Antikrist kommer – engang

Hvis man råber “Ulven kommer!” uden grund, så har man et problem den dag, ulven faktisk angriber. Sådan er det også med at råbe “Antikrist kommer!” Hvis vi udvander begreberne, mister de deres betydning. Antikrist er farlig, så det er vigtigt, at vores advarsel bliver hørt, når det er alvor.

 

I USA demonstrerer kristne mod myndighederne og kalder dem antikristelige, når de lukker kirkerne på grund af faren for corona-smitte.

 

Når man beskæftiger sig med de sidste tider og Jesu genkomst, dukker Antikrist og de antikristelige kræfter op igen og igen. Antikrist beskrives som en magt, der modarbejder Kristus. Det er også en magt, der kan “føre selv de udvalgte vild” (Matt 24,24). Vi ved fra 1 Joh 2, at de antikristelige kræfter er virksomme nu og har været det i hele kirkehistorien. Selv troende kristne kan blive forført. Derfor er det vigtigt for os, at vi prøver at forstå så meget som muligt af Bibelens tale om denne fare.

Udvand ikke begreberne

Vi bør ikke kalde noget for antikristeligt, som ikke er det. Hvis vi udvander begrebet, mister det sin alvor. Det læste jeg en artikel om på Christinaity Todays hjemmeside. Det handler om en tendens, som jeg kun sporadisk har mødt i Danmark, men som åbenbart er stærkt fremme i USA.

Artiklen er skrevet af Knox Thames, der i 20 år har været medlem af USA’s udenrigsministeriums udvalg for kortlægning af kristendomsforfølgelse i hele verden. Han advarer mod en tendens til at putte for meget ind under antikristelig virksomhed og kristendomsforfølgelse.

Først understreger han, at USA er et af de lande i verden, hvor religionsfriheden er størst. Mon ikke vi trods alt kan sige det samme om Danmark? Derefter slår han fast, at USA er den førende statsmagt i verden, når det gælder at modarbejde forfølgelse af kristne. Begreberne misbruges efter hans mening, når mange kristne demonstrerer mod myndighedernes lukning af kirker i forbindelse med bekæmpelsen af corona-smitte, og kalder det antikristelig forfølgelse af de kristne.

Se på motiv og varighed

Det vil være klogt, hvis kristne kun taler om forfølgelse af kristne, hvis det virkelig handler om det. Ellers udvander vi begreberne til skade for de mange millioner i verden, der faktisk forfølges. Knox Thames anbefaler, at man begynder med at se på motivet for det, der kaldes forfølgelse. “De fleste embedsmænd gør deres bedste for at afbalancere borgerlige rettigheder mod bekymringer om folkesundheden, alt sammen ud fra mangelfulde oplysninger, hvilket før dem lette af kritisere i en hidtil uset situation,” skriver han. Han indrømmer, at der kan være embedsmænd og politikere, der søger at udnytte situationen til at skade kirkerne, og dem skal vi holde øje med.

Det andet forhold, vi skal holde øje med, er varigheden. “Når kirker er lukket af sundhedsmæssige årsager, er det midlertidig, indtil forholdene bliver bedre. Når embedsmænd træffer disse beslutninger, er vores tro ikke forbudt eller gjort ulovlig. Faktisk har embedsmænd opfordret til at fortsætte gudsdyrkelsen, bare online.”

Forfølgelsen findes

Det udvalg under USA’s udenrigsministerium, som Knox Thames har været med i, skønner at mere end 220 millioner kristne ud over verden i alvorlig grad forfølges eller diskrimineres på grund af deres tro. Forfølgelsen findes altså – måske endda i et omfang, som ikke tidligere har været set i verdenshistorien.

Kristne i vores tid er under et stort pres fra antikristelige kræfter, og jeg kender fristelsen til at se angrebene på steder, hvor der måske er tale om noget andet. Advarslen fra Knox Thames er på sin plads. Vi skal passe på med ikke at udvande begreberne ved at tale om antikristelig virksomhed, hvis der er tale om noget andet.

Hvis man ønsker at følge med i det, der sker i kristne sammenhænge i USA og ud over verden, kan jeg anbefale et gratis ugentligt nyhedsbrev, som kan bestilles her . Nederst på velkomstsiden er der mulighed for at subskribere.

Tidsånden angriber vores identitet

Lige nu kommer der den ene sørgelige og forfærdelige markering efter den anden, som viser, at tidsånden angriber vores grundlæggende identitet. Tidsånden er ofte båret af antikristelige kræfter. Derfor må vi holde et vågent øje med det, der aktuelt rører sig og får verdensomspændende opbakning – og prøve at forstå det.

For få dage siden hejste Folketinget et regnbueflag på Christiansborg. I dette tilfælde skulle regnbuen ikke markere Guds pagt med Noa og dermed alle mennesker. Tværtimod. Flaghejsningen skulle hylde LGBT-festen Copenhagen Pride, og den bakker bestemt ikke op om Guds ret til at mene noget om os mennesker.

Hvis man protesterede mod, at regnbueflaget skulle vaje på Christiansborg, blev man mødt med spørgsmålet: “Jamen går du da ikke ind for lighed for alle, mener du ikke at alle mindretal skal respekteres? Mener du ikke, at sorte og homoseksuelle også er mennesker?” Spagfærdigt har nogen forsøgt at sige, at det jo netop er alt det, Dannebrog står for, så hvorfor skulle det være nødvendigt med et flag mere.

Dobbelt dagsorden

Debattøren Morten Okkels har gjort opmærksom på den taktik – eller dobbelte dagsorden – der ligger bag disse argumenter (læs det her: https://indblik.net/2020/08/10/lgbt-flaget-og-den-dobbelte-dagsorden/). Han  viser, at i medvind og fredstider arbejder identitetspolitikerne for deres radikale dagsorden, som er at kønnet er en social konstruktion og ikke en biologisk virkelighed, og at man vil have alle til at godtage dette. At det er deres egentlige mål, og at de bruger rigtig mange ressourcer på det, kan man overbevise sig om ved at besøge LGBT’s hjemmeside.

Men hvis de bliver angrebet, f.eks. af én, der vil have regnbueflaget væk fra Christiansborg, så lyder indvendingen fra LGBT’s forperson: “Det er et flag, som symboliserer nogle værdier, som vi arbejder for. Det er inklusion, respekt for medmennesker, antidiskrimination og så videre. Det kan jeg ikke forstå er kontroversielt for nogen.” Her er organisationens egentlige mål skjult under ord, som alle kan være enige i. Det er en typisk antikristelig strategi at gemme sin nedbrydende virksomhed under et lag af pæne ord, som kun få gennemskuer. Og de, der gennemskuer strategien og råber op, bliver i den brede offentlighed hængt ud som snæversynede og dømmende.

Inden jeg går videre, vil jeg gerne understrege, at jeg mener, vi skal anerkende de seksuelle minoriteternes ret til at være, hvad de er. Problemet med LGBT’s mål er, at de vil opløse alle regler om, hvad køn er, så enhver har fuld ret til at definere sig selv uanset biologien, og også skal have fuld respekt for det fra andre og fuld ligeberettigelse fra samfundet.

Retten til selv at definere sin identitet

Og lad os så se på et par aktuelle ting mere, som har med identitet at gøre. Vi har efterhånden i nogen tid skullet høre på, at enhver selv skal have lov til at vælge, om man er mand eller kvinde eller noget helt andet. Der er indført forskellige lovgivninger på området, men LGBT er ikke tilfreds endnu. Næste skridt er, at juridisk kønsskifte skal være en rettighed helt fra de første leveår. De børn, som fødes nu, vil komme til at vokse op i omgivelser, som er totalt forvirrende, når det gælder så grundlæggende et forhold, som hvilket køn man har. Læs et indlæg om det af Henrik Højlund her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/juridisk-koensskifte-boern-goer-mig-saa-trist-vores-boern-vokser-op-i-en-kultur-af

Flere film er i år afvist på festivaler med et argument, som ikke er hørt før. Hvis en film handler om et mindretal, som f.eks. inuitterne på Grønland (sig endelig ikke eskimoerne), så kan den kun accepteres, hvis den er produceret af folk fra netop dette mindretal. Alle har nemlig krav på selv at definere deres identitet. Det skal ingen udefra vove at gøre (se mere her: https://www.dr.dk/nyheder/kultur/film/fantastisk-eller-diskriminerende-den-hvide-mand-bliver-afvist-paa-filmfestivaler).

Grønlændere vil ikke mere kaldes grønlændere, så nu er de inuitter. Der er også en kampagne i gang for, at det ikke skal hedde indianere, for det er en betegnelse, det hvide magtmenneske Columbus fandt på. Han skal ikke bestemme, hvad de kaldes, så nu skal vi måske vænne os til at omtale dem som Amerikas urbefolkning.

En åndskamp

Vi kan trække på skuldrene og måske endda indimellem opfatte det hele som en dårlig vittighed. Men der er tale om en alvorlig åndskamp, som griber meget dybt ind i vores opfattelse af os selv. Identitets-kampen er udtryk for, at mennesket vil frigøre sig fra sin skaber. Kun jeg selv har ret til at definere min identitet. Det skal Gud ikke blande sig i.

Egentlig har identitetskampen været den grundlæggende drivkraft for tidsånden i rigtig mange år. Det er den, der kører frem med sloganet: “Kvinder har ret til at bestemme over deres egen krop.” Et slogan, der har frataget det ufødte menneske alle dets rettigheder og fører til, at det danske sygehusvæsen på skatteborgernes regning årligt udrydder 15.000 ufødte og dermed fratager dem retten til et CPR-nummer og en tilværelse som danskere. Det næste bliver retten til selv af vælge afslutningen på livet. Sporene efter aktiv dødshjælp andre steder i verden skræmmer ganske vist, men det skal nok komme, for det er i overensstemmelse med tidsånden.

Er alt dette et tegn på Jesu snarlige genkomst? Til trods for den megen tale om at slippe kærligheden fri, så får det gang på gang mig til at tænke på profetien: “Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste” (Matt 24,12). Og det er ifølge Jesus et af kendetegnene på de sidste tider. Så hvem ved?

 

 

 

 

En sky tog ham bort

Jesus fór ikke til himmels som en raket. Han blev taget bort af en sky. Hans genkomst er i virkeligheden en tilsynekomst og ikke en tilbagekomst fra det fjerne.

Kristi himmelfart hænger sammen med Jesu genkomst. Det blev på en lidt bagvendt måde illustreret, da en journalist fra Ritzau for en del år siden spurgte biskop Steen Skovsgaard. »Kan det tænkes, at klimaforandringerne er tegn på dommedag?« Svaret lød ganske enkelt: »Jeg kan ikke udelukke, at klimaforandringerne kan være et tegn på Jesu genkomst.«

En voldsom debat

Hverken journalisten eller biskoppen havde formodentlig forestillet sig den voldsomme debat, biskoppens svar medførte, for hvad sagde han egentlig? Var det er ja eller et nej? Grunden til debatten var ikke, at Skovsgaard åbnede for, at klimaforandringerne muligvis kan være et tegn. Grunden var, at han gik ind på journalistens forudsætning, at der faktisk kommer en dommedag, og at Jesus kommer igen.

I Kristeligt Dagblad kunne man blandt andet læse flere indlæg fra professor Svend Andersen, der underviste i teologi på Aarhus Universitet. Han forklarede, at det er lige så barokt og komisk at forestille sig Jesu genkomst som en konkret begivenhed, som det er at forestille sig Kristi himmelfart som noget, der er sket i virkeligheden. Ordret skrev han i et debatindlæg: »Man kan sammenligne Bibelens tale om dommedag med beskrivelsen af Jesu himmelfart. Hvis man tager beretningerne om himmelfarten bogstaveligt, så bliver det jo barokt og komisk at forestille sig Jesus flyve af sted som en raket mod himlen.«

En raket eller en sky

Svend Andersen har ret i, at Kristi himmelfart og genkomsten hænger uløseligt sammen. Uden himmelfart, ingen genkomst. Vi kan endda gå et skridt tilbage og sige, at uden Jesu legemlige opstandelse, ingen himmelfart, og uden en himmelfart, ingen genkomst. Svend Andersen har andre steder gjort det klart, at Jesu opstandelse var af åndelig art og ikke medførte, at graven var tom påskemorgen. Det er påskemorgen, problemet begynder for ham.

Men hans bemærkning om Kristi himmelfart kræver en replik. I Bibelen står der, at »han blev løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne« (ApG 1,9). Det er ikke en meteorologisk sky. Vi møder den flere steder i Bibelen, hvor Guds himmel og den skabte jord mødes. Lad os se på et par eksempler og begynde med ørkenvandringen. Når Gud tog bolig i tabernaklet, sænkede en sky sig over det allerhelligste, og når folket skulle bryde op, viste skyen vej. Skyen var der også ved forklarelsen på bjerget (Luk 9,28-35). Og den vil være der ved Jesu genkomst (1 Thess 4,17). Det er helt i tråd med de andre steder, at skyen også tog Jesus bort ved himmelfarten. At sammenligne himmelfarten med en raketopsendelse er derimod langt ude.

Jesu tilsynekomst

Jesus fór ikke til himmels i geografisk forstand, så han nu befinder sig et sted langt ude i universet. Han blev usynlig for dem, fordi han skulle tage sæde ved Faderens højre hånd i Guds rige. Evangeliet ved himmelfarten er, at han nu kan være til stede hos hvert eneste menneske. Som han sagde: »Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Han er usynlig til stede hos os med sin forbøn og med sin vejledning ved Helligånden.

Når denne hjemmeside hedder genkomst.dk, er det, fordi det er det ord, de fleste forbinder med begivenheden. Men Bibelen bruger vist lige så tit ordet tilsynekomst. Det er naturligt at forbinde ordet genkomst med at være rejst bort til et helt andet sted og så komme tilbage. At tale om Jesu tilsynekomst signaler lidt tydeligere, at han lige nu ganske vist er usynlig, men ikke fraværende.

Jeg vil lade Steen Skovsgaard få det sidste ord. Et sted i løbet af den debat, der fulgte efter svaret til Ritzau-journalisten, sagde han:

»Tegnene skal få os til at våge og bede. Men samtidig skal man huske, at de er en påmindelse og et løfte om Kristi genkomst. Så det er en glædelig dag at se frem til for de kristne.«

Forfærdes ikke

Ét eneste menneske har autoritet til, her midt i en corona-tid, at sige: “Jeres hjerte må ikke forfærdes!” Og vi hører ham sige det på søndag, hvis vi streamer en hvilken som helst gudstjeneste fra en folkekirke.

På søndag (3. s.e. påske) skal vi i prædiketeksten høre Jesus sige: “Jeres hjerte må ikke forfærdes!” (Joh 14,1-11).  Og han begrunder det blandt andet med, at han en dag kommer igen. Løftet er givet til disciplene, og prædiketeksten giver tre grunde til, at han har al den nødvendige autoritet og magt.

  1. Til trods for, at Jesus fremtræder i menneskeskikkelse, er han Gud. Filip siger: “Vis os Faderen, og det er os nok” (Joh 14,8). Denne let arrogante holdning møder vi også i dag: “Vis mig Gud, sådan helt synligt, så skal jeg nok tro på ham.” Ingen kan vel sige sig helt fri for den tanke, at et synligt bevis ville gøre det lettere at tro. Men Jesus svarer: “Når I har set mig, har I set Faderen.” Gud er ikke anderledes end Jesus, for Jesus er Gud i menneskeskikkelse. Og hvem ønsker sig en Gud, der er anderledes end den Jesus, vi møder i Bibelen?
  2. Han er vejen, sandheden og livet og den eneste vej til Gud, siger han (Joh 14,6). Har noget menneske autoritet til at sige det? Ja, én har – se punkt 1. Han har gjort det muligt ved sin død for os og ved sin opstandelse som den første af mange.
  3. En dag kommer han synligt igen. Det er vores opstandelsesdag, og det bliver den synlige indledning til vores liv i herlighed sammen med ham – i boliger, han har gjort parate til os. Det lover han os på søndag i evangelieteksten. Men har noget menneske autoritet til at sige sådan? Ja, Jesus har – se punkt 1 og 2.

Midt i en corona-tid er der stor trøst i, at alle, der har sagt ja til Jesus som vejen, sandheden og livet, har en evig herlighed i vente på et sted, hvor “døden ikke skal være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere” (Åb 21,4). Den bolig, Jesus allerede har gjort klar til hver enkelt discipel, er nemlig i Det Ny Jerusalem.

Johannes’ Åbenbaring 21,1-3:

Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem.

En ånd spiser ikke stegt fisk

Påskedag og genkomst hænger sammen. Uden genkomsten ingen opstandelse for os, og uden Jesu legemlige  opstandelse ingen genkomst.

Påskedag er opstandelsens dag. Jesu legemlige opstandelse er er en garanti for den kristne opstandelse. Og opstandelsen finder sted ved Jesu genkomst. Derfor er det helt afgørende for os, at Jesus faktisk opstod legemligt. Lukas har en beretning om påskedags aften, hvor Jesus gør en del ud af at understrege, at han virkelig er legemlig til stede hos disciplene.

Påsken begynder med et verdensberømt måltid. Men den slutter også med et måltid. Det er ikke lige så kendt, men det er alligevel skelsættende og trosstyrkende. Sammenhængen er, at de elleve apostle og alle de andre er forsamlet påskedag om aftenen. De heldige fortæller begejstret om, hvordan de i løbet af dagen har mødt den opstandne Jesus. “Herren er virkelig opstået,” siger de til hinanden. Emmaus-vandrerne slutter sig til selskabet med deres beretning.

Midt i det hele blev de klar over, at Jesus faktisk selv er til stede. Og så blev der lovsangsfest – skulle man tro. Men nej! De blev forfærdede og troede, at det var en ånd, de så. Det er virkelig meget svært for os dødelige at se en legemlig opstandelse for os.

Nu skal vi lægge mærke til reaktionen hos Jesus. Siger han: “Okay, når det nu er så svært for jer at tro på en legemlig opstandelse, så er det helt fint at opfatte den som åndelig.” Nej! Han tager straks flere pædagogiske virkemidler i brug for at slå fast, at de ikke må nøjes med en åndelig opstandelse.

Først bruger han et synligt argument. Han holder sine naglemærkede hænder op og siger: “Se på mine hænder og fødder – det er mig.” Dernæst bliver han mere håndgribelig: “Føl på mig. En ånd har ikke kød og knogler, som I ser, at jeg har” (Luk 24,39).

Nu skulle man tro, at den var hjemme. Kød og knogler er et stærkt argument. Men de tvivler stadig. Så er det, Jesus spørger: “Har I noget at spise her?” Han er nok sulten, for han gik jo glip af aftensmaden i Emmaus, men det er nu ikke derfor, han spørger.

De havde fået stegt fisk tidligere på dagen, og der var nogle levninger. Så sætter han sig midt i forsamlingen og spiser, mens de ser på. Hvorfor? Jo, alle ved, at en ånd ikke spiser stegt fisk – eller noget andet for den sags skyld. Og så kommer hans endelige argument, som er en henvisning til Skrifterne.

Det er afgørende for Jesus, at de begriber omfanget af påskemorgen. Han er virkelig fysisk til stede. Det var derfor, graven var tom. En dag skal vores grav også være tom, for også vi skal opstå med kød og knogler.

 

Indlægget bringes også i impuls (IMT) i første nummer efter påske.

Corona og Jesu genkomst

Er den verdensomspændende krise et tegn på Jesu genkomst? Jeg har set et par indlæg på Facebook om det, og i USA gættes der på livet løs. Hvad skal vi svare?

Spørgsmålet kan stilles på flere måder. Hvis det lyder: “Er corona et af tegnene i de sidste tider?” vil jeg svare ja. Men hvis det lyder: “Er corona et tegn på, at Jesus kommer igen nu?” vil jeg svare nej. Det kræver en forklaring, og den kommer her.

Tegn uden tidsangivelse

Kort før påske besøgte Jesus templet. Da han gik ud, stod disciplene og beundrede bygningen. Så sagde Jesus: “Der skal ikke lades sten på sten tilbage, men alt skal brydes ned.” Senere var han sammen med disciplene på Oliebjerget med udsigt over byen og templet. Disciplene spurgte da Jesus: “Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende?” (Matt 24,3). Og så kom Jesus med den store profeti, som vi har i Matt 24, Mark 13 og Luk 21.

Man kan dele Bibelens profetier om de sidste tider op i grupper. En af dem er naturkatastrofer og herunder sygdomme. Jesus siger for eksempel: “Der skal komme store jordskælv, og sted efter sted skal der komme hungersnød og pest” (Luk 21,11). Men hvordan kan disse tegn bruges som tegn på Jesu genkomst? Det første jordskælv kom jo allerede nogle få dage senere, nemlig langfredag.

Når vi taler om tegnene i de sidste tider, er det vigtigt at huske, at når Bibelen taler om de sidste tider, så er det tiden fra Jesu første komme til hans andet komme. Tegnene i de sidste tider kan altså ikke alle bruges til at skønne, om han står lige for døren. Nogle af dem har vi fået, for at vi kan kende vores vilkår i de sidste tider. “Nu har jeg sagt jer det forud,” sagde han (Matt 24,25). Så bliver I ikke overraskede og bange, når det sker, står der mellem linjerne.

Jordskælv, vulkanudbrud, tørke, hungersnød og pest har der været hele tiden. Måske vil katastroferne blive mere intense hen mod slutningen, men det har jeg ikke set nogle tydelige profetier om. Og corona hører til  under pest. Vi har tidligere haft pest i verden – også i former, der har været betydeligt mere forfærdelige, end den nuværende. Den spanske syge i 1918-1919 var også en influenzavariant. Man formoder, at den dræbte mindst 50 millioner af verdens 1,8 milliarder, og den ramte især 20-40-årige. Det nye er, at vi rejser så meget, at smitten i løbet af ingen tid har ramt overalt.

Tegn med bedre tidsangivelse

Der er tre grupper af tegn, som har mere karakter af tidsangivelser. Der er verdensmissionen, Antikrist og Israel. “Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme” (Matt 24,14). Selvom vi ikke kan stille dommedagsuret præcist efter den profeti, så er der mere at gå efter, end der er i naturfænomenerne.

“For da skal der være en stor trængselstid … Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet” (Matt 24,21-22). Det handler om den antikristelige virksomhed i verden, som medfører forførelse og trængsel. Trængslen for de kristne begyndte med det samme. Allerede ved udsendelsen af de første missionærer, mens Jesus stadig gik her på jorden, sagde han til dem, at de ville blive forfulgt for hans navns skyld. Senere skyldtes det blandt andet Saulus (senere Paulus), der forfulgte de kristne med tortur og mord, og det skyldtes kejseren, der kastede dem for løverne. Når det gælder forførelse og forfølgelse, fornemmer vi på flere profetier, at de vil tage til, og hen mod slutningen blive så forfærdelige, at Gud i sin barmhjertighed griber ind og afslutter verdenshistorien. Hvis det er nok, at mere end 200 millioner kristne forfølges for Jesu navns skyld, så er tidens fylde nu. Men kun Gud kender smertegrænsen.

Og så er der Israel. Jesus siger om jøderne: “De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende” (Luk 21,24). Det er en profeti med flere dunkle punkter, men overordnet kan jeg kun læse det sådan, at de skal spredes og leve blandt hedningerne en tid, hvorefter de skal vende tilbage til landet. Det sidste siges ikke direkte, men i udtrykket “indtil” må det være underforstået, at spredningen slutter. Om denne profeti allerede er gået i opfyldelse, eller den er på vej til at gå i opfyldelse, kan andre lige så godt vurdere, som jeg kan.

Løft hovedet

Så hvis spørgsmålet lyder: “Er corona et af tegnene i de sidste tider?” vil jeg svare ja, for pest er et af tegnene i de sidste tider. Men hvis det lyder: “Er corona et tegn på, at Jesus kommer igen nu?” vil jeg svare nej, for der har været pest mange gange i de sidste tider, uden at Jesus er kommet igen.

Men der kan være andre tegn på, at han står lige for døren. Så må vi huske, at selvom folkene gribes af angst, er det naturligt for den kristne at løfte hovedet, for det er noget godt, vi har i vente.

“Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen.  Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes.  Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed.  Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,25-28).

 

 

Forfølgelse af kristne øges

Samtidig med at regeringen har et udvalg, der skal modvirke forfølgelse af kristne i hele verden, siger de ja til at bekæmpe kristne daginstitutioner her i landet.

 

Forfølgelse af kristne på grund af deres tro står meget centralt i profetierne om de sidste tider. Eksperter fortæller os, at kristne aldrig er blevet forfulgt så massivt som i disse år. Man fornemmer, at der er en vågnende forståelse for problemet, men det ser samtidig ud til, at forfølgelsen øges.

Det anslås af flere organisationer, at mindst 200 millioner kristne forfølges. Det dækker over alt fra grov diskrimination til henrettelser. Troende fra andre religioner forfølges også, men 75 procent af alle forfulgte religiøse er kristne. Det er vanskeligt at forholde sig til de store tal. Vi kan lettere forholde sig til konkrete trosfæller. Her er to eksempler og så et mere generelt.

Tre aktuelle eksempler

Det første eksempel viser, hvordan visse myndigheder i Tyskland ser en liberal kristendom som den eneste acceptable. Hvis en konvertit ikke kan være kritisk og afvise noget af kristendommen, så er han ikke en seriøs kristen og sendes derfor tilbage til forfølgelse i sit hjemland.

Det andet eksempel er et ud af mange tilfælde af fængsling af kristne konvertitter i Iran. Den gode nyhed er, at der tilsyneladende er en stor kristen vækkelse i det lukkede land. Bagsiden af det er, at det religiøse politi bliver stadig hårdere overfor de konverterede. Iran har principielt religionsfrihed. Derfor mener de danske myndigheder, at det ikke kan være farligt for konvertitter at vende hjem.

Det tredje eksempel er lidt anderledes, for det handler ikke umiddelbart om enkelte mennesker. Det handler vel heller ikke direkte om forfølgelse. Men det er et eksempel på de kræfter, der ønsker at kvæle al religiøsitet i Danmark inklusive den kristne tro. (Kristendom er strengt taget ikke religiøsitet, men vi kan ikke undgå at blive kaldt religiøse, når vi er kristne).

For SF er islam anledningen til at gå efter al religiøsitet, også kristendommen, som efter deres mening ikke som en hue skal trækkes ned over hovedet på børnene. Og regeringspartiet er helt enig med SF.

Seriøse kristne

Fra indlæg af Knud W. Skov på hans Facebook-side “Kristenforfølgelse” 15. februar, 2020: I dag fortalte et menighedsmedlem til mig, at en ven fra en anden delstat (i Tyskland, red.) bad ham om råd: Den administrative domstol, der er ansvarlig for asylproceduren i den delstat, spørger altid, hvilke dele af den kristne tro han ser kritisk på eller vil afvise. Men eftersom hele den kristne tro er kær og vigtig for ham, vil der ikke være nogen del, som han ville afvise. Hvad skulle han svare?

Jeg sagde til vores menighedsmedlem, at vi igen og igen har den samme oplevelse i Berlin ved den administrative domstol: Kristne asylansøgere bliver spurgt, hvilke dele af den kristne tro de ser kritisk på eller afviser. Det er især de afghanske kristne, der udspørges om det. Hvis de så svarer, at hele den kristne tro er vigtig for dem, fordi de hellige skrifter er Guds ord for dem, afvises deres klage med den begrundelse, at de ikke har behandlet deres tro kritisk nok og derfor ikke er seriøse kristne.

Som en ny statsreligion er en liberal-protestantisk forvrængning af tro blevet målestokken for, hvordan iranske og afghanske kristnes tro måles. Det er ligefrem diabolsk: Det kræves, at kristne benægter deres tillid og tro på Skriften som Guds ord, før de kan anerkendes som seriøse kristne.

Jeg har umådelig stor respekt for alle kristne konvertitter, især dem i vores menighed, der holder sig til Skriften som Guds ord overfor domstolene, selvom de straffes med afvisning af deres klage og trues med at blive deporteret. Sådan ser “retsstaten” Tyskland ud i 2020.

Konvertering som angreb på nationen

Jerusalem Post, 21. januar, 2020: Ni kristne blev i oktober ved en iransk domstol dømt til fem års fængsel. De var anklaget for at “handle mod national sikkerhed” og de blev beskyldt for “at fremme zionisme”. Den islamiske stat fortsætter med at forfølge sine religiøse minoriteter, viser en ny rapport.

Mændene er blandt titusinder af kristne, der står over for en daglig trussel om arrestation, forhør og pres for at vende tilbage til islam. Under trussel skal de love, at de ikke vil deltage i kristne aktiviteter eller engagere sig med andre kristne. Deres børn bliver nægtet adgang til uddannelse. Mange, der er flygtet fra landet, oplever, at deres slægtninge i Iran målrettet bliver undersøgt. (Citat fra større artikel. Min oversættelse)

Det skal skattekroner ikke gå til

B.T.s hjemmeside den 11. februar, 2020: Socialistisk Folkeparti vil fjerne det offentlige tilskud til børnehaver og vuggestuer, der hviler på et religiøst grundlag. »Der skal ikke trækkes en religiøs hue ned over hovedet på børnene, inden de selv kan nå at forme deres egen tankegang. Det skal skattekroner ikke gå til,« siger børneordfører og gruppeformand Jacob Mark (SF).

Anledningen til SF-forslaget er sagen om, at Taiba-moskeen på Nørrebro i København vil åbne en daginstitution finansieret af en donation fra den saudiarabiske ambassade i København.

Forslaget vil også ramme de mange kristne børnehaver, som oprindeligt er etableret af folkekirken, og hvor flere har eksisteret i over 100 år. Det ændrer dog ikke på SF’s holdning.

»Det er et rigtigt spændende forslag fra SF og ligger meget i tråd med, hvor vi også står,« siger børneordfører Kasper Sand Kjær (S) og tilføjer: »Det er vi bestemt klar til at se på. Nu må vi se på, hvad der kan lade sig gøre lovgivningsmæssigt.«

Netflix-serien “Messiah” handler ikke om Messias

En mand træder frem og citerer både Koranen og Bibelen. Han hævder at være sendt af Gud med et budskab og han udfører ret overbevisende mirakler. Er han Jesus, der er kommet igen, eller er han en fupmager?

Foto: Netflix

“Messiah” er en ny og spændende tv-serie på Netflix, der handler om en frelserskikkelse, som står frem og får mange efterfølgere. Selv om serien hedder “Messiah”, hævder Netflix og instruktøren, at den dybest set ikke handler om religion, men om folks værdier og tro. Den tankegang kan godt give mening, selvom man ikke så kategorisk kan skelne mellem religion og tro – heller ikke i denne tv-serie.

Dette indlæg er ikke en filmanmeldelse. Den finder man på filmogtro.dk.  Jeg vil i det følgende undersøge forholdet mellem frelser-skikkelsen i “Messiah” og Bibelens tale om Antikrist og Jesu genkomst.

Uromager eller frelser

Serien består af en sæson med ti episoder. Den første episode foregår i Syrien, hvor en mand står frem og forkynder ud fra Koranen. De giver ham navnet Al-Masih, der stort set er det samme som det hebraiske Messias (og det græske Kristus). Dette navn beholder han i resten af serien, men han præsenterer aldrig sig selv ved noget navn.

De indledende scener foregår under den syriske borgerkrigs sidste krampetrækninger i 2019, hvor Islamisk Stat (IS) beskyder Damaskus som indledning på et knusende angreb. Så kommer en voldsom ørkenstorm, som tilsyneladende er fremkaldt af Al-Masih. Den redder byen fra IS. Fulgt af en tusindtallig skare går Al-Masih gennem ørkenen og frem til Israels grænse. Det fremprovokerer en krise, for Israel tillader ikke hans efterfølgere – som i verdenspressen kaldes flygtninge – at passere grænsen. Al-Masih sættes i fængsl i Jerusalem, men slipper på forunderlig vis ud og går til Tempelpladsen, hvor han er skyld i et sammenstød mellem muslimer og israelsk militær. En ny intifada bryder ud.

Foto: Netflix

Kort efter dukker Al-Masih op i en lille by i Texas. En tornado jævner hele byen med jorden – undtagen kirken, der stadig står på sin lille bakke midt i ruinerne – tilsyneladende reddet af Al-Masih. Folk begynder at valfarte til byen for at se og høre denne forunderlige mand. Myndighederne beordrer ham og hans tilhængere ud af byen, da der kun er nødhjælp til dem, der har mistet deres hjem under tornadoen. En bilkortege, som efterhånden bliver enorm, kører til Washington, hvor Al-Masih tager sig en spadseretur på vandet i The Mall. En begivenhed, der transmitteres i hele verden. Det er fristende at gå mere i detaljer, men det vil ødelægge oplevelsen for jer, der ser serien.

Træk fra Koranen og Bibelen

Koranen fortæller flere ting om de sidste tider. En af dem er, at profeten Jesus skal komme igen. Den fortæller også, at den tolvte imam Mahdi skal træde frem, umiddelbart inden Allah dømmer verden. Seriens forfattere har taget træk fra disse steder i Koranen og kombineret dem med nogle træk fra Bibelens beskrivelse af Jesus. Så har de fundet en skuespiller med udpræget mellemøstlige træk og givet ham frisure og skæg, som vi normalt ser på billeder af Jesus. De har lagt Koran- og Bibel-citater i munden på ham, men også en del udtalelser, som ikke står i nogen hellig bog. Og så lader de ham udføre en række tilsyneladende overnaturlige mirakler.

En forvirrende skikkelse

Al-Masih siger flere gange, at han er sendt med et budskab fra Gud, men han hævder ikke selv at være Messias eller Jesus. I sjælesørgeriske samtaler med enkeltpersoner formår han at afsløre skjulte sår og uforløst skyld. Han taler aldrig om tilgivelse eller soning, men om fred i form af at standse al krig og vold. Han bekender sig ikke til nogen religion, men siger hen mod slutningen af serien, at de forestillinger, som mennesker har om Gud nu er passé. Han svarer altid undvigende på spørgsmål om sig selv, og han kan indimellem være ret kold.

Så naive kristne findes forhåbentlig ikke

Gennem hele serien har Al-Masih både en Mossad-agent og en CIA-agent i hælene. De kæmper for at afsløre ham som en fupmager, men rigtig mange af de troende kristne er overbeviste om, at han er den genkomne Jesus. Jeg vil helst tro, at denne fremstilling af de kristne ikke kan have bund i virkeligheden, men er en frugt at manuskriptforfatternes fordomme om de evangeliske kristne.

Netflix-serien beskriver situationen omkring Al-Masih sådan, at mennesker er i tvivl om, hvad de skal mene om en mand, der hævder at være sendt af Gud. Sådan var det også, da Jesus for 2.000 år siden kom til jorden første gang. Men Bibelens beskrivelse af Jesu genkomst er helt anderledes. Den lader ingen i tvivl om, at det vil ske på en måde, så alle er klar over, at her kommer verdens Herre, som har al magt, og alle knæ vil bøje sig (Matt 24,27; Luk 21,27; Fil 2,10). Jeg har meget svært ved at forestille mig, at nogen bibellæser ville tro, at en mand som Al-Masih skulle være Jesus, som er kommet til jorden igen.

Måske er det Antikrist

Men har de så ret, dem der mener, at “Messiah” ikke handler om Jesus, men om Antikrist. Det er fristende at sige ja, for Al-Masih har mange antikristelige træk. Han hævder at være udsendt af Gud, men fornægter samtidig flere centrale dele af den kristne tro. Bibelen siger også, at Antikrist kan udføre undere, og at mange vil følge ham. Jesus siger om Antikrist:

“Hvis nogen da siger til jer: Se, her er Kristus! eller: Her er han! så tro det ikke; for der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild. Nu har jeg sagt jer det forud” (Matt 24,23-25).

Når jeg ikke kan godkende Al-Masih som en prototype på Antikrist, skyldes det, at jeg forestiller mig, at den reelle Antikrist vil fremtræde mere forførende og med større magt over mennesker. Han vil ikke så åbenlyst søge at skabe splittelse og forvirring. Han vil kort sagt minde mere om den sande Kristus.

Antikrist og de antikristelige profeter vil være i stand til at føre selv de udvalgte vild. Jeg tror ikke på filmens præmis om, at de kristne vil lade sig forføre af en så modsætningsfuld skikkelse som Al-Masih i “Messiah”.

Undervejs i min undersøgelse af debatten om “Messiah” på internettet, fandt jeg flere spøjse indlæg. Interesserede i debatten på internettet kan finde mere her. 

Se serien og læs et par bøger

Læs mere om Antikrist i min bog “Han gør alting nyt – de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” (Link til anmeldelser mv. her på siden).

Og se endelig serien “Messiah”, hvis du har adgang til Netflix. Den er både underholdende, tankevækkende og – som Netflix selv skriver på hjemmesiden – provokerende, og du bliver ikke forført af Antikrist ved det.

Allerede traileren til “Messiah” mindede mig om plottet i Paul L. Meiers gode roman “Som en tyv om natten” (Lohse, 2011).  Denne lighed findes i hele serien. En forskel er, at i Meiers roman søger frelser-skikkelsen at efterligne Jesus mest muligt. En anden forskel er, at det er en bibellæsende og Jesus-troende teolog og ikke CIA, der leder efterforskningen af frelser-skikkelsen. Tænk, hvis der havde været sådan en type i “Messiah”. Det havde sparet CIA for meget besvær. Men det er der desværre overhovedet ikke, selvom der i virkeligheden findes mange af os rundt omkring ;o).

Det glædelige ved Jesu genkomst

I adventstiden har kirken fokus på Guds opfyldelse af sine løfter. Det peger på Jesu første komme julenat, men det peger lige så meget på hans genkomst. For en kristen er det noget godt, der sker den dag.

“Det forjættede land” Malet Af Hakon Lund Jensen

Da jeg arbejdede med bogen “Han gør alting nyt – de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord”, blev det klat, at der skulle være et kapitel om alle de mange steder i Bibelen, hvor Jesu genkomst berøres. Det viste sig at være rigtig mange steder.

Fire stikord

Undervejs dukkede der nogle stikord op, som på forskellig vis siger noget om, hvad Gud har planlagt ved genkomsten – udover at der sker en dom. Slå selv efter og tjek, om ikke det er rigtigt, at disse fire bibelsteder handler om Jesu genkomst:
… ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig (Luk 21,28)…. ved verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone … (Matt 19,28).
… han skal bo i himlen, indtil de tider kommer, da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt (ApG 3,21).
… skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden (Rom 8,21).

Med disse fire citater ser listen med stikord sådan ud:
– forløsning
– verdens genfødelse
– genoprettelse
– befriet fra trældommen

De fire stikord handler om noget, der sker med det, som findes i forvejen. Efter dommen tager Guds menighed bolig på den nye jord sammen med Gud (Åb 21). Det er ikke en anden jord, som Gud skaber til den tid, men det er den nuværende i en ny og renset skikkelse – forløst, genfødt, genoprettet, befriet fra trældommen.

Peter forklarer, at lige som Gud engang rensede jorden ved vand, vil han ved Jesu genkomst rense den ved ild (2 Pet 3,5-7 og 13). Ilden renser meget mere effektivt, derfor bliver den kommende renselse den sidste.

Alting bliver nyt

De fire stikord samles på smukkeste vis i ordene fra ham, som sidder på tronen: »Se, jeg gør alting nyt!« (Åb 21,5). Fem helt almindelige ord med en altomfattende betydning, når de sættes sammen på denne måde. Alting betyder ganske enkelt det hele. Det, som findes i forvejen.

I Paradis (1 Mos 1 og 2) var alting nyt. Før syndefaldet var verden stadig ung og frisk. Det er ikke uden grund, at visionen af den nye jord har visse ligheder med Bibelens to første kapitler (Åb 22,1-5).

Allehelgen på den nye jord

Vi har lov til at tro, at vores afdøde nu er hos Jesus i Paradiset. Vi har et kristent håb, som knytter sig til en usynlig virkelighed. For de afdøde troende er det blevet synligt.

Et bestemt bibelvers læses både ved dåb og begravelse. Det indrammer vores liv og giver det et evigt perspektiv. Bibelverset lyder: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde” (1 Pet 1,3).

Verset hører til ved dåben, fordi vi der får det kristne håb ved genfødelsen. Og det hører med ved begravelsen, fordi det er et løfte om evigt liv. Det levende håb hviler på en stærk grundvold, nemlig Jesu opstandelse fra de døde.

En bolig står klar

I Bibelen slutter verset med et komma. Vi er altså ikke færdige med at høre, hvad apostlen Peter vil sige om håbet. I de følgende vers skriver han, at vi ved genfødelsen fik en arv, som er gemt i himlen til enhver, som bliver bevaret i troen. Og han siger, at vi bliver bevaret i troen ved Guds magt. Gud holder os fast.

Arven er gemt i himlen, skriver Peter. Det kan minde os om Jesu ord i sin afskedstale til disciplene: “Jeg går bort for at gøre en bolig rede for jer” (Joh 14,2). Vi kan betragte vores dåbsattest som et skøde på en bolig i himlen. Et skøde på en arv, der findes hos Gud og bevogtes af hans engle. Det er usynligt for øjet, men synligt for troen, og det er uforgængeligt, ukrænkeligt og uvisneligt, som Peter skriver.

Enhver, der dør i troen på den opstandne Jesus, flytter ind i sin bolig. Og boligen er i Det Ny Jerusalem.

Boligen på den nye jord

Glæden ved at bo i Det Ny Jerusalem læser vi om i Bibelens næstsidste kapitel (Åb 21). Først ser vi, at Gud ved Jesu genkomst gør himmel og jord ny (Åb 21,1). Det understreges igen i vers 5: “Han, der sidder på tronen, sagde: ‘Se, jeg gør alting nyt!’

Det næste er, at Det Ny Jerusalem kommer ned fra himlen for at være på den nye jord. Og så får vi at vide, at Gud følger med. Hele tre gange står der i vers 3, at Guds bolig i evigheden er hos menneskene. “Gud vil selv være hos dem.” Og han vil ikke alene være hos dem, han vil også genskabe Paradis for dem.

Han gør alting nyt

Gud forløser os, genopretter os og befrier os fra forgængeligheden (Luk 21,28; ApG 3,21; Rom 8,21). Han fjerner alt det dårlige, der kom ind i skaberværket ved syndefaldet, mens alt det gode, der var der før syndefaldet, vil blive bevaret.

Johannes beskriver det sådan: “Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb 21,4).

Det er ikke tilfældigt, at herligheden beskrives ved det, der ikke er der mere. Alt det gode, som bliver vores virkelighed i den evige herlighed, har nemlig været der siden skabelsens morgen. Men siden syndefaldets dag har det været underlagt sorg, pine, synd, skrig og død.

I dag skal du være med mig

Men Det Ny Jerusalem kommer jo først ned på den nye jord ved Jesu genkomst. Hvor er vores afdøde så nu? Jeg tror, at svaret er ret enkelt.

Vi kalder dem de hensovede, og det gør Bibelen også. Vi kan forestille os, at når Jesus vækker dem op ved sin genkomst, har de ingen erindring om mellemtiden fra deres død til opstandelsen. Mon ikke det dækker ret godt?

Jesus sagde til den bodfærdige røver på korset: “I dag skal du være med mig i Paradis!” (Luk 23,43). Uanset hvad der eventuelt er sket mellem hans død og hans opstandelse, så oplevede røveren det netop sådan. Han vågnede samme dag op i Paradis sammen med Jesus.

Dagen for Jesu genkomst er også den dag, hvor alle de frelste skal opstå. For os er det i fremtiden, men for de opstandne er det i evigheden, og hvornår begynder den?

I samme menighed

Når vi omkring allehelgen mindes de kære, der er gået bort i troen på deres usynlige frelser, og glæder os over, at de nu lever ansigt til ansigt med ham, så tror jeg, at vi er på sikker grund. Det bekræftes også af Salmebogens nummer 573:

Helgen her og helgen hisset
er i samme menighed,
derom haver os forvisset
han, som alle dybder ved.

Kun en ting skiller os fra de afdøde: Vi lever her i håbet, og de lever i opfyldelsen. Derfor hedder det i vers 3:

Sammen bor vi i Guds-haven,
skilt kun ved det lille bælt …

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial