Antikrist kommer – engang

Hvis man råber “Ulven kommer!” uden grund, så har man et problem den dag, ulven faktisk angriber. Sådan er det også med at råbe “Antikrist kommer!” Hvis vi udvander begreberne, mister de deres betydning. Antikrist er farlig, så det er vigtigt, at vores advarsel bliver hørt, når det er alvor.

 

I USA demonstrerer kristne mod myndighederne og kalder dem antikristelige, når de lukker kirkerne på grund af faren for corona-smitte.

 

Når man beskæftiger sig med de sidste tider og Jesu genkomst, dukker Antikrist og de antikristelige kræfter op igen og igen. Antikrist beskrives som en magt, der modarbejder Kristus. Det er også en magt, der kan “føre selv de udvalgte vild” (Matt 24,24). Vi ved fra 1 Joh 2, at de antikristelige kræfter er virksomme nu og har været det i hele kirkehistorien. Selv troende kristne kan blive forført. Derfor er det vigtigt for os, at vi prøver at forstå så meget som muligt af Bibelens tale om denne fare.

Udvand ikke begreberne

Vi bør ikke kalde noget for antikristeligt, som ikke er det. Hvis vi udvander begrebet, mister det sin alvor. Det læste jeg en artikel om på Christinaity Todays hjemmeside. Det handler om en tendens, som jeg kun sporadisk har mødt i Danmark, men som åbenbart er stærkt fremme i USA.

Artiklen er skrevet af Knox Thames, der i 20 år har været medlem af USA’s udenrigsministeriums udvalg for kortlægning af kristendomsforfølgelse i hele verden. Han advarer mod en tendens til at putte for meget ind under antikristelig virksomhed og kristendomsforfølgelse.

Først understreger han, at USA er et af de lande i verden, hvor religionsfriheden er størst. Mon ikke vi trods alt kan sige det samme om Danmark? Derefter slår han fast, at USA er den førende statsmagt i verden, når det gælder at modarbejde forfølgelse af kristne. Begreberne misbruges efter hans mening, når mange kristne demonstrerer mod myndighedernes lukning af kirker i forbindelse med bekæmpelsen af corona-smitte, og kalder det antikristelig forfølgelse af de kristne.

Se på motiv og varighed

Det vil være klogt, hvis kristne kun taler om forfølgelse af kristne, hvis det virkelig handler om det. Ellers udvander vi begreberne til skade for de mange millioner i verden, der faktisk forfølges. Knox Thames anbefaler, at man begynder med at se på motivet for det, der kaldes forfølgelse. “De fleste embedsmænd gør deres bedste for at afbalancere borgerlige rettigheder mod bekymringer om folkesundheden, alt sammen ud fra mangelfulde oplysninger, hvilket før dem lette af kritisere i en hidtil uset situation,” skriver han. Han indrømmer, at der kan være embedsmænd og politikere, der søger at udnytte situationen til at skade kirkerne, og dem skal vi holde øje med.

Det andet forhold, vi skal holde øje med, er varigheden. “Når kirker er lukket af sundhedsmæssige årsager, er det midlertidig, indtil forholdene bliver bedre. Når embedsmænd træffer disse beslutninger, er vores tro ikke forbudt eller gjort ulovlig. Faktisk har embedsmænd opfordret til at fortsætte gudsdyrkelsen, bare online.”

Forfølgelsen findes

Det udvalg under USA’s udenrigsministerium, som Knox Thames har været med i, skønner at mere end 220 millioner kristne ud over verden i alvorlig grad forfølges eller diskrimineres på grund af deres tro. Forfølgelsen findes altså – måske endda i et omfang, som ikke tidligere har været set i verdenshistorien.

Kristne i vores tid er under et stort pres fra antikristelige kræfter, og jeg kender fristelsen til at se angrebene på steder, hvor der måske er tale om noget andet. Advarslen fra Knox Thames er på sin plads. Vi skal passe på med ikke at udvande begreberne ved at tale om antikristelig virksomhed, hvis der er tale om noget andet.

Hvis man ønsker at følge med i det, der sker i kristne sammenhænge i USA og ud over verden, kan jeg anbefale et gratis ugentligt nyhedsbrev, som kan bestilles her . Nederst på velkomstsiden er der mulighed for at subskribere.

Tidsånden angriber vores identitet

Lige nu kommer der den ene sørgelige og forfærdelige markering efter den anden, som viser, at tidsånden angriber vores grundlæggende identitet. Tidsånden er ofte båret af antikristelige kræfter. Derfor må vi holde et vågent øje med det, der aktuelt rører sig og får verdensomspændende opbakning – og prøve at forstå det.

For få dage siden hejste Folketinget et regnbueflag på Christiansborg. I dette tilfælde skulle regnbuen ikke markere Guds pagt med Noa og dermed alle mennesker. Tværtimod. Flaghejsningen skulle hylde LGBT-festen Copenhagen Pride, og den bakker bestemt ikke op om Guds ret til at mene noget om os mennesker.

Hvis man protesterede mod, at regnbueflaget skulle vaje på Christiansborg, blev man mødt med spørgsmålet: “Jamen går du da ikke ind for lighed for alle, mener du ikke at alle mindretal skal respekteres? Mener du ikke, at sorte og homoseksuelle også er mennesker?” Spagfærdigt har nogen forsøgt at sige, at det jo netop er alt det, Dannebrog står for, så hvorfor skulle det være nødvendigt med et flag mere.

Dobbelt dagsorden

Debattøren Morten Okkels har gjort opmærksom på den taktik – eller dobbelte dagsorden – der ligger bag disse argumenter (læs det her: https://indblik.net/2020/08/10/lgbt-flaget-og-den-dobbelte-dagsorden/). Han  viser, at i medvind og fredstider arbejder identitetspolitikerne for deres radikale dagsorden, som er at kønnet er en social konstruktion og ikke en biologisk virkelighed, og at man vil have alle til at godtage dette. At det er deres egentlige mål, og at de bruger rigtig mange ressourcer på det, kan man overbevise sig om ved at besøge LGBT’s hjemmeside.

Men hvis de bliver angrebet, f.eks. af én, der vil have regnbueflaget væk fra Christiansborg, så lyder indvendingen fra LGBT’s forperson: “Det er et flag, som symboliserer nogle værdier, som vi arbejder for. Det er inklusion, respekt for medmennesker, antidiskrimination og så videre. Det kan jeg ikke forstå er kontroversielt for nogen.” Her er organisationens egentlige mål skjult under ord, som alle kan være enige i. Det er en typisk antikristelig strategi at gemme sin nedbrydende virksomhed under et lag af pæne ord, som kun få gennemskuer. Og de, der gennemskuer strategien og råber op, bliver i den brede offentlighed hængt ud som snæversynede og dømmende.

Inden jeg går videre, vil jeg gerne understrege, at jeg mener, vi skal anerkende de seksuelle minoriteternes ret til at være, hvad de er. Problemet med LGBT’s mål er, at de vil opløse alle regler om, hvad køn er, så enhver har fuld ret til at definere sig selv uanset biologien, og også skal have fuld respekt for det fra andre og fuld ligeberettigelse fra samfundet.

Retten til selv at definere sin identitet

Og lad os så se på et par aktuelle ting mere, som har med identitet at gøre. Vi har efterhånden i nogen tid skullet høre på, at enhver selv skal have lov til at vælge, om man er mand eller kvinde eller noget helt andet. Der er indført forskellige lovgivninger på området, men LGBT er ikke tilfreds endnu. Næste skridt er, at juridisk kønsskifte skal være en rettighed helt fra de første leveår. De børn, som fødes nu, vil komme til at vokse op i omgivelser, som er totalt forvirrende, når det gælder så grundlæggende et forhold, som hvilket køn man har. Læs et indlæg om det af Henrik Højlund her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/juridisk-koensskifte-boern-goer-mig-saa-trist-vores-boern-vokser-op-i-en-kultur-af

Flere film er i år afvist på festivaler med et argument, som ikke er hørt før. Hvis en film handler om et mindretal, som f.eks. inuitterne på Grønland (sig endelig ikke eskimoerne), så kan den kun accepteres, hvis den er produceret af folk fra netop dette mindretal. Alle har nemlig krav på selv at definere deres identitet. Det skal ingen udefra vove at gøre (se mere her: https://www.dr.dk/nyheder/kultur/film/fantastisk-eller-diskriminerende-den-hvide-mand-bliver-afvist-paa-filmfestivaler).

Grønlændere vil ikke mere kaldes grønlændere, så nu er de inuitter. Der er også en kampagne i gang for, at det ikke skal hedde indianere, for det er en betegnelse, det hvide magtmenneske Columbus fandt på. Han skal ikke bestemme, hvad de kaldes, så nu skal vi måske vænne os til at omtale dem som Amerikas urbefolkning.

En åndskamp

Vi kan trække på skuldrene og måske endda indimellem opfatte det hele som en dårlig vittighed. Men der er tale om en alvorlig åndskamp, som griber meget dybt ind i vores opfattelse af os selv. Identitets-kampen er udtryk for, at mennesket vil frigøre sig fra sin skaber. Kun jeg selv har ret til at definere min identitet. Det skal Gud ikke blande sig i.

Egentlig har identitetskampen været den grundlæggende drivkraft for tidsånden i rigtig mange år. Det er den, der kører frem med sloganet: “Kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop.” Et slogan, der har frataget det ufødte menneske alle dets rettigheder og fører til, at det danske sygehusvæsen på skatteborgernes regning årligt udrydder 15.000 ufødte og dermed fratager dem retten til et CPR-nummer og en tilværelse som danskere. Det næste bliver retten til selv af vælge afslutningen på livet. Sporene efter aktiv dødshjælp andre steder i verden skræmmer ganske vist, men det skal nok komme, for det er i overensstemmelse med tidsånden.

Er alt dette et tegn på Jesu snarlige genkomst? Til trods for den megen tale om at slippe kærligheden fri, så får det gang på gang mig til at tænke på profetien: “Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste” (Matt 24,12). Og det er ifølge Jesus et af kendetegnene på de sidste tider. Så hvem ved?

 

 

 

 

Vi kigger ind i …

De seneste måneder har vi hørt statsministen og andre politikere og eksperter bruge udtrykket: “Vi kigger ind i …” Grundtvig brugte lidt af det samme udtryk i en salme, men han talte om at kigge ind i Paradis.

Coronatiden har givet os en række nye sproglige ord og vendinger. Et af dem er udtrykket “Vi kigger ind i …” Statsminister Mette Frederiksen har brugt det flere gange ved sine pressemøder, og det er smittet af på andre. Hun sagde for eksempel: “Vi kigger ind i en gradvis, forsvarlig osv. genåbning af Danmark.” Det er egentlig et fint udtryk.

Da jeg hørte sætningen, fik jeg en association til Grundtvigs herlige salme “Rejs op dit hoved al kristenhed!” Der siger han i vers 2: “Da skæl der falder fra øjet dit, du mægter, som du har ønsket tit, i Paradis at kige.”

Mette Frederiksen talte ikke om at kigge ind i Paradis, men lad os alligevel med afsæt i hendes udtryk tage en lille tur gennem Grundtvigs salme. Da Jesus havde givet disciplene den store profeti om de sidste tider (gengivet i Matt 24, Mark 13, og Luk 21), sagde han: “Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,28).

Disse ord inspirerede Grundtvig til indledningen på hans store salme om genkomsten. Og så siger han, at når det sker, vil der falde skæl fra vores øjne, så vi kan kigge ind i Paradis. Nu kan vi kun i glimt fornemme, hvad fremtiden vil bringe, men den dag vil vi se det klart.

Vi vil se en splinterny jord med kristne evigt unge. Ud for linje 4 i vers 3 er der for øvrigt en forkert note. Der står, at “herrefærden” er himmelfarten. Grundtvig tænkte helt sikkert ikke på Kristi himmelfart, men på bortrykkelsen af menigheden ved Jesu genkomst.

Og så kommer vers 4, som er salmens kerne:

Ej mer du gruer for dommedag,
du ved, din dommer har ført din sag
og fra sig selv den vundet;
des mer du længes hvert morgengry …

“Din dommer har ført din sag, og fra sig selv den vundet.” Kun derfor kan vi glæde os til Jesu genkomst.

I vers 6 røber Grundtvig ikke, hvad det er, Jesus tøver efter, men han tænker sikkert på Peters ord: “Han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse” (2 Pet 3,9). I vers 12 siger Peter: “… mens I venter på, ja, fremskynder Guds dags komme”. Vi må ikke bede Gud om at “røre Himlens kræfter” før verdensmissionen er til ende, vil Grundtvig nok sige. Men vi kan fremskynde dagen ved at være med i Guds mission til alle.

Grundtvig tager den glade forventning i første linje med gennem hele salmen, og han slutter med en vældig fanfare.

Da gjalder luren for sidste gang,
da luer bavnen i blomstervang,
da styrter dødens trone,
da lutres herlig den gamle jord
i skærsilds-luer på Herrens ord,
da stråler livets krone!

Efter corona-nedlukningen var det dejligt at høre: “Vi kigger ind i en genåbning.” Men vi har noget meget større at kigge ind i. Vi kigger ind i en herlig fremtid med en splinterny jord og kristne evigt unge. Vi kigger ind i Paradis – indtil videre ganske vist med skæl for øjnene, men de forsvinder en dag.

Har du lyst til at fordybe dig mere i disse tanker, kan det ske ved at læse kapitel 5 “Frimodighed på dommens dag” i bogen “Han gør alting nyt”. Har du ikke bogen, så følg linkete i højre spalte.

En sky tog ham bort

Jesus fór ikke til himmels som en raket. Han blev taget bort af en sky. Hans genkomst er i virkeligheden en tilsynekomst og ikke en tilbagekomst fra det fjerne.

Kristi himmelfart hænger sammen med Jesu genkomst. Det blev på en lidt bagvendt måde illustreret, da en journalist fra Ritzau for en del år siden spurgte biskop Steen Skovsgaard. »Kan det tænkes, at klimaforandringerne er tegn på dommedag?« Svaret lød ganske enkelt: »Jeg kan ikke udelukke, at klimaforandringerne kan være et tegn på Jesu genkomst.«

En voldsom debat

Hverken journalisten eller biskoppen havde formodentlig forestillet sig den voldsomme debat, biskoppens svar medførte, for hvad sagde han egentlig? Var det er ja eller et nej? Grunden til debatten var ikke, at Skovsgaard åbnede for, at klimaforandringerne muligvis kan være et tegn. Grunden var, at han gik ind på journalistens forudsætning, at der faktisk kommer en dommedag, og at Jesus kommer igen.

I Kristeligt Dagblad kunne man blandt andet læse flere indlæg fra professor Svend Andersen, der underviste i teologi på Aarhus Universitet. Han forklarede, at det er lige så barokt og komisk at forestille sig Jesu genkomst som en konkret begivenhed, som det er at forestille sig Kristi himmelfart som noget, der er sket i virkeligheden. Ordret skrev han i et debatindlæg: »Man kan sammenligne Bibelens tale om dommedag med beskrivelsen af Jesu himmelfart. Hvis man tager beretningerne om himmelfarten bogstaveligt, så bliver det jo barokt og komisk at forestille sig Jesus flyve af sted som en raket mod himlen.«

En raket eller en sky

Svend Andersen har ret i, at Kristi himmelfart og genkomsten hænger uløseligt sammen. Uden himmelfart, ingen genkomst. Vi kan endda gå et skridt tilbage og sige, at uden Jesu legemlige opstandelse, ingen himmelfart, og uden en himmelfart, ingen genkomst. Svend Andersen har andre steder gjort det klart, at Jesu opstandelse var af åndelig art og ikke medførte, at graven var tom påskemorgen. Det er påskemorgen, problemet begynder for ham.

Men hans bemærkning om Kristi himmelfart kræver en replik. I Bibelen står der, at »han blev løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne« (ApG 1,9). Det er ikke en meteorologisk sky. Vi møder den flere steder i Bibelen, hvor Guds himmel og den skabte jord mødes. Lad os se på et par eksempler og begynde med ørkenvandringen. Når Gud tog bolig i tabernaklet, sænkede en sky sig over det allerhelligste, og når folket skulle bryde op, viste skyen vej. Skyen var der også ved forklarelsen på bjerget (Luk 9,28-35). Og den vil være der ved Jesu genkomst (1 Thess 4,17). Det er helt i tråd med de andre steder, at skyen også tog Jesus bort ved himmelfarten. At sammenligne himmelfarten med en raketopsendelse er derimod langt ude.

Jesu tilsynekomst

Jesus fór ikke til himmels i geografisk forstand, så han nu befinder sig et sted langt ude i universet. Han blev usynlig for dem, fordi han skulle tage sæde ved Faderens højre hånd i Guds rige. Evangeliet ved himmelfarten er, at han nu kan være til stede hos hvert eneste menneske. Som han sagde: »Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Han er usynlig til stede hos os med sin forbøn og med sin vejledning ved Helligånden.

Når denne hjemmeside hedder genkomst.dk, er det, fordi det er det ord, de fleste forbinder med begivenheden. Men Bibelen bruger vist lige så tit ordet tilsynekomst. Det er naturligt at forbinde ordet genkomst med at være rejst bort til et helt andet sted og så komme tilbage. At tale om Jesu tilsynekomst signaler lidt tydeligere, at han lige nu ganske vist er usynlig, men ikke fraværende.

Jeg vil lade Steen Skovsgaard få det sidste ord. Et sted i løbet af den debat, der fulgte efter svaret til Ritzau-journalisten, sagde han:

»Tegnene skal få os til at våge og bede. Men samtidig skal man huske, at de er en påmindelse og et løfte om Kristi genkomst. Så det er en glædelig dag at se frem til for de kristne.«

Corona og Jesu genkomst

Er den verdensomspændende krise et tegn på Jesu genkomst? Jeg har set et par indlæg på Facebook om det, og i USA gættes der på livet løs. Hvad skal vi svare?

Spørgsmålet kan stilles på flere måder. Hvis det lyder: “Er corona et af tegnene i de sidste tider?” vil jeg svare ja. Men hvis det lyder: “Er corona et tegn på, at Jesus kommer igen nu?” vil jeg svare nej. Det kræver en forklaring, og den kommer her.

Tegn uden tidsangivelse

Kort før påske besøgte Jesus templet. Da han gik ud, stod disciplene og beundrede bygningen. Så sagde Jesus: “Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned.” Senere var han sammen med disciplene på Oliebjerget med udsigt over byen og templet. Disciplene spurgte da Jesus: “Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende?” (Matt 24,3). Og så kom Jesus med den store profeti, som vi har i Matt 24, Mark 13 og Luk 21.

Man kan dele Bibelens profetier om de sidste tider op i grupper. En af dem er naturkatastrofer og herunder sygdomme. Jesus siger for eksempel: “Der skal komme store jordskælv, og sted efter sted skal der komme hungersnød og pest” (Luk 21,11). Men hvordan kan disse tegn bruges som tegn på Jesu genkomst? Det første jordskælv kom jo allerede nogle få dage senere, nemlig langfredag.

Når vi taler om tegnene i de sidste tider, er det vigtigt at huske, at når Bibelen taler om de sidste tider, så er det tiden fra Jesu første komme til hans andet komme. Tegnene i de sidste tider kan altså ikke alle bruges til at skønne, om han står lige for døren. Nogle af dem har vi fået, for at vi kan kende vores vilkår i de sidste tider. “Nu har jeg sagt jer det forud,” sagde han (Matt 24,25). Så bliver I ikke overraskede og bange, når det sker, står der mellem linjerne.

Jordskælv, vulkanudbrud, tørke, hungersnød og pest har der været hele tiden. Måske vil katastroferne blive mere intense hen mod slutningen, men det har jeg ikke set nogle tydelige profetier om. Og corona hører til  under pest. Vi har tidligere haft pest i verden – også i former, der har været betydeligt mere forfærdelige, end den nuværende. Den spanske syge i 1918-1919 var også en influenzavariant. Man formoder, at den dræbte mindst 50 millioner af verdens 1,8 milliarder, og den ramte især 20-40-årige. Det nye er, at vi rejser så meget, at smitten i løbet af ingen tid har ramt overalt.

Tegn med bedre tidsangivelse

Der er tre grupper af tegn, som har mere karakter af tidsangivelser. Der er verdensmissionen, Antikrist og Israel. “Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme” (Matt 24,14). Selvom vi ikke kan stille dommedagsuret præcist efter den profeti, så er der mere at gå efter, end der er i naturfænomenerne.

“For da skal der være en stor trængselstid … Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet” (Matt 24,21-22). Det handler om den antikristelige virksomhed i verden, som medfører forførelse og trængsel. Trængslen for de kristne begyndte med det samme. Allerede ved udsendelsen af de første missionærer, mens Jesus stadig gik her på jorden, sagde han til dem, at de ville blive forfulgt for hans navns skyld. Senere skyldtes det blandt andet Saulus (senere Paulus), der forfulgte de kristne med tortur og mord, og det skyldtes kejseren, der kastede dem for løverne. Når det gælder forførelse og forfølgelse, fornemmer vi på flere profetier, at de vil tage til, og hen mod slutningen blive så forfærdelige, at Gud i sin barmhjertighed griber ind og afslutter verdenshistorien. Hvis det er nok, at mere end 200 millioner kristne forfølges for Jesu navns skyld, så er tidens fylde nu. Men kun Gud kender smertegrænsen.

Og så er der Israel. Jesus siger om jøderne: “De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende” (Luk 21,24). Det er en profeti med flere dunkle punkter, men overordnet kan jeg kun læse det sådan, at de skal spredes og leve blandt hedningerne en tid, hvorefter de skal vende tilbage til landet. Det sidste siges ikke direkte, men i udtrykket “indtil” må det være underforstået, at spredningen slutter. Om denne profeti allerede er gået i opfyldelse, eller den er på vej til at gå i opfyldelse, kan andre lige så godt vurdere, som jeg kan.

Løft hovedet

Så hvis spørgsmålet lyder: “Er corona et af tegnene i de sidste tider?” vil jeg svare ja, for pest er et af tegnene i de sidste tider. Men hvis det lyder: “Er corona et tegn på, at Jesus kommer igen nu?” vil jeg svare nej, for der har været pest mange gange i de sidste tider, uden at Jesus er kommet igen.

Men der kan være andre tegn på, at han står lige for døren. Så må vi huske, at selvom folkene gribes af angst, er det naturligt for den kristne at løfte hovedet, for det er noget godt, vi har i vente.

“Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen.  Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes.  Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed.  Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,25-28).

 

 

Forfølgelse af kristne øges

Samtidig med at regeringen har et udvalg, der skal modvirke forfølgelse af kristne i hele verden, siger de ja til at bekæmpe kristne daginstitutioner her i landet.

 

Forfølgelse af kristne på grund af deres tro står meget centralt i profetierne om de sidste tider. Eksperter fortæller os, at kristne aldrig er blevet forfulgt så massivt som i disse år. Man fornemmer, at der er en vågnende forståelse for problemet, men det ser samtidig ud til, at forfølgelsen øges.

Det anslås af flere organisationer, at mindst 200 millioner kristne forfølges. Det dækker over alt fra grov diskrimination til henrettelser. Troende fra andre religioner forfølges også, men 75 procent af alle forfulgte religiøse er kristne. Det er vanskeligt at forholde sig til de store tal. Vi kan lettere forholde sig til konkrete trosfæller. Her er to eksempler og så et mere generelt.

Tre aktuelle eksempler

Det første eksempel viser, hvordan visse myndigheder i Tyskland ser en liberal kristendom som den eneste acceptable. Hvis en konvertit ikke kan være kritisk og afvise noget af kristendommen, så er han ikke en seriøs kristen og sendes derfor tilbage til forfølgelse i sit hjemland.

Det andet eksempel er et ud af mange tilfælde af fængsling af kristne konvertitter i Iran. Den gode nyhed er, at der tilsyneladende er en stor kristen vækkelse i det lukkede land. Bagsiden af det er, at det religiøse politi bliver stadig hårdere overfor de konverterede. Iran har principielt religionsfrihed. Derfor mener de danske myndigheder, at det ikke kan være farligt for konvertitter at vende hjem.

Det tredje eksempel er lidt anderledes, for det handler ikke umiddelbart om enkelte mennesker. Det handler vel heller ikke direkte om forfølgelse. Men det er et eksempel på de kræfter, der ønsker at kvæle al religiøsitet i Danmark inklusive den kristne tro. (Kristendom er strengt taget ikke religiøsitet, men vi kan ikke undgå at blive kaldt religiøse, når vi er kristne).

For SF er islam anledningen til at gå efter al religiøsitet, også kristendommen, som efter deres mening ikke som en hue skal trækkes ned over hovedet på børnene. Og regeringspartiet er helt enig med SF.

Seriøse kristne

Fra indlæg af Knud W. Skov på hans Facebook-side “Kristenforfølgelse” 15. februar, 2020: I dag fortalte et menighedsmedlem til mig, at en ven fra en anden delstat (i Tyskland, red.) bad ham om råd: Den administrative domstol, der er ansvarlig for asylproceduren i den delstat, spørger altid, hvilke dele af den kristne tro han ser kritisk på eller vil afvise. Men eftersom hele den kristne tro er kær og vigtig for ham, vil der ikke være nogen del, som han ville afvise. Hvad skulle han svare?

Jeg sagde til vores menighedsmedlem, at vi igen og igen har den samme oplevelse i Berlin ved den administrative domstol: Kristne asylansøgere bliver spurgt, hvilke dele af den kristne tro de ser kritisk på eller afviser. Det er især de afghanske kristne, der udspørges om det. Hvis de så svarer, at hele den kristne tro er vigtig for dem, fordi de hellige skrifter er Guds ord for dem, afvises deres klage med den begrundelse, at de ikke har behandlet deres tro kritisk nok og derfor ikke er seriøse kristne.

Som en ny statsreligion er en liberal-protestantisk forvrængning af tro blevet målestokken for, hvordan iranske og afghanske kristnes tro måles. Det er ligefrem diabolsk: Det kræves, at kristne benægter deres tillid og tro på Skriften som Guds ord, før de kan anerkendes som seriøse kristne.

Jeg har umådelig stor respekt for alle kristne konvertitter, især dem i vores menighed, der holder sig til Skriften som Guds ord overfor domstolene, selvom de straffes med afvisning af deres klage og trues med at blive deporteret. Sådan ser “retsstaten” Tyskland ud i 2020.

Konvertering som angreb på nationen

Jerusalem Post, 21. januar, 2020: Ni kristne blev i oktober ved en iransk domstol dømt til fem års fængsel. De var anklaget for at “handle mod national sikkerhed” og de blev beskyldt for “at fremme zionisme”. Den islamiske stat fortsætter med at forfølge sine religiøse minoriteter, viser en ny rapport.

Mændene er blandt titusinder af kristne, der står over for en daglig trussel om arrestation, forhør og pres for at vende tilbage til islam. Under trussel skal de love, at de ikke vil deltage i kristne aktiviteter eller engagere sig med andre kristne. Deres børn bliver nægtet adgang til uddannelse. Mange, der er flygtet fra landet, oplever, at deres slægtninge i Iran målrettet bliver undersøgt. (Citat fra større artikel. Min oversættelse)

Det skal skattekroner ikke gå til

B.T.s hjemmeside den 11. februar, 2020: Socialistisk Folkeparti vil fjerne det offentlige tilskud til børnehaver og vuggestuer, der hviler på et religiøst grundlag. »Der skal ikke trækkes en religiøs hue ned over hovedet på børnene, inden de selv kan nå at forme deres egen tankegang. Det skal skattekroner ikke gå til,« siger børneordfører og gruppeformand Jacob Mark (SF).

Anledningen til SF-forslaget er sagen om, at Taiba-moskeen på Nørrebro i København vil åbne en daginstitution finansieret af en donation fra den saudiarabiske ambassade i København.

Forslaget vil også ramme de mange kristne børnehaver, som oprindeligt er etableret af folkekirken, og hvor flere har eksisteret i over 100 år. Det ændrer dog ikke på SF’s holdning.

»Det er et rigtigt spændende forslag fra SF og ligger meget i tråd med, hvor vi også står,« siger børneordfører Kasper Sand Kjær (S) og tilføjer: »Det er vi bestemt klar til at se på. Nu må vi se på, hvad der kan lade sig gøre lovgivningsmæssigt.«

Netflix-serien “Messiah” handler ikke om Messias

En mand træder frem og citerer både Koranen og Bibelen. Han hævder at være sendt af Gud med et budskab og han udfører ret overbevisende mirakler. Er han Jesus, der er kommet igen, eller er han en fupmager?

Foto: Netflix

“Messiah” er en ny og spændende tv-serie på Netflix, der handler om en frelserskikkelse, som står frem og får mange efterfølgere. Selv om serien hedder “Messiah”, hævder Netflix og instruktøren, at den dybest set ikke handler om religion, men om folks værdier og tro. Den tankegang kan godt give mening, selvom man ikke så kategorisk kan skelne mellem religion og tro – heller ikke i denne tv-serie.

Dette indlæg er ikke en filmanmeldelse. Den finder man på filmogtro.dk.  Jeg vil i det følgende undersøge forholdet mellem frelser-skikkelsen i “Messiah” og Bibelens tale om Antikrist og Jesu genkomst.

Uromager eller frelser

Serien består af en sæson med ti episoder. Den første episode foregår i Syrien, hvor en mand står frem og forkynder ud fra Koranen. De giver ham navnet Al-Masih, der stort set er det samme som det hebraiske Messias (og det græske Kristus). Dette navn beholder han i resten af serien, men han præsenterer aldrig sig selv ved noget navn.

De indledende scener foregår under den syriske borgerkrigs sidste krampetrækninger i 2019, hvor Islamisk Stat (IS) beskyder Damaskus som indledning på et knusende angreb. Så kommer en voldsom ørkenstorm, som tilsyneladende er fremkaldt af Al-Masih. Den redder byen fra IS. Fulgt af en tusindtallig skare går Al-Masih gennem ørkenen og frem til Israels grænse. Det fremprovokerer en krise, for Israel tillader ikke hans efterfølgere – som i verdenspressen kaldes flygtninge – at passere grænsen. Al-Masih sættes i fængsl i Jerusalem, men slipper på forunderlig vis ud og går til Tempelpladsen, hvor han er skyld i et sammenstød mellem muslimer og israelsk militær. En ny intifada bryder ud.

Foto: Netflix

Kort efter dukker Al-Masih op i en lille by i Texas. En tornado jævner hele byen med jorden – undtagen kirken, der stadig står på sin lille bakke midt i ruinerne – tilsyneladende reddet af Al-Masih. Folk begynder at valfarte til byen for at se og høre denne forunderlige mand. Myndighederne beordrer ham og hans tilhængere ud af byen, da der kun er nødhjælp til dem, der har mistet deres hjem under tornadoen. En bilkortege, som efterhånden bliver enorm, kører til Washington, hvor Al-Masih tager sig en spadseretur på vandet i The Mall. En begivenhed, der transmitteres i hele verden. Det er fristende at gå mere i detaljer, men det vil ødelægge oplevelsen for jer, der ser serien.

Træk fra Koranen og Bibelen

Koranen fortæller flere ting om de sidste tider. En af dem er, at profeten Jesus skal komme igen. Den fortæller også, at den tolvte imam Mahdi skal træde frem, umiddelbart inden Allah dømmer verden. Seriens forfattere har taget træk fra disse steder i Koranen og kombineret dem med nogle træk fra Bibelens beskrivelse af Jesus. Så har de fundet en skuespiller med udpræget mellemøstlige træk og givet ham frisure og skæg, som vi normalt ser på billeder af Jesus. De har lagt Koran- og Bibel-citater i munden på ham, men også en del udtalelser, som ikke står i nogen hellig bog. Og så lader de ham udføre en række tilsyneladende overnaturlige mirakler.

En forvirrende skikkelse

Al-Masih siger flere gange, at han er sendt med et budskab fra Gud, men han hævder ikke selv at være Messias eller Jesus. I sjælesørgeriske samtaler med enkeltpersoner formår han at afsløre skjulte sår og uforløst skyld. Han taler aldrig om tilgivelse eller soning, men om fred i form af at standse al krig og vold. Han bekender sig ikke til nogen religion, men siger hen mod slutningen af serien, at de forestillinger, som mennesker har om Gud nu er passé. Han svarer altid undvigende på spørgsmål om sig selv, og han kan indimellem være ret kold.

Så naive kristne findes forhåbentlig ikke

Gennem hele serien har Al-Masih både en Mossad-agent og en CIA-agent i hælene. De kæmper for at afsløre ham som en fupmager, men rigtig mange af de troende kristne er overbeviste om, at han er den genkomne Jesus. Jeg vil helst tro, at denne fremstilling af de kristne ikke kan have bund i virkeligheden, men er en frugt at manuskriptforfatternes fordomme om de evangeliske kristne.

Netflix-serien beskriver situationen omkring Al-Masih sådan, at mennesker er i tvivl om, hvad de skal mene om en mand, der hævder at være sendt af Gud. Sådan var det også, da Jesus for 2.000 år siden kom til jorden første gang. Men Bibelens beskrivelse af Jesu genkomst er helt anderledes. Den lader ingen i tvivl om, at det vil ske på en måde, så alle er klar over, at her kommer verdens Herre, som har al magt, og alle knæ vil bøje sig (Matt 24,27; Luk 21,27; Fil 2,10). Jeg har meget svært ved at forestille mig, at nogen bibellæser ville tro, at en mand som Al-Masih skulle være Jesus, som er kommet til jorden igen.

Måske er det Antikrist

Men har de så ret, dem der mener, at “Messiah” ikke handler om Jesus, men om Antikrist. Det er fristende at sige ja, for Al-Masih har mange antikristelige træk. Han hævder at være udsendt af Gud, men fornægter samtidig flere centrale dele af den kristne tro. Bibelen siger også, at Antikrist kan udføre undere, og at mange vil følge ham. Jesus siger om Antikrist:

“Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; for der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. Nu har jeg sagt jer det forud” (Matt 24,23-25).

Når jeg ikke kan godkende Al-Masih som en prototype på Antikrist, skyldes det, at jeg forestiller mig, at den reelle Antikrist vil fremtræde mere forførende og med større magt over mennesker. Han vil ikke så åbenlyst søge at skabe splittelse og forvirring. Han vil kort sagt minde mere om den sande Kristus.

Antikrist og de antikristelige profeter vil være i stand til at føre selv de udvalgte vild. Jeg tror ikke på filmens præmis om, at de kristne vil lade sig forføre af en så modsætningsfuld skikkelse som Al-Masih i “Messiah”.

Undervejs i min undersøgelse af debatten om “Messiah” på internettet, fandt jeg flere spøjse indlæg. Interesserede i debatten på internettet kan finde mere her. 

Se serien og læs et par bøger

Læs mere om Antikrist i min bog “Han gør alting nyt – de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” (Link til anmeldelser mv. her på siden).

Og se endelig serien “Messiah”, hvis du har adgang til Netflix. Den er både underholdende, tankevækkende og – som Netflix selv skriver på hjemmesiden – provokerende, og du bliver ikke forført af Antikrist ved det.

Allerede traileren til “Messiah” mindede mig om plottet i Paul L. Meiers gode roman “Som en tyv om natten” (Lohse, 2011).  Denne lighed findes i hele serien. En forskel er, at i Meiers roman søger frelser-skikkelsen at efterligne Jesus mest muligt. En anden forskel er, at det er en bibellæsende og Jesus-troende teolog og ikke CIA, der leder efterforskningen af frelser-skikkelsen. Tænk, hvis der havde været sådan en type i “Messiah”. Det havde sparet CIA for meget besvær. Men det er der desværre overhovedet ikke, selvom der i virkeligheden findes mange af os rundt omkring ;o).

Vi tvinges gennem regulering af sproget

Guds skaberordning undermineres af vejledninger om, hvordan vi skal tale inkluderende. Det sker overalt lige fra universitetet til Word.

Segl fra 1537 for Københavns Universitet, landets højeste læreanstalt.

Tidsåndens bestræbelser på at opløse kønnene i kombination med MeToo-bevægelsen får de underligste følger. Her er tre eksempler på, hvordan vores sprog bliver styret, så ingen føler sig udenfor. Overfladisk set er det godt, men under den pæne overflade handler det om, at der er noget, der ikke må siges højt. Og det er, at Gud har skabt os med et biologisk køn. Det handler dybest set om et oprør mod Guds ordninger.

Vejledning fra universitetet

Det første eksempel er fra Københavns Universitet. Institut for Kunst- og Kulturvidenskab har udsendt en mail til underviserne med retningslinjer for, hvordan de studerende skal tiltales. “Undgå at samle/anråbe de studerende med kønnede betegnelser, såsom: damer/piger eller gutter/drenge,” står der blandt andet. Begrundelsen er, at nogen ikke opfatter sig selv som “han” eller “hun” og derfor vil føle sig krænket og ekskluderet af fællesskabet.

Instruksen skyldes, at der mangler retningslinjer for, hvordan man undgår situationer, “hvor non-binære og transpersoner ikke føler sig inkluderet”, forklarer institutlederen.

Ved sin instruks følger universitet en tendens fra USA, hvor der f.eks. på universiteter er oprettet såkaldte sikre zoner, hvor folk kan færdes uden at risikere at blive tiltalt som mand eller kvinde. Det betyder også, at hvis en tekst i pensummet indeholder formuleringer, der kan opfattes som krænkende, skal der være en advarsel, så man på forhånd kan tage stilling til, om man vil læse den. Som når studieværten i tv-avisen siger: “Vi advarer om, at der i det følgende indslag er ubehagelige billeder.”

Ironisk nok overtræder Københavns Universitet selv vejledningen. I de statistikker på hjemmesiden, der viser sammensætningen af ansøgere til studierne, benævnes de stadig kun i to grupper, nemlig kvinder og mænd.

Hjælp fra Word

Fænomenet vil angiveligt også dukke op i en opdatering til Word fra Microsoft. Hvis jeg skriver formand, vil Word foreslå at ændre det til forperson. Og hvis jeg skriver politimand, vil jeg få forslaget politibetjent.

Microsoft begrunder det med, at de vil hjælpe brugerne med at skrive inkluderende. “Inklusion og mangfoldighed er grundlæggende værdier for os,” siger Anders Thomsen, direktør for politik i Microsoft Danmark, til Kristeligt Dagblad. Heldigvis vil man kunne vælge funktionen fra.

Vejledning fra folkekirken

MeToo-bevægelsen har også sat sit aftryk på folkekirken. Forleden udgav Folkekirkens Arbejdsmiljøråd nemlig en vejledning om håndtering af seksuel chikane og krænkende adfærd på arbejdspladsen, skrev Kristeligt Dagblad for nylig.

Folkekirkens Arbejdsmiljøråd understreger, at det er op til den enkelte at vurdere, hvad der er krænkende adfærd. ”Det er personens oplevelse af de krænkende handlinger, der er central, og intentionerne er således uden betydning,” lyder det.

Hvis man siger noget, som en anden føler sig krænket over, så er man skyldig. Hvad man i virkeligheden mente, er ligegyldigt. Stik imod al anden retspraksis i Danmark, er krænkeren skyldig, indtil det modsatte er bevist.

”Krænkelse er blevet en magtfaktor. Vi bruger mere og mere vores krænkelse til at vinde magt eller til at spænde den for en bestemt dagsorden,” lød en sognepræsts kommentar.

En antikristelig kampagne

Formålet med denne kampagne, der spreder sig ud over hele verden, er at regulere vores sprogbrug. Kampen om, hvad man må sige og ikke må sige, handler om vores tanker og holdninger. Ved at styre sproget får man magt over stort set alt, hvad der har med identitet at gøre. Kravet om inkluderende sprog er ikke et ønske om at blive respekteret. Det handler om at påtvinge andre sin egen opfattelse af virkeligheden.

I al beskedenhed, så minder alt dette om FN’s tolerance-kampagne, som jeg skildrede i “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid”. Tolerance-kampagnen ser i første omgang ud som noget ret uskyldigt, men efterhånden vender den sig imod bibeltro kristne, som ønsker at følge Bibelens vejledning om, hvad Gud kalder for synd. Kampagnen bliver brugt antikristelig, og i romanens er den også tænkt sådan.

Så vidt jeg kan se, er det allerede ved at gå netop sådan med talen om inkluderende sprog.

Sokker i sandaler et tegn på genkomsten?

Jesu genkomst må være nær, for nu er det blevet trendy med sokker i sandalerne. Sådan kunne man læse i en avis engang i løbet op i sommeren.

At gå med sokker i sandalerne har i årtier været forbeholdt os ældre mænd. Hvis man var det mindste bevidst om sin tøjstil, så gjorde man det helt sikkert ikke. Og så skete der det, at nogen så modeikonet David Beckham med sokker i sandalerne. Det fik en skribent til at forudsige Jesu snarlige genkomst.

Skal man le eller græde over sådan en bemærkning? Jeg må indrømme, at jeg morede mig lidt, og jeg læste hele artiklen for at blive klogere på sammenhængen. Men der stod ikke mere om Jesu genkomst. Det var sikkert bare en fantasifuld variant af det lidt mere kendte udbrud: “Nu står verden da ikke længere!”

Skal man blive forarget over, at nogen omtaler så alvorlig en sag på en lemfældig måde? Nej da! Lidt vemod er en mere passende reaktion. Sammensætningen af sokker i sandalerne og Jesu genkomst vidner om ligegyldighed overfor den kommende tids mest alvorlige og gennemgribende begivenhed.

Genkomstfornægterne

I dag taler man med stor foragt og forskrækkelse om klimafornægtere, som ikke vil se tidens alvorlige trusler i øjnene. Klimafornægtere går med bind for øjnene. De har valgt at fornægte fakta. Hvis man kan være klimafornægter, så er man helt generelt ikke til at stole på. Sådan er den brede opfattelse – i hvert fald hos dem, der kommer til orde. Klimafornægterne bremser de helt nødvendige initiativer, der skal tages for vores børns skyld. Og klimafornægter er man for øvrigt ikke kun, hvis man taler imod klimahysteriet. Man er det alene ved at forholde sig passivt.

Jeg forstår godt, at en klimafornægter kan virke provokerende for dem, som lever i en stærk overbevisning om, at menneskehedens undergang er sikker, hvis ikke vi her og nu i enighed bremser op og gør noget radikalt ved vores misbrug af den eneste jord, vi har fået at bo på. “Der findes ikke nogen Planet B,” som de skriver på deres skilte.

Men hvad med genkomstfornægterne? Hvad med de teologer og forkyndere, der ikke vil høre tale om, at Jesus kommer igen til dom og til genoprettelse? Eller lad os gøre det lidt bredere: Hvad med de forkyndere, der aldrig nævner Jesu genkomst og alt, hvad der knytter sig til den dag? Jeg ønsker ikke genkomst-hysteri, men jeg opfordrer til lidt eftertanke.

Forkyndelsen kom først

Og så lige en lille krølle på det, at en modeskribent trak Jesu genkomst ind i sit skriveri. Talen om sokker i sandaler som et tegn på Jesu snarlige genkomst dukker kun op, fordi der forud har været en forkyndelse af tegnene og genkomsten.

Forkyndelsen af Jesu genkomst og tegnene i de sidste tider har åbenbart været så tydelig, at det har sat sig spor i sproget. Også i sproget uden for kirken. Det kan der nævnes rigtig mange eksempler på, men det er vist første gang, jeg har mødt det i form af en henvisning til Jesu genkomst.

Og så vil jeg da godt lige pege på, at i modsætning til klimaforkæmpernes skilte, så har Gud faktisk lovet os en Planet B. Vi kristne ser frem til Jesu genkomst, fordi det vil blive indledningen til vores liv på Planet B – den nye jord (Es 65,17; Es 66,22; 2 Pet 3,13; Åb 21,1).

Fremtidens forfølgelse af troende

Den største fare for undertrykkelse af religiøse mindretal er avanceret digital overvågning og undertrykkelse, siger USA’s ambassadør for trosfrihed med udgangspunkt i en sag fra Kina.

Sam Browback er USAs ambassadør for religionsfrihed.

I 20 år har USA haft en ambassadør for global religionsfrihed. Sam Browback er den femte, som har dette embede. Da USA i 1998 vedtog loven om religionsfrihed, som blandt andet førte til oprettelse af ambassadørstillingen, regnede man med, at over halvdelen af verdens befolkning levede under regimer, der indskrænkede eller forhindrede borgernes trosfrihed. Ifølge det anerkendte Pew Research Center er det nu 83 procent.

Ord eller handling

Trods de sidste 20 års hurtige stigning i forfølgelse af troende, en stigning, som især rammer kristne, er Sam Browback optimistisk. “For det første er der ingen tvivl om, at verden er begyndt at åbne øjnene for vigtigheden af, at mennesker frit kan dyrke deres gudstro. For det andet vil ingen nogensinde vinde krigen mod religionsfrihed. Det er aldrig sket, og det vil aldrig ske. Troen bor i et menneskes sjæl, og du kan ikke spærre den inde. Mennesker vil til evig tid kæmpe med næb og klør for, at deres sjæle kan være frie,” siger han.

Det første kan man godt tvivle på. Det er rigtigt, at flere og flere taler om vigtigheden af religionsfrihed, men hvad bliver der gjort? På USAs liste over lande, som undertrykker religiøse mindretal, er Saudi-Arabien et af de værste lande, men det har ikke fået en eneste konkret konsekvens. Saudi-Arabien er fortsat en af USAs nære allierede. Den forrige regering i Danmark oprettede et kontor på Christiansborg, der skal modvirke forfølgelse af kristne, men hvad er der kommet ud af det? Har danske politikere ansigt til ansigt med undertrykkerne bebrejdet et eneste land i verden for at forfølge kristne? Det kunne for eksempel være sket ved det offentlige danske besøg i Indien, som fandt sted et stykke tid efter, at kontoret var etableret.

Det andet er rigtigt. Man kan ikke spærre troen inde. En meget sigende anekdote handler om fængselsdirektøren i et af de undertrykkende lande, der henvendte sig til borgmesteren og sagde: “Send ikke flere kristne. Jeg lukker flere ud end jeg lukker ind. De formerer sig i fængslet.”

Den største fare

I en artikel i Kristeligt Dagblad den 20. juni forklarede Sam Browback, hvorfor han ser digital overvågning og undertrykkelse som den største fare for troende i fremtiden. Han gjorde det med et eksempel fra Kina.

I Xinjiang-provinsen bor godt 10 millioner af det muslimske uighur-mindretal i Kina. De kan ikke se en video på deres mobiltelefon eller besøge en moské, uden at staten følger med. Alle uighurer skal installere en app på deres telefon, som giver myndighederne mulighed for at følge med i deres geografiske placering, kontaktlister, fotos, videoer og lydfiler.

Myndighederne har også forsynet uighurernes område med hundredtusinder af overvågningskameraer med ansigtsgenkendelse. Det betyder, at de kan holde styr på alle, der færdes offentligt. Ved at køre alle informationerne sammen er det muligt at registrere den enkeltes handlinger og til dels tanker. Det bruges til at styre en “social konto”, som regulerer retten til offentlige ydelser. Er du samfundsskadelig, kan du for eksempel miste retten til tog og bus, og så bliver det svært at studere eller have et arbejde. Er du en nyttig borger, kan du opnå særlige privilegier.

Systemet har været afprøvet i Shanghai på frivillig basis. Læs mere om det adfærdsregulerende kreditsystem i et tidligere blogindlæg her.

Et magtmiddel

Det kinesiske styre planlægger at gøre systemet i Shanghai landsdækkende næste år, fortsat i den frivillige form. Men det kan altså også bruges som et magtmiddel og tvinges ned over mindretal, og den form udgør den største fremtidige trussel i kampen for religionsfrihed verden over, vurderer Sam Browback.

“Jeg tror, at vi i fremtiden vil se færre mennesker, der dræbes eller fængsles på grund af deres religion. I stedet vil vi opleve, at flere mennesker marginaliseres økonomisk og socialt,” siger han. “Autoritære regimers brug af teknologi til at undertrykke religiøse mindretal bliver den største udfordring i kampen for global trosfrihed.”

Antikristeligt

Eksemplet handler om muslimer, men det illustrerer meget godt et mareridt, som også kan blive virkelighed for kristne. Vi lever i et land, hvor mange vil sige, at sådanne totalitære initiativer er utænkelige. Men inden for de sidste få år har vi alligevel set et seriøst politisk forslag om, at svage familier i udsatte boligområder skal digitalt overvåges, så myndighederne kan gribe ind over for radikalisering og modvirke opdragelse i værdier, som ikke er danske. Og her skal vi huske, at “danske værdier” er det, som flertallet mener om køn, abort, mand-kvinde, tolerance osv.

En lov er trådt i kraft, som tvinger forældre i udsatte familier til at aflevere deres etårige til offentlige vuggestuer, så de kan få lært noget dansk – og det handler ikke kun om sproget. Det handler igen om danske værdier.

Og før valget var der et helt seriøst forslag på Christiansborg om, at alle prædikener, der holdes på et udenlandsk sprog, skal oversættes til dansk, og et fyldigt referat skal afleveres til myndighederne. Det er så omfattende et indgreb, at det vist ikke kendes tilsvarende i noget totalitært regime.

Klimadebatten har vist, hvor hurtigt en stemning kan opstå på samme tid over det meste af verden. En magtfuld stemning, som får flertallet til at skamme det klimaskeptiske mindretal ud. En stemning, der er ret homogen, og som har religiøse undertoner, men ikke nogen gud, eller nogen samlende synlig profet (bortset måske fra en svensk gymnasieelev).

“Om lidt – roman fra en ikke så fjern fremtid” handler også om digital forfølgelse. Se anmeldelser.

Da jeg for 50 år siden sad under pastor Frank Jakobsens bibelundervisning og hørte ham udlægge Johannes’ Åbenbarings syner om Antikrist, var det vanskeligt at forestille sig en verdensomspændende hetz mod Kristus-troende. Hvordan skulle det rent praktisk kunne gå til? I dag er det ikke kun mig, der anser det for muligt. Måske er det allerede på vej.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial