Døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Herlige ord, som vi vender tilbage til igen og igen. De står helt centralt i det kristne håb. Men hvorfor beskriver Bibelen den fremtidige herlighed med det, der ikke er der mere?
En af teksterne til allehelgen handler om den nye jord og står i Johannes’ Åbenbaring kapitel 21. I vers et hører vi, at jorden og himlen bliver ny. I vers to står der, at det ny Jerusalem kommer ned fra himlen fra Gud. I vers tre hører vi tre gange, at nu skal Gud bo hos menneskene på jorden.
I vers fire kommer en antydning af, hvordan tilværelsen vil blive:
»Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.«
Fantastisk, men hvorfor er det beskrevet med det, der ikke vil være mere? Hvorfor ikke bruge positive vendinger. Er det fordi, det så ville lyde som en annonce fra en ejendomsmægler eller noget fra et rejsekatalog? Måske, men der er et forhold, som måske giver en mere rigtig forklaring.
Synden ramte skaberværket
Hvis vi går helt tilbage til begyndelsen og ser i Bibelens tredje kapitel, kan vi læse, hvad der skete på syndefaldets dag. Som Gud på forhånd havde advaret, kom døden ind i verden. Og smerten kom også, får Eva at vide. Med disse to nye fænomener, som ikke oprindelig hørte med i Guds skaberværk, kom også de følelsesmæssige reaktioner sorg og skrig. Hele skaberværket blev præget af død og sorg, smerte og skrig på grund af Adams og Evas ulydighed og oprør mod Gud. Alt blev underlagt tomhed og forgængelighed.
Går vi frem til midten af Romerbrevet, møder vi et af mine favoritsteder i Bibelen, når det gælder forholdene ved Jesu genkomst. Det er en tekst, der skal læses langsomt. Når Guds børn åbenbares – det vil sige, når det ved bortrykkelsen viser sig, hvem der hører til Guds menighed – så sker der også noget med skaberværket.
Skaberværket slipper fri
»For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning. Til det håb er vi frelst!« (Rom 8,18-24).
»Vort legemes forløsning« er opstandelsen. Vi tror på kødets opstandelse. Men vi tror også på skaberværkets opstandelse. Ved opstandelsen sker der det, at alt bliver nyt. »Og han, der sidder på tronen, sagde: ‘Se, jeg gør alting nyt!’« (Åb 21,5). Skaberværket bliver ført tilbage til det, det var før syndefaldet. Derfor kan det beskrives med netop disse ord: »… og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.«
Paulus runder Efeserbrevet af på en stærk måde. De to sidste ord i den autoriserede oversættelse er »uforgængeligt liv«.
PS: Efter vores tidsopfattelse sker Jesu genkomst engang i fremtiden, nemlig når Jesus kommer igen. Men fra evighedens synsvinkel er det allerede sket. Derfor må vi tro, at vore kære, der døde i troen på Jesus, allerede nu er hos Jesus. Det er det, der er evangeliet på allehelgens søndag.