Jeg føler mig krænket

Skolelederen på en kristen friskole aflyser skolekorets medvirken ved en gudstjeneste, fordi han finder ud af, at der medvirker en kvindelig præst. Da han bliver ringet op af en journalist, indrømmer han straks, at det var en forkert beslutning. Hvordan går det til, at det ender som en storm i et glas vand?

 

I sidste øjeblik opdager skolelederen på en kristen friskole, at der medvirker en kvindelig præst ved den gudstjeneste, hvor SFO-koret skal medvirke. Da han ved, at forældrene til nogle af korets medlemmer ikke vil gå i kirke hos en kvindelig præst, aflyser han korets medvirken. En journalist fik nogle uger senere et tip om skolelederens beslutning, og han henvender sig for at få lidt kød på historien. Skolelederen lægger sig straks fladt ned og indrømmer, at han tog en forkert beslutning ved at aflyse korets medvirken. Alligevel kommer “sagen” til at fylde en stor del af Jyllands-Postens forside og to hele sider inde i avisen. Og hurtigt kommer den både i radioens og tv’s nyhedsudsendelser og debatprogrammer.

Fænomener i tiden

Denne storm i et glas vand skyldes nok især to af tidens fænomener? Jeg vil først nævne MeeToo-bevægelsen. Da den dukkede op i oktober 2017, tænkte jeg: “Hvorfor tillader tidsånden, at netop dette fænomen går sin sejrsgang over hele jorden?” Nogle kvindelige skuespillere i Hollywood var trådt frem og havde anklaget en navngiven mand i filmbranchen. Han havde forgrebet sig seksuelt på dem, sagde de. Og så var han færdig. Det gav frimodighed til mange andre, der havde oplevet overgreb, og bevægelsen fik kvinder over hele verden til at stå frem og anklage magtmænd for seksuelle overgreb. Det væltede blandt andet hele Nobel-komiteen, og flere episoder i tv-serien “House of Cards” måtte tages om, fordi skuespilleren med hovedrollen blev fyret på stedet.

Det har siden vist sig, at der under overfladen på MeToo gemmer sig mere end et ønske om, at magtmænd ikke misbruger deres position til at udnytte kvinder seksuelt. Inden vi ser nærmere på det, skal vi omkring et nyt adfærdskodeks fra EU.

EU’s nye adfærdskodeks

I min roman “Om lidt” spiller en FN-kampagne en vis rolle. Kampagnen skal udrydde al hadtale i verden ved at opmuntre til at tale pænt om hinanden. Det bliver politisk ukorrekt og måske endda kriminelt at tale nedsættende om andre. En af romanens karakterer kommer i klemme, fordi han på en hjemmeside for kirkens konfirmander skrev konkret om, hvad Gud opfatter som synd. Det var derfor interessant, da Kristeligt Dagblad den 27. december 2018 nævnte, at Facebook og andre sociale medier har underskrevet Europa-Kommissionens nye adfærdskodeks.

Det handler om hadtale, og det ligner umiddelbart noget, alle kan være enige i. Det er blevet til som et fælles projekt mellem Europa-Kommissionen og virksomheder som Facebook, Instagram, Twitter, YouTube og så videre. Det vigtigste formål er angiveligt at lukke terrorgruppers adgang til de sociale medier, men terror opfattes meget bredt.

Både jurister og journalister har forsøgt at definere hadtale. Der sker her det samme, som vi har set flere gange. Under det overordnede mål, som alle kan være enige om, smugles der noget ind, som er beregnet til at ramme uønskede mindretal. EU’s adfærdskodeks kan for eksempel bruges til at ramme dem, der offentligt har en mening om, hvad Bibelen siger om kønsroller eller om provokeret abort.

Krænkelseskulturen

MeToo-bevægelsen har fremelsket en måde at reagere på, der har fået betegnelsen “krænkelseskultur”. Hvis nogen siger noget negativt om min måde at forstå mig selv på, har jeg ret til at føle mig krænket. Og det er en menneskeret ikke at blive krænket. “De krænker mig, for de respekterer ikke min ret til at definere mig selv, præcis som jeg vil,” lyder det lidt skingert.

EU’s nye adfærdskodeks og MeToo har det til fælles, at de kan og vil blive brugt til at slå ned på alt, hvad der bygger på Bibelens beskrivelse af køn og identitet. Der sættes grænser for åndsfrihed og ytringsfrihed. Alt, hvad der ikke falder ind under det, man i højtidelige stunder kalder “de danske værdier” bliver mistænkeliggjort og måske endda gjort ulovligt. En skole, der ikke vil samarbejde med kvindelige præster, skal ikke have offentligt tilskud, hævdes det.

Jeg er enig med skolelederen i, at hans beslutning ikke var heldig, men jeg er forskrækket over mediernes og politikernes reaktion. En kristen skal have ret til at stå fast og følge Bibelen, som han forstår den. Det gælder også en friskole, der modtager offentligt tilskud. Samtidig skal han naturligvis give andre den samme frihed.

Er jeg på afveje, når jeg læser forfølgelsen af de troende i de sidste tider ind i alt dette?

Skriv en kommentar

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial