Forsøg endelig ikke at kontakte de døde

Allehelgen er kirkens takkefest for de kære, der er døde. De, der døde i troen, er nu hos Jesus. Det er strengt forbudt at forsøge at kontakte dem.

Vi mindes de afdøde, som de var, da de levede blandt os, og vi besøger deres gravsted. Men der er de ikke. De er hos Jesus. Det er naturligvis i orden at sige et par ord til dem ved graven. Men det er noget, vi gør for vores egen skyld, for de hører det ikke. De er nået frem til den evige herlighed.

Jeg er overbevist om, at de ikke kan følge med i vores liv, og tak for det. Det ville være forfærdeligt, hvis de fortsat skulle belemres med bekymringer om vores liv. Det stemmer ikke med, at der for dem ikke mere er sorg.

Men man kan komme i kontakt med de døde, lyder indvendingen. Ja, nogen er overbevist om, at de kan samtale med de døde, men de bliver snydt på det groveste. I dag kalder de sig clairvoyante. Førhen blev de kaldt dødemanere, åndemanere eller spiritister.

Vi er advaret

Gud advarer kraftigt mod den slags. “Når du kommer ind i det land, som Herren din Gud vil give dig, må du ikke lægge dig efter at gøre de afskyelige ting, som folkene dér gør. Hos dig må der ikke findes nogen, som … spørger dødemanere eller sandsigere til råds eller søger orakel hos de døde. Herren afskyr enhver, som gør den slags” (5 Mos 18,9-12).

Men det virker jo, lyder indvendingen. Muligvis, men derfor kan det godt være forbudt. Og hvem ved for øvrigt, at det virker? Men det gør det, for gennem kontakt med de døde kan man få noget at vide, som ingen levende kunne fortælle, får vi at vide. Jeg hørte engang én forklare det på denne måde: “Satan kan komme til os forklædt som en lysets engel. Så er det vel ikke noget problem for en dæmon at lade som om, han er onkel Anton.”

Vi forsager Djævelen

Det er blandt andet dødemaning, vi tager afstand fra, når vi før trosbekendelsen siger: “Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.” Det bliver ikke mere rigtigt af, at det i vores tid er blevet helt almindeligt at tale om det. Det er næsten som om, det er noget selvfølgeligt. De clairvoyante får lov til at bruge biblioteket, og enkelte gange endda kirken. Damebladene omtaler clairvoyance som om, det er fuldstændig naturligt og uskadeligt. I “Herrens Veje” besøger præstens hustru en clairvoyant.  At gå til en clairvoyant omtales i det hele taget på linje med at gå til psykolog eller til bankrådgiver.

Men hvis du indlader dig med en clairvoyant, så spilder du i bedste fald dine penge. I værste fald er den clairvoyante ikke bare en godtroende charlatan, men Satans håndlanger (måske uden at vide det). Så er der tale om okkultisme, og så risikerer du selv at komme i kløerne på Satan.

Pas på antikristerne

Jesus advarede mod mennesker, som i de sidste tider vil komme og lade som om, de er helt på linje med ham. De efterligner ham med tegn og undere, så mennesker undrende vil følge dem. De er antikrister, og de er kommet for om muligt at føre selv de udvalgte vild (Matt 24,23-24). Jeg er overbevist om, at clairvoyante og mange alternative healere er med i denne kategori, og at de er kanaler for åndelige kræfter, som vil holde mennesker væk fra frelsen i den sande Kristus.

Lad os endelig mindes vore kære afdøde, men lad dem være i fred. Det er egoistisk at forsøge at kalde på dem, og det er også farligt, for der står åndelige kræfter på spring, som forsøger at bruge åndemaningen som en indgang til vores liv.

Uretmæssigt i gabestokken

Vi er hastigt på vej mod et meningstyranni, som vil ramme alle synspunkter, der ikke lever op til tidsånden. De seneste par uger har givet et klart eksempel. Det er ikke mere tilladt at give udtryk for en kritisk mening om homoseksualitet.

Billedet er manipuleret.

I anledning af valgmenighedernes 150-års jubilæum spurgte kirkeministeren valgmenighedspræst Morten Kvist om at prædike ved Folketingets åbningsgudstjeneste.

En avis følte sig kaldet til at undersøge, om der mon ikke kunne findes noget snavs på ham. Og de fandt noget, som kunne bruges. For ti år siden, havde han sagt noget om homoseksuelles egnethed som forældrepar. De fandt også noget om pædofili, som han havde sagt i samme forbindelse. Avisen fik de to ting kombineret, og så brød helvede løs.

I mediernes gabestok

Når jeg med særlig interesse har fulgt den sag skyldes det, at jeg i min bog “Om lidt – Roman fra en ikke så fjern fremtid” har skrevet om den mulighed, at kristne med en bibelsk holdning til homoseksuelt samliv i fremtiden vil risikere for alvor at komme i mediernes offentlige gabestok.

“Tror du virkelig, at det kan blive så slemt,” var der én, der tvivlende spurgte? Ud fra Bibelens profetier om hetz af troende, og ud fra de seneste års udvikling har jeg svaret, at det tror jeg faktisk.

Usaglig boykot

Tilbage til prædikanten ved Folketingets åbningsgudstjeneste. “Vi kan ikke gå i kirke hos sådan en mand,” lød det fra det ene politiske parti efter det andet. Kirkeministeren forsøgte at mane til besindighed. “Skal en mand udelukkes fra prædikestolen på grund af noget politisk, han har udtalt for ti år siden?” spurgte hun meget fornuftigt. Men det skulle han.

Ingen havde spurgt præsten, om han var korrekt citeret, inden de boykottede ham. Han forsøgte at forklare. Han beklagede, at han for ti år siden havde udtrykt sig misforståeligt, og at hans udtalelser i øvrigt var blevet manipuleret. Han bedyrede, at han ikke havde noget imod homoseksuelle. Han vil endda vie dem i kirken, hvis de ønskede det.

En kujonagtig tilgang

Men journalister, komikere, politikere og almindelige skråsikre eftersnakkere kunne ikke bruge hans forklaringer til noget. Det var meget mere bekvemt at fortsætte med at tvære sådan en præstefyr ud.

I en mediekommentar i Kristeligt Dagblad (9. okt.) tog Sørine Gotfredsen sagen op. Morten Kvist havde i et interview til TV-avisen bedyret, at han ikke havde noget imod homoseksuelle, men det blev klippet fra. I programmet “Shitstorm” blev han igen og igen spurgt, om han da havde noget imod homoseksuelle, selv om han “uophørligt havde erklæret, at det har han ikke.”

Jonathan Spang tog også sagen op i satireprogrammet “Tæt på sandheden”. Godtfredsen mener, at satiren er en vigtig disciplin i et samfund, men den skal bruges med selvdisciplin. “Spang valgte den vel egentlig ret kujonagtige tilgang, hvor han siddende over for en tilsyneladende temmelig uoplyst forsamling med lethed kunne fremstille det hele så forsimplet, at forargelsens latter boblede frem.”

Programmet hedder altså “Tæt på sandheden”, og det følges af mange seere, som lader sig manipulere, når “Spang taler til det let antændelige gruppeinstinkt, som Spang gjorde i søndags, hvor han gengav Morten Kvists citat helt uden at forholde sig til, at Kvist har brugt en hel uge på at nuancere og forklare sammenhængen”.

Hvad nu hvis

Sagen handler om en mand, der løgnagtigt blev tillagt holdninger om homoseksualitet, som han ikke har. Jeg tør ikke tænke på, hvor vildt det havde udviklet sig, hvis kirkeministeren havde valgt en anden præst, som sagde noget i denne retning: “Jeg kunne aldrig drømme om at sammenligne pædofili og homoseksualitet, og jeg har ikke noget personligt imod homoseksuelle. Men jeg mener, at homoseksuelt samliv er forkert, og jeg vi ikke vie homoseksuelle.”

Jeg er sikker på, at tidsåndens slaver kun havde hørt den sidste sætning. Og jeg er bange for, at endnu flere havde boykottet Folketingets gudstjeneste. Noget af det værste, man kan gøre i dagens Danmark, er nemlig at forurette et seksuelt mindretal.

Social media & sharing icons powered by UltimatelySocial