En sky tog ham bort

Jesus fór ikke til himmels som en raket. Han blev taget bort af en sky. Hans genkomst er i virkeligheden en tilsynekomst og ikke en tilbagekomst fra det fjerne.

Kristi himmelfart hænger sammen med Jesu genkomst. Det blev på en lidt bagvendt måde illustreret, da en journalist fra Ritzau for en del år siden spurgte biskop Steen Skovsgaard. »Kan det tænkes, at klimaforandringerne er tegn på dommedag?« Svaret lød ganske enkelt: »Jeg kan ikke udelukke, at klimaforandringerne kan være et tegn på Jesu genkomst.«

En voldsom debat

Hverken journalisten eller biskoppen havde formodentlig forestillet sig den voldsomme debat, biskoppens svar medførte, for hvad sagde han egentlig? Var det er ja eller et nej? Grunden til debatten var ikke, at Skovsgaard åbnede for, at klimaforandringerne muligvis kan være et tegn. Grunden var, at han gik ind på journalistens forudsætning, at der faktisk kommer en dommedag, og at Jesus kommer igen.

I Kristeligt Dagblad kunne man blandt andet læse flere indlæg fra professor Svend Andersen, der underviste i teologi på Aarhus Universitet. Han forklarede, at det er lige så barokt og komisk at forestille sig Jesu genkomst som en konkret begivenhed, som det er at forestille sig Kristi himmelfart som noget, der er sket i virkeligheden. Ordret skrev han i et debatindlæg: »Man kan sammenligne Bibelens tale om dommedag med beskrivelsen af Jesu himmelfart. Hvis man tager beretningerne om himmelfarten bogstaveligt, så bliver det jo barokt og komisk at forestille sig Jesus flyve af sted som en raket mod himlen.«

En raket eller en sky

Svend Andersen har ret i, at Kristi himmelfart og genkomsten hænger uløseligt sammen. Uden himmelfart, ingen genkomst. Vi kan endda gå et skridt tilbage og sige, at uden Jesu legemlige opstandelse, ingen himmelfart, og uden en himmelfart, ingen genkomst. Svend Andersen har andre steder gjort det klart, at Jesu opstandelse var af åndelig art og ikke medførte, at graven var tom påskemorgen. Det er påskemorgen, problemet begynder for ham.

Men hans bemærkning om Kristi himmelfart kræver en replik. I Bibelen står der, at »han blev løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne« (ApG 1,9). Det er ikke en meteorologisk sky. Vi møder den flere steder i Bibelen, hvor Guds himmel og den skabte jord mødes. Lad os se på et par eksempler og begynde med ørkenvandringen. Når Gud tog bolig i tabernaklet, sænkede en sky sig over det allerhelligste, og når folket skulle bryde op, viste skyen vej. Skyen var der også ved forklarelsen på bjerget (Luk 9,28-35). Og den vil være der ved Jesu genkomst (1 Thess 4,17). Det er helt i tråd med de andre steder, at skyen også tog Jesus bort ved himmelfarten. At sammenligne himmelfarten med en raketopsendelse er derimod langt ude.

Jesu tilsynekomst

Jesus fór ikke til himmels i geografisk forstand, så han nu befinder sig et sted langt ude i universet. Han blev usynlig for dem, fordi han skulle tage sæde ved Faderens højre hånd i Guds rige. Evangeliet ved himmelfarten er, at han nu kan være til stede hos hvert eneste menneske. Som han sagde: »Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Han er usynlig til stede hos os med sin forbøn og med sin vejledning ved Helligånden.

Når denne hjemmeside hedder genkomst.dk, er det, fordi det er det ord, de fleste forbinder med begivenheden. Men Bibelen bruger vist lige så tit ordet tilsynekomst. Det er naturligt at forbinde ordet genkomst med at være rejst bort til et helt andet sted og så komme tilbage. At tale om Jesu tilsynekomst signaler lidt tydeligere, at han lige nu ganske vist er usynlig, men ikke fraværende.

Jeg vil lade Steen Skovsgaard få det sidste ord. Et sted i løbet af den debat, der fulgte efter svaret til Ritzau-journalisten, sagde han:

»Tegnene skal få os til at våge og bede. Men samtidig skal man huske, at de er en påmindelse og et løfte om Kristi genkomst. Så det er en glædelig dag at se frem til for de kristne.«

Forfærdes ikke

Ét eneste menneske har autoritet til, her midt i en corona-tid, at sige: “Jeres hjerte må ikke forfærdes!” Og vi hører ham sige det på søndag, hvis vi streamer en hvilken som helst gudstjeneste fra en folkekirke.

På søndag (3. s.e. påske) skal vi i prædiketeksten høre Jesus sige: “Jeres hjerte må ikke forfærdes!” (Joh 14,1-11).  Og han begrunder det blandt andet med, at han en dag kommer igen. Løftet er givet til disciplene, og prædiketeksten giver tre grunde til, at han har al den nødvendige autoritet og magt.

  1. Til trods for, at Jesus fremtræder i menneskeskikkelse, er han Gud. Filip siger: “Vis os Faderen, og det er os nok” (Joh 14,8). Denne let arrogante holdning møder vi også i dag: “Vis mig Gud, sådan helt synligt, så skal jeg nok tro på ham.” Ingen kan vel sige sig helt fri for den tanke, at et synligt bevis ville gøre det lettere at tro. Men Jesus svarer: “Når I har set mig, har I set Faderen.” Gud er ikke anderledes end Jesus, for Jesus er Gud i menneskeskikkelse. Og hvem ønsker sig en Gud, der er anderledes end den Jesus, vi møder i Bibelen?
  2. Han er vejen, sandheden og livet og den eneste vej til Gud, siger han (Joh 14,6). Har noget menneske autoritet til at sige det? Ja, én har – se punkt 1. Han har gjort det muligt ved sin død for os og ved sin opstandelse som den første af mange.
  3. En dag kommer han synligt igen. Det er vores opstandelsesdag, og det bliver den synlige indledning til vores liv i herlighed sammen med ham – i boliger, han har gjort parate til os. Det lover han os på søndag i evangelieteksten. Men har noget menneske autoritet til at sige sådan? Ja, Jesus har – se punkt 1 og 2.

Midt i en corona-tid er der stor trøst i, at alle, der har sagt ja til Jesus som vejen, sandheden og livet, har en evig herlighed i vente på et sted, hvor “døden ikke skal være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere” (Åb 21,4). Den bolig, Jesus allerede har gjort klar til hver enkelt discipel, er nemlig i Det Ny Jerusalem.

Johannes’ Åbenbaring 21,1-3:

Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem.

En vigtig dag i livet

Prædiketeksten på kirkeårets sidste søndag kunne næsten lige så godt stå i Koranen som i Bibelen, har én sagt. Og umiddelbart kan der være noget om det. Men ikke hvis vi læser i sammenhæng med resten af Bibelen.

Matthæus beskriver scenen, så vi ser den for os (Matt 25,31-46). Ved sin genkomst sætter Jesus sig som konge på sin herligheds trone, og så sorterer han alle mennesker i to grupper. Den ene gruppe får plads på hans højre side og den anden på hans venstre side. Mellem de to grupper er der kun ham. Der er ingen, som ikke helt hører til på den ene af siderne.

Der sker en definitiv adskillelse. Det ser vi af Jesu ord. Til dem på venstre side siger han: “Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.” Fra det sted er der ingen vej tilbage.

Til dem ved sin højre side siger han: “Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer …” Heller ikke der er der nogen vej tilbage, for ingen vil ønske at forlade det sted, og der er i øvrigt ikke noget at vende tilbage til.

Sortering efter gerninger

Nu kommer vi så til det, som gør denne prædiketekst vanskelig. For hvilke kendetegn sorterer kongen på tronen efter? Fire gange nævner han seks barmhjertighedsgerninger, som dækker rigtig meget af det, der hører ind under kristen næstekærlighed. Det ser ud som om, han sorterer efter gode gerninger.

Der er en bemærkelsesværdig krølle på gerningerne, som gør en forståelse endnu vanskeligere. De velsignede, som har gjort gerningerne, ved ikke, at de har gjort dem. Og de forbandede troede, at de havde gjort dem, selv om de ikke havde.

Vi skal også bemærke, at kongen sorterer efter kendetegn, som allerede findes. Der står ikke en folk neutrale individer foran ham, hvorefter han begynder at afgøre, om det skal være et får eller en buk. Der står en blandet flok foran ham, som i forvejen har de kendetegn, han sorterer efter. Forskellen på de to grupper er der allerede nu, men man skal være Gud for at kunne se den.

På genkomstens dag er det for sent at skifte kendetegn, men af Guds nåde er det muligt nu. Derfor er dagen i dag på en måde endnu mere afgørende end den dag, kongen foretager sorteringen.

Verdensdommen. Byzantisk mosaik fra det 5. årh.

Nøglen findes andre steder

Teksten handler om alle mennesker, så inden kan sige, at det ikke kommer dem ved. I forhold til evigheden har livet her og nu ikke meget vægt. Så hvad skal vi gøre? Drejer det sig om af alle kræfter at gøre godt for sultne, tørstige, fremmede, nøgne, syge og fængslede?

Ja, det gør det åbenbart, men motivet til at gøre noget er det vigtigste. Det er jo tydeligvis ikke noget, de to grupper selv kan bedømme for deres eget vedkommende.

Hvis nøglen til at låse gåden op skulle findes inden for tekstens 16 vers, kunne beretningen egentlig godt stå i Koranen. Men der findes en del nøgler andre steder i Bibelen. En af de meget tydelige er: “Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet. Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv” (1 Joh 5,12-13). Eller i dette velkendte sted: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer” (1 Pet 1,3-4).

Vores uforgængelige, uforkrænkelige og uvisnelige arv er det evige liv, og det gives til dem, der har modtaget frelsen fra Jesus.

Virksom i kærlighed

Grundlaget for arven er Jesu Kristi død og opstandelse, og ikke vores gode gerninger. Men hvorfor taler Jesus så om gerninger i prædiketeksten til kirkeårets sidste søndag? Mit bud er, at det gør han, fordi den sande tro er virksom i kærlighed (Gal 5,6). En tro uden gerninger er død (Jak 2,26).

Inden vi kommer for godt i gang med at give vores egen eller andres tro karakter efter antallet af gode gerninger, er der en vigtig ting fra prædiketeksten, vi skal huske. Kun Jesus er i stand til at foretage den vurdering. Hverken dem på den højre eller dem på den venstre side er i stand til at vurdere deres egen indsats.

Det eneste, vi kan gøre for at høre til på den højre side, er at holde os til Jesus. Så får han mulighed for at arbejde med os ved sin Ånd, så troen bliver virksom i kærlighed. Vintræets grene bærer frugt, når de er en del af træet (Joh 15,5).

Frimodighed på dommens dag

Johannes skrev, at vi kan vide, at vi har evigt liv. Det kan vi vide, fordi Gud har lovet det til enhver, der bekender sin synd for Jesus (1 Joh 1,9). Han beskriver det også på en anden måde. Efter at han har slået fast, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser (1 Joh 4,14), skriver han, at “deri er Guds kærlighed fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag” (vers 17).

 

“Frimodighed på dommens dag” er overskriften på et kapitel i “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord”.

 

 

 

 

 

Allehelgen på den nye jord

Vi har lov til at tro, at vores afdøde nu er hos Jesus i Paradiset. Vi har et kristent håb, som knytter sig til en usynlig virkelighed. For de afdøde troende er det blevet synligt.

Et bestemt bibelvers læses både ved dåb og begravelse. Det indrammer vores liv og giver det et evigt perspektiv. Bibelverset lyder: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde” (1 Pet 1,3).

Verset hører til ved dåben, fordi vi der får det kristne håb ved genfødelsen. Og det hører med ved begravelsen, fordi det er et løfte om evigt liv. Det levende håb hviler på en stærk grundvold, nemlig Jesu opstandelse fra de døde.

En bolig står klar

I Bibelen slutter verset med et komma. Vi er altså ikke færdige med at høre, hvad apostlen Peter vil sige om håbet. I de følgende vers skriver han, at vi ved genfødelsen fik en arv, som er gemt i himlen til enhver, som bliver bevaret i troen. Og han siger, at vi bliver bevaret i troen ved Guds magt. Gud holder os fast.

Arven er gemt i himlen, skriver Peter. Det kan minde os om Jesu ord i sin afskedstale til disciplene: “Jeg går bort for at gøre en bolig rede for jer” (Joh 14,2). Vi kan betragte vores dåbsattest som et skøde på en bolig i himlen. Et skøde på en arv, der findes hos Gud og bevogtes af hans engle. Det er usynligt for øjet, men synligt for troen, og det er uforgængeligt, ukrænkeligt og uvisneligt, som Peter skriver.

Enhver, der dør i troen på den opstandne Jesus, flytter ind i sin bolig. Og boligen er i Det Ny Jerusalem.

Boligen på den nye jord

Glæden ved at bo i Det Ny Jerusalem læser vi om i Bibelens næstsidste kapitel (Åb 21). Først ser vi, at Gud ved Jesu genkomst gør himmel og jord ny (Åb 21,1). Det understreges igen i vers 5: “Han, der sidder på tronen, sagde: ‘Se, jeg gør alting nyt!’

Det næste er, at Det Ny Jerusalem kommer ned fra himlen for at være på den nye jord. Og så får vi at vide, at Gud følger med. Hele tre gange står der i vers 3, at Guds bolig i evigheden er hos menneskene. “Gud vil selv være hos dem.” Og han vil ikke alene være hos dem, han vil også genskabe Paradis for dem.

Han gør alting nyt

Gud forløser os, genopretter os og befrier os fra forgængeligheden (Luk 21,28; ApG 3,21; Rom 8,21). Han fjerner alt det dårlige, der kom ind i skaberværket ved syndefaldet, mens alt det gode, der var der før syndefaldet, vil blive bevaret.

Johannes beskriver det sådan: “Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb 21,4).

Det er ikke tilfældigt, at herligheden beskrives ved det, der ikke er der mere. Alt det gode, som bliver vores virkelighed i den evige herlighed, har nemlig været der siden skabelsens morgen. Men siden syndefaldets dag har det været underlagt sorg, pine, synd, skrig og død.

I dag skal du være med mig

Men Det Ny Jerusalem kommer jo først ned på den nye jord ved Jesu genkomst. Hvor er vores afdøde så nu? Jeg tror, at svaret er ret enkelt.

Vi kalder dem de hensovede, og det gør Bibelen også. Vi kan forestille os, at når Jesus vækker dem op ved sin genkomst, har de ingen erindring om mellemtiden fra deres død til opstandelsen. Mon ikke det dækker ret godt?

Jesus sagde til den bodfærdige røver på korset: “I dag skal du være med mig i Paradis!” (Luk 23,43). Uanset hvad der eventuelt er sket mellem hans død og hans opstandelse, så oplevede røveren det netop sådan. Han vågnede samme dag op i Paradis sammen med Jesus.

Dagen for Jesu genkomst er også den dag, hvor alle de frelste skal opstå. For os er det i fremtiden, men for de opstandne er det i evigheden, og hvornår begynder den?

I samme menighed

Når vi omkring allehelgen mindes de kære, der er gået bort i troen på deres usynlige frelser, og glæder os over, at de nu lever ansigt til ansigt med ham, så tror jeg, at vi er på sikker grund. Det bekræftes også af Salmebogens nummer 573:

Helgen her og helgen hisset
er i samme menighed,
derom haver os forvisset
han, som alle dybder ved.

Kun en ting skiller os fra de afdøde: Vi lever her i håbet, og de lever i opfyldelsen. Derfor hedder det i vers 3:

Sammen bor vi i Guds-haven,
skilt kun ved det lille bælt …

Ingen genkomst uden jomfrufødslen

Englens besked til Jomfru Maria om at hun skulle føde himlens kongesøn hænger uløseligt sammen med Jesu genkomst. Hvis ikke Jesus blev født som både Gud og menneske, ville han ikke opstå fra graven i et fysisk legeme. Så ville han heller ikke fare til himmels, og så vil han ikke komme igen. Og så ville der ikke være noget håb for os.

Sandro Botticielli (1489)

Maria bebudelsesdag er en lidt overset festdag i kirkeåret, selvom den markerer forudsætningen for alle de andre festdage. På den dag skete inkarnationen – det under, at Gud blev menneske. Sønnen i den treenige Gud gav afkald på sin guddomsherlighed, tog en tjeners skikkelse på og blev menneske (Fil 2,7).

Maria fra Nazaret fik besøg af en engel, der forkyndte: “Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.” Sådan gik det til, at Maria blev gravid, selv om hun ikke havde været sammen med nogen mand. Den dag blev et lille foster til.

Efter ni måneder blev det jul, og Jesus blev født i Betlehem for at opfylde profetierne. Men det begyndte med bebudelsen i Nazaret. “Vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria …” Sådan har kirken bekendt til alle tider og alle steder.

Ingen brugbare alternativer

Mange har været skeptiske over for jomfrufødslen, fordi den virker så unaturlig. De samme skeptikere har ofte også problemer med Jesu undere, med Jesu soningsdød, med den legemlige opstandelse, og dermed naturligvis også himmelfarten og genkomsten. Og med god grund, for hvis ikke jomfrufødslen er sket, hvordan kan vi så sige, at Jesus var både Gud og menneske?

Man har forsøgt sig med en fortælling om, at Jesus ved sin dåb fik sin identitet som menneske, men det siger Bibelen ikke. Man har også forsøgt sig med en forestilling om, at Jesus i virkeligheden ikke var Gud, men et helt usædvanligt menneske.

Det kristne håbs fundament

Men hvad er problemet egentlig ved jomfrufødslen? Der er tale om en handling, som foretages af Gud Fader, den almægtige og Helligånden. Den Gud, som har skabt himmel og jord og en dag vil gøre alting nyt igen. Hvem er vi, at vi tillader os at sætte spørgsmålstegn ved beretningen om Jesu underfulde undfangelse?

Guds Søn blev foster i Marias livmoder. Derfor kunne han vokse op som et syndfrit menneske. Og på grund af sin syndfrihed kunne han sone vores synd. Fordi han var både Gud og menneske, kunne døden ikke fastholde ham (ApG 2,24). Han opstod legemligt, og graven blev tom. Efter 40 dages samliv med disciplene, fór han til himmels, og ved dagenes ende kommer han igen. Vi skal opstå, som han opstod, og Gud vil genoprette alt. Det er fundamentet for det kristne håb.

 

 

En ånd spiser ikke fisk

Det kristne håb er totalt afhængigt af, at Jesus forlod sin grav i live. Enhver tale om opstandelse på andre måder slår effektivt grundlaget væk under håbet om en evig herlighed, så hvorfor nøjes med mindre end en opstandelse med kød og knogler.

Opstandelse, himmelfart og genkomst hører uløseligt sammen. Uden Jesu legemlige opstandelse, vil der ikke være en himmelfart. Og uden Jesu himmelfart vil der ikke være en genkomst. Og uden Jesu genkomst, vil der ikke være nogen opstandelse for os.

Vokset sammen med Jesus

Paulus underviser et sted om dåbens betydning. Han knytter den sammen med påskens begivenheder og skriver, at vi i dåben får del i Jesu død på korset og hans legemlige opstandelse påskemorgen:

“For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans … Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere” (Rom 6,5 og 9).

Ved dåb og begravelse

Midt i påskeugen var vi til begravelse. Her blev vi igen mindet om det kristne håb. Et bestemt bibelvers læses både ved dåb og begravelse. Det knytter Jesu opstandelse sammen med det kristne håb. Her er de to næste vers taget med.

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid” (1 Pet 1,3-5).

Han forvandler vores legeme

Paulus afslutter sit store opstandelseskapitel (1 Kor 15) med at tale om legemets forvandling ved opstandelsen. Når Jesus kommer igen, skal vores forgængelige legeme iklædes uforgængelighed, og vores dødelige legeme skal iklædes udødelighed, skriver han.

Uanset, hvordan vi kommer herfra, om vi bliver begravet, kremeret, spist, eller måske stadig lever ved genkomsten, så vil Gud den dag tage det, der er tilbage af os, og underfuldt gendanne det.

Jesus opstod påskemorgen i sit eget legeme, og hans opstandelse er modellen for, hvordan det vil blive for os. Gud, som skabte alt ved sit mægtige ord, og som påskemorgen kaldte Jesus ud af graven, gør opstandelsen mulig.

“Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt” (Fil 3,21).

Et stykke stegt fisk

“De gav ham et stykke stegt fisk.” Så kort og prosaisk lyder et meget væsentligt vers i Bibelens påskeberetning. I sig selv er det ikke opsigtsvækkende, men sammenhængen gør det til noget særligt.

Påskedag om aftenen dukkede Jesus op i disciplenens fællesskab. Han ville overbevise dem om, at han virkelig var opstanden. De fik lov til at røre ved ham, og så spiste han stegt fisk for at overbevise dem om, at han ikke kun var opstået åndeligt.

“Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har.” Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og fødder. Og da de af bare glæde stadig ikke kunne tro, men undrede sig, spurgte han dem: “Har I noget at spise her?” De gav ham et stykke stegt fisk, og det tog han og spiste, mens de så det. (Luk 24,39-43).

Glædelig opstandelsesdag!

En fantastisk adventsdprædiken

Aldrig vil jeg glemme den følelse af lykke, der greb mig ved muligheden for, at det kunne være ham selv, fortæller Kaj Munk om en oplevelse, der gav ham den tanke, at det kunne være Jesu genkomst.

Anden søndag i advent, 1940, holdt Kaj Munk en stærk prædiken i Vedersø kirke. Dette er en forkortet og tilrettet udgave:

I vores fantasiløse tid er der en del kristne, der ikke længere kan forestille sig Jesu genkomst. »Hvis der skal være tale om en dommedag,« erklærer de, »da må det forstås åndeligt. Den vil finde sted i hjerterne ved den enkeltes død.« Hvilken fattig kattepotelære! Helt anderledes er det, når Jesus taler om dommedag. Da mærker vi løvens klo.

* * *

Det onde har hugget sine rødder alt for dybt i vor gamle Moder Jord til, at det er muligt at grave dem op. Kræften kan brede sig i et legeme, så ingen kirurg, hvor mestersikkert han end fører sin kniv, kan drage alle dens grene og rødder op, og legemet ved til sidst ikke anden måde at gøre det af med sin fjende på, end ved som Samson at følge med den i døden.

* * *

Andetsteds varsler Jesus, at I skal høre krige og rygter om krige. Folk skal rejse sig mod folk og rige mod rige; og der skal være hunger og pest og jordskælv her og der. Falske profeter skal opstå og forføre mange. Og fordi uretfærdighed vokser, skal kærligheden blive kold i mange.

Ja, sådan varsler Kristus, og vi synes jo: Jamen er det ikke netop et referat af alt, hvad der sker omkring os i disse år? Og vi kan løfte øjnene mod skyerne og spørge næsten utålmodigt: Herre, kommer du ikke snart? Men Kristi kirke tager afstand fra alle dem, der mener at kunne angive et klokkeslæt.

* * *

Velsignede tanke, at den sidste instans ikke er, hvad folk mener, ikke er historiens nøjagtig lige så vilkårlige dom, ikke er det blå ingenting. Sidste instans er Kristus, Guds søn, Menneskesønnen.

Jeg ser på det, der stabler sig op ved samvittighedsløshed og ryggesløshed og gør sig større end alle folkene — og jeg ved, at hvor stort det end gør sig, er der dog en dommer over det. Lad det så rase sin lille tid, retfærdigheden vil indhente det. Og jeg ser på det i verden ydmygede og ringeagtede, og jeg lider sammen med det og holder lidelsen ud, fordi jeg ved, der kommer en oprejsningens dag.

Og mit eget liv, min stykkevise erkendelse af, hvad der er ondt og hvad der er godt i det, hvad der er synd og hvad der er sejr. Hvor velsignet, at ingen jordisk domstol skal fælde sin dom over det. Min dommer er ham, som jeg kalder min frelser!

Hvordan det skal gå til? Ingen Shakespeare har fantasi til at tænke sig det. Men Gud er jo også større end Shakespeare. Det er mig nok at tro på, at det skal gå til.

For en 15-16 år siden stod jeg en perlende sommermorgen i min have, aldeles fortabt i livets dejlighed. Da hørte jeg på én gang en underlig tone i luften, og jeg tænkte: Det skulle dog vel aldrig være Herren, der kommer igen.

Det viste sig nu senere hen, at redningsbåden ved havet holdt øvelse, og det var en raket, der var fyret af. Men jeg hverken lo af mig selv eller skammede mig. Jeg havde fået noget at vide om mig selv, jeg var glad for.

Og aldrig vil jeg glemme den følelse af lykke, der greb mig ved muligheden for, at det kunne være ham selv. Skønnere syntes jeg ikke, den skønne sommermorgen kunde krones.

* * *

Vi tør jo ikke tro på, at alle skal frelses — det er grækerdom mere end kristendom. Men vi vil våge og bede, for at hans forbarmelse kan udstrække sig til millioner flere, end vi nu tør tro.

 

Hele prædikenen i sin oprindelig form kan læses her. 

Kalv og ungløve græsser sammen

Herlige glimt af den verden, som bliver resultatet, når Gud har gjort alting nyt. En opfordring til at væbne sig med tålmodighed, og endnu en formaning om at være rede. Det er forløbet af gudstjenesten på anden søndag i advent.

En ny og bedre verden venter.

Det begynder i Det gamle Testamente med Esajas’ profeti om Jesu fødsel. Han er som en kvist, der skyder fra Isajs stub. Jesus er den Messias, Gud havde lovet sit folk (Es 11,1-10).

Den kommende frelser, jødernes Messias, “lever og ånder i frygt for Herren. Han dømmer ikke efter, hvad hans øjne ser, fælder ikke dom efter, hvad hans ører hører; han dømmer de svage med retfærdighed, fælder retfærdig dom over landets hjælpeløse”.

En paradisisk fremtid

Efterhånden går profetien over i en beskrivelse af det genoprettede skaberværk, som er vores evige fremtid. Det bliver virkelig paradisisk. “Ulven skal bo sammen med lammet, panteren ligge sammen med kiddet; kalv og ungløve græsser sammen, en lille dreng vogter dem. Koen og bjørnen bliver venner, deres unger ligger sammen, og løven æder strå som oksen. Spædbarnet leger ved slangens hule, det lille barn stikker sin hånd ind i hugormens hul. Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for landet er fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund.”

På den dag skal frelseren Jesus stå som et banner for folkeslagene, og “hans bolig skal være herlighed”.

Vær tålmodige for Herren er nær

Epistlen er meget kort. Tre punktummer rækker. Det er Jakobs opfordring til at være tålmodig (Jak 5,7-8). I den menighed, han skriver til, har de kendt profetierne om Guds riges totale gennembrud, som der profeteres om hos Esajas og flere andre profeter. Med den viden er det ikke underligt, at forventningens glæde har fået dem til at længes.

“Brødre, vær tålmodige indtil Herrens komme,” skriver Jakob. “Tænk på, hvordan bonden tålmodigt må vente på sin jords dyrebare afgrøde, indtil den har fået efterårsregn og forårsregn. Også I skal være tålmodige og gøre jeres hjerter stærke, for Herrens komme er nær.”

Ordene om bonden, der venter på sin høst, minder om en situation, hvor Jesus ynkedes over en stor folkeskare. Da sagde han til sine disciple: “Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst” (Matt 9,37-38).

Vi ved fra Peter, at det eneste, Gud venter på, inden han sætter punktum for al ondskab, synd, sorg og død, det er at flere kommer til tro (2 Pet 3,9-13). Lad os derfor følge Jesu opfordring og bede om flere arbejdere i Guds rige.

Olien skal ikke købes

Ellen Hofman-Bang. Fra “Giv agt”.

Og så går præsten op på prædikestolen og udlægger lignelsen om de ti brudepiger. Den er ikke helt enkel, men pointen i lignelsen er tydelig nok: “Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen” (Matt 25,1-13).

Engang i 1970’erne fik vi på en bibelcamping besøg af en busfuld svenskere, der var på missionsrejse i Danmark. Da ordet blev frit, gik lederen for gruppen på talerstolen og formanede os til at have olie på lampen. Hvis ikke vi havde ekstra olie, skulle vi sørge for at få købt noget. Der var en række priser, som skulle betales for denne olie. Det var åndsdåb, bekendelse af troen, tungetale, tiende og så videre. Desværre havde han overset en væsentlig detalje i lignelsen. De, der gik til købmanden for at købe olie, kom ikke med til festen.

Gud holder os fast

Uanset, hvad olien er et billede på, så er den gratis. Frelsen er fri. Jesus har gjort alt, hvad der skal til, for at vi kommer med, den dag han henter os til festen. Der er ganske vist et liv, der skal leves under Guds ords vejledning, for at troen ikke dør, men det liv kan ikke gøres op i bestemte priser, vi skal betale.

Det er ikke os, der skal holde Gud fast med bestemte lovgerninger. Gud holder os fast, hvis ellers vi giver ham lov. Det gør han blandt andet med en formaning som denne: “Våg derfor!” Han har både vilje og magt til at holde os fast, og han ønsker hver eneste af os i sit rige til evig tid.


Denne julegave
kan refunderes

En bog er altid en god gave.

“Om lidt” leveres med en seddel, der giver ret til at få pengene refunderet. Hvis den ikke falder i smag, eller hvis der var flere under træet, er pengene ikke spildt.

Halloween og allehelgen som evige fremtidsmuligheder

I disse dage præsenteres vi for to muligheder, der udelukker hinanden. Rædsel, råddenskab, skrig og død, eller glæde, fred, lys, fest og liv. Engang hed det fortabelse eller frelse.

Halloween er den verdslige efterligning af kirkens allehelgen. Da vi i lørdags gik en tur gennem handelsgaden i en nærliggende dansk købstad, blev det på grotesk vis afsløret, hvad der er tilbage, når Guds frelse tages bort fra døden.

Udsmykningen, hvis man kan tillade sig at bruge det udtryk i denne forbindelse, får ikke folk til at løbe skrigende væk. Det ser nærmest ud til, at mange opfatter det som en uskyldig spøg. Men gadebilledet i en moderne dansk halloween-pyntet butiksgade med zombier, skeletter, edderkopper og vanskabninger skildrer fortabelsen lige så godt som middelalderens skræk-maler Hieronimus Bosch.

Helvede som underholdning

Detalje fra et maleri af Hieronymus Bosch.

Folk har gennem hele Indre Missions historie skældt os ud for at være helvedesprædikanter. Og det er da rigtigt, at der har været prædiket om Helvedes rædsler. Men det blegner i sammenligning med, hvad handelslivet og andre er i stand til at levendegøre nu om dage. Den eneste forskel er, at mens IM altid har taget emnet dødsens alvorligt, så gøres det i dag til underholdning.

Og hvad er værst: At forsøge at gøre folk opmærksomme på, hvad de er på vej imod, så de kan reagere i tide, eller at forvirre folks opfattelse af den rædsel, der venter, så de ikke opdager faren, selv om den tegnes klart op foran dem i hvert eneste butiksvindue?

Den store hvide flok

Ved allehelgen bliver vi mindet om, at der findes et alternativ til rædsel, meningsløshed og evig undergang. Apostlen Johannes så i et syn en stor hvid skare, og han blev af en ældste spurgt: “De, som står klædt i hvide klæder, hvem er de, og hvor kommer de fra?” Johannes kendte vel godt svaret, men han beder alligevel den ældste om at sige det.

“Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod,” lød svaret. “Derfor står de for Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel, og han, som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem. De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere, hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem, for Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld, og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne,” (Åb 7,1-12).

Det syn står på alle måder i modsætning til halloween. Her er renhed, glæde og lovsang. Ingen tårer, ingen tørst, ingen plage – kun liv i overflod. Og det skyldes alt sammen Lammets blod. Det handler om den evige frelse ved tro på Jesus.

Det er allerede nu virkelighed

Den store hvide flok er menigheden, som Gud ser den allerede nu. (Motiv fra svensk kirke).

Vi forbinder den store hvide flok med herligheden efter Jesu genkomst. Det er ikke forkert. Johannes ser i Åbenbaringen ind i fremtiden. Men synerne er mere end fremtid. De viser Johannes virkeligheden, set i Guds perspektiv. Når Gud ser på en menighed, der er samlet i lovsang og bøn, så ser han en flok syndere, “som har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod”. Det er ikke fremtid. Sådan er det også på søndag.

Det lyder som en håbløs tv-reklame, at man vasker sine klæder rene i blod, men det er et håbefuldt symbolsk udtryk for, hvad Jesu død langfredag betyder for det menneske, der tager imod.

De, som kommer fra den store trængsel, har allerede vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod, mens de var i trængslen. Eller måske snarere inden de kom ind i trængslen, for trængslen skyldes, at de holdt sig til Jesus.

Luther om hellighed

I sin fortale til Johannes’ Åbenbaring peger Luther på, at det er en bog om, hvordan Gud ser på virkeligheden. I tro må vi tage imod Åbenbaringens beskrivelse af menigheden, siger han. Med vores kødelige forstand ser vi kun det ydre. Men Ånden hjælper os, så vi kan fatte, hvordan virkeligheden er.

Og så trækker Luther en parallel, som det er værd at tænke over her i allehelgenstiden.

“En kristen er også skjult for sig selv, så at han ikke ser sine egne dyder, men blot ser udyder og vanhelligelse hos sig. Og du, tåbelige selvkloge, vil se kristenheden med din blinde fornuft og dine urene øjne! Kort sagt, vor hellighed er i Himlen, hvor Kristus er, og ikke i verden for alles øjne – ligesom varer på et marked.”

Ud over en stærk forkyndelse af evangeliet, har citatet også en brod mod den katolske kirkes anvisning af gode gerninger som vejen til hellighed, og sikkert også imod afladsbrevene, der blev tilbudt på markedet.

 

Frimodighed på dommens dag

Næstekærlighed er godt, men på 1. søndag efter trinitatis har Gud meget mere til os end næstekærlighed.

Der går et skel gennem menneskeheden. Ved Jesu genkomst viser det sig, at der er en kløft, som ingen til den tid kan komme over. Det slår prædiketeksten til på søndag (1 s.e.trin.) fast. “Der er lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra.”

Sådan sagde Abraham til den rige mand, der var havnet på den forkerte side af den dybe kløft (Luk 16,19-31). Uanset, hvordan beretningen i øvrigt skal tolkes, kommer vi ikke udenom, at der er en uoverstigelig adskillelse mellem to muligheder.

 Abraham sætter Guds ord højest

Men så skal mine fem brødre da advares, mener den rige mand. “Send Lazarus til min fars hus, så ikke også de kommer til dette pinested.” Men det har ikke noget formål efter Abrahams mening. “De har Moses og profeterne, dem kan de høre.” Det er for lidt, mener den rige mand. “Men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig,” siger han.

Og så kommer Abrahams svar, som sætter Guds ord højere end store mirakler, når det gælder evnen til at skabe tro: “Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om én står op fra de døde.”

Skrifternes styrke

Da Jesus mødte de to Emmaus-vandrere, havde han mulighed for at give dem én af to gaver. Han kunne have sagt: “Hvorfor er I nedtrykte og forskrækkede? Ta-daaa. Se det er mig, jeres ven Jesus, der går her. Jeg er opstået fra de døde.” Det ville da være en gave, de aldrig glemte. Men han gav dem noget større. Han åbnede Skrifterne for dem.

De havde behov for noget, der kunne bære deres tro gennem kommende år med store udfordringer. Det fik de ved, at han åbnede Skrifterne. Og det gælder også i forhold til Jesu opstandelse, at “hvis de ikke hører Skrifterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om én står op fra de døde.” Vi har brug for, at Jesu død og opstandelse bliver forklaret for os.

På søndag vil der desværre mange steder udelukkende blive prædiket om næstekærlighed. Det er fint nok med næstekærlighed, men det er ikke godt, hvis frelsen og fortabelsen bliver forbigået, fordi prædikanten ikke lader sig oplyse af Skrifterne. Næstekærligheden er god og nødvendig, som det også fremgår af epistlens sidste del (1 Joh 4,21), men uden Jesu død i vores sted og hans opstandelse som den første af mange, fører det i længden kun til tomhed.

den måde elsker Gud

Jesu genkomst kaldes med god grund dommedag. Når nu der venter en virkelighed med to udgange og der mellem de to muligheder er en dyb kløft, som ingen kan komme over, hvordan kan nogen så glæde sig til genkomsten?

Det får vi svar på i epistlen på søndag. Desværre er teksten skåret, så den begynder med 1 Joh 4,16b. Den burde begynde med vers 14. Så havde vi fået Skriftens forklaring på, hvad det betyder, at Gud er kærlighed, og hvordan vi kan have frimodighed på dommens dag. Så havde vi nemlig hørt, at “Faderen har sendt sin søn som verdens frelser”. Det er på den måde, Gud er kærlighed. Eller som det hedder et andet sted:

“Således (på den måde) elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16).

Frimodighed på dommens dag (1 Joh 4,17). Det er store ord, men de holder, når vi får Jesu død og opstandelse forklaret. Jesu gerning langfredag var en stedfortrædende død, som er nok til, at vi kan se dommens dag i møde med frimodighed. Og påskemorgen er Guds ja til vores glædelige opstandelse.

Næstekærlighed i sig selv vil aldrig række til at give os frimodighed på dommens dag.

 

 

 

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial