Menigheden i Guds perspektiv

Saligprisningerne er en samlet beskrivelse af den troende menighed, som den ser ud i Guds perspektiv. Og de handler om Guds gaver til os.

Bjergprædikenen af Carl Bloch.

Saligprisningerne, som i kirkeåret hører til allehelgens søndag, er bygget op, så hver saligprisning har to led (se teksten nederst eller i Matt 5,1-12). Der er først nævnt en karakteristisk side ved de salige (fattige i ånden, de som sørger, osv.) efterfulgt af en begrundelse for, at disse er salige. For eksempel kan »de som sørger«, allerede nu kaldes salige, fordi de en dag skal trøstes. I evigheden skal de være et sted, hvor der ikke mere er sorg. I hver enkelt saligprisning skal der et under fra Gud til, for at første og andet led kommer til at hænge sammen.

Jeg tror, vi fornemmer, at det hele vejen igennem handler om Gud – også når det drejer sig om positive kvaliteter hos disciplene. Dybest set er ordene sagtmodighed, retfærdighed, barmhjertighed, renhed og fred en beskrivelse af Gud, og ikke af os mennesker. Når Jesus alligevel kan bruge ordene om disciplene, skyldes det, at Helligånden skaber disse kvaliteter i dem.

Jesus siger ikke: »Når jeres retfærdighed overgår farisæernes og de skriftkloges, så er I salige. Når I elsker jeres fjende, er I salige.« Saligheden er ikke en belønning for at leve efter bjergprædikenen, men en forudsætning for at kunne det. Måske er det derfor, de står som indledning til bjergprædikenen.              

Man kan sige, hovedbudskabet i saligprisningerne er: »I skal leve i håb – ikke i skuen.« Løfterne i saligprisningerne går først i opfyldelse i hele deres omfang ved opstandelsen, når Jesu kommer igen. Himmeriget, trøsten, arven, synet af Gud og så videre har vi allerede nu, men kun i troen. Det er ganske vist virkelige gaver, men usynlige. En dag bliver troen og håbet opfyldt. Fattigdom, sorg og forfølgelser er ikke mere. Retfærdighed, barmhjertighed og fred får et ansigt, når vi ser Jesus, som han er.

Det giver mening at læse den første af saligprisningerne som en slags overskrift for de følgende otte. Vi skal også her forstå det første led i lyset af det andet. Vi kan derfor læse sådan: »Salige er de, som ejer Himmeriget, selvom de er fattige i ånden.« Der er tale om fattigdom i forhold til Gud. Mit regnskab med Gud er negativt. Jeg har kun skyld. Jeg kan ikke engang tro, for det er, som Luther siger i Den lille Katekismus i forklaringen til tredje trosartikel: »Jeg tror, at jeg ikke af egen magt kan tro eller komme til ham.« Jeg er på helt bar bund. Jeg er fattig i ånden.

At eje Himmeriget er en voldsom kontrast til at være fattig i ånden. Himmeriget er Guds rige og ikke mit. Derfor må udtrykket »Himmeriget er deres«, som forekommer både først og sidst i saligprisningerne, betyde at have en plads i Guds rige. Ingen er rigere end den, der har en plads i Guds rige.

Saligprisningerne

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:
»Salige er de fattige i ånden,
for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger,
for de skal trøstes.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige,
for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet,
for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred,
for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed,
for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«
Matthæusevangeliet 5,1-12 

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial