Kalv og ungløve græsser sammen

Herlige glimt af den verden, som bliver resultatet, når Gud har gjort alting nyt. En opfordring til at væbne sig med tålmodighed, og endnu en formaning om at være rede. Det er forløbet af gudstjenesten på anden søndag i advent.

En ny og bedre verden venter.

Det begynder i Det gamle Testamente med Esajas’ profeti om Jesu fødsel. Han er som en kvist, der skyder fra Isajs stub. Jesus er den Messias, Gud havde lovet sit folk (Es 11,1-10).

Den kommende frelser, jødernes Messias, “lever og ånder i frygt for Herren. Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører; han dømmer de svage med retfærdighed, fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse”.

En paradisisk fremtid

Efterhånden går profetien over i en beskrivelse af det genoprettede skaberværk, som er vores evige fremtid. Det bliver virkelig paradisisk. “Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem. Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen. Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul. Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund.”

På den dag skal frelseren Jesus stå som et banner for folkeslagene, og “hans bolig skal være herlighed”.

Vær tålmodige for Herren er nær

Epistlen er meget kort. Tre punktummer rækker. Det er Jakobs opfordring til at være tålmodig (Jak 5,7-8). I den menighed, han skriver til, har de kendt profetierne om Guds riges totale gennembrud, som der profeteres om hos Esajas og flere andre profeter. Med den viden er det ikke underligt, at forventningens glæde har fået dem til at længes.

“Brødre, vær tålmodige indtil Herrens komme,” skriver Jakob. “Tænk på, hvordan bonden tålmodigt må vente på sin jords dyrebare afgrøde, indtil den har fået efterårsregn og forårsregn. Også I skal være tålmodige og gøre jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær.”

Ordene om bonden, der venter på sin høst, minder om en situation, hvor Jesus ynkedes over en stor folkeskare. Da sagde han til sine disciple: “Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst” (Matt 9,37-38).

Vi ved fra Peter, at det eneste, Gud venter på, inden han sætter punktum for al ondskab, synd, sorg og død, det er at flere kommer til tro (2 Pet 3,9-13). Lad os derfor følge Jesu opfordring og bede om flere arbejdere i Guds rige.

Olien skal ikke købes

Ellen Hofman-Bang. Fra “Giv agt”.

Og så går præsten op på prædikestolen og udlægger lignelsen om de ti brudepiger. Den er ikke helt enkel, men pointen i lignelsen er tydelig nok: “Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen” (Matt 25,1-13).

Engang i 1970’erne fik vi på en bibelcamping besøg af en busfuld svenskere, der var på missionsrejse i Danmark. Da ordet blev frit, gik lederen for gruppen på talerstolen og formanede os til at have olie på lampen. Hvis ikke vi havde ekstra olie, skulle vi sørge for at få købt noget. Der var en række priser, som skulle betales for denne olie. Det var åndsdåb, bekendelse af troen, tungetale, tiende og så videre. Desværre havde han overset en væsentlig detalje i lignelsen. De, der gik til købmanden for at købe olie, kom ikke med til festen.

Gud holder os fast

Uanset, hvad olien er et billede på, så er den gratis. Frelsen er fri. Jesus har gjort alt, hvad der skal til, for at vi kommer med, den dag han henter os til festen. Der er ganske vist et liv, der skal leves under Guds ords vejledning, for at troen ikke dør, men det liv kan ikke gøres op i bestemte priser, vi skal betale.

Det er ikke os, der skal holde Gud fast med bestemte lovgerninger. Gud holder os fast, hvis ellers vi giver ham lov. Det gør han blandt andet med en formaning som denne: “Våg derfor!” Han har både vilje og magt til at holde os fast, og han ønsker hver eneste af os i sit rige til evig tid.


Denne julegave
kan refunderes

En bog er altid en god gave.

“Om lidt” leveres med en seddel, der giver ret til at få pengene refunderet. Hvis den ikke falder i smag, eller hvis der var flere under træet, er pengene ikke spildt.

Ateistens drømmesamfund svarer til profetierne

En ny roman antyder et ateistisk drømme-samfund, der på mange måder ligner den virkelighed, vi som bibellæsere kan se for os ud fra profetierne om trængslen i de sidste tider. Det er Dan Brown, der har været ved tasterne igen.

Dan Browns nye roman er spændende, og så er helten igen på videnskabens side imod al religion – som om de to altid må udelukke hinanden.

Det var en speciel oplevelse at læse Dan Browns seneste spændingsroman “Oprindelse”. Det er den femte roman med symbolforskeren Robert Langdon som hovedperson. Serien omfatter også “Da Vinci Mysteriet”, der for alvor slog Dan Browns navn fast. Med den skabte han en bestemt type romaner, som mange forfattere senere har efterlignet. Det er underholdende spændingsromaner, hvor dét at knække en eller flere koder hjælper helten i den rigtige retning, og hvor kirken spiller en negativ rolle i form at fordrejede kendsgerninger, fjendskab mod videnskaben og et konspiratorisk arnested for bogens ondsindede skurke.

Antikrist er helten

“Oprindelse” handler om en form for antikrist, som i Dan Browns optik er helten. Det er den højt begavede Edmund Kirsch, som er berømt for sine utroligt præcise forudsigelser af den videnskabelige udvikling på elektronikkens og naturvidenskabens områder. Kirsch har bebudet, at han har forsket sig frem til videnskabeligt holdbare svar på de to helt grundlæggende spørgsmål “Hvor kommer vi fra?” og “Hvor er vi på vej hen?”

Romanen åbner med, at Edmund Kirsch har inviteret nøglepersoner fra hele verden til en event på Guggenheimmuseet i Bilbao. Robert Langdon er blandt de inviterede. Eventen vil blive live-transmitteret til hele verden, og de fremlagte kendsgerninger vil være så overbevisende, at religionernes tid definitivt vil være forbi.

Dan Brown har med andre ord slået et meget stort brød op. Hans store styrke som forfatter er at skabe spænding, men når det gælder Edmund Kirschs opdagelser, som først afsløres hen mod bogens slutning, er det en fuser. Alligevel fremstiller Dan Brown opdagelserne som helt fantastisk epokegørende. Ifølge romanen sætter offentliggørelsen hele verden op mod dem, der holder fast i troen på en skabende Gud.

Desværre kan Dan Brown have ret i, at der ikke skal ret meget sagligt indhold til, for at gøre troende kristne til et forfulgt mindretal. Når bare det præsenteres tilstrækkeligt overbevisende. Vi taler jo om åndskamp her, og ikke om sunde argumenter.

(Til eventuelle Dan Brown-læsere: Med dette har jeg ikke afsløret noget, der ødelægger jeres læseoplevelse. Når det gælder action og spænding, er “Oprindelse” stort set på højde med hans andre romaner.)

En religion uden Gud

Romanens overraskelse ligger ikke i, at videnskabsmandens opdagelse i mine øjne er en fuser. Den ligger et andet sted, nemlig i skildringen af et fremtidigt drømmesamfund.

Kirsch har bygget en supercomputer med kunstig intelligens. Den har fungeret som hans samtalepartner og inspirator. Han har givet den navnet Winston efter sin helt Churchill, og den er meget symbolsk placeret i en nedlagt kirke i Barcelona. Winston er programmeret til at udsende Edmond Kirschs epokegørende opdagelse direkte via internettet. Men udsendelsen kræver en kode, som Robert Langdon jagter i en stor del af bogen.

Efter en vellykket afvikling af offentliggørelsen siger Winston til Robert Langdon: “Hvad der nu sker, afhænger af folks evne til at opgive gamle trossætninger og acceptere nye paradigmer. For et stykke tid siden betroede Edmond mig at det ironisk nok ikke var hans drøm at udrydde religion … men snarere at skabe en ny religion – en universel tro der forener folk i stedet for at splitte dem. Han tænkte at hvis man kunne overbevise folk om at de burde ære den naturlige verden og de fysiske love der har skabt os, ville alverdens kulturer også begynde at dyrke den samme skabelseshistorie i stedet for at gå i krig om hvilke af deres antikverede myter der var den rigtigste.” (Et centralt citat fra romanen).

Som en form for motto over det hele står en linje af William Blake: “De mørke religioner er døde og den smukke videnskab regerer.”

Uden sammenligning i øvrigt, så har Dan Brovns og mit eget fremtidsscenarie visse overlapninger.

Ateistens drømmesamfund stemmer med profetierne

I mit arbejde med “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid” beskriver jeg en virkelighed, hvor den udvikling, vi kender, har ført til et endnu mere antikristeligt samfund. Til min overraskelse svarer Edmund Kirschs drøm om et idealsamfund på en skræmmende måde til mine forestillinger.

Bibelens profetier fortæller om en virkelighed, som i stigende grad bliver præget af Antikrist og antikristelige kræfter. Det vil betyde øget trængsel for sande kristne. Dan Browns nye roman viser, at i ateistens øjne vil det samme samfund være fyldt med løfter om en herlig tilværelse, hvor man er fri for alle os, der ødelægger freden og fremskridtet med vores tro på “antikverede skabelsesmyter”.

Dan Browns “Oprindelse” vil blive læst af millioner af mennesker ud over verden. Måske bliver den endda filmatiseret af Hollywood med Tom Hanks i hovedrollen, som det allerede er sket med tre af Robert Langdon-romanerne.

* * * *

Og så skal vi her i adventstiden have med, at Jesu store profeti om trængslerne i den sidste tid munder ud i disse ord fra vores frelser:

“Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,28).

Jerusalem hvor Gud og mennesker skal bo sammen

Der er ikke guld på gaden i det ny Jerusalem. Det påstår jeg frimodigt, selv om apostlen Johannes skriver: “Og byens gade var af det pure guld som gennemsigtigt glas” (Åb 21,21). Når begge dele kan være sande, skyldes det, at ordene i Johannes’ Åbenbaring skal læses symbolsk, mens min påstand skal forstås bogstaveligt.

Det kan ikke lade sig gøre at tegne det ny Jerusalem efter Bibelens anvisning. Dette er det bedste forsøg, jeg har fundet.

Vi vender tilbage til det med guld på gaderne, men først skal vi lige en hurtig tur gennem Bibelen for at konstatere, at det himmelske Jerusalem omtales mange steder.

Jerusalem som Guds brud

Esajas har flere profetier, som handler om Jerusalem. Et sted henvender han sig til Jerusalem og siger: “… som den unge mand tager jomfruen til hustru, tager din genopbygger dig til hustru, og som en brudgom fryder sig over sin brud, fryder din Gud sig over dig” (Es 62,5). Dette løfte til Jerusalem handler i første omgang om en bogstavelig genopbygning af byen, som også skete. Men profetien rækker langt ud over det.

Den evige betydning bliver tydelig, når Esajas profeterer: “Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det. Men I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd; jeg vil juble over Jerusalem og fryde mig over mit folk. Der høres ikke mere gråd eller skrig …” (Es 65,17-20)

Det frie Jerusalem er vor moder

Både Paulus og Hebræerbrevets forfatter bruger det himmelske Jerusalem som billede på nåden og evangeliet. “I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem,” skriver Hebræerbrevets forfatter. Bemærk, at han taler i nutid. Han omtaler det som en modsætning til at høre til på Sinaj, lovens bjerg (Hebr 12,18-24). Paulus er inde på det samme, når han skriver: “Men det himmelske Jerusalem er frit, og det er vor moder” (Gal 4,21-26).

I kapitel 11 skriver Hebræerbrevets forfatter om de mange forbilleder på tro, vi har i Det gamle Testamente. Midt i opremsningen af troende har han pludselig en bemærkning om det ny Jerusalem. “Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden … Derfor skammer Gud sig ikke ved dem eller ved at kaldes deres Gud. For han har allerede grundlagt en by til dem” (Hebr 11,13-16).

Englen spurgte Johannes, om han ville se bruden – og viste han det ny Jerusalem (Gustave Doré).

Jerusalem er Guds by

Det vigtigste sted har vi i slutningen af Johannes’ Åbenbaring, men han nævner det også tidligere: “Den, der sejrer, vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel … og på ham vil jeg skrive min Guds navn og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, der kommer ned fra himlen fra min Gud, og mit nye navn” (Åb 3,12).

Evangeliet om det ny Jerusalem møder vi for fuld udblæsning, når vi kommer til Johannes’ Åbenbaring kapitel 21: “Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb 21,1-4).

Her er Jerusalem igen sammenlignet med en brud, akkurat som i citatet fra Esajas. Og det bliver endnu mere forunderligt, for en engel spørger Johannes, om han har lyst til at se bruden (Åb 21,9).

Jerusalem kommer ned fra himlen

Englen, der vil vise Johannes bruden, Lammets hustru, fører Johannes op på et bjerg og peger på bruden. Men det, der ligger udbredt for deres øjne ligner ikke en brud. Det ligner en by. Johannes ser “den hellige by, Jerusalem, der kom ned fra himlen, fra Gud, med Guds herlighed.”

Vi er vant til at tænke på udtrykket “Lammets brud” som en symbolsk betegnelse for menigheden. Men sammenhængen i kapitel 21 tyder på, at vi også skal opfatte det ny Jerusalem som en symbolsk betegnelse for menigheden – Guds folk. Eller måske er det mere rigtigt at sige, at det er en symbolsk betegnelse for foreningen af Gud og menigheden. Ligesom Lammets bryllup er en forening af brud og brudgom

Så stor vil det ny Jerusalem være, hvis målene opfattes bogstaveligt. Opfattes de symbolsk, fortæller de os, at der er tale om noget, der overgår vores fatteevne.

Jerusalem har form som en terning

I beskrivelsen af det ny Jerusalem dukker der nemlig noget helt bestemt op. Englen måler byen med en målestok af guld, og det viser sig, at byen er terningformet. Vi kender kun terningen fra ét andet sted i Bibelen, nemlig det allerhelligste i åbenbaringsteltet og templet.

Det allerhelligste var Guds bolig midt i folket. Det syndige menneske kan ikke tåle at være sammen med den hellige Gud. Derfor var adgang til det allerhelligste strengt forbudt. Kun én gang om året, måtte ypperstepræsten gå derind – og aldrig uden offerblod.

Langfredag, netop som Jesus døde på korset, blev forhænget foran det allerhelligste flænget fra øverst til nederst (Matt 27,51). Jesu død gav fri adgang ind til Gud for den, som har fået sin synd tilgivet. Alt dette skal vi tænke med, når vi forsøger at forstå, hvad det ny Jerusalem er.

Vi skal også huske, at det ny Jerusalem i evigheden skal være på jorden, og at Gud tager bolig på jorden hos menneskene (Åb 21,3).

En vits om guld på gaden

Her kommer den eneste Sankt Peter-vittighed, jeg finder okay. At tale om Sankt Peter som dørvogter ved Perleporten er folketro og ikke bibelsk, men denne skal alligevel med:
En rig mand lå for døden. Han ville gerne have en guldbarre med i kisten, sådan for at have lidt i reserve for en sikkerheds skyld. Præsten var ikke meget for det. Adgangen var jo helt gratis, men gav sig til sidst. Da den rige mand stod ved Perleporten spurgte Sankt Peter: “Hvad er det, du holder der bag ryggen?” Lidt beklemt holdt den rige mand sin guldbarre frem. “Men kæreste ven,” udbrød Sankt Peter overrasket. “Hvorfor har du dog taget en brosten med!”

Renset og smykket af Kristus

Men altså som sagt i indledningen, så er der ikke bogstaveligt talt guld på gaderne i det ny Jerusalem. Da Johannes skulle beskrive det syn, han havde, måtte han ty til det allerflotteste, han kendte til. Derfor er beskrivelsen af det ny Jerusalem præget af dyre smykkesten, ædle metaller og klart glas, som dengang var meget kostbart.

Når vi engang oplever det i virkeligheden, vil det langt overgå den beskrivelse, Johannes ved Åndens hjælp med menneskeord var i stand til at give os i Bibelens sidste par kapitler. Hvilken herlighed, det i virkeligheden handler om, har Paulus antydet:

“… Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri” (Ef 5,25-27).

Og så lige et par bemærkninger til sidst:

  • Når Jesus før sin himmelfart lovede disciplene, at han ville gøre en bolig rede i himlen (Joh 14,2-3), så er det en bolig i det ny Jerusalem.
  • Livets Bog er en fortegnelse over indbyggerne i det ny Jerusalem (Åb 20,15).

Når jeg skriver om det ny Jerusalem nu, skyldes det, at jeg har en uges Nota Bene-andagter i Københavns Kristne Nærradio i uge 48, og der lover jeg lytterne, at de kan læse mere om det ny Jerusalem her på siden (Efterhånden som de udsendes i radioen, kan Nota Bene høres som podcast her).

 

Virkeligheden indhentede fantasien

Den nye bog fik titlen “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid”. Jeg ved ikke, hvor fjern den fremtid er, men allerede under arbejdet med manuskriptet kom noget af det ret tæt på.

Så er bogen i hus og klar til ekspedition.

Under den første del af arbejdet med manuskriptet sad jeg og skrev om en flygtningestrøm fra syd, der blev så massiv, at de europæiske myndigheder ikke kunne stoppe den. Men pludselig hørte vi i medierne, hvordan flygtninge væltede ind i Europa, og vi så, hvordan de vandrede ind i Danmark ad motorvejene. Så måtte jeg tage den del ud, for bogen handler jo angiveligt om fremtiden.

Det er en underlig fornemmelse at sidde og digte en version af fremtiden, og så sker det pludselig for øjnene af én.

Trængslen er begyndt

“Om lidt” sætter nogle af de ting på spidsen, som vi allerede nu kender lidt til. Det kom især til at handle om forfølgelse og forførelse, som i Bibelen under ét kaldes trængsel. Netop trængslen står centralt i mange af Bibelens profetier om de sidste tider.

Vi ved ikke hvor slemt det skal blive. Ja, ret beset ved vi vel ikke engang, hvor slemt det er nu. Aldrig før har så mange troende kristne lidt under forfølgelse – andre steder i verden. Og forførelse skal ikke måles på, hvor forfærdeligt vi oplever det, men på, hvor mange der falder fra. Og det ved kun Gud.

Emil kommer i klemme

Hovedpersonen i “Om lidt” er Emil, der læser teologi på Menighedsfakultetet. Han har netop været et halvt år i Jerusalem for at samle stof til at gøre sin uddannelse færdig. Meget er forandret, da han vender tilbage til Danmark. Åndsfriheden er indskrænket, og det er nærmest blevet kriminelt at tale åbent om, at Gud hader synd. Emil kommer i klemme, og han begynder at interessere sig for de sidste tiders tegn.

Undervejs lærer vi også Emils familie at kende. Den giver ham en del udfordringer. Allerede i romanens åbning møder vi Emils kæreste Rachel, som han traf på universitetet i Jerusalem. Hun er fra en ortodoks jødisk familie, og hendes forældre ønsker ikke, at hun skal have noget at gøre med en fyr som Emil.

Det skulle også blive til en roman

Siden min ungdom har jeg været optaget af spørgsmål om de sidste tider. De seneste år er det blevet til læsning af rigtig mange bøger og artikler om, hvad Bibelen siger om tegnene, Jesu genkomst og de troendes tilværelse i evigheden. Det førte i 2016 til udgivelse af “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” (Lohse).

Under arbejdet med at skrive denne opbyggelige og undervisende bog om genkomsten havde jeg hele vejen den tanke, at stoffet også skulle danne baggrund for en roman. Det er nu blevet til “Om lidt”.

Romanen er udgivet på det nye forlag BogAnker, som jeg har oprettet til netop dette. Forlagsgruppen Lohse har taget den i kommission, og så kan den bestilles her på hjemmesiden.

En roman låser fortolkningen

Der er en helt særlig udfordring ved at forestille sig fremtiden ud fra Bibelens profetier. I “Han gør alting nyt” understreger jeg, at vi let kommer til at gå vild, hvis vores fortolkninger af profetierne bliver for cementerede. Men man kan ikke skrive en roman om en ikke så fjern fremtid uden at låse handlingen fast, så opfyldelsen af profetierne får en bestemt form.

Jeg har vovet at skrive romanen, fordi jeg kan henvise til “Han gør alting nyt”, hvor der er gjort rede for min principielle holdning til at udlægge profetierne.

Når bogen fik titlen “Om lidt”, skyldes det blandt andet, at Jesus selv siger: “Jeg kommer snart” (Åb 22,10).

 

 

Halloween og allehelgen som evige fremtidsmuligheder

I disse dage præsenteres vi for to muligheder, der udelukker hinanden. Rædsel, råddenskab, skrig og død, eller glæde, fred, lys, fest og liv. Engang hed det fortabelse eller frelse.

Halloween er den verdslige efterligning af kirkens allehelgen. Da vi i lørdags gik en tur gennem handelsgaden i en nærliggende dansk købstad, blev det på grotesk vis afsløret, hvad der er tilbage, når Guds frelse tages bort fra døden.

Udsmykningen, hvis man kan tillade sig at bruge det udtryk i denne forbindelse, får ikke folk til at løbe skrigende væk. Det ser nærmest ud til, at mange opfatter det som en uskyldig spøg. Men gadebilledet i en moderne dansk halloween-pyntet butiksgade med zombier, skeletter, edderkopper og vanskabninger skildrer fortabelsen lige så godt som middelalderens skræk-maler Hieronimus Bosch.

Helvede som underholdning

Detalje fra et maleri af Hieronymus Bosch.

Folk har gennem hele Indre Missions historie skældt os ud for at være helvedesprædikanter. Og det er da rigtigt, at der har været prædiket om Helvedes rædsler. Men det blegner i sammenligning med, hvad handelslivet og andre er i stand til at levendegøre nu om dage. Den eneste forskel er, at mens IM altid har taget emnet dødsens alvorligt, så gøres det i dag til underholdning.

Og hvad er værst: At forsøge at gøre folk opmærksomme på, hvad de er på vej imod, så de kan reagere i tide, eller at forvirre folks opfattelse af den rædsel, der venter, så de ikke opdager faren, selv om den tegnes klart op foran dem i hvert eneste butiksvindue?

Den store hvide flok

Ved allehelgen bliver vi mindet om, at der findes et alternativ til rædsel, meningsløshed og evig undergang. Apostlen Johannes så i et syn en stor hvid skare, og han blev af en ældste spurgt: “De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de, og hvor kommer de fra?” Johannes kendte vel godt svaret, men han beder alligevel den ældste om at sige det.

“Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod,” lød svaret. “Derfor står de for Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel, og han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem. De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere, hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem, for Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld, og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne,” (Åb 7,1-12).

Det syn står på alle måder i modsætning til halloween. Her er renhed, glæde og lovsang. Ingen tårer, ingen tørst, ingen plage – kun liv i overflod. Og det skyldes alt sammen Lammets blod. Det handler om den evige frelse ved tro på Jesus.

Det er allerede nu virkelighed

Den store hvide flok er menigheden, som Gud ser den allerede nu. (Motiv fra svensk kirke).

Vi forbinder den store hvide flok med herligheden efter Jesu genkomst. Det er ikke forkert. Johannes ser i Åbenbaringen ind i fremtiden. Men synerne er mere end fremtid. De viser Johannes virkeligheden, set i Guds perspektiv. Når Gud ser på en menighed, der er samlet i lovsang og bøn, så ser han en flok syndere, “som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod”. Det er ikke fremtid. Sådan er det også på søndag.

Det lyder som en håbløs tv-reklame, at man vasker sine klæder rene i blod, men det er et håbefuldt symbolsk udtryk for, hvad Jesu død langfredag betyder for det menneske, der tager imod.

De, som kommer fra den store trængsel, har allerede vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod, mens de var i trængslen. Eller måske snarere inden de kom ind i trængslen, for trængslen skyldes, at de holdt sig til Jesus.

Luther om hellighed

I sin fortale til Johannes’ Åbenbaring peger Luther på, at det er en bog om, hvordan Gud ser på virkeligheden. I tro må vi tage imod Åbenbaringens beskrivelse af menigheden, siger han. Med vores kødelige forstand ser vi kun det ydre. Men Ånden hjælper os, så vi kan fatte, hvordan virkeligheden er.

Og så trækker Luther en parallel, som det er værd at tænke over her i allehelgenstiden.

“En kristen er også skjult for sig selv, så at han ikke ser sine egne dyder, men blot ser udyder og vanhelligelse hos sig. Og du, tåbelige selvkloge, vil se kristenheden med din blinde fornuft og dine urene øjne! Kort sagt, vor hellighed er i Himlen, hvor Kristus er, og ikke i verden for alles øjne – ligesom varer på et marked.”

Ud over en stærk forkyndelse af evangeliet, har citatet også en brod mod den katolske kirkes anvisning af gode gerninger som vejen til hellighed, og sikkert også imod afladsbrevene, der blev tilbudt på markedet.

 

Luther forventede Jesu genkomst

Luther havde et levende håb om Jesu genkomst. Han var optaget af, at det er den dag, syndernes forladelse altid har peget frem imod. “Det er ikke muligt, at den yderste dag kan lade vente på sig længe,” sagde han en dag efter aftensmåltidet. Og et sted skriver han: “Dommedag må være for døren.”

Luther har vist nok intet sted i sine mange skrifter givet en samlet gennemgang af emnet, men tanken om genkomsten dukker op rundt omkring. I en bordtale siger han for eksempel: “I det sidste halve år har jeg haft mange forfærdelige drømme om den yderste dag. Det er ikke muligt, at den kan lade vente på sig længe, for Skriften er opfyldt. De fire verdensriger, som Daniel inddelte historien i, er alle gået til grunde. Paven bevarede resten af Romerriget. Det var den sidste rest, nu er det forbi med ham også. Der bygges, plantes, samles penge sammen, drives kunst, som om verden skulle blomstre for anden gang. Jeg håber, vor Herre vil gøre en ende på det.”

De tog fejl, men …

Paven var Antikrist, mente Luther. “Nu er det ved at være forbi med ham også,” sagde han i den citerede bordtale. Luther levede længe i en forventning om, at evangeliets klare lys helt ville fortrænge paven og hans magt.

I samme bordtale nævner Luther et argument mere: “Philip Melanchton mener, at der var firs jubelår fra verdens skabelse til Kristi komme, dvs. i alt 4000 år, og at verden skal bestå i 6000 år. Nu har vi 1532. Verden skulle altså have omtrent 400 år igen. Men Gud begynder at holde spektakel, derfor er det at håbe, at han vil forkorte den tid.”

Med hensyn til udregningen af årstallet tog Melanchton fejl, og med hensyn til, at det var forbi med paven, tog Luther fejl. Men Luther var opmærksom på tidens tegn, og han håbede og troede, at genkomsten var nær.

Luther: Paven er Antikrist

I fortalen til Daniels Bog fylder Luthers fordømmelse af paven som Antikrist rigtig meget. Han fortæller lystigt om, hvordan paven har opstillet utallige regler for det hellige liv. Han nævner blandt andet munkenes “stakkels hår”. En pæn frisure måtte være synd, mente paven: “De skulle have bar isse og afraget skæg, så var de hellige,” skriver Luther ironisk. Sådan har paven gjort rigtig meget til synd. Han har opfundet regler for “mad, drikke, klæder, steder, tid, liv og levned. Og hvis han havde regeret længere, da havde han vel også forbudt at hoste, gispe og spytte og prutte.”

Først gjorde paven alt muligt til synd, og derefter tilbød han aflad, så folk kunne købe dispensation for straffen.

Dommedag må være for døren

Luther har en mængde komplicerede udregninger og overvejelser om tidsangivelserne i Daniels Bog. Han får det til at passe på historien helt fra Daniels tid til sin egen tid. Alligevel slutter han afsnittet med at skrive:

“Men man kan ikke være sikker på, hvornår den sidste dag kommer. Og selv om denne udlægning synes, som om man skulle være vis på den yderste dag, hvilken dag og år den skulle komme, hvilket dog Kristus forbyder at vide (ApG 1 og Matt 24), så slår det dog meget let fejl.”

Hans konklusion på emnet i fortalen til Daniels Bog lyder: “Men jeg lader mig nøje dermed, at dommedag må være for døren, for de tegn, som Kristus og apostlene Peter og Paulus forkyndte, er allerede alle sket. Træerne skyder skud og Skriften grønnes og blomstrer. Om vi ikke så præcist kan vide dagen, det ligger der ingen magt på. Sandelig, alting er ved enden.”

Til trøst og advarsel

I fortalen til Johannes’ Åbenbaring har han naturligvis også overvejelser om Jesu genkomst. Ganske vist lagde Luther ikke meget vægt på Åbenbaringen, blandt andet fordi han var usikker på, om Johannes faktisk var forfatteren, men han har alligevel ladet sig opbygge af den.

Både hans syn på paven som Antikrist og på islam (tyrken) som en voldsom trussel, spiller en stor rolle i hans læsning. Efter en skematisk gennemgang af bogen kapitel for kapitel, opsummerer han, at bogen kan tjene til trøst og advarsel. Til trøst, fordi trængslerne ikke kan kvæle den sande kristenhed, og til advarsel, fordi fjenderne fremstiller kirken som det modsatte af det, den er, og de rette kristne som kættere.

“Med denne udlægning kan vi bringe os denne bog til nytte og bruge den ret. For det første til trøst, idet vi véd, hvordan ingen magt eller løgn, ingen visdom eller hellighed, ingen trængsel eller lidelse ville undertrykke kristenheden, men at den endelig skal beholde sejr og få overhånd. For det andet til advarsel mod den store, farlige, mangfoldige forargelse, som rammer kristenheden. Det er umuligt for fornuften og naturen at erkende kristenheden. Den (fornuften) kalder den kristne kirkes arrigste fjende for kirke, og den kalder de rette kristne for fordømte kættere” (sproget er let moderniseret).

De tusinde år

I forbifarten kan jeg ikke nære mig for at nævne Luthers syn på det tusindårige rige, som nævnes i begyndelsen af Åb 20. Luther skriver i fortalen: “… de tusind års begyndelse er at regne fra den tid, denne bog er skrevet, og at Djævelen også på samme tid er bundet. Dog kan denne regning ikke tages så nøje på ethvert minut.”

Men udtrykket “denne bog” mener han Johannes’ Åbenbaring. For Luther begyndte de tusinde år på apostlenes tid.

Til sidst får Kristus overhånd

Luthers udbytte af at læse Johannes’ Åbenbaring var en styrkelse af glæden over den sande kirke. I sin konklusion henviser han til trosbekendelsens ord om, at vi tror på “én hellig kristelig kirke”. Kirken hører altså til det, vi tror på. “Derfor kan ingen fornuft erkende den, om den end satte alle briller på. Djævelen kan tildække den med forargelser og sekter, så du støder dig derpå. Sådan kan Gud også skjule den med skrøbeligheder og alle slags mangler, så at du derover må blive til en dåre og fælde en falsk dom derom. Den vil ikke ses, men tros,” skriver han.

Johannes’ Åbenbaring hjælper os til – midt i trængsel og forfølgelse –

“… ikke at tvivle på, at Kristus er hos os og med os, om det end går nok så dårligt til. Således som vi ser i denne bog, at Kristus gennem og over alle plager, dyr og onde engle endnu er hos os med sine hellige og til sidst får overhånd.”

Og dermed har vi en flot overgang til mit næste indlæg på bloggen, der sætter fokus på allehelgen.

 

Læs et tidligere indlæg på bloggen om baggrunden for den kendte anekdote om Luther og æbletræet.

De, som vil vide mere om Luthers fortaler til Daniels Bog og Johannes’ Åbenbaring (og Bibelens øvrige skrifter), kan finde dem på den meget nyttige hjemmeside Lutherdansk.dk.

Hvis nogen kender Luther-citater om de sidste tider, så skriv endelig en kommentar om det herunder.

Kirken sekulariserer samfundet

Det er kirken, der sekulariserer samfundet, skriver Magnus Malm i en bog. Han er svensk, men hans afsløringer passer desværre også alt for godt her hos os i Danmark.

Ulven bruger fåreklæder for at kunne blande sig med flokken. Foto: Hedager

“Som om Gud ikke findes” hedder Magnus Malms bog (Boedal, 2015). Han har mange præcise iagttagelser om, hvad der sker, når livet sekulariseres. Hans udgangspunkt er, at det er kirken, der sekulariserer samfundet og ikke modsat. Jeg læste den samtidig med, at jeg arbejdede på en artikelserie til Indre Missions Tidende om forfølgelse og forførelse. Der blev ikke plads til hans indspil der, så nu kommer lidt af det her.

Inden vi går i gang med Magnus Malm, skal vi have trukket en linje til tegnene i de sidste tider. Magnus Malm advarer mod sekulariseringen af kirken. Det er det samme, som når Bibelen advarer mod de antikristelige kræfter, der vil forføre de kristne. Og Antikrist er i høj grad et endetidstegn (se kapitel 13 i “Han gør alting nyt”).

Anti-fundamentalistisk fangenskab

Og så til Magnus Malm. I Sovjetunionens og jerntæppets dage var kommunismen i manges øjne den helt store skurk. Frygten for at bliver stemplet som kommunistisk lukkede kirkens mund, så vi ikke turde sige noget, der kunne opfattes som kommunistisk, husker Magnus Malm. Man talte om “kirkens anti-kommunistiske fangenskab”. Det betød efter hans vurdering, at kirken ikke kunne forkynde et helt evangelium.

Og her kommer hans pointe i forhold til sekulariseringen: Måske står vi i dag i et anti-fundamentalistisk fangenskab. For ikke at blive forvekslet eller forbundet med fundamentalistisk religiøsitet afstår vi fra at fremføre holdninger og udfordringer, der afviger for meget fra mainstream. Alle offentlige udtalelser fra kirkelige ledere får et garanti-stempel: “Obs! Indeholder ingen spor af snæversynet fundamentalisme. Helt ufarlig.”

En meget skarp iagttagelse, men det bliver endnu skarpere:

“At vi på den måde i praksis har skiftet til den modsatte lejr og tilsluttet os sekularismen … det opdager vi først bagefter. Og så er det meget vanskeligt at begynde at tale tydeligt igen.”

Drivkraften er frygt

Drivkraften i den proces, der fører kirken mod sekularisering er frygt. Det er en meget stærk drivkraft, der er let at indlære og vanskelig at slippe af med igen. Den gør os mindre, den binder os, og den hindrer os i at gøre det, som vi inderst inde gerne vil.

Magnus Malm udfolder frygten sådan: “Frygten for ikke at blive accepteret, hvis vi åbent vedgår, hvad vi tror på. Frygten for at støde nogen væk med vores budskab. Frygten for at blive forbundet med nogen, vi ikke bryder os om.”

Frygt er altid en negativ drivkraft, og normalt vil man forbinde frygt med fundamentalisme, skriver han. Frygt for dommen. Frygt for vranglære. Frygt for at tage fejl. (Lad os ikke bliver for hurtigt færdige med at spejle os i det.) Men han har altså også set frygten som drivkraft i sekulariseringen. Frygt for at miste social accept og dermed offentlig taleret. Frygt for en åben diskussion, som måske vil afsløre fejl i mine argumenter. Frygt for at rejse spørgsmål om min egen relativisme.

Kristne livsmønstre bliver usynlige

Flere gange henviser Magnus Malm til “Fra Helvedes blækhus” af C.S. Lewis, som er noget af det mest begavede, der er skrevet om forførelse. I den lille romanagtige bog siger dæmonen Fangegarn: “I virkeligheden gør vi vort bedste arbejde ved at holde visse forestillinger ude.”

Sekulariseringen begynder ikke med, at dårlig teologi vinder indpas, men ved en proces, hvor kristne livsmønstre bliver usynlige. Først da kan den ikke-kristne indflydelse få fodfæste. Som eksempel nævner han bøn. Det er sjældent, at nogen i kirken opfordrer mennesker til at holde op med at bede. Men bønnen er forsvundet i mange kirkelige sammenhænge. Hvor mange menighedsråd begynder eller slutter møderne med bøn? Hvor tit er der bøn ved kirkens personalemøder? Hvordan oplever man i praksis ved offentlige møder i sognehuset, at bøn for alvor betyder noget for kristne?

Forførerne er indenfor

Jeg har lyst til at indvende mod Magnus Malm, at samfundet har kimen i sig selv til at sekulariseres. Smitten behøver ikke komme fra kirken. Men min indvending står ret svagt. Jeg fornemmer, at han har ret i sin analyse – i hvert fald, når det gælder de nordiske kirker. Sekulariseringen sker i kirkerne, som dermed bliver ude af stand til at være lys og salt i verden.

Skellet mellem Guds rige og det sekulariserede samfund går ikke mellem kirken og den omgivende verden, men den går inden for kirken mellem dem, som bevarer et levende forhold til Gud og hans ord og de kristne livsmønstre, for nu at bruge Magnus Malms udmærkede udtryk, og så dem, der er bukket under for sekularismen uden at forlade kirken.

Det er også den beskrivelse, der bedst afspejler Det Nye Testamentes tale om forførelse. Jesus og apostlene advarer ikke mod forførerne som nogen, der tydeligt kommer fra det modsatte hold. De har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft (2 Tim 3,5) og fører sig indsmigrende frem som ulve i fåreklæder. Johannes siger om de antikristelige ånder: “Fra os er de udgået” (1 Joh 2,19).

Artikelserien om forfølgelse og forførelse kommer i Indre Missions Tidende nr. 40, 41 og 42/2017 (svarer til ugenumrene). Et par uger efter udgivelsen kan artiklerne ses i IMT’s arkiv. Vælg årgang, nr. og skribent. Rul ned og klik på Søg.

Kristne i Danmark forfølges i det små

Et af de sidste tiders tegn er forfølgelse af de troende. En offentlig institution har i flere år sværtet Indre Mission og frikirkerne til med såkaldt saglig information. Er det forfølgelsen, som er ved at komme til Danmark?

Petr Jasek fra USA var i Sudan for at støtte de forfulgte kristne. Han sad fængslet i 445 dage under falske anklager sammen med tre sudanesiske præster. Forfølgelsen styrker kirkerne, siger han.

Vi har ikke forfølgelse i Danmark, som man kender det mange andre steder i verden. Men en lille snert dukker ind imellem frem. Kristeligt Dagblad havde et eksempel på forsiden den 11. september. Artiklen handlede om Faktalink, som drives af Dansk Bibliotekscenter – altså en offentlig institution. Faktalink bruges meget af skoleelever. På en enkelt uge har de haft 82.000 besøgende. De skriver om sig selv, at “emnerne belyses ud fra en faglig, analyserende og alsidig vinkel”.

I årevis har man på Faktalink kunnet læse, at kristne organisationer og menigheder som Indre Mission, Pinsekirken og andre frikirkelige miljøer “som udgangspunkt er fundamentalistiske”. I maj 2016 begyndte Frikirkenet, der er fælles for en række frikirker, at protestere mod formuleringen. De skrev til de ansvarlige bag Faktalink, at artiklen var en karikatur. Redaktøren for Faktalink svarede, at de ville revidere og opdatere artiklen.

Men opdateringen bestod i, at der til den hidtidige formulering blev føjet nogle udtalelser fra et tidligere medlem af en frikirke. Her blev frikirkemiljøerne beskrevet som “sekteriske, sexistiske og kontrollerende”. Der blev også føjet et afsnit til, hvor en mand fortæller, at han engang blev forsøgt helbredt for sin homoseksualitet af en fundamentalistisk præst i folkekirken.

 Langt under lavmål

Frikirkenet fik to uvildige eksperter (universitetsfolkene Hans Raun Iversen og Viggo Mortensen) til at bedømme artiklen. “Samlet set finder jeg artiklen langt under lavmål,” lød den ene bedømmelse. Den anden skrev: “Det er ikke en artikel, som et seriøst oplysende medie ville kunne bruge.” Men de to bedømmelser førte ikke til ændring af artiklen i Faktalink. Ændringen kom først, da Kristeligt Dagblad henvendte sig til Faktalink. Så blev artiklen straks fjernet.

Dansk Bibliotekscenter beklager forløbet. “Vi erkender, at en korrekt beskrivelse af de kristne frikirkelige retninger er en mere kompleks opgave end først antaget.” Ja, sådan er det jo ofte. Hvis man ikke vil nøjes med at skrive ud fra sine fordomme, koster det lidt ekstra arbejde.

 Larmende tavshed

Lad os se på en parallel. Da det kom frem, at et par islamiske friskoler præsenterer deres elever for materiale, der rummer antisemitisme, blev de fleste med rette forargede. Historien spredtes hurtigt i medierne, og emsige politikere var straks fremme med krav om, at alle muslimske friskoler skal lukkes.

Men da det kom frem, at en offentlig dansk institution, der servicerer hele det danske skolevæsen, har spredt krænkelser og misinformation om Indre Mission og frikirkerne, var der ingen forargede protester. Ingen politikere tog sagen op, og ingen medier citerede Kristeligt Dagblad (så vidt jeg har kunne tjekke). Der var larmende tavshed, for der er ikke stemmer i at forsvare de missionske og de frikirkelige.

 Fordomme fører til forfølgelse

Men er en sådan artikel forfølgelse? Måske ikke direkte, men når den står på et meget besøgt offentligt og tilsyneladende troværdigt sted i flere år, så er den med til at skabe og cementere fordomme. Og stærke fordomme er ofte et udgangspunkt for forfølgelse.

Når der findes muslimer, som har noget imod jøder, så skyldes det fordomme, som næres af forkyndelsen og undervisningen i nogle islamiske sammenhænge.

Når der findes danskere, som har noget imod missionsfolk og frikirkefolk, så skyldes det fordomme, som næres af mange kilder. Også kilder, der er offentligt finansierede og bruges i vores undervisningssystem.

 Religionsforskrækkelse

Fordommene findes også hos politikere. Allerede dagen efter ovenstående artikel fortalte Kristeligt Dagblad, at kirkelige foreninger er ved at miste deres status som almennyttige. Skatteminister Karsten Lauritzen vil fjerne momsrefusionen til almennyttige formål. Det har han begrundet med, at den også gives til kirkelige foreninger og frikirker. Det er en politisk kovending i forhold til det, der var gældende for ti år siden. Da blev en frikirke anvendt som eksempel på, at det var rimeligt at indføre momsrefusionen. Siden har religionsforskrækkelsen bredt sig til politikerne.

Listen bliver meget lang, hvis vi skal have alle følgerne af den tiltagende religionsforskrækkelse med. Det er noget, der sidder dybt i tidsånden, og jeg tøver ikke med at kalde det forfølgelse. Det er med til at trykke os ned, så der ikke regnes med os.

En tendens i hele Vesten

Det sker i hele den vestlige verden. Kors bliver forbudt i det offentlige rum. Bøn og salmesang trænges ud af offentlige skoler. Undervisning i Bibelens tale om Gud som skaber mistænkeliggøres. Den kristne tro siver ud af Danmarks Radio.

Selv i mange kirker – inklusive folkekirkerne i Norden –  vokser betænkeligheden ved den traditionelle forståelse af Bibelen. Dem, der forsøger at læse Bibelen som Guds ord, bliver skældt ud for at være radikale fundamentalister eller biblicister, og de sammenlignes med islamister.

Men det er trods alt kun småting i forhold til, hvad kristne er udsat for i andre dele af verden. Vi skal bare være opmærksomme, så vi ikke lader os kujonere. Lad os trodsigt holde korsets fane højt.

Rekord i forfølgelse

I forbindelse med en artikelserie om forfølgelse og forførelse, der kommer i Indre Missions Tidende i nr. 40, 41 og 42 har jeg set på nogle tal for forfølgelse af kristne. I hele den vestlige verden er der en stigende mangel på tolerance over for bibeltro kristne (artiklerne kan findes i IMT’s arkiv, når bladet er udkommet. Vælg årgang/nr./skribent).

Eksperter fortæller, at der aldrig har været så megen forfølgelse af troende, som der er i dag. Og 75 procent af alle, der forfølges på grund af deres tro, er kristne. Det anslås, at 400 millioner kristne bliver diskrimineret og heraf bliver op mod 200 millioner udsat for grov forfølgelse. Tallet er naturligvis afhængigt af, hvordan man definerer diskrimination og forfølgelse, men det er under alle omstændigheder noget, der præger vores tid.

Et drab hvert sjette minut

I begyndelsen af året kunne man læse denne overskrift i Kristeligt Dagblad: “En kristen dræbes hvert sjette minut”. Tallet dækker 90.000, som blev dræbt på grund af deres kristne tro i 2016, og det stammer fra det amerikanske Center for Study of Global Christianity. Tallet bakkes op af Vatikanets statistikker.

Open Dors (Åbne Døre) har tal, der er mindre, men de tæller kun drab, der udelukkende er sket på grund af en kristen tro, og hvor de kender den enkeltes navn. Hvis en terrorbombe dræber alle på en markedsplads – også muslimer – så er de kristne på pladsen ikke døde, fordi de er kristne, forklarer man.

Åbne Døre offentliggør hvert år en oversigt (World Watch List), der rangerer de forfølgende lande. Værst er Nordkorea. De næste ligger alle i Mellemøsten og Afrika.

 

Gud vil fange vores opmærksomhed med klimaet

Skal vi se orkanen Irma og jordskælvet i Mexico som tegn på Jesu genkomst? Det er ikke let at svare, selv om Jesus nævnte sådanne katastrofer som tegn.

Verdens hidtil hårdeste orkan Irma gør millioner i Caribien og Florida hjemløse. Et jordskælv i Mexico vælter tusinder af huse. Oversvømmelser i Bangladesh og flere andre steder fordriver indbyggerne og ødelægger afgrøderne. Tundraen i Alaska og Sibirien tør op, så huse synker og metan frigives. Indlandsis og gletsjere smelter. Selv i lille Danmark får vi måned for måned at vide, at nu har vejret slået en eller anden rekord.

Hvad er det, der foregår? Skal vi opfatte det som tegn på, at Jesus “står lige for døren” (Matt 24,33)?

Uden at give Gud skylden for alle de ulykker, som naturen forårsager, så tør jeg godt sige, at han forsøger at råbe os op gennem begivenhederne. Det kommer jeg tilbage til, når vi lige har foretaget et baggrundstjek på naturen set i Bibelens lys.

Naturen reagerer på ugudelighed

Engang havde vi en ligestillings- og kirkeminister ved navn Manu Saren. Han fik ophævet forskellen på kønnene, så man selv kunne vælge, og han fik indført homoseksuelle ægteskaber i kirken. Det fik klummeskriveren Iben Thranholm til at beskylde ham for at forstyrre naturens orden – sådan helt bogstaveligt. I “Kirkeligt set” i Kristeligt Dagblad skrev hun i et debatindlæg, der tog udgangspunkt i Manu Sarens nye love: “Meget tyder på, at naturen er begyndt at reagere voldsommere og mere dødbringende end normalt … Det er ikke Gud, der straffer jorden, men menneskets hovmod og egen ondskab, der tiltrækker mere ondskab og skaber ubalancer.”

Naturligvis reagerede en række debattører imod Thranholms sammenkædning. For dem virkede det absurd, at en ny lov i Danmark skulle være skyld i en naturkatastrofe i Filippinerne, sådan som hun antydede. Men havde Thranholm en pointe? Kan det tænkes, at naturen reagerer negativt på menneskers ugudelighed og synd? Jeg tror, der kan være noget om det.

Naturen er afhængig af mennesket

I Romerbrevet skriver Paulus noget spændende om naturen (Rom 8,18-23). Baggrunden er de første tre kapitler i Bibelen. Der læser vi, at Gud skabte alting godt. Da han på den syvende dag hvilede, var det med et skaberværk omkring sig, som helt igennem var perfekt.

Gud havde indsat mennesket som forvalter af hele skaberværket (og det er vi fortsat). Med andre ord var skabningen gjort afhængig af mennesket.

I Bibelens tredje kapitel går det galt. Da Adam og Eva syndede, skete der noget med hele skaberværket. Det fremgår af Guds ord efter syndefaldet. Der kom smerte, sygdom, ukrudt, råddenskab og død ind overalt. Skabningen blev underlagt forgængeligheden.

Slut med forgængelighed

Ved Jesu genkomst forvandles alle Jesus-troende i opstandelsen, så vores legeme bliver udødeligt og uforgængeligt (1 Kor 15,52-53). Noget af det samme sker med skaberværket. “Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden,” forklarer Paulus (Rom 8,20-21).

Skaberværket deler vilkår med mennesket. Den dag mennesket blev forgængeligt og dødeligt på grund af synden, blev skaberværket også underlagt forgængeligheden. Og den dag Guds børn bliver befriet fra forgængeligheden og deres legemer bliver udødelige, får skabningen også “den frihed, som Guds børn får i herligheden”.

Flere naturkatastrofer

Men hvad så i mellemtiden? Det Gamle Testamente kan fortælle om situationer, hvor menneskers synd fik negative følger for naturen (Hos 4,1-3; Jer 5,24-25; 12,4; Es 5,8-10; Es 24,1-5). Og vi fornemmer på profeterne (f.eks. Jesus i Matt 24), at i de sidste tider vil menneskers synd tage til, og samtidig vil naturkatastrofer øges. Jesus siger ikke, at de to ting hænger sammen, men det betyder ikke, at der ikke er en sammenhæng.

Der er dog ikke en direkte forbindelse mellem en bestemt ugudelig handling og så en bestemt katastrofe (Luk 13,4-5). Men det forhindrer ikke, at der kan være en forbindelse mellem en generelt tiltagende ugudelighed og en stigende ødelæggelse af naturen i form at jordskælv, tørke, orkaner og oversvømmelser.

Jorden er affældig

På grund af udviklingslæren tænker mange på naturen som et sted, der er i udvikling mod noget større og herligere. Mit indtryk fra Bibelen er modsat. Det begyndte fantastisk godt, men så blev det hele underlagt forgængeligheden, og nu er jorden ved at være temmelig affældig. C.S. Lewis skriver et sted:

“Når Jesus helbredte et menneske, skrev han med små bogstaver det, som han ved genkomsten vil skrive med store bogstaver hen over hele skaberværket.”

Bibelen forklarer det med ord som forløsning (Luk 21,28), verdens genfødelse (Matt 19,28), genoprettelse (ApG 3,21), befriet fra trældommen (Rom 8,21). Og det hele samles i ordene fra ham, der sidder på tronen: “Se jeg gør alting nyt!” (Åb 21,5).

Han som taler

I Hebræerbrevet skildrer forfatteren, hvordan Gud engang talte til Moses på Sinai, mens jorden skælvede, og folket bad sig fri for at høre mere. Men I er ikke kommet til Sinai, lyder det til de kristne. “I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem,” skriver han som indledning til en flot beskrivelse af det evangelium, vi står i (Hebr 12,18-24).

Men så kommer han med en alvorlig advarsel: “Se til, at I ikke beder jer fri for ham, der taler; for når de ikke slap godt fra at bede sig fri for ham, der talte guddomsord på jorden, så kan vi det endnu mindre, hvis vi vender os fra ham, der taler fra himlene. Dengang fik hans røst jorden til at skælve, men nu har han givet et løfte, der lyder:

“Endnu én gang vil jeg få ikke blot jorden, men også himlen til at skælve.” Udtrykket “endnu én gang” viser, at de ting, som kan rokkes, fordi de er skabt, skal forvandles, for at de ting, som ikke kan rokkes, skal bestå.

Det er formuleret lidt kringlet, men egentlig meget elegant – og utroligt indholdsrigt.

Og så slutter han kapitlet: “Lad os derfor takke for, at vi får et rige, der ikke kan rokkes, og med tak tjene Gud, som det er hans vilje, i gudsfrygt og ærefrygt.  For vor Gud er en fortærende ild.”

Lad os ikke bede os fri for ham, der taler fra himlen. Naturligvis gælder det først og fremmest hans ord til os i Bibelen. Men hvis han kalder på vores opmærksomhed gennem naturkatastroferne, må vi også lytte til det. Han fortæller os, at skaberværket kan rokkes, men han har også givet os et løfte om, at en dag vil han gøre alting nyt.

 

 

 

Spændende afhandling om de sidste tider

Jesu genkomst er en uopgivelig del af den kristne tro, skriver Steen Skovsgaard i forbindelse med den ph.d.-afhandling, han nu går i gang med.

Steen Skovsgaard skriver afhandling om de sidste tider i kristendommen og islam.

Efter en afskedsaudiens, hvor dronningen takkede Steen Skovsgaard for 12 års tjenesten som biskop, skal han nu i gang med næste afsnit af livet. Det bliver blandt andet viet til teologisk forskning. Han har nemlig sat som mål for de næste år at skrive en ph.d.-afhandling med overskriften “De sidste tider, Jesu komme og dommedag i islam og kristendommen – en komparativ analyse med særligt henblik på religionsmødet”.

Populært sagt er en ph.d.-grad en halv doktorafhandling, så der stilles høje akademiske krav. Steen Skovsgaards baggrund for at arbejde med netop dette emne er en interesse for islam, som han fik udbygget mens han var sognepræst i Gellerup Sogn i Aarhus, hvor der bor rigtig mange muslimer. Han har løbende beskæftiget sig med emnet både teoretisk og praktisk. Det er blandt andet blevet til de to bøger: “De fremmede har I altid hos jer” og “Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst?”

En uopgivelig del af kristendommen

I sit oplæg til ph.d.-afhandlingen skriver Steen Skovsgaard: “Forventningen om Jesu komme og dommedag er et gennemgående og fundamentalt motiv i den tidligste kristne menigheds forkyndelse og selvforståelse. Alle tings ende er nær (1 Pet 4,7), hvor menighederne forventer, at Jesus skal komme at dømme levende og døde (2 Tim 4,1). Det er derfor også en uopgivelig del af den kristne tro, som bliver fremhævet i Apostolicums formulering: ”… hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”, i Fadervors 2. bøn: ”komme dit rige …” samt i den danske folkekirkes bekendelsesskrifter.”

Tak for den præcisering, Skovsgaard. Det er desværre ikke alle præster og biskopper, der vil bruge ordet “uopgivelig” i forbindelse med genkomst og dom. Det fik du at mærke, da du for en del år siden svarede på et spørgsmål fra en journalist. “Kan klimaforandringerne være tegn på dommedag?” spurgte han. Du svarede: “Jeg kan ikke udelukke, at klimaforandringerne kan være et tegn på Jesu genkomst.” Det gav en vældig debat, at du på den måde regner Jesu genkomst som en given ting.

Paralleller i islam

Eskatologien (læren om de sidste ting) er også en del af læren i islam. Den er ikke særlig godt belyst af kristne teologer, selv om flere eksperter betragter den som afgørende for at forstå Muhammeds mission, konstaterer Steen Skovsgaard i sit oplæg til afhandlingen.

Han beskriver sin afhandling således: “Med baggrund i udvalgte dele af den teologiske diskussion om eskatologi i henholdsvis kristendom og islam er det denne afhandlings primære formål at undersøge blandt udvalgte nutidige danske kristne og muslimske menigheder og trosfællesskaber, hvilken betydning det eskatologiske perspektiv og den dertil knyttede fremtidsforventning har for de troende muslimer og kristne i dag. Fokus vil være på, hvorledes eskatologi og fremtidsforventning tematiseres i kirkernes og moskeernes nutidige undervisning og forkyndelse.”

Kortlægning af hvor meget det fylder

Hans undersøgelse vil ske ved at se på kristent og muslimsk undervisningsmateriale, andagtslitteratur, prædikener og andre udgivelser, der har med emnet at gøre. Han vil også undersøge, hvor meget det fylder generelt i forkyndelsen og undervisningen. Gennem disse undersøgelser vil han finde ud af: Hvad fortælles der om troen og livet som troende? Forholder man sig til de andres tro og forestillinger? Er der afgørende ligheder og forskelle mellem muslimsk og kristen eskatologi? Og er der eksempler på eller overvejelser over, hvordan og i hvilket omfang emnet kan være en del af religionsdialogen?

Undervejs i arbejdet vil der vise sig mange veje og blive rejst mange spørgsmål, forventer Steen Skovsgaard. “Hvordan fremstilles og opfattes dommedag af de troende? Giver tanken om dommedag de troende mod og håb og trøst? Giver det ansvar for dette liv, eller tilskynder det til virkelighedsflugt? Er det frisættende eller undertrykkende? Skaber det frygt? Og sidst med ikke mindst: Har troen på Jesu komme og dommedag et missionarisk perspektiv?”

Det bliver rigtig spændende at læse den ph.d.-afhandling om et par år, eller måske lidt mere. Lad det ikke vare for længe!

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial