Frimodighed på dommens dag

Det lyder som en selvmodsigelse, men i Bibelen er der faktisk et sted, hvor »frimodighed« og »dommens dag« nævnes i den samme korte sætning. Adventstiden er også tiden, hvor vi i kirken bliver mindet om dommedag. Derfor er det godt at repetere dette sted.

 

 

Når jeg går til bageren søndag morgen, passerer jeg et hus, hvor der på facaden står: »Gud er kærlighed.« Jeg bor i Børkop, og huset er Børkop Højskole – Indre Missions Bibelskole, men det bliver hilsenen ikke mindre opløftende af.

Hvad mon andre i Børkop tænker, når de ser de tre ord: »Gud er kærlighed«? Hvis de overhovedet tror på, at der findes en Gud, vil de sikkert nikke. »Ja, sådan må det være. Findes Gud, så er han kærlig.«

En vred og dømmende Gud vil blive afvist i vores tid. Ham kan vi ikke tro på, vil de fleste tænke.

Under citatet på facaden står der også en bibelhenvisning: 1 Joh 4,16. Det er så heldigt, at Johannes et par vers før forklarer, hvordan Gud er kærlighed. »Vi har set og bevidner, at Faderen har sendt sin søn som verdens frelser.« På netop den måde elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Synd og skyld kræver soning. Det siger Johannes, samtidig med at han igen understreger, at Gud er kærlig. Ja, vi kan sige det så stærkt, at apostlen Johannes definerer Guds kærlighed ved at pege på Jesu død i vores sted.

Luthers ti lange år

I en prædiken over 1 Johannes 4 har Luther lidt knudret skrevet: »For når det drejer sig om den egentlige frimodighed, den hvorved jeg kan bestå for Gud trods alle mine synder på den dag, han vil holde regnskab med mig, da vil mit liv, mine gerninger og min kærlighed aldrig være fuldkomne eller tilstrækkelige. Nej, da må jeg have en anden ved min side, han, hvis navn er Kristus, sendt af Faderen, til soning for vores synd. Det er hvad jeg kalder den fuldkomne glæde eller den fuldkomne frimodighed. Den alene kan bestå i dommen og holde mod hans vrede.«

I et kloster i Erfurt kæmpede Luther i ti år for at finde frem til en nådig Gud. I de ti år læste han vedholdende i Bibelen. Først da han så, hvad der faktisk står i Romerbrevet 1,17, fandt han fred: »For i evangeliet åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: ‘Den retfærdige skal leve af tro.’«

Han havde altid læst det sådan, at man skal være retfærdig for at kunne bestå for Guds dom. Det havde han lært i kirken, og det fortalte hans logik. Nu så han, at Paulus ikke skriver om vores retfærdighed, men om Guds retfærdighed, som vi får tilregnet.

Resten af livet kæmpede Luther mod menneskers tilbøjelighed til at bygge frelsen på noget, der ikke holder. Vi må ikke satse på vores gerninger eller vores beslutsomhed. Mit liv, mine gerninger og min kærlighed vil aldrig være fuldkomne eller tilstrækkelige, hvis jeg skal bestå for Guds dom.

Én ved min side

Men heldigvis har jeg én ved min side, understreger Luther. »Han, hvis navn er Kristus, sendt af Faderen, til soning for vores synd. Det er hvad jeg kalder den fuldkomne glæde eller den fuldkomne frimodighed. Den alene kan bestå i dommen og holde mod hans vrede.«

Ordet frimodighed har Luther fundet et par vers længere fremme, hvor Johannes skriver: »Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag.«

Hvem skulle have troet det – at et menneske kan se frem mod dommen med frimodighed? Frimodigheden kommer vel at mærke ikke af et forkert syn på den hellige og kærlige Gud, så man forestiller sig, at han ser gennem fingrene med synden.

Nej, frimodigheden kommer af, at min synd er sonet. Den frimodighed, der hviler på frelsen i Jesus, er det eneste, der kan bære frem mod dommen. Det er Luthers vidnesbyrd, og han ved, hvad han taler om. Han kæmpede stort set på fuld tid i ti år, før Gud åbenbarede sandheden for ham, og han lærte at hvile netop der.

Skriv en kommentar

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial