Antikrist i nettet

Kan Antikrist på en eller anden måde allerede have gemt sig i internettet? På grund af næsten daglige nye oplysninger i bøger, aviser og tv, dukker det spørgsmål jævnligt op. Jeg har ikke et svar, men her er lidt tanker til overvejelse.

Et interview i Kristeligt Dagblad satte fokus på internettets evne til at ensrette.

Den nye bog “Digital demens”  af den tyske hjerne-professor Manfred Spitzer (Fokal i samarbejde med KLF – Kirke og Medier) handler om de elektroniske skærmes indflydelse på vores hjerne (Læs den endelig!). Professoren argumenterer ud fra talrige videnskabelige undersøgelser, og hans påstande er foruroligende.

Spitzer mener blandt andet, at de digitale medier begrænser vores evne til at tænke selvstændigt. Flittig brug af digitale hjælpemidler svækker vores evne til fordybelse. Vi bliver dårligere til at tage selvstændig stilling. Det betyder, at vi lettere bliver ofre for manipulation. Vi mister en del af den kritiske sans, så vi ikke så let afslører dårlige argumenter.

Lettere at manipulere

Når det gælder de sociale medier, viser han, hvordan de har en tendens til at opbygge mere og mere ekstreme holdninger. Medierne analyserer nemlig automatisk det, vi interesserer os for, og præsenterer mere af samme slags uden at gøre opmærksom på, hvad der sker. Som jeg ser det, er det i høj grad med til at styrke tidsåndens gennemslagskraft.

Spitzers hovedpointe med bogen er, at den stigende brug af digitale hjælpemidler i undervisningen giver en dårligere indlæring. Det er dér, hans ekspertise især ligger. Men brug af digitale hjælpemidler har altså også andre følger.

Hvis han bare har ret i halvdelen af sine påstande, så står vi over for en katastrofe, både når det gælder menneskers evne til at lære noget, og når det gælder vores evne til at tage selvstændig stilling på et oplyst grundlag. Det bliver lettere og lettere at manipulere med os.

Digitale angreb

Antallet af mennesker, der læser aviser eller følger nyhederne i radio og fjernsyn, er hastigt faldende. Alligevel har de fleste sikkert hørt om fremmede magters forsøg på at påvirke valghandlinger gennem de sociale medier.

Vores forsvarsminister har råbt vagt i gevær og anbefaler, at vi bruger nogle millioner på at forsvare os mod især Ruslands forsøg på at påvirke folkestemningen i Danmark. I USA kører de en grundig undersøgelse af, om Ruslands indblanding var afgørende ved det seneste præsidentvalg. Og nu hedder det sig også, at Rusland måske er skyld i resultatet, da Storbritannien stemte om Brexit.

Måske kan man sige, at internettet er et neutralt redskab, men det bruges flittigt af mennesker, der ønsker at påvirke os. Og det vil være et utroligt effektivt redskab i hånden på antikristelige kræfter.

Alle forenes i ét netværk

Google ser alt – og er ved at ødelægge verden, som vi kender den. Sådan lyder overskriften på en stor artikel i Kristeligt Dagblad den 14. sept. Artiklen er et interview med stjernejournalisten Franklin Foer, hvis bog “Verden fra forstanden” netop er udkommet på dansk. Jeg glæder mig til at læse den.

“Drømmen om en dejlig, lyrisk-utopisk verden, hvor alle mennesker forenes i ét netværk, der har kapacitet til at transformere bevidstheden – den lever i bedste velgående i Silicon Valley,” siger han i interviewet. Med Silicon Vally tænker han på Google, Facebook, Apple og Amazon. Denne drøm fra Silicon Valley er netop mit skrækscenarie for en verden, hvor tidsånden eller Antikrist har magten

Foer skriver ud fra en politisk vinkel, men det er tankevækkende, at han når frem til en konklusion, der meget ligner hjerneforskerens. De digitale platforme ensretter os, og gør os mindre kompetente som demokratiske borgere. Vi mister evnen til at modtage og bearbejde kompliceret information. Og så er han bange for, at vores koncentrationsevne bliver ødelagt, så vi mister evnen til at læse romaner.

Computer og menneskehjerne

Debatten om kunstig intelligens har kørt længe, men der kommer stadig nye aspekter til. Computerne og programmer udvikler sig hastigt. Flere har med rette råbt: “Ulven kommer!” De siger, at vi må have politikerne på banen, så der kan blive lavet love og regler for, hvor langt det er tilladt at gå.

En lille tv-serie om forskningen i at styrke vores forstand ved at koble den sammen med en computer viste, at løbet allerede er kørt. En lille gruppe nørder var langt fremme, og det udstyr, de bruger, kan frit købes for nogle hundrede dollars.

Verdensherredømmet vindes af dem, der først får udviklet en effektiv og omfattende sammenkobling mellem menneske og kunstig intelligens. I udsendelsen blev det sagt i naiv og optimistisk begejstring. Men perspektiverne er forfærdende.

En antikristelig helt

Dan Browns seneste roman “Oprindelse” handler om, hvordan en genial ateistisk videnskabsmand overtager verdensherredømmet ved hjælp af internettet og en supercomputer, der ganske symbolsk er anbragt i en nedlagt kirke. I Dan Browns univers er videnskabsmanden en helt, men for mig blev det et muligt portræt af Antikrist – eller i hvert fald af antikristelige kræfter. Skræmmende.

Fremtiden er uoverskuelig

Som sagt i indledningen ved jeg ikke, hvordan det hele hænger sammen. Men jeg er ikke i tvivl om, at menneskeheden hastigt er på vej ind i en virkelighed, som vi ikke kan overskue eller forudsige. Vi står over for en fremtid, hvor den digitale virkelighed – ifølge alle eksperter – får en fuldstændig central plads.

Jeg tror ikke, internettet i sig selv er Antikrist eller antikristeligt, men det er svært at forestille sig, at vores digitale fremtid ikke vil blive flettet sammen med Bibelens profetier. Det er nok allerede ved at ske.

I en ikke så fjern fremtid

I min roman “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid”, leger jeg lidt med tanken om, hvordan internettet vil indgå i det øgede pres, vi må forvente på den kristne forkyndelse og undervisning. Det vil blive endnu lettere at køre en hetz mod enhver, der offentligt ytrer nogle af de politisk ukorrekte holdninger, vi har fra Bibelen.

 

 

Stregkoden er ikke dyrets mærke

Mange har forsøgt at regne ud, hvem Antikrist er, ved at udlægge dyrets tal. Et af de mest udbredte forslag er stregkoden på butikkens varer.

Når jeg underviser om de sidste tider og Jesu genkomst, er der normalt tid til spørgsmål og kommentarer efter min gennemgang. Hvis jeg har sagt noget om tegnene på Jesu genkomst, dukker et bestemt spørgsmål ofte op: “Er det ikke rigtigt, at stregkoden kan være dyrets mærke, fordi den rummer tallet 666?”

Dyrets tal er 666

Først lidt om dyrets tal. Vi møder det i Johannes’ Åbenbaring. “Den, der har forstand, må regne på dyrets tal, for det er et mennesketal. Dets tal er 666” (Åb 13,18). Det ser ud, som om man kan identificere dyret, som er Antikrist, ved hjælp af et tal. Det har virket ekstra ansporende på mange, at der står: “Den, der har forstand …”

Stregkoderne og 666

Nogle har opdaget, at stregkoden på varer har tre sekstaller som bærende element. Seks ser ud som to lige brede sorte streger. Enhver kan overbevise sig om, at der findes to gange tre lige brede streger i hver side og i midten af en stregkode. Disse streger rager normalt lidt længere ned end de øvrige.

Særlig på amerikanske hjemmesider findes der mange, som fuldstændig skråsikkert udnævner stregkoden til dyrets mærke.

Hjælpelinjer og ikke et tal

Der er forskel på det hvide i hjælpestregerne (rød) og i et sekstal (blå).

Men det er ikke sekstaller, siger dem, der har konstrueret koden. Et tal består både af sorte og hvide streger. Sådan er det også med tallet seks. Og det hvide i hjælpelinjerne er anderledes, end i tallet 6. Læs en grundig redegørelse for det her.

Det kan have ret vidtrækkende følger, hvis man mener, at stregkoden er dyrets tal. Et russisk mejeri drevet af kristne, sætter et rødt kryds over stregkoden på deres varer. De skriver, at de bruger den under protest. Og der findes amerikanere, der aldrig køber varer med stregkode på.

Mange andre gætterier

Hvert bogstav på græsk og hebraisk har en talværdi. Man har regnet sig frem til, at tallet for Jesus er 888. Men hvem er så 666? I oldkirken talte de bogstaverne i kejser Nero (på græsk) sammen og fik det til at give 666.

Spekulationerne er flere gange løbet helt løbsk. Man kan få næsten ethvert navn til at passe med dyrets tal. For eksempel har man lagt hundrede til, så A = 100, B = 101, C = 102 osv. så giver Hitler 666. Det kan også lade sig gøre at få paven til at blive Antikrist ved hjælp af 666.

Nogle har set tre sekstaller i Google Chromes bomærke – det der runde med tre farver. Og i Walt Disneys autograf er der (mindst) tre sekstaller.

Nummerplade uden 666

Indtil videre er jeg ikke stødt på nogen udlægning af 666, som har virket overbevisende, men “den der har forstand, må regne på det”. Den eneste konsekvens, jeg har taget i forhold til dyrets tal er, at jeg ikke ønsker, at vores bils nummerplade indeholder 666.

 

 

Kina afprøver offentlig registrering af folks ærlighed

Hele samfundet skal med i et digitalt pointsystem, som belønner god og troværdig opførsel for den enkelte. Målet er en harmonisk og retfærdig tilværelse for alle.

I et pilotprojekt bliver alle borgere i Shaghai overvåget og vurderet ved sammenkøring af registre. Foto: Jørgen Hedager Nielsen

Et program, som registrerer, om folk opfører sig ordentligt, er lanceret for borgerne ud fra sloganet “positiv energi i samfundet”. Det lyder som noget fra en science fiction-film eller fra en bog om tegnene i de sidste tider. Men en prototype fungerer allerede nu i Shanghai.

Programmet installeres på mobilen. Ved hjælp af det kan man få detaljerede vurderinger af alle virksomheder. Dette er ikke særlig kontroversielt, for det kender vi også lidt til i Danmark. Det foruroligende er, at den enkelte borger bliver registreret på samme måde.

Også private registreres

Hvis du var indbygger i Shanghai, så ville du have en profil på en stor offentlig computer. Computeren har ubegrænset adgang til alle data, som findes hos offentlige myndigheder, så din profil kan blive ganske detaljeret.

Alle oplysninger hos politiet, banken, sundhedsvæsnet, biblioteket, og så videre står til rådighed for programmet. Alt, hvad der findes om dig i offentlige computere, kan læses af det program, der styrer registreringen af dit liv. Er du medlem af en kirke, så indgår det i vurderingen af dig som samfundsborger.

Du kan anmode om din status. Så får du en bedømmelse, som fortæller, hvor god en borger, du er. Programmet hedder “Ærlige Shanghai”, og man vælger indtil videre selv, om man deltager. Guleroden er et pointsystem, der belønner ærlige borgere med rabatter på visse billetter og varer. Fordele man kun får, hvis man er med.

Målet er tillid

I løbet af de seneste år har 40 lignende pilotprojekter været i gang rundt om i Kina. Systemet skal efter planen være fuldt udviklet i 2020. Over 30 ministerier er involveret og Kinas højeste myndigheder bakker op. Regeringen har offentliggjort en tekst om projektet, hvor det hedder: “De troværdige kan vandre frit rundt overalt under himlen, mens de diskrediterede får svært ved at tage et enkelt skridt.”

Ovenstående er baseret på en artikel, som en af denne blogs læsere var så venlig at give mig et link til. Den stod i det danske onlinemagasin Zetland sidste år og er skrevet af en journalist, som har boet i Kina i mange år. Den ligger stadig frit tilgængelig her.

Offentlig kontrol med borgerne

Det handler naturligvis om, at Kommunistpartiet ønsker kontrol med borgerne. Der er indbygget en form for selvjustits i systemet. Ingen ønsker at blive rangeret som dårlige borgere, hvis det betyder, at man går glip af fordele, som er frit tilgængelige for de gode borgere.

Som det er nu, skal man selv tilmelde sig programmet, men myndighederne kan formodentlig – uden at spørge – registrere alle.

Meget snart vil mulighederne for at følge borgerne blive meget større. Allerede nu kan man via mobilen temmelig præcist følge den enkeltes geografiske placering. Ved hjælp af ansigtsgenkendelse kan politiet lokalisere en bestemt borger og følge vedkommende med de utallige overvågningskameraer.

Slut med kontanter

Måske er der ikke ret længe til, at vi ikke mere har kontanter. Det er allerede nu sådan, at man ikke kan aflevere mønter i sin bank, og en meget stor del af alle betalinger sker elektronisk. Rigtig mange har slet ikke kontanter på sig. Skridtet til at afskaffe dem kan ske inden for få år, og så skal al betaling ske elektronisk. Det betyder, at hvert eneste indkøb bliver registreret. Du kan ikke se en film eller købe en rejse, uden at det bliver gemt i en computer. Gennem billetsalget bliver det registreret, hvem du sidder ved siden af i biografen, og myndighederne ved også, om du giver en gave til Menighedsfakultetet eller Kattens Værn.

I min bog “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid” er mulighederne for overvågning i det kontantløse samfund en af de ting, jeg har leget lidt med.

Vi har fuldstændig tætte vægge mellem registrene, og de bliver aldrig sammenkørt. Sådan lyder det beroligende, hver gang politikerne indfører en ny form for registrering. Måske har de ret, men samkøring og overvågning er altså en mulighed for en femtedel af vredens befolkning allerede i dag.

Er det dyrets mærke?

Jeg har netop skrevet forklaringer til Bibelnøglen over anden halvdel af Johannes’ Åbenbaring (15.-25. oktober i år). Der blev jeg igen mindet om Lammets segl og dyrets mærke og de onde åndsmagters evne til at besnære og styre folkeslagene. Jeg tvivler indtil videre på, at “Ærlige Shanghai” er dyrets mærke, men tanken er fristende.

I Shanghai vælger man selv, om man vil være med. Profetien om dyrets mærke siger også, at man kan undlade at tage dyrets mærke på sig. I Shanghai betyder et nej til registrering, at man går glip af visse fordele. I Åbenbaringen hedder det, at den, der ikke vil tage dyrets mærke på sig, mister muligheden for at købe og sælge (Åb 13,16-18).

Jeg hælder mest til, at Lammets segl og dyrets mærke er noget mindre konkret, som har været i verden længe, men det er da fascinerende og ret skræmmende, at der nu dukker ting op, som har potentiale til at opfylde profetien på en måde, som man for få årtier siden ikke kunne forestille sig.

For ikke at blive misforstået, vil jeg gerne igen understrege, at jeg ikke tager stilling til, om “Ærlige Shanghai” er dyrets mærke. Måske er profetien allerede opfyldt, så Jesus kan komme igen nu. Som der står i Bibelens sidste vers: “(Jesus) siger: ‘Ja, jeg kommer snart.’ Amen, kom, Herre Jesus!”

 

Dommedagsuret viser nu to minutter i tolv

Dommedagsuret er netop blevet stillet 30 sekunder frem. Det justeres af en gruppe forskere, der samarbejder med flere nobelpristagere. To minutter i tolv viser det nu.

Vi har kun én gang før været så tæt på Jordens undergang. Det var i 1953, hvor der var fuld gang i våbenkapløbet, og den kolde krig var koldest. Ifølge en artikel fra Ritzau blev dommedagsuret skabt i 1947. Det stod da på 7 minutter i tolv, for Sovjetunionen havde netop testet sin første brintbombe.

En alvorlig situation

Dommedagsuret stilles hvert år af videnskabsmændene bag Bulletin of the Atomic Scientists. Det sikreste tidspunkt var i 1991, hvor det stod på 17 minutter i tolv. De sidste ti år har det ændret sig jævnt fra 5 til 2,5 minutter i tolv, og ved nytåret 2018 blev det stillet et halvt minut frem. En af årsagerne er, at Nordkoreas udviklingsprogram for atomvåben er gået rigtig hurtigt på det sidste. “Overdreven retorik og provokerende handlinger fra begge sider har øget risikoen for en atomkrig, der udløses ved en fejl eller en fejltolkning,” skriver forskerne, der justerer uret.

De globale klimaforandringer, striden om territorier i Det Sydkinesiske Hav og det anspændte forhold mellem Rusland og Vesten spiller også ind i vurderingerne. Forskerne understreger, at der er tale om en meget alvorlig situation, så det er vigtigt, at almindelige mennesker lægger pres på deres politikere for at gøre noget ved situationen, for alt håb er ikke ude endnu.

Videnskabsmændene bag dommedagsuret tager hensyn til atomtruslen, klimaforandringer, biologiske trusler, teknologi og andet.

Videnskabens profetier

Når man bevæger sig rundt på hjemmesiden for dommedagsuret, er det som at læse Jesu store profeti om tegnene i de sidste tider (Matt 24, Mark 13 og Luk 21). Bortset fra Antikrist, verdensmissionen og Israel, så er det meste med. Og forskernes advarsel er indtrængende.

På en kristen amerikansk hjemmeside læste jeg for nylig en artikel om angst. Skribenten mener, at USA’s kristenhed er præget af frygt og angst, sådan helt generelt. Han gjorde opmærksom på, at det egentlig er underligt, for sund kristendom burde været et værn mod frygt og angst. Og han har jo ret. “Kærlighed fordriver frygt” (1 joh 4,18).

Skræk eller løftet hoved

Lukas har en fin krølle med i sin gengivelse af Jesu store profeti om tegnene. Efter opremsningen af de mange voldsomme begivenheder, læser vi:

“Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden … Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,26-28).

Jesus profeterer her om to grupper. Først menneskeheden generelt. De skal gå til af skræk og frygt for det, som kommer over verden. Og så disciplene, som jo på forhånd har fået at vide, hvad det hele drejer sig om, fordi de har læst profetierne. De skal rette sig op og løfte hovedet. Det hele ender godt. Forløsningen nærmer sig.

Gud ønsker ikke, at vi skal leve i frygt. Han giver os det kristne håb som gave. Jordens undergang og dommedag er en overgang til noget meget bedre. En dag vil han gøre alting nyt.

Mere debat om dommedag

Læser man om Jesus i Det Nye Testamente, dukker der ting op, som for længst er gået i glemmebogen. Det er en doktor i teologi, der har opdaget dette, og han gør rede for det i en kronik i Kristeligt Dagblad.

Over kronikken i Kristeligt Dagblad (KD) den 22. januar stod der denne appetitvækker: Hver dag bliver Jesus sødere og sødere. Det er led i en bred bevægelse, hvor forkyndelsen er blevet ren sukkerklister. Men i Det Nye Testamente er forestillingen om dommedag og dermed Guds dom over mennesket afgørende. Tør vi igen forkynde det?

Kronikken kaldte på en kommentar. Her følger det debatindlæg, jeg har sendt til avisen. Det kan læses uden at kende kronikken:

Tør vi virkelig genoplive dommedag? Sådan spørger dr.teol. Carsten Beengaard i en kronik i KD den 22. januar. Som jeg forstår kronikken, mener Breengaard, at forkyndelsen af dommedag er blevet for slap. Amen til det. Det alvorlige i Jesu forkyndelse af dommedag og fortabelsens mulighed forkyndes for sjældent.

Men der er et par passager i kronikken, jeg er spørgende overfor. Breengaard har sat sig ned ved sit skrivebord og læst Det Nye Testamente. Og der fik han en del at vide om Jesus, “som man hverken møder hos Luther, Johannes Sløk eller i den kirkelige forkyndelse”.

Jesus taler ikke om Guds rige for at true til omvendelse. Det er en invitation. På soklen til Thorvaldsens Kristus står der: Kommer til mig. (foto: Jørgen Hedager Nielsen)

Jesu tale om dommedag mangler

Det, Breengaard savner hos Luther og i kirkens forkyndelse, er Jesu tale om dommedag. Han skriver, at dette “for længst er gået i glemmebogen”. Den påstand er alt for generel. Den gælder ikke alle forkyndere. Og da heller ikke Luther.

Når jeg med stor interesse kaster mig over en kronik med ordet “dommedag” i overskriften, skyldes det min mangeårige interesse for de sidste tider og Jesu genkomst. Denne interesse førte til bogen “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” (Lohse, 2016) og “Om lidt – roman fra en ikke så fjern fremtid” (BogAnker, 2017). Jeg skriver løbende om det på bloggen www.genkomst.dk.

Det har været vigtigt at understrege, at Jesu genkomst og dommedag er noget godt for kristne. Som kristne kan vi have “frimodighed på dommens dag” (1 Joh 4,14-17). Jesus siger i forbindelse med tegnene i de sidste tider: “Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,28).

Ikke en trussel

Jeg mener med andre ord, at Breengaard tager fejl, når han med henvisning til Jesu tale om, at Guds rige er nær, konkluderer: “Påstanden om Guds riges nærhed må forstås som en truende motivering til omvendelse.” Jesu forkyndelse af Guds riges nærhed knytter til ved Messias-løfterne, som handler om frelse og ikke om dom. Der er ikke tale om en trussel, men om en invitation til at tage imod frelsens gaver.

Man kan måske kalde Jesu tale om dommedag og den evige ild for en trussel. Jeg fortrækker at kalde det en advarsel, og det er ikke helt det samme. Når meteorologerne i min barndoms farvandsefterretninger i radioen kom med et stormvarsel for Doggerbanke, var det ikke for at true fiskerne til at søge havn. Det var en advarsel.

Vi tør ikke lade være

Til Breengaards afsluttende spørgsmål: “Tør vi virkelig genoptage forkyndelsen af dommedag?” må kristne forkyndere svare: “Eftersom Jesus taler meget om dommedag, hvordan tør vi så lade være?” Men vi skal bruge meget mere tid på at tale om Jesu død og opstandelse, som kan give os frimodighed på dommens dag.


Og så til en anden kronik. Den 11. december var der en kronik i KDsom var skrevet af en ateist. Jeg sendte dengang en kommentar til KD. Den blev ikke optaget, for netop i de dage fik læserbreve om tegneseriehunden Freddie første prioritet af debatredaktøren. Men her er teksten, som kan læses uden at kende kronikken:

 

Livets træ hænger sammen med opstandelse. Adam og Eva går ikke glip af frugten fra livets træ, men de må vente med at spise til efter opstandelsen.

Væk fra livets træ

Det var dejligt i kronikken den 11. december at møde en ateist, der søger samtale med troende. Tak for din invitation, Ib Ulbæk. Tillad mig at kommentere et par af dine betragtninger.

Du skriver, at mennesket selvforskyldt måtte forlade Edens have. Det er desværre rigtigt. Men så fortsætter du: “… mennesket mister det evige liv ved at miste adgangen til livets træ.” Det lyder som et temmelig afgørende punktum. Men det er et punktum, som Bibelen ikke sætter.

Går du et par vers tilbage i beretningen om syndefaldet (til 1 Mos 3,15), giver Gud der et løfte om frelse for det faldne menneske. Kvindens sæd er Jesus – menneske og Gud i én person. Slangen er Satan, der huggede Jesus i hælen langfredag. Men Jesus knuste slangens hoved samme dag. De dunkle ord handler altså om det helt centrale i kristendommen – at Gud gør det, som er nødvendigt til vores frelse.

Gud ville beskytte

Et syndigt menneske kan ikke tåle at stå ansigt til ansigt med den hellige Gud, og det gjorde Gud noget ved i påsken. Han har fjernet den evige konsekvens af synden ved selv at tage straffen for den. Vores forkerte handlinger har stadig konsekvenser, men ikke for evigheden.

Og så er vi tilbage ved livets træ. Når Gud spærrede adgangen til livets træ, var det fordi han skulle have frelsen på plads, inden de fik lov at spise. Derfor sagde han: “Bare de nu ikke rækker hånden ud og også tager af livets træ …” Formålet med at spærre adgangen var at beskytte mennesket mod en evig tilværelse uden Gud.

Jeg har, ligesom du, også skrevet en bog. Min hedder “Han gør alting nyt” og handler om Jesu genkomst, som er et nøglepunkt i Gud plan for det evige liv. Der gør jeg rede for, at Bibelen ikke sætter en modsætning op mellem et meningsfyldt og nærværende dennesidigt liv og så det evige liv i et genoprettet Paradis.

Der bliver igen adgang til livets træ

Bibelen slutter heldigvis ikke efter det tredje kapitel. Mange af de senere kapitler handler om Guds bestræbelser på at genoprette forholdet til os faldne mennesker. De to sidste kapitler fortæller, at vi i evigheden skal leve i en genoprettet virkelighed, hvor der er fri adgang til livets træ. Sådan sluttes ringen.

Du skriver: “Jeg har svært ved at overbevise mig selv om, at der er et håb ud over døden.” Den gode nyhed er, at du ikke behøver at overbevise dig selv. Hvis du rækker Gud en lillefinger, så skal han nok sørge for resten.

Gud har overbevist mig, men det kunne han kun gøre, fordi jeg var parat til at afgive suverænitet. Det kan anbefales. Intet er større end det håb, han har givet mig. Jeg skal leve evigt i en herlig virkelighed, hvor vi frit kan spise af livets træ på en jord, som han har gjort ny.

Der stilles ingen adgangsbetingelser i form at gode gerninger eller andet. Der er fuld fortrydelsesret. Du kan til enhver tid forlade Gud igen. Han tvinger ingen, hverken til at træde ind i fællesskabet med ham, eller til at blive der. Men han gør temmelig meget for at gøre livet med ham så attraktivt, at vi bliver hængende.

 

Tegnene på de sidste tider i 2017

2017 bragte os et år nærmere Jesu genkomst, men hvor længe skal vi vente endnu. Her er en lille status over nogle af tegnene i 2017.

Dette indlæg sluttes med en kraftig godbid fra Luther, men først skal vi bruge årsskiftet som anledning til at gøre lidt status. Jesus gav os en omfattende profeti om tegnene i de sidste tider (Matt 24), for at give os mulighed for at skønne, om han står for døren (vers 33). Men hvad antyder de tegn, vi så i 2017?

Forfølgelsen stiger

I Jesu store profeti er der et enkelt tegn, som han nævner tre gange, nemlig den antikristelige forfølgelse og forførelse. Ifølge de eksperter, der undersøger forfølgelsen af de kristne i hele verden, var der også i 2017 en stigning. Kristeligt Dagblad fortalte på en af årets sidste dage, at komplicerede konflikter har en tendens til at være usynlige i medierne. I mange af disse konflikter er kristne på en særlig måde i klemme. Et eksempel illustrerer det: I Den Centralafrikanske Republik er cirka halvdelen af landets beboere afhængig af nødhjælp. Omkring 80 procent af de 4,6 mio. indbyggere er kristne. Alligevel ligger landet som nummer 36 på Åbne Døres rangliste over de lande i verden, hvor kristenforfølgelsen er værst.

Forførelsen stiger

Når det gælder forførelse, så vi i den vestlige verden et øget frafald fra Bibelens lære. Et eksempel er holdningen til ægteskab for homoseksuelle. I juledagene kunne en ung mand fortælle i nyhederne, at han ønskede at bliver viet til sin mand ved et kirkebryllup, men han måtte spørge 16 præster, inden han fandt én, der ville gøre det. I samme nyhedsklip blev det oplyst, at kun cirka hver fjerde præst siger nej til at forestå en vielse af homoseksuelle. Lad dem, der har forstand, regne på tallene! Hvor stor er sandsynligheden for, at man kan spørge 16 præster, før man rammer én af de 75 procent, der siger ja – hvis man altså spørger tilfældigt? Journalisterne slugte historien råt. Deres normale vinkel er nemlig at sætte fokus på kirkens urimelige snæverhed.

Da historien dukkede op, var der straks politikere, der som sædvanligt fór op og krævede, at de “statsansatte” præster skal tvinges til at følge landets demokratiske værdier. For hver gang sådanne historier dukker op, er der lidt flere forargede politikere, og på et tidspunkt er der sikkert et flertal. Vores ret fornuftige kirkeminister stod igen frem og understregede, at de nej-sigende præster er i deres gode ret til at nægte, og at sådan skal det være i et land med religionsfrihed. Men biskopperne var tavse. De fandt sig igen i, at båndene mellem kirken og staten blev strammet et lille nøk. Det må være fordi, de finder det i orden.

Tak, Mette Bock for at sige, som du gør. Men trods hendes ord har det større og større omkostninger at stå fast på Bibelens lære. Fristelsen til at svigte Guds ordning med de to køn bliver større, hver gang sådanne historier dukker op.

Jerusalem som Israels hovedstad

Når det gælder endetidstegn, vil mange pege på anerkendelsen af Jerusalem som Israels hovedstad. I bogen “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” skrev jeg, at oprettelsen af staten Israel i 1948 for mig at se er et endetidstegn. I forlængelse af det, vil det være logisk at opfatte Donald Trumps anerkendelse af Jerusalem som hovedstad på samme måde. Når jeg viger lidt tilbage for det, skyldes det måske, at jeg ikke har lyst til at give Trump den ære. Og det er jo noget ævl, for der er ingen ære ved at opfylde en profeti. Vi giver jo heller ikke Antikrist ære, selv om han opfylder en hel del profetier.

I min roman har jeg forsøgt at forudsige udviklingen de kommende år, men jeg håber ikke, de går i opfyldelse.

Som det fremgår af romanen “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid”, forestiller jeg mig, at et af kendetegnene på de kommende år vil være en øget modstand mod bibelsk forkyndelse. Det gav 2017 en del eksempler på. Hvordan mon det går i 2018? Forhåbentlig får jeg ikke ret.

Vi kender ikke dagen for Jesu genkomst, men vi ved, at her ved årsskiftet er den kommet et år nærmere end sidst, vi sagde “Godt nytår!”

Jesus kommer også anden gang i sin legemlige skikkelse, siger Luther.

Luther om Jesu genkomst

Også i 2017 var der flere forsøg på at bortforklare evangeliet om Jesu og vores legemlige opstandelse. Luther får lov til at slutte jubilæumsåret med nogle tanker om legemligheden ved genkomsten. Det er fra Luthers Adventspostille (2. s. i advent). Bibelteksten er: “Og de skal se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed” (Luk 21,27).

Her kan du fornemme kraften i de skarer af engle, helgener og alle skabninger, som kommer med Kristus til dommen – forstå det ret – og at magten og styrken i dette Kristi andet komme er så meget mægtigere, som det første var syg og ringe. Desuden siger han ikke blot: “Han kommer,” men: “De vil se ham komme.” For efter den legemlige fødsel er han også kommet, men blev ikke set af nogen. Han kommer stadig hver dag åndeligt ind i de troende hjerter ved evangeliet. Det er der heller ingen, der ser. Men denne fremtid vil indtræffe åbenlyst, så enhver må se ham, som Åb 1,7 også siger: “og hvert øje skal se ham”, og de vil se, at han ikke er nogen anden end mennesket Kristus i legemlig skikkelse, som han er født af Maria og har vandret på jorden. Når han siger: “De skal se Menneskesønnen,” er det tydeligt, at det handler om en legemlig fremtid, og legemlig skuen af en legemlig skikkelse – dog med stor magt, med store skarer af engle og med al herlighed.

Kirken sekulariserer samfundet

Det er kirken, der sekulariserer samfundet, skriver Magnus Malm i en bog. Han er svensk, men hans afsløringer passer desværre også alt for godt her hos os i Danmark.

Ulven bruger fåreklæder for at kunne blande sig med flokken. Foto: Hedager

“Som om Gud ikke findes” hedder Magnus Malms bog (Boedal, 2015). Han har mange præcise iagttagelser om, hvad der sker, når livet sekulariseres. Hans udgangspunkt er, at det er kirken, der sekulariserer samfundet og ikke modsat. Jeg læste den samtidig med, at jeg arbejdede på en artikelserie til Indre Missions Tidende om forfølgelse og forførelse. Der blev ikke plads til hans indspil der, så nu kommer lidt af det her.

Inden vi går i gang med Magnus Malm, skal vi have trukket en linje til tegnene i de sidste tider. Magnus Malm advarer mod sekulariseringen af kirken. Det er det samme, som når Bibelen advarer mod de antikristelige kræfter, der vil forføre de kristne. Og Antikrist er i høj grad et endetidstegn (se kapitel 13 i “Han gør alting nyt”).

Anti-fundamentalistisk fangenskab

Og så til Magnus Malm. I Sovjetunionens og jerntæppets dage var kommunismen i manges øjne den helt store skurk. Frygten for at bliver stemplet som kommunistisk lukkede kirkens mund, så vi ikke turde sige noget, der kunne opfattes som kommunistisk, husker Magnus Malm. Man talte om “kirkens anti-kommunistiske fangenskab”. Det betød efter hans vurdering, at kirken ikke kunne forkynde et helt evangelium.

Og her kommer hans pointe i forhold til sekulariseringen: Måske står vi i dag i et anti-fundamentalistisk fangenskab. For ikke at blive forvekslet eller forbundet med fundamentalistisk religiøsitet afstår vi fra at fremføre holdninger og udfordringer, der afviger for meget fra mainstream. Alle offentlige udtalelser fra kirkelige ledere får et garanti-stempel: “Obs! Indeholder ingen spor af snæversynet fundamentalisme. Helt ufarlig.”

En meget skarp iagttagelse, men det bliver endnu skarpere:

“At vi på den måde i praksis har skiftet til den modsatte lejr og tilsluttet os sekularismen … det opdager vi først bagefter. Og så er det meget vanskeligt at begynde at tale tydeligt igen.”

Drivkraften er frygt

Drivkraften i den proces, der fører kirken mod sekularisering er frygt. Det er en meget stærk drivkraft, der er let at indlære og vanskelig at slippe af med igen. Den gør os mindre, den binder os, og den hindrer os i at gøre det, som vi inderst inde gerne vil.

Magnus Malm udfolder frygten sådan: “Frygten for ikke at blive accepteret, hvis vi åbent vedgår, hvad vi tror på. Frygten for at støde nogen væk med vores budskab. Frygten for at blive forbundet med nogen, vi ikke bryder os om.”

Frygt er altid en negativ drivkraft, og normalt vil man forbinde frygt med fundamentalisme, skriver han. Frygt for dommen. Frygt for vranglære. Frygt for at tage fejl. (Lad os ikke bliver for hurtigt færdige med at spejle os i det.) Men han har altså også set frygten som drivkraft i sekulariseringen. Frygt for at miste social accept og dermed offentlig taleret. Frygt for en åben diskussion, som måske vil afsløre fejl i mine argumenter. Frygt for at rejse spørgsmål om min egen relativisme.

Kristne livsmønstre bliver usynlige

Flere gange henviser Magnus Malm til “Fra Helvedes blækhus” af C.S. Lewis, som er noget af det mest begavede, der er skrevet om forførelse. I den lille romanagtige bog siger dæmonen Fangegarn: “I virkeligheden gør vi vort bedste arbejde ved at holde visse forestillinger ude.”

Sekulariseringen begynder ikke med, at dårlig teologi vinder indpas, men ved en proces, hvor kristne livsmønstre bliver usynlige. Først da kan den ikke-kristne indflydelse få fodfæste. Som eksempel nævner han bøn. Det er sjældent, at nogen i kirken opfordrer mennesker til at holde op med at bede. Men bønnen er forsvundet i mange kirkelige sammenhænge. Hvor mange menighedsråd begynder eller slutter møderne med bøn? Hvor tit er der bøn ved kirkens personalemøder? Hvordan oplever man i praksis ved offentlige møder i sognehuset, at bøn for alvor betyder noget for kristne?

Forførerne er indenfor

Jeg har lyst til at indvende mod Magnus Malm, at samfundet har kimen i sig selv til at sekulariseres. Smitten behøver ikke komme fra kirken. Men min indvending står ret svagt. Jeg fornemmer, at han har ret i sin analyse – i hvert fald, når det gælder de nordiske kirker. Sekulariseringen sker i kirkerne, som dermed bliver ude af stand til at være lys og salt i verden.

Skellet mellem Guds rige og det sekulariserede samfund går ikke mellem kirken og den omgivende verden, men den går inden for kirken mellem dem, som bevarer et levende forhold til Gud og hans ord og de kristne livsmønstre, for nu at bruge Magnus Malms udmærkede udtryk, og så dem, der er bukket under for sekularismen uden at forlade kirken.

Det er også den beskrivelse, der bedst afspejler Det Nye Testamentes tale om forførelse. Jesus og apostlene advarer ikke mod forførerne som nogen, der tydeligt kommer fra det modsatte hold. De har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft (2 Tim 3,5) og fører sig indsmigrende frem som ulve i fåreklæder. Johannes siger om de antikristelige ånder: “Fra os er de udgået” (1 Joh 2,19).

Artikelserien om forfølgelse og forførelse kommer i Indre Missions Tidende nr. 40, 41 og 42/2017 (svarer til ugenumrene). Et par uger efter udgivelsen kan artiklerne ses i IMT’s arkiv. Vælg årgang, nr. og skribent. Rul ned og klik på Søg.

Kristne i Danmark forfølges i det små

Et af de sidste tiders tegn er forfølgelse af de troende. En offentlig institution har i flere år sværtet Indre Mission og frikirkerne til med såkaldt saglig information. Er det forfølgelsen, som er ved at komme til Danmark?

Petr Jasek fra USA var i Sudan for at støtte de forfulgte kristne. Han sad fængslet i 445 dage under falske anklager sammen med tre sudanesiske præster. Forfølgelsen styrker kirkerne, siger han.

Vi har ikke forfølgelse i Danmark, som man kender det mange andre steder i verden. Men en lille snert dukker ind imellem frem. Kristeligt Dagblad havde et eksempel på forsiden den 11. september. Artiklen handlede om Faktalink, som drives af Dansk Bibliotekscenter – altså en offentlig institution. Faktalink bruges meget af skoleelever. På en enkelt uge har de haft 82.000 besøgende. De skriver om sig selv, at “emnerne belyses ud fra en faglig, analyserende og alsidig vinkel”.

I årevis har man på Faktalink kunnet læse, at kristne organisationer og menigheder som Indre Mission, Pinsekirken og andre frikirkelige miljøer “som udgangspunkt er fundamentalistiske”. I maj 2016 begyndte Frikirkenet, der er fælles for en række frikirker, at protestere mod formuleringen. De skrev til de ansvarlige bag Faktalink, at artiklen var en karikatur. Redaktøren for Faktalink svarede, at de ville revidere og opdatere artiklen.

Men opdateringen bestod i, at der til den hidtidige formulering blev føjet nogle udtalelser fra et tidligere medlem af en frikirke. Her blev frikirkemiljøerne beskrevet som “sekteriske, sexistiske og kontrollerende”. Der blev også føjet et afsnit til, hvor en mand fortæller, at han engang blev forsøgt helbredt for sin homoseksualitet af en fundamentalistisk præst i folkekirken.

 Langt under lavmål

Frikirkenet fik to uvildige eksperter (universitetsfolkene Hans Raun Iversen og Viggo Mortensen) til at bedømme artiklen. “Samlet set finder jeg artiklen langt under lavmål,” lød den ene bedømmelse. Den anden skrev: “Det er ikke en artikel, som et seriøst oplysende medie ville kunne bruge.” Men de to bedømmelser førte ikke til ændring af artiklen i Faktalink. Ændringen kom først, da Kristeligt Dagblad henvendte sig til Faktalink. Så blev artiklen straks fjernet.

Dansk Bibliotekscenter beklager forløbet. “Vi erkender, at en korrekt beskrivelse af de kristne frikirkelige retninger er en mere kompleks opgave end først antaget.” Ja, sådan er det jo ofte. Hvis man ikke vil nøjes med at skrive ud fra sine fordomme, koster det lidt ekstra arbejde.

 Larmende tavshed

Lad os se på en parallel. Da det kom frem, at et par islamiske friskoler præsenterer deres elever for materiale, der rummer antisemitisme, blev de fleste med rette forargede. Historien spredtes hurtigt i medierne, og emsige politikere var straks fremme med krav om, at alle muslimske friskoler skal lukkes.

Men da det kom frem, at en offentlig dansk institution, der servicerer hele det danske skolevæsen, har spredt krænkelser og misinformation om Indre Mission og frikirkerne, var der ingen forargede protester. Ingen politikere tog sagen op, og ingen medier citerede Kristeligt Dagblad (så vidt jeg har kunne tjekke). Der var larmende tavshed, for der er ikke stemmer i at forsvare de missionske og de frikirkelige.

 Fordomme fører til forfølgelse

Men er en sådan artikel forfølgelse? Måske ikke direkte, men når den står på et meget besøgt offentligt og tilsyneladende troværdigt sted i flere år, så er den med til at skabe og cementere fordomme. Og stærke fordomme er ofte et udgangspunkt for forfølgelse.

Når der findes muslimer, som har noget imod jøder, så skyldes det fordomme, som næres af forkyndelsen og undervisningen i nogle islamiske sammenhænge.

Når der findes danskere, som har noget imod missionsfolk og frikirkefolk, så skyldes det fordomme, som næres af mange kilder. Også kilder, der er offentligt finansierede og bruges i vores undervisningssystem.

 Religionsforskrækkelse

Fordommene findes også hos politikere. Allerede dagen efter ovenstående artikel fortalte Kristeligt Dagblad, at kirkelige foreninger er ved at miste deres status som almennyttige. Skatteminister Karsten Lauritzen vil fjerne momsrefusionen til almennyttige formål. Det har han begrundet med, at den også gives til kirkelige foreninger og frikirker. Det er en politisk kovending i forhold til det, der var gældende for ti år siden. Da blev en frikirke anvendt som eksempel på, at det var rimeligt at indføre momsrefusionen. Siden har religionsforskrækkelsen bredt sig til politikerne.

Listen bliver meget lang, hvis vi skal have alle følgerne af den tiltagende religionsforskrækkelse med. Det er noget, der sidder dybt i tidsånden, og jeg tøver ikke med at kalde det forfølgelse. Det er med til at trykke os ned, så der ikke regnes med os.

En tendens i hele Vesten

Det sker i hele den vestlige verden. Kors bliver forbudt i det offentlige rum. Bøn og salmesang trænges ud af offentlige skoler. Undervisning i Bibelens tale om Gud som skaber mistænkeliggøres. Den kristne tro siver ud af Danmarks Radio.

Selv i mange kirker – inklusive folkekirkerne i Norden –  vokser betænkeligheden ved den traditionelle forståelse af Bibelen. Dem, der forsøger at læse Bibelen som Guds ord, bliver skældt ud for at være radikale fundamentalister eller biblicister, og de sammenlignes med islamister.

Men det er trods alt kun småting i forhold til, hvad kristne er udsat for i andre dele af verden. Vi skal bare være opmærksomme, så vi ikke lader os kujonere. Lad os trodsigt holde korsets fane højt.

Rekord i forfølgelse

I forbindelse med en artikelserie om forfølgelse og forførelse, der kommer i Indre Missions Tidende i nr. 40, 41 og 42 har jeg set på nogle tal for forfølgelse af kristne. I hele den vestlige verden er der en stigende mangel på tolerance over for bibeltro kristne (artiklerne kan findes i IMT’s arkiv, når bladet er udkommet. Vælg årgang/nr./skribent).

Eksperter fortæller, at der aldrig har været så megen forfølgelse af troende, som der er i dag. Og 75 procent af alle, der forfølges på grund af deres tro, er kristne. Det anslås, at 400 millioner kristne bliver diskrimineret og heraf bliver op mod 200 millioner udsat for grov forfølgelse. Tallet er naturligvis afhængigt af, hvordan man definerer diskrimination og forfølgelse, men det er under alle omstændigheder noget, der præger vores tid.

Et drab hvert sjette minut

I begyndelsen af året kunne man læse denne overskrift i Kristeligt Dagblad: “En kristen dræbes hvert sjette minut”. Tallet dækker 90.000, som blev dræbt på grund af deres kristne tro i 2016, og det stammer fra det amerikanske Center for Study of Global Christianity. Tallet bakkes op af Vatikanets statistikker.

Open Dors (Åbne Døre) har tal, der er mindre, men de tæller kun drab, der udelukkende er sket på grund af en kristen tro, og hvor de kender den enkeltes navn. Hvis en terrorbombe dræber alle på en markedsplads – også muslimer – så er de kristne på pladsen ikke døde, fordi de er kristne, forklarer man.

Åbne Døre offentliggør hvert år en oversigt (World Watch List), der rangerer de forfølgende lande. Værst er Nordkorea. De næste ligger alle i Mellemøsten og Afrika.

 

Gud vil fange vores opmærksomhed med klimaet

Skal vi se orkanen Irma og jordskælvet i Mexico som tegn på Jesu genkomst? Det er ikke let at svare, selv om Jesus nævnte sådanne katastrofer som tegn.

Verdens hidtil hårdeste orkan Irma gør millioner i Caribien og Florida hjemløse. Et jordskælv i Mexico vælter tusinder af huse. Oversvømmelser i Bangladesh og flere andre steder fordriver indbyggerne og ødelægger afgrøderne. Tundraen i Alaska og Sibirien tør op, så huse synker og metan frigives. Indlandsis og gletsjere smelter. Selv i lille Danmark får vi måned for måned at vide, at nu har vejret slået en eller anden rekord.

Hvad er det, der foregår? Skal vi opfatte det som tegn på, at Jesus “står lige for døren” (Matt 24,33)?

Uden at give Gud skylden for alle de ulykker, som naturen forårsager, så tør jeg godt sige, at han forsøger at råbe os op gennem begivenhederne. Det kommer jeg tilbage til, når vi lige har foretaget et baggrundstjek på naturen set i Bibelens lys.

Naturen reagerer på ugudelighed

Engang havde vi en ligestillings- og kirkeminister ved navn Manu Saren. Han fik ophævet forskellen på kønnene, så man selv kunne vælge, og han fik indført homoseksuelle ægteskaber i kirken. Det fik klummeskriveren Iben Thranholm til at beskylde ham for at forstyrre naturens orden – sådan helt bogstaveligt. I “Kirkeligt set” i Kristeligt Dagblad skrev hun i et debatindlæg, der tog udgangspunkt i Manu Sarens nye love: “Meget tyder på, at naturen er begyndt at reagere voldsommere og mere dødbringende end normalt … Det er ikke Gud, der straffer jorden, men menneskets hovmod og egen ondskab, der tiltrækker mere ondskab og skaber ubalancer.”

Naturligvis reagerede en række debattører imod Thranholms sammenkædning. For dem virkede det absurd, at en ny lov i Danmark skulle være skyld i en naturkatastrofe i Filippinerne, sådan som hun antydede. Men havde Thranholm en pointe? Kan det tænkes, at naturen reagerer negativt på menneskers ugudelighed og synd? Jeg tror, der kan være noget om det.

Naturen er afhængig af mennesket

I Romerbrevet skriver Paulus noget spændende om naturen (Rom 8,18-23). Baggrunden er de første tre kapitler i Bibelen. Der læser vi, at Gud skabte alting godt. Da han på den syvende dag hvilede, var det med et skaberværk omkring sig, som helt igennem var perfekt.

Gud havde indsat mennesket som forvalter af hele skaberværket (og det er vi fortsat). Med andre ord var skabningen gjort afhængig af mennesket.

I Bibelens tredje kapitel går det galt. Da Adam og Eva syndede, skete der noget med hele skaberværket. Det fremgår af Guds ord efter syndefaldet. Der kom smerte, sygdom, ukrudt, råddenskab og død ind overalt. Skabningen blev underlagt forgængeligheden.

Slut med forgængelighed

Ved Jesu genkomst forvandles alle Jesus-troende i opstandelsen, så vores legeme bliver udødeligt og uforgængeligt (1 Kor 15,52-53). Noget af det samme sker med skaberværket. “Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden,” forklarer Paulus (Rom 8,20-21).

Skaberværket deler vilkår med mennesket. Den dag mennesket blev forgængeligt og dødeligt på grund af synden, blev skaberværket også underlagt forgængeligheden. Og den dag Guds børn bliver befriet fra forgængeligheden og deres legemer bliver udødelige, får skabningen også “den frihed, som Guds børn får i herligheden”.

Flere naturkatastrofer

Men hvad så i mellemtiden? Det Gamle Testamente kan fortælle om situationer, hvor menneskers synd fik negative følger for naturen (Hos 4,1-3; Jer 5,24-25; 12,4; Es 5,8-10; Es 24,1-5). Og vi fornemmer på profeterne (f.eks. Jesus i Matt 24), at i de sidste tider vil menneskers synd tage til, og samtidig vil naturkatastrofer øges. Jesus siger ikke, at de to ting hænger sammen, men det betyder ikke, at der ikke er en sammenhæng.

Der er dog ikke en direkte forbindelse mellem en bestemt ugudelig handling og så en bestemt katastrofe (Luk 13,4-5). Men det forhindrer ikke, at der kan være en forbindelse mellem en generelt tiltagende ugudelighed og en stigende ødelæggelse af naturen i form at jordskælv, tørke, orkaner og oversvømmelser.

Jorden er affældig

På grund af udviklingslæren tænker mange på naturen som et sted, der er i udvikling mod noget større og herligere. Mit indtryk fra Bibelen er modsat. Det begyndte fantastisk godt, men så blev det hele underlagt forgængeligheden, og nu er jorden ved at være temmelig affældig. C.S. Lewis skriver et sted:

“Når Jesus helbredte et menneske, skrev han med små bogstaver det, som han ved genkomsten vil skrive med store bogstaver hen over hele skaberværket.”

Bibelen forklarer det med ord som forløsning (Luk 21,28), verdens genfødelse (Matt 19,28), genoprettelse (ApG 3,21), befriet fra trældommen (Rom 8,21). Og det hele samles i ordene fra ham, der sidder på tronen: “Se jeg gør alting nyt!” (Åb 21,5).

Han som taler

I Hebræerbrevet skildrer forfatteren, hvordan Gud engang talte til Moses på Sinai, mens jorden skælvede, og folket bad sig fri for at høre mere. Men I er ikke kommet til Sinai, lyder det til de kristne. “I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem,” skriver han som indledning til en flot beskrivelse af det evangelium, vi står i (Hebr 12,18-24).

Men så kommer han med en alvorlig advarsel: “Se til, at I ikke beder jer fri for ham, der taler; for når de ikke slap godt fra at bede sig fri for ham, der talte guddomsord på jorden, så kan vi det endnu mindre, hvis vi vender os fra ham, der taler fra himlene. Dengang fik hans røst jorden til at skælve, men nu har han givet et løfte, der lyder:

“Endnu én gang vil jeg få ikke blot jorden, men også himlen til at skælve.” Udtrykket “endnu én gang” viser, at de ting, som kan rokkes, fordi de er skabt, skal forvandles, for at de ting, som ikke kan rokkes, skal bestå.

Det er formuleret lidt kringlet, men egentlig meget elegant – og utroligt indholdsrigt.

Og så slutter han kapitlet: “Lad os derfor takke for, at vi får et rige, der ikke kan rokkes, og med tak tjene Gud, som det er hans vilje, i gudsfrygt og ærefrygt.  For vor Gud er en fortærende ild.”

Lad os ikke bede os fri for ham, der taler fra himlen. Naturligvis gælder det først og fremmest hans ord til os i Bibelen. Men hvis han kalder på vores opmærksomhed gennem naturkatastroferne, må vi også lytte til det. Han fortæller os, at skaberværket kan rokkes, men han har også givet os et løfte om, at en dag vil han gøre alting nyt.

 

 

 

Luther ville ikke plante et træ

En anekdote fortæller, at da Luther engang blev spurgt, om han troede, dommedag var nær, svarede han: “Selv om jeg vidste, at verden ville gå til grunde i morgen, ville jeg alligevel plante et æbletræ i dag.”

Man kan købe Luther med et æbletræ og en skovl som souvenir.

Det er et af de mest kendte luthercitater, men ingen har kunnet finde det i Luthers enorme skriftlige produktion. Det er der en bestemt grund til, som jeg vender tilbage til.

Vi er netop kommet hjem fra en dejlig uge i Harzen. En af oplevelserne var en tur til Wittenberg, hvor de blandt andet har markeret reformationsjubilæet ved at plante en Luther-have (se mere på luthergarten.de). Den oprindelige plan var at plante æbletræer, men det ser ud til, at man i stedet har valgt alle mulige andre løvtræer. Hvert enkelt træ er plantet af et kristent fællesskab. Hele verden er repræsenteret, og hvert medvirkende fællesskab har plantet et tilsvarende træ hjemme hos dem selv.

Gror det hele til i ukrudt

Parken er anlagt som en kæmpestor oval. I midten er der en græsplæne, der er formet som lutherrosen med et rødligt grusbelagt hjerte og et kunstfærdigt kors i tre lag i midten. Tanken bag parken er god, og den er blevet godt modtaget. Det var planen, at der i perioden 2008-2017 skulle plantes 500 træer, men det tal er overskredet, så der er et par afdelinger andre steder i byen.

Nu bliver det spændende at se, om der vil blive lagt de nødvendige kræfter i pasningen, eller om det hele får lov til at gro til i ukrudt, vildskud og selvsåede fremmede træer og buske, som der er sket med den lutherske kirke ud over verden.

Han ville have andet at lave

Parkens succes siger noget om luthercitatets popularitet. Men hvorfor er netop dette citat om at plante et træ blevet så populært? Jeg har aldrig været vild med det. Ingen kan vide, om Jesus kommer igen i morgen. Luther beskæftigede sig flere gange med Jesu genkomst (mere om det i oktober), og han har vidst, at selve udgangspunktet i citatet er forkert.

Og Luther var så optaget af menneskers frelse, at hvis han virkelig vidste, at Jesus kom igen i morgen, så ville han have andet at lave, end at plante et æbletræ.

Kilden er fundet

I anledning af 500-året har jeg beskæftiget mig lidt med Luther. Han vidste, at for at blive hørt, måtte han ind imellem sætte tingene på spidsen. Det er ikke alle hans udtalelser, der kan stå alene. Måske kunne man trods alt forestille sig, at han ville sigte sådan noget om at plante et æbletræ, bare for at sætte en tyk streg under en eller anden pointe.

Men det gjorde han ikke. Ifølge den tyske historiker Alexander Demandt kan formuleringen spores tilbage til en kreds af tyske lutheranere, der i 1944 lagde ordene i munden på Luther. (Det fortæller Bertel Nygaard i bogen “Håb”).

Plænen i midten danner en Luther-rose.

De gjorde det formodentlig i et forsøg på at sige noget om håb. Det er også håb, der står i forgrunden i mange af de højtidelige ord, der er ytret i forbindelse med plantningen af træerne.

Hjemmesidens indledning siger, at citatet om at plante et æbletræ er optimistisk, men det uddybes desværre ikke.

At lægge afstand

Jeg har flere gange oplevet, at citatet er blevet brugt til at tage afstand fra os, der søger at forstå tegnene og tiden. “Det skal vi ikke beskæftige os med. Vi skal bare plante vores æbletræ i tro på, at alt er i Guds gode hænder,” lyder kommentaren. Den anvendelse er sikkert også dukket op ind imellem, når der er blevet plantet træer i Luther-haven i Wittenberg og ud over hele verden.

Men ved generelt at lægge afstand til dem, der beskæftiger sig med tegnene og løfterne i forbindelse med Jesu genkomst, skubber man store dele af Bibelen væk. Tegnene og løfterne fylder meget både hos Jesus, hos apostlene og hos profeterne i Det Gamle Testamente. Er vi virkelig optaget af det kristne håb, må alt, hvad Bibelen siger om det, have vores interesse.

Det kan bruges positivt

En af mine præstevenner har fortalt mig, at man kan bruge citatet om at plante et æbletræ til noget positivt. Lad være med at læse det alt for bogstaveligt, siger han. Det handler om at være en ansvarlig forvalter af Guds skaberværk, samtidig med at man forventer Jesu snarlige genkomst. Forstået på den måde ligger det udmærket i forlængelse af Luthers stærke tale om, at den kristne skal passe sit kald, og der tages ikke afstand fra at beskæftige sig med genkomsten.

 

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial