Antikrist i nettet

Kan Antikrist på en eller anden måde allerede have gemt sig i internettet? På grund af næsten daglige nye oplysninger i bøger, aviser og tv, dukker det spørgsmål jævnligt op. Jeg har ikke et svar, men her er lidt tanker til overvejelse.

Et interview i Kristeligt Dagblad satte fokus på internettets evne til at ensrette.

Den nye bog “Digital demens”  af den tyske hjerne-professor Manfred Spitzer (Fokal i samarbejde med KLF – Kirke og Medier) handler om de elektroniske skærmes indflydelse på vores hjerne (Læs den endelig!). Professoren argumenterer ud fra talrige videnskabelige undersøgelser, og hans påstande er foruroligende.

Spitzer mener blandt andet, at de digitale medier begrænser vores evne til at tænke selvstændigt. Flittig brug af digitale hjælpemidler svækker vores evne til fordybelse. Vi bliver dårligere til at tage selvstændig stilling. Det betyder, at vi lettere bliver ofre for manipulation. Vi mister en del af den kritiske sans, så vi ikke så let afslører dårlige argumenter.

Lettere at manipulere

Når det gælder de sociale medier, viser han, hvordan de har en tendens til at opbygge mere og mere ekstreme holdninger. Medierne analyserer nemlig automatisk det, vi interesserer os for, og præsenterer mere af samme slags uden at gøre opmærksom på, hvad der sker. Som jeg ser det, er det i høj grad med til at styrke tidsåndens gennemslagskraft.

Spitzers hovedpointe med bogen er, at den stigende brug af digitale hjælpemidler i undervisningen giver en dårligere indlæring. Det er dér, hans ekspertise især ligger. Men brug af digitale hjælpemidler har altså også andre følger.

Hvis han bare har ret i halvdelen af sine påstande, så står vi over for en katastrofe, både når det gælder menneskers evne til at lære noget, og når det gælder vores evne til at tage selvstændig stilling på et oplyst grundlag. Det bliver lettere og lettere at manipulere med os.

Digitale angreb

Antallet af mennesker, der læser aviser eller følger nyhederne i radio og fjernsyn, er hastigt faldende. Alligevel har de fleste sikkert hørt om fremmede magters forsøg på at påvirke valghandlinger gennem de sociale medier.

Vores forsvarsminister har råbt vagt i gevær og anbefaler, at vi bruger nogle millioner på at forsvare os mod især Ruslands forsøg på at påvirke folkestemningen i Danmark. I USA kører de en grundig undersøgelse af, om Ruslands indblanding var afgørende ved det seneste præsidentvalg. Og nu hedder det sig også, at Rusland måske er skyld i resultatet, da Storbritannien stemte om Brexit.

Måske kan man sige, at internettet er et neutralt redskab, men det bruges flittigt af mennesker, der ønsker at påvirke os. Og det vil være et utroligt effektivt redskab i hånden på antikristelige kræfter.

Alle forenes i ét netværk

Google ser alt – og er ved at ødelægge verden, som vi kender den. Sådan lyder overskriften på en stor artikel i Kristeligt Dagblad den 14. sept. Artiklen er et interview med stjernejournalisten Franklin Foer, hvis bog “Verden fra forstanden” netop er udkommet på dansk. Jeg glæder mig til at læse den.

“Drømmen om en dejlig, lyrisk-utopisk verden, hvor alle mennesker forenes i ét netværk, der har kapacitet til at transformere bevidstheden – den lever i bedste velgående i Silicon Valley,” siger han i interviewet. Med Silicon Vally tænker han på Google, Facebook, Apple og Amazon. Denne drøm fra Silicon Valley er netop mit skrækscenarie for en verden, hvor tidsånden eller Antikrist har magten

Foer skriver ud fra en politisk vinkel, men det er tankevækkende, at han når frem til en konklusion, der meget ligner hjerneforskerens. De digitale platforme ensretter os, og gør os mindre kompetente som demokratiske borgere. Vi mister evnen til at modtage og bearbejde kompliceret information. Og så er han bange for, at vores koncentrationsevne bliver ødelagt, så vi mister evnen til at læse romaner.

Computer og menneskehjerne

Debatten om kunstig intelligens har kørt længe, men der kommer stadig nye aspekter til. Computerne og programmer udvikler sig hastigt. Flere har med rette råbt: “Ulven kommer!” De siger, at vi må have politikerne på banen, så der kan blive lavet love og regler for, hvor langt det er tilladt at gå.

En lille tv-serie om forskningen i at styrke vores forstand ved at koble den sammen med en computer viste, at løbet allerede er kørt. En lille gruppe nørder var langt fremme, og det udstyr, de bruger, kan frit købes for nogle hundrede dollars.

Verdensherredømmet vindes af dem, der først får udviklet en effektiv og omfattende sammenkobling mellem menneske og kunstig intelligens. I udsendelsen blev det sagt i naiv og optimistisk begejstring. Men perspektiverne er forfærdende.

En antikristelig helt

Dan Browns seneste roman “Oprindelse” handler om, hvordan en genial ateistisk videnskabsmand overtager verdensherredømmet ved hjælp af internettet og en supercomputer, der ganske symbolsk er anbragt i en nedlagt kirke. I Dan Browns univers er videnskabsmanden en helt, men for mig blev det et muligt portræt af Antikrist – eller i hvert fald af antikristelige kræfter. Skræmmende.

Fremtiden er uoverskuelig

Som sagt i indledningen ved jeg ikke, hvordan det hele hænger sammen. Men jeg er ikke i tvivl om, at menneskeheden hastigt er på vej ind i en virkelighed, som vi ikke kan overskue eller forudsige. Vi står over for en fremtid, hvor den digitale virkelighed – ifølge alle eksperter – får en fuldstændig central plads.

Jeg tror ikke, internettet i sig selv er Antikrist eller antikristeligt, men det er svært at forestille sig, at vores digitale fremtid ikke vil blive flettet sammen med Bibelens profetier. Det er nok allerede ved at ske.

I en ikke så fjern fremtid

I min roman “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid”, leger jeg lidt med tanken om, hvordan internettet vil indgå i det øgede pres, vi må forvente på den kristne forkyndelse og undervisning. Det vil blive endnu lettere at køre en hetz mod enhver, der offentligt ytrer nogle af de politisk ukorrekte holdninger, vi har fra Bibelen.

 

 

Stregkoden er ikke dyrets mærke

Mange har forsøgt at regne ud, hvem Antikrist er, ved at udlægge dyrets tal. Et af de mest udbredte forslag er stregkoden på butikkens varer.

Når jeg underviser om de sidste tider og Jesu genkomst, er der normalt tid til spørgsmål og kommentarer efter min gennemgang. Hvis jeg har sagt noget om tegnene på Jesu genkomst, dukker et bestemt spørgsmål ofte op: “Er det ikke rigtigt, at stregkoden kan være dyrets mærke, fordi den rummer tallet 666?”

Dyrets tal er 666

Først lidt om dyrets tal. Vi møder det i Johannes’ Åbenbaring. “Den, der har forstand, må regne på dyrets tal, for det er et mennesketal. Dets tal er 666” (Åb 13,18). Det ser ud, som om man kan identificere dyret, som er Antikrist, ved hjælp af et tal. Det har virket ekstra ansporende på mange, at der står: “Den, der har forstand …”

Stregkoderne og 666

Nogle har opdaget, at stregkoden på varer har tre sekstaller som bærende element. Seks ser ud som to lige brede sorte streger. Enhver kan overbevise sig om, at der findes to gange tre lige brede streger i hver side og i midten af en stregkode. Disse streger rager normalt lidt længere ned end de øvrige.

Særlig på amerikanske hjemmesider findes der mange, som fuldstændig skråsikkert udnævner stregkoden til dyrets mærke.

Hjælpelinjer og ikke et tal

Der er forskel på det hvide i hjælpestregerne (rød) og i et sekstal (blå).

Men det er ikke sekstaller, siger dem, der har konstrueret koden. Et tal består både af sorte og hvide streger. Sådan er det også med tallet seks. Og det hvide i hjælpelinjerne er anderledes, end i tallet 6. Læs en grundig redegørelse for det her.

Det kan have ret vidtrækkende følger, hvis man mener, at stregkoden er dyrets tal. Et russisk mejeri drevet af kristne, sætter et rødt kryds over stregkoden på deres varer. De skriver, at de bruger den under protest. Og der findes amerikanere, der aldrig køber varer med stregkode på.

Mange andre gætterier

Hvert bogstav på græsk og hebraisk har en talværdi. Man har regnet sig frem til, at tallet for Jesus er 888. Men hvem er så 666? I oldkirken talte de bogstaverne i kejser Nero (på græsk) sammen og fik det til at give 666.

Spekulationerne er flere gange løbet helt løbsk. Man kan få næsten ethvert navn til at passe med dyrets tal. For eksempel har man lagt hundrede til, så A = 100, B = 101, C = 102 osv. så giver Hitler 666. Det kan også lade sig gøre at få paven til at blive Antikrist ved hjælp af 666.

Nogle har set tre sekstaller i Google Chromes bomærke – det der runde med tre farver. Og i Walt Disneys autograf er der (mindst) tre sekstaller.

Nummerplade uden 666

Indtil videre er jeg ikke stødt på nogen udlægning af 666, som har virket overbevisende, men “den der har forstand, må regne på det”. Den eneste konsekvens, jeg har taget i forhold til dyrets tal er, at jeg ikke ønsker, at vores bils nummerplade indeholder 666.

 

 

Kend din egen dom

I Bibelen er der tilsyneladende modstridende oplysninger om, hvornår Gud afsiger dommen over det enkelte menneske. Er det nu, eller er det først ved Jesu genkomst?

I morges hørte jeg morgenandagten i radioen, hvor de læste lignelsen om ukrudtet i hveden. Det mindede mig om, at netop den lignelse hjalp mig lidt med at få styr på, hvordan vi skal forstå “dom” i Bibelen.

Jeg sad for få år siden og skulle skrive kapitlet “Dom” i min bog om de sidste tider og Jesu genkomst (“Han gør alting nyt”, Lohse 2016). Et af problemerne var, at Bibelens tekster om emnet tilsyneladende modsiger hinanden. Man kommer ikke uden om den store hvide trone:

“Og jeg så en stor hvid trone og ham, der sad på den … Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen … og de blev dømt, enhver efter sine gerninger” (Åb 20,11-13).

Johannes’ syn fortæller tilsyneladende, at alle skal samles ved den endelige dom. Men hvad så, når Jesus siger:

“Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet” (Joh 5,24).

Dommen sker fortløbende

Jeg tror, forklaringen på de tilsyneladende modsigelser er, at ordet “dom” bruges i flere betydninger. Det kan den omtalte lignelse illustrere (Matt 13,24-30). Spørgsmålet er: Hvornår sker dommen?

“Himmeriget ligner en mand, der såede god sæd i sin mark. Mens folkene sov, kom hans fjende og såede ukrudt i hveden og gik sin vej. Da kornet skød op og satte kerne, kom også ukrudtet frem. Husbondens folk kom så og spurgte: Herre, såede du ikke god sæd i din mark? Hvor kommer da ukrudtet fra? Han svarede: Det har en fjende gjort.

Første gang lyder dommen: Ukrudtet er fjendens værk.

Folkene spørger ham så: Vil du have, at vi skal gå ud og luge det væk? Han svarer dem: Nej, for når I luger ukrudtet væk, kommer I til at rykke hveden op sammen med det. Lad blot begge dele gro side om side indtil høsten.

Anden gang lyder dommen: Der er to afgrøder i marken, men lad dem indtil videre gro side om side.

Ved høsttid vil jeg så sige til høstfolkene: Tag først ukrudtet fra og bind det i knipper, så det kan brændes, men saml hveden i min lade.

Tredje gang lyder dommen: Tag ukrudtet fra og brænd det.

Dommen er afsagt, men ikke udført

Læs mere om dommen i “Han gør alting nyt”.

Jesus gav os en facitliste til lignelsen, som helt tydeligt viser, at den både handler om livet nu og om dommen ved Jesu genkomst (Matt 13,36-43). Den dom, der udføres ved høsten, var allerede afsagt, da ukrudtet blev opdaget. Dommen ved høsten er ikke en ny dom, men tid og sted og omstændigheder har ændret sig, og det har beskrivelsen af dommen derfor også.

Bibelen har for længst fortalt, at der er ukrudt i Herrens hvedemark. Det blev sået af fjenden på syndefaldets dag. Vi har siden levet i en tid, hvor ukrudt og hvede efter Herrens beslutning gror side om side. Det er nemlig vilkåret, hvis hveden skal udvikle sig og modnes. Gud ønsker at flest muligt skal høstes ind i hans lade og slippe for ilden. Men dommen over ukrudtet er afsagt.

Størst mulig høst

Spørger nogen, hvorfor en almægtig og kærlig Gud tillader alt det onde, så er svaret: “Han udskyder høsten, hvor ukrudtet skal brændes. Og det gør han, for at høsten skal blive størst mulig.” Vi ser frem til høsten og den endelige dom, og i mellemtiden lever vi i en tid, hvor ukrudt og hvede vokser side om side.

Formålet med lignelsen er at kalde til omvendelse. Det er en besked til ukrudtet: “Der er udtalt en dødsdom over dig, men der er en mulighed for at undslippe ilden.” Omvendelsens mulighed er i høj grad aktuel, men den ligger uden for denne lignelse.

Dom er sortering

I min Bibel er der en overskrift i Matthæusevangeliet kapitel 25 før vers 31. Der står “Verdensdommen”. Selv om ordet “dom” ikke er nævnt, er vi ikke i tvivl om, at det er det, teksten handler om. Dom er sortering efter kendetegn, som kun hyrden kan genkende. Det er kendetegn, som findes i forvejen. Resultatet af sorteringen er fastlagt, inden hyrden kalder fårene og bukkene frem for sig.

Frimodighed på dommens dag

Med dette har jeg ikke løst alle problemer med brugen af begrebet “dom” i Bibelen. Men arbejdet med at finde en måde at beskrive det på, har lært mig flere ting. Dommen omtales rigtig mange steder, og den er overalt forbundet med alvorlige advarsler. Den endelige dom er knyttet til Jesu genkomst, men jeg kan allerede nu kende udfaldet for mit eget vedkommende, og for alle andre, som har bekendt deres synd for Jesus.

Flere steder understreges det, at dommen tilhører Gud (1 Kor 4,5). Vi skal forkynde dommen, men vi skal under ingen omstændigheder afsige den for andres vedkommende.

Når jeg kan glæde mig til Jesus genkomst, selv om dagen også med rette kaldes dommedag, skyldes det at:

Faderen har sendt sin søn som verdens frelser … Gud er kærlighed … Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag! (1 Joh 4,14-17)

Tegn i sol, måne og stjerner

Solen formørkes, månen skinner ikke, og stjernerne falder ned fra himlen. Hvordan skal vi forstå dette tegn på Jesu genkomst?

Solen formørkes og månen bliver som blod (Ellen Hofman-Bang i Giv Agt).

Kort før pinse i år blev jeg opmærksom på, at Joel sammen med sin pinseprofeti har en profeti om Jesu genkomst, hvor han nævner de kosmiske tegn: “Solen forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer” (Joel 3,1-4). Peter gentager Joels profeti pinsedag, inklusive ordene om Herrens store dag. Og i Jesu profeti om tegnene på genkomsten står noget lignende.

I den første version af romanen, som senere fik titlen “Om lidt – roman fra en ikke så fjern fremtid”, forsøgte jeg at skildre de kosmiske tegn som et udbrud i en super-vulkan. Et sådant udbrud vil skaber en askesky, som i mange måneder kan lukke udsynet til solen og månen på et helt kontinent, og selve udbruddet kan ligne en regn af stjerner.

Jordens undergang

Jeg skrev af forskellige grunde vulkanudbruddet ud af romanen, og det er jeg glad for i dag. I profetien burde et vulkanudbrud stå på linje med hungersnød og jordskælv (Matt 24,7). Men tegnene i sol, måne og stjerner nævner Jesus et andet sted i profetien, og måske skal vi læse det helt anderledes. Hvad nu, hvis de kosmiske tegn i virkeligheden beskriver begyndelsen på jordens undergang? Apostlen Peter skriver, at vi venter: “… Guds dags komme, da himlene skal gå op i luer og elementerne komme i brand og smelte” (2 Pet 3,12).

Da skal Menneskesønnens tegn vise sig på himlen (Ellen Hofman-Bang).

Heldigvis fortsætter han: “Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor.” Det er noget godt, vi har i vente som kristne. Men efter menighedens bortrykkelse (som Jesus nævner i sammenhængen) og inden alting bliver nyt, skal skaberværket gennem en renselse.

Kan ordene om sol, måne og stjerner være en profeti om det, som Peter beskriver med ordene: “… da skal himlene gå op i luer og elementerne komme i brand og smelte”?

Hvis nogen har tanker om det, så skriv endelig i kommentarfeltet herunder.

Flere begivenheder i én

Jeg har set, at der i Joels profeti står, at de kosmiske tegn skal ske før Herrens store dag – altså før genkomsten. Men det forhindrer ikke, at de kan være begyndelsen på jordens undergang. Som Jesus beskriver det i sin profeti, er der en rækkefølge, men basunen, bortrykkelsen, dommen, undergangen og genoprettelsen ser ud til at være forskellige led i den samme store begivenhed. Som juleaften rummer middag, tænde lys, sang og gaver, der kan beskrives hver for sig, og alligevel er en samlet begivenhed, tænker jeg, at det også er med Jesu genkomst.

Jeres forløsning nærmer sig

Ordene om solen, månen og stjernerne står som noget, der sker i umiddelbar sammenhæng med genkomsten, og som noget, der sker efter den store trængsel, man ofte placerer som det sidste lige inden genkomsten.
Og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer …

Det pågældende afsnit i Jesu store profeti om de sidste tider lyder i sin helhed:

“Men straks efter trængslen i de dage skal solen formørkes og månen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen og himlens kræfter rystes. Og da skal Menneskesønnens tegn komme til syne på himlen, og da skal alle jordens folkestammer jamre, og de skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed. Og han skal sende sine engle ud med høj basunklang, og de skal samle hans udvalgte fra de fire verdenshjørner, fra den ene ende af himlen til den anden” (Matt 24,29-31).

Fra den samme profeti har Lukas en meget dejlig passus, som Matthæus ikke har med:

“Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig” (Luk 21,28).

 

Trump opfylder en profeti af Jesus

Jerusalem som hovedstad hører med til Israel som stat, men skal vi nu til at give Trump ære for, at Jesu profeti opfyldes? Nej, der er Gud, der skal have æren.

Hvad er Israels rolle i de sidste tider? Det spørgsmål måtte jeg finde et svar på, da jeg skrev bogen “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord”. Jeg endte med kun at bruge en enkelt profeti, og den er af Jesus.

I Det Gamle Testamente er der en mængde profetier om Israels og Jerusalems fremtid. Mange af dem blev opfyldt allerede i GT’s tid. Andre blev opfyldt, da Jesu blev menneske og udførte sit frelsesværk. Atter andre er blevet eller bliver opfyldt her i missionstiden, og endelig bliver mange først opfyldt ved Jesu genkomst, når han genopretter alt.

En profeti af Jesus

Mange bibelfortolkere udlægger en del af profetierne om Israel, så det bliver til tegn i de sidst tider. De taler om krige mellem Israel og konkrete lande, og nogle taler om en vækkelse, der fører samtlige jøder til tro på Jesus. Med til dette hører for mange et tusindårigt rige, hvor Jerusalem skal være hovedstad for hele verden med Jesus som øverste regent. Sådan læser jeg ikke profetierne (se kapitlet om tusindårsriget i “Han gør alting nyt”).

Men vi har en profeti af Jesus om Israels plads i de sidste tider. Den står i den store endetids-profeti, hvor Jesus sagde sådan om jøderne:

“De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende” (Luk 21,24).

Hedningernes tider er forbi

Ud fra sammenhængen er det svært at læse det anderledes, end at den adspredelse, der er tale om, begyndte i forbindelse med Jerusalems ødelæggelse, hvor byen blev nedtrampet af romerne. Jøderne har været bortført før, men nu skal de for første gang spredes “til alle folkeslag”. I hele kirkens periode har jøderne været at finde i diasporaen stort set over hele jorden (også i Israel for øvrigt).

Jeg læser profetien sådan, at jøderne skal vende tilbage til landet, når “hedningernes tider” er til ende. Der er gjort flere forsøg på at regne ud, hvad “hedningernes tider” helt præcist betyder. Jeg kan ikke komme det nærmere, end at Gud har sat en grænse for hedningernes herredømme i Israel. Den grænse blev nået for 70 år siden, da jøderne igen fik herredømmet i det land, de fik ved Guds løfter til Abraham og flere andre.

Efter den fortolkning er staten Israels genoprettelse et af de tegn, Jesus remsede op i sin store profeti om de sidste tider. Hvor lang tid, der skal gå fra Israels genoprettelse til Jesu genkomst, ved vi ikke, men det er et tegn, hvis opfyldelse, vi ikke længere venter på.

Farao og Kyros var Guds redskaber

Israelerne har naturligvis helt fra dag ét anset Jerusalem for at være landets hovedstad, men det har knebet med opbakningen til det fra andre stater. Da præsident Donald Trump meddelte, at USA vil flytte deres ambassade til Jerusalem, var det et led i opfyldelsen af Jesu profeti.

Jeg skulle lige bruge lidt tid, før jeg kunne glæde mig over den erklæring, for Trump har ikke nogen stor stjerne i mit univers. Men så huskede jeg, at Gud mange gange har brugt både den ene og den anden til at udføre sin vilje. Det er ikke Farao, der skal have ære for Israels udfrielse af Egypten, og det er ikke Kyros, der skal have ære for, at Israel vendte tilbage fra fangenskabet i Babylon. De var Guds redskaber, og det er Gud, der skal have æren, når han opfylder sine profetier og løfter, også når det sker ved frivillige eller ufrivillige redskaber.

Herfra til evigheden

Hvordan skal vi forstå overgangen fra vores jordiske liv til livet i herligheden? Hvad går tiden med? Eller går der slet ikke nogen tid? Kan det tænkes, at vi dør her og straks vågner op på den nyskabte jord? Der findes flere svar.

(spørgsmål på JesusNet.dk)

Hejsa
Jeg har et spørgsmål angående død og Jesus genkomst. Der står et sted at når Jesus returnerer skal han dømme de levende og døde. Vil det sige at de døde pt. er et sted mellem himmel og jord (en slags dvale) og egentlig først træder ind i Guds rige eller det modsatte når Jesus kommer igen og dømmer alle?
Mvh
Thomas

(mit svar på JesusNet.dk – og her)

Kære Thomas

Tak for dit spørgsmål, som der findes flere svar på. Ingen af dem kan bevises med et klart bibelsted. Nogle regner ganske rigtigt med en dvale eller en søvn. Set i forhold til vores kalender går der jo et stykke tid fra den enkeltes død og til Jesu genkomst og vores opstandelse.

Et par ret uklare steder i Det Nye Testamente taler om et dødsrige, som kan være en mellemtilstand (Luk 16,19-31 og 1 Pet 3,18-20). Mit bud på et svar, kan jeg desværre heller ikke hænge op på et klart skriftsted, men overvej det følgende.

Ved Jesu genkomst skal alle opstå, og der sker en adskillelse mellem dem, der levede i tro på frelseren, og dem, der ikke tog imod ham. Set fra i dag, så sker genkomsten og opstandelsen på en fremtidig dato i vores kalender, men set fra den anden side – fra evighedens side – så er opstandelsen til liv begyndelsen på vores tilværelse på den nye og herliggjorte jord (Åb 21,1-3), og evigheden begynder ikke på en bestemt dato i vores kalender. I det hele taget er det vanskeligt at tale om en begyndelse på evigheden, så derfor behøver vi ikke gøre rede for en tid fra døden til opstandelsen.

Tænk på røveren på korset. Han bad til Jesus, og Jesus svarede ham: “I dag skal du være med mig i Paradis!” (Luk 23,43). Men i vores trosbekendelse siger vi, at Jesus efter sin død nedfór til dødsriget, hvorfra han opstod på tredjedagen. Holdt Jesus så sit løfte til røveren? Ja, det mener jeg.

Jesus forblev ganske vist her i den jordiske kalender til Kristi himmelfartsdag, for han var ikke færdig, men røveren havde ikke mere at gøre her. Han forlod vores jordiske kalender for at møde Jesus i evigheden.

Egentlig spørger du: “Hvor lang tid går der fra datoen for min død til det tidspunkt, jeg træder ind i evigheden?” Jeg ved ikke, om nogen rigtig forstår springet fra vores tid til evigheden. Hvis man har brug for at forestille sig en søvn eller en dvale for at få mellemrummet til at gå op, så fint for mig, men jeg tror altså, at røveren, samme dag han døde, oplevede at være sammen med Jesus i Paradis. Og jeg glæder mig til, at samme dag jeg dør, vil jeg vågne op i det evige Paradis i selskab med min frelser.

Jørgen Hedager Nielsen, redaktør af genkomst.dk

 

PS: Til den opmærksomme læser på genkomst.dk, som nu sidder med spørgsmålet: Hvad så med skærsilden? Det har Luther givet et meget kort og kontant svar på, som kan opsummeres således: “Skærsilden er heldigvis kun en katolsk opfindelse, som aldrig har været en del af Guds plan.”

Enhver, der tror på Jesus som sin frelser, mangler intet på dommens dag. Ingen har nogen som helst rest af synd eller urenhed, der skal renses væk, inden de kan træde ind i herlighedens rige og møde Gud ansigt til ansigt.

Antikrist er en forfører

Antikrist er en forfører. Det betyder, at hvis vi vil finde Antikrist, skal vi ikke se efter noget, som de fleste finder afskyeligt. Det er en grundregel for al forførelse, at vi kun kan blive forført af det, vi har lyst til. Derfor er det ekstra vigtigt, at vi kan genkende ham.

Bibelens beskrivelser af Antikrist handler om hans natur, og skal ikke læses direkte som beskrivelser af hans ydre udseende. (Matthias Gerung (1500–1570), “The Beasts of Revelation”)

Antikrist er nævnt i Bibelen under flere navne. Paulus kalder ham Lovløshedens Menneske (2 Thess 2,1-12). I Johannes’ Åbenbaring kaldes han Dyret (Åb 13). Jesus kalder ham en falsk kristus (Matt 24,5 og 23-24). Det eneste sted, han kaldes Antikrist, er i Johannes’ første Brev.

“Det er nu den sidste time,” skriver Johannes i kapitel 2. “Og som I har hørt, at Antikrist skal komme, er der nu fremtrådt mange antikrister; deraf ved vi, at det er den sidste time.”

De afviser Jesus som Gud

Johannes taler om Antikrist på to måder. De mange antikrister, som han skriver med lille a, var allerede dengang trådt frem. Antikrist med stort A var ikke trådt frem endnu. Antikrist og de antikristelige ånder kommer fra Djævelen for at forføre os.

“De er udgået fra os,” siger Johannes, men det er muligt at afsløre dem. Det antikristelige kendes på, at Jesu guddommelighed afvises. De kan forkynde om Jesus i julen, men fornægter jomfrufødslen. De kan forkynde om langfredag, men det befriende budskab om Jesu død for vores synd lyder ikke. De kan forkynde påskedag om livets sejr over døden, men evangeliet om kødets opstandelse er væk. Og hvis Jesus ikke er opstået legemligt, så er der heller ingen himmelfart og naturligvis heller ikke nogen genkomst. Og er der ingen genkomst, så er der heller intet håb for os.

Men bortset fra det, kan den antikristelige forkyndelse godt forveksles med den sande og sunde kristne forkyndelse.

Falske kristus’er

Jesus taler i Matthæus 24 om, at trængselstiden bliver afkortet for de udvalgtes skyld, og han siger: “Der skal fremstå falske kristus’er og falske profeter, og de skal gøre store tegn og undere for om muligt at føre selv de udvalgte vild.”

Vi kan kun blive forført af det, vi har lyst til. Derfor kommer den antikristelige forkyndelse til os i en form, der virker tillokkende på os. Der skal stor overvindelse til, før man peger på en populær præst med en fængende forkyndelse, og så kalder den antikristelig. Men det er sådan, virkeligheden er, hvis forkyndelsen har de antikristelige kendetegn.

Hold fast ved det centrale

Det er muligt, at vi ikke skal gå rundt og udpege antikristelige præster. Men det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, hvad vi udsætter os selv for. Netop på de punkter, som den antikristelige forkyndelse udelader, er det vigtigt, at vores tro er grundfæstet. Vi må lægge vægt på den guddommelige undfangelse, forsoningen på korset, den legemlige opstandelse, Jesu himmelfart og hans genkomst. Netop de ting, der nævnes i anden trosartikel.

Der er meget mere at sige om Antikrist.

I bogen “Han gør alting nyt” er der et helt kapitel om emnet.

 

En ånd spiser ikke fisk

Det kristne håb er totalt afhængigt af, at Jesus forlod sin grav i live. Enhver tale om opstandelse på andre måder slår effektivt grundlaget væk under håbet om en evig herlighed, så hvorfor nøjes med mindre end en opstandelse med kød og knogler.

Opstandelse, himmelfart og genkomst hører uløseligt sammen. Uden Jesu legemlige opstandelse, vil der ikke være en himmelfart. Og uden Jesu himmelfart vil der ikke være en genkomst. Og uden Jesu genkomst, vil der ikke være nogen opstandelse for os.

Vokset sammen med Jesus

Paulus underviser et sted om dåbens betydning. Han knytter den sammen med påskens begivenheder og skriver, at vi i dåben får del i Jesu død på korset og hans legemlige opstandelse påskemorgen:

“For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans … Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere” (Rom 6,5 og 9).

Ved dåb og begravelse

Midt i påskeugen var vi til begravelse. Her blev vi igen mindet om det kristne håb. Et bestemt bibelvers læses både ved dåb og begravelse. Det knytter Jesu opstandelse sammen med det kristne håb. Her er de to næste vers taget med.

Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid” (1 Pet 1,3-5).

Han forvandler vores legeme

Paulus afslutter sit store opstandelseskapitel (1 Kor 15) med at tale om legemets forvandling ved opstandelsen. Når Jesus kommer igen, skal vores forgængelige legeme iklædes uforgængelighed, og vores dødelige legeme skal iklædes udødelighed, skriver han.

Uanset, hvordan vi kommer herfra, om vi bliver begravet, kremeret, spist, eller måske stadig lever ved genkomsten, så vil Gud den dag tage det, der er tilbage af os, og underfuldt gendanne det.

Jesus opstod påskemorgen i sit eget legeme, og hans opstandelse er modellen for, hvordan det vil blive for os. Gud, som skabte alt ved sit mægtige ord, og som påskemorgen kaldte Jesus ud af graven, gør opstandelsen mulig.

“Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt” (Fil 3,21).

Et stykke stegt fisk

“De gav ham et stykke stegt fisk.” Så kort og prosaisk lyder et meget væsentligt vers i Bibelens påskeberetning. I sig selv er det ikke opsigtsvækkende, men sammenhængen gør det til noget særligt.

Påskedag om aftenen dukkede Jesus op i disciplenens fællesskab. Han ville overbevise dem om, at han virkelig var opstanden. De fik lov til at røre ved ham, og så spiste han stegt fisk for at overbevise dem om, at han ikke kun var opstået åndeligt.

“Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har.” Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og fødder. Og da de af bare glæde stadig ikke kunne tro, men undrede sig, spurgte han dem: “Har I noget at spise her?” De gav ham et stykke stegt fisk, og det tog han og spiste, mens de så det. (Luk 24,39-43).

Glædelig opstandelsesdag!

60.000 nye kristne hver dag

Jesu genkomst trækker ud, fordi der stadig er nogen, der skal komme til tro på Jesus. Den enorme vækst, som kirken oplever i disse år, går stort set uden om Danmark. Derfor er vi ikke altid opmærksomme på den. Men nogle af de danske missionærer på den sydlige halvkugle ved noget om det.

Allerede mens apostlen Peter levede, var der mennesker, som hånede de kristne og sagde. “Hvad bliver der af løftet om hans komme?” Det læser vi om i Peters Andet brev kapitel 3.

Peter minder menigheden om, at Guds tidsregning er anderledes end vores. Gud trækker det ikke unødvendigt ud med at opfylde sit løfte, men han har meget mere tålmodighed, end vi har. Og så røber Peter, hvad det er, der får Gud til at vente. “Han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men alle skal nå til omvendelse.”

Ikke overraskende stemmer det med Jesu profeti, hvor han blandt mange andre tegn i Matthæus 24 siger: “Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme.”

Det ligger også i missionsbefalingens ord: “Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple … og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” (Matt 28,19-20).

Vi kan fremskynde genkomsten

Peter siger faktisk, at vi kan “fremskylde Guds dags komme”. Han siger ikke direkte hvordan, men i sammenhængen er det ikke så svært at regne ud. Det handler om mission. Hver dag fødes der et uoverskueligt antal mennesker, som aldrig kommer til tro på Jesus, og derfor går fortabt. Andre bliver frelst. Kun Gud ved, hvornår det tipper over, så missionens tid afsluttes, og det bliver dommens dag.

I Grundtvigs fantastiske salme “Rejs op dit hoved, al kristenhed!” er han også inde på dette, når han i vers seks skriver:

Men skønt du længes, o kristenhed,
så glem dog ikke, at godt du ved,
hvad Herren tøver efter,
og bed ham aldrig, før timen kom,
til jordens gru og al verdens dom
at røre Himlens kræfter!

Gud ønsker at gøre alting nyt

Gud længes efter Jesu genkomst. Da afsluttes al pine og trængsel. Der er ikke noget, han hellere vil, end at gøre alt nyt og godt. Men når han renser sit skaberværk, sker det “til jordens gru og al verdens dom”, som Grundtvig skrev.

Kristen mission er det eneste formål med ventetiden. Gud ønsker, at så mange som muligt skal frelses. Mon ikke det også dybest set er ethvert kristent menneskes ønske, selvom det ikke altid er lige tydeligt.

Vi er ikke alene om missionen. Det var netop i forbindelse med missionsbefalingen, at Jesus sagde: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden … Og se jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende.”

Mange tusinde missionærer

Og når vi nu er ved verdensmissionen, så lad os se lidt på statistikkerne. I forbindelse med et kapitel i “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” fandt jeg frem til nogle tal om mission. De skal som al anden statistik tages med et gran salt.

USA er den nation i verden, der har den største internationale mission med 43.000 missionærer sendt ud af landet, men det langt mindre Sydkorea sender nu forholdsvis flere ud, nemlig 21.000 missionærer.

Når det gælder mission i det hele taget – både internationalt og til folkeslag inden for landets grænser – har Indien næsten lige så mange missionærer som USA, nemlig 83.000 mod USA’s 93.500. Næsten alle de indiske missionærer arbejder blandt de mange folkeslag inden for det store lands grænser.

60.000 nye kristne hver dag

På verdensplan er den kristne kirke aldrig vokset hurtigere end i de sidste par generationer. Væksten er på omkring 60.000 nye kristne hver dag. Tallene tager højde for dem, der melder sig ud eller dør, så det handler om nettotilvækst. Den sker særlig i Asien og Afrika, og den skyldes både missionsarbejde og befolkningstilvækst. Væksten på 60.000 hver dag rummer frugten af mange forskellige missionærers arbejde, lige fra lutherske missionærer fra Danmark til Jehovas Vidner fra USA.

Når Jesus angiver verdensmissionen som et tegn på genkomsten, er det for at vi skal være opmærksomme på det, men regnestykket bag det hele, kender kun Gud facit på.

 

 

Jesu genkomst findes i hele Bibelen

Hvis vi skærer Jesu genkomst ud af vores forventning til fremtiden, bliver troen handicappet, og vi bliver blinde for rigtig mange af Guds herlige løfter til os.

Jesu genkomst skal vi ikke beskæftige os med, mener nogen. Dermed afskærer de sig fra noget, som er massivt til stede i det meste af Bibelen.

I mit arbejde med bogen “Han gør alting nyt”, som handler om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord, blev det meget klart, at forventningen om Jesus bygger på rigtig mange løfter fra Gud. Lad os tage en hurtig skøjtetur gennem Bibelen, for at se efter.

Sådan skal Menneskesønnens komme være

Det begynder allerede ved syndefaldet, hvor Gud siger til slangen, at kvindens sæd skal knuse slangens hoved. Det skete, da Jesus døde på korset, men den endelige udslettelse af slangen sker først ved Jesu genkomst.

Få kapitler senere læser vi om Noa og hans samtid. “I dagene før syndfloden åd og drak de, giftede sig og bortgiftede lige til den dag, da Noa gik ind i arken; og de vidste ikke noget, før syndfloden kom og rev dem alle bort. Sådan skal også Menneskesønnens komme være,” siger Jesus. Beretningen om Noa er en forudsigelse af den sidste tid og Jesu genkomst.

Det samme er hebræernes udfrielse af Egypten og indvandringen i det forjættede land.

Ny himmel og ny jord

David får løfter om en efterkommer, hvis kongedømme vil blive grundfæstet til evig tid. Den efterkommer er Jesus. Løftet henviser både til hans fødsel i Davids by, Betlehem, og til den nye jord.

Esajas profeterede rigtig meget om begivenheder, hvis endegyldige opfyldelse først sker ved Jesu genkomst. Det kulminerer hen mod slutningen, hvor vi blandt andet kan læse: “Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord. I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. For jeg skaber Jerusalem om til jubel, dens folk om til fryd. Der høres ikke mere gråd eller skrig.” Vi læser stadig fra Det gamle Testamente.

Profeten Ezekiel giver Israels folk et løfte fra Gud:

“Min bolig skal være hos dem; jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.”

Det samme budskab lyder til Johannes i forbindelse med den nye himmel og den nye jord. Den endelige opfyldelse har vi altså endnu til gode.

Jeg tager bolig hos dig

Profeten Joel forudsagde Helligåndens udgydelse på pinsedag. Umiddelbart efter kommer han med en profeti, der minder meget om det, Jesus profeterede om tegnene i de sidste tider: “Jeg sætter tegn på himlen og på jorden, blod og ild og røgsøjler. Solen forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer. Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.” Det var Joels ord.

Både Amos, Mika og Zakarias giver mest mening, hvis vi læser dem som profetier, der også handler om endetiden og genkomsten. Især hos Zakarias er det tydeligt. Hør bare her: “Du skal juble og glæde dig, Zions datter, for nu kommer jeg og tager bolig hos dig, siger Herren. På den dag skal mange folkeslag slutte sig til Herren og være mit folk, og jeg tager bolig hos dig.” Det lyder som Johannes’ Åbenbaring, men det var Zakarias.

Hele kapitler om genkomsten

I de tre første evangelier er der hele kapitler, som ikke handler om andet end de sidste tider, dommen og Jesu genkomst. Og flere af Jesu lignelser handler om det.

Johannes skriver ikke lige så direkte, men det er der – for eksempel i kapitel seks, hvor Jesus siger: “For min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.”

Vi kunne fortsætte med mange steder i Apostlenes Gerninger, og både Paulus, Johannes, Peter og Hebræerbrevets forfatter har meget at sige om emnet. Bibelens sidste bog handler ikke om andet. Gud har altså ikke ønsket, at vi skulle være uvidende, så lad os lytte til ham, også når han taler om det, der skaber vores håb for fremtiden.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial