Fremtidens forfølgelse af troende

Den største fare for undertrykkelse af religiøse mindretal er avanceret digital overvågning og undertrykkelse, siger USA’s ambassadør for trosfrihed med udgangspunkt i en sag fra Kina.

Sam Browback er USAs ambassadør for religionsfrihed.

I 20 år har USA haft en ambassadør for global religionsfrihed. Sam Browback er den femte, som har dette embede. Da USA i 1998 vedtog loven om religionsfrihed, som blandt andet førte til oprettelse af ambassadørstillingen, regnede man med, at over halvdelen af verdens befolkning levede under regimer, der indskrænkede eller forhindrede borgernes trosfrihed. Ifølge det anerkendte Pew Research Center er det nu 83 procent.

Ord eller handling

Trods de sidste 20 års hurtige stigning i forfølgelse af troende, en stigning, som især rammer kristne, er Sam Browback optimistisk. “For det første er der ingen tvivl om, at verden er begyndt at åbne øjnene for vigtigheden af, at mennesker frit kan dyrke deres gudstro. For det andet vil ingen nogensinde vinde krigen mod religionsfrihed. Det er aldrig sket, og det vil aldrig ske. Troen bor i et menneskes sjæl, og du kan ikke spærre den inde. Mennesker vil til evig tid kæmpe med næb og klør for, at deres sjæle kan være frie,” siger han.

Det første kan man godt tvivle på. Det er rigtigt, at flere og flere taler om vigtigheden af religionsfrihed, men hvad bliver der gjort? På USAs liste over lande, som undertrykker religiøse mindretal, er Saudi-Arabien et af de værste lande, men det har ikke fået en eneste konkret konsekvens. Saudi-Arabien er fortsat en af USAs nære allierede. Den forrige regering i Danmark oprettede et kontor på Christiansborg, der skal modvirke forfølgelse af kristne, men hvad er der kommet ud af det? Har danske politikere ansigt til ansigt med undertrykkerne bebrejdet et eneste land i verden for at forfølge kristne? Det kunne for eksempel være sket ved det offentlige danske besøg i Indien, som fandt sted et stykke tid efter, at kontoret var etableret.

Det andet er rigtigt. Man kan ikke spærre troen inde. En meget sigende anekdote handler om fængselsdirektøren i et af de undertrykkende lande, der henvendte sig til borgmesteren og sagde: “Send ikke flere kristne. Jeg lukker flere ud end jeg lukker ind. De formerer sig i fængslet.”

Den største fare

I en artikel i Kristeligt Dagblad den 20. juni forklarede Sam Browback, hvorfor han ser digital overvågning og undertrykkelse som den største fare for troende i fremtiden. Han gjorde det med et eksempel fra Kina.

I Xinjiang-provinsen bor godt 10 millioner af det muslimske uighur-mindretal i Kina. De kan ikke se en video på deres mobiltelefon eller besøge en moské, uden at staten følger med. Alle uighurer skal installere en app på deres telefon, som giver myndighederne mulighed for at følge med i deres geografiske placering, kontaktlister, fotos, videoer og lydfiler.

Myndighederne har også forsynet uighurernes område med hundredtusinder af overvågningskameraer med ansigtsgenkendelse. Det betyder, at de kan holde styr på alle, der færdes offentligt. Ved at køre alle informationerne sammen er det muligt at registrere den enkeltes handlinger og til dels tanker. Det bruges til at styre en “social konto”, som regulerer retten til offentlige ydelser. Er du samfundsskadelig, kan du for eksempel miste retten til tog og bus, og så bliver det svært at studere eller have et arbejde. Er du en nyttig borger, kan du opnå særlige privilegier.

Systemet har været afprøvet i Shanghai på frivillig basis. Læs mere om det adfærdsregulerende kreditsystem i et tidligere blogindlæg her.

Et magtmiddel

Det kinesiske styre planlægger at gøre systemet i Shanghai landsdækkende næste år, fortsat i den frivillige form. Men det kan altså også bruges som et magtmiddel og tvinges ned over mindretal, og den form udgør den største fremtidige trussel i kampen for religionsfrihed verden over, vurderer Sam Browback.

“Jeg tror, at vi i fremtiden vil se færre mennesker, der dræbes eller fængsles på grund af deres religion. I stedet vil vi opleve, at flere mennesker marginaliseres økonomisk og socialt,” siger han. “Autoritære regimers brug af teknologi til at undertrykke religiøse mindretal bliver den største udfordring i kampen for global trosfrihed.”

Antikristeligt

Eksemplet handler om muslimer, men det illustrerer meget godt et mareridt, som også kan blive virkelighed for kristne. Vi lever i et land, hvor mange vil sige, at sådanne totalitære initiativer er utænkelige. Men inden for de sidste få år har vi alligevel set et seriøst politisk forslag om, at svage familier i udsatte boligområder skal digitalt overvåges, så myndighederne kan gribe ind over for radikalisering og modvirke opdragelse i værdier, som ikke er danske. Og her skal vi huske, at “danske værdier” er det, som flertallet mener om køn, abort, mand-kvinde, tolerance osv.

En lov er trådt i kraft, som tvinger forældre i udsatte familier til at aflevere deres etårige til offentlige vuggestuer, så de kan få lært noget dansk – og det handler ikke kun om sproget. Det handler igen om danske værdier.

Og før valget var der et helt seriøst forslag på Christiansborg om, at alle prædikener, der holdes på et udenlandsk sprog, skal oversættes til dansk, og et fyldigt referat skal afleveres til myndighederne. Det er så omfattende et indgreb, at det vist ikke kendes tilsvarende i noget totalitært regime.

Klimadebatten har vist, hvor hurtigt en stemning kan opstå på samme tid over det meste af verden. En magtfuld stemning, som får flertallet til at skamme det klimaskeptiske mindretal ud. En stemning, der er ret homogen, og som har religiøse undertoner, men ikke nogen gud, eller nogen samlende synlig profet (bortset måske fra en svensk gymnasieelev).

“Om lidt – roman fra en ikke så fjern fremtid” handler også om digital forfølgelse. Se anmeldelser.

Da jeg for 50 år siden sad under pastor Frank Jakobsens bibelundervisning og hørte ham udlægge Johannes’ Åbenbarings syner om Antikrist, var det vanskeligt at forestille sig en verdensomspændende hetz mod Kristus-troende. Hvordan skulle det rent praktisk kunne gå til? I dag er det ikke kun mig, der anser det for muligt. Måske er det allerede på vej.

Hvad med den store trængsel?

Når jeg ved en undervisningsaften i et missionshus røber, at Jesus efter min vurdering godt kan ske at stå lige for døren, kommer følgende indvending måske: “Hvad så med den store trængsel? Den skal jo komme først.”

 

Bombet kirke i Irak.

Jeg har læst flere beskrivelser af den store trængsel – også i romanform, og der findes rigtig meget af det på nettet. Det er rigtigt, at hvis den store trængsel skal være som disse beskrivelser, så har vi ikke oplevet den endnu. Men de består af en blanding af bibelsk profeti og menneskelig fantasi. Og nogle gange er der en overvægt af fantasi.

Jeg vil gerne stille spørgsmål ved påstanden om, at vi ikke har oplevet den store trængsel. Lad mig begynde med et par bibelsteder, derefter lidt statistik, og så en side fra Kristeligt Dagblad (KD) den 21. juni i år.

Når ét lem lider

Det bibelsted om trængslen, som jeg helst henviser til, er Jesu profeti: “For da skal der være en stor trængselstid, som der ikke har været magen til fra verdens begyndelse indtil nu og heller aldrig vil komme. Og hvis de dage ikke afkortedes, blev intet menneske frelst; men for de udvalgtes skyld vil de dage blive afkortet” (Matt 24,21-22). For mig er der ingen tvivl om, at trængselstiden bliver afkortet ved, at Jesus kommer igen. Derfor er det rigtigt at koble genkomsten sammen med trængselstiden. Jeg fornemmer også, at trængselstiden er noget, der bliver værre og værre. Spørgsmålet er: Hvor slemt skal det blive, inden Jesus stopper det? Venter han til allersidste øjeblik, så vi bliver udsat for alt, hvad vi overhovedet kan tåle?

En af de stærke beskrivelser af den kristne menighed er billedet med legemet. Når et lem sider, så lider hele legemet, forklarer Paulus (1 Kor 12,26). Hvor mange kristne skal opleve trængsel, for at hele legemet bliver ramt?

Og så lidt statistik. Eksperter har talt os og mener, at omkring 2 milliarder vil betegne sig selv som kristne. For få år siden havde Evangelisk Alliance forfulgte kristne som tema i bedeugen. Der oplyste de, at omkring 200 millioner kristne forfølges for deres tros skyld. Det gælder alt fra grov diskrimination til at blive dræbt for sin tro. Dette tal bakkes op af flere organisationer, som har fokus på forfølgelse af kristne. Hvis der er 2 milliarder kristne, og 200 millioner forfølges, så er det hver tiende kristen, der oplever trængsel på grund af deres tro. De 2 milliarder er fx inklusive 80 procent danskere og alle mulige kristne sekter, så tallet er sat så højt som muligt.

Drab på kristne eskalerer

Og så til nyheden i KD. “Drab på kristne eskalerer i Burkina Faso” lyder overskriften på side 4. Der er en reportage fra byen Arbinda i den nordlige del af landet. Kristne er flygtet over hals og hoved, og der er ingen tilbage, fortæller en anonym indbygger til en britisk kristen hjælpeorganisation. Islamistiske halvmilitære grupper har opsøgt kristne hjem for at dræbe alle i huset. Hvis en muslim skjuler kristne, eller nægter at fortælle om, hvor de er, så bliver han dræbt på stedet.

Tidligere levede landets cirka 60 procent muslimer og 30 procent kristne fredeligt sammen, men det ønsker de militante muslimer at sætte en stopper for. Med inspiration fra nabolandene Mali og Niger forsøger de at vinde total politisk magt ved at angribe kristne. Den burkinske præst Daniel Sawadgo er forfærdet over udviklingen i sit hjemland. Han siger til Åbne Døre: “Det her er det største chok i vores liv som kristne. Aldrig i vores vildeste fantasi ville vi have troet, at dette kunne ske.”

Vores kristne brødre og søstre i Burkina Faso deler nu skæbne med trosfæller i Syrien, Irak, Egypten, Kina, Saudi Arabien, de palæstinensiske områder, Nordkorea og desværre mange flere steder i verden (se mere her). Men kan vi kalde det hårde trængselstider for de kristne, bare fordi 200 millioner lider for deres tro i andre dele af verden? Ja, efter min mening kan vi. Når et lem lider, så lider hele legemet.

Kan vi forvente, at Gud synes, det er nok nu? Det kan kun Gud selv svare på. Hans dilemma er, at der også er en voldsom kristen vækkelse i verden. Dagligt bliver der føjet tusinder til den frelste skare, og han ønsker, at endnu flere kommer med (2 Pet 3,9).

 

Religiøse rammes af digital undertrykkelse

Nederst på samme side og på forsiden af samme KD er der en historie om digital undertrykkelse af religiøse. Den historie gemmer jeg til næste indlæg her på bloggen.

 

I min roman “Om lidt – roman fra en ikke så fjern fremtid” har jeg antydet nogle af mine tanker om, hvordan trængslen for kristne i Danmark vil øges i de kommende år.

Læs anmeldelserne af romanen og bestil den her.

 

 

Ingen genkomst uden jomfrufødslen

Englens besked til Jomfru Maria om at hun skulle føde himlens kongesøn hænger uløseligt sammen med Jesu genkomst. Hvis ikke Jesus blev født som både Gud og menneske, ville han ikke opstå fra graven i et fysisk legeme. Så ville han heller ikke fare til himmels, og så vil han ikke komme igen. Og så ville der ikke være noget håb for os.

Sandro Botticielli (1489)

Maria bebudelsesdag er en lidt overset festdag i kirkeåret, selvom den markerer forudsætningen for alle de andre festdage. På den dag skete inkarnationen – det under, at Gud blev menneske. Sønnen i den treenige Gud gav afkald på sin guddomsherlighed, tog en tjeners skikkelse på og blev menneske (Fil 2,7).

Maria fra Nazaret fik besøg af en engel, der forkyndte: “Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.” Sådan gik det til, at Maria blev gravid, selv om hun ikke havde været sammen med nogen mand. Den dag blev et lille foster til.

Efter ni måneder blev det jul, og Jesus blev født i Betlehem for at opfylde profetierne. Men det begyndte med bebudelsen i Nazaret. “Vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria …” Sådan har kirken bekendt til alle tider og alle steder.

Ingen brugbare alternativer

Mange har været skeptiske over for jomfrufødslen, fordi den virker så unaturlig. De samme skeptikere har ofte også problemer med Jesu undere, med Jesu soningsdød, med den legemlige opstandelse, og dermed naturligvis også himmelfarten og genkomsten. Og med god grund, for hvis ikke jomfrufødslen er sket, hvordan kan vi så sige, at Jesus var både Gud og menneske?

Man har forsøgt sig med en fortælling om, at Jesus ved sin dåb fik sin identitet som menneske, men det siger Bibelen ikke. Man har også forsøgt sig med en forestilling om, at Jesus i virkeligheden ikke var Gud, men et helt usædvanligt menneske.

Det kristne håbs fundament

Men hvad er problemet egentlig ved jomfrufødslen? Der er tale om en handling, som foretages af Gud Fader, den almægtige og Helligånden. Den Gud, som har skabt himmel og jord og en dag vil gøre alting nyt igen. Hvem er vi, at vi tillader os at sætte spørgsmålstegn ved beretningen om Jesu underfulde undfangelse?

Guds Søn blev foster i Marias livmoder. Derfor kunne han vokse op som et syndfrit menneske. Og på grund af sin syndfrihed kunne han sone vores synd. Fordi han var både Gud og menneske, kunne døden ikke fastholde ham (ApG 2,24). Han opstod legemligt, og graven blev tom. Efter 40 dages samliv med disciplene, fór han til himmels, og ved dagenes ende kommer han igen. Vi skal opstå, som han opstod, og Gud vil genoprette alt. Det er fundamentet for det kristne håb.

 

 

Nu bliver vi kaldt ekstremister

Flertallet er aldrig ekstremister. Derfor er man i manges øjne ekstremist, hvis man giver udtryk for en mindretalsholdning, der fx kommer fra Bibelen. Det forklarer Carsten Hjorth Pedersen i sin nye bog “Påvirk med respekt”. Læs her et uddrag af bogen, som er en fremragende vejledning i at forstå den moderne opfattelse af religiøs ekstremisme, og som dermed hjælper til at forstå tidsåndens skræk for bibelsk kristendom.

 

Religiøs ekstremisme bør ikke defineres ud fra indhold

Af Carsten Hjorth Pedersen

 

Ofte bliver det i den offentlige debat til, at alle, der har ekstreme holdninger, er ekstremister. Og ekstreme holdninger er pr. definition dem, de færreste har. Flertallet er aldrig ekstremister. Derfor er man i manges øjne ekstremist, hvis man mener, at sex hører til inden for ægteskabet, eller at det er forkert, at folkekirken tilbyder vielse af to personer af samme køn, eller at der er en dobbelt udgang på livet – frelse eller fortabelse, Himmel eller Helvede – for alle mennesker.

Sådanne holdninger hyldes kun af et mindretal i Danmark – skønt de indtil for få år(tier) siden var enten majoritets-holdninger eller minoritets-holdninger, der i det mindste stod respekt om. Faren ved at definere religiøs ekstremisme ud fra indholdskategorier er, at mindretal så pr. definition bliver ekstremister. Og det er farligt.

I så fald var Nicolaus Kopernikus (1473-1543) og Galileo Galilei (1564-1642) religiøse ekstremister, fordi de imod den religiøse majoritet påstod, at solen, ikke jorden, var centrum i vores solsystem. Søren Kierkegaard (1813-1855) var også ekstremist, ikke på det naturvidenskabelige, men på det teologiske, filosofiske, etiske og kirkepolitiske felt. Han var i høj grad i mindretal. En af hans modparter, professor og biskop H.L. Martensen (1808-1984) ville formodentlig stemple ham som ekstremist, hvis han havde kendt det ord.

Et eksempel fra nyere tid: Præsten og modstandsmanden Dietrich Bonhoeffer (1906-1945) blev ikke blot af nazisterne, men også af flertallet i den tyske kirke betragtet som ekstremist og henrettet som sådan få dage inden Nazitysklands sammenbrud. Ikke desto mindre har eftertiden anerkendt værdien af hans ”ekstremisme”.

Problemet ved at definere religiøs ekstremisme ud fra et indhold er, at det nogle gange er mindretallet, der har ret. Ikke bare vedr. solsystemet, men også vedr. etik og tro. Det er derfor en uundværlig del af et sundt demokrati, at man værner om sine mindretal. Det skal være i orden at have ekstreme synspunkter, blot man har dem på oplyst grundlag og med åbne øjne. Og blot man ikke er tvungen til at have dem.

Derfor skal mindretal ikke trække sig tilbage i isolation, men søge kontakt med majoriteten i frimodig overbevisning om, at det, de står for, har majoriteten brug for. Det er så at sige mindretallenes forpligtelse over for flertallet.

Religiøs ekstremisme bør defineres ud fra metoder

Religiøs ekstremisme bør derimod defineres ud fra metoder, midler eller form. Ekstremismen viser sig, når man går ind for voldelige metoder, eller man tvinger en bestemt tro igennem, eller man undsiger sig demokratiets spilleregler, eller konsekvent ikke vil deltage i den offentlige samtale. Hvis kirkelige grupperinger fremmer den slags metoder, kan de med rette kaldes ekstremister.

Men det er misvisende at henregne voldelige islamister, der går ind for kalifatet, og demokratisk sindede kristne, der er imod vielse af homoseksuelle, til samme kategori.

Et andet eksempel: Det ekstremistiske ved Blekingegadebanden i 1980-erne var ikke deres yderliggående politiske holdninger, men deres yderliggående politiske metoder. Bankrøverier, kidnapninger og drab var redskaber i deres politiske værktøjskasse.

Og så er det alligevel ikke så enkelt at skelne skarpt mellem indhold og metoder, for i nogle tilfælde er vold, tvang og overgreb en uløselig del af en religiøs eller politisk ideologi. Metoderne er så at sige en del af indholdet. I de tilfælde er samfundet nødt til at kræve, at dén del af indholdet pilles ud, hvis en sådan religiøs eller politisk gruppering vil have hjemstedsret og beskyttelse i et demokrati som det danske.

Det gjaldt for nogle på den yderste venstrefløj i 1970-80-erne. Jeg tillader mig også at spørge, om det gælder for Enhedslisten i dag, hvor ledende medlemmer af og til slår til lyd for revolutionen. Det gælder også for nogle muslimer og moskeer. Eftersom sporene skræmmer i islam, har muslimer en uhyre væsentlig opgave med at skille det ekstremistiske potentiale – altså hvad metoderne angår – ud af islam, hvis de vil have beskyttelse som et mindretal.

Også i den kristne kirke er der skræmmende spor af ekstremistiske metoder. Tænk fx på Trediveårskrigen (1618-48), for ikke at tale om den katolske kirkes frygtelig mange sager med seksuelle overgreb. Også i evangelisk-lutherske kirker findes der beklagelige eksempler. Men derfra og så til at hævde, at man er ekstremist, fordi man mener, at sex hører til inden for ægteskabet, eller at livet har en dobbelt udgang, er der meget langt.

Man er altså ikke ekstremist, fordi man er imod fri abort og fylder en mark med kors; men man er det, hvis man smider brandbomber mod abortklinikker eller tæsker læger, der udfører abort. Man er ikke ekstremist eller homofob, fordi man mener, at folkekirken ikke bør tilbyde vielse af homoseksuelle og nægter at medvirke dertil; men man er det, hvis man foragter og håner homoseksuelle medmennesker.

Der er en fare for, at meget snævre fællesskaber griber til metoder, som er ekstremistiske. Det har jeg givet eksempler på i denne bog. Sker det i en sådan grad, at (medlemmer af) disse fællesskaber bryder straffeloven, skal retssamfundet naturligvis gribe ind. Men grænsen mellem legitim konfrontering og illegitim intimisering (så længe der ikke er tale om brud på straffeloven) skal staten eller offentlige myndigheder afstå fra at fastsætte. Forsøger disse instanser alligevel at gøre det (måske fordi de i misforstået omsorg vil beskytte børn), ender det i meningskontrol, tankepoliti og samvittighedsindblanding, som er det modsatte af åndsfrihed.

Men det betyder så også modsat, at det enkelte kristne hjem, den enkelte kristne kirke eller skole har en vigtig opgave i henseende til at danne og udruste forældre, præster og lærere til at undervise, påvirke og forkynde på sunde og legitime måder. Især – i vores tid – at foretage god konfrontering.

Om bogen

Tak for tilladelsen til at bringe det lange citat. Det er hentet fra kapitel 5 i “Påvirk med respekt”. https://lohse.dk/pavirk-med-respekt.html

Kapitlet fortsætter med gode tekster om radikalisering, parallelsamfund, social kontrol og fundamentalisme.

En af bogens styrker er, at den også ser indad og undersøger, hvor faren for ensretning er i mindretalsmiljøerne.

Bogens målgruppe er forældre, forkyndere, lærere, ledere i institutioner og klubber for børn og unge – og så alle andre, som interesserer sig for åndsfrihed og tendenser i tidsånden.

Jeg føler mig krænket

Skolelederen på en kristen friskole aflyser skolekorets medvirken ved en gudstjeneste, fordi han finder ud af, at der medvirker en kvindelig præst. Da han bliver ringet op af en journalist, indrømmer han straks, at det var en forkert beslutning. Hvordan går det til, at det ender som en storm i et glas vand?

 

I sidste øjeblik opdager skolelederen på en kristen friskole, at der medvirker en kvindelig præst ved den gudstjeneste, hvor SFO-koret skal medvirke. Da han ved, at forældrene til nogle af korets medlemmer ikke vil gå i kirke hos en kvindelig præst, aflyser han korets medvirken. En journalist fik nogle uger senere et tip om skolelederens beslutning, og han henvender sig for at få lidt kød på historien. Skolelederen lægger sig straks fladt ned og indrømmer, at han tog en forkert beslutning ved at aflyse korets medvirken. Alligevel kommer “sagen” til at fylde en stor del af Jyllands-Postens forside og to hele sider inde i avisen. Og hurtigt kommer den både i radioens og tv’s nyhedsudsendelser og debatprogrammer.

Fænomener i tiden

Denne storm i et glas vand skyldes nok især to af tidens fænomener? Jeg vil først nævne MeeToo-bevægelsen. Da den dukkede op i oktober 2017, tænkte jeg: “Hvorfor tillader tidsånden, at netop dette fænomen går sin sejrsgang over hele jorden?” Nogle kvindelige skuespillere i Hollywood var trådt frem og havde anklaget en navngiven mand i filmbranchen. Han havde forgrebet sig seksuelt på dem, sagde de. Og så var han færdig. Det gav frimodighed til mange andre, der havde oplevet overgreb, og bevægelsen fik kvinder over hele verden til at stå frem og anklage magtmænd for seksuelle overgreb. Det væltede blandt andet hele Nobel-komiteen, og flere episoder i tv-serien “House of Cards” måtte tages om, fordi skuespilleren med hovedrollen blev fyret på stedet.

Det har siden vist sig, at der under overfladen på MeToo gemmer sig mere end et ønske om, at magtmænd ikke misbruger deres position til at udnytte kvinder seksuelt. Inden vi ser nærmere på det, skal vi omkring et nyt adfærdskodeks fra EU.

EU’s nye adfærdskodeks

I min roman “Om lidt” spiller en FN-kampagne en vis rolle. Kampagnen skal udrydde al hadtale i verden ved at opmuntre til at tale pænt om hinanden. Det bliver politisk ukorrekt og måske endda kriminelt at tale nedsættende om andre. En af romanens karakterer kommer i klemme, fordi han på en hjemmeside for kirkens konfirmander skrev konkret om, hvad Gud opfatter som synd. Det var derfor interessant, da Kristeligt Dagblad den 27. december 2018 nævnte, at Facebook og andre sociale medier har underskrevet Europa-Kommissionens nye adfærdskodeks.

Det handler om hadtale, og det ligner umiddelbart noget, alle kan være enige i. Det er blevet til som et fælles projekt mellem Europa-Kommissionen og virksomheder som Facebook, Instagram, Twitter, YouTube og så videre. Det vigtigste formål er angiveligt at lukke terrorgruppers adgang til de sociale medier, men terror opfattes meget bredt.

Både jurister og journalister har forsøgt at definere hadtale. Der sker her det samme, som vi har set flere gange. Under det overordnede mål, som alle kan være enige om, smugles der noget ind, som er beregnet til at ramme uønskede mindretal. EU’s adfærdskodeks kan for eksempel bruges til at ramme dem, der offentligt har en mening om, hvad Bibelen siger om kønsroller eller om provokeret abort.

Krænkelseskulturen

MeToo-bevægelsen har fremelsket en måde at reagere på, der har fået betegnelsen “krænkelseskultur”. Hvis nogen siger noget negativt om min måde at forstå mig selv på, har jeg ret til at føle mig krænket. Og det er en menneskeret ikke at blive krænket. “De krænker mig, for de respekterer ikke min ret til at definere mig selv, præcis som jeg vil,” lyder det lidt skingert.

EU’s nye adfærdskodeks og MeToo har det til fælles, at de kan og vil blive brugt til at slå ned på alt, hvad der bygger på Bibelens beskrivelse af køn og identitet. Der sættes grænser for åndsfrihed og ytringsfrihed. Alt, hvad der ikke falder ind under det, man i højtidelige stunder kalder “de danske værdier” bliver mistænkeliggjort og måske endda gjort ulovligt. En skole, der ikke vil samarbejde med kvindelige præster, skal ikke have offentligt tilskud, hævdes det.

Jeg er enig med skolelederen i, at hans beslutning ikke var heldig, men jeg er forskrækket over mediernes og politikernes reaktion. En kristen skal have ret til at stå fast og følge Bibelen, som han forstår den. Det gælder også en friskole, der modtager offentligt tilskud. Samtidig skal han naturligvis give andre den samme frihed.

Er jeg på afveje, når jeg læser forfølgelsen af de troende i de sidste tider ind i alt dette?

Et år tættere på Jesu genkomst

Kommer Jesus igen i 2019? Ja, hvis det falder sammen med tidens fylde, og tidens fylde kender kun Gud.

 

Ragnarok, dommedag, jordens undergang. Sådanne ord er normalt ikke egnede til at hæve humøret, og de plejer ikke at høre med til vores nytårsønsker. Men Jesus siger: “… når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved …” (Luk 21,28). Han har netop undervist om de forfærdelige tilstande i de sidste tider, og så siger han noget, der kun kan opfattes som positivt. Noget i retning af dette: Kære disciple, I står overfor noget godt. Jordens undergang kan anbefales.

Bliver det i 2019?

Hvem har ikke hørt indvendingen: “Når der er så meget ondt og meningsløst i verden, så kan der ikke findes en almægtig Gud. Og hvis han findes, er han i hvert fald ikke kærlig.” Ordene kan være udtryk for en overfladisk afvisning af Gud, men de kan også skyldes smertelige personlige oplevelser.

Svaret er, at Gud har gjort noget ved det, og han vil gøre noget ved det. I påsken vandt han over ondskaben, og en dag vil han “tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere” (Åb 21,4). Men hvorfor har han ikke for længe siden gjort det til virkelighed? Kan det tænkes, at det vil ske i 2019?

I tidens fylde

Jesus sagde, at tidspunktet for genkomsten kender ingen, ikke engang Sønnen, kun Faderen. Tidspunktet er dybest set ikke et årstal. Det er tidens fylde. Begrebet “tidens fylde” er vi netop blevet mindet om i julen: “Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven” (Gal 4,4-5).

Jesus blev menneske i tidens fylde. Tidens fylde er det tidspunkt, hvor Gud ser, at alle de parametre, som han holder øje med, står bedst i forhold til hinanden. Og det vigtigste parameter for ham er verdensmissionen. Da apostlen Peter skulle begrunde, hvorfor Jesus endnu ikke var kommet igen, sagde han: “… han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse” (2 Pet 3,9).

Jeg kan ikke vide, hvordan Guds regneark ser ud, når det gælder tidens fylde. Men jeg ved, at 2018 bragte os et år nærmere, og jeg vil tro, at 2019 også vil blive et spændende år for alle, der følger Jesu opfordring til at lære af figentræet:

»Lær denne lignelse af figentræet: Når dets grene bliver bløde og får blade, ved I, at sommeren er nær. Sådan skal I også vide, når I ser alt dette, at han står lige for døren!« (Matt 24,32-33).

Det sker snart

Bibelen slutter med nogle løfterige ord, der blandt andet afslører, at Guds opfattelse af ordet “snart” ikke helt stemmer med vores:

Og Ånden og bruden siger: »Kom!« Og den, der hører, skal sige: »Kom!« Den, der tørster, skal komme, og den, der vil, skal få livets vand for intet … Han, der vidner om dette, siger: »Ja, jeg kommer snart.« Amen, kom, Herre Jesus! Herren Jesu nåde være med jer alle! (Åb 22,17-21).

Optimistisk adventshilsen fra Kaj Munk

Aldrig vil jeg glemme den følelse af lykke, skrev Kaj Munk i en adventsprædiken, hvor han fortalte om en oplevelse i sin have.

I en prædiken til 2. søndag i advent over Luk 21,25-26 skrev præsten Kaj Munk om Jesu genkomst: “Hvordan skal det gå til? Ingen Shakespeare har fantasi til at tænke sig det. Men Gud er jo også større end Shakespeare. Det er mig nok at tro på, at det skal gå til.

For en 15-16 år siden stod jeg en perlende sommermorgen i min have, aldeles fortabt i livets dejlighed. Da hørte jeg på én gang en underlig tone i luften, og jeg tænkte: Det skulle dog vel aldrig være Herren, der kommer igen?

Det viste sig nu senere, at redningsbåden ved havet holdt øvelse, og det var en raket, der var fyret af. Men jeg hverken lo ad mig selv eller skammede mig. Jeg havde fået noget at vide om mig selv, jeg var glad for.

Og aldrig vil jeg glemme den følelse af lykke, der greb mig ved muligheden for, at det kunne være ham selv. Skønnere syntes jeg ikke, den skønne sommermorgen kunne krones.”

Dyrets mærke

Dette citat er den bedste adventshilsen, jeg har læst uden for Bibelen. Jeg fandt den frem forleden, hvor jeg fik en mail fra én, der åbenbart følger denne blog. Hun henviste til en amerikansk hjemmeside, hvor de havde koblet implantering af en mikrochip i hånden sammen med profetien om dyrets tal. Ideen med mikrochippen er, at man kan identificere sig selv ved hjælp af den. Med tiden kan den fungere som, sygesikringsbevis, kørekort, adgangskort, dankort, nøglekort osv.

Dyrets mærke er et af de tegn, der har givet inspiration til “Om lidt”.

Jeg har leget lidt med en lignende tanke i “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid”, hvor jeg går ud fra Dankortet og ikke en mikrochip. Men jeg tror egentlig ikke, vi skal tænke så konkret og teknisk om dyrets mærke.

Lad os løfte hovedet

Men tilbage til mailen. Hun spurgte, om ikke vi skulle være bekymrede, for det kan jo være begyndelsen på trængslerne og et tegn på, at Jesus snart kommer igen. Jo, når trængslen øges, bliver det sværere at leve som kristen, og det kan da godt give grund til bekymring. Millioner af kristne andre steder i verden kan tale med om, at det ikke er rart at blive diskrimineret, tortureret og dræbt, fordi man bekender Jesu navn.

Men på den anden side lægger Jesus op til noget andet end bekymring, når han i slutningen af sin profeti om tegnene siger:

“Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,28).

Lad og gøre, som Jesus opfordrer til, og løfte hovedet i glad forventning. Lad os spørge som Kaj Munk: “Det skulle dog vel aldrig være Herren, der kommer igen?”

Forsøg endelig ikke at kontakte de døde

Allehelgen er kirkens takkefest for de kære, der er døde. De, der døde i troen, er nu hos Jesus. Det er strengt forbudt at forsøge at kontakte dem.

Vi mindes de afdøde, som de var, da de levede blandt os, og vi besøger deres gravsted. Men der er de ikke. De er hos Jesus. Det er naturligvis i orden at sige et par ord til dem ved graven. Men det er noget, vi gør for vores egen skyld, for de hører det ikke. De er nået frem til den evige herlighed.

Jeg er overbevist om, at de ikke kan følge med i vores liv, og tak for det. Det ville være forfærdeligt, hvis de fortsat skulle belemres med bekymringer om vores liv. Det stemmer ikke med, at der for dem ikke mere er sorg.

Men man kan komme i kontakt med de døde, lyder indvendingen. Ja, nogen er overbevist om, at de kan samtale med de døde, men de bliver snydt på det groveste. I dag kalder de sig clairvoyante. Førhen blev de kaldt dødemanere, åndemanere eller spiritister.

Vi er advaret

Gud advarer kraftigt mod den slags. “Når du kommer ind i det land, som Herren din Gud vil give dig, må du ikke lægge dig efter at gøre de afskyelige ting, som folkene dér gør. Hos dig må der ikke findes nogen, som … spørger dødemanere eller sandsigere til råds eller søger orakel hos de døde. Herren afskyr enhver, som gør den slags” (5 Mos 18,9-12).

Men det virker jo, lyder indvendingen. Muligvis, men derfor kan det godt være forbudt. Og hvem ved for øvrigt, at det virker? Men det gør det, for gennem kontakt med de døde kan man få noget at vide, som ingen levende kunne fortælle, får vi at vide. Jeg hørte engang én forklare det på denne måde: “Satan kan komme til os forklædt som en lysets engel. Så er det vel ikke noget problem for en dæmon at lade som om, han er onkel Anton.”

Vi forsager Djævelen

Det er blandt andet dødemaning, vi tager afstand fra, når vi før trosbekendelsen siger: “Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.” Det bliver ikke mere rigtigt af, at det i vores tid er blevet helt almindeligt at tale om det. Det er næsten som om, det er noget selvfølgeligt. De clairvoyante får lov til at bruge biblioteket, og enkelte gange endda kirken. Damebladene omtaler clairvoyance som om, det er fuldstændig naturligt og uskadeligt. I “Herrens Veje” besøger præstens hustru en clairvoyant.  At gå til en clairvoyant omtales i det hele taget på linje med at gå til psykolog eller til bankrådgiver.

Men hvis du indlader dig med en clairvoyant, så spilder du i bedste fald dine penge. I værste fald er den clairvoyante ikke bare en godtroende charlatan, men Satans håndlanger (måske uden at vide det). Så er der tale om okkultisme, og så risikerer du selv at komme i kløerne på Satan.

Pas på antikristerne

Jesus advarede mod mennesker, som i de sidste tider vil komme og lade som om, de er helt på linje med ham. De efterligner ham med tegn og undere, så mennesker undrende vil følge dem. De er antikrister, og de er kommet for om muligt at føre selv de udvalgte vild (Matt 24,23-24). Jeg er overbevist om, at clairvoyante og mange alternative healere er med i denne kategori, og at de er kanaler for åndelige kræfter, som vil holde mennesker væk fra frelsen i den sande Kristus.

Lad os endelig mindes vore kære afdøde, men lad dem være i fred. Det er egoistisk at forsøge at kalde på dem, og det er også farligt, for der står åndelige kræfter på spring, som forsøger at bruge åndemaningen som en indgang til vores liv.

Uretmæssigt i gabestokken

Vi er hastigt på vej mod et meningstyranni, som vil ramme alle synspunkter, der ikke lever op til tidsånden. De seneste par uger har givet et klart eksempel. Det er ikke mere tilladt at give udtryk for en kritisk mening om homoseksualitet.

Billedet er manipuleret.

I anledning af valgmenighedernes 150-års jubilæum spurgte kirkeministeren valgmenighedspræst Morten Kvist om at prædike ved Folketingets åbningsgudstjeneste.

En avis følte sig kaldet til at undersøge, om der mon ikke kunne findes noget snavs på ham. Og de fandt noget, som kunne bruges. For ti år siden, havde han sagt noget om homoseksuelles egnethed som forældrepar. De fandt også noget om pædofili, som han havde sagt i samme forbindelse. Avisen fik de to ting kombineret, og så brød helvede løs.

I mediernes gabestok

Når jeg med særlig interesse har fulgt den sag skyldes det, at jeg i min bog “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid” har skrevet om den mulighed, at kristne med en bibelsk holdning til homoseksuelt samliv i fremtiden vil risikere for alvor at komme i mediernes offentlige gabestok.

“Tror du virkelig, at det kan blive så slemt,” var der én, der tvivlende spurgte? Ud fra Bibelens profetier om hetz af troende, og ud fra de seneste års udvikling har jeg svaret, at det tror jeg faktisk.

Usaglig boykot

Tilbage til prædikanten ved Folketingets åbningsgudstjeneste. “Vi kan ikke gå i kirke hos sådan en mand,” lød det fra det ene politiske parti efter det andet. Kirkeministeren forsøgte at mane til besindighed. “Skal en mand udelukkes fra prædikestolen på grund af noget politisk, han har udtalt for ti år siden?” spurgte hun meget fornuftigt. Men det skulle han.

Ingen havde spurgt præsten, om han var korrekt citeret, inden de boykottede ham. Han forsøgte at forklare. Han beklagede, at han for ti år siden havde udtrykt sig misforståeligt, og at hans udtalelser i øvrigt var blevet manipuleret. Han bedyrede, at han ikke havde noget imod homoseksuelle. Han vil endda vie dem i kirken, hvis de ønskede det.

En kujonagtig tilgang

Men journalister, komikere, politikere og almindelige skråsikre eftersnakkere kunne ikke bruge hans forklaringer til noget. Det var meget mere bekvemt at fortsætte med at tvære sådan en præstefyr ud.

I en mediekommentar i Kristeligt Dagblad (9. okt.) tog Sørine Gotfredsen sagen op. Morten Kvist havde i et interview til TV-avisen bedyret, at han ikke havde noget imod homoseksuelle, men det blev klippet fra. I programmet “Shitstorm” blev han igen og igen spurgt, om han da havde noget imod homoseksuelle, selv om han “uophørligt havde erklæret, at det har han ikke.”

Jonathan Spang tog også sagen op i satireprogrammet “Tæt på sandheden”. Godtfredsen mener, at satiren er en vigtig disciplin i et samfund, men den skal bruges med selvdisciplin. “Spang valgte den vel egentlig ret kujonagtige tilgang, hvor han siddende over for en tilsyneladende temmelig uoplyst forsamling med lethed kunne fremstille det hele så forsimplet, at forargelsens latter boblede frem.”

Programmet hedder altså “Tæt på sandheden”, og det følges af mange seere, som lader sig manipulere, når “Spang taler til det let antændelige gruppeinstinkt, som Spang gjorde i søndags, hvor han gengav Morten Kvists citat helt uden at forholde sig til, at Kvist har brugt en hel uge på at nuancere og forklare sammenhængen”.

Hvad nu hvis

Sagen handler om en mand, der løgnagtigt blev tillagt holdninger om homoseksualitet, som han ikke har. Jeg tør ikke tænke på, hvor vildt det havde udviklet sig, hvis kirkeministeren havde valgt en anden præst, som sagde noget i denne retning: “Jeg kunne aldrig drømme om at sammenligne pædofili og homoseksualitet, og jeg har ikke noget personligt imod homoseksuelle. Men jeg mener, at homoseksuelt samliv er forkert, og jeg vi ikke vie homoseksuelle.”

Jeg er sikker på, at tidsåndens slaver kun havde hørt den sidste sætning. Og jeg er bange for, at endnu flere havde boykottet Folketingets gudstjeneste. Noget af det værste, man kan gøre i dagens Danmark, er nemlig at forurette et seksuelt mindretal.

Antikrist i nettet

Kan Antikrist på en eller anden måde allerede have gemt sig i internettet? På grund af næsten daglige nye oplysninger i bøger, aviser og tv, dukker det spørgsmål jævnligt op. Jeg har ikke et svar, men her er lidt tanker til overvejelse.

Et interview i Kristeligt Dagblad satte fokus på internettets evne til at ensrette.

Den nye bog “Digital demens”  af den tyske hjerne-professor Manfred Spitzer (Fokal i samarbejde med KLF – Kirke og Medier) handler om de elektroniske skærmes indflydelse på vores hjerne (Læs den endelig!). Professoren argumenterer ud fra talrige videnskabelige undersøgelser, og hans påstande er foruroligende.

Spitzer mener blandt andet, at de digitale medier begrænser vores evne til at tænke selvstændigt. Flittig brug af digitale hjælpemidler svækker vores evne til fordybelse. Vi bliver dårligere til at tage selvstændig stilling. Det betyder, at vi lettere bliver ofre for manipulation. Vi mister en del af den kritiske sans, så vi ikke så let afslører dårlige argumenter.

Lettere at manipulere

Når det gælder de sociale medier, viser han, hvordan de har en tendens til at opbygge mere og mere ekstreme holdninger. Medierne analyserer nemlig automatisk det, vi interesserer os for, og præsenterer mere af samme slags uden at gøre opmærksom på, hvad der sker. Som jeg ser det, er det i høj grad med til at styrke tidsåndens gennemslagskraft.

Spitzers hovedpointe med bogen er, at den stigende brug af digitale hjælpemidler i undervisningen giver en dårligere indlæring. Det er dér, hans ekspertise især ligger. Men brug af digitale hjælpemidler har altså også andre følger.

Hvis han bare har ret i halvdelen af sine påstande, så står vi over for en katastrofe, både når det gælder menneskers evne til at lære noget, og når det gælder vores evne til at tage selvstændig stilling på et oplyst grundlag. Det bliver lettere og lettere at manipulere med os.

Digitale angreb

Antallet af mennesker, der læser aviser eller følger nyhederne i radio og fjernsyn, er hastigt faldende. Alligevel har de fleste sikkert hørt om fremmede magters forsøg på at påvirke valghandlinger gennem de sociale medier.

Vores forsvarsminister har råbt vagt i gevær og anbefaler, at vi bruger nogle millioner på at forsvare os mod især Ruslands forsøg på at påvirke folkestemningen i Danmark. I USA kører de en grundig undersøgelse af, om Ruslands indblanding var afgørende ved det seneste præsidentvalg. Og nu hedder det sig også, at Rusland måske er skyld i resultatet, da Storbritannien stemte om Brexit.

Måske kan man sige, at internettet er et neutralt redskab, men det bruges flittigt af mennesker, der ønsker at påvirke os. Og det vil være et utroligt effektivt redskab i hånden på antikristelige kræfter.

Alle forenes i ét netværk

Google ser alt – og er ved at ødelægge verden, som vi kender den. Sådan lyder overskriften på en stor artikel i Kristeligt Dagblad den 14. sept. Artiklen er et interview med stjernejournalisten Franklin Foer, hvis bog “Verden fra forstanden” netop er udkommet på dansk. Jeg glæder mig til at læse den.

“Drømmen om en dejlig, lyrisk-utopisk verden, hvor alle mennesker forenes i ét netværk, der har kapacitet til at transformere bevidstheden – den lever i bedste velgående i Silicon Valley,” siger han i interviewet. Med Silicon Vally tænker han på Google, Facebook, Apple og Amazon. Denne drøm fra Silicon Valley er netop mit skrækscenarie for en verden, hvor tidsånden eller Antikrist har magten

Foer skriver ud fra en politisk vinkel, men det er tankevækkende, at han når frem til en konklusion, der meget ligner hjerneforskerens. De digitale platforme ensretter os, og gør os mindre kompetente som demokratiske borgere. Vi mister evnen til at modtage og bearbejde kompliceret information. Og så er han bange for, at vores koncentrationsevne bliver ødelagt, så vi mister evnen til at læse romaner.

Computer og menneskehjerne

Debatten om kunstig intelligens har kørt længe, men der kommer stadig nye aspekter til. Computerne og programmer udvikler sig hastigt. Flere har med rette råbt: “Ulven kommer!” De siger, at vi må have politikerne på banen, så der kan blive lavet love og regler for, hvor langt det er tilladt at gå.

En lille tv-serie om forskningen i at styrke vores forstand ved at koble den sammen med en computer viste, at løbet allerede er kørt. En lille gruppe nørder var langt fremme, og det udstyr, de bruger, kan frit købes for nogle hundrede dollars.

Verdensherredømmet vindes af dem, der først får udviklet en effektiv og omfattende sammenkobling mellem menneske og kunstig intelligens. I udsendelsen blev det sagt i naiv og optimistisk begejstring. Men perspektiverne er forfærdende.

En antikristelig helt

Dan Browns seneste roman “Oprindelse” handler om, hvordan en genial ateistisk videnskabsmand overtager verdensherredømmet ved hjælp af internettet og en supercomputer, der ganske symbolsk er anbragt i en nedlagt kirke. I Dan Browns univers er videnskabsmanden en helt, men for mig blev det et muligt portræt af Antikrist – eller i hvert fald af antikristelige kræfter. Skræmmende.

Fremtiden er uoverskuelig

Som sagt i indledningen ved jeg ikke, hvordan det hele hænger sammen. Men jeg er ikke i tvivl om, at menneskeheden hastigt er på vej ind i en virkelighed, som vi ikke kan overskue eller forudsige. Vi står over for en fremtid, hvor den digitale virkelighed – ifølge alle eksperter – får en fuldstændig central plads.

Jeg tror ikke, internettet i sig selv er Antikrist eller antikristeligt, men det er svært at forestille sig, at vores digitale fremtid ikke vil blive flettet sammen med Bibelens profetier. Det er nok allerede ved at ske.

I en ikke så fjern fremtid

I min roman “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid”, leger jeg lidt med tanken om, hvordan internettet vil indgå i det øgede pres, vi må forvente på den kristne forkyndelse og undervisning. Det vil blive endnu lettere at køre en hetz mod enhver, der offentligt ytrer nogle af de politisk ukorrekte holdninger, vi har fra Bibelen.

 

 

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial