Kina afprøver offentlig registrering af folks ærlighed

Hele samfundet skal med i et digitalt pointsystem, som belønner god og troværdig opførsel for den enkelte. Målet er en harmonisk og retfærdig tilværelse for alle.

I et pilotprojekt bliver alle borgere i Shaghai overvåget og vurderet ved sammenkøring af registre. Foto: Jørgen Hedager Nielsen

Et program, som registrerer, om folk opfører sig ordentligt, er lanceret for borgerne ud fra sloganet “positiv energi i samfundet”. Det lyder som noget fra en science fiction-film eller fra en bog om tegnene i de sidste tider. Men en prototype fungerer allerede nu i Shanghai.

Programmet installeres på mobilen. Ved hjælp af det kan man få detaljerede vurderinger af alle virksomheder. Dette er ikke særlig kontroversielt, for det kender vi også lidt til i Danmark. Det foruroligende er, at den enkelte borger bliver registreret på samme måde.

Også private registreres

Hvis du var indbygger i Shanghai, så ville du have en profil på en stor offentlig computer. Computeren har ubegrænset adgang til alle data, som findes hos offentlige myndigheder, så din profil kan blive ganske detaljeret.

Alle oplysninger hos politiet, banken, sundhedsvæsnet, biblioteket, og så videre står til rådighed for programmet. Alt, hvad der findes om dig i offentlige computere, kan læses af det program, der styrer registreringen af dit liv. Er du medlem af en kirke, så indgår det i vurderingen af dig som samfundsborger.

Du kan anmode om din status. Så får du en bedømmelse, som fortæller, hvor god en borger, du er. Programmet hedder “Ærlige Shanghai”, og man vælger indtil videre selv, om man deltager. Guleroden er et pointsystem, der belønner ærlige borgere med rabatter på visse billetter og varer. Fordele man kun får, hvis man er med.

Målet er tillid

I løbet af de seneste år har 40 lignende pilotprojekter været i gang rundt om i Kina. Systemet skal efter planen være fuldt udviklet i 2020. Over 30 ministerier er involveret og Kinas højeste myndigheder bakker op. Regeringen har offentliggjort en tekst om projektet, hvor det hedder: “De troværdige kan vandre frit rundt overalt under himlen, mens de diskrediterede får svært ved at tage et enkelt skridt.”

Ovenstående er baseret på en artikel, som en af denne blogs læsere var så venlig at give mig et link til. Den stod i det danske onlinemagasin Zetland sidste år og er skrevet af en journalist, som har boet i Kina i mange år. Den ligger stadig frit tilgængelig her.

Offentlig kontrol med borgerne

Det handler naturligvis om, at Kommunistpartiet ønsker kontrol med borgerne. Der er indbygget en form for selvjustits i systemet. Ingen ønsker at blive rangeret som dårlige borgere, hvis det betyder, at man går glip af fordele, som er frit tilgængelige for de gode borgere.

Som det er nu, skal man selv tilmelde sig programmet, men myndighederne kan formodentlig – uden at spørge – registrere alle.

Meget snart vil mulighederne for at følge borgerne blive meget større. Allerede nu kan man via mobilen temmelig præcist følge den enkeltes geografiske placering. Ved hjælp af ansigtsgenkendelse kan politiet lokalisere en bestemt borger og følge vedkommende med de utallige overvågningskameraer.

Slut med kontanter

Måske er der ikke ret længe til, at vi ikke mere har kontanter. Det er allerede nu sådan, at man ikke kan aflevere mønter i sin bank, og en meget stor del af alle betalinger sker elektronisk. Rigtig mange har slet ikke kontanter på sig. Skridtet til at afskaffe dem kan ske inden for få år, og så skal al betaling ske elektronisk. Det betyder, at hvert eneste indkøb bliver registreret. Du kan ikke se en film eller købe en rejse, uden at det bliver gemt i en computer. Gennem billetsalget bliver det registreret, hvem du sidder ved siden af i biografen, og myndighederne ved også, om du giver en gave til Menighedsfakultetet eller Kattens Værn.

I min bog “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid” er mulighederne for overvågning i det kontantløse samfund en af de ting, jeg har leget lidt med.

Vi har fuldstændig tætte vægge mellem registrene, og de bliver aldrig sammenkørt. Sådan lyder det beroligende, hver gang politikerne indfører en ny form for registrering. Måske har de ret, men samkøring og overvågning er altså en mulighed for en femtedel af vredens befolkning allerede i dag.

Er det dyrets mærke?

Jeg har netop skrevet forklaringer til Bibelnøglen over anden halvdel af Johannes’ Åbenbaring (15.-25. oktober i år). Der blev jeg igen mindet om Lammets segl og dyrets mærke og de onde åndsmagters evne til at besnære og styre folkeslagene. Jeg tvivler indtil videre på, at “Ærlige Shanghai” er dyrets mærke, men tanken er fristende.

I Shanghai vælger man selv, om man vil være med. Profetien om dyrets mærke siger også, at man kan undlade at tage dyrets mærke på sig. I Shanghai betyder et nej til registrering, at man går glip af visse fordele. I Åbenbaringen hedder det, at den, der ikke vil tage dyrets mærke på sig, mister muligheden for at købe og sælge (Åb 13,16-18).

Jeg hælder mest til, at Lammets segl og dyrets mærke er noget mindre konkret, som har været i verden længe, men det er da fascinerende og ret skræmmende, at der nu dukker ting op, som har potentiale til at opfylde profetien på en måde, som man for få årtier siden ikke kunne forestille sig.

For ikke at blive misforstået, vil jeg gerne igen understrege, at jeg ikke tager stilling til, om “Ærlige Shanghai” er dyrets mærke. Måske er profetien allerede opfyldt, så Jesus kan komme igen nu. Som der står i Bibelens sidste vers: “(Jesus) siger: ‘Ja, jeg kommer snart.’ Amen, kom, Herre Jesus!”

 

Dommedagsuret viser nu to minutter i tolv

Dommedagsuret er netop blevet stillet 30 sekunder frem. Det justeres af en gruppe forskere, der samarbejder med flere nobelpristagere. To minutter i tolv viser det nu.

Vi har kun én gang før været så tæt på Jordens undergang. Det var i 1953, hvor der var fuld gang i våbenkapløbet, og den kolde krig var koldest. Ifølge en artikel fra Ritzau blev dommedagsuret skabt i 1947. Det stod da på 7 minutter i tolv, for Sovjetunionen havde netop testet sin første brintbombe.

En alvorlig situation

Dommedagsuret stilles hvert år af videnskabsmændene bag Bulletin of the Atomic Scientists. Det sikreste tidspunkt var i 1991, hvor det stod på 17 minutter i tolv. De sidste ti år har det ændret sig jævnt fra 5 til 2,5 minutter i tolv, og ved nytåret 2018 blev det stillet et halvt minut frem. En af årsagerne er, at Nordkoreas udviklingsprogram for atomvåben er gået rigtig hurtigt på det sidste. “Overdreven retorik og provokerende handlinger fra begge sider har øget risikoen for en atomkrig, der udløses ved en fejl eller en fejltolkning,” skriver forskerne, der justerer uret.

De globale klimaforandringer, striden om territorier i Det Sydkinesiske Hav og det anspændte forhold mellem Rusland og Vesten spiller også ind i vurderingerne. Forskerne understreger, at der er tale om en meget alvorlig situation, så det er vigtigt, at almindelige mennesker lægger pres på deres politikere for at gøre noget ved situationen, for alt håb er ikke ude endnu.

Videnskabsmændene bag dommedagsuret tager hensyn til atomtruslen, klimaforandringer, biologiske trusler, teknologi og andet.

Videnskabens profetier

Når man bevæger sig rundt på hjemmesiden for dommedagsuret, er det som at læse Jesu store profeti om tegnene i de sidste tider (Matt 24, Mark 13 og Luk 21). Bortset fra Antikrist, verdensmissionen og Israel, så er det meste med. Og forskernes advarsel er indtrængende.

På en kristen amerikansk hjemmeside læste jeg for nylig en artikel om angst. Skribenten mener, at USA’s kristenhed er præget af frygt og angst, sådan helt generelt. Han gjorde opmærksom på, at det egentlig er underligt, for sund kristendom burde været et værn mod frygt og angst. Og han har jo ret. “Kærlighed fordriver frygt” (1 joh 4,18).

Skræk eller løftet hoved

Lukas har en fin krølle med i sin gengivelse af Jesu store profeti om tegnene. Efter opremsningen af de mange voldsomme begivenheder, læser vi:

“Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden … Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,26-28).

Jesus profeterer her om to grupper. Først menneskeheden generelt. De skal gå til af skræk og frygt for det, som kommer over verden. Og så disciplene, som jo på forhånd har fået at vide, hvad det hele drejer sig om, fordi de har læst profetierne. De skal rette sig op og løfte hovedet. Det hele ender godt. Forløsningen nærmer sig.

Gud ønsker ikke, at vi skal leve i frygt. Han giver os det kristne håb som gave. Jordens undergang og dommedag er en overgang til noget meget bedre. En dag vil han gøre alting nyt.

Mere debat om dommedag

Læser man om Jesus i Det Nye Testamente, dukker der ting op, som for længst er gået i glemmebogen. Det er en doktor i teologi, der har opdaget dette, og han gør rede for det i en kronik i Kristeligt Dagblad.

Over kronikken i Kristeligt Dagblad (KD) den 22. januar stod der denne appetitvækker: Hver dag bliver Jesus sødere og sødere. Det er led i en bred bevægelse, hvor forkyndelsen er blevet ren sukkerklister. Men i Det Nye Testamente er forestillingen om dommedag og dermed Guds dom over mennesket afgørende. Tør vi igen forkynde det?

Kronikken kaldte på en kommentar. Her følger det debatindlæg, jeg har sendt til avisen. Det kan læses uden at kende kronikken:

Tør vi virkelig genoplive dommedag? Sådan spørger dr.teol. Carsten Beengaard i en kronik i KD den 22. januar. Som jeg forstår kronikken, mener Breengaard, at forkyndelsen af dommedag er blevet for slap. Amen til det. Det alvorlige i Jesu forkyndelse af dommedag og fortabelsens mulighed forkyndes for sjældent.

Men der er et par passager i kronikken, jeg er spørgende overfor. Breengaard har sat sig ned ved sit skrivebord og læst Det Nye Testamente. Og der fik han en del at vide om Jesus, “som man hverken møder hos Luther, Johannes Sløk eller i den kirkelige forkyndelse”.

Jesus taler ikke om Guds rige for at true til omvendelse. Det er en invitation. På soklen til Thorvaldsens Kristus står der: Kommer til mig. (foto: Jørgen Hedager Nielsen)

Jesu tale om dommedag mangler

Det, Breengaard savner hos Luther og i kirkens forkyndelse, er Jesu tale om dommedag. Han skriver, at dette “for længst er gået i glemmebogen”. Den påstand er alt for generel. Den gælder ikke alle forkyndere. Og da heller ikke Luther.

Når jeg med stor interesse kaster mig over en kronik med ordet “dommedag” i overskriften, skyldes det min mangeårige interesse for de sidste tider og Jesu genkomst. Denne interesse førte til bogen “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” (Lohse, 2016) og “Om lidt – roman fra en ikke så fjern fremtid” (BogAnker, 2017). Jeg skriver løbende om det på bloggen www.genkomst.dk.

Det har været vigtigt at understrege, at Jesu genkomst og dommedag er noget godt for kristne. Som kristne kan vi have “frimodighed på dommens dag” (1 Joh 4,14-17). Jesus siger i forbindelse med tegnene i de sidste tider: “Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,28).

Ikke en trussel

Jeg mener med andre ord, at Breengaard tager fejl, når han med henvisning til Jesu tale om, at Guds rige er nær, konkluderer: “Påstanden om Guds riges nærhed må forstås som en truende motivering til omvendelse.” Jesu forkyndelse af Guds riges nærhed knytter til ved Messias-løfterne, som handler om frelse og ikke om dom. Der er ikke tale om en trussel, men om en invitation til at tage imod frelsens gaver.

Man kan måske kalde Jesu tale om dommedag og den evige ild for en trussel. Jeg fortrækker at kalde det en advarsel, og det er ikke helt det samme. Når meteorologerne i min barndoms farvandsefterretninger i radioen kom med et stormvarsel for Doggerbanke, var det ikke for at true fiskerne til at søge havn. Det var en advarsel.

Vi tør ikke lade være

Til Breengaards afsluttende spørgsmål: “Tør vi virkelig genoptage forkyndelsen af dommedag?” må kristne forkyndere svare: “Eftersom Jesus taler meget om dommedag, hvordan tør vi så lade være?” Men vi skal bruge meget mere tid på at tale om Jesu død og opstandelse, som kan give os frimodighed på dommens dag.


Og så til en anden kronik. Den 11. december var der en kronik i KDsom var skrevet af en ateist. Jeg sendte dengang en kommentar til KD. Den blev ikke optaget, for netop i de dage fik læserbreve om tegneseriehunden Freddie første prioritet af debatredaktøren. Men her er teksten, som kan læses uden at kende kronikken:

 

Livets træ hænger sammen med opstandelse. Adam og Eva går ikke glip af frugten fra livets træ, men de må vente med at spise til efter opstandelsen.

Væk fra livets træ

Det var dejligt i kronikken den 11. december at møde en ateist, der søger samtale med troende. Tak for din invitation, Ib Ulbæk. Tillad mig at kommentere et par af dine betragtninger.

Du skriver, at mennesket selvforskyldt måtte forlade Edens have. Det er desværre rigtigt. Men så fortsætter du: “… mennesket mister det evige liv ved at miste adgangen til livets træ.” Det lyder som et temmelig afgørende punktum. Men det er et punktum, som Bibelen ikke sætter.

Går du et par vers tilbage i beretningen om syndefaldet (til 1 Mos 3,15), giver Gud der et løfte om frelse for det faldne menneske. Kvindens sæd er Jesus – menneske og Gud i én person. Slangen er Satan, der huggede Jesus i hælen langfredag. Men Jesus knuste slangens hoved samme dag. De dunkle ord handler altså om det helt centrale i kristendommen – at Gud gør det, som er nødvendigt til vores frelse.

Gud ville beskytte

Et syndigt menneske kan ikke tåle at stå ansigt til ansigt med den hellige Gud, og det gjorde Gud noget ved i påsken. Han har fjernet den evige konsekvens af synden ved selv at tage straffen for den. Vores forkerte handlinger har stadig konsekvenser, men ikke for evigheden.

Og så er vi tilbage ved livets træ. Når Gud spærrede adgangen til livets træ, var det fordi han skulle have frelsen på plads, inden de fik lov at spise. Derfor sagde han: “Bare de nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ …” Formålet med at spærre adgangen var at beskytte mennesket mod en evig tilværelse uden Gud.

Jeg har, ligesom du, også skrevet en bog. Min hedder “Han gør alting nyt” og handler om Jesu genkomst, som er et nøglepunkt i Gud plan for det evige liv. Der gør jeg rede for, at Bibelen ikke sætter en modsætning op mellem et meningsfyldt og nærværende dennesidigt liv og så det evige liv i et genoprettet Paradis.

Der bliver igen adgang til livets træ

Bibelen slutter heldigvis ikke efter det tredje kapitel. Mange af de senere kapitler handler om Guds bestræbelser på at genoprette forholdet til os faldne mennesker. De to sidste kapitler fortæller, at vi i evigheden skal leve i en genoprettet virkelighed, hvor der er fri adgang til livets træ. Sådan sluttes ringen.

Du skriver: “Jeg har svært ved at overbevise mig selv om, at der er et håb ud over døden.” Den gode nyhed er, at du ikke behøver at overbevise dig selv. Hvis du rækker Gud en lillefinger, så skal han nok sørge for resten.

Gud har overbevist mig, men det kunne han kun gøre, fordi jeg var parat til at afgive suverænitet. Det kan anbefales. Intet er større end det håb, han har givet mig. Jeg skal leve evigt i en herlig virkelighed, hvor vi frit kan spise af livets træ på en jord, som han har gjort ny.

Der stilles ingen adgangsbetingelser i form at gode gerninger eller andet. Der er fuld fortrydelsesret. Du kan til enhver tid forlade Gud igen. Han tvinger ingen, hverken til at træde ind i fællesskabet med ham, eller til at blive der. Men han gør temmelig meget for at gøre livet med ham så attraktivt, at vi bliver hængende.

 

Troen på dommedag trænger til en gang sandpapir

Vi kristne bør tale mere med muslimer om dommedag, skrev Steen Skovsgaard i en kronik. Men for mange kristne er det nærmest pinagtigt.

 

For kristne er det nærmest pinagtigt at tale om dommedag. Men både kristne og muslimer tror på dagen, hvor mennesker skal aflægge regnskab, skrev Steen Skovsgaard i en kronik i Kristeligt Dagblad den 2. januar. Han fortalte om samtaler, han for mage år siden havde med imamer i Danmark. Han var blevet klar over, at muslimer også tror på Jesu genkomst. Der må derfor være et godt afsæt for samtale om det emne.

De drak te i imamens hjem, og så sagde imamen: ”Der går ikke en time, hvor jeg ikke tænker på dommedag.” Og efter en kort pause: ”For hvordan vil det mon gå på dommens dag?” Der var en smerte og ægte bekymring i ordene. Skovsgaard fik svaret noget i retning af, at det faktisk ikke var noget, han tænkte så meget på. At frygten for dommedag ikke er noget, som fylder for kristne. Vi tror jo på Jesus som vores frelser.

Dommedag som samtalemulighed

Samtalen blev ikke glemt af Steen Skovsgaard. Han er overbevist om, at dommedag er en vigtig problemstilling og en uudnyttet samtalemulighed mellem kristne og muslimer, og så nævner han tre forhold, man må holde sig for øje i en sådan samtale:

  1. ”Ikke alle fingre er ens, selvom de sidder på samme hånd.” Sådan lyder et arabisk ordsprog. Det betyder, at islam er fuld af nuancer og forskelligheder, og at ikke alle muslimer tænker og tror det samme. Det kan lyde banalt, men vi bør huske, at muslimer er lige så forskellige som kristne, og vi ved ikke, hvad de tror, førend vi har talt med dem.
  2. For det andet er det vigtigt at se forskellene i øjnene. Det er på forskellene, at vi kender hinanden. Det kan være udmærket at kende til lighederne og tale om dem, men det afgørende er at kende og være sig bevidst om forskellene. Det er, som hvis vi vil sammenligne et æbletræ og et pæretræ. De har mange ligheder, men de er ikke ens. Og det er forskellene, som definerer, hvad det er for et træ. Det er ligeledes forskellene, der definerer os som troende. Derfor skal vi værne om og være bevidst om forskellene.
  3. I de mange samtaler, jeg i årenes løb har haft med muslimer, har jeg gang på gang oplevet det, som jeg har kaldt for sandpapir for troen. At møde islam er sandpapir for kristentroen. Islam er en modsigelse af det inderste i den kristne tro, og at blive modsagt er netop med til at få én til at overveje og skærpe bevidstheden om eget ståsted. Det forhold gælder i øvrigt for begge parter.

Dommedag er mere end undergang

Steen Skovsgaard håber, at en samtale med muslimer om dommedag kan være med til at gøre emnet tydeligt for kristne. Han skriver: ”Islam er Guds ris til en lunken kristenhed, siger Luther et sted. Det er en karsk måde at udtrykke, hvordan islam kan være med til at bevidstgøre dét i kristentroen, som er blevet lunkent, mosbegroet eller uklart. Og det er dommedag. Selvom det er et centralt tema i kristendommen, i Jesu forkyndelse og i bekendelsesskrifterne, så er det ikke alene upåagtet og trænger til at blive slebet op, det er endda blevet pinagtigt at tale om eller at tro på dommedag. Så hellere tie eller latterliggøre og overlade dommedag og dommedagsforestillingerne til sekter, dommedagsprofeter, katastrofefilm og science fiction-bøger. Derfor forbindes dommedag efterhånden udelukkende med katastrofer, krige, klimaforandringer og økonomisk sammenbrud. Ikke underligt, at mange bliver knugede, triste, modløse og bange, når de hører om dommedag. For hvordan kan man holde ud at høre, at denne verden skal gå under? For ikke at lade andre overtage betydningen af dommedag må vi som kristne besinde os på, hvad vi mener, når vi taler om dommedag. Det er nemlig ikke bare verdens undergang.”

Islam om dommedag

Tidligere biskop Steen Skovsgaard er i gang med en ph.d.-afhandling om dommedag i islam og i kristendommen. I den forbindelse har han fundet følgende på en islamisk hjemmeside: ”Dette liv: dunya, tjener udelukkende som forberedelse til det næste liv: akhira. Ved vores fødsel blev vi skabt i fitrah (syndfrihed), men igennem hele vores tilværelse i dunya, fra det allerførste åndedrag til det sidste sekund, bliver vi fulgt af to engle, som noterer alle vores gerninger. Vi bliver holdt ansvarlige for de gerninger, vi udfører, og de intentioner, vi har valgt at have. Regnskabet begynder i graven, og det er dette regnskab, der afgør vores skæbne i akhira. Dette faktum bør man hele tiden være sig bevidst. Så livet er en test, en forberedelse til at møde Gud, som en eksamen.”

Bibelen om dommedag

Den kristne opfattelse af dommedag er ikke helt så enkel. Skovsgaard forklarer:

Vi venter ganske vist også på det kommende Gudsrige, men vi tror samtidig på, at det allerede er ankommet. Gud er kommet til verden gennem Jesus Kristus. Vi er i ham befriet fra dommen, ja, befriet fra døden og fortabelsen.

Og han slutter: “Det er faktisk det, som Jesus også siger, når han taler om de sidste tider og dommedag: ‘Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.’ Med andre ord: Vær frimodige. Glæd jer og frygt ikke. For jeres fader har besluttet at give jer riget. Dommedag ligger på en måde bag jer. Eller rettere, som Jesus siger: ”I er allerede rene, på grund af det ord, jeg har talt til jer” (Joh 15,3). På den måde er frygten for dommedag i evangeliet afløst af frimodighed, tillidsfuld glæde og tryg forventning. Og hvor har vi dog brug for at høre det og tale om det.”

Tegnene på de sidste tider i 2017

2017 bragte os et år nærmere Jesu genkomst, men hvor længe skal vi vente endnu. Her er en lille status over nogle af tegnene i 2017.

Dette indlæg sluttes med en kraftig godbid fra Luther, men først skal vi bruge årsskiftet som anledning til at gøre lidt status. Jesus gav os en omfattende profeti om tegnene i de sidste tider (Matt 24), for at give os mulighed for at skønne, om han står for døren (vers 33). Men hvad antyder de tegn, vi så i 2017?

Forfølgelsen stiger

I Jesu store profeti er der et enkelt tegn, som han nævner tre gange, nemlig den antikristelige forfølgelse og forførelse. Ifølge de eksperter, der undersøger forfølgelsen af de kristne i hele verden, var der også i 2017 en stigning. Kristeligt Dagblad fortalte på en af årets sidste dage, at komplicerede konflikter har en tendens til at være usynlige i medierne. I mange af disse konflikter er kristne på en særlig måde i klemme. Et eksempel illustrerer det: I Den Centralafrikanske Republik er cirka halvdelen af landets beboere afhængig af nødhjælp. Omkring 80 procent af de 4,6 mio. indbyggere er kristne. Alligevel ligger landet som nummer 36 på Åbne Døres rangliste over de lande i verden, hvor kristenforfølgelsen er værst.

Forførelsen stiger

Når det gælder forførelse, så vi i den vestlige verden et øget frafald fra Bibelens lære. Et eksempel er holdningen til ægteskab for homoseksuelle. I juledagene kunne en ung mand fortælle i nyhederne, at han ønskede at bliver viet til sin mand ved et kirkebryllup, men han måtte spørge 16 præster, inden han fandt én, der ville gøre det. I samme nyhedsklip blev det oplyst, at kun cirka hver fjerde præst siger nej til at forestå en vielse af homoseksuelle. Lad dem, der har forstand, regne på tallene! Hvor stor er sandsynligheden for, at man kan spørge 16 præster, før man rammer én af de 75 procent, der siger ja – hvis man altså spørger tilfældigt? Journalisterne slugte historien råt. Deres normale vinkel er nemlig at sætte fokus på kirkens urimelige snæverhed.

Da historien dukkede op, var der straks politikere, der som sædvanligt fór op og krævede, at de “statsansatte” præster skal tvinges til at følge landets demokratiske værdier. For hver gang sådanne historier dukker op, er der lidt flere forargede politikere, og på et tidspunkt er der sikkert et flertal. Vores ret fornuftige kirkeminister stod igen frem og understregede, at de nej-sigende præster er i deres gode ret til at nægte, og at sådan skal det være i et land med religionsfrihed. Men biskopperne var tavse. De fandt sig igen i, at båndene mellem kirken og staten blev strammet et lille nøk. Det må være fordi, de finder det i orden.

Tak, Mette Bock for at sige, som du gør. Men trods hendes ord har det større og større omkostninger at stå fast på Bibelens lære. Fristelsen til at svigte Guds ordning med de to køn bliver større, hver gang sådanne historier dukker op.

Jerusalem som Israels hovedstad

Når det gælder endetidstegn, vil mange pege på anerkendelsen af Jerusalem som Israels hovedstad. I bogen “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” skrev jeg, at oprettelsen af staten Israel i 1948 for mig at se er et endetidstegn. I forlængelse af det, vil det være logisk at opfatte Donald Trumps anerkendelse af Jerusalem som hovedstad på samme måde. Når jeg viger lidt tilbage for det, skyldes det måske, at jeg ikke har lyst til at give Trump den ære. Og det er jo noget ævl, for der er ingen ære ved at opfylde en profeti. Vi giver jo heller ikke Antikrist ære, selv om han opfylder en hel del profetier.

I min roman har jeg forsøgt at forudsige udviklingen de kommende år, men jeg håber ikke, de går i opfyldelse.

Som det fremgår af romanen “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid”, forestiller jeg mig, at et af kendetegnene på de kommende år vil være en øget modstand mod bibelsk forkyndelse. Det gav 2017 en del eksempler på. Hvordan mon det går i 2018? Forhåbentlig får jeg ikke ret.

Vi kender ikke dagen for Jesu genkomst, men vi ved, at her ved årsskiftet er den kommet et år nærmere end sidst, vi sagde “Godt nytår!”

Jesus kommer også anden gang i sin legemlige skikkelse, siger Luther.

Luther om Jesu genkomst

Også i 2017 var der flere forsøg på at bortforklare evangeliet om Jesu og vores legemlige opstandelse. Luther får lov til at slutte jubilæumsåret med nogle tanker om legemligheden ved genkomsten. Det er fra Luthers Adventspostille (2. s. i advent). Bibelteksten er: “Og de skal se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed” (Luk 21,27).

Her kan du fornemme kraften i de skarer af engle, helgener og alle skabninger, som kommer med Kristus til dommen – forstå det ret – og at magten og styrken i dette Kristi andet komme er så meget mægtigere, som det første var syg og ringe. Desuden siger han ikke blot: “Han kommer,” men: “De vil se ham komme.” For efter den legemlige fødsel er han også kommet, men blev ikke set af nogen. Han kommer stadig hver dag åndeligt ind i de troende hjerter ved evangeliet. Det er der heller ingen, der ser. Men denne fremtid vil indtræffe åbenlyst, så enhver må se ham, som Åb 1,7 også siger: “og hvert øje skal se ham”, og de vil se, at han ikke er nogen anden end mennesket Kristus i legemlig skikkelse, som han er født af Maria og har vandret på jorden. Når han siger: “De skal se Menneskesønnen,” er det tydeligt, at det handler om en legemlig fremtid, og legemlig skuen af en legemlig skikkelse – dog med stor magt, med store skarer af engle og med al herlighed.

En fantastisk adventsdprædiken

Aldrig vil jeg glemme den følelse af lykke, der greb mig ved muligheden for, at det kunne være ham selv, fortæller Kaj Munk om en oplevelse, der gav ham den tanke, at det kunne være Jesu genkomst.

Anden søndag i advent, 1940, holdt Kaj Munk en stærk prædiken i Vedersø kirke. Dette er en forkortet og tilrettet udgave:

I vores fantasiløse tid er der en del kristne, der ikke længere kan forestille sig Jesu genkomst. »Hvis der skal være tale om en dommedag,« erklærer de, »da må det forstås åndeligt. Den vil finde sted i hjerterne ved den enkeltes død.« Hvilken fattig kattepotelære! Helt anderledes er det, når Jesus taler om dommedag. Da mærker vi løvens klo.

* * *

Det onde har hugget sine rødder alt for dybt i vor gamle Moder Jord til, at det er muligt at grave dem op. Kræften kan brede sig i et legeme, så ingen kirurg, hvor mestersikkert han end fører sin kniv, kan drage alle dens grene og rødder op, og legemet ved til sidst ikke anden måde at gøre det af med sin fjende på, end ved som Samson at følge med den i døden.

* * *

Andetsteds varsler Jesus, at I skal høre krige og rygter om krige. Folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige; og der skal være hunger og pest og jordskælv her og der. Falske profeter skal opstå og forføre mange. Og fordi uretfærdighed vokser, skal kærligheden blive kold i mange.

Ja, sådan varsler Kristus, og vi synes jo: Jamen er det ikke netop et referat af alt, hvad der sker omkring os i disse år? Og vi kan løfte øjnene mod skyerne og spørge næsten utålmodigt: Herre, kommer du ikke snart? Men Kristi kirke tager afstand fra alle dem, der mener at kunne angive et klokkeslæt.

* * *

Velsignede tanke, at den sidste instans ikke er, hvad folk mener, ikke er historiens nøjagtig lige så vilkårlige dom, ikke er det blå ingenting. Sidste instans er Kristus, Guds søn, Menneskesønnen.

Jeg ser på det, der stabler sig op ved samvittighedsløshed og ryggesløshed og gør sig større end alle folkene — og jeg ved, at hvor stort det end gør sig, er der dog en dommer over det. Lad det så rase sin lille tid, retfærdigheden vil indhente det. Og jeg ser på det i verden ydmygede og ringeagtede, og jeg lider sammen med det og holder lidelsen ud, fordi jeg ved, der kommer en oprejsningens dag.

Og mit eget liv, min stykkevise erkendelse af, hvad der er ondt og hvad der er godt i det, hvad der er synd og hvad der er sejr. Hvor velsignet, at ingen jordisk domstol skal fælde sin dom over det. Min dommer er ham, som jeg kalder min frelser!

Hvordan det skal gå til? Ingen Shakespeare har fantasi til at tænke sig det. Men Gud er jo også større end Shakespeare. Det er mig nok at tro på, at det skal gå til.

For en 15-16 år siden stod jeg en perlende sommermorgen i min have, aldeles fortabt i livets dejlighed. Da hørte jeg på én gang en underlig tone i luften, og jeg tænkte: Det skulle dog vel aldrig være Herren, der kommer igen.

Det viste sig nu senere hen, at redningsbåden ved havet holdt øvelse, og det var en raket, der var fyret af. Men jeg hverken lo af mig selv eller skammede mig. Jeg havde fået noget at vide om mig selv, jeg var glad for.

Og aldrig vil jeg glemme den følelse af lykke, der greb mig ved muligheden for, at det kunne være ham selv. Skønnere syntes jeg ikke, den skønne sommermorgen kunde krones.

* * *

Vi tør jo ikke tro på, at alle skal frelses — det er grækerdom mere end kristendom. Men vi vil våge og bede, for at hans forbarmelse kan udstrække sig til millioner flere, end vi nu tør tro.

 

Hele prædikenen i sin oprindelig form kan læses her. 

Kalv og ungløve græsser sammen

Herlige glimt af den verden, som bliver resultatet, når Gud har gjort alting nyt. En opfordring til at væbne sig med tålmodighed, og endnu en formaning om at være rede. Det er forløbet af gudstjenesten på anden søndag i advent.

En ny og bedre verden venter.

Det begynder i Det gamle Testamente med Esajas’ profeti om Jesu fødsel. Han er som en kvist, der skyder fra Isajs stub. Jesus er den Messias, Gud havde lovet sit folk (Es 11,1-10).

Den kommende frelser, jødernes Messias, “lever og ånder i frygt for Herren. Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører; han dømmer de svage med retfærdighed, fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse”.

En paradisisk fremtid

Efterhånden går profetien over i en beskrivelse af det genoprettede skaberværk, som er vores evige fremtid. Det bliver virkelig paradisisk. “Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem. Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen. Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul. Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund.”

På den dag skal frelseren Jesus stå som et banner for folkeslagene, og “hans bolig skal være herlighed”.

Vær tålmodige for Herren er nær

Epistlen er meget kort. Tre punktummer rækker. Det er Jakobs opfordring til at være tålmodig (Jak 5,7-8). I den menighed, han skriver til, har de kendt profetierne om Guds riges totale gennembrud, som der profeteres om hos Esajas og flere andre profeter. Med den viden er det ikke underligt, at forventningens glæde har fået dem til at længes.

“Brødre, vær tålmodige indtil Herrens komme,” skriver Jakob. “Tænk på, hvordan bonden tålmodigt må vente på sin jords dyrebare afgrøde, indtil den har fået efterårsregn og forårsregn. Også I skal være tålmodige og gøre jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær.”

Ordene om bonden, der venter på sin høst, minder om en situation, hvor Jesus ynkedes over en stor folkeskare. Da sagde han til sine disciple: “Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst” (Matt 9,37-38).

Vi ved fra Peter, at det eneste, Gud venter på, inden han sætter punktum for al ondskab, synd, sorg og død, det er at flere kommer til tro (2 Pet 3,9-13). Lad os derfor følge Jesu opfordring og bede om flere arbejdere i Guds rige.

Olien skal ikke købes

Ellen Hofman-Bang. Fra “Giv agt”.

Og så går præsten op på prædikestolen og udlægger lignelsen om de ti brudepiger. Den er ikke helt enkel, men pointen i lignelsen er tydelig nok: “Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen” (Matt 25,1-13).

Engang i 1970’erne fik vi på en bibelcamping besøg af en busfuld svenskere, der var på missionsrejse i Danmark. Da ordet blev frit, gik lederen for gruppen på talerstolen og formanede os til at have olie på lampen. Hvis ikke vi havde ekstra olie, skulle vi sørge for at få købt noget. Der var en række priser, som skulle betales for denne olie. Det var åndsdåb, bekendelse af troen, tungetale, tiende og så videre. Desværre havde han overset en væsentlig detalje i lignelsen. De, der gik til købmanden for at købe olie, kom ikke med til festen.

Gud holder os fast

Uanset, hvad olien er et billede på, så er den gratis. Frelsen er fri. Jesus har gjort alt, hvad der skal til, for at vi kommer med, den dag han henter os til festen. Der er ganske vist et liv, der skal leves under Guds ords vejledning, for at troen ikke dør, men det liv kan ikke gøres op i bestemte priser, vi skal betale.

Det er ikke os, der skal holde Gud fast med bestemte lovgerninger. Gud holder os fast, hvis ellers vi giver ham lov. Det gør han blandt andet med en formaning som denne: “Våg derfor!” Han har både vilje og magt til at holde os fast, og han ønsker hver eneste af os i sit rige til evig tid.


Denne julegave
kan refunderes

En bog er altid en god gave.

“Om lidt” leveres med en seddel, der giver ret til at få pengene refunderet. Hvis den ikke falder i smag, eller hvis der var flere under træet, er pengene ikke spildt.

Ateistens drømmesamfund svarer til profetierne

En ny roman antyder et ateistisk drømme-samfund, der på mange måder ligner den virkelighed, vi som bibellæsere kan se for os ud fra profetierne om trængslen i de sidste tider. Det er Dan Brown, der har været ved tasterne igen.

Dan Browns nye roman er spændende, og så er helten igen på videnskabens side imod al religion – som om de to altid må udelukke hinanden.

Det var en speciel oplevelse at læse Dan Browns seneste spændingsroman “Oprindelse”. Det er den femte roman med symbolforskeren Robert Langdon som hovedperson. Serien omfatter også “Da Vinci Mysteriet”, der for alvor slog Dan Browns navn fast. Med den skabte han en bestemt type romaner, som mange forfattere senere har efterlignet. Det er underholdende spændingsromaner, hvor dét at knække en eller flere koder hjælper helten i den rigtige retning, og hvor kirken spiller en negativ rolle i form at fordrejede kendsgerninger, fjendskab mod videnskaben og et konspiratorisk arnested for bogens ondsindede skurke.

Antikrist er helten

“Oprindelse” handler om en form for antikrist, som i Dan Browns optik er helten. Det er den højt begavede Edmund Kirsch, som er berømt for sine utroligt præcise forudsigelser af den videnskabelige udvikling på elektronikkens og naturvidenskabens områder. Kirsch har bebudet, at han har forsket sig frem til videnskabeligt holdbare svar på de to helt grundlæggende spørgsmål “Hvor kommer vi fra?” og “Hvor er vi på vej hen?”

Romanen åbner med, at Edmund Kirsch har inviteret nøglepersoner fra hele verden til en event på Guggenheimmuseet i Bilbao. Robert Langdon er blandt de inviterede. Eventen vil blive live-transmitteret til hele verden, og de fremlagte kendsgerninger vil være så overbevisende, at religionernes tid definitivt vil være forbi.

Dan Brown har med andre ord slået et meget stort brød op. Hans store styrke som forfatter er at skabe spænding, men når det gælder Edmund Kirschs opdagelser, som først afsløres hen mod bogens slutning, er det en fuser. Alligevel fremstiller Dan Brown opdagelserne som helt fantastisk epokegørende. Ifølge romanen sætter offentliggørelsen hele verden op mod dem, der holder fast i troen på en skabende Gud.

Desværre kan Dan Brown have ret i, at der ikke skal ret meget sagligt indhold til, for at gøre troende kristne til et forfulgt mindretal. Når bare det præsenteres tilstrækkeligt overbevisende. Vi taler jo om åndskamp her, og ikke om sunde argumenter.

(Til eventuelle Dan Brown-læsere: Med dette har jeg ikke afsløret noget, der ødelægger jeres læseoplevelse. Når det gælder action og spænding, er “Oprindelse” stort set på højde med hans andre romaner.)

En religion uden Gud

Romanens overraskelse ligger ikke i, at videnskabsmandens opdagelse i mine øjne er en fuser. Den ligger et andet sted, nemlig i skildringen af et fremtidigt drømmesamfund.

Kirsch har bygget en supercomputer med kunstig intelligens. Den har fungeret som hans samtalepartner og inspirator. Han har givet den navnet Winston efter sin helt Churchill, og den er meget symbolsk placeret i en nedlagt kirke i Barcelona. Winston er programmeret til at udsende Edmond Kirschs epokegørende opdagelse direkte via internettet. Men udsendelsen kræver en kode, som Robert Langdon jagter i en stor del af bogen.

Efter en vellykket afvikling af offentliggørelsen siger Winston til Robert Langdon: “Hvad der nu sker, afhænger af folks evne til at opgive gamle trossætninger og acceptere nye paradigmer. For et stykke tid siden betroede Edmond mig at det ironisk nok ikke var hans drøm at udrydde religion … men snarere at skabe en ny religion – en universel tro der forener folk i stedet for at splitte dem. Han tænkte at hvis man kunne overbevise folk om at de burde ære den naturlige verden og de fysiske love der har skabt os, ville alverdens kulturer også begynde at dyrke den samme skabelseshistorie i stedet for at gå i krig om hvilke af deres antikverede myter der var den rigtigste.” (Et centralt citat fra romanen).

Som en form for motto over det hele står en linje af William Blake: “De mørke religioner er døde og den smukke videnskab regerer.”

Uden sammenligning i øvrigt, så har Dan Brovns og mit eget fremtidsscenarie visse overlapninger.

Ateistens drømmesamfund stemmer med profetierne

I mit arbejde med “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid” beskriver jeg en virkelighed, hvor den udvikling, vi kender, har ført til et endnu mere antikristeligt samfund. Til min overraskelse svarer Edmund Kirschs drøm om et idealsamfund på en skræmmende måde til mine forestillinger.

Bibelens profetier fortæller om en virkelighed, som i stigende grad bliver præget af Antikrist og antikristelige kræfter. Det vil betyde øget trængsel for sande kristne. Dan Browns nye roman viser, at i ateistens øjne vil det samme samfund være fyldt med løfter om en herlig tilværelse, hvor man er fri for alle os, der ødelægger freden og fremskridtet med vores tro på “antikverede skabelsesmyter”.

Dan Browns “Oprindelse” vil blive læst af millioner af mennesker ud over verden. Måske bliver den endda filmatiseret af Hollywood med Tom Hanks i hovedrollen, som det allerede er sket med tre af Robert Langdon-romanerne.

* * * *

Og så skal vi her i adventstiden have med, at Jesu store profeti om trængslerne i den sidste tid munder ud i disse ord fra vores frelser:

“Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,28).

Jerusalem hvor Gud og mennesker skal bo sammen

Der er ikke guld på gaden i det ny Jerusalem. Det påstår jeg frimodigt, selv om apostlen Johannes skriver: “Og byens gade var af det pure guld som gennemsigtigt glas” (Åb 21,21). Når begge dele kan være sande, skyldes det, at ordene i Johannes’ Åbenbaring skal læses symbolsk, mens min påstand skal forstås bogstaveligt.

Det kan ikke lade sig gøre at tegne det ny Jerusalem efter Bibelens anvisning. Dette er det bedste forsøg, jeg har fundet.

Vi vender tilbage til det med guld på gaderne, men først skal vi lige en hurtig tur gennem Bibelen for at konstatere, at det himmelske Jerusalem omtales mange steder.

Jerusalem som Guds brud

Esajas har flere profetier, som handler om Jerusalem. Et sted henvender han sig til Jerusalem og siger: “… som den unge mand tager jomfruen til hustru, tager din genopbygger dig til hustru, og som en brudgom fryder sig over sin brud, fryder din Gud sig over dig” (Es 62,5). Dette løfte til Jerusalem handler i første omgang om en bogstavelig genopbygning af byen, som også skete. Men profetien rækker langt ud over det.

Den evige betydning bliver tydelig, når Esajas profeterer: “Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det. Men I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd; jeg vil juble over Jerusalem og fryde mig over mit folk. Der høres ikke mere gråd eller skrig …” (Es 65,17-20)

Det frie Jerusalem er vor moder

Både Paulus og Hebræerbrevets forfatter bruger det himmelske Jerusalem som billede på nåden og evangeliet. “I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem,” skriver Hebræerbrevets forfatter. Bemærk, at han taler i nutid. Han omtaler det som en modsætning til at høre til på Sinaj, lovens bjerg (Hebr 12,18-24). Paulus er inde på det samme, når han skriver: “Men det himmelske Jerusalem er frit, og det er vor moder” (Gal 4,21-26).

I kapitel 11 skriver Hebræerbrevets forfatter om de mange forbilleder på tro, vi har i Det gamle Testamente. Midt i opremsningen af troende har han pludselig en bemærkning om det ny Jerusalem. “Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden … Derfor skammer Gud sig ikke ved dem eller ved at kaldes deres Gud. For han har allerede grundlagt en by til dem” (Hebr 11,13-16).

Englen spurgte Johannes, om han ville se bruden – og viste han det ny Jerusalem (Gustave Doré).

Jerusalem er Guds by

Det vigtigste sted har vi i slutningen af Johannes’ Åbenbaring, men han nævner det også tidligere: “Den, der sejrer, vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel … og på ham vil jeg skrive min Guds navn og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, der kommer ned fra himlen fra min Gud, og mit nye navn” (Åb 3,12).

Evangeliet om det ny Jerusalem møder vi for fuld udblæsning, når vi kommer til Johannes’ Åbenbaring kapitel 21: “Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb 21,1-4).

Her er Jerusalem igen sammenlignet med en brud, akkurat som i citatet fra Esajas. Og det bliver endnu mere forunderligt, for en engel spørger Johannes, om han har lyst til at se bruden (Åb 21,9).

Jerusalem kommer ned fra himlen

Englen, der vil vise Johannes bruden, Lammets hustru, fører Johannes op på et bjerg og peger på bruden. Men det, der ligger udbredt for deres øjne ligner ikke en brud. Det ligner en by. Johannes ser “den hellige by, Jerusalem, der kom ned fra himlen, fra Gud, med Guds herlighed.”

Vi er vant til at tænke på udtrykket “Lammets brud” som en symbolsk betegnelse for menigheden. Men sammenhængen i kapitel 21 tyder på, at vi også skal opfatte det ny Jerusalem som en symbolsk betegnelse for menigheden – Guds folk. Eller måske er det mere rigtigt at sige, at det er en symbolsk betegnelse for foreningen af Gud og menigheden. Ligesom Lammets bryllup er en forening af brud og brudgom

Så stor vil det ny Jerusalem være, hvis målene opfattes bogstaveligt. Opfattes de symbolsk, fortæller de os, at der er tale om noget, der overgår vores fatteevne.

Jerusalem har form som en terning

I beskrivelsen af det ny Jerusalem dukker der nemlig noget helt bestemt op. Englen måler byen med en målestok af guld, og det viser sig, at byen er terningformet. Vi kender kun terningen fra ét andet sted i Bibelen, nemlig det allerhelligste i åbenbaringsteltet og templet.

Det allerhelligste var Guds bolig midt i folket. Det syndige menneske kan ikke tåle at være sammen med den hellige Gud. Derfor var adgang til det allerhelligste strengt forbudt. Kun én gang om året, måtte ypperstepræsten gå derind – og aldrig uden offerblod.

Langfredag, netop som Jesus døde på korset, blev forhænget foran det allerhelligste flænget fra øverst til nederst (Matt 27,51). Jesu død gav fri adgang ind til Gud for den, som har fået sin synd tilgivet. Alt dette skal vi tænke med, når vi forsøger at forstå, hvad det ny Jerusalem er.

Vi skal også huske, at det ny Jerusalem i evigheden skal være på jorden, og at Gud tager bolig på jorden hos menneskene (Åb 21,3).

En vits om guld på gaden

Her kommer den eneste Sankt Peter-vittighed, jeg finder okay. At tale om Sankt Peter som dørvogter ved Perleporten er folketro og ikke bibelsk, men denne skal alligevel med:
En rig mand lå for døden. Han ville gerne have en guldbarre med i kisten, sådan for at have lidt i reserve for en sikkerheds skyld. Præsten var ikke meget for det. Adgangen var jo helt gratis, men gav sig til sidst. Da den rige mand stod ved Perleporten spurgte Sankt Peter: “Hvad er det, du holder der bag ryggen?” Lidt beklemt holdt den rige mand sin guldbarre frem. “Men kæreste ven,” udbrød Sankt Peter overrasket. “Hvorfor har du dog taget en brosten med!”

Renset og smykket af Kristus

Men altså som sagt i indledningen, så er der ikke bogstaveligt talt guld på gaderne i det ny Jerusalem. Da Johannes skulle beskrive det syn, han havde, måtte han ty til det allerflotteste, han kendte til. Derfor er beskrivelsen af det ny Jerusalem præget af dyre smykkesten, ædle metaller og klart glas, som dengang var meget kostbart.

Når vi engang oplever det i virkeligheden, vil det langt overgå den beskrivelse, Johannes ved Åndens hjælp med menneskeord var i stand til at give os i Bibelens sidste par kapitler. Hvilken herlighed, det i virkeligheden handler om, har Paulus antydet:

“… Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri” (Ef 5,25-27).

Og så lige et par bemærkninger til sidst:

  • Når Jesus før sin himmelfart lovede disciplene, at han ville gøre en bolig rede i himlen (Joh 14,2-3), så er det en bolig i det ny Jerusalem.
  • Livets Bog er en fortegnelse over indbyggerne i det ny Jerusalem (Åb 20,15).

Når jeg skriver om det ny Jerusalem nu, skyldes det, at jeg har en uges Nota Bene-andagter i Københavns Kristne Nærradio i uge 48, og der lover jeg lytterne, at de kan læse mere om det ny Jerusalem her på siden (Efterhånden som de udsendes i radioen, kan Nota Bene høres som podcast her).

 

Virkeligheden indhentede fantasien

Den nye bog fik titlen “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid”. Jeg ved ikke, hvor fjern den fremtid er, men allerede under arbejdet med manuskriptet kom noget af det ret tæt på.

Så er bogen i hus og klar til ekspedition.

Under den første del af arbejdet med manuskriptet sad jeg og skrev om en flygtningestrøm fra syd, der blev så massiv, at de europæiske myndigheder ikke kunne stoppe den. Men pludselig hørte vi i medierne, hvordan flygtninge væltede ind i Europa, og vi så, hvordan de vandrede ind i Danmark ad motorvejene. Så måtte jeg tage den del ud, for bogen handler jo angiveligt om fremtiden.

Det er en underlig fornemmelse at sidde og digte en version af fremtiden, og så sker det pludselig for øjnene af én.

Trængslen er begyndt

“Om lidt” sætter nogle af de ting på spidsen, som vi allerede nu kender lidt til. Det kom især til at handle om forfølgelse og forførelse, som i Bibelen under ét kaldes trængsel. Netop trængslen står centralt i mange af Bibelens profetier om de sidste tider.

Vi ved ikke hvor slemt det skal blive. Ja, ret beset ved vi vel ikke engang, hvor slemt det er nu. Aldrig før har så mange troende kristne lidt under forfølgelse – andre steder i verden. Og forførelse skal ikke måles på, hvor forfærdeligt vi oplever det, men på, hvor mange der falder fra. Og det ved kun Gud.

Emil kommer i klemme

Hovedpersonen i “Om lidt” er Emil, der læser teologi på Menighedsfakultetet. Han har netop været et halvt år i Jerusalem for at samle stof til at gøre sin uddannelse færdig. Meget er forandret, da han vender tilbage til Danmark. Åndsfriheden er indskrænket, og det er nærmest blevet kriminelt at tale åbent om, at Gud hader synd. Emil kommer i klemme, og han begynder at interessere sig for de sidste tiders tegn.

Undervejs lærer vi også Emils familie at kende. Den giver ham en del udfordringer. Allerede i romanens åbning møder vi Emils kæreste Rachel, som han traf på universitetet i Jerusalem. Hun er fra en ortodoks jødisk familie, og hendes forældre ønsker ikke, at hun skal have noget at gøre med en fyr som Emil.

Det skulle også blive til en roman

Siden min ungdom har jeg været optaget af spørgsmål om de sidste tider. De seneste år er det blevet til læsning af rigtig mange bøger og artikler om, hvad Bibelen siger om tegnene, Jesu genkomst og de troendes tilværelse i evigheden. Det førte i 2016 til udgivelse af “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” (Lohse).

Under arbejdet med at skrive denne opbyggelige og undervisende bog om genkomsten havde jeg hele vejen den tanke, at stoffet også skulle danne baggrund for en roman. Det er nu blevet til “Om lidt”.

Romanen er udgivet på det nye forlag BogAnker, som jeg har oprettet til netop dette. Forlagsgruppen Lohse har taget den i kommission, og så kan den bestilles her på hjemmesiden.

En roman låser fortolkningen

Der er en helt særlig udfordring ved at forestille sig fremtiden ud fra Bibelens profetier. I “Han gør alting nyt” understreger jeg, at vi let kommer til at gå vild, hvis vores fortolkninger af profetierne bliver for cementerede. Men man kan ikke skrive en roman om en ikke så fjern fremtid uden at låse handlingen fast, så opfyldelsen af profetierne får en bestemt form.

Jeg har vovet at skrive romanen, fordi jeg kan henvise til “Han gør alting nyt”, hvor der er gjort rede for min principielle holdning til at udlægge profetierne.

Når bogen fik titlen “Om lidt”, skyldes det blandt andet, at Jesus selv siger: “Jeg kommer snart” (Åb 22,10).

 

 

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial