Gud vil fange vores opmærksomhed med klimaet

Skal vi se orkanen Irma og jordskælvet i Mexico som tegn på Jesu genkomst? Det er ikke let at svare, selv om Jesus nævnte sådanne katastrofer som tegn.

Verdens hidtil hårdeste orkan Irma gør millioner i Caribien og Florida hjemløse. Et jordskælv i Mexico vælter tusinder af huse. Oversvømmelser i Bangladesh og flere andre steder fordriver indbyggerne og ødelægger afgrøderne. Tundraen i Alaska og Sibirien tør op, så huse synker og metan frigives. Indlandsis og gletsjere smelter. Selv i lille Danmark får vi måned for måned at vide, at nu har vejret slået en eller anden rekord.

Hvad er det, der foregår? Skal vi opfatte det som tegn på, at Jesus “står lige for døren” (Matt 24,33)?

Uden at give Gud skylden for alle de ulykker, som naturen forårsager, så tør jeg godt sige, at han forsøger at råbe os op gennem begivenhederne. Det kommer jeg tilbage til, når vi lige har foretaget et baggrundstjek på naturen set i Bibelens lys.

Naturen reagerer på ugudelighed

Engang havde vi en ligestillings- og kirkeminister ved navn Manu Saren. Han fik ophævet forskellen på kønnene, så man selv kunne vælge, og han fik indført homoseksuelle ægteskaber i kirken. Det fik klummeskriveren Iben Thranholm til at beskylde ham for at forstyrre naturens orden – sådan helt bogstaveligt. I “Kirkeligt set” i Kristeligt Dagblad skrev hun i et debatindlæg, der tog udgangspunkt i Manu Sarens nye love: “Meget tyder på, at naturen er begyndt at reagere voldsommere og mere dødbringende end normalt … Det er ikke Gud, der straffer jorden, men menneskets hovmod og egen ondskab, der tiltrækker mere ondskab og skaber ubalancer.”

Naturligvis reagerede en række debattører imod Thranholms sammenkædning. For dem virkede det absurd, at en ny lov i Danmark skulle være skyld i en naturkatastrofe i Filippinerne, sådan som hun antydede. Men havde Thranholm en pointe? Kan det tænkes, at naturen reagerer negativt på menneskers ugudelighed og synd? Jeg tror, der kan være noget om det.

Naturen er afhængig af mennesket

I Romerbrevet skriver Paulus noget spændende om naturen (Rom 8,18-23). Baggrunden er de første tre kapitler i Bibelen. Der læser vi, at Gud skabte alting godt. Da han på den syvende dag hvilede, var det med et skaberværk omkring sig, som helt igennem var perfekt.

Gud havde indsat mennesket som forvalter af hele skaberværket (og det er vi fortsat). Med andre ord var skabningen gjort afhængig af mennesket.

I Bibelens tredje kapitel går det galt. Da Adam og Eva syndede, skete der noget med hele skaberværket. Det fremgår af Guds ord efter syndefaldet. Der kom smerte, sygdom, ukrudt, råddenskab og død ind overalt. Skabningen blev underlagt forgængeligheden.

Slut med forgængelighed

Ved Jesu genkomst forvandles alle Jesus-troende i opstandelsen, så vores legeme bliver udødeligt og uforgængeligt (1 Kor 15,52-53). Noget af det samme sker med skaberværket. “Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden,” forklarer Paulus (Rom 8,20-21).

Skaberværket deler vilkår med mennesket. Den dag mennesket blev forgængeligt og dødeligt på grund af synden, blev skaberværket også underlagt forgængeligheden. Og den dag Guds børn bliver befriet fra forgængeligheden og deres legemer bliver udødelige, får skabningen også “den frihed, som Guds børn får i herligheden”.

Flere naturkatastrofer

Men hvad så i mellemtiden? Det Gamle Testamente kan fortælle om situationer, hvor menneskers synd fik negative følger for naturen (Hos 4,1-3; Jer 5,24-25; 12,4; Es 5,8-10; Es 24,1-5). Og vi fornemmer på profeterne (f.eks. Jesus i Matt 24), at i de sidste tider vil menneskers synd tage til, og samtidig vil naturkatastrofer øges. Jesus siger ikke, at de to ting hænger sammen, men det betyder ikke, at der ikke er en sammenhæng.

Der er dog ikke en direkte forbindelse mellem en bestemt ugudelig handling og så en bestemt katastrofe (Luk 13,4-5). Men det forhindrer ikke, at der kan være en forbindelse mellem en generelt tiltagende ugudelighed og en stigende ødelæggelse af naturen i form at jordskælv, tørke, orkaner og oversvømmelser.

Jorden er affældig

På grund af udviklingslæren tænker mange på naturen som et sted, der er i udvikling mod noget større og herligere. Mit indtryk fra Bibelen er modsat. Det begyndte fantastisk godt, men så blev det hele underlagt forgængeligheden, og nu er jorden ved at være temmelig affældig. C.S. Lewis skriver et sted:

“Når Jesus helbredte et menneske, skrev han med små bogstaver det, som han ved genkomsten vil skrive med store bogstaver hen over hele skaberværket.”

Bibelen forklarer det med ord som forløsning (Luk 21,28), verdens genfødelse (Matt 19,28), genoprettelse (ApG 3,21), befriet fra trældommen (Rom 8,21). Og det hele samles i ordene fra ham, der sidder på tronen: “Se jeg gør alting nyt!” (Åb 21,5).

Han som taler

I Hebræerbrevet skildrer forfatteren, hvordan Gud engang talte til Moses på Sinai, mens jorden skælvede, og folket bad sig fri for at høre mere. Men I er ikke kommet til Sinai, lyder det til de kristne. “I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem,” skriver han som indledning til en flot beskrivelse af det evangelium, vi står i (Hebr 12,18-24).

Men så kommer han med en alvorlig advarsel: “Se til, at I ikke beder jer fri for ham, der taler; for når de ikke slap godt fra at bede sig fri for ham, der talte guddomsord på jorden, så kan vi det endnu mindre, hvis vi vender os fra ham, der taler fra himlene. Dengang fik hans røst jorden til at skælve, men nu har han givet et løfte, der lyder:

“Endnu én gang vil jeg få ikke blot jorden, men også himlen til at skælve.” Udtrykket “endnu én gang” viser, at de ting, som kan rokkes, fordi de er skabt, skal forvandles, for at de ting, som ikke kan rokkes, skal bestå.

Det er formuleret lidt kringlet, men egentlig meget elegant – og utroligt indholdsrigt.

Og så slutter han kapitlet: “Lad os derfor takke for, at vi får et rige, der ikke kan rokkes, og med tak tjene Gud, som det er hans vilje, i gudsfrygt og ærefrygt.  For vor Gud er en fortærende ild.”

Lad os ikke bede os fri for ham, der taler fra himlen. Naturligvis gælder det først og fremmest hans ord til os i Bibelen. Men hvis han kalder på vores opmærksomhed gennem naturkatastroferne, må vi også lytte til det. Han fortæller os, at skaberværket kan rokkes, men han har også givet os et løfte om, at en dag vil han gøre alting nyt.

 

 

 

Spændende afhandling om de sidste tider

Jesu genkomst er en uopgivelig del af den kristne tro, skriver Steen Skovsgaard i forbindelse med den ph.d.-afhandling, han nu går i gang med.

Steen Skovsgaard skriver afhandling om de sidste tider i kristendommen og islam.

Efter en afskedsaudiens, hvor dronningen takkede Steen Skovsgaard for 12 års tjenesten som biskop, skal han nu i gang med næste afsnit af livet. Det bliver blandt andet viet til teologisk forskning. Han har nemlig sat som mål for de næste år at skrive en ph.d.-afhandling med overskriften “De sidste tider, Jesu komme og dommedag i islam og kristendommen – en komparativ analyse med særligt henblik på religionsmødet”.

Populært sagt er en ph.d.-grad en halv doktorafhandling, så der stilles høje akademiske krav. Steen Skovsgaards baggrund for at arbejde med netop dette emne er en interesse for islam, som han fik udbygget mens han var sognepræst i Gellerup Sogn i Aarhus, hvor der bor rigtig mange muslimer. Han har løbende beskæftiget sig med emnet både teoretisk og praktisk. Det er blandt andet blevet til de to bøger: “De fremmede har I altid hos jer” og “Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst?”

En uopgivelig del af kristendommen

I sit oplæg til ph.d.-afhandlingen skriver Steen Skovsgaard: “Forventningen om Jesu komme og dommedag er et gennemgående og fundamentalt motiv i den tidligste kristne menigheds forkyndelse og selvforståelse. Alle tings ende er nær (1 Pet 4,7), hvor menighederne forventer, at Jesus skal komme at dømme levende og døde (2 Tim 4,1). Det er derfor også en uopgivelig del af den kristne tro, som bliver fremhævet i Apostolicums formulering: ”… hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”, i Fadervors 2. bøn: ”komme dit rige …” samt i den danske folkekirkes bekendelsesskrifter.”

Tak for den præcisering, Skovsgaard. Det er desværre ikke alle præster og biskopper, der vil bruge ordet “uopgivelig” i forbindelse med genkomst og dom. Det fik du at mærke, da du for en del år siden svarede på et spørgsmål fra en journalist. “Kan klimaforandringerne være tegn på dommedag?” spurgte han. Du svarede: “Jeg kan ikke udelukke, at klimaforandringerne kan være et tegn på Jesu genkomst.” Det gav en vældig debat, at du på den måde regner Jesu genkomst som en given ting.

Paralleller i islam

Eskatologien (læren om de sidste ting) er også en del af læren i islam. Den er ikke særlig godt belyst af kristne teologer, selv om flere eksperter betragter den som afgørende for at forstå Muhammeds mission, konstaterer Steen Skovsgaard i sit oplæg til afhandlingen.

Han beskriver sin afhandling således: “Med baggrund i udvalgte dele af den teologiske diskussion om eskatologi i henholdsvis kristendom og islam er det denne afhandlings primære formål at undersøge blandt udvalgte nutidige danske kristne og muslimske menigheder og trosfællesskaber, hvilken betydning det eskatologiske perspektiv og den dertil knyttede fremtidsforventning har for de troende muslimer og kristne i dag. Fokus vil være på, hvorledes eskatologi og fremtidsforventning tematiseres i kirkernes og moskeernes nutidige undervisning og forkyndelse.”

Kortlægning af hvor meget det fylder

Hans undersøgelse vil ske ved at se på kristent og muslimsk undervisningsmateriale, andagtslitteratur, prædikener og andre udgivelser, der har med emnet at gøre. Han vil også undersøge, hvor meget det fylder generelt i forkyndelsen og undervisningen. Gennem disse undersøgelser vil han finde ud af: Hvad fortælles der om troen og livet som troende? Forholder man sig til de andres tro og forestillinger? Er der afgørende ligheder og forskelle mellem muslimsk og kristen eskatologi? Og er der eksempler på eller overvejelser over, hvordan og i hvilket omfang emnet kan være en del af religionsdialogen?

Undervejs i arbejdet vil der vise sig mange veje og blive rejst mange spørgsmål, forventer Steen Skovsgaard. “Hvordan fremstilles og opfattes dommedag af de troende? Giver tanken om dommedag de troende mod og håb og trøst? Giver det ansvar for dette liv, eller tilskynder det til virkelighedsflugt? Er det frisættende eller undertrykkende? Skaber det frygt? Og sidst med ikke mindst: Har troen på Jesu komme og dommedag et missionarisk perspektiv?”

Det bliver rigtig spændende at læse den ph.d.-afhandling om et par år, eller måske lidt mere. Lad det ikke vare for længe!

Ondskabens åndemagter breder sig diskret

Clairvoyance er en branche i hastig vækst. Nu er den for alvor på vej ind i erhvervslivet.

Den moderne spåkone kalder sig clairvoyant, og bruger ikke en krystalkugle, men virkeligheden bag har ikke forandret sig.

En meget stor del af befolkningen i såkaldte kristne lande har blandet deres kristne børnelærdom med udpluk fra alverdens religioner, men de opfatter stadig sig selv som kristne. Gennem religionsblanderiet har fænomener som clairvoyance og alternativ helbredelse slået rod. Vi har fået en helt anden åndelig virkelighed, end vi havde for årtier tilbage.

Fra den åndelige verden

En clairvoyant forklarer på sin hjemmeside: “Clairvoyance er et fransk ord og betyder “klart-seende”. Det er en psykisk evne, som vi alle har i os, og som vi alle kan lære at bruge bevidst. Ordet dækker også over klar-følelse og klar-hørelse. Klarfølelse er den mest udbredte blandt clairvoyante, og det er også mest den form, jeg bruger. Det betyder, at det er muligt at føle eller mærke, hvordan en anden person eller dyr har det både psykisk og fysisk uden at have fået nogen informationer på forhånd. Nogle clairvoyante kan også kommunikere med afdøde – de hedder medier.”

Hun slutter introduktionen med at skrive: “Du bør altid huske på, at de råd og vejledninger, der kommer under en clairvoyance, netop er råd og vejledninger fra den åndelige verden. Om du bagefter følger dem eller vælger at gøre noget helt andet, er altid 100% dit eget valg.”

Hun mener altså, at hendes kilder er i den åndelige verden. Det har hun ret i, men ikke på den måde, hun selv tænker.

 Engang hed det new-age

I de 16 år, jeg var redaktør på Lohses Forlag, var der på kristne forlag blandt andet fokus på at udgive bøger, der kunne vejlede i forhold til new-age, som det hed dengang. Størst indtryk på mig gjorde den letlæste lille bog “Med ført hånd” af Ingerlise Provstgaard (Lohses Forlag, 1988). Hun oplevede at få en åndelig vejleder, som viste hende livets dybeste mening. Hun var klar over, at det enten måtte være Gud eller Djævelen, der stod bag, og hun var ikke i tvivl om, at det var Gud. Hun var sikker på, at hun havde en direkte linje til Guds rige, hvor alting var fred og glæde og lykkeligt fællesskab. Hun følte sig på sikker grund.

Ondskab i forklædning

Da Ingerlise Provstgaard var allermest bundet ind sin åndelige vejleders bedrag, krævede hun svar på, hvem han var. Han afslørede sig selv som Djævelen, og han gjorde det med tilføjelsen: “Jeg ejer din sjæl!” Det havde han ret i, men Gud havde en anden plan. Hun blev hun befriet og kunne efter nogle år træde offentligt frem og advare andre.

“Med ført hånd” er en af mange beretninger om, hvordan Djævelen og de onde ånder fører sig frem som gode kræfter. De kan optræde som engle, som åndelige vejledere eller som afdøde. De kan afsløre ting fra vores virkelighed, der gør dem overbevisende, og som derfor også gør den clairvoyante overbevisende. Deres budskaber kan virke positive – måske fordi den clairvoyante sorterer det værste fra. Som den ovennævnte clairvoyante skriver på sin hjemmeside: “Skal en af dine veninder giftes? Tør du overraske hende med en clairvoyance til polterabend? Eller vil du være bange for, at jeg siger, at det er den forkerte mand, hun har valgt? Frygt ikke – det kommer jeg naturligvis ikke ind på.”

 Statistikken forskrækker

I serien “Et kig i krystalkuglen” har Kristeligt Dagblad (KD) hen over sommeren set på forskellige sider af den alternative spiritualitet. En af artiklerne henviste til en undersøgelse, der er foretaget af Ibis World, som er et stort seriøst firma, der beskæftiger sig med grundig analyse af alverdens brancher. De har også undersøgt en branche, de kalder Psychic Services. KD oversætter det til clairvoyance, og det handler om alternativ rådgivning, som baseres på synske mennesker, der efter egne udtalelser lader sig vejlede af spirituelle kræfter, afdøde, engle og sikkert også meget andet.

Ibis Worlds undersøgelse viser, at på verdensplan er der 86.334 ansatte i firmaer, der tilbyder “psychic services” (clairvoyance), og omsætningen er 2 milliarder dollars årligt. Undersøgelsen konklusion er, at netop denne branche har “en lys fremtid. Bedre økonomiske forhold vil fortsat øge industriens præstationer”. Find undersøgelsen her.

Clairvoyance bruges ikke kun af private, men i stigende grad også i politik og erhvervsliv. Både ugeblade og tv har det på programmet. Det sker ofte med en lille snert af skepsis, men der stilles ikke for alvor kritiske spørgsmål. Det nævnes jævnligt, at fænomenerne aldrig er blevet videnskabeligt testede, men det fremgår også, at mange har oplevet hjælp gennem dem.

 Hele verden er inficeret

Når den gamle kristne verden er inficeret af de samme åndskræfter, som findes i alverdens religioner, så må det få os til at overveje situationen. Virkeligheden er, at en ond åndsmagt har adgang direkte til hjerterne hos utallige mennesker i alle dele af verden. Det er en ydmygt udseende adgang, hvis virkelige ophav normalt er skjult for de ramte. Hvem ved, hvad den allerede bruges til – og hvad det kan betyde om lidt?

Bibelens profetier tyder på, at den antikristelige aktivitet forstærkes hen mod slutningen af de sidste tider. For få årtier siden var det vanskeligt at forestille sig, hvordan det skulle ske. I dag er det muligt at se det for sig.

Vi skal forsvare os

Vores fjender er, som Paulus beskriver det, ikke af kød og blod. Det er ikke de clairvoyante, der er vores fjender. Det er de kræfter, som styrer dem.

“I øvrigt, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi for os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet” (Ef 6,10-12).

Læs gerne videre i Efeserbrevet og se de våben, Gud har udrustet os med, så vi i hans kraft kan vinde.

En teolog har peget på, at alle de nævnte våben er til forsvarsbrug. Også sværdet, som ifølge det græske ord i grundteksten er kort, og derfor ikke egner sig til angreb.

Djævelen er én gang for alle blevet angrebet. Det skete i påsken, da Jesus døde og opstod (Kol 2,15). Han afvæbnede magterne og myndighederne. Det, vi ser nu, er måske de sidste krampetrækninger før den endelige afslutning, hvor vi for evigt slipper af med ondskaben.

 

Nadveren peger på genkomsten

Fire steder i Bibelen omtales indstiftelsen af nadveren. Alle fire steder henvises der til Jesu genkomst.

Jesus knytter nadveren sammen med sin genkomst og livet på den nye jord. Det ser vi i alle de fire bibelsteder, der fortæller om indstiftelsen.

Matthæus og Markus refererer den første nadver næsten ens (Matt 26,26-29 og Mark 14,22-25). Efter indstiftelsen siger Jesus: “Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.”

Ordlyden i Lukas’ referat (Luk 22,19-20) er lidt anderledes, men indholdet er det samme. Der kommer henvisningen til genkomsten som det første, og den lyder: “Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer.”

I Paulus’ gengivelse af indstiftelsen (1 Kor 11,23-26) skriver han, at “hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer”.

Peger både tilbage og frem

Nadveren er en højtidelig og indholdsmættet del af gudstjenesten. For mange er det højdepunktet. Den får især sit indhold ved at pege tilbage på Jesu offer for os. Men den får altså også indhold ved at knytte til ved fremtiden, nemlig “den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige “, eller når Paulus skriver, at “hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer”.

Det antydes kun i ritualbogen

Hvis du på søndag under nadveren ønsker at blive mindet om Jesu genkomst, kan du for eksempel lytte efter sætningen “engang samles med ham i hans rige”. Den dukker op i nadverbønnen i version a. (Der kan vælges mellem version a, b eller c af nadverritualet, og de begynder side 798 i salmebogen).

Hvis præsten anvender version b, munder den indledende lovprisning ud i et citat fra palmesøndag: “Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn.” Det er nok tænkt som et budskab om, at Jesus kommer til os i nadveren, men eftersom palmesøndag har paralleller til Jesu genkomst, kan vi godt udvide lovprisningen af “han som kommer” til også at gælde genkomsten.

Anvender præsten version c, er der til indledning en lovprisning af Gud som skaberen. Derefter “vil vi med hele din menighed på jorden og i himlen, i kor med alle engle, synge din herligheds lovsang”. Og så kommer nogle sætninger, der rummer elementer fra beskrivelsen af englenes og den store hvide floks lovsang til Herren, som vi møder den i Johannes Åbenbaring. Det rundes som i version b af med “Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn.”

Ritualerne har altså kun indirekte hentydninger til Jesu genkomst. Der er ingen direkte omtale.

I selve indstiftelsesordene, som lyder, når præsten hæver brødet og vinen, er der desværre ingen spor af ordene om fremtiden, selv om de altså er med alle de steder i Bibelen, hvor nadverens indstiftelse beskrives.

Kun i én nadversalme

Af de 23 salmer, der er i salmebogens afsnit om nadveren (455-477), er der flere, som taler om at sidde til bords i Himmerige (455, 466, 468, 475). Men kun én nævner genkomsten direkte. Det er Peter Dass, der i et enkelt, indholdsrigt vers (473) skriver:

Dit minde skal, o Jesus, stå
uglemt i sind og tanker,
mens brød af ager er at få,
og druer gror på ranker;
og hvor der brydes helligt brød,
dér skal forkyndes Herrens død
blandt unge folk og gamle,
indtil du synlig kommer frem
i skyen, os at hente hjem
og i dit rige samle.

Så lad os da, når vi på søndag samles om Herrens bord, forkynde Herrens død, indtil han kommer.

 

 

Luther ville ikke plante et træ

En anekdote fortæller, at da Luther engang blev spurgt, om han troede, dommedag var nær, svarede han: “Selv om jeg vidste, at verden ville gå til grunde i morgen, ville jeg alligevel plante et æbletræ i dag.”

Man kan købe Luther med et æbletræ og en skovl som souvenir.

Det er et af de mest kendte luthercitater, men ingen har kunnet finde det i Luthers enorme skriftlige produktion. Det er der en bestemt grund til, som jeg vender tilbage til.

Vi er netop kommet hjem fra en dejlig uge i Harzen. En af oplevelserne var en tur til Wittenberg, hvor de blandt andet har markeret reformationsjubilæet ved at plante en Luther-have (se mere på luthergarten.de). Den oprindelige plan var at plante æbletræer, men det ser ud til, at man i stedet har valgt alle mulige andre løvtræer. Hvert enkelt træ er plantet af et kristent fællesskab. Hele verden er repræsenteret, og hvert medvirkende fællesskab har plantet et tilsvarende træ hjemme hos dem selv.

Gror det hele til i ukrudt

Parken er anlagt som en kæmpestor oval. I midten er der en græsplæne, der er formet som lutherrosen med et rødligt grusbelagt hjerte og et kunstfærdigt kors i tre lag i midten. Tanken bag parken er god, og den er blevet godt modtaget. Det var planen, at der i perioden 2008-2017 skulle plantes 500 træer, men det tal er overskredet, så der er et par afdelinger andre steder i byen.

Nu bliver det spændende at se, om der vil blive lagt de nødvendige kræfter i pasningen, eller om det hele får lov til at gro til i ukrudt, vildskud og selvsåede fremmede træer og buske, som der er sket med den lutherske kirke ud over verden.

Han ville have andet at lave

Parkens succes siger noget om luthercitatets popularitet. Men hvorfor er netop dette citat om at plante et træ blevet så populært? Jeg har aldrig været vild med det. Ingen kan vide, om Jesus kommer igen i morgen. Luther beskæftigede sig flere gange med Jesu genkomst (mere om det i oktober), og han har vidst, at selve udgangspunktet i citatet er forkert.

Og Luther var så optaget af menneskers frelse, at hvis han virkelig vidste, at Jesus kom igen i morgen, så ville han have andet at lave, end at plante et æbletræ.

Kilden er fundet

I anledning af 500-året har jeg beskæftiget mig lidt med Luther. Han vidste, at for at blive hørt, måtte han ind imellem sætte tingene på spidsen. Det er ikke alle hans udtalelser, der kan stå alene. Måske kunne man trods alt forestille sig, at han ville sigte sådan noget om at plante et æbletræ, bare for at sætte en tyk streg under en eller anden pointe.

Men det gjorde han ikke. Ifølge den tyske historiker Alexander Demandt kan formuleringen spores tilbage til en kreds af tyske lutheranere, der i 1944 lagde ordene i munden på Luther. (Det fortæller Bertel Nygaard i bogen “Håb”).

Plænen i midten danner en Luther-rose.

De gjorde det formodentlig i et forsøg på at sige noget om håb. Det er også håb, der står i forgrunden i mange af de højtidelige ord, der er ytret i forbindelse med plantningen af træerne.

Hjemmesidens indledning siger, at citatet om at plante et æbletræ er optimistisk, men det uddybes desværre ikke.

At lægge afstand

Jeg har flere gange oplevet, at citatet er blevet brugt til at tage afstand fra os, der søger at forstå tegnene og tiden. “Det skal vi ikke beskæftige os med. Vi skal bare plante vores æbletræ i tro på, at alt er i Guds gode hænder,” lyder kommentaren. Den anvendelse er sikkert også dukket op ind imellem, når der er blevet plantet træer i Luther-haven i Wittenberg og ud over hele verden.

Men ved generelt at lægge afstand til dem, der beskæftiger sig med tegnene og løfterne i forbindelse med Jesu genkomst, skubber man store dele af Bibelen væk. Tegnene og løfterne fylder meget både hos Jesus, hos apostlene og hos profeterne i Det Gamle Testamente. Er vi virkelig optaget af det kristne håb, må alt, hvad Bibelen siger om det, have vores interesse.

Det kan bruges positivt

En af mine præstevenner har fortalt mig, at man kan bruge citatet om at plante et æbletræ til noget positivt. Lad være med at læse det alt for bogstaveligt, siger han. Det handler om at være en ansvarlig forvalter af Guds skaberværk, samtidig med at man forventer Jesu snarlige genkomst. Forstået på den måde ligger det udmærket i forlængelse af Luthers stærke tale om, at den kristne skal passe sit kald, og der tages ikke afstand fra at beskæftige sig med genkomsten.

 

Ny roman om forfølgelse og forførelse

Der findes masser af amerikanske romaner, der foregår i de sidste tider. Mange af dem er både spændende og velskrevne, men de er desværre båret af en dårlig teologi. Er det overhovedet muligt at skrive en roman, der respekterer den gode teologi?

Allerede inden jeg begyndte på manuskriptet til “Han gør alting nyt”, vidste jeg, at det næste projekt skulle være en roman om de sidste tider. Fra arbejdet med “Tæl på fingrene” vidste jeg, at det er sjovt at skrive en roman, og jeg ved fra mit arbejde som fritidsforkynder, at rigtig mange er interesseret i de sidste tider og Jesu genkomst, så det virkede helt oplagt at kombinere de to ting. Men der er et problem.

Efter min mening kommer vi meget let til at gå vild, hvis vores fortolkninger af profetierne om de sidste tider bliver alt for cementerede. Men hvordan skriver man en roman om de sidste tider uden at låse fortolkningen af profetierne fast i et bestemt skema? Det kan man ikke. En roman handler om konkrete mennesker og konkrete begivenheder. Handlingen og omstændighederne må lægges fast.

Vi kender det allerede nu

Da jeg havde skrevet det første udkast, gav jeg det til et par gode læsere. De vendte tomlen ned, fordi det var alt for vildtvoksende og overfladisk. Og de havde ret, så jeg valgte at koncentrere mig om et enkelt tema, som jeg jo så kommer til at låse fast i en bestemt fortolkning.

Romanen foregår nogle år ude i fremtiden, og den handler især om forfølgelse og forførelse. Det nævnes flere gange af Jesus i Matt 24, og det er gennemgående som et endetidstegn i hele Det Nye Testamente. Det er uløseligt knyttet til de antikristelige ånder og Antikrist selv (se f.eks. 1 Joh 2,18-29 og 2 Thess 2,1-12), og det er noget, vi allerede kæmper med nu.

Vi ved ikke, hvor slemt det er

I et efterskrift til romanen kommer jeg til at henvise til “Han gør alting nyt”. Hvis ikke jeg kunne det, ville jeg ikke være i stand til at skrive romanen. I “Han gør alting nyt” findes alle de nødvendige nuancer og forbehold, som en roman ikke giver mulighed for.

I romanen sættes de ting på spidsen, som vi allerede nu kender eller fornemmer. Men vi ved ikke, hvor slem forfølgelsen og forførelsen skal være før Jesu genkomst. Ja, ret beset ved vi vel ikke engang, hvor slem den er nu. Forførelse skal ikke måles på, hvor slem den ser ud for os, men på hvor mange, der falder fra på grund af den. Og det ved kun Gud.

Tre citater giver inspiration

Jeg har ikke en kontrakt med et forlag endnu, men går det som jeg håber, så udkommer romanen i foråret 2018. I manuskriptet står der som indledning tre bibelcitater, der har givet inspiration under skrivningen:

Der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel,
skal mene, at han derved tjener Gud.
Jesus (Joh 16,2)

Salige er I, når mennesker hader jer,
forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn
som noget ondt for min skyld. Fryd jer på den dag
og spring højt af glæde, for se, jeres løn
er stor i himlen.
Jesus (Luk 6,22-23)

De drog op på jordens flade
og omringede de helliges lejr …
(Åb 20,9)

Den dag den døde hest talte i kirken

“Det er ikke noget, vi har tradition for i folkekirken,” svarede provsten, da nogen spurgte ham, om det er i orden, at en dyretelepatør påkalder afdøde heste i en kirke.

Manipuleret billede

På Gislinge Sogns Facebook-side kunne man for nogle uger siden læse en hilsen fra sognepræst Dorthe Thaulov: “Er der noget efter døden? – Det svarer kristendommen ja til, – og de fleste mennesker, jeg møder, mener også, at deres kære lever videre et andet sted. – Et par gange er det sket, at én har spurgt mig, om de mon kommer til at møde deres afdøde hund igen – i himlen … Vi kommer måske det hele lidt nærmere ved foredraget, hvor vi får besøg af dyretelepatør Ditte Young.”

Nu er det særprægede initiativ blevet kendt i hele Danmark, for efter arrangementet i Gislev Kirke spurgte nogen provsten og biskoppen, om det mon kunne være i orden, at der blev arrangeret dyretelepati i en kirke.

“Umiddelbart har jeg et problem med det, hvis det er korrekt, at en dyretelepatør mener at kunne kommunikere med døde dyr. Det er ikke noget, vi har tradition for i folkekirken,” svarede provst Detlef von Holst. Biskoppen i Roskilde havde en samtale med sognepræst Dorthe Thaulov, og så erklærede han i en pressemeddelelse, at der ikke var noget i arrangementet i Gislev Kirke, der strider mod den danske folkekirkes bekendelsesskrifter.

Når kirken udvikler sig

De referater, man kan finde ved hjælp af Google, giver et nogenlunde billede af, hvad der foregik. Jeg skal forsøge at gengive det uden at blive sarkastisk, for faktisk er det ikke spor sjovt. Deltagerne skulle have et ansigtsbillede med af deres afdøde kæledyr. Nogle få deltagere (måske kun et par stykker) fik mulighed for at tale med deres afdøde dyrs sjæl gennem den dyretelepatiske og clairvoyante Ditte Young. Arrangementet varede i tre timer, hvor deltagerne også blev instrueret i teknikker til selv at kommunikere med afdøde kæledyr.

Sognepræsten mener, at kirken burde være bedre til at opsuge nye ting som clairvoyance for at udvikle sig. “Til alle tider er der sket noget nyt. Nu fejrer vi for eksempel Luther i dette år. Og hvor meget er der egentlig sket siden?” spørger hun.

Den clairvoyante Ditte Young, der var hovedpersonen ved arrangementet, mener, at det hænger fint sammen med kristendommen. Til arrangementet fortalte hun nemlig om næstekærlighed, Gud og Jesus, har hun sagt til en avis. “At stå og tale om næstekærlighed i Guds hus var rigtig smukt.”

Hun kom i kontakt med Niño

En af dem, der kom i kontakt med sin afdøde hest, er Henriette Knudsen. “Jeg var nysgerrig på, om Niño havde forstået, hvorfor han blev aflivet? Var han afklaret?” fortæller hun.

Det sagde Niño tydeligt, at han ikke var, og det pirrede Henriette Knudsens dårlige samvittighed. “Jeg sagde til Ditte, at hun skulle sige til ham, at jeg ikke havde indflydelse på aflivningen. Han var ikke min hest længere.”

Men det var noget pladder, svarede hesten Niño. Og så trøstede han hende ved at fortælle, at han venter på hende i de grønne bakker. Hun er medlem af folkekirken og åben for det åndelige, så hun blev styrket i troen.

Fører selv de udvalgte vild

Det lyder så flot med clairvoyance og telepati. Engang hed det spiritisme eller dødemaning. Bibelen har stærke forbud mod det (fx 5 Mos 18,9-14), og den kristne kirke har altid anset det for at høre under forsagelsen. At man nu også forsøger sig med spiritisme over for døde kæledyr, falder fint ind i tidens tendens til ikke at skelne mellem mennesker og dyr.

Det første, der dukkede op i mine tanker, da jeg læste om begivenheden i Gislinge Kirke, var Jesu ord om, at i de sidste tider skal vi se “Ødelæggelsens Vederstyggelighed, stå på hellig grund” (Matt 24,15). Det er det samme, Paulus taler om, når han siger, at Antikrist (lovløshedens menneske) “sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud” (2 Thess 2,4).

Når Jesus taler om, at “der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild” (Matt 24,24), så taler han om antikristelige kræfter. Men vi skal ikke forestille os noget, der fremtræder som ondt. Når han advarer så stærkt, som han gør (tre gange i denne ene profeti), så er det fordi, selv de udvalgte kan blive forført af disse kræfter.

En antikristelig forførelse

Sådanne tildragelser er efter min bedste overbevisning endetidstegn. De hører med til den forførelse, som antikristelige ånder bringer over jorden i de sidste tider. Og de sidste tider er vel at mærke perioden fra Jesu første komme til hans andet. Et enkelt arrangement som det i Gislinge Kirke varsler ikke i sig selv Jesu snarlige genkomst, men det hører med til de tegn, som vi skal holde øje med. Det fører for vidt her at komme mere ind på, hvordan vi skal forstå tegnene, men det er behandlet i kapitel 12, i min bog “Han gør alting nyt”.

Og så lige en enkelt ting til slut. Tilhængerne af telepati mener, det er beviseligt, at man kan komme i kontakt med de døde, for de svarer jo sandfærdigt på ting, som man kan tjekke. Det gjorde “hestene” i Gislinge Kirke også. Hvad disse forførte åndeligt søgende mennesker ikke ved, er, at de har at gøre med dæmoner. Når Satan kan give sig ud for at være en lysets engel, så er det en smal sag for hans dæmoniske ånder at give sig ud for afdøde onkel Henry, eller nu om dage altså også en død hest.

Frimodighed på dommens dag

Næstekærlighed er godt, men på 1. søndag efter trinitatis har Gud meget mere til os end næstekærlighed.

Der går et skel gennem menneskeheden. Ved Jesu genkomst viser det sig, at der er en kløft, som ingen til den tid kan komme over. Det slår prædiketeksten til på søndag (1 s.e.trin.) fast. “Der er lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra.”

Sådan sagde Abraham til den rige mand, der var havnet på den forkerte side af den dybe kløft (Luk 16,19-31). Uanset, hvordan beretningen i øvrigt skal tolkes, kommer vi ikke udenom, at der er en uoverstigelig adskillelse mellem to muligheder.

 Abraham sætter Guds ord højest

Men så skal mine fem brødre da advares, mener den rige mand. “Send Lazarus til min fars hus, så ikke også de kommer til dette pinested.” Men det har ikke noget formål efter Abrahams mening. “De har Moses og profeterne, dem kan de høre.” Det er for lidt, mener den rige mand. “Men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig,” siger han.

Og så kommer Abrahams svar, som sætter Guds ord højere end store mirakler, når det gælder evnen til at skabe tro: “Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om én står op fra de døde.”

Skrifternes styrke

Da Jesus mødte de to Emmaus-vandrere, havde han mulighed for at give dem én af to gaver. Han kunne have sagt: “Hvorfor er I nedtrykte og forskrækkede? Ta-daaa. Se det er mig, jeres ven Jesus, der går her. Jeg er opstået fra de døde.” Det ville da være en gave, de aldrig glemte. Men han gav dem noget større. Han åbnede Skrifterne for dem.

De havde behov for noget, der kunne bære deres tro gennem kommende år med store udfordringer. Det fik de ved, at han åbnede Skrifterne. Og det gælder også i forhold til Jesu opstandelse, at “hvis de ikke hører Skrifterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om én står op fra de døde.” Vi har brug for, at Jesu død og opstandelse bliver forklaret for os.

På søndag vil der desværre mange steder udelukkende blive prædiket om næstekærlighed. Det er fint nok med næstekærlighed, men det er ikke godt, hvis frelsen og fortabelsen bliver forbigået, fordi prædikanten ikke lader sig oplyse af Skrifterne. Næstekærligheden er god og nødvendig, som det også fremgår af epistlens sidste del (1 Joh 4,21), men uden Jesu død i vores sted og hans opstandelse som den første af mange, fører det i længden kun til tomhed.

den måde elsker Gud

Jesu genkomst kaldes med god grund dommedag. Når nu der venter en virkelighed med to udgange og der mellem de to muligheder er en dyb kløft, som ingen kan komme over, hvordan kan nogen så glæde sig til genkomsten?

Det får vi svar på i epistlen på søndag. Desværre er teksten skåret, så den begynder med 1 Joh 4,16b. Den burde begynde med vers 14. Så havde vi fået Skriftens forklaring på, hvad det betyder, at Gud er kærlighed, og hvordan vi kan have frimodighed på dommens dag. Så havde vi nemlig hørt, at “Faderen har sendt sin søn som verdens frelser”. Det er på den måde, Gud er kærlighed. Eller som det hedder et andet sted:

“Således (på den måde) elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16).

Frimodighed på dommens dag (1 Joh 4,17). Det er store ord, men de holder, når vi får Jesu død og opstandelse forklaret. Jesu gerning langfredag var en stedfortrædende død, som er nok til, at vi kan se dommens dag i møde med frimodighed. Og påskemorgen er Guds ja til vores glædelige opstandelse.

Næstekærlighed i sig selv vil aldrig række til at give os frimodighed på dommens dag.

 

 

 

Landmand på den nye jord

 

Kan vi lægge planer for, hvad vi vil lave i evigheden? Ja, hvorfor ikke. Vi kan ikke forestille os noget så fantastisk, at vi bliver skuffet.

Åb 21,3-4

“Jeg håber meget på at komme til at arbejde som landmand,” lød det afklaret fra en sund og stærk mand. Der lød lidt spredt latter fra de andre. “Jamen jeg mener det. Det er ikke en vits,” understregede han med et smil. De andre smilede også. De bakkede ham op, og der var ikke det mindste nedladende i deres munterhed.

Oplevelsen er fra et møde et sted i det sydvestlige Jylland. Jeg havde undervist om Jesu genkomst og den nye jord før kaffepausen, og nu var vi midt i en samtale om forventningerne. Der var gode spørgsmål og kommentarer.

Jeg kunne også bakke ham op. I min undervisning havde jeg peget på sammenhængen mellem Paradis i Bibelens første to kapitler og livet efter Jesu genkomst. Den nye jord er grundlæggende et genoprettet Paradis. Det viser Paulus i anden halvdel af Romerne 8, hvor han lærer, at den dag, Jesus kommer igen, vil skaberværket blive befriet fra den byrde, der blev lagt på det ved syndefaldet. Paulus nævner ganske vist ikke syndefaldet som det tidspunkt, hvor skaberværket blev forgængeligt, men det gør Første Mosebog kapitel tre.

Tid i evigheden

Den næste bemærkning kom fra én, som havde vanskeligt ved at få en konkret forestilling om den kommende herlighed. “Hvordan skal vi se en dagligdag for os, når der ikke mere findes tid?” lød hans spørgsmål.

Men findes der ikke tid i evigheden? Tid er meget grundlæggende i skabelsesberetningen. Og også Bibelens sidste to kapitler handler en del om tid. Jeg ved godt, at der i Johannes’ Åbenbaring er tale om symbolske syner, så vi skal være forsigtige med at drage håndgribelige slutninger. Hvad betyder det for eksempel, at der ikke er brug for lys, for Gud Herren lyser for dem? Det betyder ikke nødvendigvis, at der ikke er en sol.

Med det forbehold, at meget er symbolsk, vil jeg alligevel nævne, at der tales om Livets Træ, der bærer frugt tolv gange om året. Der tales om Livets Flod, der vælder ud fra Guds og Lammets trone. Men vand kan ikke strømme uden en eller anden form for bevægelse, og bevægelse involverer tid.

Tid og evighed er ikke modsætninger. Det betyder ikke, at jeg forstår tid uden ophør. Det ligger uden for vores erfaringer og er derfor noget, vi kun kan ane betydningen af. Det kommer frem i dette geniale og absurde citat af Woody Allen: “Evigheden er meget lang – især hen mod slutningen.”

Jesus er der

Der kom flere kommentarer og spørgsmål den aften. Meget giver Bibelen ikke svar på, og så skal vi også være forsigtige med at svare. Men der sker ikke noget ved, at vi hver især har konkrete forestillinger om den evige tilværelse i herligheden. Ingen kan forestille sig noget så fantastisk, at han bliver skuffet.

Da mødelederen begyndte at se på sit ur, tog en ældre mand mod til sig. “Jeg er nu mest glad for, at en af forskellene på det første Paradis og så det kommende er, at Jesus vil være der med sine naglemærker. Jeg glæder mig til at være sammen med min frelser, og så behøver jeg ikke mere.” En bedre tone at slutte på, findes der ikke.

 

Kristi himmelfart er en festdag

Fyldt med glæde vendte disciplene tilbage fra Oliebjerget efter deres afsked med Jesus. Det er en stor kontrast til deres afsked med Jesus langfredag. Hvad er der sket, siden en afsked med ham nu kan fylde dem med glæde.

Føl på mig

Der er påskedag og 40 dages samliv til forskel. Påskedag arbejdede Jesus ihærdigt på at få dem til at forstå, hvad opstandelse betyder. Efter aftensmaden, hvor de fik fisk, var de samlet og udvekslede dagens møder med den opstandne.

Pludselig står han midt i forsamlingen. Så blev der vel fest, skulle man tro. Men nej, de blev forskrækkede, og troede, at det var en ånd, de så. Der var åbenbart brug for mere anskuelighedsundervisning i, hvad opstandelse er. Jesus tog fat på det på en meget håndgribelig måde. “Føl på mig, en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, at jeg har.” Måske skulle vi ændre trosbekendelsen, så der står: “Jeg tror på kødets og knoglernes opstandelse.”

Og så spurgte han, om der var levninger fra aftensmaden. Jeg ser det for mig. Jesus sidder der og nyder resterne af fisken, mens en kødrand at disciple står omkring ham og forsøger at fordøje indtrykket. Det er ham! Han er her med ånd og legeme, kød og knogler.

Men hans legeme havde fået en ny kvalitet. I forbindelse med en omtale af Jesu genkomst, forklarer Paulus, hvad der sker ved opstandelsen: Legemet forvandles, så det forgængelige bliver iklædt uforgængelighed. Det dødelige bliver iklædt udødelighed. Og det er ikke kun Jesu opstandelse, han omtaler. Et andet sted understreger han det kort og præcist: “Vort fornedrede legeme får skikkelse som hans herliggjorte legeme.”

Flere fordele ved himmelfarten

Det var Jesus med det herliggjorte, uforgængelige, udødelige legeme, de tog afsked med. Før påske havde Jesus fortalt dem om himmelfarten. “Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.” Kristi himmelfart er et fremskridt for menigheden. Vi kristne er bedre stillet i dag end disciplene var, da Jesus var hos dem her på jorden, for vi har fået Helligånden.

Og der er flere fordele. Når jeg bliver forskrækket over min synd, kan jeg minde mig selv om, at jeg har “en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; han er et sonoffer for vore synder”. Og når jeg oplever, at livet bliver svært, så ved jeg, at “Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os”. Det er da noget at fejre.

Det sidste, Jesus gjorde før sin himmelfart, var at minde dem om, at de skulle missionere. Det er også i dag den altafgørende opgave for hans kirke. Han kommer først igen, når missionens tid er til ende. Det eneste, han venter på, er at flere skal nå til omvendelse. Ja, Peter antyder endda, at vi kan fremskynde Jesu genkomst ved at missionere.

Og helt centralt i befalingen om at missionere, står Jesu løfte om, at han er med os alle dage indtil genkomsten.

Anvendte skriftsteder: Luk 24,52; 1 Kor 15,50-55; Fil 3,20-21; Joh 16,7; 1 Joh 2,1; Rom 8,34; Matt 28,20; 2 Pet 3,9.

Læs mere: Under “Gratis materialer” ligger der et bibelstudie over Kristi himmelfart.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial