Tegn i sol, måne og stjerner

Solen formørkes, månen skinner ikke, og stjernerne falder ned fra himlen. Hvordan skal vi forstå dette tegn på Jesu genkomst?

Solen formørkes og månen bliver som blod (Ellen Hofman-Bang i Giv Agt).

Kort før pinse i år blev jeg opmærksom på, at Joel sammen med sin pinseprofeti har en profeti om Jesu genkomst, hvor han nævner de kosmiske tegn: “Solen forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer” (Joel 3,1-4). Peter gentager Joels profeti pinsedag, inklusive ordene om Herrens store dag. Og i Jesu profeti om tegnene på genkomsten står noget lignende.

I den første version af romanen, som senere fik titlen “Om lidt – roman fra en ikke så fjern fremtid”, forsøgte jeg at skildre de kosmiske tegn som et udbrud i en super-vulkan. Et sådant udbrud vil skaber en askesky, som i mange måneder kan lukke udsynet til solen og månen på et helt kontinent, og selve udbruddet kan ligne en regn af stjerner.

Jordens undergang

Jeg skrev af forskellige grunde vulkanudbruddet ud af romanen, og det er jeg glad for i dag. I profetien burde et vulkanudbrud stå på linje med hungersnød og jordskælv (Matt 24,7). Men tegnene i sol, måne og stjerner nævner Jesus et andet sted i profetien, og måske skal vi læse det helt anderledes. Hvad nu, hvis de kosmiske tegn i virkeligheden beskriver begyndelsen på jordens undergang? Apostlen Peter skriver, at vi venter: “… Guds dags komme, da himlene skal gå op i luer og elementerne komme i brand og smelte” (2 Pet 3,12).

Da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himlen (Ellen Hofman-Bang).

Heldigvis fortsætter han: “Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.” Det er noget godt, vi har i vente som kristne. Men efter menighedens bortrykkelse (som Jesus nævner i sammenhængen) og inden alting bliver nyt, skal skaberværket gennem en renselse.

Kan ordene om sol, måne og stjerner være en profeti om det, som Peter beskriver med ordene: “… da skal himlene gå op i luer og elementerne komme i brand og smelte”?

Hvis nogen har tanker om det, så skriv endelig i kommentarfeltet herunder.

Flere begivenheder i én

Jeg har set, at der i Joels profeti står, at de kosmiske tegn skal ske før Herrens store dag – altså før genkomsten. Men det forhindrer ikke, at de kan være begyndelsen på jordens undergang. Som Jesus beskriver det i sin profeti, er der en rækkefølge, men basunen, bortrykkelsen, dommen, undergangen og genoprettelsen ser ud til at være forskellige led i den samme store begivenhed. Som juleaften rummer middag, tænde lys, sang og gaver, der kan beskrives hver for sig, og alligevel er en samlet begivenhed, tænker jeg, at det også er med Jesu genkomst.

Jeres forløsning nærmer sig

Ordene om solen, månen og stjernerne står som noget, der sker i umiddelbar sammenhæng med genkomsten, og som noget, der sker efter den store trængsel, man ofte placerer som det sidste lige inden genkomsten.
Og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer …

Det pågældende afsnit i Jesu store profeti om de sidste tider lyder i sin helhed:

“Men straks efter trængslen i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen og himlens kræfter rystes. Og da skal Menneskesønnens tegn komme til syne på himlen, og da skal alle jordens folkestammer jamre, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed. Og han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af himlen til den anden” (Matt 24,29-31).

Fra den samme profeti har Lukas en meget dejlig passus, som Matthæus ikke har med:

“Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,28).

 

Herfra til evigheden

Hvordan skal vi forstå overgangen fra vores jordiske liv til livet i herligheden? Hvad går tiden med? Eller går der slet ikke nogen tid? Kan det tænkes, at vi dør her og straks vågner op på den nyskabte jord? Der findes flere svar.

(spørgsmål på JesusNet.dk)

Hejsa
Jeg har et spørgsmål angående død og Jesus genkomst. Der står et sted at når Jesus returnerer skal han dømme de levende og døde. Vil det sige at de døde pt. er et sted mellem himmel og jord (en slags dvale) og egentlig først træder ind i Guds rige eller det modsatte når Jesus kommer igen og dømmer alle?
Mvh
Thomas

(mit svar på JesusNet.dk – og her)

Kære Thomas

Tak for dit spørgsmål, som der findes flere svar på. Ingen af dem kan bevises med et klart bibelsted. Nogle regner ganske rigtigt med en dvale eller en søvn. Set i forhold til vores kalender går der jo et stykke tid fra den enkeltes død og til Jesu genkomst og vores opstandelse.

Et par ret uklare steder i Det Nye Testamente taler om et dødsrige, som kan være en mellemtilstand (Luk 16,19-31 og 1 Pet 3,18-20). Mit bud på et svar, kan jeg desværre heller ikke hænge op på et klart skriftsted, men overvej det følgende.

Ved Jesu genkomst skal alle opstå, og der sker en adskillelse mellem dem, der levede i tro på frelseren, og dem, der ikke tog imod ham. Set fra i dag, så sker genkomsten og opstandelsen på en fremtidig dato i vores kalender, men set fra den anden side – fra evighedens side – så er opstandelsen til liv begyndelsen på vores tilværelse på den nye og herliggjorte jord (Åb 21,1-3), og evigheden begynder ikke på en bestemt dato i vores kalender. I det hele taget er det vanskeligt at tale om en begyndelse på evigheden, så derfor behøver vi ikke gøre rede for en tid fra døden til opstandelsen.

Tænk på røveren på korset. Han bad til Jesus, og Jesus svarede ham: “I dag skal du være med mig i Paradis!” (Luk 23,43). Men i vores trosbekendelse siger vi, at Jesus efter sin død nedfór til dødsriget, hvorfra han opstod på tredjedagen. Holdt Jesus så sit løfte til røveren? Ja, det mener jeg.

Jesus forblev ganske vist her i den jordiske kalender til Kristi himmelfartsdag, for han var ikke færdig, men røveren havde ikke mere at gøre her. Han forlod vores jordiske kalender for at møde Jesus i evigheden.

Egentlig spørger du: “Hvor lang tid går der fra datoen for min død til det tidspunkt, jeg træder ind i evigheden?” Jeg ved ikke, om nogen rigtig forstår springet fra vores tid til evigheden. Hvis man har brug for at forestille sig en søvn eller en dvale for at få mellemrummet til at gå op, så fint for mig, men jeg tror altså, at røveren, samme dag han døde, oplevede at være sammen med Jesus i Paradis. Og jeg glæder mig til, at samme dag jeg dør, vil jeg vågne op i det evige Paradis i selskab med min frelser.

Jørgen Hedager Nielsen, redaktør af genkomst.dk

 

PS: Til den opmærksomme læser på genkomst.dk, som nu sidder med spørgsmålet: Hvad så med skærsilden? Det har Luther givet et meget kort og kontant svar på, som kan opsummeres således: “Skærsilden er heldigvis kun en katolsk opfindelse, som aldrig har været en del af Guds plan.”

Enhver, der tror på Jesus som sin frelser, mangler intet på dommens dag. Ingen har nogen som helst rest af synd eller urenhed, der skal renses væk, inden de kan træde ind i herlighedens rige og møde Gud ansigt til ansigt.

Antikrist er en forfører

Antikrist er en forfører. Det betyder, at hvis vi vil finde Antikrist, skal vi ikke se efter noget, som de fleste finder afskyeligt. Det er en grundregel for al forførelse, at vi kun kan blive forført af det, vi har lyst til. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi kan genkende ham.

Bibelens beskrivelser af Antikrist handler om hans natur, og skal ikke læses direkte som beskrivelser af hans ydre udseende. (Matthias Gerung (1500–1570), “The Beasts of Revelation”)

Antikrist er nævnt i Bibelen under flere navne. Paulus kalder ham Lovløshedens Menneske (2 Thess 2,1-12). I Johannes’ Åbenbaring kaldes han Dyret (Åb 13). Jesus kalder ham en falsk kristus (Matt 24,5 og 23-24). Det eneste sted, han kaldes Antikrist, er i Johannes’ første Brev.

“Det er nu den sidste time,” skriver Johannes i kapitel 2. “Og som I har hørt, at Antikrist skal komme, er der nu fremtrådt mange antikrister; deraf ved vi, at det er den sidste time.”

De afviser Jesus som Gud

Johannes taler om Antikrist på to måder. De mange antikrister, som han skriver med lille a, var allerede dengang trådt frem. Antikrist med stort A var ikke trådt frem endnu. Antikrist og de antikristelige ånder kommer fra Djævelen for at forføre os.

“De er udgået fra os,” siger Johannes, men det er muligt at afsløre dem. Det antikristelige kendes på, at Jesu guddommelighed afvises. De kan forkynde om Jesus i julen, men fornægter jomfrufødslen. De kan forkynde om langfredag, men det befriende budskab om Jesu død for vores synd lyder ikke. De kan forkynde påskedag om livets sejr over døden, men evangeliet om kødets opstandelse er væk. Og hvis Jesus ikke er opstået legemligt, så er der heller ingen himmelfart og naturligvis heller ikke nogen genkomst. Og er der ingen genkomst, så er der heller intet håb for os.

Men bortset fra det, kan den antikristelige forkyndelse godt forveksles med den sande og sunde kristne forkyndelse.

Falske kristus’er

Jesus taler i Matthæus 24 om, at trængselstiden bliver afkortet for de udvalgtes skyld, og han siger: “Der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild.”

Vi kan kun blive forført af det, vi har lyst til. Derfor kommer den antikristelige forkyndelse til os i en form, der virker tillokkende på os. Der skal stor overvindelse til, før man peger på en populær præst med en fængende forkyndelse, og så kalder den antikristelig. Men det er sådan, virkeligheden er, hvis forkyndelsen har de antikristelige kendetegn.

Hold fast ved det centrale

Det er muligt, at vi ikke skal gå rundt og udpege antikristelige præster. Men det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, hvad vi udsætter os selv for. Netop på de punkter, som den antikristelige forkyndelse udelader, er det vigtigt, at vores tro er grundfæstet. Vi må lægge vægt på den guddommelige undfangelse, forsoningen på korset, den legemlige opstandelse, Jesu himmelfart og hans genkomst. Netop de ting, der nævnes i anden trosartikel.

Der er meget mere at sige om Antikrist.

I bogen “Han gør alting nyt” er der et helt kapitel om emnet.

 

Jesu genkomst findes i hele Bibelen

Hvis vi skærer Jesu genkomst ud af vores forventning til fremtiden, bliver troen handicappet, og vi bliver blinde for rigtig mange af Guds herlige løfter til os.

Jesu genkomst skal vi ikke beskæftige os med, mener nogen. Dermed afskærer de sig fra noget, som er massivt til stede i det meste af Bibelen.

I mit arbejde med bogen “Han gør alting nyt”, som handler om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord, blev det meget klart, at forventningen om Jesus bygger på rigtig mange løfter fra Gud. Lad os tage en hurtig skøjtetur gennem Bibelen, for at se efter.

Sådan skal Menneskesønnens komme være

Det begynder allerede ved syndefaldet, hvor Gud siger til slangen, at kvindens sæd skal knuse slangens hoved. Det skete, da Jesus døde på korset, men den endelige udslettelse af slangen sker først ved Jesu genkomst.

Få kapitler senere læser vi om Noa og hans samtid. “I dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være,” siger Jesus. Beretningen om Noa er en forudsigelse af den sidste tid og Jesu genkomst.

Det samme er hebræernes udfrielse af Egypten og indvandringen i det forjættede land.

Ny himmel og ny jord

David får løfter om en efterkommer, hvis kongedømme vil blive grundfæstet til evig tid. Den efterkommer er Jesus. Løftet henviser både til hans fødsel i Davids by, Betlehem, og til den nye jord.

Esajas profeterede rigtig meget om begivenheder, hvis endegyldige opfyldelse først sker ved Jesu genkomst. Det kulminerer hen mod slutningen, hvor vi blandt andet kan læse: “Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord. I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd. Der høres ikke mere gråd eller skrig.” Vi læser stadig fra Det gamle Testamente.

Profeten Ezekiel giver Israels folk et løfte fra Gud:

“Min bolig skal være hos dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.”

Det samme budskab lyder til Johannes i forbindelse med den nye himmel og den nye jord. Den endelige opfyldelse har vi altså endnu til gode.

Jeg tager bolig hos dig

Profeten Joel forudsagde Helligåndens udgydelse på pinsedag. Umiddelbart efter kommer han med en profeti, der minder meget om det, Jesus profeterede om tegnene i de sidste tider: “Jeg sætter tegn på himlen og på jorden, blod og ild og røgsøjler. Solen forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer. Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.” Det var Joels ord.

Både Amos, Mika og Zakarias giver mest mening, hvis vi læser dem som profetier, der også handler om endetiden og genkomsten. Især hos Zakarias er det tydeligt. Hør bare her: “Du skal juble og glæde dig, Zions datter, for nu kommer jeg og tager bolig hos dig, siger Herren. På den dag skal mange folkeslag slutte sig til Herren og være mit folk, og jeg tager bolig hos dig.” Det lyder som Johannes’ Åbenbaring, men det var Zakarias.

Hele kapitler om genkomsten

I de tre første evangelier er der hele kapitler, som ikke handler om andet end de sidste tider, dommen og Jesu genkomst. Og flere af Jesu lignelser handler om det.

Johannes skriver ikke lige så direkte, men det er der – for eksempel i kapitel seks, hvor Jesus siger: “For min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.”

Vi kunne fortsætte med mange steder i Apostlenes Gerninger, og både Paulus, Johannes, Peter og Hebræerbrevets forfatter har meget at sige om emnet. Bibelens sidste bog handler ikke om andet. Gud har altså ikke ønsket, at vi skulle være uvidende, så lad os lytte til ham, også når han taler om det, der skaber vores håb for fremtiden.

Jerusalem hvor Gud og mennesker skal bo sammen

Der er ikke guld på gaden i det ny Jerusalem. Det påstår jeg frimodigt, selv om apostlen Johannes skriver: “Og byens gade var af det pure guld som gennemsigtigt glas” (Åb 21,21). Når begge dele kan være sande, skyldes det, at ordene i Johannes’ Åbenbaring skal læses symbolsk, mens min påstand skal forstås bogstaveligt.

Det kan ikke lade sig gøre at tegne det ny Jerusalem efter Bibelens anvisning. Dette er det bedste forsøg, jeg har fundet.

Vi vender tilbage til det med guld på gaderne, men først skal vi lige en hurtig tur gennem Bibelen for at konstatere, at det himmelske Jerusalem omtales mange steder.

Jerusalem som Guds brud

Esajas har flere profetier, som handler om Jerusalem. Et sted henvender han sig til Jerusalem og siger: “… som den unge mand tager jomfruen til hustru, tager din genopbygger dig til hustru, og som en brudgom fryder sig over sin brud, fryder din Gud sig over dig” (Es 62,5). Dette løfte til Jerusalem handler i første omgang om en bogstavelig genopbygning af byen, som også skete. Men profetien rækker langt ud over det.

Den evige betydning bliver tydelig, når Esajas profeterer: “Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det. Men I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd; jeg vil juble over Jerusalem og fryde mig over mit folk. Der høres ikke mere gråd eller skrig …” (Es 65,17-20)

Det frie Jerusalem er vor moder

Både Paulus og Hebræerbrevets forfatter bruger det himmelske Jerusalem som billede på nåden og evangeliet. “I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem,” skriver Hebræerbrevets forfatter. Bemærk, at han taler i nutid. Han omtaler det som en modsætning til at høre til på Sinaj, lovens bjerg (Hebr 12,18-24). Paulus er inde på det samme, når han skriver: “Men det himmelske Jerusalem er frit, og det er vor moder” (Gal 4,21-26).

I kapitel 11 skriver Hebræerbrevets forfatter om de mange forbilleder på tro, vi har i Det gamle Testamente. Midt i opremsningen af troende har han pludselig en bemærkning om det ny Jerusalem. “Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden … Derfor skammer Gud sig ikke ved dem eller ved at kaldes deres Gud. For han har allerede grundlagt en by til dem” (Hebr 11,13-16).

Englen spurgte Johannes, om han ville se bruden – og viste han det ny Jerusalem (Gustave Doré).

Jerusalem er Guds by

Det vigtigste sted har vi i slutningen af Johannes’ Åbenbaring, men han nævner det også tidligere: “Den, der sejrer, vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel … og på ham vil jeg skrive min Guds navn og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, der kommer ned fra himlen fra min Gud, og mit nye navn” (Åb 3,12).

Evangeliet om det ny Jerusalem møder vi for fuld udblæsning, når vi kommer til Johannes’ Åbenbaring kapitel 21: “Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb 21,1-4).

Her er Jerusalem igen sammenlignet med en brud, akkurat som i citatet fra Esajas. Og det bliver endnu mere forunderligt, for en engel spørger Johannes, om han har lyst til at se bruden (Åb 21,9).

Jerusalem kommer ned fra himlen

Englen, der vil vise Johannes bruden, Lammets hustru, fører Johannes op på et bjerg og peger på bruden. Men det, der ligger udbredt for deres øjne ligner ikke en brud. Det ligner en by. Johannes ser “den hellige by, Jerusalem, der kom ned fra himlen, fra Gud, med Guds herlighed.”

Vi er vant til at tænke på udtrykket “Lammets brud” som en symbolsk betegnelse for menigheden. Men sammenhængen i kapitel 21 tyder på, at vi også skal opfatte det ny Jerusalem som en symbolsk betegnelse for menigheden – Guds folk. Eller måske er det mere rigtigt at sige, at det er en symbolsk betegnelse for foreningen af Gud og menigheden. Ligesom Lammets bryllup er en forening af brud og brudgom

Så stor vil det ny Jerusalem være, hvis målene opfattes bogstaveligt. Opfattes de symbolsk, fortæller de os, at der er tale om noget, der overgår vores fatteevne.

Jerusalem har form som en terning

I beskrivelsen af det ny Jerusalem dukker der nemlig noget helt bestemt op. Englen måler byen med en målestok af guld, og det viser sig, at byen er terningformet. Vi kender kun terningen fra ét andet sted i Bibelen, nemlig det allerhelligste i åbenbaringsteltet og templet.

Det allerhelligste var Guds bolig midt i folket. Det syndige menneske kan ikke tåle at være sammen med den hellige Gud. Derfor var adgang til det allerhelligste strengt forbudt. Kun én gang om året, måtte ypperstepræsten gå derind – og aldrig uden offerblod.

Langfredag, netop som Jesus døde på korset, blev forhænget foran det allerhelligste flænget fra øverst til nederst (Matt 27,51). Jesu død gav fri adgang ind til Gud for den, som har fået sin synd tilgivet. Alt dette skal vi tænke med, når vi forsøger at forstå, hvad det ny Jerusalem er.

Vi skal også huske, at det ny Jerusalem i evigheden skal være på jorden, og at Gud tager bolig på jorden hos menneskene (Åb 21,3).

En vits om guld på gaden

Her kommer den eneste Sankt Peter-vittighed, jeg finder okay. At tale om Sankt Peter som dørvogter ved Perleporten er folketro og ikke bibelsk, men denne skal alligevel med:
En rig mand lå for døden. Han ville gerne have en guldbarre med i kisten, sådan for at have lidt i reserve for en sikkerheds skyld. Præsten var ikke meget for det. Adgangen var jo helt gratis, men gav sig til sidst. Da den rige mand stod ved Perleporten spurgte Sankt Peter: “Hvad er det, du holder der bag ryggen?” Lidt beklemt holdt den rige mand sin guldbarre frem. “Men kæreste ven,” udbrød Sankt Peter overrasket. “Hvorfor har du dog taget en brosten med!”

Renset og smykket af Kristus

Men altså som sagt i indledningen, så er der ikke bogstaveligt talt guld på gaderne i det ny Jerusalem. Da Johannes skulle beskrive det syn, han havde, måtte han ty til det allerflotteste, han kendte til. Derfor er beskrivelsen af det ny Jerusalem præget af dyre smykkesten, ædle metaller og klart glas, som dengang var meget kostbart.

Når vi engang oplever det i virkeligheden, vil det langt overgå den beskrivelse, Johannes ved Åndens hjælp med menneskeord var i stand til at give os i Bibelens sidste par kapitler. Hvilken herlighed, det i virkeligheden handler om, har Paulus antydet:

“… Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri” (Ef 5,25-27).

Og så lige et par bemærkninger til sidst:

  • Når Jesus før sin himmelfart lovede disciplene, at han ville gøre en bolig rede i himlen (Joh 14,2-3), så er det en bolig i det ny Jerusalem.
  • Livets Bog er en fortegnelse over indbyggerne i det ny Jerusalem (Åb 20,15).

Når jeg skriver om det ny Jerusalem nu, skyldes det, at jeg har en uges Nota Bene-andagter i Københavns Kristne Nærradio i uge 48, og der lover jeg lytterne, at de kan læse mere om det ny Jerusalem her på siden (Efterhånden som de udsendes i radioen, kan Nota Bene høres som podcast her).

 

Luther forventede Jesu genkomst

Luther havde et levende håb om Jesu genkomst. Han var optaget af, at det er den dag, syndernes forladelse altid har peget frem imod. “Det er ikke muligt, at den yderste dag kan lade vente på sig længe,” sagde han en dag efter aftensmåltidet. Og et sted skriver han: “Dommedag må være for døren.”

Luther har vist nok intet sted i sine mange skrifter givet en samlet gennemgang af emnet, men tanken om genkomsten dukker op rundt omkring. I en bordtale siger han for eksempel: “I det sidste halve år har jeg haft mange forfærdelige drømme om den yderste dag. Det er ikke muligt, at den kan lade vente på sig længe, for Skriften er opfyldt. De fire verdensriger, som Daniel inddelte historien i, er alle gået til grunde. Paven bevarede resten af Romerriget. Det var den sidste rest, nu er det forbi med ham også. Der bygges, plantes, samles penge sammen, drives kunst, som om verden skulle blomstre for anden gang. Jeg håber, vor Herre vil gøre en ende på det.”

De tog fejl, men …

Paven var Antikrist, mente Luther. “Nu er det ved at være forbi med ham også,” sagde han i den citerede bordtale. Luther levede længe i en forventning om, at evangeliets klare lys helt ville fortrænge paven og hans magt.

I samme bordtale nævner Luther et argument mere: “Philip Melanchton mener, at der var firs jubelår fra verdens skabelse til Kristi komme, dvs. i alt 4000 år, og at verden skal bestå i 6000 år. Nu har vi 1532. Verden skulle altså have omtrent 400 år igen. Men Gud begynder at holde spektakel, derfor er det at håbe, at han vil forkorte den tid.”

Med hensyn til udregningen af årstallet tog Melanchton fejl, og med hensyn til, at det var forbi med paven, tog Luther fejl. Men Luther var opmærksom på tidens tegn, og han håbede og troede, at genkomsten var nær.

Luther: Paven er Antikrist

I fortalen til Daniels Bog fylder Luthers fordømmelse af paven som Antikrist rigtig meget. Han fortæller lystigt om, hvordan paven har opstillet utallige regler for det hellige liv. Han nævner blandt andet munkenes “stakkels hår”. En pæn frisure måtte være synd, mente paven: “De skulle have bar isse og afraget skæg, så var de hellige,” skriver Luther ironisk. Sådan har paven gjort rigtig meget til synd. Han har opfundet regler for “mad, drikke, klæder, steder, tid, liv og levned. Og hvis han havde regeret længere, da havde han vel også forbudt at hoste, gispe og spytte og prutte.”

Først gjorde paven alt muligt til synd, og derefter tilbød han aflad, så folk kunne købe dispensation for straffen.

Dommedag må være for døren

Luther har en mængde komplicerede udregninger og overvejelser om tidsangivelserne i Daniels Bog. Han får det til at passe på historien helt fra Daniels tid til sin egen tid. Alligevel slutter han afsnittet med at skrive:

“Men man kan ikke være sikker på, hvornår den sidste dag kommer. Og selv om denne udlægning synes, som om man skulle være vis på den yderste dag, hvilken dag og år den skulle komme, hvilket dog Kristus forbyder at vide (ApG 1 og Matt 24), så slår det dog meget let fejl.”

Hans konklusion på emnet i fortalen til Daniels Bog lyder: “Men jeg lader mig nøje dermed, at dommedag må være for døren, for de tegn, som Kristus og apostlene Peter og Paulus forkyndte, er allerede alle sket. Træerne skyder skud og Skriften grønnes og blomstrer. Om vi ikke så præcist kan vide dagen, det ligger der ingen magt på. Sandelig, alting er ved enden.”

Til trøst og advarsel

I fortalen til Johannes’ Åbenbaring har han naturligvis også overvejelser om Jesu genkomst. Ganske vist lagde Luther ikke meget vægt på Åbenbaringen, blandt andet fordi han var usikker på, om Johannes faktisk var forfatteren, men han har alligevel ladet sig opbygge af den.

Både hans syn på paven som Antikrist og på islam (tyrken) som en voldsom trussel, spiller en stor rolle i hans læsning. Efter en skematisk gennemgang af bogen kapitel for kapitel, opsummerer han, at bogen kan tjene til trøst og advarsel. Til trøst, fordi trængslerne ikke kan kvæle den sande kristenhed, og til advarsel, fordi fjenderne fremstiller kirken som det modsatte af det, den er, og de rette kristne som kættere.

“Med denne udlægning kan vi bringe os denne bog til nytte og bruge den ret. For det første til trøst, idet vi véd, hvordan ingen magt eller løgn, ingen visdom eller hellighed, ingen trængsel eller lidelse ville undertrykke kristenheden, men at den endelig skal beholde sejr og få overhånd. For det andet til advarsel mod den store, farlige, mangfoldige forargelse, som rammer kristenheden. Det er umuligt for fornuften og naturen at erkende kristenheden. Den (fornuften) kalder den kristne kirkes arrigste fjende for kirke, og den kalder de rette kristne for fordømte kættere” (sproget er let moderniseret).

De tusinde år

I forbifarten kan jeg ikke nære mig for at nævne Luthers syn på det tusindårige rige, som nævnes i begyndelsen af Åb 20. Luther skriver i fortalen: “… de tusind års begyndelse er at regne fra den tid, denne bog er skrevet, og at Djævelen også på samme tid er bundet. Dog kan denne regning ikke tages så nøje på ethvert minut.”

Men udtrykket “denne bog” mener han Johannes’ Åbenbaring. For Luther begyndte de tusinde år på apostlenes tid.

Til sidst får Kristus overhånd

Luthers udbytte af at læse Johannes’ Åbenbaring var en styrkelse af glæden over den sande kirke. I sin konklusion henviser han til trosbekendelsens ord om, at vi tror på “én hellig kristelig kirke”. Kirken hører altså til det, vi tror på. “Derfor kan ingen fornuft erkende den, om den end satte alle briller på. Djævelen kan tildække den med forargelser og sekter, så du støder dig derpå. Sådan kan Gud også skjule den med skrøbeligheder og alle slags mangler, så at du derover må blive til en dåre og fælde en falsk dom derom. Den vil ikke ses, men tros,” skriver han.

Johannes’ Åbenbaring hjælper os til – midt i trængsel og forfølgelse –

“… ikke at tvivle på, at Kristus er hos os og med os, om det end går nok så dårligt til. Således som vi ser i denne bog, at Kristus gennem og over alle plager, dyr og onde engle endnu er hos os med sine hellige og til sidst får overhånd.”

Og dermed har vi en flot overgang til mit næste indlæg på bloggen, der sætter fokus på allehelgen.

 

Læs et tidligere indlæg på bloggen om baggrunden for den kendte anekdote om Luther og æbletræet.

De, som vil vide mere om Luthers fortaler til Daniels Bog og Johannes’ Åbenbaring (og Bibelens øvrige skrifter), kan finde dem på den meget nyttige hjemmeside Lutherdansk.dk.

Hvis nogen kender Luther-citater om de sidste tider, så skriv endelig en kommentar om det herunder.

Kirken sekulariserer samfundet

Det er kirken, der sekulariserer samfundet, skriver Magnus Malm i en bog. Han er svensk, men hans afsløringer passer desværre også alt for godt her hos os i Danmark.

Ulven bruger fåreklæder for at kunne blande sig med flokken. Foto: Hedager

“Som om Gud ikke findes” hedder Magnus Malms bog (Boedal, 2015). Han har mange præcise iagttagelser om, hvad der sker, når livet sekulariseres. Hans udgangspunkt er, at det er kirken, der sekulariserer samfundet og ikke modsat. Jeg læste den samtidig med, at jeg arbejdede på en artikelserie til Indre Missions Tidende om forfølgelse og forførelse. Der blev ikke plads til hans indspil der, så nu kommer lidt af det her.

Inden vi går i gang med Magnus Malm, skal vi have trukket en linje til tegnene i de sidste tider. Magnus Malm advarer mod sekulariseringen af kirken. Det er det samme, som når Bibelen advarer mod de antikristelige kræfter, der vil forføre de kristne. Og Antikrist er i høj grad et endetidstegn (se kapitel 13 i “Han gør alting nyt”).

Anti-fundamentalistisk fangenskab

Og så til Magnus Malm. I Sovjetunionens og jerntæppets dage var kommunismen i manges øjne den helt store skurk. Frygten for at bliver stemplet som kommunistisk lukkede kirkens mund, så vi ikke turde sige noget, der kunne opfattes som kommunistisk, husker Magnus Malm. Man talte om “kirkens anti-kommunistiske fangenskab”. Det betød efter hans vurdering, at kirken ikke kunne forkynde et helt evangelium.

Og her kommer hans pointe i forhold til sekulariseringen: Måske står vi i dag i et anti-fundamentalistisk fangenskab. For ikke at blive forvekslet eller forbundet med fundamentalistisk religiøsitet afstår vi fra at fremføre holdninger og udfordringer, der afviger for meget fra mainstream. Alle offentlige udtalelser fra kirkelige ledere får et garanti-stempel: “Obs! Indeholder ingen spor af snæversynet fundamentalisme. Helt ufarlig.”

En meget skarp iagttagelse, men det bliver endnu skarpere:

“At vi på den måde i praksis har skiftet til den modsatte lejr og tilsluttet os sekularismen … det opdager vi først bagefter. Og så er det meget vanskeligt at begynde at tale tydeligt igen.”

Drivkraften er frygt

Drivkraften i den proces, der fører kirken mod sekularisering er frygt. Det er en meget stærk drivkraft, der er let at indlære og vanskelig at slippe af med igen. Den gør os mindre, den binder os, og den hindrer os i at gøre det, som vi inderst inde gerne vil.

Magnus Malm udfolder frygten sådan: “Frygten for ikke at blive accepteret, hvis vi åbent vedgår, hvad vi tror på. Frygten for at støde nogen væk med vores budskab. Frygten for at blive forbundet med nogen, vi ikke bryder os om.”

Frygt er altid en negativ drivkraft, og normalt vil man forbinde frygt med fundamentalisme, skriver han. Frygt for dommen. Frygt for vranglære. Frygt for at tage fejl. (Lad os ikke bliver for hurtigt færdige med at spejle os i det.) Men han har altså også set frygten som drivkraft i sekulariseringen. Frygt for at miste social accept og dermed offentlig taleret. Frygt for en åben diskussion, som måske vil afsløre fejl i mine argumenter. Frygt for at rejse spørgsmål om min egen relativisme.

Kristne livsmønstre bliver usynlige

Flere gange henviser Magnus Malm til “Fra Helvedes blækhus” af C.S. Lewis, som er noget af det mest begavede, der er skrevet om forførelse. I den lille romanagtige bog siger dæmonen Fangegarn: “I virkeligheden gør vi vort bedste arbejde ved at holde visse forestillinger ude.”

Sekulariseringen begynder ikke med, at dårlig teologi vinder indpas, men ved en proces, hvor kristne livsmønstre bliver usynlige. Først da kan den ikke-kristne indflydelse få fodfæste. Som eksempel nævner han bøn. Det er sjældent, at nogen i kirken opfordrer mennesker til at holde op med at bede. Men bønnen er forsvundet i mange kirkelige sammenhænge. Hvor mange menighedsråd begynder eller slutter møderne med bøn? Hvor tit er der bøn ved kirkens personalemøder? Hvordan oplever man i praksis ved offentlige møder i sognehuset, at bøn for alvor betyder noget for kristne?

Forførerne er indenfor

Jeg har lyst til at indvende mod Magnus Malm, at samfundet har kimen i sig selv til at sekulariseres. Smitten behøver ikke komme fra kirken. Men min indvending står ret svagt. Jeg fornemmer, at han har ret i sin analyse – i hvert fald, når det gælder de nordiske kirker. Sekulariseringen sker i kirkerne, som dermed bliver ude af stand til at være lys og salt i verden.

Skellet mellem Guds rige og det sekulariserede samfund går ikke mellem kirken og den omgivende verden, men den går inden for kirken mellem dem, som bevarer et levende forhold til Gud og hans ord og de kristne livsmønstre, for nu at bruge Magnus Malms udmærkede udtryk, og så dem, der er bukket under for sekularismen uden at forlade kirken.

Det er også den beskrivelse, der bedst afspejler Det Nye Testamentes tale om forførelse. Jesus og apostlene advarer ikke mod forførerne som nogen, der tydeligt kommer fra det modsatte hold. De har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft (2 Tim 3,5) og fører sig indsmigrende frem som ulve i fåreklæder. Johannes siger om de antikristelige ånder: “Fra os er de udgået” (1 Joh 2,19).

Artikelserien om forfølgelse og forførelse kommer i Indre Missions Tidende nr. 40, 41 og 42/2017 (svarer til ugenumrene). Et par uger efter udgivelsen kan artiklerne ses i IMT’s arkiv. Vælg årgang, nr. og skribent. Rul ned og klik på Søg.

Nadveren peger på genkomsten

Fire steder i Bibelen omtales indstiftelsen af nadveren. Alle fire steder henvises der til Jesu genkomst.

Jesus knytter nadveren sammen med sin genkomst og livet på den nye jord. Det ser vi i alle de fire bibelsteder, der fortæller om indstiftelsen.

Matthæus og Markus refererer den første nadver næsten ens (Matt 26,26-29 og Mark 14,22-25). Efter indstiftelsen siger Jesus: “Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.”

Ordlyden i Lukas’ referat (Luk 22,19-20) er lidt anderledes, men indholdet er det samme. Der kommer henvisningen til genkomsten som det første, og den lyder: “Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer.”

I Paulus’ gengivelse af indstiftelsen (1 Kor 11,23-26) skriver han, at “hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer”.

Peger både tilbage og frem

Nadveren er en højtidelig og indholdsmættet del af gudstjenesten. For mange er det højdepunktet. Den får især sit indhold ved at pege tilbage på Jesu offer for os. Men den får altså også indhold ved at knytte til ved fremtiden, nemlig “den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige “, eller når Paulus skriver, at “hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer”.

Det antydes kun i ritualbogen

Hvis du på søndag under nadveren ønsker at blive mindet om Jesu genkomst, kan du for eksempel lytte efter sætningen “engang samles med ham i hans rige”. Den dukker op i nadverbønnen i version a. (Der kan vælges mellem version a, b eller c af nadverritualet, og de begynder side 798 i salmebogen).

Hvis præsten anvender version b, munder den indledende lovprisning ud i et citat fra palmesøndag: “Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn.” Det er nok tænkt som et budskab om, at Jesus kommer til os i nadveren, men eftersom palmesøndag har paralleller til Jesu genkomst, kan vi godt udvide lovprisningen af “han som kommer” til også at gælde genkomsten.

Anvender præsten version c, er der til indledning en lovprisning af Gud som skaberen. Derefter “vil vi med hele din menighed på jorden og i himlen, i kor med alle engle, synge din herligheds lovsang”. Og så kommer nogle sætninger, der rummer elementer fra beskrivelsen af englenes og den store hvide floks lovsang til Herren, som vi møder den i Johannes Åbenbaring. Det rundes som i version b af med “Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn.”

Ritualerne har altså kun indirekte hentydninger til Jesu genkomst. Der er ingen direkte omtale.

I selve indstiftelsesordene, som lyder, når præsten hæver brødet og vinen, er der desværre ingen spor af ordene om fremtiden, selv om de altså er med alle de steder i Bibelen, hvor nadverens indstiftelse beskrives.

Kun i én nadversalme

Af de 23 salmer, der er i salmebogens afsnit om nadveren (455-477), er der flere, som taler om at sidde til bords i Himmerige (455, 466, 468, 475). Men kun én nævner genkomsten direkte. Det er Peter Dass, der i et enkelt, indholdsrigt vers (473) skriver:

Dit minde skal, o Jesus, stå
uglemt i sind og tanker,
mens brød af ager er at få,
og druer gror på ranker;
og hvor der brydes helligt brød,
dér skal forkyndes Herrens død
blandt unge folk og gamle,
indtil du synlig kommer frem
i skyen, os at hente hjem
og i dit rige samle.

Så lad os da, når vi på søndag samles om Herrens bord, forkynde Herrens død, indtil han kommer.

 

 

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial