Krigslarm og krigsrygter

Er krigen i Ukraine et tegn på, at Jesus kommer igen? I sin store profeti om tegnene i de sidste tider talte Jesus om krigslarm og rygter om krig. Derfor er spørgsmålet helt oplagt. Hvad skal vi tænke om det?

Jesus har givet os den store profeti om tegnene i de sidste tider for at berolige os. Han ønsker, at vi skal være forberedte, og at vi er i stand til at se bag om historiens voldsomme begivenheder, så vi forstår, at Gud gennemfører sin frelsesplan, uanset hvordan det ser ud i verden. Et af de tegn, Jesus nævner i profetien, er krigslarm og rygter om krig. Derfor er det helt naturligt, at Ruslands invasion af Ukraine får os til at overveje, hvordan vi skal se på det i forhold til Jesu genkomst.

Først skal vi huske, at de sidste tider strækker sig fra Jesu første komme til Jesu andet komme. Profetien dækker altså tiden helt fra Jesus udtalte den, og til alle dele af den er blevet til virkelighed. Et af tegnene er f.eks. jordskælv. Der var et jordskælv allerede nogle dage efter, nemlig langfredag, og der har været mange siden. Det samme gælder krige.

Hvad er tegnet på verdens ende?

Jesu store profeti var svar på disciplenes spørgsmål, som de stillede lige efter, at han havde profeteret om templets ødelæggelse: »Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende?« spurgte de (Matt 24,3). Profetien svarer på begge spørgsmål. Den del, der handler om Jerusalems ødelæggelse, gik i opfyldelse allerede i år 70 e.Kr. Da der normalt ikke er sat tidspunkter på profetier, kan det være svært at afgøre, hvad der handler om romernes krig mod Jerusalem i år 70, og hvad der handler om senere krige.

I skal høre krigslarm og rygter om krig. Se til, at I ikke lader jer skræmme! For det skal ske, men det er endnu ikke enden. For folk skal rejse sig imod folk, og land imod land, og sted efter sted skal der komme hungersnød og jordskælv. Alt dette er begyndelsen på veerne. (Matt 24,6-8)

Det er vanskeligt at bruge profetierne om krig og naturkatastrofer til at skønne, hvor vi er på Guds ur. Der er andre tegn, som siger mere om, hvor tæt vi er på genkomsten, fordi der er et indbygget forløb i dem.

Tegn med forløb

Profetierne om Antikrist og trængslen rummer et forløb, der kan give et fingerpeg. I et af de ældste breve  siger Paulus til thessalonikerne, at det var for tidligt at vente Jesu genkomst, for lovløshedens menneske (det er Antikrist) var endnu ikke kommet (2 Thess 2,1-12). Antikrist skal blandt andet stå for en øgende forfølgelse af kristne. Flere steder tyder på, at forfølgelsen skal tiltage og nå sit højdepunkt lige før genkomsten. Jesus siger i sin store profeti, at dagene med forfølgelse bliver afkortet (Matt 24,21-22). Tallet på kristne som forfølges for Jesu skyld – det gælder alt fra grov diskrimination til henrettelse – sættes af eksperter i dag til at være mere end 230 millioner. Aldrig har en større andel af verdens befolkning været forfulgt på grund af deres kristne tro.

Meget tyder på, at staten Israels oprettelse også er et tegn (Luk 21,23-24), som signalerer, at der nok ikke er så længe til. Jeg hører dog ikke til dem, der kan fortolke diverse profetier, hvor Israel er nævnt, og nærmest få dem til at passe ind en kalender.

Den tredje og sidste gruppe af profetier, der angiver et tidsmæssigt forløb, er dem, der handler om verdensmissionen. Jesus sagde: »Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme« (Matt 24,14). Hvornår har alle folkeslag hørt evangeliet? Er det nok, at de engang har hørt evangeliet, eller skal vi vente på, at alle folkeslag hører på én gang? For eksempel var Tyrkiet et af de første kristne lande, men det er i dag næsten uden kristne.

Løft dit hoved

Mit bud er, at krigen i Ukraine ikke kan bruges som et tegn på Jesu nære genkomst, men det er der andre tegn, som kan (læs om Antikrist her). Det gælder staten Israels oprettelse, verdensmissionen og den voksende forfølgelse af kristne på verdensplan. Om Antikrist er trådt frem, kan afhænge af, om vi opfatter ham som et menneske, eller der kan være tale om en bevægelse, en organisation eller et kraftcenter.

Under alle omstændigheder kan vi tage imod Jesu ord: »Se til, at I ikke lader jer skræmme!« (Matt 24,6). Lukas fortæller, at Jesus sluttede sin store profeti med disse ord: »Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig« (Luk 21,28).

For en kristen er Jesu genkomst noget godt at se frem til.

Skriv en kommentar

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial