Ateistens drømmesamfund svarer til profetierne

En ny roman antyder et ateistisk drømme-samfund, der på mange måder ligner den virkelighed, vi som bibellæsere kan se for os ud fra profetierne om trængslen i de sidste tider. Det er Dan Brown, der har været ved tasterne igen.

Dan Browns nye roman er spændende, og så er helten igen på videnskabens side imod al religion – som om de to altid må udelukke hinanden.

Det var en speciel oplevelse at læse Dan Browns seneste spændingsroman “Oprindelse”. Det er den femte roman med symbolforskeren Robert Langdon som hovedperson. Serien omfatter også “Da Vinci Mysteriet”, der for alvor slog Dan Browns navn fast. Med den skabte han en bestemt type romaner, som mange forfattere senere har efterlignet. Det er underholdende spændingsromaner, hvor dét at knække en eller flere koder hjælper helten i den rigtige retning, og hvor kirken spiller en negativ rolle i form at fordrejede kendsgerninger, fjendskab mod videnskaben og et konspiratorisk arnested for bogens ondsindede skurke.

Antikrist er helten

“Oprindelse” handler om en form for antikrist, som i Dan Browns optik er helten. Det er den højt begavede Edmund Kirsch, som er berømt for sine utroligt præcise forudsigelser af den videnskabelige udvikling på elektronikkens og naturvidenskabens områder. Kirsch har bebudet, at han har forsket sig frem til videnskabeligt holdbare svar på de to helt grundlæggende spørgsmål “Hvor kommer vi fra?” og “Hvor er vi på vej hen?”

Romanen åbner med, at Edmund Kirsch har inviteret nøglepersoner fra hele verden til en event på Guggenheimmuseet i Bilbao. Robert Langdon er blandt de inviterede. Eventen vil blive live-transmitteret til hele verden, og de fremlagte kendsgerninger vil være så overbevisende, at religionernes tid definitivt vil være forbi.

Dan Brown har med andre ord slået et meget stort brød op. Hans store styrke som forfatter er at skabe spænding, men når det gælder Edmund Kirschs opdagelser, som først afsløres hen mod bogens slutning, er det en fuser. Alligevel fremstiller Dan Brown opdagelserne som helt fantastisk epokegørende. Ifølge romanen sætter offentliggørelsen hele verden op mod dem, der holder fast i troen på en skabende Gud.

Desværre kan Dan Brown have ret i, at der ikke skal ret meget sagligt indhold til, for at gøre troende kristne til et forfulgt mindretal. Når bare det præsenteres tilstrækkeligt overbevisende. Vi taler jo om åndskamp her, og ikke om sunde argumenter.

(Til eventuelle Dan Brown-læsere: Med dette har jeg ikke afsløret noget, der ødelægger jeres læseoplevelse. Når det gælder action og spænding, er “Oprindelse” stort set på højde med hans andre romaner.)

En religion uden Gud

Romanens overraskelse ligger ikke i, at videnskabsmandens opdagelse i mine øjne er en fuser. Den ligger et andet sted, nemlig i skildringen af et fremtidigt drømmesamfund.

Kirsch har bygget en supercomputer med kunstig intelligens. Den har fungeret som hans samtalepartner og inspirator. Han har givet den navnet Winston efter sin helt Churchill, og den er meget symbolsk placeret i en nedlagt kirke i Barcelona. Winston er programmeret til at udsende Edmond Kirschs epokegørende opdagelse direkte via internettet. Men udsendelsen kræver en kode, som Robert Langdon jagter i en stor del af bogen.

Efter en vellykket afvikling af offentliggørelsen siger Winston til Robert Langdon: “Hvad der nu sker, afhænger af folks evne til at opgive gamle trossætninger og acceptere nye paradigmer. For et stykke tid siden betroede Edmond mig at det ironisk nok ikke var hans drøm at udrydde religion … men snarere at skabe en ny religion – en universel tro der forener folk i stedet for at splitte dem. Han tænkte at hvis man kunne overbevise folk om at de burde ære den naturlige verden og de fysiske love der har skabt os, ville alverdens kulturer også begynde at dyrke den samme skabelseshistorie i stedet for at gå i krig om hvilke af deres antikverede myter der var den rigtigste.” (Et centralt citat fra romanen).

Som en form for motto over det hele står en linje af William Blake: “De mørke religioner er døde og den smukke videnskab regerer.”

Uden sammenligning i øvrigt, så har Dan Brovns og mit eget fremtidsscenarie visse overlapninger.

Ateistens drømmesamfund stemmer med profetierne

I mit arbejde med “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid” beskriver jeg en virkelighed, hvor den udvikling, vi kender, har ført til et endnu mere antikristeligt samfund. Til min overraskelse svarer Edmund Kirschs drøm om et idealsamfund på en skræmmende måde til mine forestillinger.

Bibelens profetier fortæller om en virkelighed, som i stigende grad bliver præget af Antikrist og antikristelige kræfter. Det vil betyde øget trængsel for sande kristne. Dan Browns nye roman viser, at i ateistens øjne vil det samme samfund være fyldt med løfter om en herlig tilværelse, hvor man er fri for alle os, der ødelægger freden og fremskridtet med vores tro på “antikverede skabelsesmyter”.

Dan Browns “Oprindelse” vil blive læst af millioner af mennesker ud over verden. Måske bliver den endda filmatiseret af Hollywood med Tom Hanks i hovedrollen, som det allerede er sket med tre af Robert Langdon-romanerne.

* * * *

Og så skal vi her i adventstiden have med, at Jesu store profeti om trængslerne i den sidste tid munder ud i disse ord fra vores frelser:

“Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,28).

Virkeligheden indhentede fantasien

Den nye bog fik titlen “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid”. Jeg ved ikke, hvor fjern den fremtid er, men allerede under arbejdet med manuskriptet kom noget af det ret tæt på.

Så er bogen i hus og klar til ekspedition.

Under den første del af arbejdet med manuskriptet sad jeg og skrev om en flygtningestrøm fra syd, der blev så massiv, at de europæiske myndigheder ikke kunne stoppe den. Men pludselig hørte vi i medierne, hvordan flygtninge væltede ind i Europa, og vi så, hvordan de vandrede ind i Danmark ad motorvejene. Så måtte jeg tage den del ud, for bogen handler jo angiveligt om fremtiden.

Det er en underlig fornemmelse at sidde og digte en version af fremtiden, og så sker det pludselig for øjnene af én.

Trængslen er begyndt

“Om lidt” sætter nogle af de ting på spidsen, som vi allerede nu kender lidt til. Det kom især til at handle om forfølgelse og forførelse, som i Bibelen under ét kaldes trængsel. Netop trængslen står centralt i mange af Bibelens profetier om de sidste tider.

Vi ved ikke hvor slemt det skal blive. Ja, ret beset ved vi vel ikke engang, hvor slemt det er nu. Aldrig før har så mange troende kristne lidt under forfølgelse – andre steder i verden. Og forførelse skal ikke måles på, hvor forfærdeligt vi oplever det, men på, hvor mange der falder fra. Og det ved kun Gud.

Emil kommer i klemme

Hovedpersonen i “Om lidt” er Emil, der læser teologi på Menighedsfakultetet. Han har netop været et halvt år i Jerusalem for at samle stof til at gøre sin uddannelse færdig. Meget er forandret, da han vender tilbage til Danmark. Åndsfriheden er indskrænket, og det er nærmest blevet kriminelt at tale åbent om, at Gud hader synd. Emil kommer i klemme, og han begynder at interessere sig for de sidste tiders tegn.

Undervejs lærer vi også Emils familie at kende. Den giver ham en del udfordringer. Allerede i romanens åbning møder vi Emils kæreste Rachel, som han traf på universitetet i Jerusalem. Hun er fra en ortodoks jødisk familie, og hendes forældre ønsker ikke, at hun skal have noget at gøre med en fyr som Emil.

Det skulle også blive til en roman

Siden min ungdom har jeg været optaget af spørgsmål om de sidste tider. De seneste år er det blevet til læsning af rigtig mange bøger og artikler om, hvad Bibelen siger om tegnene, Jesu genkomst og de troendes tilværelse i evigheden. Det førte i 2016 til udgivelse af “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” (Lohse).

Under arbejdet med at skrive denne opbyggelige og undervisende bog om genkomsten havde jeg hele vejen den tanke, at stoffet også skulle danne baggrund for en roman. Det er nu blevet til “Om lidt”.

Romanen er udgivet på det nye forlag BogAnker, som jeg har oprettet til netop dette. Forlagsgruppen Lohse har taget den i kommission, og så kan den bestilles her på hjemmesiden.

En roman låser fortolkningen

Der er en helt særlig udfordring ved at forestille sig fremtiden ud fra Bibelens profetier. I “Han gør alting nyt” understreger jeg, at vi let kommer til at gå vild, hvis vores fortolkninger af profetierne bliver for cementerede. Men man kan ikke skrive en roman om en ikke så fjern fremtid uden at låse handlingen fast, så opfyldelsen af profetierne får en bestemt form.

Jeg har vovet at skrive romanen, fordi jeg kan henvise til “Han gør alting nyt”, hvor der er gjort rede for min principielle holdning til at udlægge profetierne.

Når bogen fik titlen “Om lidt”, skyldes det blandt andet, at Jesus selv siger: “Jeg kommer snart” (Åb 22,10).

 

 

Luther ville ikke plante et træ

En anekdote fortæller, at da Luther engang blev spurgt, om han troede, dommedag var nær, svarede han: “Selv om jeg vidste, at verden ville gå til grunde i morgen, ville jeg alligevel plante et æbletræ i dag.”

Man kan købe Luther med et æbletræ og en skovl som souvenir.

Det er et af de mest kendte luthercitater, men ingen har kunnet finde det i Luthers enorme skriftlige produktion. Det er der en bestemt grund til, som jeg vender tilbage til.

Vi er netop kommet hjem fra en dejlig uge i Harzen. En af oplevelserne var en tur til Wittenberg, hvor de blandt andet har markeret reformationsjubilæet ved at plante en Luther-have (se mere på luthergarten.de). Den oprindelige plan var at plante æbletræer, men det ser ud til, at man i stedet har valgt alle mulige andre løvtræer. Hvert enkelt træ er plantet af et kristent fællesskab. Hele verden er repræsenteret, og hvert medvirkende fællesskab har plantet et tilsvarende træ hjemme hos dem selv.

Gror det hele til i ukrudt

Parken er anlagt som en kæmpestor oval. I midten er der en græsplæne, der er formet som lutherrosen med et rødligt grusbelagt hjerte og et kunstfærdigt kors i tre lag i midten. Tanken bag parken er god, og den er blevet godt modtaget. Det var planen, at der i perioden 2008-2017 skulle plantes 500 træer, men det tal er overskredet, så der er et par afdelinger andre steder i byen.

Nu bliver det spændende at se, om der vil blive lagt de nødvendige kræfter i pasningen, eller om det hele får lov til at gro til i ukrudt, vildskud og selvsåede fremmede træer og buske, som der er sket med den lutherske kirke ud over verden.

Han ville have andet at lave

Parkens succes siger noget om luthercitatets popularitet. Men hvorfor er netop dette citat om at plante et træ blevet så populært? Jeg har aldrig været vild med det. Ingen kan vide, om Jesus kommer igen i morgen. Luther beskæftigede sig flere gange med Jesu genkomst (mere om det i oktober), og han har vidst, at selve udgangspunktet i citatet er forkert.

Og Luther var så optaget af menneskers frelse, at hvis han virkelig vidste, at Jesus kom igen i morgen, så ville han have andet at lave, end at plante et æbletræ.

Kilden er fundet

I anledning af 500-året har jeg beskæftiget mig lidt med Luther. Han vidste, at for at blive hørt, måtte han ind imellem sætte tingene på spidsen. Det er ikke alle hans udtalelser, der kan stå alene. Måske kunne man trods alt forestille sig, at han ville sigte sådan noget om at plante et æbletræ, bare for at sætte en tyk streg under en eller anden pointe.

Men det gjorde han ikke. Ifølge den tyske historiker Alexander Demandt kan formuleringen spores tilbage til en kreds af tyske lutheranere, der i 1944 lagde ordene i munden på Luther. (Det fortæller Bertel Nygaard i bogen “Håb”).

Plænen i midten danner en Luther-rose.

De gjorde det formodentlig i et forsøg på at sige noget om håb. Det er også håb, der står i forgrunden i mange af de højtidelige ord, der er ytret i forbindelse med plantningen af træerne.

Hjemmesidens indledning siger, at citatet om at plante et æbletræ er optimistisk, men det uddybes desværre ikke.

At lægge afstand

Jeg har flere gange oplevet, at citatet er blevet brugt til at tage afstand fra os, der søger at forstå tegnene og tiden. “Det skal vi ikke beskæftige os med. Vi skal bare plante vores æbletræ i tro på, at alt er i Guds gode hænder,” lyder kommentaren. Den anvendelse er sikkert også dukket op ind imellem, når der er blevet plantet træer i Luther-haven i Wittenberg og ud over hele verden.

Men ved generelt at lægge afstand til dem, der beskæftiger sig med tegnene og løfterne i forbindelse med Jesu genkomst, skubber man store dele af Bibelen væk. Tegnene og løfterne fylder meget både hos Jesus, hos apostlene og hos profeterne i Det Gamle Testamente. Er vi virkelig optaget af det kristne håb, må alt, hvad Bibelen siger om det, have vores interesse.

Det kan bruges positivt

En af mine præstevenner har fortalt mig, at man kan bruge citatet om at plante et æbletræ til noget positivt. Lad være med at læse det alt for bogstaveligt, siger han. Det handler om at være en ansvarlig forvalter af Guds skaberværk, samtidig med at man forventer Jesu snarlige genkomst. Forstået på den måde ligger det udmærket i forlængelse af Luthers stærke tale om, at den kristne skal passe sit kald, og der tages ikke afstand fra at beskæftige sig med genkomsten.

 

Ny roman om forfølgelse og forførelse

Der findes masser af amerikanske romaner, der foregår i de sidste tider. Mange af dem er både spændende og velskrevne, men de er desværre båret af en dårlig teologi. Er det overhovedet muligt at skrive en roman, der respekterer den gode teologi?

Allerede inden jeg begyndte på manuskriptet til “Han gør alting nyt”, vidste jeg, at det næste projekt skulle være en roman om de sidste tider. Fra arbejdet med “Tæl på fingrene” vidste jeg, at det er sjovt at skrive en roman, og jeg ved fra mit arbejde som fritidsforkynder, at rigtig mange er interesseret i de sidste tider og Jesu genkomst, så det virkede helt oplagt at kombinere de to ting. Men der er et problem.

Efter min mening kommer vi meget let til at gå vild, hvis vores fortolkninger af profetierne om de sidste tider bliver alt for cementerede. Men hvordan skriver man en roman om de sidste tider uden at låse fortolkningen af profetierne fast i et bestemt skema? Det kan man ikke. En roman handler om konkrete mennesker og konkrete begivenheder. Handlingen og omstændighederne må lægges fast.

Vi kender det allerede nu

Da jeg havde skrevet det første udkast, gav jeg det til et par gode læsere. De vendte tomlen ned, fordi det var alt for vildtvoksende og overfladisk. Og de havde ret, så jeg valgte at koncentrere mig om et enkelt tema, som jeg jo så kommer til at låse fast i en bestemt fortolkning.

Romanen foregår nogle år ude i fremtiden, og den handler især om forfølgelse og forførelse. Det nævnes flere gange af Jesus i Matt 24, og det er gennemgående som et endetidstegn i hele Det Nye Testamente. Det er uløseligt knyttet til de antikristelige ånder og Antikrist selv (se f.eks. 1 Joh 2,18-29 og 2 Thess 2,1-12), og det er noget, vi allerede kæmper med nu.

Vi ved ikke, hvor slemt det er

I et efterskrift til romanen kommer jeg til at henvise til “Han gør alting nyt”. Hvis ikke jeg kunne det, ville jeg ikke være i stand til at skrive romanen. I “Han gør alting nyt” findes alle de nødvendige nuancer og forbehold, som en roman ikke giver mulighed for.

I romanen sættes de ting på spidsen, som vi allerede nu kender eller fornemmer. Men vi ved ikke, hvor slem forfølgelsen og forførelsen skal være før Jesu genkomst. Ja, ret beset ved vi vel ikke engang, hvor slem den er nu. Forførelse skal ikke måles på, hvor slem den ser ud for os, men på hvor mange, der falder fra på grund af den. Og det ved kun Gud.

Tre citater giver inspiration

Jeg har ikke en kontrakt med et forlag endnu, men går det som jeg håber, så udkommer romanen i foråret 2018. I manuskriptet står der som indledning tre bibelcitater, der har givet inspiration under skrivningen:

Der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel,
skal mene, at han derved tjener Gud.
Jesus (Joh 16,2)

Salige er I, når mennesker hader jer,
forstøder jer og håner jer og afskyr jeres navn
som noget ondt for min skyld. Fryd jer på den dag
og spring højt af glæde, for se, jeres løn
er stor i himlen.
Jesus (Luk 6,22-23)

De drog op på jordens flade
og omringede de helliges lejr …
(Åb 20,9)

Landmand på den nye jord

 

Kan vi lægge planer for, hvad vi vil lave i evigheden? Ja, hvorfor ikke. Vi kan ikke forestille os noget så fantastisk, at vi bliver skuffet.

Åb 21,3-4

“Jeg håber meget på at komme til at arbejde som landmand,” lød det afklaret fra en sund og stærk mand. Der lød lidt spredt latter fra de andre. “Jamen jeg mener det. Det er ikke en vits,” understregede han med et smil. De andre smilede også. De bakkede ham op, og der var ikke det mindste nedladende i deres munterhed.

Oplevelsen er fra et møde et sted i det sydvestlige Jylland. Jeg havde undervist om Jesu genkomst og den nye jord før kaffepausen, og nu var vi midt i en samtale om forventningerne. Der var gode spørgsmål og kommentarer.

Jeg kunne også bakke ham op. I min undervisning havde jeg peget på sammenhængen mellem Paradis i Bibelens første to kapitler og livet efter Jesu genkomst. Den nye jord er grundlæggende et genoprettet Paradis. Det viser Paulus i anden halvdel af Romerne 8, hvor han lærer, at den dag, Jesus kommer igen, vil skaberværket blive befriet fra den byrde, der blev lagt på det ved syndefaldet. Paulus nævner ganske vist ikke syndefaldet som det tidspunkt, hvor skaberværket blev forgængeligt, men det gør Første Mosebog kapitel tre.

Tid i evigheden

Den næste bemærkning kom fra én, som havde vanskeligt ved at få en konkret forestilling om den kommende herlighed. “Hvordan skal vi se en dagligdag for os, når der ikke mere findes tid?” lød hans spørgsmål.

Men findes der ikke tid i evigheden? Tid er meget grundlæggende i skabelsesberetningen. Og også Bibelens sidste to kapitler handler en del om tid. Jeg ved godt, at der i Johannes’ Åbenbaring er tale om symbolske syner, så vi skal være forsigtige med at drage håndgribelige slutninger. Hvad betyder det for eksempel, at der ikke er brug for lys, for Gud Herren lyser for dem? Det betyder ikke nødvendigvis, at der ikke er en sol.

Med det forbehold, at meget er symbolsk, vil jeg alligevel nævne, at der tales om Livets Træ, der bærer frugt tolv gange om året. Der tales om Livets Flod, der vælder ud fra Guds og Lammets trone. Men vand kan ikke strømme uden en eller anden form for bevægelse, og bevægelse involverer tid.

Tid og evighed er ikke modsætninger. Det betyder ikke, at jeg forstår tid uden ophør. Det ligger uden for vores erfaringer og er derfor noget, vi kun kan ane betydningen af. Det kommer frem i dette geniale og absurde citat af Woody Allen: “Evigheden er meget lang – især hen mod slutningen.”

Jesus er der

Der kom flere kommentarer og spørgsmål den aften. Meget giver Bibelen ikke svar på, og så skal vi også være forsigtige med at svare. Men der sker ikke noget ved, at vi hver især har konkrete forestillinger om den evige tilværelse i herligheden. Ingen kan forestille sig noget så fantastisk, at han bliver skuffet.

Da mødelederen begyndte at se på sit ur, tog en ældre mand mod til sig. “Jeg er nu mest glad for, at en af forskellene på det første Paradis og så det kommende er, at Jesus vil være der med sine naglemærker. Jeg glæder mig til at være sammen med min frelser, og så behøver jeg ikke mere.” En bedre tone at slutte på, findes der ikke.

 

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial