Artikler og andagter

Prædiken som nævner “Om lidt”

Frede Møllers prædiken til 1. søndag i advent: 1.s.i advent – Frede Møller

Seks andagter

som blev bragt i Københavns Kristne Nærradio i foråret 2015

  1. Glædelig dommedag – løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig
  2. En skelsættende begivenhed – han kommer for at dømme levende og døde
  3. Frimodighed på dommens dag – I skal vide, at I har evigt liv
  4. Han kommer snart – om tegnene og tiden
  5. Opstandelse med kød og knogler – som han opstod skal vi opstå
  6. Ny himmel og en ny jord – verdens genfødelse

 

1. Glædelig dommedag

Vi siger glædelig jul, godt nytår og tillykke med fødselsdagen. Men det lyder ikke helt så naturligt at sige “Glædelig dommedag”.

Ordet “dommedag” er en festdræber. Det er ikke egnet til at skabe god stemning. De fleste forbinder det med uhygge, skræk og frygt – eller overtro. Ikke desto mindre skal vi beskæftige os med Jesu genkomst og dommedag i denne uge.

Da der var klimatopmøde i København, stillede en journalist fra Ritzau et spørgsmål til biskop Steen Skovsgaard: “Kan det tænkes, at klimaforandringerne er et tegn på dommedag?”

Biskoppen svarede: “Jeg kan ikke udelukke, at klimaforandringerne kan være et tegn på Jesu genkomst.” Det svar medførte en vældig debat. Mange mente, det var forkasteligt, at en biskop overhovedet ville gå med på tanken om dommedag.

I løbet af debatten uddybede biskoppen sit svar: “Tegnene skal få os til at våge og bede. Men samtidig skal man huske, at de er en påmindelse og et løfte om Kristi genkomst. Så det er en glædelig dag at se frem til for de kristne.” En glædelig dag, sagde han.

Kaj Munk var inde på noget af det samme i en adventsprædiken, hvor han fortalte følgende oplevelse: “For en 15-16 år siden stod jeg en perlende sommer-morgen i min have, aldeles fortabt i livets dejlighed. Da hørte jeg på en gang en underlig tone i luften, og jeg tænkte: Det skulle dog vel aldrig være Herren, der kommer igen? Det viste sig nu senere, at redningsbåden ved havet holdt øvelse, og det var en raket, der var fyret af. Men jeg hverken lo af mig selv eller skammede mig. Jeg havde fået noget at vide om mig selv, jeg var glad for. Og aldrig vil jeg glemme den følelse af lykke, der greb mig ved muligheden for, at det kunne være ham selv.”

Aldrig vil jeg glemme den følelse af lykke. – Det er en glædelig dag at se frem til for de kristne. Hvordan kan både Skovsgaard og Kaj Munk kalde dommedag – Jesu genkomst – for en glædelig dag? De har det fra Jesus. Disciplene stillede engang Jesus et spørgsmål, der fik ham til at profetere om sin genkomst og de tegn, som skal præge tiden inden. Det læser vi om i Lukaseevangeliet kapitel 21.

Jesus sluttede opremsningen af tegnene – som han også kaldte veer – med at sige: “På jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed.”

Sådan beskriver Jesus tiden inden genkomsten og selve genkomsten. Umiddelbart er det ikke noget, der lyder særlig rart. Alligevel føjer han til: “Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.”

Det er ikke alle, der behøver at være bundet af angst, rådvildhed, skræk og frygt. Til disciplene siger Jesus: “Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” Eller med biskoppens ord: “Det er en glædelig dag at se frem til for de kristne.”

2. En skelsættende begivenhed

Ondskaben i verden er en stor anfægtelse for mange. “En Gud, der tillader, at sådanne ting sker, kan jeg ikke tro på,” siger de. “Hvis Gud var kærlig, ville han ikke tillade sult, krig, sygdom og katastrofer.” Sådanne tanker har de fleste af os sikkert kæmpet med. Nogen har taget den konsekvens, at de har vendt Gud ryggen.

Men når man siger, at Gud ikke gør noget ved ondskaben, er det ikke retfærdigt. Gud har gjort noget ved det, og en dag vil han gribe ind, så der aldrig mere sker noget ondt i hans verden. Jesus fortalte en lignelse om, hvorfor Gud ikke bare udrydder alt ondt i verden. Vi læser i Matthæus 13:

“Himmeriget ligner en mand, der såede god sæd i sin mark. Mens folkene sov, kom hans fjende og såede ukrudt i hveden og gik sin vej. Da kornet skød op og satte kerne, kom også ukrudtet frem. Husbondens folk kom så og spurgte: Herre, såede du ikke god sæd i din mark? Hvor kommer da ukrudtet fra? Han svarede: Det har en fjende gjort. Folkene spørger ham så: Vil du have, at vi skal gå ud og luge det væk? Han svarer dem: Nej, for når I luger ukrudtet væk, kommer I til at rykke hveden op sammen med det. Lad blot begge dele gro side om side indtil høsten. Ved høsttid vil jeg så sige til høstfolkene: Tag først ukrudtet fra og bind det i knipper, så det kan brændes, men saml hveden i min lade.”

Svaret på, hvorfor Gud tillader det onde, er altså: “Når I luger ukrudtet væk, kommer I til at rykke hveden op sammen med det.” Gud kan ikke fjerne det onde uden at skade os alle. Men en dag bliver ukrudtet sorteret fra.

Jesus forklarede selv lignelsen for disciplene: “Den, der sår den gode sæd, er Menneskesønnen, marken er verden, og den gode sæd er Rigets børn. Men ukrudtet er den Ondes børn, og fjenden, der såede det, er Djævelen. Høsten er verdens ende, og høstfolkene er engle. Ligesom altså ukrudtet tages fra og brændes i ild, således skal det også gå ved verdens ende: Menneskesønnen skal sende sine engle, og fra hans rige skal de tage alt det væk, som fører til frafald, og alle dem, der begår lovbrud, og kaste dem i ovnen med ild. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Da skal de retfærdige skinne som solen i deres faders rige.”

I den mark, vi vokser i, er der både noget, Gud har sået og noget, den Onde har sået. Det onde kommer ikke fra Gud, men han tillader det indtil videre. En dag kommer høsten. Den bliver en skelsættende, begivenhed for alle på jorden. Den dag bliver alt ondt, smertefuldt og nedbrydende sorteret fra og kastet i ilden.

Men det handler om mennesker. Og Gud ønsker at så mange som muligt hører til Rigets børn, for nu at bruge Jesu eget udtryk fra lignelsen.

Betingelsen for, at vi kan komme til at høre til blandt Rigets børn, er, at vi er uden skyld. Det er ikke noget, vi selv kan sørge for. Da Jesus døde på korset, tog han vores synd på sig og blev straffet for den. Det er derfor, der overhovedet er noget, som kan kaldes hveden på marken.

Går vi lidt uden for lignelsen, er det muligt for ukrudtet at blive til hvede. Det er det, Gud venter på – og arbejder på. Den dag høsten indtræder, er det for sent, men indtil da står døren ind til Guds rige vidt åben, og der kræves ikke andet for at træde ind, end at man bekender sin synd for Jesus.

 

3. Frimodighed på dommens dag

Gud er kærlighed. De tre ord er det vigtigste, der kan siges om Gud. Samtidig er det måske også de mest misbrugte ord. De kan nemlig bruges som materiale til et hjemmelavet billede af Gud, og det går altid galt. “Det du der siger, kan jeg ikke få til at stemme med mit billede af en kærlig Gud,” lyder argumentet. Og så er samtalen ofte slut, for hvem vil argumentere imod, at Gud er kærlighed.

Vi finder citatet i Johannes’ første Brev kapitel 4, og sammenhængen indledes sådan: “Deraf ved vi, at vi bliver i ham og han i os: at han har givet os af sin ånd. Vi har set og bevidner, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser.” Det er den treenige Gud, der er tale om. Helligånden er vidne. Faderen har sendt din søn, og sønnen er verdens frelser. Det er den Gud, der er kærlighed.

“For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Det ved vi fra Joh 3,16. Således er Guds kærlighed, at han gav sin søn for at den som tror, skal frelses. Læg mærke til, at her nævnes Guds kærlighed og fortabelsen i samme vers. For apostlen udelukker de to ikke hinanden.

Efter at Johannes i sit rev har præsenteret Gud som den treenige. Helligånden vidner for os, at Faderen har sendt din søn, og Sønnen er verdens frelser, så kommer de tre berømte ord: “Gud er kærlighed.” Vi læser hele verset: “Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham.”

Vi skal være galde for, at det ikke er os, der skal afgøre, hvad Guds kærlighed betyder. Vi har slet ikke fantasi til at danne et billede, der svarer til virkeligheden. Gud ønsker i sin kærlighed en fuldkommen verden uden sorg, smerte og død. En sådan verden kræver hellighed, og den har vi ikke i os. Men Gud skænker os i Jesus både hellighed og kærlighed, som i virkeligheden er to sider af samme sag.

Og så kommer det budskab, som knytter bibelstedet til temaet for Nota Bene i denne uge: “Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag” (1 Joh 4,17).

Vi ser det for os. Dagen er kommet, hvor “hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre.” Mange skal ligge der på knæ med rædsel i hjertet, for de ved godt, at det er for sent. De bøjede sig ikke for Jesus, da han tilbød dem syndernes forladelse. De regnede ham ikke.

Andre knæler med frimodighed. Hvad er deres hemmelighed? Svaret på det spørgsmål er altafgørende for hvert eneste menneske.

Jesus har sonet vores synd. Da han på korset råbte: “Det er fuldbragt!” manglede der ikke noget. Jesu offer på korset er godkendt. Gud vidner i sit ord og gennem Jesu opstandelse, at der ikke skal mere til. “Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os det evige liv, og det liv er i hans søn. Den, der har Sønnen, har livet; den, der ikke har Guds søn, har ikke livet,” siger Johannes i kapitel fem i sit første brev.

Nu er spørgsmålet så: Kan jeg vide, at jeg har Guds søn? Ja, det mener Johannes. “Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv,” læser vi. I skal vide, at I har evigt liv. Det er meningen, at vi allerede nu skal leve i en tryg forvisning om, at vores sag med Gud er i orden. Vi kan stå med frimodighed på dommens dag, en frimodighed, som vi allerede nu kan hvile i.

Det er ikke en betingelse for frelsen, at vi kan tænke på dommens dag med frimodighed, men det er en hvile og en glæde, Gud tilbyder os.

“Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag.”

 

4. Han kommer snart

Jesu genkomst fylder rigtig meget i Bibelen. Det findes flere steder i Det Gamle Testamente, og der er stort set nævnt i alle skrifter i Det nye Testamente. I nogle af dem, fylder det endda ret meget. Det fylder også meget i Jesu undervisning.

“Hvad bliver der af løftet om hans komme?” spurgte nogen hånligt allerede på apostlen Peters tid. “Siden vore fædre døde, er alting jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse,” sagde de.

Men det var Peter ikke enig med dem i. De overser syndfloden, skriver han. Og lige så sikkert, som Gud dengang lod verden gå under i vand, vil han på dommens dag lade den gå under i ild.

Og så fortæller Peter, hvorfor Gud venter. Gud har ikke travlt skriver han i sit andet brev kapitel 3. “Gud er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse.” Det er det, Gud venter på. At vi får missioneret så meget, at målet er nået.

Flere steder er der profetier om de tegn, som skal ske i de sidste tider. Et af dem er verdensmissionen. “Den, der holder ud til enden, skal frelses,” siger Jesus i Matt 24. Og så fortsætter han: “Og dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme.”

Evangeliet skal prædikes i hele verden. Mon vi snart er kommet dertil? Er der folkeslag, hvor evangeliet ikke har været prædiket? Vi skal nok ikke forestille os, at alle folkeslag på én gang skal være en missionsmark. Tager vi for eksempel Tyrkiet, så er der meget få kristne i dag, og meget lidt mission, men engang var det et kristent land med et rigt kristent liv. Nogle vil nævne Kina. Men der er mange kristne kinesere i dag, og for godt hundrede år siden var der virkelig mange missionærer der.

Jesus nævner også andre tegn på sin genkomst. “Fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste,” siger han. Det er nok svært for os at vide, hvor slemt det skal blive, før det er et tegn på hans genkomst, men mon ikke det i ret høj grad er en beskrivelse, vi kan få til at passe på vores egen tid.

“Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild,” sagde han også. Nu er det nok forskelligt, hvad vi vil opfatte som falske profeter, men hvis vi tager Bibelens ord som målestok, er det ikke svært at få øje på en hel del, der har en falsk tone i forhold til det.

Nogen vil fortælle os, at vi slet ikke skal beskæftige os med tegnene på Jesu genkomst, for vi kan alligevel ikke vide noget om det. Det er rigtigt, at mange har været mere vildledende end vejledende i deres undervisning, men vi lader vel ikke være med at bruge de ægte penge, bare fordi der er nogle falske i omløb. Og hvis det var noget, vi ikke skal beskæftige os med, så er det da mærkeligt, at der er så meget om det i Ny Testamente.

Efter at Jesus har brugt næsten et helt kapitel på at fortælle om tegnene og de sidste tider, runder han af med at sige: “Lær denne lignelse af figentræet: Når dets grene bliver bløde og får blade, ved I, at sommeren er nær. Sådan skal I også vide, når I ser alt dette, at han står lige for døren.” Det er et overraskende stærkt udtryk: “I skal vide, at han står lige for døren.”

Det er rigtigt, at vi ikke kender dagen og timen, men det er meningen, at vi skal vide så meget om tegnene i tiden, at vi er klar over, hvad der foregår. Jesus ønsker, vi skal vide, at midt i det hele, gennemfører Gud sin frelsesplan, og vores glædelige opstandelsesdag nærmer sig. Opstandelsen skal vi høre om i morgen.

5. Opstandelse med kød og knogler

Hen mod slutningen af det store kapitel om opstandelsen i Første Korintherbrev 15, skriver Paulus: “… for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal forvandles. For dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed”.

Paulus knytter opstandelsen sammen med genkomsten. Uden Jesu genkomst giver det ikke mening at tale om opstandelse, og uden opstandelse giver det ikke mening at tale om genkomsten. Det er to sider af samme sag. Jesu opstandelse var en sejr over døden. Ved Jesu genkomst markeres denne sejr, så den trænger gennem hele skaberværket, og døden skal ikke være mere.

Jesus opstod som førstegrøden. Førstegrøden var det første neg fra kornmarken og de første druer fra vingården. Førstegrøden repræsenterer hele høsten. Som Jesus opstod, skal vi opstå.

Beskrivelsen af påskedag i Lukas 24, giver et levende indtryk af, hvor svært det er at fatte opstan-delsen. Disciplene får det ene bevis efter det andet på, at Jesus er legemlig opstået, og at graven er tom. Da han ud på aftenen kommer for at være sammen med dem, tror de alligevel, at det er en ånd, de ser.

Han bebrejder dem, deres vantro, men han kommer dem også i møde. “Se på mine hænder og fødder – det er mig. Føl på mig og se; en ånd har ikke kød og knogler, som I ser, jeg har,” siger han. Vi tror på kødets og knoglernes opstandelse.

Ved opstandelsen var Jesu forgængelige legeme blevet forvandlet til et evigt, uforgængeligt legeme – men det er stadig et legeme med kød og knogler. Ved vores opstandelse skal det gå os, som det gik Jesus. Vi skal også opstå med et uforgængeligt legeme med kød og knogler.

Opstandelsen sker ved Jesu genkomst, når basunen lyder og umiddelbart inden Jesus viser sig i sin herlighed, forklarer Paulus i 1 Thess 4. Der sker en forvandling af alle, der døde i troen på Jesus og alle levende, som tror på Jesus: “Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt” læser vi i Filipperne 3.

Kan vi kende hinanden? Ja, hvorfor ikke? Påskedag troede Maria ganske vist, at det var havemanden, hun så. Men hun havde jo heller ingen forestilling om, at det kunne være Jesus. Emmaus-vandrerne genkendte ham ikke, men det var fordi, Gud “holdt deres øjne til, så de ikke genkendte ham”. Om aftenen vidste disciplene udmærket, at det var Jesus, der kom til dem, selv om deres vantro fik dem til at formode, det var en ånd, de så.

“Det er mig!” understregede Jesus. Jeg skal opstå som mig. Og mine brødre og søstre i troen skal opstå som dem, de er. Vi får ikke brug for briller, kørestole, krykker eller medicin, men det er os.

Der har været en del debat om opstandelsen. Nogen vi mene, at det er noget pjat at interessere sig for, om den er fysisk eller åndelig. Paulus er uenig med dem. I 1 Korinter 15 fortæller han først, hvor mange der har set Jesus efter opstandelsen, og nogen af dem lever endnu, skriver han. Og så siger han, at “hvis Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom. Så er vi de ynkværdigste af alle mennesker.”

Men nu er Kristus opstået som førstegrøden af dem, der er sovet hen, lyder hans triumferende salut til tvivlerne. Når vi opstår med kød og knogler, skal vi også have et sted, hvor vi kan sætte vores ben. Derfor får vi en ny himmel og en ny jord. Det skal vi høre om i morgen.

 

6. Ny himmel og en ny jord

Gud skabte verden som et godt sted at leve. I skabelsesberetningen konstaterer Gud ved afslutningen af de fleste skabelsesdage, at dagens skaberglæde var resulteret i noget godt. Han var tilfreds, og når den almægtige Gud er tilfreds med noget, han selv har skabt, så kan det ikke gøres bedre.

Men på syndefaldets dag blev det hele besmittet ved menneskenes synd. Paradis var tabt, men ikke for evigt. Det er stadig gemt som en tanke hos Gud, og vi ser det også dukke op i glimt en strålende sommermorgen, eller i en blomstereng eller hos to mennesker, der elsker hinanden.

Paulus fortæller i Romerne 8, at skaberværket en dag vil blive befriet fra den forgængelighed, som nu præger alt. Det vil ske den dag, Guds børn bliver åbenbaret – det vil sige den dag, Jesus kommer igen, og det bliver synligt, hvem der er Guds børn.

Paulus skriver: “For skabningen venter med længsel på, at Guds børn skal åbenbares. Skabningen blev jo underlagt tomheden, ikke fordi den selv ville, men på grund af ham, der gjorde det, og med det håb, at også skabningen selv vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden. Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning. Til det håb er vi frelst!”

Ved Jesu genkomst vil vores legeme bliver forløst fra sygdom og død. Og det vil skaberværket også. Jesus kalder det for verdens genfødelse. Peter kalder det i en prædiken i Apostlenes Gerninger 3 for alle tings genoprettelse.

Og Paulus siger altså i Romerne 8, at skabningen vil blive befriet fra trældommen under forgængeligheden og nå til den frihed, som Guds børn får i herligheden.

Verden som vi kender den, vil blive renset gennem ild, og frem af asken vil Gud lade jorden træde frem i sin oprindelige paradisiske skikkelse. I Salmebogens nummer 569 siger digteren:

… og al naturen genfødt er,
og ingen skygger falder mer.
Og alt, hvad skønt mit øje så,
ny glans og glød vil få.

I Åbenbaringen kapitel 21 har Johannes et syn, hvor han ser Herren sidde på den himmelske trone. Han siger: “Se jeg gør alting nyt!”

Når Herren gør alting nyt, betyder det, at han genopretter det hele, så det er, som da det var nyt. Alder, slitage, skrammer. Alt forsvinder, og det hele er nyt.

Vi tror på kødets og knoglernes opstandelse. Men når vi tror på kødets opstandelse, må vi også tro på et sted, hvor vi kan være. Det sted er jorden her, men i en ny skikkelse. Vi læser om det i Åbenbaringen kapitel 21: “Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:

Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem.
Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.

Efter Jesu genkomst og vores opstandelse gør Gud alting nyt, og han kommer for at bo hos os. Vi skal være sammen med Jesus. Derfor vil jeg slutte, som jeg begyndte ugen, med at ønske glædelig dommedag.

(De seks andagter blev bragt i Københavns Kristne Nærradio i foråret 2015)

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial