Corona og Jesu genkomst

Er den verdensomspændende krise et tegn på Jesu genkomst? Jeg har set et par indlæg på Facebook om det, og i USA gættes der på livet løs. Hvad skal vi svare?

Spørgsmålet kan stilles på flere måder. Hvis det lyder: “Er corona et af tegnene i de sidste tider?” vil jeg svare ja. Men hvis det lyder: “Er corona et tegn på, at Jesus kommer igen nu?” vil jeg svare nej. Det kræver en forklaring, og den kommer her.

Tegn uden tidsangivelse

Kort før påske besøgte Jesus templet. Da han gik ud, stod disciplene og beundrede bygningen. Så sagde Jesus: “Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned.” Senere var han sammen med disciplene på Oliebjerget med udsigt over byen og templet. Disciplene spurgte da Jesus: “Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende?” (Matt 24,3). Og så kom Jesus med den store profeti, som vi har i Matt 24, Mark 13 og Luk 21.

Man kan dele Bibelens profetier om de sidste tider op i grupper. En af dem er naturkatastrofer og herunder sygdomme. Jesus siger for eksempel: “Der skal komme store jordskælv, og sted efter sted skal der komme hungersnød og pest” (Luk 21,11). Men hvordan kan disse tegn bruges som tegn på Jesu genkomst? Det første jordskælv kom jo allerede nogle få dage senere, nemlig langfredag.

Når vi taler om tegnene i de sidste tider, er det vigtigt at huske, at når Bibelen taler om de sidste tider, så er det tiden fra Jesu første komme til hans andet komme. Tegnene i de sidste tider kan altså ikke alle bruges til at skønne, om han står lige for døren. Nogle af dem har vi fået, for at vi kan kende vores vilkår i de sidste tider. “Nu har jeg sagt jer det forud,” sagde han (Matt 24,25). Så bliver I ikke overraskede og bange, når det sker, står der mellem linjerne.

Jordskælv, vulkanudbrud, tørke, hungersnød og pest har der været hele tiden. Måske vil katastroferne blive mere intense hen mod slutningen, men det har jeg ikke set nogle tydelige profetier om. Og corona hører til  under pest. Vi har tidligere haft pest i verden – også i former, der har været betydeligt mere forfærdelige, end den nuværende. Den spanske syge i 1918-1919 var også en influenzavariant. Man formoder, at den dræbte mindst 50 millioner af verdens 1,8 milliarder, og den ramte især 20-40-årige. Det nye er, at vi rejser så meget, at smitten i løbet af ingen tid har ramt overalt.

Tegn med bedre tidsangivelse

Der er tre grupper af tegn, som har mere karakter af tidsangivelser. Der er verdensmissionen, Antikrist og Israel. “Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme” (Matt 24,14). Selvom vi ikke kan stille dommedagsuret præcist efter den profeti, så er der mere at gå efter, end der er i naturfænomenerne.

“For da skal der være en stor trængselstid … Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet” (Matt 24,21-22). Det handler om den antikristelige virksomhed i verden, som medfører forførelse og trængsel. Trængslen for de kristne begyndte med det samme. Allerede ved udsendelsen af de første missionærer, mens Jesus stadig gik her på jorden, sagde han til dem, at de ville blive forfulgt for hans navns skyld. Senere skyldtes det blandt andet Saulus (senere Paulus), der forfulgte de kristne med tortur og mord, og det skyldtes kejseren, der kastede dem for løverne. Når det gælder forførelse og forfølgelse, fornemmer vi på flere profetier, at de vil tage til, og hen mod slutningen blive så forfærdelige, at Gud i sin barmhjertighed griber ind og afslutter verdenshistorien. Hvis det er nok, at mere end 200 millioner kristne forfølges for Jesu navns skyld, så er tidens fylde nu. Men kun Gud kender smertegrænsen.

Og så er der Israel. Jesus siger om jøderne: “De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende” (Luk 21,24). Det er en profeti med flere dunkle punkter, men overordnet kan jeg kun læse det sådan, at de skal spredes og leve blandt hedningerne en tid, hvorefter de skal vende tilbage til landet. Det sidste siges ikke direkte, men i udtrykket “indtil” må det være underforstået, at spredningen slutter. Om denne profeti allerede er gået i opfyldelse, eller den er på vej til at gå i opfyldelse, kan andre lige så godt vurdere, som jeg kan.

Løft hovedet

Så hvis spørgsmålet lyder: “Er corona et af tegnene i de sidste tider?” vil jeg svare ja, for pest er et af tegnene i de sidste tider. Men hvis det lyder: “Er corona et tegn på, at Jesus kommer igen nu?” vil jeg svare nej, for der har været pest mange gange i de sidste tider, uden at Jesus er kommet igen.

Men der kan være andre tegn på, at han står lige for døren. Så må vi huske, at selvom folkene gribes af angst, er det naturligt for den kristne at løfte hovedet, for det er noget godt, vi har i vente.

“Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen.  Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes.  Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed.  Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,25-28).

 

 

Forfølgelse af kristne øges

Samtidig med at regeringen har et udvalg, der skal modvirke forfølgelse af kristne i hele verden, siger de ja til at bekæmpe kristne daginstitutioner her i landet.

 

Forfølgelse af kristne på grund af deres tro står meget centralt i profetierne om de sidste tider. Eksperter fortæller os, at kristne aldrig er blevet forfulgt så massivt som i disse år. Man fornemmer, at der er en vågnende forståelse for problemet, men det ser samtidig ud til, at forfølgelsen øges.

Det anslås af flere organisationer, at mindst 200 millioner kristne forfølges. Det dækker over alt fra grov diskrimination til henrettelser. Troende fra andre religioner forfølges også, men 75 procent af alle forfulgte religiøse er kristne. Det er vanskeligt at forholde sig til de store tal. Vi kan lettere forholde sig til konkrete trosfæller. Her er to eksempler og så et mere generelt.

Tre aktuelle eksempler

Det første eksempel viser, hvordan visse myndigheder i Tyskland ser en liberal kristendom som den eneste acceptable. Hvis en konvertit ikke kan være kritisk og afvise noget af kristendommen, så er han ikke en seriøs kristen og sendes derfor tilbage til forfølgelse i sit hjemland.

Det andet eksempel er et ud af mange tilfælde af fængsling af kristne konvertitter i Iran. Den gode nyhed er, at der tilsyneladende er en stor kristen vækkelse i det lukkede land. Bagsiden af det er, at det religiøse politi bliver stadig hårdere overfor de konverterede. Iran har principielt religionsfrihed. Derfor mener de danske myndigheder, at det ikke kan være farligt for konvertitter at vende hjem.

Det tredje eksempel er lidt anderledes, for det handler ikke umiddelbart om enkelte mennesker. Det handler vel heller ikke direkte om forfølgelse. Men det er et eksempel på de kræfter, der ønsker at kvæle al religiøsitet i Danmark inklusive den kristne tro. (Kristendom er strengt taget ikke religiøsitet, men vi kan ikke undgå at blive kaldt religiøse, når vi er kristne).

For SF er islam anledningen til at gå efter al religiøsitet, også kristendommen, som efter deres mening ikke som en hue skal trækkes ned over hovedet på børnene. Og regeringspartiet er helt enig med SF.

Seriøse kristne

Fra indlæg af Knud W. Skov på hans Facebook-side “Kristenforfølgelse” 15. februar, 2020: I dag fortalte et menighedsmedlem til mig, at en ven fra en anden delstat (i Tyskland, red.) bad ham om råd: Den administrative domstol, der er ansvarlig for asylproceduren i den delstat, spørger altid, hvilke dele af den kristne tro han ser kritisk på eller vil afvise. Men eftersom hele den kristne tro er kær og vigtig for ham, vil der ikke være nogen del, som han ville afvise. Hvad skulle han svare?

Jeg sagde til vores menighedsmedlem, at vi igen og igen har den samme oplevelse i Berlin ved den administrative domstol: Kristne asylansøgere bliver spurgt, hvilke dele af den kristne tro de ser kritisk på eller afviser. Det er især de afghanske kristne, der udspørges om det. Hvis de så svarer, at hele den kristne tro er vigtig for dem, fordi de hellige skrifter er Guds ord for dem, afvises deres klage med den begrundelse, at de ikke har behandlet deres tro kritisk nok og derfor ikke er seriøse kristne.

Som en ny statsreligion er en liberal-protestantisk forvrængning af tro blevet målestokken for, hvordan iranske og afghanske kristnes tro måles. Det er ligefrem diabolsk: Det kræves, at kristne benægter deres tillid og tro på Skriften som Guds ord, før de kan anerkendes som seriøse kristne.

Jeg har umådelig stor respekt for alle kristne konvertitter, især dem i vores menighed, der holder sig til Skriften som Guds ord overfor domstolene, selvom de straffes med afvisning af deres klage og trues med at blive deporteret. Sådan ser “retsstaten” Tyskland ud i 2020.

Konvertering som angreb på nationen

Jerusalem Post, 21. januar, 2020: Ni kristne blev i oktober ved en iransk domstol dømt til fem års fængsel. De var anklaget for at “handle mod national sikkerhed” og de blev beskyldt for “at fremme zionisme”. Den islamiske stat fortsætter med at forfølge sine religiøse minoriteter, viser en ny rapport.

Mændene er blandt titusinder af kristne, der står over for en daglig trussel om arrestation, forhør og pres for at vende tilbage til islam. Under trussel skal de love, at de ikke vil deltage i kristne aktiviteter eller engagere sig med andre kristne. Deres børn bliver nægtet adgang til uddannelse. Mange, der er flygtet fra landet, oplever, at deres slægtninge i Iran målrettet bliver undersøgt. (Citat fra større artikel. Min oversættelse)

Det skal skattekroner ikke gå til

B.T.s hjemmeside den 11. februar, 2020: Socialistisk Folkeparti vil fjerne det offentlige tilskud til børnehaver og vuggestuer, der hviler på et religiøst grundlag. »Der skal ikke trækkes en religiøs hue ned over hovedet på børnene, inden de selv kan nå at forme deres egen tankegang. Det skal skattekroner ikke gå til,« siger børneordfører og gruppeformand Jacob Mark (SF).

Anledningen til SF-forslaget er sagen om, at Taiba-moskeen på Nørrebro i København vil åbne en daginstitution finansieret af en donation fra den saudiarabiske ambassade i København.

Forslaget vil også ramme de mange kristne børnehaver, som oprindeligt er etableret af folkekirken, og hvor flere har eksisteret i over 100 år. Det ændrer dog ikke på SF’s holdning.

»Det er et rigtigt spændende forslag fra SF og ligger meget i tråd med, hvor vi også står,« siger børneordfører Kasper Sand Kjær (S) og tilføjer: »Det er vi bestemt klar til at se på. Nu må vi se på, hvad der kan lade sig gøre lovgivningsmæssigt.«

Netflix-serien “Messiah” handler ikke om Messias

En mand træder frem og citerer både Koranen og Bibelen. Han hævder at være sendt af Gud med et budskab og han udfører ret overbevisende mirakler. Er han Jesus, der er kommet igen, eller er han en fupmager?

Foto: Netflix

“Messiah” er en ny og spændende tv-serie på Netflix, der handler om en frelserskikkelse, som står frem og får mange efterfølgere. Selv om serien hedder “Messiah”, hævder Netflix og instruktøren, at den dybest set ikke handler om religion, men om folks værdier og tro. Den tankegang kan godt give mening, selvom man ikke så kategorisk kan skelne mellem religion og tro – heller ikke i denne tv-serie.

Dette indlæg er ikke en filmanmeldelse. Den finder man på filmogtro.dk.  Jeg vil i det følgende undersøge forholdet mellem frelser-skikkelsen i “Messiah” og Bibelens tale om Antikrist og Jesu genkomst.

Uromager eller frelser

Serien består af en sæson med ti episoder. Den første episode foregår i Syrien, hvor en mand står frem og forkynder ud fra Koranen. De giver ham navnet Al-Masih, der stort set er det samme som det hebraiske Messias (og det græske Kristus). Dette navn beholder han i resten af serien, men han præsenterer aldrig sig selv ved noget navn.

De indledende scener foregår under den syriske borgerkrigs sidste krampetrækninger i 2019, hvor Islamisk Stat (IS) beskyder Damaskus som indledning på et knusende angreb. Så kommer en voldsom ørkenstorm, som tilsyneladende er fremkaldt af Al-Masih. Den redder byen fra IS. Fulgt af en tusindtallig skare går Al-Masih gennem ørkenen og frem til Israels grænse. Det fremprovokerer en krise, for Israel tillader ikke hans efterfølgere – som i verdenspressen kaldes flygtninge – at passere grænsen. Al-Masih sættes i fængsl i Jerusalem, men slipper på forunderlig vis ud og går til Tempelpladsen, hvor han er skyld i et sammenstød mellem muslimer og israelsk militær. En ny intifada bryder ud.

Foto: Netflix

Kort efter dukker Al-Masih op i en lille by i Texas. En tornado jævner hele byen med jorden – undtagen kirken, der stadig står på sin lille bakke midt i ruinerne – tilsyneladende reddet af Al-Masih. Folk begynder at valfarte til byen for at se og høre denne forunderlige mand. Myndighederne beordrer ham og hans tilhængere ud af byen, da der kun er nødhjælp til dem, der har mistet deres hjem under tornadoen. En bilkortege, som efterhånden bliver enorm, kører til Washington, hvor Al-Masih tager sig en spadseretur på vandet i The Mall. En begivenhed, der transmitteres i hele verden. Det er fristende at gå mere i detaljer, men det vil ødelægge oplevelsen for jer, der ser serien.

Træk fra Koranen og Bibelen

Koranen fortæller flere ting om de sidste tider. En af dem er, at profeten Jesus skal komme igen. Den fortæller også, at den tolvte imam Mahdi skal træde frem, umiddelbart inden Allah dømmer verden. Seriens forfattere har taget træk fra disse steder i Koranen og kombineret dem med nogle træk fra Bibelens beskrivelse af Jesus. Så har de fundet en skuespiller med udpræget mellemøstlige træk og givet ham frisure og skæg, som vi normalt ser på billeder af Jesus. De har lagt Koran- og Bibel-citater i munden på ham, men også en del udtalelser, som ikke står i nogen hellig bog. Og så lader de ham udføre en række tilsyneladende overnaturlige mirakler.

En forvirrende skikkelse

Al-Masih siger flere gange, at han er sendt med et budskab fra Gud, men han hævder ikke selv at være Messias eller Jesus. I sjælesørgeriske samtaler med enkeltpersoner formår han at afsløre skjulte sår og uforløst skyld. Han taler aldrig om tilgivelse eller soning, men om fred i form af at standse al krig og vold. Han bekender sig ikke til nogen religion, men siger hen mod slutningen af serien, at de forestillinger, som mennesker har om Gud nu er passé. Han svarer altid undvigende på spørgsmål om sig selv, og han kan indimellem være ret kold.

Så naive kristne findes forhåbentlig ikke

Gennem hele serien har Al-Masih både en Mossad-agent og en CIA-agent i hælene. De kæmper for at afsløre ham som en fupmager, men rigtig mange af de troende kristne er overbeviste om, at han er den genkomne Jesus. Jeg vil helst tro, at denne fremstilling af de kristne ikke kan have bund i virkeligheden, men er en frugt at manuskriptforfatternes fordomme om de evangeliske kristne.

Netflix-serien beskriver situationen omkring Al-Masih sådan, at mennesker er i tvivl om, hvad de skal mene om en mand, der hævder at være sendt af Gud. Sådan var det også, da Jesus for 2.000 år siden kom til jorden første gang. Men Bibelens beskrivelse af Jesu genkomst er helt anderledes. Den lader ingen i tvivl om, at det vil ske på en måde, så alle er klar over, at her kommer verdens Herre, som har al magt, og alle knæ vil bøje sig (Matt 24,27; Luk 21,27; Fil 2,10). Jeg har meget svært ved at forestille mig, at nogen bibellæser ville tro, at en mand som Al-Masih skulle være Jesus, som er kommet til jorden igen.

Måske er det Antikrist

Men har de så ret, dem der mener, at “Messiah” ikke handler om Jesus, men om Antikrist. Det er fristende at sige ja, for Al-Masih har mange antikristelige træk. Han hævder at være udsendt af Gud, men fornægter samtidig flere centrale dele af den kristne tro. Bibelen siger også, at Antikrist kan udføre undere, og at mange vil følge ham. Jesus siger om Antikrist:

“Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; for der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. Nu har jeg sagt jer det forud” (Matt 24,23-25).

Når jeg ikke kan godkende Al-Masih som en prototype på Antikrist, skyldes det, at jeg forestiller mig, at den reelle Antikrist vil fremtræde mere forførende og med større magt over mennesker. Han vil ikke så åbenlyst søge at skabe splittelse og forvirring. Han vil kort sagt minde mere om den sande Kristus.

Antikrist og de antikristelige profeter vil være i stand til at føre selv de udvalgte vild. Jeg tror ikke på filmens præmis om, at de kristne vil lade sig forføre af en så modsætningsfuld skikkelse som Al-Masih i “Messiah”.

Undervejs i min undersøgelse af debatten om “Messiah” på internettet, fandt jeg flere spøjse indlæg. Interesserede i debatten på internettet kan finde mere her. 

Se serien og læs et par bøger

Læs mere om Antikrist i min bog “Han gør alting nyt – de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” (Link til anmeldelser mv. her på siden).

Og se endelig serien “Messiah”, hvis du har adgang til Netflix. Den er både underholdende, tankevækkende og – som Netflix selv skriver på hjemmesiden – provokerende, og du bliver ikke forført af Antikrist ved det.

Allerede traileren til “Messiah” mindede mig om plottet i Paul L. Meiers gode roman “Som en tyv om natten” (Lohse, 2011).  Denne lighed findes i hele serien. En forskel er, at i Meiers roman søger frelser-skikkelsen at efterligne Jesus mest muligt. En anden forskel er, at det er en bibellæsende og Jesus-troende teolog og ikke CIA, der leder efterforskningen af frelser-skikkelsen. Tænk, hvis der havde været sådan en type i “Messiah”. Det havde sparet CIA for meget besvær. Men det er der desværre overhovedet ikke, selvom der i virkeligheden findes mange af os rundt omkring ;o).

Vi tvinges gennem regulering af sproget

Guds skaberordning undermineres af vejledninger om, hvordan vi skal tale inkluderende. Det sker overalt lige fra universitetet til Word.

Segl fra 1537 for Københavns Universitet, landets højeste læreanstalt.

Tidsåndens bestræbelser på at opløse kønnene i kombination med MeToo-bevægelsen får de underligste følger. Her er tre eksempler på, hvordan vores sprog bliver styret, så ingen føler sig udenfor. Overfladisk set er det godt, men under den pæne overflade handler det om, at der er noget, der ikke må siges højt. Og det er, at Gud har skabt os med et biologisk køn. Det handler dybest set om et oprør mod Guds ordninger.

Vejledning fra universitetet

Det første eksempel er fra Københavns Universitet. Institut for Kunst- og Kulturvidenskab har udsendt en mail til underviserne med retningslinjer for, hvordan de studerende skal tiltales. “Undgå at samle/anråbe de studerende med kønnede betegnelser, såsom: damer/piger eller gutter/drenge,” står der blandt andet. Begrundelsen er, at nogen ikke opfatter sig selv som “han” eller “hun” og derfor vil føle sig krænket og ekskluderet af fællesskabet.

Instruksen skyldes, at der mangler retningslinjer for, hvordan man undgår situationer, “hvor non-binære og transpersoner ikke føler sig inkluderet”, forklarer institutlederen.

Ved sin instruks følger universitet en tendens fra USA, hvor der f.eks. på universiteter er oprettet såkaldte sikre zoner, hvor folk kan færdes uden at risikere at blive tiltalt som mand eller kvinde. Det betyder også, at hvis en tekst i pensummet indeholder formuleringer, der kan opfattes som krænkende, skal der være en advarsel, så man på forhånd kan tage stilling til, om man vil læse den. Som når studieværten i tv-avisen siger: “Vi advarer om, at der i det følgende indslag er ubehagelige billeder.”

Ironisk nok overtræder Københavns Universitet selv vejledningen. I de statistikker på hjemmesiden, der viser sammensætningen af ansøgere til studierne, benævnes de stadig kun i to grupper, nemlig kvinder og mænd.

Hjælp fra Word

Fænomenet vil angiveligt også dukke op i en opdatering til Word fra Microsoft. Hvis jeg skriver formand, vil Word foreslå at ændre det til forperson. Og hvis jeg skriver politimand, vil jeg få forslaget politibetjent.

Microsoft begrunder det med, at de vil hjælpe brugerne med at skrive inkluderende. “Inklusion og mangfoldighed er grundlæggende værdier for os,” siger Anders Thomsen, direktør for politik i Microsoft Danmark, til Kristeligt Dagblad. Heldigvis vil man kunne vælge funktionen fra.

Vejledning fra folkekirken

MeToo-bevægelsen har også sat sit aftryk på folkekirken. Forleden udgav Folkekirkens Arbejdsmiljøråd nemlig en vejledning om håndtering af seksuel chikane og krænkende adfærd på arbejdspladsen, skrev Kristeligt Dagblad for nylig.

Folkekirkens Arbejdsmiljøråd understreger, at det er op til den enkelte at vurdere, hvad der er krænkende adfærd. ”Det er personens oplevelse af de krænkende handlinger, der er central, og intentionerne er således uden betydning,” lyder det.

Hvis man siger noget, som en anden føler sig krænket over, så er man skyldig. Hvad man i virkeligheden mente, er ligegyldigt. Stik imod al anden retspraksis i Danmark, er krænkeren skyldig, indtil det modsatte er bevist.

”Krænkelse er blevet en magtfaktor. Vi bruger mere og mere vores krænkelse til at vinde magt eller til at spænde den for en bestemt dagsorden,” lød en sognepræsts kommentar.

En antikristelig kampagne

Formålet med denne kampagne, der spreder sig ud over hele verden, er at regulere vores sprogbrug. Kampen om, hvad man må sige og ikke må sige, handler om vores tanker og holdninger. Ved at styre sproget får man magt over stort set alt, hvad der har med identitet at gøre. Kravet om inkluderende sprog er ikke et ønske om at blive respekteret. Det handler om at påtvinge andre sin egen opfattelse af virkeligheden.

I al beskedenhed, så minder alt dette om FN’s tolerance-kampagne, som jeg skildrede i “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid”. Tolerance-kampagnen ser i første omgang ud som noget ret uskyldigt, men efterhånden vender den sig imod bibeltro kristne, som ønsker at følge Bibelens vejledning om, hvad Gud kalder for synd. Kampagnen bliver brugt antikristelig, og i romanens er den også tænkt sådan.

Så vidt jeg kan se, er det allerede ved at gå netop sådan med talen om inkluderende sprog.

Sokker i sandaler et tegn på genkomsten?

Jesu genkomst må være nær, for nu er det blevet trendy med sokker i sandalerne. Sådan kunne man læse i en avis engang i løbet op i sommeren.

At gå med sokker i sandalerne har i årtier været forbeholdt os ældre mænd. Hvis man var det mindste bevidst om sin tøjstil, så gjorde man det helt sikkert ikke. Og så skete der det, at nogen så modeikonet David Beckham med sokker i sandalerne. Det fik en skribent til at forudsige Jesu snarlige genkomst.

Skal man le eller græde over sådan en bemærkning? Jeg må indrømme, at jeg morede mig lidt, og jeg læste hele artiklen for at blive klogere på sammenhængen. Men der stod ikke mere om Jesu genkomst. Det var sikkert bare en fantasifuld variant af det lidt mere kendte udbrud: “Nu står verden da ikke længere!”

Skal man blive forarget over, at nogen omtaler så alvorlig en sag på en lemfældig måde? Nej da! Lidt vemod er en mere passende reaktion. Sammensætningen af sokker i sandalerne og Jesu genkomst vidner om ligegyldighed overfor den kommende tids mest alvorlige og gennemgribende begivenhed.

Genkomstfornægterne

I dag taler man med stor foragt og forskrækkelse om klimafornægtere, som ikke vil se tidens alvorlige trusler i øjnene. Klimafornægtere går med bind for øjnene. De har valgt at fornægte fakta. Hvis man kan være klimafornægter, så er man helt generelt ikke til at stole på. Sådan er den brede opfattelse – i hvert fald hos dem, der kommer til orde. Klimafornægterne bremser de helt nødvendige initiativer, der skal tages for vores børns skyld. Og klimafornægter er man for øvrigt ikke kun, hvis man taler imod klimahysteriet. Man er det alene ved at forholde sig passivt.

Jeg forstår godt, at en klimafornægter kan virke provokerende for dem, som lever i en stærk overbevisning om, at menneskehedens undergang er sikker, hvis ikke vi her og nu i enighed bremser op og gør noget radikalt ved vores misbrug af den eneste jord, vi har fået at bo på. “Der findes ikke nogen Planet B,” som de skriver på deres skilte.

Men hvad med genkomstfornægterne? Hvad med de teologer og forkyndere, der ikke vil høre tale om, at Jesus kommer igen til dom og til genoprettelse? Eller lad os gøre det lidt bredere: Hvad med de forkyndere, der aldrig nævner Jesu genkomst og alt, hvad der knytter sig til den dag? Jeg ønsker ikke genkomst-hysteri, men jeg opfordrer til lidt eftertanke.

Forkyndelsen kom først

Og så lige en lille krølle på det, at en modeskribent trak Jesu genkomst ind i sit skriveri. Talen om sokker i sandaler som et tegn på Jesu snarlige genkomst dukker kun op, fordi der forud har været en forkyndelse af tegnene og genkomsten.

Forkyndelsen af Jesu genkomst og tegnene i de sidste tider har åbenbart været så tydelig, at det har sat sig spor i sproget. Også i sproget uden for kirken. Det kan der nævnes rigtig mange eksempler på, men det er vist første gang, jeg har mødt det i form af en henvisning til Jesu genkomst.

Og så vil jeg da godt lige pege på, at i modsætning til klimaforkæmpernes skilte, så har Gud faktisk lovet os en Planet B. Vi kristne ser frem til Jesu genkomst, fordi det vil blive indledningen til vores liv på Planet B – den nye jord (Es 65,17; Es 66,22; 2 Pet 3,13; Åb 21,1).

Fremtidens forfølgelse af troende

Den største fare for undertrykkelse af religiøse mindretal er avanceret digital overvågning og undertrykkelse, siger USA’s ambassadør for trosfrihed med udgangspunkt i en sag fra Kina.

Sam Browback er USAs ambassadør for religionsfrihed.

I 20 år har USA haft en ambassadør for global religionsfrihed. Sam Browback er den femte, som har dette embede. Da USA i 1998 vedtog loven om religionsfrihed, som blandt andet førte til oprettelse af ambassadørstillingen, regnede man med, at over halvdelen af verdens befolkning levede under regimer, der indskrænkede eller forhindrede borgernes trosfrihed. Ifølge det anerkendte Pew Research Center er det nu 83 procent.

Ord eller handling

Trods de sidste 20 års hurtige stigning i forfølgelse af troende, en stigning, som især rammer kristne, er Sam Browback optimistisk. “For det første er der ingen tvivl om, at verden er begyndt at åbne øjnene for vigtigheden af, at mennesker frit kan dyrke deres gudstro. For det andet vil ingen nogensinde vinde krigen mod religionsfrihed. Det er aldrig sket, og det vil aldrig ske. Troen bor i et menneskes sjæl, og du kan ikke spærre den inde. Mennesker vil til evig tid kæmpe med næb og klør for, at deres sjæle kan være frie,” siger han.

Det første kan man godt tvivle på. Det er rigtigt, at flere og flere taler om vigtigheden af religionsfrihed, men hvad bliver der gjort? På USAs liste over lande, som undertrykker religiøse mindretal, er Saudi-Arabien et af de værste lande, men det har ikke fået en eneste konkret konsekvens. Saudi-Arabien er fortsat en af USAs nære allierede. Den forrige regering i Danmark oprettede et kontor på Christiansborg, der skal modvirke forfølgelse af kristne, men hvad er der kommet ud af det? Har danske politikere ansigt til ansigt med undertrykkerne bebrejdet et eneste land i verden for at forfølge kristne? Det kunne for eksempel være sket ved det offentlige danske besøg i Indien, som fandt sted et stykke tid efter, at kontoret var etableret.

Det andet er rigtigt. Man kan ikke spærre troen inde. En meget sigende anekdote handler om fængselsdirektøren i et af de undertrykkende lande, der henvendte sig til borgmesteren og sagde: “Send ikke flere kristne. Jeg lukker flere ud end jeg lukker ind. De formerer sig i fængslet.”

Den største fare

I en artikel i Kristeligt Dagblad den 20. juni forklarede Sam Browback, hvorfor han ser digital overvågning og undertrykkelse som den største fare for troende i fremtiden. Han gjorde det med et eksempel fra Kina.

I Xinjiang-provinsen bor godt 10 millioner af det muslimske uighur-mindretal i Kina. De kan ikke se en video på deres mobiltelefon eller besøge en moské, uden at staten følger med. Alle uighurer skal installere en app på deres telefon, som giver myndighederne mulighed for at følge med i deres geografiske placering, kontaktlister, fotos, videoer og lydfiler.

Myndighederne har også forsynet uighurernes område med hundredtusinder af overvågningskameraer med ansigtsgenkendelse. Det betyder, at de kan holde styr på alle, der færdes offentligt. Ved at køre alle informationerne sammen er det muligt at registrere den enkeltes handlinger og til dels tanker. Det bruges til at styre en “social konto”, som regulerer retten til offentlige ydelser. Er du samfundsskadelig, kan du for eksempel miste retten til tog og bus, og så bliver det svært at studere eller have et arbejde. Er du en nyttig borger, kan du opnå særlige privilegier.

Systemet har været afprøvet i Shanghai på frivillig basis. Læs mere om det adfærdsregulerende kreditsystem i et tidligere blogindlæg her.

Et magtmiddel

Det kinesiske styre planlægger at gøre systemet i Shanghai landsdækkende næste år, fortsat i den frivillige form. Men det kan altså også bruges som et magtmiddel og tvinges ned over mindretal, og den form udgør den største fremtidige trussel i kampen for religionsfrihed verden over, vurderer Sam Browback.

“Jeg tror, at vi i fremtiden vil se færre mennesker, der dræbes eller fængsles på grund af deres religion. I stedet vil vi opleve, at flere mennesker marginaliseres økonomisk og socialt,” siger han. “Autoritære regimers brug af teknologi til at undertrykke religiøse mindretal bliver den største udfordring i kampen for global trosfrihed.”

Antikristeligt

Eksemplet handler om muslimer, men det illustrerer meget godt et mareridt, som også kan blive virkelighed for kristne. Vi lever i et land, hvor mange vil sige, at sådanne totalitære initiativer er utænkelige. Men inden for de sidste få år har vi alligevel set et seriøst politisk forslag om, at svage familier i udsatte boligområder skal digitalt overvåges, så myndighederne kan gribe ind over for radikalisering og modvirke opdragelse i værdier, som ikke er danske. Og her skal vi huske, at “danske værdier” er det, som flertallet mener om køn, abort, mand-kvinde, tolerance osv.

En lov er trådt i kraft, som tvinger forældre i udsatte familier til at aflevere deres etårige til offentlige vuggestuer, så de kan få lært noget dansk – og det handler ikke kun om sproget. Det handler igen om danske værdier.

Og før valget var der et helt seriøst forslag på Christiansborg om, at alle prædikener, der holdes på et udenlandsk sprog, skal oversættes til dansk, og et fyldigt referat skal afleveres til myndighederne. Det er så omfattende et indgreb, at det vist ikke kendes tilsvarende i noget totalitært regime.

Klimadebatten har vist, hvor hurtigt en stemning kan opstå på samme tid over det meste af verden. En magtfuld stemning, som får flertallet til at skamme det klimaskeptiske mindretal ud. En stemning, der er ret homogen, og som har religiøse undertoner, men ikke nogen gud, eller nogen samlende synlig profet (bortset måske fra en svensk gymnasieelev).

“Om lidt – roman fra en ikke så fjern fremtid” handler også om digital forfølgelse. Se anmeldelser.

Da jeg for 50 år siden sad under pastor Frank Jakobsens bibelundervisning og hørte ham udlægge Johannes’ Åbenbarings syner om Antikrist, var det vanskeligt at forestille sig en verdensomspændende hetz mod Kristus-troende. Hvordan skulle det rent praktisk kunne gå til? I dag er det ikke kun mig, der anser det for muligt. Måske er det allerede på vej.

Ingen genkomst uden jomfrufødslen

Englens besked til Jomfru Maria om at hun skulle føde himlens kongesøn hænger uløseligt sammen med Jesu genkomst. Hvis ikke Jesus blev født som både Gud og menneske, ville han ikke opstå fra graven i et fysisk legeme. Så ville han heller ikke fare til himmels, og så vil han ikke komme igen. Og så ville der ikke være noget håb for os.

Sandro Botticielli (1489)

Maria bebudelsesdag er en lidt overset festdag i kirkeåret, selvom den markerer forudsætningen for alle de andre festdage. På den dag skete inkarnationen – det under, at Gud blev menneske. Sønnen i den treenige Gud gav afkald på sin guddomsherlighed, tog en tjeners skikkelse på og blev menneske (Fil 2,7).

Maria fra Nazaret fik besøg af en engel, der forkyndte: “Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.” Sådan gik det til, at Maria blev gravid, selv om hun ikke havde været sammen med nogen mand. Den dag blev et lille foster til.

Efter ni måneder blev det jul, og Jesus blev født i Betlehem for at opfylde profetierne. Men det begyndte med bebudelsen i Nazaret. “Vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria …” Sådan har kirken bekendt til alle tider og alle steder.

Ingen brugbare alternativer

Mange har været skeptiske over for jomfrufødslen, fordi den virker så unaturlig. De samme skeptikere har ofte også problemer med Jesu undere, med Jesu soningsdød, med den legemlige opstandelse, og dermed naturligvis også himmelfarten og genkomsten. Og med god grund, for hvis ikke jomfrufødslen er sket, hvordan kan vi så sige, at Jesus var både Gud og menneske?

Man har forsøgt sig med en fortælling om, at Jesus ved sin dåb fik sin identitet som menneske, men det siger Bibelen ikke. Man har også forsøgt sig med en forestilling om, at Jesus i virkeligheden ikke var Gud, men et helt usædvanligt menneske.

Det kristne håbs fundament

Men hvad er problemet egentlig ved jomfrufødslen? Der er tale om en handling, som foretages af Gud Fader, den almægtige og Helligånden. Den Gud, som har skabt himmel og jord og en dag vil gøre alting nyt igen. Hvem er vi, at vi tillader os at sætte spørgsmålstegn ved beretningen om Jesu underfulde undfangelse?

Guds Søn blev foster i Marias livmoder. Derfor kunne han vokse op som et syndfrit menneske. Og på grund af sin syndfrihed kunne han sone vores synd. Fordi han var både Gud og menneske, kunne døden ikke fastholde ham (ApG 2,24). Han opstod legemligt, og graven blev tom. Efter 40 dages samliv med disciplene, fór han til himmels, og ved dagenes ende kommer han igen. Vi skal opstå, som han opstod, og Gud vil genoprette alt. Det er fundamentet for det kristne håb.

 

 

Jeg føler mig krænket

Skolelederen på en kristen friskole aflyser skolekorets medvirken ved en gudstjeneste, fordi han finder ud af, at der medvirker en kvindelig præst. Da han bliver ringet op af en journalist, indrømmer han straks, at det var en forkert beslutning. Hvordan går det til, at det ender som en storm i et glas vand?

 

I sidste øjeblik opdager skolelederen på en kristen friskole, at der medvirker en kvindelig præst ved den gudstjeneste, hvor SFO-koret skal medvirke. Da han ved, at forældrene til nogle af korets medlemmer ikke vil gå i kirke hos en kvindelig præst, aflyser han korets medvirken. En journalist fik nogle uger senere et tip om skolelederens beslutning, og han henvender sig for at få lidt kød på historien. Skolelederen lægger sig straks fladt ned og indrømmer, at han tog en forkert beslutning ved at aflyse korets medvirken. Alligevel kommer “sagen” til at fylde en stor del af Jyllands-Postens forside og to hele sider inde i avisen. Og hurtigt kommer den både i radioens og tv’s nyhedsudsendelser og debatprogrammer.

Fænomener i tiden

Denne storm i et glas vand skyldes nok især to af tidens fænomener? Jeg vil først nævne MeeToo-bevægelsen. Da den dukkede op i oktober 2017, tænkte jeg: “Hvorfor tillader tidsånden, at netop dette fænomen går sin sejrsgang over hele jorden?” Nogle kvindelige skuespillere i Hollywood var trådt frem og havde anklaget en navngiven mand i filmbranchen. Han havde forgrebet sig seksuelt på dem, sagde de. Og så var han færdig. Det gav frimodighed til mange andre, der havde oplevet overgreb, og bevægelsen fik kvinder over hele verden til at stå frem og anklage magtmænd for seksuelle overgreb. Det væltede blandt andet hele Nobel-komiteen, og flere episoder i tv-serien “House of Cards” måtte tages om, fordi skuespilleren med hovedrollen blev fyret på stedet.

Det har siden vist sig, at der under overfladen på MeToo gemmer sig mere end et ønske om, at magtmænd ikke misbruger deres position til at udnytte kvinder seksuelt. Inden vi ser nærmere på det, skal vi omkring et nyt adfærdskodeks fra EU.

EU’s nye adfærdskodeks

I min roman “Om lidt” spiller en FN-kampagne en vis rolle. Kampagnen skal udrydde al hadtale i verden ved at opmuntre til at tale pænt om hinanden. Det bliver politisk ukorrekt og måske endda kriminelt at tale nedsættende om andre. En af romanens karakterer kommer i klemme, fordi han på en hjemmeside for kirkens konfirmander skrev konkret om, hvad Gud opfatter som synd. Det var derfor interessant, da Kristeligt Dagblad den 27. december 2018 nævnte, at Facebook og andre sociale medier har underskrevet Europa-Kommissionens nye adfærdskodeks.

Det handler om hadtale, og det ligner umiddelbart noget, alle kan være enige i. Det er blevet til som et fælles projekt mellem Europa-Kommissionen og virksomheder som Facebook, Instagram, Twitter, YouTube og så videre. Det vigtigste formål er angiveligt at lukke terrorgruppers adgang til de sociale medier, men terror opfattes meget bredt.

Både jurister og journalister har forsøgt at definere hadtale. Der sker her det samme, som vi har set flere gange. Under det overordnede mål, som alle kan være enige om, smugles der noget ind, som er beregnet til at ramme uønskede mindretal. EU’s adfærdskodeks kan for eksempel bruges til at ramme dem, der offentligt har en mening om, hvad Bibelen siger om kønsroller eller om provokeret abort.

Krænkelseskulturen

MeToo-bevægelsen har fremelsket en måde at reagere på, der har fået betegnelsen “krænkelseskultur”. Hvis nogen siger noget negativt om min måde at forstå mig selv på, har jeg ret til at føle mig krænket. Og det er en menneskeret ikke at blive krænket. “De krænker mig, for de respekterer ikke min ret til at definere mig selv, præcis som jeg vil,” lyder det lidt skingert.

EU’s nye adfærdskodeks og MeToo har det til fælles, at de kan og vil blive brugt til at slå ned på alt, hvad der bygger på Bibelens beskrivelse af køn og identitet. Der sættes grænser for åndsfrihed og ytringsfrihed. Alt, hvad der ikke falder ind under det, man i højtidelige stunder kalder “de danske værdier” bliver mistænkeliggjort og måske endda gjort ulovligt. En skole, der ikke vil samarbejde med kvindelige præster, skal ikke have offentligt tilskud, hævdes det.

Jeg er enig med skolelederen i, at hans beslutning ikke var heldig, men jeg er forskrækket over mediernes og politikernes reaktion. En kristen skal have ret til at stå fast og følge Bibelen, som han forstår den. Det gælder også en friskole, der modtager offentligt tilskud. Samtidig skal han naturligvis give andre den samme frihed.

Er jeg på afveje, når jeg læser forfølgelsen af de troende i de sidste tider ind i alt dette?

Forsøg endelig ikke at kontakte de døde

Allehelgen er kirkens takkefest for de kære, der er døde. De, der døde i troen, er nu hos Jesus. Det er strengt forbudt at forsøge at kontakte dem.

Vi mindes de afdøde, som de var, da de levede blandt os, og vi besøger deres gravsted. Men der er de ikke. De er hos Jesus. Det er naturligvis i orden at sige et par ord til dem ved graven. Men det er noget, vi gør for vores egen skyld, for de hører det ikke. De er nået frem til den evige herlighed.

Jeg er overbevist om, at de ikke kan følge med i vores liv, og tak for det. Det ville være forfærdeligt, hvis de fortsat skulle belemres med bekymringer om vores liv. Det stemmer ikke med, at der for dem ikke mere er sorg.

Men man kan komme i kontakt med de døde, lyder indvendingen. Ja, nogen er overbevist om, at de kan samtale med de døde, men de bliver snydt på det groveste. I dag kalder de sig clairvoyante. Førhen blev de kaldt dødemanere, åndemanere eller spiritister.

Vi er advaret

Gud advarer kraftigt mod den slags. “Når du kommer ind i det land, som Herren din Gud vil give dig, må du ikke lægge dig efter at gøre de afskyelige ting, som folkene dér gør. Hos dig må der ikke findes nogen, som … spørger dødemanere eller sandsigere til råds eller søger orakel hos de døde. Herren afskyr enhver, som gør den slags” (5 Mos 18,9-12).

Men det virker jo, lyder indvendingen. Muligvis, men derfor kan det godt være forbudt. Og hvem ved for øvrigt, at det virker? Men det gør det, for gennem kontakt med de døde kan man få noget at vide, som ingen levende kunne fortælle, får vi at vide. Jeg hørte engang én forklare det på denne måde: “Satan kan komme til os forklædt som en lysets engel. Så er det vel ikke noget problem for en dæmon at lade som om, han er onkel Anton.”

Vi forsager Djævelen

Det er blandt andet dødemaning, vi tager afstand fra, når vi før trosbekendelsen siger: “Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.” Det bliver ikke mere rigtigt af, at det i vores tid er blevet helt almindeligt at tale om det. Det er næsten som om, det er noget selvfølgeligt. De clairvoyante får lov til at bruge biblioteket, og enkelte gange endda kirken. Damebladene omtaler clairvoyance som om, det er fuldstændig naturligt og uskadeligt. I “Herrens Veje” besøger præstens hustru en clairvoyant.  At gå til en clairvoyant omtales i det hele taget på linje med at gå til psykolog eller til bankrådgiver.

Men hvis du indlader dig med en clairvoyant, så spilder du i bedste fald dine penge. I værste fald er den clairvoyante ikke bare en godtroende charlatan, men Satans håndlanger (måske uden at vide det). Så er der tale om okkultisme, og så risikerer du selv at komme i kløerne på Satan.

Pas på antikristerne

Jesus advarede mod mennesker, som i de sidste tider vil komme og lade som om, de er helt på linje med ham. De efterligner ham med tegn og undere, så mennesker undrende vil følge dem. De er antikrister, og de er kommet for om muligt at føre selv de udvalgte vild (Matt 24,23-24). Jeg er overbevist om, at clairvoyante og mange alternative healere er med i denne kategori, og at de er kanaler for åndelige kræfter, som vil holde mennesker væk fra frelsen i den sande Kristus.

Lad os endelig mindes vore kære afdøde, men lad dem være i fred. Det er egoistisk at forsøge at kalde på dem, og det er også farligt, for der står åndelige kræfter på spring, som forsøger at bruge åndemaningen som en indgang til vores liv.

Uretmæssigt i gabestokken

Vi er hastigt på vej mod et meningstyranni, som vil ramme alle synspunkter, der ikke lever op til tidsånden. De seneste par uger har givet et klart eksempel. Det er ikke mere tilladt at give udtryk for en kritisk mening om homoseksualitet.

Billedet er manipuleret.

I anledning af valgmenighedernes 150-års jubilæum spurgte kirkeministeren valgmenighedspræst Morten Kvist om at prædike ved Folketingets åbningsgudstjeneste.

En avis følte sig kaldet til at undersøge, om der mon ikke kunne findes noget snavs på ham. Og de fandt noget, som kunne bruges. For ti år siden, havde han sagt noget om homoseksuelles egnethed som forældrepar. De fandt også noget om pædofili, som han havde sagt i samme forbindelse. Avisen fik de to ting kombineret, og så brød helvede løs.

I mediernes gabestok

Når jeg med særlig interesse har fulgt den sag skyldes det, at jeg i min bog “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid” har skrevet om den mulighed, at kristne med en bibelsk holdning til homoseksuelt samliv i fremtiden vil risikere for alvor at komme i mediernes offentlige gabestok.

“Tror du virkelig, at det kan blive så slemt,” var der én, der tvivlende spurgte? Ud fra Bibelens profetier om hetz af troende, og ud fra de seneste års udvikling har jeg svaret, at det tror jeg faktisk.

Usaglig boykot

Tilbage til prædikanten ved Folketingets åbningsgudstjeneste. “Vi kan ikke gå i kirke hos sådan en mand,” lød det fra det ene politiske parti efter det andet. Kirkeministeren forsøgte at mane til besindighed. “Skal en mand udelukkes fra prædikestolen på grund af noget politisk, han har udtalt for ti år siden?” spurgte hun meget fornuftigt. Men det skulle han.

Ingen havde spurgt præsten, om han var korrekt citeret, inden de boykottede ham. Han forsøgte at forklare. Han beklagede, at han for ti år siden havde udtrykt sig misforståeligt, og at hans udtalelser i øvrigt var blevet manipuleret. Han bedyrede, at han ikke havde noget imod homoseksuelle. Han vil endda vie dem i kirken, hvis de ønskede det.

En kujonagtig tilgang

Men journalister, komikere, politikere og almindelige skråsikre eftersnakkere kunne ikke bruge hans forklaringer til noget. Det var meget mere bekvemt at fortsætte med at tvære sådan en præstefyr ud.

I en mediekommentar i Kristeligt Dagblad (9. okt.) tog Sørine Gotfredsen sagen op. Morten Kvist havde i et interview til TV-avisen bedyret, at han ikke havde noget imod homoseksuelle, men det blev klippet fra. I programmet “Shitstorm” blev han igen og igen spurgt, om han da havde noget imod homoseksuelle, selv om han “uophørligt havde erklæret, at det har han ikke.”

Jonathan Spang tog også sagen op i satireprogrammet “Tæt på sandheden”. Godtfredsen mener, at satiren er en vigtig disciplin i et samfund, men den skal bruges med selvdisciplin. “Spang valgte den vel egentlig ret kujonagtige tilgang, hvor han siddende over for en tilsyneladende temmelig uoplyst forsamling med lethed kunne fremstille det hele så forsimplet, at forargelsens latter boblede frem.”

Programmet hedder altså “Tæt på sandheden”, og det følges af mange seere, som lader sig manipulere, når “Spang taler til det let antændelige gruppeinstinkt, som Spang gjorde i søndags, hvor han gengav Morten Kvists citat helt uden at forholde sig til, at Kvist har brugt en hel uge på at nuancere og forklare sammenhængen”.

Hvad nu hvis

Sagen handler om en mand, der løgnagtigt blev tillagt holdninger om homoseksualitet, som han ikke har. Jeg tør ikke tænke på, hvor vildt det havde udviklet sig, hvis kirkeministeren havde valgt en anden præst, som sagde noget i denne retning: “Jeg kunne aldrig drømme om at sammenligne pædofili og homoseksualitet, og jeg har ikke noget personligt imod homoseksuelle. Men jeg mener, at homoseksuelt samliv er forkert, og jeg vi ikke vie homoseksuelle.”

Jeg er sikker på, at tidsåndens slaver kun havde hørt den sidste sætning. Og jeg er bange for, at endnu flere havde boykottet Folketingets gudstjeneste. Noget af det værste, man kan gøre i dagens Danmark, er nemlig at forurette et seksuelt mindretal.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial