En ånd spiser ikke stegt fisk

Påskedag og genkomst hænger sammen. Uden genkomsten ingen opstandelse for os, og uden Jesu legemlige  opstandelse ingen genkomst.

Påskedag er opstandelsens dag. Jesu legemlige opstandelse er er en garanti for den kristne opstandelse. Og opstandelsen finder sted ved Jesu genkomst. Derfor er det helt afgørende for os, at Jesus faktisk opstod legemligt. Lukas har en beretning om påskedags aften, hvor Jesus gør en del ud af at understrege, at han virkelig er legemlig til stede hos disciplene.

Påsken begynder med et verdensberømt måltid. Men den slutter også med et måltid. Det er ikke lige så kendt, men det er alligevel skelsættende og trosstyrkende. Sammenhængen er, at de elleve apostle og alle de andre er forsamlet påskedag om aftenen. De heldige fortæller begejstret om, hvordan de i løbet af dagen har mødt den opstandne Jesus. “Herren er virkelig opstået,” siger de til hinanden. Emmaus-vandrerne slutter sig til selskabet med deres beretning.

Midt i det hele blev de klar over, at Jesus faktisk selv er til stede. Og så blev der lovsangsfest – skulle man tro. Men nej! De blev forfærdede og troede, at det var en ånd, de så. Det er virkelig meget svært for os dødelige at se en legemlig opstandelse for os.

Nu skal vi lægge mærke til reaktionen hos Jesus. Siger han: “Okay, når det nu er så svært for jer at tro på en legemlig opstandelse, så er det helt fint at opfatte den som åndelig.” Nej! Han tager straks flere pædagogiske virkemidler i brug for at slå fast, at de ikke må nøjes med en åndelig opstandelse.

Først bruger han et synligt argument. Han holder sine naglemærkede hænder op og siger: “Se på mine hænder og fødder – det er mig.” Dernæst bliver han mere håndgribelig: “Føl på mig. En ånd har ikke kød og knogler, som I ser, at jeg har” (Luk 24,39).

Nu skulle man tro, at den var hjemme. Kød og knogler er et stærkt argument. Men de tvivler stadig. Så er det, Jesus spørger: “Har I noget at spise her?” Han er nok sulten, for han gik jo glip af aftensmaden i Emmaus, men det er nu ikke derfor, han spørger.

De havde fået stegt fisk tidligere på dagen, og der var nogle levninger. Så sætter han sig midt i forsamlingen og spiser, mens de ser på. Hvorfor? Jo, alle ved, at en ånd ikke spiser stegt fisk – eller noget andet for den sags skyld. Og så kommer hans endelige argument, som er en henvisning til Skrifterne.

Det er afgørende for Jesus, at de begriber omfanget af påskemorgen. Han er virkelig fysisk til stede. Det var derfor, graven var tom. En dag skal vores grav også være tom, for også vi skal opstå med kød og knogler.

 

Indlægget bringes også i impuls (IMT) i første nummer efter påske.

Corona og Jesu genkomst

Er den verdensomspændende krise et tegn på Jesu genkomst? Jeg har set et par indlæg på Facebook om det, og i USA gættes der på livet løs. Hvad skal vi svare?

Spørgsmålet kan stilles på flere måder. Hvis det lyder: “Er corona et af tegnene i de sidste tider?” vil jeg svare ja. Men hvis det lyder: “Er corona et tegn på, at Jesus kommer igen nu?” vil jeg svare nej. Det kræver en forklaring, og den kommer her.

Tegn uden tidsangivelse

Kort før påske besøgte Jesus templet. Da han gik ud, stod disciplene og beundrede bygningen. Så sagde Jesus: “Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned.” Senere var han sammen med disciplene på Oliebjerget med udsigt over byen og templet. Disciplene spurgte da Jesus: “Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende?” (Matt 24,3). Og så kom Jesus med den store profeti, som vi har i Matt 24, Mark 13 og Luk 21.

Man kan dele Bibelens profetier om de sidste tider op i grupper. En af dem er naturkatastrofer og herunder sygdomme. Jesus siger for eksempel: “Der skal komme store jordskælv, og sted efter sted skal der komme hungersnød og pest” (Luk 21,11). Men hvordan kan disse tegn bruges som tegn på Jesu genkomst? Det første jordskælv kom jo allerede nogle få dage senere, nemlig langfredag.

Når vi taler om tegnene i de sidste tider, er det vigtigt at huske, at når Bibelen taler om de sidste tider, så er det tiden fra Jesu første komme til hans andet komme. Tegnene i de sidste tider kan altså ikke alle bruges til at skønne, om han står lige for døren. Nogle af dem har vi fået, for at vi kan kende vores vilkår i de sidste tider. “Nu har jeg sagt jer det forud,” sagde han (Matt 24,25). Så bliver I ikke overraskede og bange, når det sker, står der mellem linjerne.

Jordskælv, vulkanudbrud, tørke, hungersnød og pest har der været hele tiden. Måske vil katastroferne blive mere intense hen mod slutningen, men det har jeg ikke set nogle tydelige profetier om. Og corona hører til  under pest. Vi har tidligere haft pest i verden – også i former, der har været betydeligt mere forfærdelige, end den nuværende. Den spanske syge i 1918-1919 var også en influenzavariant. Man formoder, at den dræbte mindst 50 millioner af verdens 1,8 milliarder, og den ramte især 20-40-årige. Det nye er, at vi rejser så meget, at smitten i løbet af ingen tid har ramt overalt.

Tegn med bedre tidsangivelse

Der er tre grupper af tegn, som har mere karakter af tidsangivelser. Der er verdensmissionen, Antikrist og Israel. “Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme” (Matt 24,14). Selvom vi ikke kan stille dommedagsuret præcist efter den profeti, så er der mere at gå efter, end der er i naturfænomenerne.

“For da skal der være en stor trængselstid … Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet” (Matt 24,21-22). Det handler om den antikristelige virksomhed i verden, som medfører forførelse og trængsel. Trængslen for de kristne begyndte med det samme. Allerede ved udsendelsen af de første missionærer, mens Jesus stadig gik her på jorden, sagde han til dem, at de ville blive forfulgt for hans navns skyld. Senere skyldtes det blandt andet Saulus (senere Paulus), der forfulgte de kristne med tortur og mord, og det skyldtes kejseren, der kastede dem for løverne. Når det gælder forførelse og forfølgelse, fornemmer vi på flere profetier, at de vil tage til, og hen mod slutningen blive så forfærdelige, at Gud i sin barmhjertighed griber ind og afslutter verdenshistorien. Hvis det er nok, at mere end 200 millioner kristne forfølges for Jesu navns skyld, så er tidens fylde nu. Men kun Gud kender smertegrænsen.

Og så er der Israel. Jesus siger om jøderne: “De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende” (Luk 21,24). Det er en profeti med flere dunkle punkter, men overordnet kan jeg kun læse det sådan, at de skal spredes og leve blandt hedningerne en tid, hvorefter de skal vende tilbage til landet. Det sidste siges ikke direkte, men i udtrykket “indtil” må det være underforstået, at spredningen slutter. Om denne profeti allerede er gået i opfyldelse, eller den er på vej til at gå i opfyldelse, kan andre lige så godt vurdere, som jeg kan.

Løft hovedet

Så hvis spørgsmålet lyder: “Er corona et af tegnene i de sidste tider?” vil jeg svare ja, for pest er et af tegnene i de sidste tider. Men hvis det lyder: “Er corona et tegn på, at Jesus kommer igen nu?” vil jeg svare nej, for der har været pest mange gange i de sidste tider, uden at Jesus er kommet igen.

Men der kan være andre tegn på, at han står lige for døren. Så må vi huske, at selvom folkene gribes af angst, er det naturligt for den kristne at løfte hovedet, for det er noget godt, vi har i vente.

“Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen.  Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes.  Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed.  Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,25-28).

 

 

Forfølgelse af kristne øges

Samtidig med at regeringen har et udvalg, der skal modvirke forfølgelse af kristne i hele verden, siger de ja til at bekæmpe kristne daginstitutioner her i landet.

 

Forfølgelse af kristne på grund af deres tro står meget centralt i profetierne om de sidste tider. Eksperter fortæller os, at kristne aldrig er blevet forfulgt så massivt som i disse år. Man fornemmer, at der er en vågnende forståelse for problemet, men det ser samtidig ud til, at forfølgelsen øges.

Det anslås af flere organisationer, at mindst 200 millioner kristne forfølges. Det dækker over alt fra grov diskrimination til henrettelser. Troende fra andre religioner forfølges også, men 75 procent af alle forfulgte religiøse er kristne. Det er vanskeligt at forholde sig til de store tal. Vi kan lettere forholde sig til konkrete trosfæller. Her er to eksempler og så et mere generelt.

Tre aktuelle eksempler

Det første eksempel viser, hvordan visse myndigheder i Tyskland ser en liberal kristendom som den eneste acceptable. Hvis en konvertit ikke kan være kritisk og afvise noget af kristendommen, så er han ikke en seriøs kristen og sendes derfor tilbage til forfølgelse i sit hjemland.

Det andet eksempel er et ud af mange tilfælde af fængsling af kristne konvertitter i Iran. Den gode nyhed er, at der tilsyneladende er en stor kristen vækkelse i det lukkede land. Bagsiden af det er, at det religiøse politi bliver stadig hårdere overfor de konverterede. Iran har principielt religionsfrihed. Derfor mener de danske myndigheder, at det ikke kan være farligt for konvertitter at vende hjem.

Det tredje eksempel er lidt anderledes, for det handler ikke umiddelbart om enkelte mennesker. Det handler vel heller ikke direkte om forfølgelse. Men det er et eksempel på de kræfter, der ønsker at kvæle al religiøsitet i Danmark inklusive den kristne tro. (Kristendom er strengt taget ikke religiøsitet, men vi kan ikke undgå at blive kaldt religiøse, når vi er kristne).

For SF er islam anledningen til at gå efter al religiøsitet, også kristendommen, som efter deres mening ikke som en hue skal trækkes ned over hovedet på børnene. Og regeringspartiet er helt enig med SF.

Seriøse kristne

Fra indlæg af Knud W. Skov på hans Facebook-side “Kristenforfølgelse” 15. februar, 2020: I dag fortalte et menighedsmedlem til mig, at en ven fra en anden delstat (i Tyskland, red.) bad ham om råd: Den administrative domstol, der er ansvarlig for asylproceduren i den delstat, spørger altid, hvilke dele af den kristne tro han ser kritisk på eller vil afvise. Men eftersom hele den kristne tro er kær og vigtig for ham, vil der ikke være nogen del, som han ville afvise. Hvad skulle han svare?

Jeg sagde til vores menighedsmedlem, at vi igen og igen har den samme oplevelse i Berlin ved den administrative domstol: Kristne asylansøgere bliver spurgt, hvilke dele af den kristne tro de ser kritisk på eller afviser. Det er især de afghanske kristne, der udspørges om det. Hvis de så svarer, at hele den kristne tro er vigtig for dem, fordi de hellige skrifter er Guds ord for dem, afvises deres klage med den begrundelse, at de ikke har behandlet deres tro kritisk nok og derfor ikke er seriøse kristne.

Som en ny statsreligion er en liberal-protestantisk forvrængning af tro blevet målestokken for, hvordan iranske og afghanske kristnes tro måles. Det er ligefrem diabolsk: Det kræves, at kristne benægter deres tillid og tro på Skriften som Guds ord, før de kan anerkendes som seriøse kristne.

Jeg har umådelig stor respekt for alle kristne konvertitter, især dem i vores menighed, der holder sig til Skriften som Guds ord overfor domstolene, selvom de straffes med afvisning af deres klage og trues med at blive deporteret. Sådan ser “retsstaten” Tyskland ud i 2020.

Konvertering som angreb på nationen

Jerusalem Post, 21. januar, 2020: Ni kristne blev i oktober ved en iransk domstol dømt til fem års fængsel. De var anklaget for at “handle mod national sikkerhed” og de blev beskyldt for “at fremme zionisme”. Den islamiske stat fortsætter med at forfølge sine religiøse minoriteter, viser en ny rapport.

Mændene er blandt titusinder af kristne, der står over for en daglig trussel om arrestation, forhør og pres for at vende tilbage til islam. Under trussel skal de love, at de ikke vil deltage i kristne aktiviteter eller engagere sig med andre kristne. Deres børn bliver nægtet adgang til uddannelse. Mange, der er flygtet fra landet, oplever, at deres slægtninge i Iran målrettet bliver undersøgt. (Citat fra større artikel. Min oversættelse)

Det skal skattekroner ikke gå til

B.T.s hjemmeside den 11. februar, 2020: Socialistisk Folkeparti vil fjerne det offentlige tilskud til børnehaver og vuggestuer, der hviler på et religiøst grundlag. »Der skal ikke trækkes en religiøs hue ned over hovedet på børnene, inden de selv kan nå at forme deres egen tankegang. Det skal skattekroner ikke gå til,« siger børneordfører og gruppeformand Jacob Mark (SF).

Anledningen til SF-forslaget er sagen om, at Taiba-moskeen på Nørrebro i København vil åbne en daginstitution finansieret af en donation fra den saudiarabiske ambassade i København.

Forslaget vil også ramme de mange kristne børnehaver, som oprindeligt er etableret af folkekirken, og hvor flere har eksisteret i over 100 år. Det ændrer dog ikke på SF’s holdning.

»Det er et rigtigt spændende forslag fra SF og ligger meget i tråd med, hvor vi også står,« siger børneordfører Kasper Sand Kjær (S) og tilføjer: »Det er vi bestemt klar til at se på. Nu må vi se på, hvad der kan lade sig gøre lovgivningsmæssigt.«

Netflix-serien “Messiah” handler ikke om Messias

En mand træder frem og citerer både Koranen og Bibelen. Han hævder at være sendt af Gud med et budskab og han udfører ret overbevisende mirakler. Er han Jesus, der er kommet igen, eller er han en fupmager?

Foto: Netflix

“Messiah” er en ny og spændende tv-serie på Netflix, der handler om en frelserskikkelse, som står frem og får mange efterfølgere. Selv om serien hedder “Messiah”, hævder Netflix og instruktøren, at den dybest set ikke handler om religion, men om folks værdier og tro. Den tankegang kan godt give mening, selvom man ikke så kategorisk kan skelne mellem religion og tro – heller ikke i denne tv-serie.

Dette indlæg er ikke en filmanmeldelse. Den finder man på filmogtro.dk.  Jeg vil i det følgende undersøge forholdet mellem frelser-skikkelsen i “Messiah” og Bibelens tale om Antikrist og Jesu genkomst.

Uromager eller frelser

Serien består af en sæson med ti episoder. Den første episode foregår i Syrien, hvor en mand står frem og forkynder ud fra Koranen. De giver ham navnet Al-Masih, der stort set er det samme som det hebraiske Messias (og det græske Kristus). Dette navn beholder han i resten af serien, men han præsenterer aldrig sig selv ved noget navn.

De indledende scener foregår under den syriske borgerkrigs sidste krampetrækninger i 2019, hvor Islamisk Stat (IS) beskyder Damaskus som indledning på et knusende angreb. Så kommer en voldsom ørkenstorm, som tilsyneladende er fremkaldt af Al-Masih. Den redder byen fra IS. Fulgt af en tusindtallig skare går Al-Masih gennem ørkenen og frem til Israels grænse. Det fremprovokerer en krise, for Israel tillader ikke hans efterfølgere – som i verdenspressen kaldes flygtninge – at passere grænsen. Al-Masih sættes i fængsl i Jerusalem, men slipper på forunderlig vis ud og går til Tempelpladsen, hvor han er skyld i et sammenstød mellem muslimer og israelsk militær. En ny intifada bryder ud.

Foto: Netflix

Kort efter dukker Al-Masih op i en lille by i Texas. En tornado jævner hele byen med jorden – undtagen kirken, der stadig står på sin lille bakke midt i ruinerne – tilsyneladende reddet af Al-Masih. Folk begynder at valfarte til byen for at se og høre denne forunderlige mand. Myndighederne beordrer ham og hans tilhængere ud af byen, da der kun er nødhjælp til dem, der har mistet deres hjem under tornadoen. En bilkortege, som efterhånden bliver enorm, kører til Washington, hvor Al-Masih tager sig en spadseretur på vandet i The Mall. En begivenhed, der transmitteres i hele verden. Det er fristende at gå mere i detaljer, men det vil ødelægge oplevelsen for jer, der ser serien.

Træk fra Koranen og Bibelen

Koranen fortæller flere ting om de sidste tider. En af dem er, at profeten Jesus skal komme igen. Den fortæller også, at den tolvte imam Mahdi skal træde frem, umiddelbart inden Allah dømmer verden. Seriens forfattere har taget træk fra disse steder i Koranen og kombineret dem med nogle træk fra Bibelens beskrivelse af Jesus. Så har de fundet en skuespiller med udpræget mellemøstlige træk og givet ham frisure og skæg, som vi normalt ser på billeder af Jesus. De har lagt Koran- og Bibel-citater i munden på ham, men også en del udtalelser, som ikke står i nogen hellig bog. Og så lader de ham udføre en række tilsyneladende overnaturlige mirakler.

En forvirrende skikkelse

Al-Masih siger flere gange, at han er sendt med et budskab fra Gud, men han hævder ikke selv at være Messias eller Jesus. I sjælesørgeriske samtaler med enkeltpersoner formår han at afsløre skjulte sår og uforløst skyld. Han taler aldrig om tilgivelse eller soning, men om fred i form af at standse al krig og vold. Han bekender sig ikke til nogen religion, men siger hen mod slutningen af serien, at de forestillinger, som mennesker har om Gud nu er passé. Han svarer altid undvigende på spørgsmål om sig selv, og han kan indimellem være ret kold.

Så naive kristne findes forhåbentlig ikke

Gennem hele serien har Al-Masih både en Mossad-agent og en CIA-agent i hælene. De kæmper for at afsløre ham som en fupmager, men rigtig mange af de troende kristne er overbeviste om, at han er den genkomne Jesus. Jeg vil helst tro, at denne fremstilling af de kristne ikke kan have bund i virkeligheden, men er en frugt at manuskriptforfatternes fordomme om de evangeliske kristne.

Netflix-serien beskriver situationen omkring Al-Masih sådan, at mennesker er i tvivl om, hvad de skal mene om en mand, der hævder at være sendt af Gud. Sådan var det også, da Jesus for 2.000 år siden kom til jorden første gang. Men Bibelens beskrivelse af Jesu genkomst er helt anderledes. Den lader ingen i tvivl om, at det vil ske på en måde, så alle er klar over, at her kommer verdens Herre, som har al magt, og alle knæ vil bøje sig (Matt 24,27; Luk 21,27; Fil 2,10). Jeg har meget svært ved at forestille mig, at nogen bibellæser ville tro, at en mand som Al-Masih skulle være Jesus, som er kommet til jorden igen.

Måske er det Antikrist

Men har de så ret, dem der mener, at “Messiah” ikke handler om Jesus, men om Antikrist. Det er fristende at sige ja, for Al-Masih har mange antikristelige træk. Han hævder at være udsendt af Gud, men fornægter samtidig flere centrale dele af den kristne tro. Bibelen siger også, at Antikrist kan udføre undere, og at mange vil følge ham. Jesus siger om Antikrist:

“Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; for der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. Nu har jeg sagt jer det forud” (Matt 24,23-25).

Når jeg ikke kan godkende Al-Masih som en prototype på Antikrist, skyldes det, at jeg forestiller mig, at den reelle Antikrist vil fremtræde mere forførende og med større magt over mennesker. Han vil ikke så åbenlyst søge at skabe splittelse og forvirring. Han vil kort sagt minde mere om den sande Kristus.

Antikrist og de antikristelige profeter vil være i stand til at føre selv de udvalgte vild. Jeg tror ikke på filmens præmis om, at de kristne vil lade sig forføre af en så modsætningsfuld skikkelse som Al-Masih i “Messiah”.

Undervejs i min undersøgelse af debatten om “Messiah” på internettet, fandt jeg flere spøjse indlæg. Interesserede i debatten på internettet kan finde mere her. 

Se serien og læs et par bøger

Læs mere om Antikrist i min bog “Han gør alting nyt – de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” (Link til anmeldelser mv. her på siden).

Og se endelig serien “Messiah”, hvis du har adgang til Netflix. Den er både underholdende, tankevækkende og – som Netflix selv skriver på hjemmesiden – provokerende, og du bliver ikke forført af Antikrist ved det.

Allerede traileren til “Messiah” mindede mig om plottet i Paul L. Meiers gode roman “Som en tyv om natten” (Lohse, 2011).  Denne lighed findes i hele serien. En forskel er, at i Meiers roman søger frelser-skikkelsen at efterligne Jesus mest muligt. En anden forskel er, at det er en bibellæsende og Jesus-troende teolog og ikke CIA, der leder efterforskningen af frelser-skikkelsen. Tænk, hvis der havde været sådan en type i “Messiah”. Det havde sparet CIA for meget besvær. Men det er der desværre overhovedet ikke, selvom der i virkeligheden findes mange af os rundt omkring ;o).

Det glædelige ved Jesu genkomst

I adventstiden har kirken fokus på Guds opfyldelse af sine løfter. Det peger på Jesu første komme julenat, men det peger lige så meget på hans genkomst. For en kristen er det noget godt, der sker den dag.

“Det forjættede land” Malet Af Hakon Lund Jensen

Da jeg arbejdede med bogen “Han gør alting nyt – de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord”, blev det klat, at der skulle være et kapitel om alle de mange steder i Bibelen, hvor Jesu genkomst berøres. Det viste sig at være rigtig mange steder.

Fire stikord

Undervejs dukkede der nogle stikord op, som på forskellig vis siger noget om, hvad Gud har planlagt ved genkomsten – udover at der sker en dom. Slå selv efter og tjek, om ikke det er rigtigt, at disse fire bibelsteder handler om Jesu genkomst:
… ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig (Luk 21,28)…. ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone … (Matt 19,28).
… han skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt (ApG 3,21).
… skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden (Rom 8,21).

Med disse fire citater ser listen med stikord sådan ud:
– forløsning
– verdens genfødelse
– genoprettelse
– befriet fra trældommen

De fire stikord handler om noget, der sker med det, som findes i forvejen. Efter dommen tager Guds menighed bolig på den nye jord sammen med Gud (Åb 21). Det er ikke en anden jord, som Gud skaber til den tid, men det er den nuværende i en ny og renset skikkelse – forløst, genfødt, genoprettet, befriet fra trældommen.

Peter forklarer, at lige som Gud engang rensede jorden ved vand, vil han ved Jesu genkomst rense den ved ild (2 Pet 3,5-7 og 13). Ilden renser meget mere effektivt, derfor bliver den kommende renselse den sidste.

Alting bliver nyt

De fire stikord samles på smukkeste vis i ordene fra ham, som sidder på tronen: »Se, jeg gør alting nyt!« (Åb 21,5). Fem helt almindelige ord med en altomfattende betydning, når de sættes sammen på denne måde. Alting betyder ganske enkelt det hele. Det, som findes i forvejen.

I Paradis (1 Mos 1 og 2) var alting nyt. Før syndefaldet var verden stadig ung og frisk. Det er ikke uden grund, at visionen af den nye jord har visse ligheder med Bibelens to første kapitler (Åb 22,1-5).

Allehelgen på den nye jord

Vi har lov til at tro, at vores afdøde nu er hos Jesus i Paradiset. Vi har et kristent håb, som knytter sig til en usynlig virkelighed. For de afdøde troende er det blevet synligt.

Et bestemt bibelvers læses både ved dåb og begravelse. Det indrammer vores liv og giver det et evigt perspektiv. Bibelverset lyder: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde” (1 Pet 1,3).

Verset hører til ved dåben, fordi vi der får det kristne håb ved genfødelsen. Og det hører med ved begravelsen, fordi det er et løfte om evigt liv. Det levende håb hviler på en stærk grundvold, nemlig Jesu opstandelse fra de døde.

En bolig står klar

I Bibelen slutter verset med et komma. Vi er altså ikke færdige med at høre, hvad apostlen Peter vil sige om håbet. I de følgende vers skriver han, at vi ved genfødelsen fik en arv, som er gemt i himlen til enhver, som bliver bevaret i troen. Og han siger, at vi bliver bevaret i troen ved Guds magt. Gud holder os fast.

Arven er gemt i himlen, skriver Peter. Det kan minde os om Jesu ord i sin afskedstale til disciplene: “Jeg går bort for at gøre en bolig rede for jer” (Joh 14,2). Vi kan betragte vores dåbsattest som et skøde på en bolig i himlen. Et skøde på en arv, der findes hos Gud og bevogtes af hans engle. Det er usynligt for øjet, men synligt for troen, og det er uforgængeligt, ukrænkeligt og uvisneligt, som Peter skriver.

Enhver, der dør i troen på den opstandne Jesus, flytter ind i sin bolig. Og boligen er i Det Ny Jerusalem.

Boligen på den nye jord

Glæden ved at bo i Det Ny Jerusalem læser vi om i Bibelens næstsidste kapitel (Åb 21). Først ser vi, at Gud ved Jesu genkomst gør himmel og jord ny (Åb 21,1). Det understreges igen i vers 5: “Han, der sidder på tronen, sagde: ‘Se, jeg gør alting nyt!’

Det næste er, at Det Ny Jerusalem kommer ned fra himlen for at være på den nye jord. Og så får vi at vide, at Gud følger med. Hele tre gange står der i vers 3, at Guds bolig i evigheden er hos menneskene. “Gud vil selv være hos dem.” Og han vil ikke alene være hos dem, han vil også genskabe Paradis for dem.

Han gør alting nyt

Gud forløser os, genopretter os og befrier os fra forgængeligheden (Luk 21,28; ApG 3,21; Rom 8,21). Han fjerner alt det dårlige, der kom ind i skaberværket ved syndefaldet, mens alt det gode, der var der før syndefaldet, vil blive bevaret.

Johannes beskriver det sådan: “Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb 21,4).

Det er ikke tilfældigt, at herligheden beskrives ved det, der ikke er der mere. Alt det gode, som bliver vores virkelighed i den evige herlighed, har nemlig været der siden skabelsens morgen. Men siden syndefaldets dag har det været underlagt sorg, pine, synd, skrig og død.

I dag skal du være med mig

Men Det Ny Jerusalem kommer jo først ned på den nye jord ved Jesu genkomst. Hvor er vores afdøde så nu? Jeg tror, at svaret er ret enkelt.

Vi kalder dem de hensovede, og det gør Bibelen også. Vi kan forestille os, at når Jesus vækker dem op ved sin genkomst, har de ingen erindring om mellemtiden fra deres død til opstandelsen. Mon ikke det dækker ret godt?

Jesus sagde til den bodfærdige røver på korset: “I dag skal du være med mig i Paradis!” (Luk 23,43). Uanset hvad der eventuelt er sket mellem hans død og hans opstandelse, så oplevede røveren det netop sådan. Han vågnede samme dag op i Paradis sammen med Jesus.

Dagen for Jesu genkomst er også den dag, hvor alle de frelste skal opstå. For os er det i fremtiden, men for de opstandne er det i evigheden, og hvornår begynder den?

I samme menighed

Når vi omkring allehelgen mindes de kære, der er gået bort i troen på deres usynlige frelser, og glæder os over, at de nu lever ansigt til ansigt med ham, så tror jeg, at vi er på sikker grund. Det bekræftes også af Salmebogens nummer 573:

Helgen her og helgen hisset
er i samme menighed,
derom haver os forvisset
han, som alle dybder ved.

Kun en ting skiller os fra de afdøde: Vi lever her i håbet, og de lever i opfyldelsen. Derfor hedder det i vers 3:

Sammen bor vi i Guds-haven,
skilt kun ved det lille bælt …

Guidet tur til Det ny Jerusalem

Det ny Jerusalem kommer ned på jorden, når Jesus kommer igen. Det er her på jorden, vi skal tilbringe evigheden i den herlige stad.

Jeg er overbevist om, at Det ny Jerusalem er noget så stort og herligt, at det ikke kan beskrives med de ord og begreber, vi har til rådighed nu. Det overstiger alt, hvad vi kan forestille os. Derfor har profeterne fået antydninger i form af syner, der er fyldt med symboler. Og derfor taler Johannes om guld på gaderne og masser af alverdens ædelsten. Det er beskrivelser, der antyder noget endnu herligere.

Det kommer ned på jorden

Lige nu er Det ny Jerusalem hos Gud i hans himmel, men ved Jesu genkomst kommer det ned på jorden, som Gud til den tid netop har renset for alt det forfærdelige, der kom over skaberværket ved syndefaldet. Den nye jord er derfor fri for synd, død, smerte, råddenskab, sorg, og hvad man ellers kan nævne af ondskab (Åb 21,1-4).

Gud vil bo sammen med os mennesker i Det ny Jerusalem på den nye jord. Det siges hele tre gange:

“Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:
Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.” (Åb 21,3)

Efter beskrivelsen af den nye jord siger han, der sidder på tronen: “Se, jeg gør alting nyt!” Derefter omtales fortabelsen kort, og så kommer den symbolfyldte beskrivelse af Det ny Jerusalem.

Beskrivelse af Det ny Jerusalem

Johannes får en guidet tur med en engel som vejviser, og vi tager med (Åb 21,9ff). “Nu skal du se bruden, Lammets hustru,” siger englen først, og så fører han os op på et stort bjerg og viser os den hellige by, Jerusalem, der kom ned fra himlen.

Englen siger, at han vil vise os bruden, Lammets hustru, og så peger han på Det ny Jerusalem? Det giver kun mening, hvis de to på en måde er et symbolsk udtryk for det samme.

Johannes beskriver for os, hvad vi ser: “Jerusalem kommer ned fra himlen, fra Gud, med Guds herlighed. Dens stråleglans er som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis.” Og så følger en beskrivelse af en bymur med tolv pragtfulde perleporte, og tolv grundsten med apostlenes navne. Byen er bygget på apostlenes grundvold (Ef 2,20).

Vores guide har en målestok med. Det viser sig, at byen er 12.000 stadier. 12.000 er et symbolsk tal som betegner noget kæmpestort, og som også hentyder til Guds folk. Og så får vi at vide, at byen er lige så høj, som den er bred. Den er altså terningformet.

Det ny Jerusalem er terningformet som det allerhelligste i templet.

Det allerhelligste er Guds bolig

Det er ikke første gang, vi møder terningen i Bibelen. Telthelligdommen under ørkenvandringen var bygget efter Guds anvisninger. Det var lige højt og bredt, og så var det tre gange så langt. To tredjedele inde i teltet var der et forhæng, som skilte den inderste tredjedel fra. Derved opstod et terningformet rum, som var det allerhelligste. Det var Guds bolig og derfor utilgængelig for mennesker. Kun én gang om året måtte ypperstepræsten gå ind bag forhænget, og han måtte aldrig gøre det uden offerblod.

Dekorationen på forhænget foran det allerhelligste mindede dagligt præsterne om, at her var adgang forbudt. Der var nemlig indvævet keruber, som keruberne var de engle, der blev sat som vagter ved Edens have for at beskytte Adam og Eva mod at gå ind.

Det allerhelligste i templet var et symbolsk udtryk for Edens have, og symbolikken fremgik af den fuldkomne form – terningen. Det allerhelligste var stedet, hvor Gud tog bolig midt i sit folk. Og nu dukker terningen op som Det ny Jerusalem.

Terningen er med langfredag, for i det øjeblik Jesu døde på korset, blev forhænget i templet flænget fra øverst til nederst (Mark 15,37-38). De tilstedeværende præster har fået sig en voldsom forskrækkelse, men vi glæder os, for det viser, at fra det øjeblik blev der fri adgang ind til Gud.

Beskrivelsen i Åb 21 er en skildring af brylluppet mellem brudgommen (Jesus) og bruden (menigheden). Gud og mennesker flytter sammen i Det ny Jerusalem (se også Ef 5,25-27).

De evige boliger

Forestillingen om, at vi i evigheden skal bo hos Jesus i himlen, kommer blandt andet af Jesu løfte til disciplene umiddelbart inden påske. “I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer” (Joh 14,2-3).

Den bolig er i Det ny Jerusalem, som altså kommer ned fra himlen til den nye jord. Derfor skal vi ikke tilbringe evigheden i himlen, men på den nye jord.

 

Læs mere om Det ny Jerusalem og meget andet i “Han gør alting nyt”.

Se også PowerPoint til mit foredrag “På vej mod Det ny Jerusalem”.

Vi tvinges gennem regulering af sproget

Guds skaberordning undermineres af vejledninger om, hvordan vi skal tale inkluderende. Det sker overalt lige fra universitetet til Word.

Segl fra 1537 for Københavns Universitet, landets højeste læreanstalt.

Tidsåndens bestræbelser på at opløse kønnene i kombination med MeToo-bevægelsen får de underligste følger. Her er tre eksempler på, hvordan vores sprog bliver styret, så ingen føler sig udenfor. Overfladisk set er det godt, men under den pæne overflade handler det om, at der er noget, der ikke må siges højt. Og det er, at Gud har skabt os med et biologisk køn. Det handler dybest set om et oprør mod Guds ordninger.

Vejledning fra universitetet

Det første eksempel er fra Københavns Universitet. Institut for Kunst- og Kulturvidenskab har udsendt en mail til underviserne med retningslinjer for, hvordan de studerende skal tiltales. “Undgå at samle/anråbe de studerende med kønnede betegnelser, såsom: damer/piger eller gutter/drenge,” står der blandt andet. Begrundelsen er, at nogen ikke opfatter sig selv som “han” eller “hun” og derfor vil føle sig krænket og ekskluderet af fællesskabet.

Instruksen skyldes, at der mangler retningslinjer for, hvordan man undgår situationer, “hvor non-binære og transpersoner ikke føler sig inkluderet”, forklarer institutlederen.

Ved sin instruks følger universitet en tendens fra USA, hvor der f.eks. på universiteter er oprettet såkaldte sikre zoner, hvor folk kan færdes uden at risikere at blive tiltalt som mand eller kvinde. Det betyder også, at hvis en tekst i pensummet indeholder formuleringer, der kan opfattes som krænkende, skal der være en advarsel, så man på forhånd kan tage stilling til, om man vil læse den. Som når studieværten i tv-avisen siger: “Vi advarer om, at der i det følgende indslag er ubehagelige billeder.”

Ironisk nok overtræder Københavns Universitet selv vejledningen. I de statistikker på hjemmesiden, der viser sammensætningen af ansøgere til studierne, benævnes de stadig kun i to grupper, nemlig kvinder og mænd.

Hjælp fra Word

Fænomenet vil angiveligt også dukke op i en opdatering til Word fra Microsoft. Hvis jeg skriver formand, vil Word foreslå at ændre det til forperson. Og hvis jeg skriver politimand, vil jeg få forslaget politibetjent.

Microsoft begrunder det med, at de vil hjælpe brugerne med at skrive inkluderende. “Inklusion og mangfoldighed er grundlæggende værdier for os,” siger Anders Thomsen, direktør for politik i Microsoft Danmark, til Kristeligt Dagblad. Heldigvis vil man kunne vælge funktionen fra.

Vejledning fra folkekirken

MeToo-bevægelsen har også sat sit aftryk på folkekirken. Forleden udgav Folkekirkens Arbejdsmiljøråd nemlig en vejledning om håndtering af seksuel chikane og krænkende adfærd på arbejdspladsen, skrev Kristeligt Dagblad for nylig.

Folkekirkens Arbejdsmiljøråd understreger, at det er op til den enkelte at vurdere, hvad der er krænkende adfærd. ”Det er personens oplevelse af de krænkende handlinger, der er central, og intentionerne er således uden betydning,” lyder det.

Hvis man siger noget, som en anden føler sig krænket over, så er man skyldig. Hvad man i virkeligheden mente, er ligegyldigt. Stik imod al anden retspraksis i Danmark, er krænkeren skyldig, indtil det modsatte er bevist.

”Krænkelse er blevet en magtfaktor. Vi bruger mere og mere vores krænkelse til at vinde magt eller til at spænde den for en bestemt dagsorden,” lød en sognepræsts kommentar.

En antikristelig kampagne

Formålet med denne kampagne, der spreder sig ud over hele verden, er at regulere vores sprogbrug. Kampen om, hvad man må sige og ikke må sige, handler om vores tanker og holdninger. Ved at styre sproget får man magt over stort set alt, hvad der har med identitet at gøre. Kravet om inkluderende sprog er ikke et ønske om at blive respekteret. Det handler om at påtvinge andre sin egen opfattelse af virkeligheden.

I al beskedenhed, så minder alt dette om FN’s tolerance-kampagne, som jeg skildrede i “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid”. Tolerance-kampagnen ser i første omgang ud som noget ret uskyldigt, men efterhånden vender den sig imod bibeltro kristne, som ønsker at følge Bibelens vejledning om, hvad Gud kalder for synd. Kampagnen bliver brugt antikristelig, og i romanens er den også tænkt sådan.

Så vidt jeg kan se, er det allerede ved at gå netop sådan med talen om inkluderende sprog.

Fremtidens forfølgelse af troende

Den største fare for undertrykkelse af religiøse mindretal er avanceret digital overvågning og undertrykkelse, siger USA’s ambassadør for trosfrihed med udgangspunkt i en sag fra Kina.

Sam Browback er USAs ambassadør for religionsfrihed.

I 20 år har USA haft en ambassadør for global religionsfrihed. Sam Browback er den femte, som har dette embede. Da USA i 1998 vedtog loven om religionsfrihed, som blandt andet førte til oprettelse af ambassadørstillingen, regnede man med, at over halvdelen af verdens befolkning levede under regimer, der indskrænkede eller forhindrede borgernes trosfrihed. Ifølge det anerkendte Pew Research Center er det nu 83 procent.

Ord eller handling

Trods de sidste 20 års hurtige stigning i forfølgelse af troende, en stigning, som især rammer kristne, er Sam Browback optimistisk. “For det første er der ingen tvivl om, at verden er begyndt at åbne øjnene for vigtigheden af, at mennesker frit kan dyrke deres gudstro. For det andet vil ingen nogensinde vinde krigen mod religionsfrihed. Det er aldrig sket, og det vil aldrig ske. Troen bor i et menneskes sjæl, og du kan ikke spærre den inde. Mennesker vil til evig tid kæmpe med næb og klør for, at deres sjæle kan være frie,” siger han.

Det første kan man godt tvivle på. Det er rigtigt, at flere og flere taler om vigtigheden af religionsfrihed, men hvad bliver der gjort? På USAs liste over lande, som undertrykker religiøse mindretal, er Saudi-Arabien et af de værste lande, men det har ikke fået en eneste konkret konsekvens. Saudi-Arabien er fortsat en af USAs nære allierede. Den forrige regering i Danmark oprettede et kontor på Christiansborg, der skal modvirke forfølgelse af kristne, men hvad er der kommet ud af det? Har danske politikere ansigt til ansigt med undertrykkerne bebrejdet et eneste land i verden for at forfølge kristne? Det kunne for eksempel være sket ved det offentlige danske besøg i Indien, som fandt sted et stykke tid efter, at kontoret var etableret.

Det andet er rigtigt. Man kan ikke spærre troen inde. En meget sigende anekdote handler om fængselsdirektøren i et af de undertrykkende lande, der henvendte sig til borgmesteren og sagde: “Send ikke flere kristne. Jeg lukker flere ud end jeg lukker ind. De formerer sig i fængslet.”

Den største fare

I en artikel i Kristeligt Dagblad den 20. juni forklarede Sam Browback, hvorfor han ser digital overvågning og undertrykkelse som den største fare for troende i fremtiden. Han gjorde det med et eksempel fra Kina.

I Xinjiang-provinsen bor godt 10 millioner af det muslimske uighur-mindretal i Kina. De kan ikke se en video på deres mobiltelefon eller besøge en moské, uden at staten følger med. Alle uighurer skal installere en app på deres telefon, som giver myndighederne mulighed for at følge med i deres geografiske placering, kontaktlister, fotos, videoer og lydfiler.

Myndighederne har også forsynet uighurernes område med hundredtusinder af overvågningskameraer med ansigtsgenkendelse. Det betyder, at de kan holde styr på alle, der færdes offentligt. Ved at køre alle informationerne sammen er det muligt at registrere den enkeltes handlinger og til dels tanker. Det bruges til at styre en “social konto”, som regulerer retten til offentlige ydelser. Er du samfundsskadelig, kan du for eksempel miste retten til tog og bus, og så bliver det svært at studere eller have et arbejde. Er du en nyttig borger, kan du opnå særlige privilegier.

Systemet har været afprøvet i Shanghai på frivillig basis. Læs mere om det adfærdsregulerende kreditsystem i et tidligere blogindlæg her.

Et magtmiddel

Det kinesiske styre planlægger at gøre systemet i Shanghai landsdækkende næste år, fortsat i den frivillige form. Men det kan altså også bruges som et magtmiddel og tvinges ned over mindretal, og den form udgør den største fremtidige trussel i kampen for religionsfrihed verden over, vurderer Sam Browback.

“Jeg tror, at vi i fremtiden vil se færre mennesker, der dræbes eller fængsles på grund af deres religion. I stedet vil vi opleve, at flere mennesker marginaliseres økonomisk og socialt,” siger han. “Autoritære regimers brug af teknologi til at undertrykke religiøse mindretal bliver den største udfordring i kampen for global trosfrihed.”

Antikristeligt

Eksemplet handler om muslimer, men det illustrerer meget godt et mareridt, som også kan blive virkelighed for kristne. Vi lever i et land, hvor mange vil sige, at sådanne totalitære initiativer er utænkelige. Men inden for de sidste få år har vi alligevel set et seriøst politisk forslag om, at svage familier i udsatte boligområder skal digitalt overvåges, så myndighederne kan gribe ind over for radikalisering og modvirke opdragelse i værdier, som ikke er danske. Og her skal vi huske, at “danske værdier” er det, som flertallet mener om køn, abort, mand-kvinde, tolerance osv.

En lov er trådt i kraft, som tvinger forældre i udsatte familier til at aflevere deres etårige til offentlige vuggestuer, så de kan få lært noget dansk – og det handler ikke kun om sproget. Det handler igen om danske værdier.

Og før valget var der et helt seriøst forslag på Christiansborg om, at alle prædikener, der holdes på et udenlandsk sprog, skal oversættes til dansk, og et fyldigt referat skal afleveres til myndighederne. Det er så omfattende et indgreb, at det vist ikke kendes tilsvarende i noget totalitært regime.

Klimadebatten har vist, hvor hurtigt en stemning kan opstå på samme tid over det meste af verden. En magtfuld stemning, som får flertallet til at skamme det klimaskeptiske mindretal ud. En stemning, der er ret homogen, og som har religiøse undertoner, men ikke nogen gud, eller nogen samlende synlig profet (bortset måske fra en svensk gymnasieelev).

“Om lidt – roman fra en ikke så fjern fremtid” handler også om digital forfølgelse. Se anmeldelser.

Da jeg for 50 år siden sad under pastor Frank Jakobsens bibelundervisning og hørte ham udlægge Johannes’ Åbenbarings syner om Antikrist, var det vanskeligt at forestille sig en verdensomspændende hetz mod Kristus-troende. Hvordan skulle det rent praktisk kunne gå til? I dag er det ikke kun mig, der anser det for muligt. Måske er det allerede på vej.

Hvad med den store trængsel?

Når jeg ved en undervisningsaften i et missionshus røber, at Jesus efter min vurdering godt kan ske at stå lige for døren, kommer følgende indvending måske: “Hvad så med den store trængsel? Den skal jo komme først.”

 

Bombet kirke i Irak.

Jeg har læst flere beskrivelser af den store trængsel – også i romanform, og der findes rigtig meget af det på nettet. Det er rigtigt, at hvis den store trængsel skal være som disse beskrivelser, så har vi ikke oplevet den endnu. Men de består af en blanding af bibelsk profeti og menneskelig fantasi. Og nogle gange er der en overvægt af fantasi.

Jeg vil gerne stille spørgsmål ved påstanden om, at vi ikke har oplevet den store trængsel. Lad mig begynde med et par bibelsteder, derefter lidt statistik, og så en side fra Kristeligt Dagblad (KD) den 21. juni i år.

Når ét lem lider

Det bibelsted om trængslen, som jeg helst henviser til, er Jesu profeti: “For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme. Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet” (Matt 24,21-22). For mig er der ingen tvivl om, at trængselstiden bliver afkortet ved, at Jesus kommer igen. Derfor er det rigtigt at koble genkomsten sammen med trængselstiden. Jeg fornemmer også, at trængselstiden er noget, der bliver værre og værre. Spørgsmålet er: Hvor slemt skal det blive, inden Jesus stopper det? Venter han til allersidste øjeblik, så vi bliver udsat for alt, hvad vi overhovedet kan tåle?

En af de stærke beskrivelser af den kristne menighed er billedet med legemet. Når et lem sider, så lider hele legemet, forklarer Paulus (1 Kor 12,26). Hvor mange kristne skal opleve trængsel, for at hele legemet bliver ramt?

Og så lidt statistik. Eksperter har talt os og mener, at omkring 2 milliarder vil betegne sig selv som kristne. For få år siden havde Evangelisk Alliance forfulgte kristne som tema i bedeugen. Der oplyste de, at omkring 200 millioner kristne forfølges for deres tros skyld. Det gælder alt fra grov diskrimination til at blive dræbt for sin tro. Dette tal bakkes op af flere organisationer, som har fokus på forfølgelse af kristne. Hvis der er 2 milliarder kristne, og 200 millioner forfølges, så er det hver tiende kristen, der oplever trængsel på grund af deres tro. De 2 milliarder er fx inklusive 80 procent danskere og alle mulige kristne sekter, så tallet er sat så højt som muligt.

Drab på kristne eskalerer

Og så til nyheden i KD. “Drab på kristne eskalerer i Burkina Faso” lyder overskriften på side 4. Der er en reportage fra byen Arbinda i den nordlige del af landet. Kristne er flygtet over hals og hoved, og der er ingen tilbage, fortæller en anonym indbygger til en britisk kristen hjælpeorganisation. Islamistiske halvmilitære grupper har opsøgt kristne hjem for at dræbe alle i huset. Hvis en muslim skjuler kristne, eller nægter at fortælle om, hvor de er, så bliver han dræbt på stedet.

Tidligere levede landets cirka 60 procent muslimer og 30 procent kristne fredeligt sammen, men det ønsker de militante muslimer at sætte en stopper for. Med inspiration fra nabolandene Mali og Niger forsøger de at vinde total politisk magt ved at angribe kristne. Den burkinske præst Daniel Sawadgo er forfærdet over udviklingen i sit hjemland. Han siger til Åbne Døre: “Det her er det største chok i vores liv som kristne. Aldrig i vores vildeste fantasi ville vi have troet, at dette kunne ske.”

Vores kristne brødre og søstre i Burkina Faso deler nu skæbne med trosfæller i Syrien, Irak, Egypten, Kina, Saudi Arabien, de palæstinensiske områder, Nordkorea og desværre mange flere steder i verden (se mere her). Men kan vi kalde det hårde trængselstider for de kristne, bare fordi 200 millioner lider for deres tro i andre dele af verden? Ja, efter min mening kan vi. Når et lem lider, så lider hele legemet.

Kan vi forvente, at Gud synes, det er nok nu? Det kan kun Gud selv svare på. Hans dilemma er, at der også er en voldsom kristen vækkelse i verden. Dagligt bliver der føjet tusinder til den frelste skare, og han ønsker, at endnu flere kommer med (2 Pet 3,9).

 

Religiøse rammes af digital undertrykkelse

Nederst på samme side og på forsiden af samme KD er der en historie om digital undertrykkelse af religiøse. Den historie gemmer jeg til næste indlæg her på bloggen.

 

I min roman “Om lidt – roman fra en ikke så fjern fremtid” har jeg antydet nogle af mine tanker om, hvordan trængslen for kristne i Danmark vil øges i de kommende år.

Læs anmeldelserne af romanen og bestil den her.

 

 

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial