Det kristne håb er totalt afhængigt af, at Jesus forlod sin grav i live. Enhver tale om opstandelse på andre måder slår effektivt grundlaget væk under håbet om en evig herlighed, så hvorfor nøjes med mindre end en opstandelse med kød og knogler.
Opstandelse, himmelfart og genkomst hører uløseligt sammen. Uden Jesu legemlige opstandelse, vil der ikke være en himmelfart. Og uden Jesu himmelfart vil der ikke være en genkomst. Og uden Jesu genkomst, vil der ikke være nogen opstandelse for os.
Vokset sammen med Jesus
Paulus underviser et sted om dåbens betydning. Han knytter den sammen med påskens begivenheder og skriver, at vi i dåben får del i Jesu død på korset og hans legemlige opstandelse påskemorgen:
“For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans … Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere” (Rom 6,5 og 9).
Ved dåb og begravelse
Midt i påskeugen var vi til begravelse. Her blev vi igen mindet om det kristne håb. Et bestemt bibelvers læses både ved dåb og begravelse. Det knytter Jesu opstandelse sammen med det kristne håb. Her er de to næste vers taget med.
“Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid” (1 Pet 1,3-5).
Han forvandler vores legeme
Paulus afslutter sit store opstandelseskapitel (1 Kor 15) med at tale om legemets forvandling ved opstandelsen. Når Jesus kommer igen, skal vores forgængelige legeme iklædes uforgængelighed, og vores dødelige legeme skal iklædes udødelighed, skriver han.
Uanset, hvordan vi kommer herfra, om vi bliver begravet, kremeret, spist, eller måske stadig lever ved genkomsten, så vil Gud den dag tage det, der er tilbage af os, og underfuldt gendanne det.
Jesus opstod påskemorgen i sit eget legeme, og hans opstandelse er modellen for, hvordan det vil blive for os. Gud, som skabte alt ved sit mægtige ord, og som påskemorgen kaldte Jesus ud af graven, gør opstandelsen mulig.
“Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt” (Fil 3,21).
Et stykke stegt fisk
“De gav ham et stykke stegt fisk.” Så kort og prosaisk lyder et meget væsentligt vers i Bibelens påskeberetning. I sig selv er det ikke opsigtsvækkende, men sammenhængen gør det til noget særligt.
Påskedag om aftenen dukkede Jesus op i disciplenens fællesskab. Han ville overbevise dem om, at han virkelig var opstanden. De fik lov til at røre ved ham, og så spiste han stegt fisk for at overbevise dem om, at han ikke kun var opstået åndeligt.
“Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har.” Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og fødder. Og da de af bare glæde stadig ikke kunne tro, men undrede sig, spurgte han dem: “Har I noget at spise her?” De gav ham et stykke stegt fisk, og det tog han og spiste, mens de så det. (Luk 24,39-43).
Glædelig opstandelsesdag!