Konspiration mod kristne, eller …

Er der forskel på Bibelens tale om Antikrist, og så de moderne konspirationsteorier? Her gælder det for kristne om at være årvågne og at holde hovedet koldt. Vi lever i en tid, der på den ene side er præget af forvirrede teorier om sammensværgelser og på den anden side er utrolig overfladisk og rodløs.

Konspirationsteorier fylder så meget i dag, at man kan udgive et magasin om det.

 

Rigtig mange tror på en konspirationsteori, som spredes under den fælles betegnelse Qanon. Det handler i udgangspunktet om, at en såkaldt “dyb stat” har lavet en sammensværgelse mod Donald Trump og hans tilhængere. Tilhængerne af Qanon er overbevist om, at en lille gruppe højtstående politikere, pengemænd og Hollywood-kendisser, som er satantilbedere, pædofile og kannibaler, vil tage friheden fra alle andre. Under coronapandemien har Qanon taget covid-19 med ind som et eksempel på sammensværgelsens magt. Det er ifølge Qanon Bill Gates, der har betalt for virussen, og Hillary Clinton, Obama og andre står for spredningen af den. Derfor opfordrer Qanon til at gøre oprør mod alle restriktionerne. Mange anser menneskehedens eneste redningsmand for at være Donald Trump. Tilhængere af Qanon var blandt de forreste, da kongressen i Washington blev stormet 6. januar.

Konspirationsteorien blev lanceret på de sociale medier i USA i 2017. Qanon har efterhånden bredt sig til Europa, hvor den blandt andet har inspireret til at arrangere protestmarcher mod corona-restriktioner.

Kristne hopper på den

Når Qanon er interessant for kristne i Danmark, skyldes det to ting. For det første er en stor del af tilhængerne i USA kristne. I den hob, der stormede kongressen, så man desværre mange kristne plakater og bannere. De kristne blandt Qanons tilhængere ser den påståede sammensværgelse som en del af Antikrists aktiviteter i de sidste tider. Hvis en kristen advarer mod Qanon kan han blive beskyldt for ikke at tage Antikrist alvorligt, eller måske endda for at være i ledtog med ham. Den argumentation har vi vist ikke set i Danmark endnu, men fortsætter Qanon med at trænge sig på, vil det måske dukke op.

Den anden grund til, at jeg tager fænomenet op her, er foranlediget af en artikel af Henrik Nymann Eriksen med overskriften ” Hvorfor hopper nogle kristne på konspiratoriske ideer?” (læs den her) Han peger på, at tilhængere af konspirationsteorier ikke er specielt naive eller dumme. Mekanismen bag dem findes mange steder, hvor der foregår en kamp mellem sandt og falsk eller mellem godt og ondt. Det er meget nærliggende for os at dyrke en forestilling om, at de onde kræfter har rottet sig sammen mod os.

Konspirationsteorier som fake news

Bibelens sprogbrug lægger faktisk op til at tænke i de baner. Flere steder tales der om, at verden er imod Guds børn, fordi verden ikke kender Kristus og evangeliet. Jesus og apostlene taler ligefrem om en omfattende forfølgelse af kristne. Og denne forfølgelse samles flere steder i evangelierne og brevene i navne som Antikrist, Lovløshedens Menneske og Dyret. Der tales også om antikristelige kræfter, som har været i verden i hele kirkens tid.

Er det da forkert at forestille sig en djævelsk konspiration, som er vendt imod os kristne? Det er et spørgsmål, jeg ofte selv er vendt tilbage til. Jeg forestiller mig ikke, at Antikrist nødvendigvis er en bestemt synlig person. Antikrist kan være en bevægelse eller en markant del af tidsånden. Og dermed er jeg vel ret tæt på at tale om en konspiration mellem flere forskellige kræfter, personer eller organisationer, der arbejder sammen.

Jeg er ikke tilhænger af Qanon. Jeg tillader mig at kalde deres teorier for løgnagtige. Når de kalder Hillary Clinton, Barak Obama, og Bill Gates for blodtørstige, pædofile satantilbedere, der er i fuld gang med at tiltvinge sig et verdensherredømme, så har de fakta imod sig. Og når de mener, at Donald Trump er deres og vores eneste redning, så lyder det som fake news.

Vær årvågne og hold hovedet koldt

Det ligger normalt i begrebet »konspiration«, at der er tale om et formelt og hemmeligt samarbejde mellem flere. Men der behøver ikke at være et formelt samarbejde, for at forskellige kræfter kan arbejde i samme retning. Jeg tror for eksempel ikke, der findes en fælles ledelse bag fænomener som LGBT, MeeToo, identitetspolitik, religionsfobi og så videre. Men essensen i alle disse fænomener trækker alligevel i samme retning. Jeg siger ikke, at der ikke er noget godt og rigtigt i fx MeeToo, men i samarbejde med tidsånden virker bevægelsen alligevel ødelæggende.

I trosbekendelsen siger vi i bekendelsen til Helligånden, at vi tror på den hellige almindelige kirke. Kirken er verdensomspændende, men den består af utallige grene. Disse mange grene er alle styret af den samme Ånd. De har et fælles mål, nemlig mission. På mange måder arbejder de sammen, men det vil være forkert at tale om en konspiration.

På samme måde arbejder Djævelen i verden. Han har utallige aktiviteter, som har det ene fælles mål, at forhindre mennesker i at blive frelst. Mange af disse aktiviteter ser ganske tilforladelige ud, men de har alle dybest set det formål at spænde ben for Guds frelsesplan. Selvom de altså har dette fælles mål, vil det (sandsynligvis) være forkert at kalde det hele for en konspiration.

Lad os gøre som Henrik Nymann Eriksen og Paulus opfordrer os til, når de anbefaler os altid at være årvågne, og holde hovedet koldt (2 Tim 4,5).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial