Trump opfylder en profeti af Jesus

Jerusalem som hovedstad hører med til Israel som stat, men skal vi nu til at give Trump ære for, at Jesu profeti opfyldes? Nej, der er Gud, der skal have æren.

Hvad er Israels rolle i de sidste tider? Det spørgsmål måtte jeg finde et svar på, da jeg skrev bogen “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord”. Jeg endte med kun at bruge en enkelt profeti, og den er af Jesus.

I Det Gamle Testamente er der en mængde profetier om Israels og Jerusalems fremtid. Mange af dem blev opfyldt allerede i GT’s tid. Andre blev opfyldt, da Jesu blev menneske og udførte sit frelsesværk. Atter andre er blevet eller bliver opfyldt her i missionstiden, og endelig bliver mange først opfyldt ved Jesu genkomst, når han genopretter alt.

En profeti af Jesus

Mange bibelfortolkere udlægger en del af profetierne om Israel, så det bliver til tegn i de sidst tider. De taler om krige mellem Israel og konkrete lande, og nogle taler om en vækkelse, der fører samtlige jøder til tro på Jesus. Med til dette hører for mange et tusindårigt rige, hvor Jerusalem skal være hovedstad for hele verden med Jesus som øverste regent. Sådan læser jeg ikke profetierne (se kapitlet om tusindårsriget i “Han gør alting nyt”).

Men vi har en profeti af Jesus om Israels plads i de sidste tider. Den står i den store endetids-profeti, hvor Jesus sagde sådan om jøderne:

“De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende” (Luk 21,24).

Hedningernes tider er forbi

Ud fra sammenhængen er det svært at læse det anderledes, end at den adspredelse, der er tale om, begyndte i forbindelse med Jerusalems ødelæggelse, hvor byen blev nedtrampet af romerne. Jøderne har været bortført før, men nu skal de for første gang spredes “til alle folkeslag”. I hele kirkens periode har jøderne været at finde i diasporaen stort set over hele jorden (også i Israel for øvrigt).

Jeg læser profetien sådan, at jøderne skal vende tilbage til landet, når “hedningernes tider” er til ende. Der er gjort flere forsøg på at regne ud, hvad “hedningernes tider” helt præcist betyder. Jeg kan ikke komme det nærmere, end at Gud har sat en grænse for hedningernes herredømme i Israel. Den grænse blev nået for 70 år siden, da jøderne igen fik herredømmet i det land, de fik ved Guds løfter til Abraham og flere andre.

Efter den fortolkning er staten Israels genoprettelse et af de tegn, Jesus remsede op i sin store profeti om de sidste tider. Hvor lang tid, der skal gå fra Israels genoprettelse til Jesu genkomst, ved vi ikke, men det er et tegn, hvis opfyldelse, vi ikke længere venter på.

Farao og Kyros var Guds redskaber

Israelerne har naturligvis helt fra dag ét anset Jerusalem for at være landets hovedstad, men det har knebet med opbakningen til det fra andre stater. Da præsident Donald Trump meddelte, at USA vil flytte deres ambassade til Jerusalem, var det et led i opfyldelsen af Jesu profeti.

Jeg skulle lige bruge lidt tid, før jeg kunne glæde mig over den erklæring, for Trump har ikke nogen stor stjerne i mit univers. Men så huskede jeg, at Gud mange gange har brugt både den ene og den anden til at udføre sin vilje. Det er ikke Farao, der skal have ære for Israels udfrielse af Egypten, og det er ikke Kyros, der skal have ære for, at Israel vendte tilbage fra fangenskabet i Babylon. De var Guds redskaber, og det er Gud, der skal have æren, når han opfylder sine profetier og løfter, også når det sker ved frivillige eller ufrivillige redskaber.

60.000 nye kristne hver dag

Jesu genkomst trækker ud, fordi der stadig er nogen, der skal komme til tro på Jesus. Den enorme vækst, som kirken oplever i disse år, går stort set uden om Danmark. Derfor er vi ikke altid opmærksomme på den. Men nogle af de danske missionærer på den sydlige halvkugle ved noget om det.

Allerede mens apostlen Peter levede, var der mennesker, som hånede de kristne og sagde. “Hvad bliver der af løftet om hans komme?” Det læser vi om i Peters Andet brev kapitel 3.

Peter minder menigheden om, at Guds tidsregning er anderledes end vores. Gud trækker det ikke unødvendigt ud med at opfylde sit løfte, men han har meget mere tålmodighed, end vi har. Og så røber Peter, hvad det er, der får Gud til at vente. “Han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men alle skal nå til omvendelse.”

Ikke overraskende stemmer det med Jesu profeti, hvor han blandt mange andre tegn i Matthæus 24 siger: “Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme.”

Det ligger også i missionsbefalingens ord: “Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple … og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” (Matt 28,19-20).

Vi kan fremskynde genkomsten

Peter siger faktisk, at vi kan “fremskylde Guds dags komme”. Han siger ikke direkte hvordan, men i sammenhængen er det ikke så svært at regne ud. Det handler om mission. Hver dag fødes der et uoverskueligt antal mennesker, som aldrig kommer til tro på Jesus, og derfor går fortabt. Andre bliver frelst. Kun Gud ved, hvornår det tipper over, så missionens tid afsluttes, og det bliver dommens dag.

I Grundtvigs fantastiske salme “Rejs op dit hoved, al kristenhed!” er han også inde på dette, når han i vers seks skriver:

Men skønt du længes, o kristenhed,
så glem dog ikke, at godt du ved,
hvad Herren tøver efter,
og bed ham aldrig, før timen kom,
til jordens gru og al verdens dom
at røre Himlens kræfter!

Gud ønsker at gøre alting nyt

Gud længes efter Jesu genkomst. Da afsluttes al pine og trængsel. Der er ikke noget, han hellere vil, end at gøre alt nyt og godt. Men når han renser sit skaberværk, sker det “til jordens gru og al verdens dom”, som Grundtvig skrev.

Kristen mission er det eneste formål med ventetiden. Gud ønsker, at så mange som muligt skal frelses. Mon ikke det også dybest set er ethvert kristent menneskes ønske, selvom det ikke altid er lige tydeligt.

Vi er ikke alene om missionen. Det var netop i forbindelse med missionsbefalingen, at Jesus sagde: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden … Og se jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.”

Mange tusinde missionærer

Og når vi nu er ved verdensmissionen, så lad os se lidt på statistikkerne. I forbindelse med et kapitel i “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” fandt jeg frem til nogle tal om mission. De skal som al anden statistik tages med et gran salt.

USA er den nation i verden, der har den største internationale mission med 43.000 missionærer sendt ud af landet, men det langt mindre Sydkorea sender nu forholdsvis flere ud, nemlig 21.000 missionærer.

Når det gælder mission i det hele taget – både internationalt og til folkeslag inden for landets grænser – har Indien næsten lige så mange missionærer som USA, nemlig 83.000 mod USA’s 93.500. Næsten alle de indiske missionærer arbejder blandt de mange folkeslag inden for det store lands grænser.

60.000 nye kristne hver dag

På verdensplan er den kristne kirke aldrig vokset hurtigere end i de sidste par generationer. Væksten er på omkring 60.000 nye kristne hver dag. Tallene tager højde for dem, der melder sig ud eller dør, så det handler om nettotilvækst. Den sker særlig i Asien og Afrika, og den skyldes både missionsarbejde og befolkningstilvækst. Væksten på 60.000 hver dag rummer frugten af mange forskellige missionærers arbejde, lige fra lutherske missionærer fra Danmark til Jehovas Vidner fra USA.

Når Jesus angiver verdensmissionen som et tegn på genkomsten, er det for at vi skal være opmærksomme på det, men regnestykket bag det hele, kender kun Gud facit på.

 

 

Kina afprøver offentlig registrering af folks ærlighed

Hele samfundet skal med i et digitalt pointsystem, som belønner god og troværdig opførsel for den enkelte. Målet er en harmonisk og retfærdig tilværelse for alle.

I et pilotprojekt bliver alle borgere i Shaghai overvåget og vurderet ved sammenkøring af registre. Foto: Jørgen Hedager Nielsen

Et program, som registrerer, om folk opfører sig ordentligt, er lanceret for borgerne ud fra sloganet “positiv energi i samfundet”. Det lyder som noget fra en science fiction-film eller fra en bog om tegnene i de sidste tider. Men en prototype fungerer allerede nu i Shanghai.

Programmet installeres på mobilen. Ved hjælp af det kan man få detaljerede vurderinger af alle virksomheder. Dette er ikke særlig kontroversielt, for det kender vi også lidt til i Danmark. Det foruroligende er, at den enkelte borger bliver registreret på samme måde.

Også private registreres

Hvis du var indbygger i Shanghai, så ville du have en profil på en stor offentlig computer. Computeren har ubegrænset adgang til alle data, som findes hos offentlige myndigheder, så din profil kan blive ganske detaljeret.

Alle oplysninger hos politiet, banken, sundhedsvæsnet, biblioteket, og så videre står til rådighed for programmet. Alt, hvad der findes om dig i offentlige computere, kan læses af det program, der styrer registreringen af dit liv. Er du medlem af en kirke, så indgår det i vurderingen af dig som samfundsborger.

Du kan anmode om din status. Så får du en bedømmelse, som fortæller, hvor god en borger, du er. Programmet hedder “Ærlige Shanghai”, og man vælger indtil videre selv, om man deltager. Guleroden er et pointsystem, der belønner ærlige borgere med rabatter på visse billetter og varer. Fordele man kun får, hvis man er med.

Målet er tillid

I løbet af de seneste år har 40 lignende pilotprojekter været i gang rundt om i Kina. Systemet skal efter planen være fuldt udviklet i 2020. Over 30 ministerier er involveret og Kinas højeste myndigheder bakker op. Regeringen har offentliggjort en tekst om projektet, hvor det hedder: “De troværdige kan vandre frit rundt overalt under himlen, mens de diskrediterede får svært ved at tage et enkelt skridt.”

Ovenstående er baseret på en artikel, som en af denne blogs læsere var så venlig at give mig et link til. Den stod i det danske onlinemagasin Zetland sidste år og er skrevet af en journalist, som har boet i Kina i mange år. Den ligger stadig frit tilgængelig her.

Offentlig kontrol med borgerne

Det handler naturligvis om, at Kommunistpartiet ønsker kontrol med borgerne. Der er indbygget en form for selvjustits i systemet. Ingen ønsker at blive rangeret som dårlige borgere, hvis det betyder, at man går glip af fordele, som er frit tilgængelige for de gode borgere.

Som det er nu, skal man selv tilmelde sig programmet, men myndighederne kan formodentlig – uden at spørge – registrere alle.

Meget snart vil mulighederne for at følge borgerne blive meget større. Allerede nu kan man via mobilen temmelig præcist følge den enkeltes geografiske placering. Ved hjælp af ansigtsgenkendelse kan politiet lokalisere en bestemt borger og følge vedkommende med de utallige overvågningskameraer.

Slut med kontanter

Måske er der ikke ret længe til, at vi ikke mere har kontanter. Det er allerede nu sådan, at man ikke kan aflevere mønter i sin bank, og en meget stor del af alle betalinger sker elektronisk. Rigtig mange har slet ikke kontanter på sig. Skridtet til at afskaffe dem kan ske inden for få år, og så skal al betaling ske elektronisk. Det betyder, at hvert eneste indkøb bliver registreret. Du kan ikke se en film eller købe en rejse, uden at det bliver gemt i en computer. Gennem billetsalget bliver det registreret, hvem du sidder ved siden af i biografen, og myndighederne ved også, om du giver en gave til Menighedsfakultetet eller Kattens Værn.

I min bog “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid” er mulighederne for overvågning i det kontantløse samfund en af de ting, jeg har leget lidt med.

Vi har fuldstændig tætte vægge mellem registrene, og de bliver aldrig sammenkørt. Sådan lyder det beroligende, hver gang politikerne indfører en ny form for registrering. Måske har de ret, men samkøring og overvågning er altså en mulighed for en femtedel af vredens befolkning allerede i dag.

Er det dyrets mærke?

Jeg har netop skrevet forklaringer til Bibelnøglen over anden halvdel af Johannes’ Åbenbaring (15.-25. oktober i år). Der blev jeg igen mindet om Lammets segl og dyrets mærke og de onde åndsmagters evne til at besnære og styre folkeslagene. Jeg tvivler indtil videre på, at “Ærlige Shanghai” er dyrets mærke, men tanken er fristende.

I Shanghai vælger man selv, om man vil være med. Profetien om dyrets mærke siger også, at man kan undlade at tage dyrets mærke på sig. I Shanghai betyder et nej til registrering, at man går glip af visse fordele. I Åbenbaringen hedder det, at den, der ikke vil tage dyrets mærke på sig, mister muligheden for at købe og sælge (Åb 13,16-18).

Jeg hælder mest til, at Lammets segl og dyrets mærke er noget mindre konkret, som har været i verden længe, men det er da fascinerende og ret skræmmende, at der nu dukker ting op, som har potentiale til at opfylde profetien på en måde, som man for få årtier siden ikke kunne forestille sig.

For ikke at blive misforstået, vil jeg gerne igen understrege, at jeg ikke tager stilling til, om “Ærlige Shanghai” er dyrets mærke. Måske er profetien allerede opfyldt, så Jesus kan komme igen nu. Som der står i Bibelens sidste vers: “(Jesus) siger: ‘Ja, jeg kommer snart.’ Amen, kom, Herre Jesus!”

 

Dommedagsuret viser nu to minutter i tolv

Dommedagsuret er netop blevet stillet 30 sekunder frem. Det justeres af en gruppe forskere, der samarbejder med flere nobelpristagere. To minutter i tolv viser det nu.

Vi har kun én gang før været så tæt på Jordens undergang. Det var i 1953, hvor der var fuld gang i våbenkapløbet, og den kolde krig var koldest. Ifølge en artikel fra Ritzau blev dommedagsuret skabt i 1947. Det stod da på 7 minutter i tolv, for Sovjetunionen havde netop testet sin første brintbombe.

En alvorlig situation

Dommedagsuret stilles hvert år af videnskabsmændene bag Bulletin of the Atomic Scientists. Det sikreste tidspunkt var i 1991, hvor det stod på 17 minutter i tolv. De sidste ti år har det ændret sig jævnt fra 5 til 2,5 minutter i tolv, og ved nytåret 2018 blev det stillet et halvt minut frem. En af årsagerne er, at Nordkoreas udviklingsprogram for atomvåben er gået rigtig hurtigt på det sidste. “Overdreven retorik og provokerende handlinger fra begge sider har øget risikoen for en atomkrig, der udløses ved en fejl eller en fejltolkning,” skriver forskerne, der justerer uret.

De globale klimaforandringer, striden om territorier i Det Sydkinesiske Hav og det anspændte forhold mellem Rusland og Vesten spiller også ind i vurderingerne. Forskerne understreger, at der er tale om en meget alvorlig situation, så det er vigtigt, at almindelige mennesker lægger pres på deres politikere for at gøre noget ved situationen, for alt håb er ikke ude endnu.

Videnskabsmændene bag dommedagsuret tager hensyn til atomtruslen, klimaforandringer, biologiske trusler, teknologi og andet.

Videnskabens profetier

Når man bevæger sig rundt på hjemmesiden for dommedagsuret, er det som at læse Jesu store profeti om tegnene i de sidste tider (Matt 24, Mark 13 og Luk 21). Bortset fra Antikrist, verdensmissionen og Israel, så er det meste med. Og forskernes advarsel er indtrængende.

På en kristen amerikansk hjemmeside læste jeg for nylig en artikel om angst. Skribenten mener, at USA’s kristenhed er præget af frygt og angst, sådan helt generelt. Han gjorde opmærksom på, at det egentlig er underligt, for sund kristendom burde været et værn mod frygt og angst. Og han har jo ret. “Kærlighed fordriver frygt” (1 joh 4,18).

Skræk eller løftet hoved

Lukas har en fin krølle med i sin gengivelse af Jesu store profeti om tegnene. Efter opremsningen af de mange voldsomme begivenheder, læser vi:

“Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden … Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,26-28).

Jesus profeterer her om to grupper. Først menneskeheden generelt. De skal gå til af skræk og frygt for det, som kommer over verden. Og så disciplene, som jo på forhånd har fået at vide, hvad det hele drejer sig om, fordi de har læst profetierne. De skal rette sig op og løfte hovedet. Det hele ender godt. Forløsningen nærmer sig.

Gud ønsker ikke, at vi skal leve i frygt. Han giver os det kristne håb som gave. Jordens undergang og dommedag er en overgang til noget meget bedre. En dag vil han gøre alting nyt.

Troen på dommedag trænger til en gang sandpapir

Vi kristne bør tale mere med muslimer om dommedag, skrev Steen Skovsgaard i en kronik. Men for mange kristne er det nærmest pinagtigt.

 

For kristne er det nærmest pinagtigt at tale om dommedag. Men både kristne og muslimer tror på dagen, hvor mennesker skal aflægge regnskab, skrev Steen Skovsgaard i en kronik i Kristeligt Dagblad den 2. januar. Han fortalte om samtaler, han for mage år siden havde med imamer i Danmark. Han var blevet klar over, at muslimer også tror på Jesu genkomst. Der må derfor være et godt afsæt for samtale om det emne.

De drak te i imamens hjem, og så sagde imamen: ”Der går ikke en time, hvor jeg ikke tænker på dommedag.” Og efter en kort pause: ”For hvordan vil det mon gå på dommens dag?” Der var en smerte og ægte bekymring i ordene. Skovsgaard fik svaret noget i retning af, at det faktisk ikke var noget, han tænkte så meget på. At frygten for dommedag ikke er noget, som fylder for kristne. Vi tror jo på Jesus som vores frelser.

Dommedag som samtalemulighed

Samtalen blev ikke glemt af Steen Skovsgaard. Han er overbevist om, at dommedag er en vigtig problemstilling og en uudnyttet samtalemulighed mellem kristne og muslimer, og så nævner han tre forhold, man må holde sig for øje i en sådan samtale:

  1. ”Ikke alle fingre er ens, selvom de sidder på samme hånd.” Sådan lyder et arabisk ordsprog. Det betyder, at islam er fuld af nuancer og forskelligheder, og at ikke alle muslimer tænker og tror det samme. Det kan lyde banalt, men vi bør huske, at muslimer er lige så forskellige som kristne, og vi ved ikke, hvad de tror, førend vi har talt med dem.
  2. For det andet er det vigtigt at se forskellene i øjnene. Det er på forskellene, at vi kender hinanden. Det kan være udmærket at kende til lighederne og tale om dem, men det afgørende er at kende og være sig bevidst om forskellene. Det er, som hvis vi vil sammenligne et æbletræ og et pæretræ. De har mange ligheder, men de er ikke ens. Og det er forskellene, som definerer, hvad det er for et træ. Det er ligeledes forskellene, der definerer os som troende. Derfor skal vi værne om og være bevidst om forskellene.
  3. I de mange samtaler, jeg i årenes løb har haft med muslimer, har jeg gang på gang oplevet det, som jeg har kaldt for sandpapir for troen. At møde islam er sandpapir for kristentroen. Islam er en modsigelse af det inderste i den kristne tro, og at blive modsagt er netop med til at få én til at overveje og skærpe bevidstheden om eget ståsted. Det forhold gælder i øvrigt for begge parter.

Dommedag er mere end undergang

Steen Skovsgaard håber, at en samtale med muslimer om dommedag kan være med til at gøre emnet tydeligt for kristne. Han skriver: ”Islam er Guds ris til en lunken kristenhed, siger Luther et sted. Det er en karsk måde at udtrykke, hvordan islam kan være med til at bevidstgøre dét i kristentroen, som er blevet lunkent, mosbegroet eller uklart. Og det er dommedag. Selvom det er et centralt tema i kristendommen, i Jesu forkyndelse og i bekendelsesskrifterne, så er det ikke alene upåagtet og trænger til at blive slebet op, det er endda blevet pinagtigt at tale om eller at tro på dommedag. Så hellere tie eller latterliggøre og overlade dommedag og dommedagsforestillingerne til sekter, dommedagsprofeter, katastrofefilm og science fiction-bøger. Derfor forbindes dommedag efterhånden udelukkende med katastrofer, krige, klimaforandringer og økonomisk sammenbrud. Ikke underligt, at mange bliver knugede, triste, modløse og bange, når de hører om dommedag. For hvordan kan man holde ud at høre, at denne verden skal gå under? For ikke at lade andre overtage betydningen af dommedag må vi som kristne besinde os på, hvad vi mener, når vi taler om dommedag. Det er nemlig ikke bare verdens undergang.”

Islam om dommedag

Tidligere biskop Steen Skovsgaard er i gang med en ph.d.-afhandling om dommedag i islam og i kristendommen. I den forbindelse har han fundet følgende på en islamisk hjemmeside: ”Dette liv: dunya, tjener udelukkende som forberedelse til det næste liv: akhira. Ved vores fødsel blev vi skabt i fitrah (syndfrihed), men igennem hele vores tilværelse i dunya, fra det allerførste åndedrag til det sidste sekund, bliver vi fulgt af to engle, som noterer alle vores gerninger. Vi bliver holdt ansvarlige for de gerninger, vi udfører, og de intentioner, vi har valgt at have. Regnskabet begynder i graven, og det er dette regnskab, der afgør vores skæbne i akhira. Dette faktum bør man hele tiden være sig bevidst. Så livet er en test, en forberedelse til at møde Gud, som en eksamen.”

Bibelen om dommedag

Den kristne opfattelse af dommedag er ikke helt så enkel. Skovsgaard forklarer:

Vi venter ganske vist også på det kommende Gudsrige, men vi tror samtidig på, at det allerede er ankommet. Gud er kommet til verden gennem Jesus Kristus. Vi er i ham befriet fra dommen, ja, befriet fra døden og fortabelsen.

Og han slutter: “Det er faktisk det, som Jesus også siger, når han taler om de sidste tider og dommedag: ‘Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.’ Med andre ord: Vær frimodige. Glæd jer og frygt ikke. For jeres fader har besluttet at give jer riget. Dommedag ligger på en måde bag jer. Eller rettere, som Jesus siger: ”I er allerede rene, på grund af det ord, jeg har talt til jer” (Joh 15,3). På den måde er frygten for dommedag i evangeliet afløst af frimodighed, tillidsfuld glæde og tryg forventning. Og hvor har vi dog brug for at høre det og tale om det.”

Tegnene på de sidste tider i 2017

2017 bragte os et år nærmere Jesu genkomst, men hvor længe skal vi vente endnu. Her er en lille status over nogle af tegnene i 2017.

Dette indlæg sluttes med en kraftig godbid fra Luther, men først skal vi bruge årsskiftet som anledning til at gøre lidt status. Jesus gav os en omfattende profeti om tegnene i de sidste tider (Matt 24), for at give os mulighed for at skønne, om han står for døren (vers 33). Men hvad antyder de tegn, vi så i 2017?

Forfølgelsen stiger

I Jesu store profeti er der et enkelt tegn, som han nævner tre gange, nemlig den antikristelige forfølgelse og forførelse. Ifølge de eksperter, der undersøger forfølgelsen af de kristne i hele verden, var der også i 2017 en stigning. Kristeligt Dagblad fortalte på en af årets sidste dage, at komplicerede konflikter har en tendens til at være usynlige i medierne. I mange af disse konflikter er kristne på en særlig måde i klemme. Et eksempel illustrerer det: I Den Centralafrikanske Republik er cirka halvdelen af landets beboere afhængig af nødhjælp. Omkring 80 procent af de 4,6 mio. indbyggere er kristne. Alligevel ligger landet som nummer 36 på Åbne Døres rangliste over de lande i verden, hvor kristenforfølgelsen er værst.

Forførelsen stiger

Når det gælder forførelse, så vi i den vestlige verden et øget frafald fra Bibelens lære. Et eksempel er holdningen til ægteskab for homoseksuelle. I juledagene kunne en ung mand fortælle i nyhederne, at han ønskede at bliver viet til sin mand ved et kirkebryllup, men han måtte spørge 16 præster, inden han fandt én, der ville gøre det. I samme nyhedsklip blev det oplyst, at kun cirka hver fjerde præst siger nej til at forestå en vielse af homoseksuelle. Lad dem, der har forstand, regne på tallene! Hvor stor er sandsynligheden for, at man kan spørge 16 præster, før man rammer én af de 75 procent, der siger ja – hvis man altså spørger tilfældigt? Journalisterne slugte historien råt. Deres normale vinkel er nemlig at sætte fokus på kirkens urimelige snæverhed.

Da historien dukkede op, var der straks politikere, der som sædvanligt fór op og krævede, at de “statsansatte” præster skal tvinges til at følge landets demokratiske værdier. For hver gang sådanne historier dukker op, er der lidt flere forargede politikere, og på et tidspunkt er der sikkert et flertal. Vores ret fornuftige kirkeminister stod igen frem og understregede, at de nej-sigende præster er i deres gode ret til at nægte, og at sådan skal det være i et land med religionsfrihed. Men biskopperne var tavse. De fandt sig igen i, at båndene mellem kirken og staten blev strammet et lille nøk. Det må være fordi, de finder det i orden.

Tak, Mette Bock for at sige, som du gør. Men trods hendes ord har det større og større omkostninger at stå fast på Bibelens lære. Fristelsen til at svigte Guds ordning med de to køn bliver større, hver gang sådanne historier dukker op.

Jerusalem som Israels hovedstad

Når det gælder endetidstegn, vil mange pege på anerkendelsen af Jerusalem som Israels hovedstad. I bogen “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” skrev jeg, at oprettelsen af staten Israel i 1948 for mig at se er et endetidstegn. I forlængelse af det, vil det være logisk at opfatte Donald Trumps anerkendelse af Jerusalem som hovedstad på samme måde. Når jeg viger lidt tilbage for det, skyldes det måske, at jeg ikke har lyst til at give Trump den ære. Og det er jo noget ævl, for der er ingen ære ved at opfylde en profeti. Vi giver jo heller ikke Antikrist ære, selv om han opfylder en hel del profetier.

I min roman har jeg forsøgt at forudsige udviklingen de kommende år, men jeg håber ikke, de går i opfyldelse.

Som det fremgår af romanen “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid”, forestiller jeg mig, at et af kendetegnene på de kommende år vil være en øget modstand mod bibelsk forkyndelse. Det gav 2017 en del eksempler på. Hvordan mon det går i 2018? Forhåbentlig får jeg ikke ret.

Vi kender ikke dagen for Jesu genkomst, men vi ved, at her ved årsskiftet er den kommet et år nærmere end sidst, vi sagde “Godt nytår!”

Jesus kommer også anden gang i sin legemlige skikkelse, siger Luther.

Luther om Jesu genkomst

Også i 2017 var der flere forsøg på at bortforklare evangeliet om Jesu og vores legemlige opstandelse. Luther får lov til at slutte jubilæumsåret med nogle tanker om legemligheden ved genkomsten. Det er fra Luthers Adventspostille (2. s. i advent). Bibelteksten er: “Og de skal se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed” (Luk 21,27).

Her kan du fornemme kraften i de skarer af engle, helgener og alle skabninger, som kommer med Kristus til dommen – forstå det ret – og at magten og styrken i dette Kristi andet komme er så meget mægtigere, som det første var syg og ringe. Desuden siger han ikke blot: “Han kommer,” men: “De vil se ham komme.” For efter den legemlige fødsel er han også kommet, men blev ikke set af nogen. Han kommer stadig hver dag åndeligt ind i de troende hjerter ved evangeliet. Det er der heller ingen, der ser. Men denne fremtid vil indtræffe åbenlyst, så enhver må se ham, som Åb 1,7 også siger: “og hvert øje skal se ham”, og de vil se, at han ikke er nogen anden end mennesket Kristus i legemlig skikkelse, som han er født af Maria og har vandret på jorden. Når han siger: “De skal se Menneskesønnen,” er det tydeligt, at det handler om en legemlig fremtid, og legemlig skuen af en legemlig skikkelse – dog med stor magt, med store skarer af engle og med al herlighed.

Ateistens drømmesamfund svarer til profetierne

En ny roman antyder et ateistisk drømme-samfund, der på mange måder ligner den virkelighed, vi som bibellæsere kan se for os ud fra profetierne om trængslen i de sidste tider. Det er Dan Brown, der har været ved tasterne igen.

Dan Browns nye roman er spændende, og så er helten igen på videnskabens side imod al religion – som om de to altid må udelukke hinanden.

Det var en speciel oplevelse at læse Dan Browns seneste spændingsroman “Oprindelse”. Det er den femte roman med symbolforskeren Robert Langdon som hovedperson. Serien omfatter også “Da Vinci Mysteriet”, der for alvor slog Dan Browns navn fast. Med den skabte han en bestemt type romaner, som mange forfattere senere har efterlignet. Det er underholdende spændingsromaner, hvor dét at knække en eller flere koder hjælper helten i den rigtige retning, og hvor kirken spiller en negativ rolle i form at fordrejede kendsgerninger, fjendskab mod videnskaben og et konspiratorisk arnested for bogens ondsindede skurke.

Antikrist er helten

“Oprindelse” handler om en form for antikrist, som i Dan Browns optik er helten. Det er den højt begavede Edmund Kirsch, som er berømt for sine utroligt præcise forudsigelser af den videnskabelige udvikling på elektronikkens og naturvidenskabens områder. Kirsch har bebudet, at han har forsket sig frem til videnskabeligt holdbare svar på de to helt grundlæggende spørgsmål “Hvor kommer vi fra?” og “Hvor er vi på vej hen?”

Romanen åbner med, at Edmund Kirsch har inviteret nøglepersoner fra hele verden til en event på Guggenheimmuseet i Bilbao. Robert Langdon er blandt de inviterede. Eventen vil blive live-transmitteret til hele verden, og de fremlagte kendsgerninger vil være så overbevisende, at religionernes tid definitivt vil være forbi.

Dan Brown har med andre ord slået et meget stort brød op. Hans store styrke som forfatter er at skabe spænding, men når det gælder Edmund Kirschs opdagelser, som først afsløres hen mod bogens slutning, er det en fuser. Alligevel fremstiller Dan Brown opdagelserne som helt fantastisk epokegørende. Ifølge romanen sætter offentliggørelsen hele verden op mod dem, der holder fast i troen på en skabende Gud.

Desværre kan Dan Brown have ret i, at der ikke skal ret meget sagligt indhold til, for at gøre troende kristne til et forfulgt mindretal. Når bare det præsenteres tilstrækkeligt overbevisende. Vi taler jo om åndskamp her, og ikke om sunde argumenter.

(Til eventuelle Dan Brown-læsere: Med dette har jeg ikke afsløret noget, der ødelægger jeres læseoplevelse. Når det gælder action og spænding, er “Oprindelse” stort set på højde med hans andre romaner.)

En religion uden Gud

Romanens overraskelse ligger ikke i, at videnskabsmandens opdagelse i mine øjne er en fuser. Den ligger et andet sted, nemlig i skildringen af et fremtidigt drømmesamfund.

Kirsch har bygget en supercomputer med kunstig intelligens. Den har fungeret som hans samtalepartner og inspirator. Han har givet den navnet Winston efter sin helt Churchill, og den er meget symbolsk placeret i en nedlagt kirke i Barcelona. Winston er programmeret til at udsende Edmond Kirschs epokegørende opdagelse direkte via internettet. Men udsendelsen kræver en kode, som Robert Langdon jagter i en stor del af bogen.

Efter en vellykket afvikling af offentliggørelsen siger Winston til Robert Langdon: “Hvad der nu sker, afhænger af folks evne til at opgive gamle trossætninger og acceptere nye paradigmer. For et stykke tid siden betroede Edmond mig at det ironisk nok ikke var hans drøm at udrydde religion … men snarere at skabe en ny religion – en universel tro der forener folk i stedet for at splitte dem. Han tænkte at hvis man kunne overbevise folk om at de burde ære den naturlige verden og de fysiske love der har skabt os, ville alverdens kulturer også begynde at dyrke den samme skabelseshistorie i stedet for at gå i krig om hvilke af deres antikverede myter der var den rigtigste.” (Et centralt citat fra romanen).

Som en form for motto over det hele står en linje af William Blake: “De mørke religioner er døde og den smukke videnskab regerer.”

Uden sammenligning i øvrigt, så har Dan Brovns og mit eget fremtidsscenarie visse overlapninger.

Ateistens drømmesamfund stemmer med profetierne

I mit arbejde med “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid” beskriver jeg en virkelighed, hvor den udvikling, vi kender, har ført til et endnu mere antikristeligt samfund. Til min overraskelse svarer Edmund Kirschs drøm om et idealsamfund på en skræmmende måde til mine forestillinger.

Bibelens profetier fortæller om en virkelighed, som i stigende grad bliver præget af Antikrist og antikristelige kræfter. Det vil betyde øget trængsel for sande kristne. Dan Browns nye roman viser, at i ateistens øjne vil det samme samfund være fyldt med løfter om en herlig tilværelse, hvor man er fri for alle os, der ødelægger freden og fremskridtet med vores tro på “antikverede skabelsesmyter”.

Dan Browns “Oprindelse” vil blive læst af millioner af mennesker ud over verden. Måske bliver den endda filmatiseret af Hollywood med Tom Hanks i hovedrollen, som det allerede er sket med tre af Robert Langdon-romanerne.

* * * *

Og så skal vi her i adventstiden have med, at Jesu store profeti om trængslerne i den sidste tid munder ud i disse ord fra vores frelser:

“Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,28).

Jerusalem hvor Gud og mennesker skal bo sammen

Der er ikke guld på gaden i det ny Jerusalem. Det påstår jeg frimodigt, selv om apostlen Johannes skriver: “Og byens gade var af det pure guld som gennemsigtigt glas” (Åb 21,21). Når begge dele kan være sande, skyldes det, at ordene i Johannes’ Åbenbaring skal læses symbolsk, mens min påstand skal forstås bogstaveligt.

Det kan ikke lade sig gøre at tegne det ny Jerusalem efter Bibelens anvisning. Dette er det bedste forsøg, jeg har fundet.

Vi vender tilbage til det med guld på gaderne, men først skal vi lige en hurtig tur gennem Bibelen for at konstatere, at det himmelske Jerusalem omtales mange steder.

Jerusalem som Guds brud

Esajas har flere profetier, som handler om Jerusalem. Et sted henvender han sig til Jerusalem og siger: “… som den unge mand tager jomfruen til hustru, tager din genopbygger dig til hustru, og som en brudgom fryder sig over sin brud, fryder din Gud sig over dig” (Es 62,5). Dette løfte til Jerusalem handler i første omgang om en bogstavelig genopbygning af byen, som også skete. Men profetien rækker langt ud over det.

Den evige betydning bliver tydelig, når Esajas profeterer: “Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det. Men I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd; jeg vil juble over Jerusalem og fryde mig over mit folk. Der høres ikke mere gråd eller skrig …” (Es 65,17-20)

Det frie Jerusalem er vor moder

Både Paulus og Hebræerbrevets forfatter bruger det himmelske Jerusalem som billede på nåden og evangeliet. “I er kommet til Zions bjerg, til den levende Guds by, det himmelske Jerusalem,” skriver Hebræerbrevets forfatter. Bemærk, at han taler i nutid. Han omtaler det som en modsætning til at høre til på Sinaj, lovens bjerg (Hebr 12,18-24). Paulus er inde på det samme, når han skriver: “Men det himmelske Jerusalem er frit, og det er vor moder” (Gal 4,21-26).

I kapitel 11 skriver Hebræerbrevets forfatter om de mange forbilleder på tro, vi har i Det gamle Testamente. Midt i opremsningen af troende har han pludselig en bemærkning om det ny Jerusalem. “Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden … Derfor skammer Gud sig ikke ved dem eller ved at kaldes deres Gud. For han har allerede grundlagt en by til dem” (Hebr 11,13-16).

Englen spurgte Johannes, om han ville se bruden – og viste han det ny Jerusalem (Gustave Doré).

Jerusalem er Guds by

Det vigtigste sted har vi i slutningen af Johannes’ Åbenbaring, men han nævner det også tidligere: “Den, der sejrer, vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel … og på ham vil jeg skrive min Guds navn og navnet på min Guds by, det ny Jerusalem, der kommer ned fra himlen fra min Gud, og mit nye navn” (Åb 3,12).

Evangeliet om det ny Jerusalem møder vi for fuld udblæsning, når vi kommer til Johannes’ Åbenbaring kapitel 21: “Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb 21,1-4).

Her er Jerusalem igen sammenlignet med en brud, akkurat som i citatet fra Esajas. Og det bliver endnu mere forunderligt, for en engel spørger Johannes, om han har lyst til at se bruden (Åb 21,9).

Jerusalem kommer ned fra himlen

Englen, der vil vise Johannes bruden, Lammets hustru, fører Johannes op på et bjerg og peger på bruden. Men det, der ligger udbredt for deres øjne ligner ikke en brud. Det ligner en by. Johannes ser “den hellige by, Jerusalem, der kom ned fra himlen, fra Gud, med Guds herlighed.”

Vi er vant til at tænke på udtrykket “Lammets brud” som en symbolsk betegnelse for menigheden. Men sammenhængen i kapitel 21 tyder på, at vi også skal opfatte det ny Jerusalem som en symbolsk betegnelse for menigheden – Guds folk. Eller måske er det mere rigtigt at sige, at det er en symbolsk betegnelse for foreningen af Gud og menigheden. Ligesom Lammets bryllup er en forening af brud og brudgom

Så stor vil det ny Jerusalem være, hvis målene opfattes bogstaveligt. Opfattes de symbolsk, fortæller de os, at der er tale om noget, der overgår vores fatteevne.

Jerusalem har form som en terning

I beskrivelsen af det ny Jerusalem dukker der nemlig noget helt bestemt op. Englen måler byen med en målestok af guld, og det viser sig, at byen er terningformet. Vi kender kun terningen fra ét andet sted i Bibelen, nemlig det allerhelligste i åbenbaringsteltet og templet.

Det allerhelligste var Guds bolig midt i folket. Det syndige menneske kan ikke tåle at være sammen med den hellige Gud. Derfor var adgang til det allerhelligste strengt forbudt. Kun én gang om året, måtte ypperstepræsten gå derind – og aldrig uden offerblod.

Langfredag, netop som Jesus døde på korset, blev forhænget foran det allerhelligste flænget fra øverst til nederst (Matt 27,51). Jesu død gav fri adgang ind til Gud for den, som har fået sin synd tilgivet. Alt dette skal vi tænke med, når vi forsøger at forstå, hvad det ny Jerusalem er.

Vi skal også huske, at det ny Jerusalem i evigheden skal være på jorden, og at Gud tager bolig på jorden hos menneskene (Åb 21,3).

En vits om guld på gaden

Her kommer den eneste Sankt Peter-vittighed, jeg finder okay. At tale om Sankt Peter som dørvogter ved Perleporten er folketro og ikke bibelsk, men denne skal alligevel med:
En rig mand lå for døden. Han ville gerne have en guldbarre med i kisten, sådan for at have lidt i reserve for en sikkerheds skyld. Præsten var ikke meget for det. Adgangen var jo helt gratis, men gav sig til sidst. Da den rige mand stod ved Perleporten spurgte Sankt Peter: “Hvad er det, du holder der bag ryggen?” Lidt beklemt holdt den rige mand sin guldbarre frem. “Men kæreste ven,” udbrød Sankt Peter overrasket. “Hvorfor har du dog taget en brosten med!”

Renset og smykket af Kristus

Men altså som sagt i indledningen, så er der ikke bogstaveligt talt guld på gaderne i det ny Jerusalem. Da Johannes skulle beskrive det syn, han havde, måtte han ty til det allerflotteste, han kendte til. Derfor er beskrivelsen af det ny Jerusalem præget af dyre smykkesten, ædle metaller og klart glas, som dengang var meget kostbart.

Når vi engang oplever det i virkeligheden, vil det langt overgå den beskrivelse, Johannes ved Åndens hjælp med menneskeord var i stand til at give os i Bibelens sidste par kapitler. Hvilken herlighed, det i virkeligheden handler om, har Paulus antydet:

“… Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet, for at føre kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri” (Ef 5,25-27).

Og så lige et par bemærkninger til sidst:

  • Når Jesus før sin himmelfart lovede disciplene, at han ville gøre en bolig rede i himlen (Joh 14,2-3), så er det en bolig i det ny Jerusalem.
  • Livets Bog er en fortegnelse over indbyggerne i det ny Jerusalem (Åb 20,15).

Når jeg skriver om det ny Jerusalem nu, skyldes det, at jeg har en uges Nota Bene-andagter i Københavns Kristne Nærradio i uge 48, og der lover jeg lytterne, at de kan læse mere om det ny Jerusalem her på siden (Efterhånden som de udsendes i radioen, kan Nota Bene høres som podcast her).

 

Luther forventede Jesu genkomst

Luther havde et levende håb om Jesu genkomst. Han var optaget af, at det er den dag, syndernes forladelse altid har peget frem imod. “Det er ikke muligt, at den yderste dag kan lade vente på sig længe,” sagde han en dag efter aftensmåltidet. Og et sted skriver han: “Dommedag må være for døren.”

Luther har vist nok intet sted i sine mange skrifter givet en samlet gennemgang af emnet, men tanken om genkomsten dukker op rundt omkring. I en bordtale siger han for eksempel: “I det sidste halve år har jeg haft mange forfærdelige drømme om den yderste dag. Det er ikke muligt, at den kan lade vente på sig længe, for Skriften er opfyldt. De fire verdensriger, som Daniel inddelte historien i, er alle gået til grunde. Paven bevarede resten af Romerriget. Det var den sidste rest, nu er det forbi med ham også. Der bygges, plantes, samles penge sammen, drives kunst, som om verden skulle blomstre for anden gang. Jeg håber, vor Herre vil gøre en ende på det.”

De tog fejl, men …

Paven var Antikrist, mente Luther. “Nu er det ved at være forbi med ham også,” sagde han i den citerede bordtale. Luther levede længe i en forventning om, at evangeliets klare lys helt ville fortrænge paven og hans magt.

I samme bordtale nævner Luther et argument mere: “Philip Melanchton mener, at der var firs jubelår fra verdens skabelse til Kristi komme, dvs. i alt 4000 år, og at verden skal bestå i 6000 år. Nu har vi 1532. Verden skulle altså have omtrent 400 år igen. Men Gud begynder at holde spektakel, derfor er det at håbe, at han vil forkorte den tid.”

Med hensyn til udregningen af årstallet tog Melanchton fejl, og med hensyn til, at det var forbi med paven, tog Luther fejl. Men Luther var opmærksom på tidens tegn, og han håbede og troede, at genkomsten var nær.

Luther: Paven er Antikrist

I fortalen til Daniels Bog fylder Luthers fordømmelse af paven som Antikrist rigtig meget. Han fortæller lystigt om, hvordan paven har opstillet utallige regler for det hellige liv. Han nævner blandt andet munkenes “stakkels hår”. En pæn frisure måtte være synd, mente paven: “De skulle have bar isse og afraget skæg, så var de hellige,” skriver Luther ironisk. Sådan har paven gjort rigtig meget til synd. Han har opfundet regler for “mad, drikke, klæder, steder, tid, liv og levned. Og hvis han havde regeret længere, da havde han vel også forbudt at hoste, gispe og spytte og prutte.”

Først gjorde paven alt muligt til synd, og derefter tilbød han aflad, så folk kunne købe dispensation for straffen.

Dommedag må være for døren

Luther har en mængde komplicerede udregninger og overvejelser om tidsangivelserne i Daniels Bog. Han får det til at passe på historien helt fra Daniels tid til sin egen tid. Alligevel slutter han afsnittet med at skrive:

“Men man kan ikke være sikker på, hvornår den sidste dag kommer. Og selv om denne udlægning synes, som om man skulle være vis på den yderste dag, hvilken dag og år den skulle komme, hvilket dog Kristus forbyder at vide (ApG 1 og Matt 24), så slår det dog meget let fejl.”

Hans konklusion på emnet i fortalen til Daniels Bog lyder: “Men jeg lader mig nøje dermed, at dommedag må være for døren, for de tegn, som Kristus og apostlene Peter og Paulus forkyndte, er allerede alle sket. Træerne skyder skud og Skriften grønnes og blomstrer. Om vi ikke så præcist kan vide dagen, det ligger der ingen magt på. Sandelig, alting er ved enden.”

Til trøst og advarsel

I fortalen til Johannes’ Åbenbaring har han naturligvis også overvejelser om Jesu genkomst. Ganske vist lagde Luther ikke meget vægt på Åbenbaringen, blandt andet fordi han var usikker på, om Johannes faktisk var forfatteren, men han har alligevel ladet sig opbygge af den.

Både hans syn på paven som Antikrist og på islam (tyrken) som en voldsom trussel, spiller en stor rolle i hans læsning. Efter en skematisk gennemgang af bogen kapitel for kapitel, opsummerer han, at bogen kan tjene til trøst og advarsel. Til trøst, fordi trængslerne ikke kan kvæle den sande kristenhed, og til advarsel, fordi fjenderne fremstiller kirken som det modsatte af det, den er, og de rette kristne som kættere.

“Med denne udlægning kan vi bringe os denne bog til nytte og bruge den ret. For det første til trøst, idet vi véd, hvordan ingen magt eller løgn, ingen visdom eller hellighed, ingen trængsel eller lidelse ville undertrykke kristenheden, men at den endelig skal beholde sejr og få overhånd. For det andet til advarsel mod den store, farlige, mangfoldige forargelse, som rammer kristenheden. Det er umuligt for fornuften og naturen at erkende kristenheden. Den (fornuften) kalder den kristne kirkes arrigste fjende for kirke, og den kalder de rette kristne for fordømte kættere” (sproget er let moderniseret).

De tusinde år

I forbifarten kan jeg ikke nære mig for at nævne Luthers syn på det tusindårige rige, som nævnes i begyndelsen af Åb 20. Luther skriver i fortalen: “… de tusind års begyndelse er at regne fra den tid, denne bog er skrevet, og at Djævelen også på samme tid er bundet. Dog kan denne regning ikke tages så nøje på ethvert minut.”

Men udtrykket “denne bog” mener han Johannes’ Åbenbaring. For Luther begyndte de tusinde år på apostlenes tid.

Til sidst får Kristus overhånd

Luthers udbytte af at læse Johannes’ Åbenbaring var en styrkelse af glæden over den sande kirke. I sin konklusion henviser han til trosbekendelsens ord om, at vi tror på “én hellig kristelig kirke”. Kirken hører altså til det, vi tror på. “Derfor kan ingen fornuft erkende den, om den end satte alle briller på. Djævelen kan tildække den med forargelser og sekter, så du støder dig derpå. Sådan kan Gud også skjule den med skrøbeligheder og alle slags mangler, så at du derover må blive til en dåre og fælde en falsk dom derom. Den vil ikke ses, men tros,” skriver han.

Johannes’ Åbenbaring hjælper os til – midt i trængsel og forfølgelse –

“… ikke at tvivle på, at Kristus er hos os og med os, om det end går nok så dårligt til. Således som vi ser i denne bog, at Kristus gennem og over alle plager, dyr og onde engle endnu er hos os med sine hellige og til sidst får overhånd.”

Og dermed har vi en flot overgang til mit næste indlæg på bloggen, der sætter fokus på allehelgen.

 

Læs et tidligere indlæg på bloggen om baggrunden for den kendte anekdote om Luther og æbletræet.

De, som vil vide mere om Luthers fortaler til Daniels Bog og Johannes’ Åbenbaring (og Bibelens øvrige skrifter), kan finde dem på den meget nyttige hjemmeside Lutherdansk.dk.

Hvis nogen kender Luther-citater om de sidste tider, så skriv endelig en kommentar om det herunder.

Kristne i Danmark forfølges i det små

Et af de sidste tiders tegn er forfølgelse af de troende. En offentlig institution har i flere år sværtet Indre Mission og frikirkerne til med såkaldt saglig information. Er det forfølgelsen, som er ved at komme til Danmark?

Petr Jasek fra USA var i Sudan for at støtte de forfulgte kristne. Han sad fængslet i 445 dage under falske anklager sammen med tre sudanesiske præster. Forfølgelsen styrker kirkerne, siger han.

Vi har ikke forfølgelse i Danmark, som man kender det mange andre steder i verden. Men en lille snert dukker ind imellem frem. Kristeligt Dagblad havde et eksempel på forsiden den 11. september. Artiklen handlede om Faktalink, som drives af Dansk Bibliotekscenter – altså en offentlig institution. Faktalink bruges meget af skoleelever. På en enkelt uge har de haft 82.000 besøgende. De skriver om sig selv, at “emnerne belyses ud fra en faglig, analyserende og alsidig vinkel”.

I årevis har man på Faktalink kunnet læse, at kristne organisationer og menigheder som Indre Mission, Pinsekirken og andre frikirkelige miljøer “som udgangspunkt er fundamentalistiske”. I maj 2016 begyndte Frikirkenet, der er fælles for en række frikirker, at protestere mod formuleringen. De skrev til de ansvarlige bag Faktalink, at artiklen var en karikatur. Redaktøren for Faktalink svarede, at de ville revidere og opdatere artiklen.

Men opdateringen bestod i, at der til den hidtidige formulering blev føjet nogle udtalelser fra et tidligere medlem af en frikirke. Her blev frikirkemiljøerne beskrevet som “sekteriske, sexistiske og kontrollerende”. Der blev også føjet et afsnit til, hvor en mand fortæller, at han engang blev forsøgt helbredt for sin homoseksualitet af en fundamentalistisk præst i folkekirken.

 Langt under lavmål

Frikirkenet fik to uvildige eksperter (universitetsfolkene Hans Raun Iversen og Viggo Mortensen) til at bedømme artiklen. “Samlet set finder jeg artiklen langt under lavmål,” lød den ene bedømmelse. Den anden skrev: “Det er ikke en artikel, som et seriøst oplysende medie ville kunne bruge.” Men de to bedømmelser førte ikke til ændring af artiklen i Faktalink. Ændringen kom først, da Kristeligt Dagblad henvendte sig til Faktalink. Så blev artiklen straks fjernet.

Dansk Bibliotekscenter beklager forløbet. “Vi erkender, at en korrekt beskrivelse af de kristne frikirkelige retninger er en mere kompleks opgave end først antaget.” Ja, sådan er det jo ofte. Hvis man ikke vil nøjes med at skrive ud fra sine fordomme, koster det lidt ekstra arbejde.

 Larmende tavshed

Lad os se på en parallel. Da det kom frem, at et par islamiske friskoler præsenterer deres elever for materiale, der rummer antisemitisme, blev de fleste med rette forargede. Historien spredtes hurtigt i medierne, og emsige politikere var straks fremme med krav om, at alle muslimske friskoler skal lukkes.

Men da det kom frem, at en offentlig dansk institution, der servicerer hele det danske skolevæsen, har spredt krænkelser og misinformation om Indre Mission og frikirkerne, var der ingen forargede protester. Ingen politikere tog sagen op, og ingen medier citerede Kristeligt Dagblad (så vidt jeg har kunne tjekke). Der var larmende tavshed, for der er ikke stemmer i at forsvare de missionske og de frikirkelige.

 Fordomme fører til forfølgelse

Men er en sådan artikel forfølgelse? Måske ikke direkte, men når den står på et meget besøgt offentligt og tilsyneladende troværdigt sted i flere år, så er den med til at skabe og cementere fordomme. Og stærke fordomme er ofte et udgangspunkt for forfølgelse.

Når der findes muslimer, som har noget imod jøder, så skyldes det fordomme, som næres af forkyndelsen og undervisningen i nogle islamiske sammenhænge.

Når der findes danskere, som har noget imod missionsfolk og frikirkefolk, så skyldes det fordomme, som næres af mange kilder. Også kilder, der er offentligt finansierede og bruges i vores undervisningssystem.

 Religionsforskrækkelse

Fordommene findes også hos politikere. Allerede dagen efter ovenstående artikel fortalte Kristeligt Dagblad, at kirkelige foreninger er ved at miste deres status som almennyttige. Skatteminister Karsten Lauritzen vil fjerne momsrefusionen til almennyttige formål. Det har han begrundet med, at den også gives til kirkelige foreninger og frikirker. Det er en politisk kovending i forhold til det, der var gældende for ti år siden. Da blev en frikirke anvendt som eksempel på, at det var rimeligt at indføre momsrefusionen. Siden har religionsforskrækkelsen bredt sig til politikerne.

Listen bliver meget lang, hvis vi skal have alle følgerne af den tiltagende religionsforskrækkelse med. Det er noget, der sidder dybt i tidsånden, og jeg tøver ikke med at kalde det forfølgelse. Det er med til at trykke os ned, så der ikke regnes med os.

En tendens i hele Vesten

Det sker i hele den vestlige verden. Kors bliver forbudt i det offentlige rum. Bøn og salmesang trænges ud af offentlige skoler. Undervisning i Bibelens tale om Gud som skaber mistænkeliggøres. Den kristne tro siver ud af Danmarks Radio.

Selv i mange kirker – inklusive folkekirkerne i Norden –  vokser betænkeligheden ved den traditionelle forståelse af Bibelen. Dem, der forsøger at læse Bibelen som Guds ord, bliver skældt ud for at være radikale fundamentalister eller biblicister, og de sammenlignes med islamister.

Men det er trods alt kun småting i forhold til, hvad kristne er udsat for i andre dele af verden. Vi skal bare være opmærksomme, så vi ikke lader os kujonere. Lad os trodsigt holde korsets fane højt.

Rekord i forfølgelse

I forbindelse med en artikelserie om forfølgelse og forførelse, der kommer i Indre Missions Tidende i nr. 40, 41 og 42 har jeg set på nogle tal for forfølgelse af kristne. I hele den vestlige verden er der en stigende mangel på tolerance over for bibeltro kristne (artiklerne kan findes i IMT’s arkiv, når bladet er udkommet. Vælg årgang/nr./skribent).

Eksperter fortæller, at der aldrig har været så megen forfølgelse af troende, som der er i dag. Og 75 procent af alle, der forfølges på grund af deres tro, er kristne. Det anslås, at 400 millioner kristne bliver diskrimineret og heraf bliver op mod 200 millioner udsat for grov forfølgelse. Tallet er naturligvis afhængigt af, hvordan man definerer diskrimination og forfølgelse, men det er under alle omstændigheder noget, der præger vores tid.

Et drab hvert sjette minut

I begyndelsen af året kunne man læse denne overskrift i Kristeligt Dagblad: “En kristen dræbes hvert sjette minut”. Tallet dækker 90.000, som blev dræbt på grund af deres kristne tro i 2016, og det stammer fra det amerikanske Center for Study of Global Christianity. Tallet bakkes op af Vatikanets statistikker.

Open Dors (Åbne Døre) har tal, der er mindre, men de tæller kun drab, der udelukkende er sket på grund af en kristen tro, og hvor de kender den enkeltes navn. Hvis en terrorbombe dræber alle på en markedsplads – også muslimer – så er de kristne på pladsen ikke døde, fordi de er kristne, forklarer man.

Åbne Døre offentliggør hvert år en oversigt (World Watch List), der rangerer de forfølgende lande. Værst er Nordkorea. De næste ligger alle i Mellemøsten og Afrika.

 

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial