært regime.

Klimadebatten har vist, hvor hurtigt en stemning kan opstå på samme tid over det meste af verden. En magtfuld stemning, som får flertallet til at skamme det klimaskeptiske mindretal ud. En stemning, der er ret homogen, og som har religiøse undertoner, men ikke nogen gud, eller nogen samlende synlig profet (bortset måske fra en svensk gymnasieelev).

“Om lidt – roman fra en ikke så fjern fremtid” handler også om digital forfølgelse. Se anmeldelser.

Da jeg for 50 år siden sad under pastor Frank Jakobsens bibelundervisning og hørte ham udlægge Johannes’ Åbenbarings syner om Antikrist, var det vanskeligt at forestille sig en verdensomspændende hetz mod Kristus-troende. Hvordan skulle det rent praktisk kunne gå til? I dag er det ikke kun mig, der anser det for muligt. Måske er det allerede på vej.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial