Klimaet som et tegn på dommedag

Skal vi regne klimaforandringerne med blandt tegnene på, at Jesus snart kommer igen? Sidder Antikrist på lur i klimabevægelsen?

 

Foto: Hedager

Da der for omkring ti år siden var klimatopmøde i København, spurgte en journalist fra Ritzau biskop Steen Skovsgaard om det kunne tænkes, at klimaforandringerne var et tegn på dommedag. Biskoppen svarede: »Jeg kan ikke udelukke, at klimaforandringerne kan være et tegn på Jesu genkomst.«

Hans svar gav anledning til en vældig debat i Kristeligt Dagblad, og i adskillige sognegårde blev der arrangeret debatmøder om emnet. Debatten skyldtes ikke hans kommentar om klimaforandringerne, som jo heller ikke sagde ret meget. Nej, debatten skyldtes, at han tog journalistens præmis alvorligt – nemlig at Jesus faktisk kommer igen.

Nu har en af læserne af denne blog spurgt om sammenhængen mellem klimaforandringerne og Jesu genkomst. Jeg vil gerne prøve at formulere mine foreløbige tanker om det. Så kan I jo skrive jeres kommentarer herunder.

Bibelen siger en del om naturkatastrofer – også i forbindelse med tegnene på Jesu genkomst. Så vidt jeg ved, taler Bibelen ikke direkte om klimaforandringer, men måske nok indirekte. Det vender jeg tilbage til, når jeg har skrevet lidt om folks reaktioner på klimaforandringerne. Det  er nemlig mindst lige så interessant som selve forandringerne.

Optimismen er på retur

Udviklingslæren går ud fra, at alt er blevet til ved en udvikling fra en mikroskopisk celle, der blev levende og siden blev til at det, vi kan se i dag. Altså en udvikling fra ingenting til alt det fantastiske, der omgiver os i denne verden. Udviklingen sker stadig og vil fortætte til uanede højder. Eller sådan så man på det de første hundrede år eller lidt mere efter Darwins bog om arternes udvikling.

Nu er optimismen på retur, og man er blevet bange for, at udviklingen går den forkerte vej. For eksempel er antallet af insekter vist nærmest halveret, både når det gælder diversitet (antallet af arter), og når det gælder mængde (antallet af individer). Biologer fortæller os, at hvis den tiltagende dødelighed blandt bier fortsætter, vil det gå ud over frugthøsten. Det vil betyde mangel på mad både for mennesker og dyr. Så er der det med afsmeltning af gletsjere og indlandsis, der får havene til at stige. Der er det med ørkenspredning og det med ændrede vejrforhold med kæmpebrande og oversvømmelser til følge. Alt sammen ganske bekymrende.

Flere sider af klimadebatten

Klimadebatten har flere sider. Der er den rent videnskabelige, hvor diskussionerne ser ud til stort set at være ført til ende. Man fortæller os, at videnskaben nu er enig om, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og at vi for enhver pris skal undgå, at temperaturen stiger to grader. Jeg fornemmer, at der fortsat er skeptikere blandt videnskabsfolkene, men de har ingen chance for at blive taget alvorligt.

En anden side er folks reaktion på klimaforandringerne. Den har en moralsk dimension, som kom til udtryk hos den politiker, der sagde: “Vi skal lave en kampagne, der giver dårlig samvittighed hos alle, der køber en flybillet.” Og den har en religiøs side, der kom til udtryk hos den biolog, der sagde: “Vi ærer Darwin ved at værne om de truede dyrearter.”

Klimadebatten trænger ind på alle områder, og den skaber bekymring og skræk i en grad, så børn er begyndt at gå til psykolog, fordi de udvikler psykiske symptomer. Jeg fornemmer en spirende folkelig bevægelse, som har store kræfter i sig. Den er måske nok ikke verdensomspændende, men den er voldsomt udbredt. Den bygger på frygt, og den undertrykker alle skeptikere.

Antikrist på lur

Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at skelne mellem de forskellige sider af debatten. De ideologiske, de videnskabelige og de religiøse argumenter fyger rundt mellem hinanden, så det er svært at se, hvad der er hvad.

Jeg ser for mig, at det alt sammen udvikler sig til et verdensomspændende pres, der bliver båret af tidsånden, og giver plads til en eller anden form for enighed om fremtiden, men samtidig træder på alt det, der ikke bøjer sig i lydighed og underkastelse.

Når jeg har den form for fantasier, skyldes det Bibelens tale om, at der umiddelbart før Jesu genkomst træder en dæmonisk magt frem, som i Bibelen kaldes Antikrist, Lovløshedens menneske og Dyret. Jesus siger, at Antikrist vil søge at føre selv de udvalgte vild. Det kræver et positivt og tillidvækkende ydre.

Jeg siger ikke, at klimadebatten er antikristelig. Jeg mener faktisk, at vi skal tage store dele af advarslerne og anbefalingerne alvorligt. Særligt ud fra det, at Gud har sat os til at herske over skaberværket.

Men jeg ser for mig, hvordan klimadebatten kan blive en platform for en verdensomspændende magt. En magt, der i det ydre har en tilforladelig mission og derfor kan føre alle vild, men i det indre er ondskaben selv. Og det vil kun de vide, som er oplyst af Gud gennem Bibelens lære og Bibelens profetier.

Det begyndte paradisisk

Indtil nu har jeg kun skrevet om reaktionerne på klimaforandringerne, og det er efter min mening også det mest interessante. Klimaforandringerne i sig selv er kun et tegn på, at Guds skaberværk bliver ældre. Bibelens verdensbillede er det modsatte af udviklingslærens. Bibelen skildrer et skaberværk, der i udgangspunktet var paradisisk. Adam gav dyrene navne, og det har været et enormt arbejde, for dengang var biodiversiteten meget større end i dag. Siden syndefaldet har det kun gået én vej – nemlig nedad. Og det fortsætter det med, uanset hvor mange milliarder euro man efterhånden vil bruge på at holde temperaturstigningen under de famøse to grader.

 

Jeg har for et par år siden skrevet et blogindlæg med naturkatastrofer som indgangsvinkel. Læsningen kan derfor passende fortsætte her.

 

 

Ingen genkomst uden jomfrufødslen

Englens besked til Jomfru Maria om at hun skulle føde himlens kongesøn hænger uløseligt sammen med Jesu genkomst. Hvis ikke Jesus blev født som både Gud og menneske, ville han ikke opstå fra graven i et fysisk legeme. Så ville han heller ikke fare til himmels, og så vil han ikke komme igen. Og så ville der ikke være noget håb for os.

Sandro Botticielli (1489)

Maria bebudelsesdag er en lidt overset festdag i kirkeåret, selvom den markerer forudsætningen for alle de andre festdage. På den dag skete inkarnationen – det under, at Gud blev menneske. Sønnen i den treenige Gud gav afkald på sin guddomsherlighed, tog en tjeners skikkelse på og blev menneske (Fil 2,7).

Maria fra Nazaret fik besøg af en engel, der forkyndte: “Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.” Sådan gik det til, at Maria blev gravid, selv om hun ikke havde været sammen med nogen mand. Den dag blev et lille foster til.

Efter ni måneder blev det jul, og Jesus blev født i Betlehem for at opfylde profetierne. Men det begyndte med bebudelsen i Nazaret. “Vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria …” Sådan har kirken bekendt til alle tider og alle steder.

Ingen brugbare alternativer

Mange har været skeptiske over for jomfrufødslen, fordi den virker så unaturlig. De samme skeptikere har ofte også problemer med Jesu undere, med Jesu soningsdød, med den legemlige opstandelse, og dermed naturligvis også himmelfarten og genkomsten. Og med god grund, for hvis ikke jomfrufødslen er sket, hvordan kan vi så sige, at Jesus var både Gud og menneske?

Man har forsøgt sig med en fortælling om, at Jesus ved sin dåb fik sin identitet som menneske, men det siger Bibelen ikke. Man har også forsøgt sig med en forestilling om, at Jesus i virkeligheden ikke var Gud, men et helt usædvanligt menneske.

Det kristne håbs fundament

Men hvad er problemet egentlig ved jomfrufødslen? Der er tale om en handling, som foretages af Gud Fader, den almægtige og Helligånden. Den Gud, som har skabt himmel og jord og en dag vil gøre alting nyt igen. Hvem er vi, at vi tillader os at sætte spørgsmålstegn ved beretningen om Jesu underfulde undfangelse?

Guds Søn blev foster i Marias livmoder. Derfor kunne han vokse op som et syndfrit menneske. Og på grund af sin syndfrihed kunne han sone vores synd. Fordi han var både Gud og menneske, kunne døden ikke fastholde ham (ApG 2,24). Han opstod legemligt, og graven blev tom. Efter 40 dages samliv med disciplene, fór han til himmels, og ved dagenes ende kommer han igen. Vi skal opstå, som han opstod, og Gud vil genoprette alt. Det er fundamentet for det kristne håb.

 

 

Nu bliver vi kaldt ekstremister

Flertallet er aldrig ekstremister. Derfor er man i manges øjne ekstremist, hvis man giver udtryk for en mindretalsholdning, der fx kommer fra Bibelen. Det forklarer Carsten Hjorth Pedersen i sin nye bog “Påvirk med respekt”. Læs her et uddrag af bogen, som er en fremragende vejledning i at forstå den moderne opfattelse af religiøs ekstremisme, og som dermed hjælper til at forstå tidsåndens skræk for bibelsk kristendom.

 

Religiøs ekstremisme bør ikke defineres ud fra indhold

Af Carsten Hjorth Pedersen

 

Ofte bliver det i den offentlige debat til, at alle, der har ekstreme holdninger, er ekstremister. Og ekstreme holdninger er pr. definition dem, de færreste har. Flertallet er aldrig ekstremister. Derfor er man i manges øjne ekstremist, hvis man mener, at sex hører til inden for ægteskabet, eller at det er forkert, at folkekirken tilbyder vielse af to personer af samme køn, eller at der er en dobbelt udgang på livet – frelse eller fortabelse, Himmel eller Helvede – for alle mennesker.

Sådanne holdninger hyldes kun af et mindretal i Danmark – skønt de indtil for få år(tier) siden var enten majoritets-holdninger eller minoritets-holdninger, der i det mindste stod respekt om. Faren ved at definere religiøs ekstremisme ud fra indholdskategorier er, at mindretal så pr. definition bliver ekstremister. Og det er farligt.

I så fald var Nicolaus Kopernikus (1473-1543) og Galileo Galilei (1564-1642) religiøse ekstremister, fordi de imod den religiøse majoritet påstod, at solen, ikke jorden, var centrum i vores solsystem. Søren Kierkegaard (1813-1855) var også ekstremist, ikke på det naturvidenskabelige, men på det teologiske, filosofiske, etiske og kirkepolitiske felt. Han var i høj grad i mindretal. En af hans modparter, professor og biskop H.L. Martensen (1808-1984) ville formodentlig stemple ham som ekstremist, hvis han havde kendt det ord.

Et eksempel fra nyere tid: Præsten og modstandsmanden Dietrich Bonhoeffer (1906-1945) blev ikke blot af nazisterne, men også af flertallet i den tyske kirke betragtet som ekstremist og henrettet som sådan få dage inden Nazitysklands sammenbrud. Ikke desto mindre har eftertiden anerkendt værdien af hans ”ekstremisme”.

Problemet ved at definere religiøs ekstremisme ud fra et indhold er, at det nogle gange er mindretallet, der har ret. Ikke bare vedr. solsystemet, men også vedr. etik og tro. Det er derfor en uundværlig del af et sundt demokrati, at man værner om sine mindretal. Det skal være i orden at have ekstreme synspunkter, blot man har dem på oplyst grundlag og med åbne øjne. Og blot man ikke er tvungen til at have dem.

Derfor skal mindretal ikke trække sig tilbage i isolation, men søge kontakt med majoriteten i frimodig overbevisning om, at det, de står for, har majoriteten brug for. Det er så at sige mindretallenes forpligtelse over for flertallet.

Religiøs ekstremisme bør defineres ud fra metoder

Religiøs ekstremisme bør derimod defineres ud fra metoder, midler eller form. Ekstremismen viser sig, når man går ind for voldelige metoder, eller man tvinger en bestemt tro igennem, eller man undsiger sig demokratiets spilleregler, eller konsekvent ikke vil deltage i den offentlige samtale. Hvis kirkelige grupperinger fremmer den slags metoder, kan de med rette kaldes ekstremister.

Men det er misvisende at henregne voldelige islamister, der går ind for kalifatet, og demokratisk sindede kristne, der er imod vielse af homoseksuelle, til samme kategori.

Et andet eksempel: Det ekstremistiske ved Blekingegadebanden i 1980-erne var ikke deres yderliggående politiske holdninger, men deres yderliggående politiske metoder. Bankrøverier, kidnapninger og drab var redskaber i deres politiske værktøjskasse.

Og så er det alligevel ikke så enkelt at skelne skarpt mellem indhold og metoder, for i nogle tilfælde er vold, tvang og overgreb en uløselig del af en religiøs eller politisk ideologi. Metoderne er så at sige en del af indholdet. I de tilfælde er samfundet nødt til at kræve, at dén del af indholdet pilles ud, hvis en sådan religiøs eller politisk gruppering vil have hjemstedsret og beskyttelse i et demokrati som det danske.

Det gjaldt for nogle på den yderste venstrefløj i 1970-80-erne. Jeg tillader mig også at spørge, om det gælder for Enhedslisten i dag, hvor ledende medlemmer af og til slår til lyd for revolutionen. Det gælder også for nogle muslimer og moskeer. Eftersom sporene skræmmer i islam, har muslimer en uhyre væsentlig opgave med at skille det ekstremistiske potentiale – altså hvad metoderne angår – ud af islam, hvis de vil have beskyttelse som et mindretal.

Også i den kristne kirke er der skræmmende spor af ekstremistiske metoder. Tænk fx på Trediveårskrigen (1618-48), for ikke at tale om den katolske kirkes frygtelig mange sager med seksuelle overgreb. Også i evangelisk-lutherske kirker findes der beklagelige eksempler. Men derfra og så til at hævde, at man er ekstremist, fordi man mener, at sex hører til inden for ægteskabet, eller at livet har en dobbelt udgang, er der meget langt.

Man er altså ikke ekstremist, fordi man er imod fri abort og fylder en mark med kors; men man er det, hvis man smider brandbomber mod abortklinikker eller tæsker læger, der udfører abort. Man er ikke ekstremist eller homofob, fordi man mener, at folkekirken ikke bør tilbyde vielse af homoseksuelle og nægter at medvirke dertil; men man er det, hvis man foragter og håner homoseksuelle medmennesker.

Der er en fare for, at meget snævre fællesskaber griber til metoder, som er ekstremistiske. Det har jeg givet eksempler på i denne bog. Sker det i en sådan grad, at (medlemmer af) disse fællesskaber bryder straffeloven, skal retssamfundet naturligvis gribe ind. Men grænsen mellem legitim konfrontering og illegitim intimisering (så længe der ikke er tale om brud på straffeloven) skal staten eller offentlige myndigheder afstå fra at fastsætte. Forsøger disse instanser alligevel at gøre det (måske fordi de i misforstået omsorg vil beskytte børn), ender det i meningskontrol, tankepoliti og samvittighedsindblanding, som er det modsatte af åndsfrihed.

Men det betyder så også modsat, at det enkelte kristne hjem, den enkelte kristne kirke eller skole har en vigtig opgave i henseende til at danne og udruste forældre, præster og lærere til at undervise, påvirke og forkynde på sunde og legitime måder. Især – i vores tid – at foretage god konfrontering.

Om bogen

Tak for tilladelsen til at bringe det lange citat. Det er hentet fra kapitel 5 i “Påvirk med respekt”. https://lohse.dk/pavirk-med-respekt.html

Kapitlet fortsætter med gode tekster om radikalisering, parallelsamfund, social kontrol og fundamentalisme.

En af bogens styrker er, at den også ser indad og undersøger, hvor faren for ensretning er i mindretalsmiljøerne.

Bogens målgruppe er forældre, forkyndere, lærere, ledere i institutioner og klubber for børn og unge – og så alle andre, som interesserer sig for åndsfrihed og tendenser i tidsånden.

Frimodighed på dommens dag

Hent gratis kapitel

Gud er kærlighed. De tre ord er det vigtigste, der kan siges om Gud. Samtidig er det også et af de mest misbrugte bibelcitater.

 

 

De tre ord: “Gud er kærlighed,” kan bruges som materiale til et hjemmelavet billede af Gud, og det går altid galt. “Det, du der siger, kan jeg ikke få til at stemme med mit billede af en kærlig Gud,” lyder argumentet. Og så er samtalen ofte slut, for hvem vil argumentere imod, at Gud er kærlighed.

De tre ord er et bibelcitat, som også er knyttet til dommedag, så lad os se på sammenhængen. Vi finder citatet i Johannes’ Første Brev, og sammenhængen indledes sådan: “Deraf ved vi, at vi bliver i ham og han i os: at han har givet os af sin ånd. Vi har set og bevidner, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser” (1 Joh 4,13-14).

Det er den treenige Gud, der er tale om. Helligånden er vidne. Faderen har sendt sin søn, og sønnen er verdens frelser. Det er den Gud, der er kærlighed.

“For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16). Således er Guds kærlighed, at han gav sin søn, for at enhver som tror, skal frelses. Læg mærke til, at her nævnes Guds kærlighed og fortabelsen i samme vers. For apostlen udelukker de to sandheder ikke hinanden.

 

Hent gratis kapitel

Ovenstående er et citat fra kapitel 5 i “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” (Lohse, 2016)

Hele kapitlet kan gratis hentes her.

Jeg føler mig krænket

Skolelederen på en kristen friskole aflyser skolekorets medvirken ved en gudstjeneste, fordi han finder ud af, at der medvirker en kvindelig præst. Da han bliver ringet op af en journalist, indrømmer han straks, at det var en forkert beslutning. Hvordan går det til, at det ender som en storm i et glas vand?

 

I sidste øjeblik opdager skolelederen på en kristen friskole, at der medvirker en kvindelig præst ved den gudstjeneste, hvor SFO-koret skal medvirke. Da han ved, at forældrene til nogle af korets medlemmer ikke vil gå i kirke hos en kvindelig præst, aflyser han korets medvirken. En journalist fik nogle uger senere et tip om skolelederens beslutning, og han henvender sig for at få lidt kød på historien. Skolelederen lægger sig straks fladt ned og indrømmer, at han tog en forkert beslutning ved at aflyse korets medvirken. Alligevel kommer “sagen” til at fylde en stor del af Jyllands-Postens forside og to hele sider inde i avisen. Og hurtigt kommer den både i radioens og tv’s nyhedsudsendelser og debatprogrammer.

Fænomener i tiden

Denne storm i et glas vand skyldes nok især to af tidens fænomener? Jeg vil først nævne MeeToo-bevægelsen. Da den dukkede op i oktober 2017, tænkte jeg: “Hvorfor tillader tidsånden, at netop dette fænomen går sin sejrsgang over hele jorden?” Nogle kvindelige skuespillere i Hollywood var trådt frem og havde anklaget en navngiven mand i filmbranchen. Han havde forgrebet sig seksuelt på dem, sagde de. Og så var han færdig. Det gav frimodighed til mange andre, der havde oplevet overgreb, og bevægelsen fik kvinder over hele verden til at stå frem og anklage magtmænd for seksuelle overgreb. Det væltede blandt andet hele Nobel-komiteen, og flere episoder i tv-serien “House of Cards” måtte tages om, fordi skuespilleren med hovedrollen blev fyret på stedet.

Det har siden vist sig, at der under overfladen på MeToo gemmer sig mere end et ønske om, at magtmænd ikke misbruger deres position til at udnytte kvinder seksuelt. Inden vi ser nærmere på det, skal vi omkring et nyt adfærdskodeks fra EU.

EU’s nye adfærdskodeks

I min roman “Om lidt” spiller en FN-kampagne en vis rolle. Kampagnen skal udrydde al hadtale i verden ved at opmuntre til at tale pænt om hinanden. Det bliver politisk ukorrekt og måske endda kriminelt at tale nedsættende om andre. En af romanens karakterer kommer i klemme, fordi han på en hjemmeside for kirkens konfirmander skrev konkret om, hvad Gud opfatter som synd. Det var derfor interessant, da Kristeligt Dagblad den 27. december 2018 nævnte, at Facebook og andre sociale medier har underskrevet Europa-Kommissionens nye adfærdskodeks.

Det handler om hadtale, og det ligner umiddelbart noget, alle kan være enige i. Det er blevet til som et fælles projekt mellem Europa-Kommissionen og virksomheder som Facebook, Instagram, Twitter, YouTube og så videre. Det vigtigste formål er angiveligt at lukke terrorgruppers adgang til de sociale medier, men terror opfattes meget bredt.

Både jurister og journalister har forsøgt at definere hadtale. Der sker her det samme, som vi har set flere gange. Under det overordnede mål, som alle kan være enige om, smugles der noget ind, som er beregnet til at ramme uønskede mindretal. EU’s adfærdskodeks kan for eksempel bruges til at ramme dem, der offentligt har en mening om, hvad Bibelen siger om kønsroller eller om provokeret abort.

Krænkelseskulturen

MeToo-bevægelsen har fremelsket en måde at reagere på, der har fået betegnelsen “krænkelseskultur”. Hvis nogen siger noget negativt om min måde at forstå mig selv på, har jeg ret til at føle mig krænket. Og det er en menneskeret ikke at blive krænket. “De krænker mig, for de respekterer ikke min ret til at definere mig selv, præcis som jeg vil,” lyder det lidt skingert.

EU’s nye adfærdskodeks og MeToo har det til fælles, at de kan og vil blive brugt til at slå ned på alt, hvad der bygger på Bibelens beskrivelse af køn og identitet. Der sættes grænser for åndsfrihed og ytringsfrihed. Alt, hvad der ikke falder ind under det, man i højtidelige stunder kalder “de danske værdier” bliver mistænkeliggjort og måske endda gjort ulovligt. En skole, der ikke vil samarbejde med kvindelige præster, skal ikke have offentligt tilskud, hævdes det.

Jeg er enig med skolelederen i, at hans beslutning ikke var heldig, men jeg er forskrækket over mediernes og politikernes reaktion. En kristen skal have ret til at stå fast og følge Bibelen, som han forstår den. Det gælder også en friskole, der modtager offentligt tilskud. Samtidig skal han naturligvis give andre den samme frihed.

Er jeg på afveje, når jeg læser forfølgelsen af de troende i de sidste tider ind i alt dette?

Et år tættere på Jesu genkomst

Kommer Jesus igen i 2019? Ja, hvis det falder sammen med tidens fylde, og tidens fylde kender kun Gud.

 

Ragnarok, dommedag, jordens undergang. Sådanne ord er normalt ikke egnede til at hæve humøret, og de plejer ikke at høre med til vores nytårsønsker. Men Jesus siger: “… når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved …” (Luk 21,28). Han har netop undervist om de forfærdelige tilstande i de sidste tider, og så siger han noget, der kun kan opfattes som positivt. Noget i retning af dette: Kære disciple, I står overfor noget godt. Jordens undergang kan anbefales.

Bliver det i 2019?

Hvem har ikke hørt indvendingen: “Når der er så meget ondt og meningsløst i verden, så kan der ikke findes en almægtig Gud. Og hvis han findes, er han i hvert fald ikke kærlig.” Ordene kan være udtryk for en overfladisk afvisning af Gud, men de kan også skyldes smertelige personlige oplevelser.

Svaret er, at Gud har gjort noget ved det, og han vil gøre noget ved det. I påsken vandt han over ondskaben, og en dag vil han “tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere” (Åb 21,4). Men hvorfor har han ikke for længe siden gjort det til virkelighed? Kan det tænkes, at det vil ske i 2019?

I tidens fylde

Jesus sagde, at tidspunktet for genkomsten kender ingen, ikke engang Sønnen, kun Faderen. Tidspunktet er dybest set ikke et årstal. Det er tidens fylde. Begrebet “tidens fylde” er vi netop blevet mindet om i julen: “Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven” (Gal 4,4-5).

Jesus blev menneske i tidens fylde. Tidens fylde er det tidspunkt, hvor Gud ser, at alle de parametre, som han holder øje med, står bedst i forhold til hinanden. Og det vigtigste parameter for ham er verdensmissionen. Da apostlen Peter skulle begrunde, hvorfor Jesus endnu ikke var kommet igen, sagde han: “… han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse” (2 Pet 3,9).

Jeg kan ikke vide, hvordan Guds regneark ser ud, når det gælder tidens fylde. Men jeg ved, at 2018 bragte os et år nærmere, og jeg vil tro, at 2019 også vil blive et spændende år for alle, der følger Jesu opfordring til at lære af figentræet:

»Lær denne lignelse af figentræet: Når dets grene bliver bløde og får blade, ved I, at sommeren er nær. Sådan skal I også vide, når I ser alt dette, at han står lige for døren!« (Matt 24,32-33).

Det sker snart

Bibelen slutter med nogle løfterige ord, der blandt andet afslører, at Guds opfattelse af ordet “snart” ikke helt stemmer med vores:

Og Ånden og bruden siger: »Kom!« Og den, der hører, skal sige: »Kom!« Den, der tørster, skal komme, og den, der vil, skal få livets vand for intet … Han, der vidner om dette, siger: »Ja, jeg kommer snart.« Amen, kom, Herre Jesus! Herren Jesu nåde være med jer alle! (Åb 22,17-21).

Optimistisk adventshilsen fra Kaj Munk

Aldrig vil jeg glemme den følelse af lykke, skrev Kaj Munk i en adventsprædiken, hvor han fortalte om en oplevelse i sin have.

I en prædiken til 2. søndag i advent over Luk 21,25-26 skrev præsten Kaj Munk om Jesu genkomst: “Hvordan skal det gå til? Ingen Shakespeare har fantasi til at tænke sig det. Men Gud er jo også større end Shakespeare. Det er mig nok at tro på, at det skal gå til.

For en 15-16 år siden stod jeg en perlende sommermorgen i min have, aldeles fortabt i livets dejlighed. Da hørte jeg på én gang en underlig tone i luften, og jeg tænkte: Det skulle dog vel aldrig være Herren, der kommer igen?

Det viste sig nu senere, at redningsbåden ved havet holdt øvelse, og det var en raket, der var fyret af. Men jeg hverken lo ad mig selv eller skammede mig. Jeg havde fået noget at vide om mig selv, jeg var glad for.

Og aldrig vil jeg glemme den følelse af lykke, der greb mig ved muligheden for, at det kunne være ham selv. Skønnere syntes jeg ikke, den skønne sommermorgen kunne krones.”

Dyrets mærke

Dette citat er den bedste adventshilsen, jeg har læst uden for Bibelen. Jeg fandt den frem forleden, hvor jeg fik en mail fra én, der åbenbart følger denne blog. Hun henviste til en amerikansk hjemmeside, hvor de havde koblet implantering af en mikrochip i hånden sammen med profetien om dyrets tal. Ideen med mikrochippen er, at man kan identificere sig selv ved hjælp af den. Med tiden kan den fungere som, sygesikringsbevis, kørekort, adgangskort, dankort, nøglekort osv.

Dyrets mærke er et af de tegn, der har givet inspiration til “Om lidt”.

Jeg har leget lidt med en lignende tanke i “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid”, hvor jeg går ud fra Dankortet og ikke en mikrochip. Men jeg tror egentlig ikke, vi skal tænke så konkret og teknisk om dyrets mærke.

Lad os løfte hovedet

Men tilbage til mailen. Hun spurgte, om ikke vi skulle være bekymrede, for det kan jo være begyndelsen på trængslerne og et tegn på, at Jesus snart kommer igen. Jo, når trængslen øges, bliver det sværere at leve som kristen, og det kan da godt give grund til bekymring. Millioner af kristne andre steder i verden kan tale med om, at det ikke er rart at blive diskrimineret, tortureret og dræbt, fordi man bekender Jesu navn.

Men på den anden side lægger Jesus op til noget andet end bekymring, når han i slutningen af sin profeti om tegnene siger:

“Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,28).

Lad og gøre, som Jesus opfordrer til, og løfte hovedet i glad forventning. Lad os spørge som Kaj Munk: “Det skulle dog vel aldrig være Herren, der kommer igen?”

Joni Eareckson Tada: Lidelse hjælper mig med at se himlen

Engang undrede Joni sig over, hvorfor Paulus kalder vanskeligheder “lette og kortvarige”. Nu har mange års lidelse åbnet hendes øjne for hans indsigt.

 

For fjerde gang den samme dag måtte Joni bede om at blive løftet ud af sin kørestol for at hvile på sofaen. Hurtig vejrtrækning, sved og et skyhøjt blodtryk signalerede, at noget i hendes lammede krop gjorde oprør. “Nu må det være nok,” mumlede hun, mens smerten pressede tårer frem.

Hendes sekretær samlede noget korrespondance fra skrivebordet, inden hun forlod kontoret med ordene: “Jeg vil vædde på, at du lige nu længes efter opstandelsen. Du ved, som Paulus sagde: Vi sukker af længsel efter at iklædes den bolig, vi har fra himlen.”

Jonis øjne blev fugtige igen, men denne gang skyldtes det glæde. “Ja, det bliver fantastisk,” svarede hun.

Dette (forkortede og redigerede) glimt fra sin hverdag fortæller Joni i en artikel på Christianity Todays hjemmeside. Mange danskere vil huske Joni Eareckson Tada for hendes mange bøger, og fra filmen med hendes vidnesbyrd. Som helt ung blev hun ved en badeulykke totalt lam fra halsen og ned. Trods det har hun livet igennem turneret med foredrag og sang, og hun har opbygget en stor organisation, der hjælper fattige handicappede med kørestole, krykker og andre hjælpemidler.

Den sande virkelighed

Joni bruger ordet “heaven”, som vi desværre ikke kan oversætte direkte til dansk. Det er ganske vist oversat til “himlen” i mange sange om det kristne håb, men det er ikke særlig præcist, da Joni tænker på “heaven” som det synlige Guds rige – altså den nye jord (Åb 21).

Mens hun for fjerde gang den samme dag lå på sin sofa på kontoret, vendte hun sine tanker mod det, som hun tusind gange før var blevet trøstet af: “Dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed” (1 Kor 15,53). En strøm af andre løfter fra Gud løb forbi hendes hjertes øjne, fortæller hun. Så åbnede hun sine øjne og sagde højt: “Kom hurtigt, Herre Jesus.”

Fysisk lidelse og følelsesmæssig smerte er en del af hendes daglige rutine. “Men disse trængsler er Guds måde at hjælpe mig med at tænke på det kommende. For mig er det ikke en psykologisk krykke for at undslippe virkeligheden – det er den sande virkelighed,” understreger hun.

Set fra oven

Hun øver sig i at se sine problemer fra himlens perspektiv. Så ser lidelserne helt anderledes ud. “Set nedenfra virker lammelserne som en uoverstigelig mur, men set ovenfra, fremstår væggen som en tynd streg, der kan overvindes.”

Hun fandt også fugleperspektivet i Esajas 40,31: “Men de, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne. De løber uden at blive trætte, de vandrer uden at udmattes.”

Skriften præsenterer det evige perspektiv. Hun nævner et par skriftsteder mere: “For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt” (2 Kor 4,17). Og apostlen Peter skriver til kristne venner, der bliver pisket og pryglet: “For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed” (1 Pet 1,6).

Flere årtier i kørestol

“Glæd dig, når du bliver kastet for løverne.” Den form for nonchalance overfor forfærdelige lidelser gjorde førhen Joni fortvivlet. Bundet i en kørestol og stirrende ud ad vinduet, undrede hun sig: “Herre, hvordan i alverden kan du kalde mine problemer lette og midlertidige? Jeg kommer aldrig til at gå eller løbe igen. Jeg har en ulækker pose til min afføring. Jeg stinker af urin. Min ryg gør ondt. Jeg er fanget foran dette vindue.”

Med årene begyndte lyset at trænge ind. Bibelens inspirerede forfattere gav hende et andet perspektiv. “Bemærk, at jeg ikke siger, min lammelse er let i sig selv. Den bliver let i kontrast til den langt større tyngde på den anden side af skalaen. Normalt kalder jeg ikke flere årtier i en kørestol for et øjeblik, men der er alligevel en sandhed i ordene Jakob 4,14: I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort.”

Lidelsen skubber hjemad

“Intet har mere radikalt ændret den måde, jeg ser min lidelse på, end at løbe til det udsigtspunkt, jeg har fået i Jesu genkomst. Da Gud sendte et brud på halsen i min retning, sprang de pærer i mit liv, som lyste på “her og nu”. Den mørke fortvivlelse, som fulgte af den permanente lammelse, var ikke spor sjov, men det er helt sikkert, at den kristnes fremtidige herlighed blev levende. Og en dag, når vores brudgom kommer tilbage – sandsynligvis når jeg igen ligger på sofaen i mit kontor – vil Gud åbne himlens sluser. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg er meget mere begejstret ved tanken og klar til det, end hvis jeg gik på mine fødder. I mellemtiden skubber lidelsen mit hjerte hjemad,” slutter hun.

 

Forsøg endelig ikke at kontakte de døde

Allehelgen er kirkens takkefest for de kære, der er døde. De, der døde i troen, er nu hos Jesus. Det er strengt forbudt at forsøge at kontakte dem.

Vi mindes de afdøde, som de var, da de levede blandt os, og vi besøger deres gravsted. Men der er de ikke. De er hos Jesus. Det er naturligvis i orden at sige et par ord til dem ved graven. Men det er noget, vi gør for vores egen skyld, for de hører det ikke. De er nået frem til den evige herlighed.

Jeg er overbevist om, at de ikke kan følge med i vores liv, og tak for det. Det ville være forfærdeligt, hvis de fortsat skulle belemres med bekymringer om vores liv. Det stemmer ikke med, at der for dem ikke mere er sorg.

Men man kan komme i kontakt med de døde, lyder indvendingen. Ja, nogen er overbevist om, at de kan samtale med de døde, men de bliver snydt på det groveste. I dag kalder de sig clairvoyante. Førhen blev de kaldt dødemanere, åndemanere eller spiritister.

Vi er advaret

Gud advarer kraftigt mod den slags. “Når du kommer ind i det land, som Herren din Gud vil give dig, må du ikke lægge dig efter at gøre de afskyelige ting, som folkene dér gør. Hos dig må der ikke findes nogen, som … spørger dødemanere eller sandsigere til råds eller søger orakel hos de døde. Herren afskyr enhver, som gør den slags” (5 Mos 18,9-12).

Men det virker jo, lyder indvendingen. Muligvis, men derfor kan det godt være forbudt. Og hvem ved for øvrigt, at det virker? Men det gør det, for gennem kontakt med de døde kan man få noget at vide, som ingen levende kunne fortælle, får vi at vide. Jeg hørte engang én forklare det på denne måde: “Satan kan komme til os forklædt som en lysets engel. Så er det vel ikke noget problem for en dæmon at lade som om, han er onkel Anton.”

Vi forsager Djævelen

Det er blandt andet dødemaning, vi tager afstand fra, når vi før trosbekendelsen siger: “Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.” Det bliver ikke mere rigtigt af, at det i vores tid er blevet helt almindeligt at tale om det. Det er næsten som om, det er noget selvfølgeligt. De clairvoyante får lov til at bruge biblioteket, og enkelte gange endda kirken. Damebladene omtaler clairvoyance som om, det er fuldstændig naturligt og uskadeligt. I “Herrens Veje” besøger præstens hustru en clairvoyant.  At gå til en clairvoyant omtales i det hele taget på linje med at gå til psykolog eller til bankrådgiver.

Men hvis du indlader dig med en clairvoyant, så spilder du i bedste fald dine penge. I værste fald er den clairvoyante ikke bare en godtroende charlatan, men Satans håndlanger (måske uden at vide det). Så er der tale om okkultisme, og så risikerer du selv at komme i kløerne på Satan.

Pas på antikristerne

Jesus advarede mod mennesker, som i de sidste tider vil komme og lade som om, de er helt på linje med ham. De efterligner ham med tegn og undere, så mennesker undrende vil følge dem. De er antikrister, og de er kommet for om muligt at føre selv de udvalgte vild (Matt 24,23-24). Jeg er overbevist om, at clairvoyante og mange alternative healere er med i denne kategori, og at de er kanaler for åndelige kræfter, som vil holde mennesker væk fra frelsen i den sande Kristus.

Lad os endelig mindes vore kære afdøde, men lad dem være i fred. Det er egoistisk at forsøge at kalde på dem, og det er også farligt, for der står åndelige kræfter på spring, som forsøger at bruge åndemaningen som en indgang til vores liv.

Uretmæssigt i gabestokken

Vi er hastigt på vej mod et meningstyranni, som vil ramme alle synspunkter, der ikke lever op til tidsånden. De seneste par uger har givet et klart eksempel. Det er ikke mere tilladt at give udtryk for en kritisk mening om homoseksualitet.

Billedet er manipuleret.

I anledning af valgmenighedernes 150-års jubilæum spurgte kirkeministeren valgmenighedspræst Morten Kvist om at prædike ved Folketingets åbningsgudstjeneste.

En avis følte sig kaldet til at undersøge, om der mon ikke kunne findes noget snavs på ham. Og de fandt noget, som kunne bruges. For ti år siden, havde han sagt noget om homoseksuelles egnethed som forældrepar. De fandt også noget om pædofili, som han havde sagt i samme forbindelse. Avisen fik de to ting kombineret, og så brød helvede løs.

I mediernes gabestok

Når jeg med særlig interesse har fulgt den sag skyldes det, at jeg i min bog “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid” har skrevet om den mulighed, at kristne med en bibelsk holdning til homoseksuelt samliv i fremtiden vil risikere for alvor at komme i mediernes offentlige gabestok.

“Tror du virkelig, at det kan blive så slemt,” var der én, der tvivlende spurgte? Ud fra Bibelens profetier om hetz af troende, og ud fra de seneste års udvikling har jeg svaret, at det tror jeg faktisk.

Usaglig boykot

Tilbage til prædikanten ved Folketingets åbningsgudstjeneste. “Vi kan ikke gå i kirke hos sådan en mand,” lød det fra det ene politiske parti efter det andet. Kirkeministeren forsøgte at mane til besindighed. “Skal en mand udelukkes fra prædikestolen på grund af noget politisk, han har udtalt for ti år siden?” spurgte hun meget fornuftigt. Men det skulle han.

Ingen havde spurgt præsten, om han var korrekt citeret, inden de boykottede ham. Han forsøgte at forklare. Han beklagede, at han for ti år siden havde udtrykt sig misforståeligt, og at hans udtalelser i øvrigt var blevet manipuleret. Han bedyrede, at han ikke havde noget imod homoseksuelle. Han vil endda vie dem i kirken, hvis de ønskede det.

En kujonagtig tilgang

Men journalister, komikere, politikere og almindelige skråsikre eftersnakkere kunne ikke bruge hans forklaringer til noget. Det var meget mere bekvemt at fortsætte med at tvære sådan en præstefyr ud.

I en mediekommentar i Kristeligt Dagblad (9. okt.) tog Sørine Gotfredsen sagen op. Morten Kvist havde i et interview til TV-avisen bedyret, at han ikke havde noget imod homoseksuelle, men det blev klippet fra. I programmet “Shitstorm” blev han igen og igen spurgt, om han da havde noget imod homoseksuelle, selv om han “uophørligt havde erklæret, at det har han ikke.”

Jonathan Spang tog også sagen op i satireprogrammet “Tæt på sandheden”. Godtfredsen mener, at satiren er en vigtig disciplin i et samfund, men den skal bruges med selvdisciplin. “Spang valgte den vel egentlig ret kujonagtige tilgang, hvor han siddende over for en tilsyneladende temmelig uoplyst forsamling med lethed kunne fremstille det hele så forsimplet, at forargelsens latter boblede frem.”

Programmet hedder altså “Tæt på sandheden”, og det følges af mange seere, som lader sig manipulere, når “Spang taler til det let antændelige gruppeinstinkt, som Spang gjorde i søndags, hvor han gengav Morten Kvists citat helt uden at forholde sig til, at Kvist har brugt en hel uge på at nuancere og forklare sammenhængen”.

Hvad nu hvis

Sagen handler om en mand, der løgnagtigt blev tillagt holdninger om homoseksualitet, som han ikke har. Jeg tør ikke tænke på, hvor vildt det havde udviklet sig, hvis kirkeministeren havde valgt en anden præst, som sagde noget i denne retning: “Jeg kunne aldrig drømme om at sammenligne pædofili og homoseksualitet, og jeg har ikke noget personligt imod homoseksuelle. Men jeg mener, at homoseksuelt samliv er forkert, og jeg vi ikke vie homoseksuelle.”

Jeg er sikker på, at tidsåndens slaver kun havde hørt den sidste sætning. Og jeg er bange for, at endnu flere havde boykottet Folketingets gudstjeneste. Noget af det værste, man kan gøre i dagens Danmark, er nemlig at forurette et seksuelt mindretal.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial