Klimaet som et tegn på dommedag

Skal vi regne klimaforandringerne med blandt tegnene på, at Jesus snart kommer igen? Sidder Antikrist på lur i klimabevægelsen?

 

Foto: Hedager

Da der for omkring ti år siden var klimatopmøde i København, spurgte en journalist fra Ritzau biskop Steen Skovsgaard om det kunne tænkes, at klimaforandringerne var et tegn på dommedag. Biskoppen svarede: »Jeg kan ikke udelukke, at klimaforandringerne kan være et tegn på Jesu genkomst.«

Hans svar gav anledning til en vældig debat i Kristeligt Dagblad, og i adskillige sognegårde blev der arrangeret debatmøder om emnet. Debatten skyldtes ikke hans kommentar om klimaforandringerne, som jo heller ikke sagde ret meget. Nej, debatten skyldtes, at han tog journalistens præmis alvorligt – nemlig at Jesus faktisk kommer igen.

Nu har en af læserne af denne blog spurgt om sammenhængen mellem klimaforandringerne og Jesu genkomst. Jeg vil gerne prøve at formulere mine foreløbige tanker om det. Så kan I jo skrive jeres kommentarer herunder.

Bibelen siger en del om naturkatastrofer – også i forbindelse med tegnene på Jesu genkomst. Så vidt jeg ved, taler Bibelen ikke direkte om klimaforandringer, men måske nok indirekte. Det vender jeg tilbage til, når jeg har skrevet lidt om folks reaktioner på klimaforandringerne. Det  er nemlig mindst lige så interessant som selve forandringerne.

Optimismen er på retur

Udviklingslæren går ud fra, at alt er blevet til ved en udvikling fra en mikroskopisk celle, der blev levende og siden blev til at det, vi kan se i dag. Altså en udvikling fra ingenting til alt det fantastiske, der omgiver os i denne verden. Udviklingen sker stadig og vil fortætte til uanede højder. Eller sådan så man på det de første hundrede år eller lidt mere efter Darwins bog om arternes udvikling.

Nu er optimismen på retur, og man er blevet bange for, at udviklingen går den forkerte vej. For eksempel er antallet af insekter vist nærmest halveret, både når det gælder diversitet (antallet af arter), og når det gælder mængde (antallet af individer). Biologer fortæller os, at hvis den tiltagende dødelighed blandt bier fortsætter, vil det gå ud over frugthøsten. Det vil betyde mangel på mad både for mennesker og dyr. Så er der det med afsmeltning af gletsjere og indlandsis, der får havene til at stige. Der er det med ørkenspredning og det med ændrede vejrforhold med kæmpebrande og oversvømmelser til følge. Alt sammen ganske bekymrende.

Flere sider af klimadebatten

Klimadebatten har flere sider. Der er den rent videnskabelige, hvor diskussionerne ser ud til stort set at være ført til ende. Man fortæller os, at videnskaben nu er enig om, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og at vi for enhver pris skal undgå, at temperaturen stiger to grader. Jeg fornemmer, at der fortsat er skeptikere blandt videnskabsfolkene, men de har ingen chance for at blive taget alvorligt.

En anden side er folks reaktion på klimaforandringerne. Den har en moralsk dimension, som kom til udtryk hos den politiker, der sagde: “Vi skal lave en kampagne, der giver dårlig samvittighed hos alle, der køber en flybillet.” Og den har en religiøs side, der kom til udtryk hos den biolog, der sagde: “Vi ærer Darwin ved at værne om de truede dyrearter.”

Klimadebatten trænger ind på alle områder, og den skaber bekymring og skræk i en grad, så børn er begyndt at gå til psykolog, fordi de udvikler psykiske symptomer. Jeg fornemmer en spirende folkelig bevægelse, som har store kræfter i sig. Den er måske nok ikke verdensomspændende, men den er voldsomt udbredt. Den bygger på frygt, og den undertrykker alle skeptikere.

Antikrist på lur

Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at skelne mellem de forskellige sider af debatten. De ideologiske, de videnskabelige og de religiøse argumenter fyger rundt mellem hinanden, så det er svært at se, hvad der er hvad.

Jeg ser for mig, at det alt sammen udvikler sig til et verdensomspændende pres, der bliver båret af tidsånden, og giver plads til en eller anden form for enighed om fremtiden, men samtidig træder på alt det, der ikke bøjer sig i lydighed og underkastelse.

Når jeg har den form for fantasier, skyldes det Bibelens tale om, at der umiddelbart før Jesu genkomst træder en dæmonisk magt frem, som i Bibelen kaldes Antikrist, Lovløshedens menneske og Dyret. Jesus siger, at Antikrist vil søge at føre selv de udvalgte vild. Det kræver et positivt og tillidvækkende ydre.

Jeg siger ikke, at klimadebatten er antikristelig. Jeg mener faktisk, at vi skal tage store dele af advarslerne og anbefalingerne alvorligt. Særligt ud fra det, at Gud har sat os til at herske over skaberværket.

Men jeg ser for mig, hvordan klimadebatten kan blive en platform for en verdensomspændende magt. En magt, der i det ydre har en tilforladelig mission og derfor kan føre alle vild, men i det indre er ondskaben selv. Og det vil kun de vide, som er oplyst af Gud gennem Bibelens lære og Bibelens profetier.

Det begyndte paradisisk

Indtil nu har jeg kun skrevet om reaktionerne på klimaforandringerne, og det er efter min mening også det mest interessante. Klimaforandringerne i sig selv er kun et tegn på, at Guds skaberværk bliver ældre. Bibelens verdensbillede er det modsatte af udviklingslærens. Bibelen skildrer et skaberværk, der i udgangspunktet var paradisisk. Adam gav dyrene navne, og det har været et enormt arbejde, for dengang var biodiversiteten meget større end i dag. Siden syndefaldet har det kun gået én vej – nemlig nedad. Og det fortsætter det med, uanset hvor mange milliarder euro man efterhånden vil bruge på at holde temperaturstigningen under de famøse to grader.

 

Jeg har for et par år siden skrevet et blogindlæg med naturkatastrofer som indgangsvinkel. Læsningen kan derfor passende fortsætte her.

 

 

En kommentar til “Klimaet som et tegn på dommedag

  1. Hej Jørgen!
    Tak for en fin artikel. Gode tanker! Perspektiv som er vigtig at have med!
    Mvh Arne

Skriv en kommentar

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial