Læser man om Jesus i Det Nye Testamente, dukker der ting op, som for længst er gået i glemmebogen. Det er en doktor i teologi, der har opdaget dette, og han gør rede for det i en kronik i Kristeligt Dagblad.
Over kronikken i Kristeligt Dagblad (KD) den 22. januar stod der denne appetitvækker: Hver dag bliver Jesus sødere og sødere. Det er led i en bred bevægelse, hvor forkyndelsen er blevet ren sukkerklister. Men i Det Nye Testamente er forestillingen om dommedag og dermed Guds dom over mennesket afgørende. Tør vi igen forkynde det?
Kronikken kaldte på en kommentar. Her følger det debatindlæg, jeg har sendt til avisen. Det kan læses uden at kende kronikken:
Tør vi virkelig genoplive dommedag? Sådan spørger dr.teol. Carsten Beengaard i en kronik i KD den 22. januar. Som jeg forstår kronikken, mener Breengaard, at forkyndelsen af dommedag er blevet for slap. Amen til det. Det alvorlige i Jesu forkyndelse af dommedag og fortabelsens mulighed forkyndes for sjældent.
Men der er et par passager i kronikken, jeg er spørgende overfor. Breengaard har sat sig ned ved sit skrivebord og læst Det Nye Testamente. Og der fik han en del at vide om Jesus, “som man hverken møder hos Luther, Johannes Sløk eller i den kirkelige forkyndelse”.
Jesu tale om dommedag mangler
Det, Breengaard savner hos Luther og i kirkens forkyndelse, er Jesu tale om dommedag. Han skriver, at dette “for længst er gået i glemmebogen”. Den påstand er alt for generel. Den gælder ikke alle forkyndere. Og da heller ikke Luther.
Når jeg med stor interesse kaster mig over en kronik med ordet “dommedag” i overskriften, skyldes det min mangeårige interesse for de sidste tider og Jesu genkomst. Denne interesse førte til bogen “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” (Lohse, 2016) og “Om lidt – roman fra en ikke så fjern fremtid” (BogAnker, 2017). Jeg skriver løbende om det på bloggen www.genkomst.dk.
Det har været vigtigt at understrege, at Jesu genkomst og dommedag er noget godt for kristne. Som kristne kan vi have “frimodighed på dommens dag” (1 Joh 4,14-17). Jesus siger i forbindelse med tegnene i de sidste tider: “Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,28).
Ikke en trussel
Jeg mener med andre ord, at Breengaard tager fejl, når han med henvisning til Jesu tale om, at Guds rige er nær, konkluderer: “Påstanden om Guds riges nærhed må forstås som en truende motivering til omvendelse.” Jesu forkyndelse af Guds riges nærhed knytter til ved Messias-løfterne, som handler om frelse og ikke om dom. Der er ikke tale om en trussel, men om en invitation til at tage imod frelsens gaver.
Man kan måske kalde Jesu tale om dommedag og den evige ild for en trussel. Jeg fortrækker at kalde det en advarsel, og det er ikke helt det samme. Når meteorologerne i min barndoms farvandsefterretninger i radioen kom med et stormvarsel for Doggerbanke, var det ikke for at true fiskerne til at søge havn. Det var en advarsel.
Vi tør ikke lade være
Til Breengaards afsluttende spørgsmål: “Tør vi virkelig genoptage forkyndelsen af dommedag?” må kristne forkyndere svare: “Eftersom Jesus taler meget om dommedag, hvordan tør vi så lade være?” Men vi skal bruge meget mere tid på at tale om Jesu død og opstandelse, som kan give os frimodighed på dommens dag.
Og så til en anden kronik. Den 11. december var der en kronik i KD, som var skrevet af en ateist. Jeg sendte dengang en kommentar til KD. Den blev ikke optaget, for netop i de dage fik læserbreve om tegneseriehunden Freddie første prioritet af debatredaktøren. Men her er teksten, som kan læses uden at kende kronikken:
Væk fra livets træ
Det var dejligt i kronikken den 11. december at møde en ateist, der søger samtale med troende. Tak for din invitation, Ib Ulbæk. Tillad mig at kommentere et par af dine betragtninger.
Du skriver, at mennesket selvforskyldt måtte forlade Edens have. Det er desværre rigtigt. Men så fortsætter du: “… mennesket mister det evige liv ved at miste adgangen til livets træ.” Det lyder som et temmelig afgørende punktum. Men det er et punktum, som Bibelen ikke sætter.
Går du et par vers tilbage i beretningen om syndefaldet (til 1 Mos 3,15), giver Gud der et løfte om frelse for det faldne menneske. Kvindens sæd er Jesus – menneske og Gud i én person. Slangen er Satan, der huggede Jesus i hælen langfredag. Men Jesus knuste slangens hoved samme dag. De dunkle ord handler altså om det helt centrale i kristendommen – at Gud gør det, som er nødvendigt til vores frelse.
Gud ville beskytte
Et syndigt menneske kan ikke tåle at stå ansigt til ansigt med den hellige Gud, og det gjorde Gud noget ved i påsken. Han har fjernet den evige konsekvens af synden ved selv at tage straffen for den. Vores forkerte handlinger har stadig konsekvenser, men ikke for evigheden.
Og så er vi tilbage ved livets træ. Når Gud spærrede adgangen til livets træ, var det fordi han skulle have frelsen på plads, inden de fik lov at spise. Derfor sagde han: “Bare de nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ …” Formålet med at spærre adgangen var at beskytte mennesket mod en evig tilværelse uden Gud.
Jeg har, ligesom du, også skrevet en bog. Min hedder “Han gør alting nyt” og handler om Jesu genkomst, som er et nøglepunkt i Gud plan for det evige liv. Der gør jeg rede for, at Bibelen ikke sætter en modsætning op mellem et meningsfyldt og nærværende dennesidigt liv og så det evige liv i et genoprettet Paradis.
Der bliver igen adgang til livets træ
Bibelen slutter heldigvis ikke efter det tredje kapitel. Mange af de senere kapitler handler om Guds bestræbelser på at genoprette forholdet til os faldne mennesker. De to sidste kapitler fortæller, at vi i evigheden skal leve i en genoprettet virkelighed, hvor der er fri adgang til livets træ. Sådan sluttes ringen.
Du skriver: “Jeg har svært ved at overbevise mig selv om, at der er et håb ud over døden.” Den gode nyhed er, at du ikke behøver at overbevise dig selv. Hvis du rækker Gud en lillefinger, så skal han nok sørge for resten.
Gud har overbevist mig, men det kunne han kun gøre, fordi jeg var parat til at afgive suverænitet. Det kan anbefales. Intet er større end det håb, han har givet mig. Jeg skal leve evigt i en herlig virkelighed, hvor vi frit kan spise af livets træ på en jord, som han har gjort ny.
Der stilles ingen adgangsbetingelser i form at gode gerninger eller andet. Der er fuld fortrydelsesret. Du kan til enhver tid forlade Gud igen. Han tvinger ingen, hverken til at træde ind i fællesskabet med ham, eller til at blive der. Men han gør temmelig meget for at gøre livet med ham så attraktivt, at vi bliver hængende.