Forfærdes ikke

Ét eneste menneske har autoritet til, her midt i en corona-tid, at sige: “Jeres hjerte må ikke forfærdes!” Og vi hører ham sige det på søndag, hvis vi streamer en hvilken som helst gudstjeneste fra en folkekirke.

På søndag (3. s.e. påske) skal vi i prædiketeksten høre Jesus sige: “Jeres hjerte må ikke forfærdes!” (Joh 14,1-11).  Og han begrunder det blandt andet med, at han en dag kommer igen. Løftet er givet til disciplene, og prædiketeksten giver tre grunde til, at han har al den nødvendige autoritet og magt.

  1. Til trods for, at Jesus fremtræder i menneskeskikkelse, er han Gud. Filip siger: “Vis os Faderen, og det er os nok” (Joh 14,8). Denne let arrogante holdning møder vi også i dag: “Vis mig Gud, sådan helt synligt, så skal jeg nok tro på ham.” Ingen kan vel sige sig helt fri for den tanke, at et synligt bevis ville gøre det lettere at tro. Men Jesus svarer: “Når I har set mig, har I set Faderen.” Gud er ikke anderledes end Jesus, for Jesus er Gud i menneskeskikkelse. Og hvem ønsker sig en Gud, der er anderledes end den Jesus, vi møder i Bibelen?
  2. Han er vejen, sandheden og livet og den eneste vej til Gud, siger han (Joh 14,6). Har noget menneske autoritet til at sige det? Ja, én har – se punkt 1. Han har gjort det muligt ved sin død for os og ved sin opstandelse som den første af mange.
  3. En dag kommer han synligt igen. Det er vores opstandelsesdag, og det bliver den synlige indledning til vores liv i herlighed sammen med ham – i boliger, han har gjort parate til os. Det lover han os på søndag i evangelieteksten. Men har noget menneske autoritet til at sige sådan? Ja, Jesus har – se punkt 1 og 2.

Midt i en corona-tid er der stor trøst i, at alle, der har sagt ja til Jesus som vejen, sandheden og livet, har en evig herlighed i vente på et sted, hvor “døden ikke skal være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere” (Åb 21,4). Den bolig, Jesus allerede har gjort klar til hver enkelt discipel, er nemlig i Det Ny Jerusalem.

Johannes’ Åbenbaring 21,1-3:

Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem.

En ånd spiser ikke stegt fisk

Påskedag og genkomst hænger sammen. Uden genkomsten ingen opstandelse for os, og uden Jesu legemlige  opstandelse ingen genkomst.

Påskedag er opstandelsens dag. Jesu legemlige opstandelse er er en garanti for den kristne opstandelse. Og opstandelsen finder sted ved Jesu genkomst. Derfor er det helt afgørende for os, at Jesus faktisk opstod legemligt. Lukas har en beretning om påskedags aften, hvor Jesus gør en del ud af at understrege, at han virkelig er legemlig til stede hos disciplene.

Påsken begynder med et verdensberømt måltid. Men den slutter også med et måltid. Det er ikke lige så kendt, men det er alligevel skelsættende og trosstyrkende. Sammenhængen er, at de elleve apostle og alle de andre er forsamlet påskedag om aftenen. De heldige fortæller begejstret om, hvordan de i løbet af dagen har mødt den opstandne Jesus. “Herren er virkelig opstået,” siger de til hinanden. Emmaus-vandrerne slutter sig til selskabet med deres beretning.

Midt i det hele blev de klar over, at Jesus faktisk selv er til stede. Og så blev der lovsangsfest – skulle man tro. Men nej! De blev forfærdede og troede, at det var en ånd, de så. Det er virkelig meget svært for os dødelige at se en legemlig opstandelse for os.

Nu skal vi lægge mærke til reaktionen hos Jesus. Siger han: “Okay, når det nu er så svært for jer at tro på en legemlig opstandelse, så er det helt fint at opfatte den som åndelig.” Nej! Han tager straks flere pædagogiske virkemidler i brug for at slå fast, at de ikke må nøjes med en åndelig opstandelse.

Først bruger han et synligt argument. Han holder sine naglemærkede hænder op og siger: “Se på mine hænder og fødder – det er mig.” Dernæst bliver han mere håndgribelig: “Føl på mig. En ånd har ikke kød og knogler, som I ser, at jeg har” (Luk 24,39).

Nu skulle man tro, at den var hjemme. Kød og knogler er et stærkt argument. Men de tvivler stadig. Så er det, Jesus spørger: “Har I noget at spise her?” Han er nok sulten, for han gik jo glip af aftensmaden i Emmaus, men det er nu ikke derfor, han spørger.

De havde fået stegt fisk tidligere på dagen, og der var nogle levninger. Så sætter han sig midt i forsamlingen og spiser, mens de ser på. Hvorfor? Jo, alle ved, at en ånd ikke spiser stegt fisk – eller noget andet for den sags skyld. Og så kommer hans endelige argument, som er en henvisning til Skrifterne.

Det er afgørende for Jesus, at de begriber omfanget af påskemorgen. Han er virkelig fysisk til stede. Det var derfor, graven var tom. En dag skal vores grav også være tom, for også vi skal opstå med kød og knogler.

 

Indlægget bringes også i impuls (IMT) i første nummer efter påske.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial