oktober, 2019 | Jesu genkomst

Vi har lov til at tro, at vores afdøde nu er hos Jesus i Paradiset. Vi har et kristent håb, som knytter sig til en usynlig virkelighed. For de afdøde troende er det blevet synligt.

Et bestemt bibelvers læses både ved dåb og begravelse. Det indrammer vores liv og giver det et evigt perspektiv. Bibelverset lyder: “Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde” (1 Pet 1,3).

Verset hører til ved dåben, fordi vi der får det kristne håb ved genfødelsen. Og det hører med ved begravelsen, fordi det er et løfte om evigt liv. Det levende håb hviler på en stærk grundvold, nemlig Jesu opstandelse fra de døde.

En bolig står klar

I Bibelen slutter verset med et komma. Vi er altså ikke færdige med at høre, hvad apostlen Peter vil sige om håbet. I de følgende vers skriver han, at vi ved genfødelsen fik en arv, som er gemt i himlen til enhver, som bliver bevaret i troen. Og han siger, at vi bliver bevaret i troen ved Guds magt. Gud holder os fast.

Arven er gemt i himlen, skriver Peter. Det kan minde os om Jesu ord i sin afskedstale til disciplene: “Jeg går bort for at gøre en bolig rede for jer” (Joh 14,2). Vi kan betragte vores dåbsattest som et skøde på en bolig i himlen. Et skøde på en arv, der findes hos Gud og bevogtes af hans engle. Det er usynligt for øjet, men synligt for troen, og det er uforgængeligt, ukrænkeligt og uvisneligt, som Peter skriver.

Enhver, der dør i troen på den opstandne Jesus, flytter ind i sin bolig. Og boligen er i Det Ny Jerusalem.

Boligen på den nye jord

Glæden ved at bo i Det Ny Jerusalem læser vi om i Bibelens næstsidste kapitel (Åb 21). Først ser vi, at Gud ved Jesu genkomst gør himmel og jord ny (Åb 21,1). Det understreges igen i vers 5: “Han, der sidder på tronen, sagde: ‘Se, jeg gør alting nyt!’

Det næste er, at Det Ny Jerusalem kommer ned fra himlen for at være på den nye jord. Og så får vi at vide, at Gud følger med. Hele tre gange står der i vers 3, at Guds bolig i evigheden er hos menneskene. “Gud vil selv være hos dem.” Og han vil ikke alene være hos dem, han vil også genskabe Paradis for dem.

Han gør alting nyt

Gud forløser os, genopretter os og befrier os fra forgængeligheden (Luk 21,28; ApG 3,21; Rom 8,21). Han fjerner alt det dårlige, der kom ind i skaberværket ved syndefaldet, mens alt det gode, der var der før syndefaldet, vil blive bevaret.

Johannes beskriver det sådan: “Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet” (Åb 21,4).

Det er ikke tilfældigt, at herligheden beskrives ved det, der ikke er der mere. Alt det gode, som bliver vores virkelighed i den evige herlighed, har nemlig været der siden skabelsens morgen. Men siden syndefaldets dag har det været underlagt sorg, pine, synd, skrig og død.

I dag skal du være med mig

Men Det Ny Jerusalem kommer jo først ned på den nye jord ved Jesu genkomst. Hvor er vores afdøde så nu? Jeg tror, at svaret er ret enkelt.

Vi kalder dem de hensovede, og det gør Bibelen også. Vi kan forestille os, at når Jesus vækker dem op ved sin genkomst, har de ingen erindring om mellemtiden fra deres død til opstandelsen. Mon ikke det dækker ret godt?

Jesus sagde til den bodfærdige røver på korset: “I dag skal du være med mig i Paradis!” (Luk 23,43). Uanset hvad der eventuelt er sket mellem hans død og hans opstandelse, så oplevede røveren det netop sådan. Han vågnede samme dag op i Paradis sammen med Jesus.

Dagen for Jesu genkomst er også den dag, hvor alle de frelste skal opstå. For os er det i fremtiden, men for de opstandne er det i evigheden, og hvornår begynder den?

I samme menighed

Når vi omkring allehelgen mindes de kære, der er gået bort i troen på deres usynlige frelser, og glæder os over, at de nu lever ansigt til ansigt med ham, så tror jeg, at vi er på sikker grund. Det bekræftes også af Salmebogens nummer 573:

Helgen her og helgen hisset
er i samme menighed,
derom haver os forvisset
han, som alle dybder ved.

Kun en ting skiller os fra de afdøde: Vi lever her i håbet, og de lever i opfyldelsen. Derfor hedder det i vers 3:

Sammen bor vi i Guds-haven,
skilt kun ved det lille bælt …

Det ny Jerusalem kommer ned på jorden, når Jesus kommer igen. Det er her på jorden, vi skal tilbringe evigheden i den herlige stad.

Jeg er overbevist om, at Det ny Jerusalem er noget så stort og herligt, at det ikke kan beskrives med de ord og begreber, vi har til rådighed nu. Det overstiger alt, hvad vi kan forestille os. Derfor har profeterne fået antydninger i form af syner, der er fyldt med symboler. Og derfor taler Johannes om guld på gaderne og masser af alverdens ædelsten. Det er beskrivelser, der antyder noget endnu herligere.

Det kommer ned på jorden

Lige nu er Det ny Jerusalem hos Gud i hans himmel, men ved Jesu genkomst kommer det ned på jorden, som Gud til den tid netop har renset for alt det forfærdelige, der kom over skaberværket ved syndefaldet. Den nye jord er derfor fri for synd, død, smerte, råddenskab, sorg, og hvad man ellers kan nævne af ondskab (Åb 21,1-4).

Gud vil bo sammen med os mennesker i Det ny Jerusalem på den nye jord. Det siges hele tre gange:

“Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:
Nu er Guds bolig hos menneskene,
han vil bo hos dem,
og de skal være hans folk,
og Gud vil selv være hos dem.” (Åb 21,3)

Efter beskrivelsen af den nye jord siger han, der sidder på tronen: “Se, jeg gør alting nyt!” Derefter omtales fortabelsen kort, og så kommer den symbolfyldte beskrivelse af Det ny Jerusalem.

Beskrivelse af Det ny Jerusalem

Johannes får en guidet tur med en engel som vejviser, og vi tager med (Åb 21,9ff). “Nu skal du se bruden, Lammets hustru,” siger englen først, og så fører han os op på et stort bjerg og viser os den hellige by, Jerusalem, der kom ned fra himlen.

Englen siger, at han vil vise os bruden, Lammets hustru, og så peger han på Det ny Jerusalem? Det giver kun mening, hvis de to på en måde er et symbolsk udtryk for det samme.

Johannes beskriver for os, hvad vi ser: “Jerusalem kommer ned fra himlen, fra Gud, med Guds herlighed. Dens stråleglans er som den dyreste ædelsten, som krystalklar jaspis.” Og så følger en beskrivelse af en bymur med tolv pragtfulde perleporte, og tolv grundsten med apostlenes navne. Byen er bygget på apostlenes grundvold (Ef 2,20).

Vores guide har en målestok med. Det viser sig, at byen er 12.000 stadier. 12.000 er et symbolsk tal som betegner noget kæmpestort, og som også hentyder til Guds folk. Og så får vi at vide, at byen er lige så høj, som den er bred. Den er altså terningformet.

*Det ny Jerusalem er terningformet som det allerhelligste i templet.*

Det allerhelligste er Guds bolig

Det er ikke første gang, vi møder terningen i Bibelen. Telthelligdommen under ørkenvandringen var bygget efter Guds anvisninger. Det var lige højt og bredt, og så var det tre gange så langt. To tredjedele inde i teltet var der et forhæng, som skilte den inderste tredjedel fra. Derved opstod et terningformet rum, som var det allerhelligste. Det var Guds bolig og derfor utilgængelig for mennesker. Kun én gang om året måtte ypperstepræsten gå ind bag forhænget, og han måtte aldrig gøre det uden offerblod.

Dekorationen på forhænget foran det allerhelligste mindede dagligt præsterne om, at her var adgang forbudt. Der var nemlig indvævet keruber, som keruberne var de engle, der blev sat som vagter ved Edens have for at beskytte Adam og Eva mod at gå ind.

Det allerhelligste i templet var et symbolsk udtryk for Edens have, og symbolikken fremgik af den fuldkomne form – terningen. Det allerhelligste var stedet, hvor Gud tog bolig midt i sit folk. Og nu dukker terningen op som Det ny Jerusalem.

Terningen er med langfredag, for i det øjeblik Jesu døde på korset, blev forhænget i templet flænget fra øverst til nederst (Mark 15,37-38). De tilstedeværende præster har fået sig en voldsom forskrækkelse, men vi glæder os, for det viser, at fra det øjeblik blev der fri adgang ind til Gud.

Beskrivelsen i Åb 21 er en skildring af brylluppet mellem brudgommen (Jesus) og bruden (menigheden). Gud og mennesker flytter sammen i Det ny Jerusalem (se også Ef 5,25-27).

De evige boliger

Forestillingen om, at vi i evigheden skal bo hos Jesus i himlen, kommer blandt andet af Jesu løfte til disciplene umiddelbart inden påske. “I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer” (Joh 14,2-3).

Den bolig er i Det ny Jerusalem, som altså kommer ned fra himlen til den nye jord. Derfor skal vi ikke tilbringe evigheden i himlen, men på den nye jord.

Læs mere om Det ny Jerusalem og meget andet i “Han gør alting nyt”.

Se også PowerPoint til mit foredrag “På vej mod Det ny Jerusalem”.

Allehelgen på den nye jord